Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - familien

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.6.05.


Familien er død! Familien leve!

Hvad skal vi egentlig med familien,

1) når den har ført til så mange ulykker -
2) når den i flere og flere tilfælde opløses efter få års forsøg - og
3) når ca. 900.000 voksne danskere i dag lever som singler?

Det korteste svar er naturligvis, at familien stadigvæk trods alle fejl og ulemper er den dominerende og statistisk set normale samlivsform for forældre og børn, som flertallet af unge mænd og kvinder søger ind i når de vil leve sammen og have børn. Ja, samlivsformen er så normal, at det bestemt ikke er forbundet med lutter fordele at være single. De kommer bagest i boligkøen, diskrimineres på almindelige restauranter og kan udgøre problemer ved middagsselskaber osv. Foruden det ikke uvæsentlige - at de nu engang gennem deres valg kommer til at undvære den følelsesmæssige tæthed som kun afhængigheden giver.

At det ene er mere normalt end det andet, siger strengt taget ikke noget om årsagsforholdet, men man skal vist være meget singularistisk eller feministisk for helt at afvise at familiestrukturen nok til syvende og sidst har noget med biologien at gøre. Alt andet lige er det for overlevelsens skyld en fordel at holde sammen når man får børn - og det regnes også følelsesmæssigt for en selvfølge bare man kommer lidt ud over den første ungdom. En undersøgelse har vist, at andelen af singler for mændenes vedkommende falder fra 68 procent for aldersgruppen 18-29 år til 31 procent for aldersgruppen 30-39 år, og for kvinderne fra hhv. 54 til 25 procent.



Det er naturligvis rart at være fri og uafhængig, indtil man er moden til afhængigheden. "Man bliver sgu lidt egoistisk på den fede måde", sagde en single for nyligt til et blad. Man kan rejse og se verden - og man kan frem for alt bruge flere penge på sig selv. Netop det sidste betyder meget for stadigt flere i dag. Så meget at fx brugsforeningerne i Sverige har kombineret indkøbsmuligheder med muligheden for dating. For gennem forbruget kan man udtrykke hvem man er, siges det. Sandheden er nok, at man kan demonstrere for andre hvordan man gerne forbrugsmæssigt eller livsstilsmæssigt vil tage sig ud for andre.

Men de fleste drømmer alligevel om ægtefælle og børn; de går derfor hen hvor man kan score en seksualpartner og finde ud af om vedkommende er én man eventuelt kunne holde ud at leve sammen med. Ja, overordentligt mange dater på nettet, så flittigt at man skulle tro nettet var opfundet til dette formål - ligesom mobiltelefonen til smalltalk.

Og så på et tidspunkt omkring de 30, hvor de fleste har løbet hornene af sig og er færdige med uddannelsen, klapper fælden. Man vover sig af mange forskellige overlagte såvel som uoverlagte grunde ind i det forpligtende forhold, i enkelte tilfælde på grund af vild forelskelse - og må tage konsekvenserne, selvom man ikke kender dem på forhånd i konkrete detaljer, og hvis man kendte dem ikke ville tro på dem. Som Kierkegaard sagde: "Hvis du gifter dig, vil du fortryde det. Og hvis du ikke gifter dig, det vil du også fortryde det." Han foretrak som bekendt for sit eget vedkommende friheden.



Den lunefulde erotik i kombination med den mere målrettede, partnersøgende kærlighedstrang fører altså stadig til familiedannelse, men om det virkelig er lykken, er en anden ting. Det har mange andre end Kierkegaard sat spørgsmålstegn ved. Eksistentialisten Sartre til eksempel. Han levede sammen med madame Beauvoir i et frit - og ulige - parforhold, men begge fravalgte børn. Men det er andet end besværet med børnene der kan tale imod familiedannelsen.

Allerede i 1971 erklærede den engelske psykiater eller »anti-psykiater« David G. Cooper familien for død. Som alle andre psykiatere måtte han erkende, at næsten alle psykiske lidelser, der ikke ubetinget skyldes arv - har deres rod i familien, først og fremmest via miljøpåvirkningen i de fem første leveår. Og Cooper var altså ikke i tvivl om, at det er den borgerlige familiestruktur, der er værst i henseende til at filtrere størstedelen af individets oplevelser og amputere dets handlinger for ægte og generøs spontanitet. Uddannelsessystemet og psykiatrien (den almindelige borgerlige psykiatri som »anti-psykiatrien« vender sig imod) fortsætter og fuldfører blot denne borgerliggørelse.

