Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - videnskab

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.4.11.


Hvad skal vi med rationalitet og videnskab?

Spørgsmålet lyder underligt, for mens mange tvivler på den store nytte af kunst, krig, værdikamp, kult, religion og humor, så er der ikke ret mange der sætter spørgsmålstegn ved rationalitet eller videnskab. Tværtimod betragter langt de fleste videnskaben som et særdeles nyttigt og uundværligt grundlag for vores muligheder for at skelne mellem virkelighed og fantasi. De fleste betragter umiddelbart hvidkitlede videnskabsmænd som yderst pålidelige autoriteter når det gælder sandheden (hvad reklamebranchen da også udnytter til overmål i salgsøjemed). Selv når en ung fremstormende og uden tvivl højt begavet, men også forførende hjerneforsker som Milena Penkowa viser sig gennem en lang årrække at have snydt sig til doktorgrad, professorat og eliteforskertitel m.m. og ført ansvarlige, men lidt for ukritiske universitetsledere bag lyset, så rokker det måske ved et enkelt universitets og en enkelt universitetsrektors prestige, men tilsyneladende ikke ved videnskaben som sådan. Den bedste del af den er jo selv med til at rydde op.

Pudsigt nok er det i dette tilfælde en hjerneforsker der i den gode kræftforsknings tjeneste har snydt med sine rotteforsøg - og bl.a. narret en psykiater med begrænset menneskekundskab til at tro på sig. For hjerneforskningen er netop blevet en videnskabelig disciplin der generelt foregiver at kunne løse sjælens mystik og andre irriterende irrationelle fænomener ved at reducere dem til fysisk-kemiske hjerneprocesser. Dermed tilkendegiver den at naturvidenskaben ingen grænser har som sådan men efterhånden vil udkonkurrere alle andre indfaldsvinkler med lidt sundere kritisk holdning. Et hold amerikanske sociologer har således i samme spor offentliggjort en tese som angiveligt er bygget på avancerede matematiske modeller og som går ud på at religionen efterhånden vil dø ud i Vesten. Man tror åbenbart urokkeligt på fysikkens og matematikkens metoder, dvs naivt på gammeldags målelighed. Var det ikke netop med måleligheds-princippet Galilei skabte den naturvidenskabelige revolution, selv om det ikke var ham der formulerede det?

Siden skabte lærde filosoffer som Kant den rationalisme og oplysning der gav navn til Oplysningstiden (ca. 1760-1800), og som den dag i dag af mange betragtes som udgangspunktet for al dannelse og sandhedssøgen. Den videnskabelige udvikling gik naturligvis ikke i stå, men udviklede sig tværtimod med kolossal fart gennem hele det 19. og 20. århundrede, så også erkendelsesteorien måtte justeres betydeligt. Følgeligt er det i dag de færreste forskere der åbenlyst vil kalde sig rationalister, for de accepterer at der findes noget irrationelt som videnskaben ikke rigtigt kan få has på, men det er småting i forhold til landvindingerne, noget der fx findes i kunst og musik og dér har stor æstetisk værdi for mennesker i fritiden. Men dagligdagen er båret af rationalitet, og der findes endog videnskabsmænd der tror politik kan og burde gøres rationel - og derfor som fx Christian Kock tror at rent formelle metoder i retorikken er tilstrækkelige til at analysere den politiske debat. Jf. artikelserien om retorik.

Så måske var det en idé at komme ned på jorden igen - og ikke tillægge rationalitet og videnskab en status som guddommelig autoritet de ikke kan leve op til og som direkte strider mod videnskabens egne idealer for sandhedssøgen. Et eller andet afgørende må der dog være på spil siden videnskaben og navnlig naturvidenskaben har fået den medvind og status den har. Og spillet ser ud til at dreje sig om vores almindelige realitetsprøvelse som mennesker på jorden.



Begrebet 'realitetsprøvelse' er indført af Freud for at betegne den socialiseringsproces som ethvert normalt spædbarn gennemgår i sin opvækst og som gør det muligt for barnet efterhånden at lære at skelne mellem lyst og realiteter og på den måde blive i stand til at tilpasse sig den ydre, ret urokkelige verden og dens lovmæssige sammenhænge. Barnets lystimpulser og behovstilfredsstillelse skal ikke undertrykkes, men reguleres (og eventuelt udskydes en tid), så det kommer til nogenlunde at svare til de realistiske muligheder der findes i verden og som adskiller sig væsentligt fra fantasiens frie muligheder. Det er en lang og yderst kompliceret proces der kan blive stærkt påvirket af uheldige omstændigheder som handicap, sygdom, tab og traumer. Men afgørende bliver under alle omstændigheder at den ydre verden efterhånden opfattes nogenlunde korrekt.