Den borgerlige familiestruktur har ifølge Cooper tendens til 1) sammenklæbning af mennesker så de enkelte medlemmers autonomi forhindres, 2) udformning af bestemte roller til sine medlemmer så de ikke selv får lov at vælge identitet, 3) udstyring af børnene med overflødige sociale kontrolmekanismer, så de ikke lærer, hvordan de skal overleve samfundet, men hvordan de skal underkaste sig samfundet, og endelig 4) indpodning af tabuer, herunder ikke mindst tabuet mod at opleve sin egen ensomhed, at gå i sit lønkammer.

Efter Coopers mening bliver tryghed derfor ensbetydende med en fuldstændig og til stadighed forstærket bekræftelse af familien, og derfor bliver det at være et familiemenneske igen ensbetydende med at være en kedelig person!

Logisk konsekvent anbefalede Cooper derfor en destrukturering af familien, der ville give børnene fuldstændig fri adgang til at omgås voksne mennesker udover deres biologiske forældrepar, så de altså så at sige fik mulighed for at få flere fædre og mødre, eller rettere så 'far' og 'mor' erstattes af 'fædren' og 'mødren'.

Coopers revolutionære drøm var et klart - og psykiatrisk set særdeles velbegrundet - ønske om at komme ud over det i alt for mange tilfælde katastrofale forhold, at børn i den borgerlige familie er totalt prisgivet deres forældre, som de jo ikke selv har valgt, og som de navnlig i de fem første år ikke har anden chance for at værge sig imod end ved bogstaveligt at blive »gale«, dvs. syge på sjælen, eller ved at gå i hi i sig selv.



Når man dengang på trods af en vis forståelse for Coopers motiver var temmelig overbevist om, at kernefamilien nok ville stå sin prøve, skyldtes det formodningen om, at dens uheldige struktur kunne og ville blive ændret ganske betydeligt i de følgende årtier, og at den med ændret struktur fortsat ville have fordele, som langt opvejer ulemperne, ja som netop fortsat vil være den allerbedste basis for et barns realitetsprøvelse. Og sådan gik det jo stort set.

Forudsætningen for at en ændring til det bedre kan lykkes, er for det første, at familien bliver åben. Det vil igen sige, at såvel de enkelte familiemedlemmer som familien som helhed åbner sig udadtil. De enkelte medlemmer må kunne modtage og hjembringe oplevelser og erfaringer fra omverdenen, fra arbejdsplads, foreningsliv, kunst og litteratur m.v., og familien må kunne modtage gæster, venner og andre, herunder børnenes skolekammerater, uden at lægge gæstfriheden ind i alt for faste rammer. Og endelig må familien udnytte de store muligheder der er for arbejds- og oplevelsesfællesskab i fælles aktivitet i og uden for hjemmet.

Det skal i denne forbindelse understreges, at det har været en stor gevinst for familiefornyelsen, at kvinder i stigende tal er kommet med i uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Næppe noget andet har været så dræbende for familiens åbenhed og evne til at holde sig kreativ som selve det forhold, at 'konen' har trisset rundt derhjemme og pudset nips og lampeskærme og opofret sig selvudslettende for 'skabningens herre'.

Også for den ægteskabelige seksualitets skyld er det nødvendigt at begge parter holder sig åbne af sind, og dette er noget man skal ville, hvis det skal lykkes. Det er naturligvis heller ingen skade til, at parterne bevarer forelskelsen gennem al senere ægteskabsrutine, dvs. at manden bliver ved at kunne se pigen, og kvinden at kunne se drengen i sin ægtefælle, eller med andre ord at de begge kan se det legende menneske i den anden.



For det andet er forudsætningen for kernefamiliens fornyelse, at forældrene lærer at respektere deres børn.