Betingelsen herfor er en normalt meget overset, og i faglitteraturen ofte helt fraværende kendsgerning, nemlig den at barnets realitetsprøvelse forudsætter 'genstandsbevidsthed', dvs. evnen til umiddelbart at kunne fixere og registrere genstande som værende reale og uafhængige af sindsfornemmelser, og at denne proces igen forudsætter eksistensen af fysiske genstande i den ydre verden.

Det sidste lyder ganske banalt, men det er og bliver kernen i menneskers og dyrs virkelighedsopfattelse, dvs forudsætningen for overhovedet at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed. Der er noget i verden som er urokkelige og absolutte kendsgerninger og altså ikke illusion eller fantasi, og det er den ydre verdens genstande eller det vi kalder 'fakta'. Det er nemlig disse genstande der gør den ydre verden til en kendsgerning for mennesker og dyr - og dermed muliggør en stedse mere nuanceret og korrekt opfattelse af verden. Ja, det er faktisk også en så overbevisende erfaring, at den har fået mange mennesker til at tro at det er den ydre verdens faste genstande der er den 'egentlige' verden og resten så at sige kun personlige fornemmelser eller subjektive indtryk, og det er samme erfaring der har fået filosoffer til at postulere at det er den ydre verden der er den basale, mens alt det vi forstår ved sjæleliv eller åndsliv - herunder kunst, musik og religion - kun er en overbygning. Dette er således den typiske marxistiske opfattelse.

Det er intet hold i disse naive slutninger, for ikke mindst den moderne fysik - først og fremmest atomfysikken og kvantemekanikken - har belært os om at energien er lige så virkelig som de fysiske genstande, selvom den ikke kan måles med de samme metoder. Selve livet forudsætter energi, men livet som sådant kan ikke føres tilbage til fysisk-kemiske processer. Der kommer noget nyt, uforklarligt emergent til, som adskiller det fra fysikken og som gør at det må betragtes som en elementær kendsgerning. Og det samme gælder sjælelivet i forhold til de biologiske processer. Energien i alle dens forskellige former fra fysik over biologi til psykologi og åndsliv er et lige så basalt fænomen i eksistensen som de håndgribelige fysiske genstande. De to fænomener er lige virkelige og lige uundværlige, men blot umulige at bringe på samme formel, og de bør derfor betragtes som komplementære til hinanden. Og derfor beror både den rene materialisme og den rene idealisme på naive, logiske fejlslutninger.

Men fast står, at uden fysiske genstande i den ydre verden ville den menneskelige bevidsthed (som udtryk for energiens yderst komplicerede udfoldelse på psykisk niveau) ikke kunne skaffe sig mulighed for at skelne mellem fantasi og virkelighed - eller sondre mellem faktum og illusion.



Følgen af denne erkendelse bliver en klar komplementaritet i opfattelsen af virkeligheden.

Vi kan formelt og praktisk skelne mellem opfattelsen af rum, tid, fysik, ånd, liv, sprog og humor som aspekter af virkeligheden. Men inden for disse aspekter må vi igen for at være helt realistiske skelne mellem fx fysik og eksistens, det ydre (fysiske) og det indre (psykiske) rum, mellem den ydre (fysiske) og den indre psykiske) tid, og mellem samfundsmæssig og eksistentiel rum og tid. Og inden for livsaspektet må vi skelne mellem biologisk liv, samfundslivet og eksistensen som sjæle. De nærmere og konkrete sondringer kan læses i artikelserien om virkeligheden.

Pointen er intetsteds at postulere at det materielle er mere basalt end det åndelige eller omvendt, men tværtimod at understrege at begge synsvinkler er uundværlige, men blot tjener forskellige formål. Og det er vel at mærke det samlede billede der i alle dets nuancer giver den adækvate opfattelse af den særegne menneskelige eksistens i den fysiske verden.

Det bohrske komplementaritetssynspunkt er helt centralt, men det samme gælder Bohrs korrespondensprincip: Ligesom vi kun kan tale entydigt om atomare fænomener og kvantemekanikken ved at relatere dem til den klassiske fysik, således kan vi kun tale entydigt og nøgternt om psykiske fænomener ved at bevare en grundliggende relation til fysikken. Det betyder ikke at vi kan eller skal reducere psykiske fænomener til fysisk-kemisk processer (det er simpelthen ugørligt), men at vi er tvungne til i beskrivelsen af dem at medinddrage den nævnte kendsgerning at vi kun kan skelne fantasi fra virkeligheden ved i sidste ende at acceptere faste genstande som udgangspunkt for bestemmelsen af begrebet 'faktum'.