Vi er opflasket med Moselovens bud om, at "du skal ære din far og din mor". Men Moseloven var autoritær, den er i ét og alt bygget op med det formål at gøre de fædrene autoriteter ufejlbarlige og deres meninger og fordomme uangribelige; den er i bund og grund repressiv, restriktiv og depressiv. Men sand autoritet og myndighed bygger ikke på restriktioner, forbud og påbud med tilhørende repressalier, men på evnen til at formidle indsigt og på gensidig respekt. Og begge dele er præcis, hvad al opdragelse bør bygge på. Derfor må familielivets første bud være dobbelt: "Du skal ære dit barn" og "Du skal ære dine forældre". Men med ære skal forstås alt andet end 'adlyde blindt', der skal forstås 'respektere.'

Nu er også respekt et ord, der ofte misforstås, der er i hvert fald nogle der tror det betyder 'se op til'. Men det er forkert. Respekt betyder anerkendelse af den anden parts værdighed, autonomi og suverænitet, og den forudsætter derfor en grundliggende opfattelse af ligestilling mellem parterne - som i det gode ægteskab. Man skal hverken 'se op til' eller 'se ned på', men 'se lige hen på'.

Derfor er der ingen reel ligeberettigelse mellem kønnene, mellem racerne eller mellem minoritets- og majoritetsgrupper, medmindre den følges af respekt mellem parterne. Når negrene i Fransk Ækvatorialafrika (det nuværende Gabon) eksempelvis efterhånden kom til at hade humanisten, Bach-fortolkeren og det gode menneske, Albert Schweitzer, var det jo ikke fordi han byggede hospitaler til dem og tog sig af deres fysiske eller medicinske skavanker, men fordi han så ned på dem, betragtede dem som undermennesker, der aldrig ville lære at stå på egne ben.



Men hvordan i alverden skal forældre kunne betragte deres børn som ligestillede, når børnene dog vitterligt fødes små, hjælpeløse og ufuldstændige og først skal til at lære det hele?

Jo, det kan de, fordi børnene på trods af deres lidenhed, hjælpeløshed og ufuldstændighed er autonome, åndelige væsener, hvis vækst - fysisk som psykisk - forudsætter, at autonomien og værdigheden aldrig krænkes. Autonomi og værdighed er grundliggende egenskaber ved ethvert barn, ethvert levende væsen, uanset alder, køn, race, art, begavelse, uddannelse, religion og hvad der ellers bevirker differentiering. Der er originalitet og vilje til selvstændighed i ethvert menneskebarn, og det er denne der skal respekteres. Heraf følger ikke at barnet kan undvære socialisering eller opdragelse. Det er jo ikke fra starten 'kompetent' til alt hvad der kræves af det for at indgå i fællesskabet, men det er kompetent til på passende tidspunkt at lære det nødvendige, forudsat det altid respekteres.

Forældrene skal med andre ord tro på, at barnet er noget og duer til noget, værdsætte barnet for det det er. Og så skal de forstå barnets følelser, det vil først og fremmest sige dets personlige kamp for at bevare integriteten gennem alle opvækstens mange positive og negative erfaringer. Det kræver 'aktiv lytning', en kunst formentlig alle mennesker har naturligt talent for, men som skal opdyrkes, navnlig i vort 'oplyste', rationalistisk indstillede samfund, hvor den er blevet forsømt, fordi følelser betragtes som noget uvæsentligt, for ikke at sige utilregneligt og derfor uønskeligt.



Der findes næppe bedre indføring i den aktive lytnings kunst end Thomas Gordons grundbog 'Forældreuddannelse'. Her får man glimrende brugbar vejledning i at lære at forstå det virkelige budskab i barnets ord og adfærd, nemlig dets indre følelser, en vejledning som i virkeligheden kan bruges overalt, hvor man har brug for at forstå sine medmennesker.

Gordons hjertesag er at forklare, hvordan man tackler uundgåelige forældre-børn konflikter på en måde så begge parter vinder, og han prøver at få os til at acceptere det faktum, at konflikter er en del af tilværelsen og ikke nødvendigvis af det onde. Han føler sig nemlig mere og mere overbevist om, at det er selve konfliktløsningen, der er den afgørende faktor for om et forhold bliver lykkeligt eller ulykkeligt, harmonisk eller uharmonisk, venligt eller fjendtligt, varmt og inderligt eller overfladisk og koldt. Hvis man nemlig ikke betragter konflikter som ganske naturlige og ikke lærer at tale åbent om dem og finde fælles rimeligt fornuftige løsninger på dem, som begge parter kan være tjent med, sker der det, at de bliver meget værre, fordi de slår indad i parternes psykiske liv og dér begynder at gøre skade, ofte uoprettelig skade, på de naturlige følelser, på ægtheden og spontaniteten.



Brug af magt er altid den dårligste løsning på konflikter, for den skaber opposition og ødelæggelsestrang, understreger Gordon, og han kommer til det resultat, at forældre kun mister indflydelse på deres børn, hvis de bruger magt, mens de vinder indflydelse ved at opgive magt.

En vigtig del af magtopgivelsen er at acceptere børnenes autonomi og behov for privatliv.

Forældre skal ikke blande sig i alt, hvad deres børn foretager sig, og de skal navnlig ikke presse deres børn ind i bestemte adfærds- eller meningsmønstre, men tværtimod give børnene frihed til at prøve sig frem og vælge identitet. Dette gælder også med hensyn til valg af kønspartner, uddannelse og beskæftigelse.



Men uanset aktiv lytning, fornuftig konfliktløsning og åben familie, så vil realitetsprøvelsen bestå. Og det er her Cooper svigter.

Realitetsprøvelsen, som alle børn og unge skal igennem, og som i de fleste tilfælde først er gennemført fuldtud henimod 30 års alderen, i nogle tilfælde endnu senere, består nemlig ikke i at acceptere en given historisk betinget virkelighed, givne forældre, en given familiestruktur, et givet samfundssystem og kulturharmoni eller eventuelt kultursplittelse som en guddommeligt indstiftet, af fædrene overleveret, urokkelig supervirkelighed. Den består derimod i gennem personlig erfaring at lære de konkrete grænser for på den ene side ens egen formåen og villen, og på den anden side de faktiske omgivelsers føjelighed og formbarhed.

At tro at fantasien altid kan komme til magten, eller at drømme altid kan blive virkelige, eller at ønsker altid kan opfyldes og at man altid og i alle henseender skulle kunne få sin umiddelbare vilje, er en naiv og dybt skadelig illusion. Og at hævde en sådan illusion som politisk målsætning - som man gjorde i den venstreorienterede, 'pædagogiske' del af ungdomsoprøret - er en manipulatorisk tåbelighed og forbrydelse, som kun kan medføre desillusionering hos de mange, som ikke i tide gennemskuer den og derfor ikke i tide får prøvet deres realitetssans.

På samme måde er det pædagogiske princip om at der ikke må sættes grænser for børn tåbeligt ud over alle grænser, fordi det aldeles ikke er til gavn for børnene, men tværtimod netop skader det ved at gøre dem utålelige i det daglige. Det er virkelig en misforståelse af format at tro at selve det at få sat grænser for sin udfoldelse er undertrykkende og neuroseskabende. Det er tværtimod absolut nødvendigt for al socialisering. Og det gavner den enkeltes personlige udvikling og udformning. Naturligvis forudsat at der er tale om rimelige grænser, dvs grænser der fastsættes ud fra hensynet til barnets eget og andres tarv - og ikke ud fra vilkårlige moralistiske endsige egoistiske principper fra opdragernes side.



Et af de mere pudsige, men ikke derfor mindre skadelige udslag af 68-generationens opdragelsesprincipper var deres fravalg af betegnelserne 'far' og 'mor' inden for familiens rammer. Ordene accepteredes naturligvis fortsat som fællesord (apellativ) i sproget, dvs som betegnelse for hhv. det mandlige og det kvindelige ophav til barnet, dvs den biologiske far og mor. Men det fravalgtes som egennavn (proprium). Børnene måtte ikke kalde deres far 'far' eller deres mor 'mor' som forældrene selv havde gjort over for deres egne forældre, men skulle bruge forældrenes fornavne. Det skulle fremme ligeberettigelsen, skønt forældre og børn de facto ikke er eller kan være lige.