Der kan ikke herudfra drages nogensomhelst konklusion om at alle psykiske fænomener uden undtagelse kan betragtes som fri fantasi, for dette ville jo totalt undergrave vores evne til at finde rundt i det psykiske liv, den enkeltes sjæleliv og det fælles åndsliv, og det viser al erfaring fra tidernes, dvs mennesketidernes morgen at vi glimrende kan gøre. Vi kan uden besvær finde rundt i musikkens og billedkunstens, mytens og religionens samt humorens højst varierede frembringelser gennem tiderne - og på den anden side også være i stand til at skelne mellem sygelige og sunde former for sjæleliv og mellem fx sådanne sygelige og skadelige former for fantasifuldhed som giver sig udslag i professionelle løgneres indbildninger. Jf. den muntre Penkowa-sag.



Går vi nærmere ind i alle disse psykiske processer, vil det for det første vise sig at vi sagtens kan skelne meget præcist mellem to slags psykiske grundprocesser, fordi de følger diametralt modsatvirkende regler eller love.

De medfødte primærprocesser er karakteriseret ved at følelserne eller rettere følelsestonerne (for der indgår også 'følelsestoner' i forestillingerne) er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
Følelserne er forskydelige.
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen)
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning)
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

For de tillærte sekundærprocesser gælder derimod at
følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande,
hvorfor der kan opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Sproget opnår præcision:
Objekter kan identificeres, klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres,
og de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.
Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter.
Der er skel mellem jeget og omgivelserne.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan prioriteres).
Fortrængning af ubehagelige impulser og forestillinger er mulig.
Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til denne.



Det ligger i sagens natur at det er sekundærprocesserne der gør realitetsprøvelsen og tilpasningen til voksenlivet og samfundslivet mulig. Der er normalt tale om en livslang proces der ofte bevirker en stadigt finere nuancering af de enkelte erfaringer i kraft af det bedre udviklede begrebsapparat. Man skal imidlertid ikke tro at primærprocesserne efterhånden suspenderes og til sidst forsvinder. Også de virker tværtimod gennem hele livet - og forsvinder endda ved sygdom og senilitet senere end sekundærprocesserne. Og de er desuden bærere af alle livskvaliteter, erfaringen af en mening med tilværelsen og af orden, helhed og sammenhæng.

Sekundærprocesserne er grundlag for al praktisk gøren og laden og derfor også forudsætning for al produktion, administration, handel, politik, offentlig forvaltning samt videnskab.

Videnskaben er at betragte som den systematiske brug af sekundærprocesserne til udforskning og beskrivelse af såvel naturen, samfundslivet som sjæleliv og åndsliv.

Der er principiel forskel på naturvidenskaberne og åndsvidenskaben eller humaniora, idet de første har deres store force i måleligheden, der gør dem til eksakte videnskaber, mens de sidste er kendetegnet af at objekterne for forskningen er mennesker og menneskelige relationer - og dermed sjæleliv og åndsliv som nok kan udforskes grundigt og systematisk, men aldrig måles eksakt eller forklares til bunds. I det omfang forskerne alligevel prøver at måle sig frem, opnår de kun delresultater af tvivlsom værdi.



Det ligger derfor også i sagens natur at den rationalitet eller fornuftighed som betragtes som ønskelig i såvel det praktiske liv som i videnskaben må tage behørigt hensyn til at ikke alt kan måles på naturvidenskabelig vis og altså heller ikke reduceres til naturvidenskab. De humanistiske videnskaber må tage hensyn til at sjælelivet og åndslivet er ubestridelige aspekter af den kunst, musik, litteratur, humor, kult og religion der er disse videnskabers forskningsområder, og at disse psykiske aspekter principielt unddrager sig eksakt måling og beskrivelse. Rationaliteten i de systematiske undersøgelser kan her alene opnås ved fornøden hensyntagen til objekternes irrationelle karakter, hvad der igen vil sige at forståelse aldrig kan opnås uden subjektiv introspektion, indlevelse eller indføling.

Tilsidesættes dette krav, ender den humanistiske videnskab i snæver rationalisme eller fornuftsdyrkelse, hvilket vil sige i troen på at fornuften er det vigtigste eller ligefrem eneste gyldige middel til erkendelse. Og det vil igen sige at den - som den nyere videnskabshistorie har vist - ender i en tro der på forhånd udelukker dyberegående erkendelse af de sjælelige og åndelige fænomener, som alene kan erfares 'indefra' og derfor uundgåeligt involverer et subjektivt element i forskningen.



Dette subjektive element betyder på ingen måde at nøgternheden går fløjten, men at forskerne er nødt til at lade indføling og indlevelse veksle med objektiv registrering og beskrivelse. Det er simpelthen umuligt at udforske sjæleliv og åndsliv - fx et konkret kunstværk eller et konkret musikstykke - uden indføling og indlevelse, men omvendt også umuligt at bevare den for videnskaben nødvendige objektivtet uden at suspendere