Det skadelige i den velmente idé ligger i at den er et klart brud på ældgammel sprogbrug og derfor at betragte som decideret sabotage af det dagligsprog der netop har vist sin utrolige styrke gennem århundreder ved at være bøjeligt og fleksibelt - netop gennem sin vaghed og tvetydighed.

Men hertil kommer, at denne sabotage også rammer den mytiske dimension i sproget, som ligger i at betegnelser som far og mor - ligesom betegnelsen gud - afspejler den naive, men i de første opvækstår uundgåelige opfattelse at forældrene har været der altid, er altings ophav og er almægtige, ganske som guderne i myterne. Lidt efter lidt opdager barnet at forældrene er almindelige mennesker med alle menneskelige fejl og svagheder. Og det kan lade sig gøre at gøre oprør imod dem. Men de består alligevel og de spiller - hvad enten man ønsker det eller ej - fortsat livet igennem en betydelig rolle for ens egen identitet og selvforståelse. Det eneste forældre opnår ved at fravælge ordene far og mor som propier er at børnenes oprør mod dem taber en uhyre vigtig dimension.

68-forældrene har det hårdt, for på trods af deres gode hensigter har de i vid udstrækning måttet lide den tort at børnene slet ikke har værdsat deres måde at tackle problemerne på. Forældrene har derfor ikke undgået et oprør fra deres børn - og de har afsløret deres naivitet ved at tro at de kunne undgå det. Men et oprør fra børn er altid nødvendigt for at nå selvstændigheden. Det får kun et komisk tilsnit når forældrene synes oprøret er uretfærdigt.

Helt galt går det naturligvis når unge - mere eller mindre forført af villige psykologer og advokater - begynder at føre retssager mod deres forældre, hvad enten det nu drejer sig om påståede seksuelle krænkelser (incest) eller påståede økonomiske krænkelser (fx nægtelse af at betale i dyre domme til eliteskoler). De første er komplet ødelæggende for en familie, hvis der slet ikke er hold i anklagerne. Og de sidste er groteske, fordi de unge franskmænd der fører dem åbenbart betragter det som en selvfølge at deres forældre skal forsørge dem på allerhøjeste plan langt ud over myndighedsalderen.



Den ægte, besværlige, men konstruktive og frugtbare realitetsprøvelse via det fornuftige og rimelige modspil fra de voksne og andre børn er en personlig sag, som den enkelte skal have fred og frihed til lidt efter lidt gennem sine handlinger og ord og sit hele arbejde med sig selv, sine idealer og identifikationer at føre igennem. Og hertil hjælper ud over fornuftig og stilfærdig vejledning i ny og næ intet bedre end trygheden i den åbne kernefamilie.

Når Cooper definerer trygheden som "en fuldstændig og til stadighed forstærket bekræftelse af familien", afslører det hans ensidige sigte imod den borgerlige virkelighed, for definitionen gælder den snævre, lukkede borgerlige kernefamilie, men ikke for den åbne.

Der vil under alle samfunds- og kulturformer være forskel på familieliv og samfundsliv. Og det vil kun tilsløre forskellen og dermed besværliggøre realitetsprøvelsen at se bort fra, at det fundamentale i familielivet er trygheden omkring den gensidige tillid, respekt og kærlighed.

Dette forhindrer naturligvis ikke, at kernefamilien er og bliver en risiko og fare for de ekstreme familietyper, dvs. de rige og velbjærgede, hvor alt går på karriere og honnette ambitioner, og de fattige og svage og sårbare, der slet intet magter i retning af åbenhed eller fornuftig konfliktløsning. Og endelig heller ikke for de indvandrerfamilier der medbringer adfærdsnormer og -mønstre fra fremmedartede kulturer med streng patriarkalsk og religiøs opbygning.

Den sidste gruppe familier er blevet et stigende problem i alle vestlige lande gennem de sidste 30 år, og ulykken er ikke mindst at det gamle - i vore øjne primitive eller 'middelalderlige' - familiemønster er gået ud over anden generations integrationsmuligheder. Drengene fastholdes i et æresbegreb og et mandfolkeideal der slet ikke passer til det moderne samfund, og pigerne forhindres i den frigørelse vi betragter som en selvfølge for danske kvinder.

I værste fald fører mønsteret drengene ud i bandetilhørsforhold og kriminalitet og pigerne ud i tvangsægteskaber. Men generelt lægger det hindringer i vejen for en naturlig integration. Og det gør jo ikke sagen bedre for muslimernes vedkommende, at deres åndelige vejledere, imamerne, kommer fra de fremmedartede kulturer og medbringer deres sprog og normer.



Den helt åbne familie troede mange 68-ere at kollektiverne måtte være - og det blev heldigvis prøvet af, nogle gange med godt resultat, andre gange med dårligt. Men som hovedregel holdt eksperimentet sjældent længe. Den dybe biologiske trang til tæt tilknytning til få mennesker blev ikke respekteret. Og en fuldstændig normal følelsesreaktion som jalousi blev ikke blot fordømt, den blev bestridt, så man lukkede øjnene for at den opstod i virkelighedens verden.

Også andre forsøg på åbne familier blev gjort, især med hensyn til fri seksualitet. Også her troede man naivt at man kunne se bort fra jalousiens hårde realitet. Og resultatet blev ikke blot brudte forhold, men mange sår på sjælen.

Med de mange skilsmisser med efterfølgende dannelser af nye parforhold og familier kommer problemet med sammenbragte børn; der må skelnes mellem 'mine børn', 'dine børn' og 'vores børn'. Også her går det heldigvis godt i mange tilfælde, men desværre mindre godt i andre. De lyder flot at man vil elske alle de sammenbragte børn lige meget. Det er der bare ikke ret mange der kan i praksis. De fleste forældre er mest knyttet til deres egne børn - og får svært ved ikke at gøre forskel i det daglige liv.

Sandheden er med andre ord, at man aldrig i parforhold og familieliv kan se bort fra de følelsesreaktioner der ligger i biologien. Lukker man øjnene for dem, går det kun værre end hvis man accepterer dem og derudfra prøver at komme bedst muligt om ved dem.



Ligegyldigt hvordan man vender og drejer familiens problematik kommer man således ikke uden om, at familien er et meget væsentligt element i den realitetsprøvelse ethvert menneske må igennem for at blive voksen og kunne håndtere normale problemer i forhold til andre mennesker.

Familien kan være undertrykkende. Det skal ikke bestrides, eftersom der gives utallige eksempler på det - man behøver blot at nævne filmfolk som Carl Th. Dreyer, Ingmar Bergman eller Rainer Werner Fassbinder. Og det var endnu værre i gamle dage, dvs. i det strengt patriarkalske samfund med blind lydighed over for faderen. Men familien behøver ikke at være undertrykkende, for det afhænger af omstændighederne, samfunds- og kulturmønstret på den ene side og familiemedlemmernes, idealer, principper, normer og vaner på den anden side.

Men selv i den gode, åbne familie, skal man ikke tro, at alt er i skønneste orden uden problemer af nogen art. Den ideelle familie eksisterer nemlig ikke. Enhver familie er altid en dynamisk kombination af mange forskellige komponenter. Men det er netop derfor at de i langt de fleste tilfælde er den bedste ramme for en realitetsprøvelse der kan slibe kanterne af hos det enkelte medlem, lære det at tage rimelige hensyn og lære det at bøje sig for andre.

At bøje sig for andre betyder ikke nødvendigvis at underkaste sig andres vilkårlige vilje, men kan også betyde det positive med mellemrum at give afkald på selv at få sin vilje, hvis andre hensyn vejer tungere. Intet er bedre til at modne et menneske end denne lejlighedsvise given afkald. Intet er bedre til at fremme humoren i den enkelte og i familien.

Derfor må Cooper og meningsfæller gerne erklære familien død. Den gamle familie er i hvert fald død. Men familien som sådan lever. Den skal tages som en udfordring. Men også som vejen til humor og god realitetsprøvelse.



Henvisninger:

Værdimanifestets afsnit om:

Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)

Individet  (8.8.04.)

Jævnfør også artiklen om syndefaldet m.m.: Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal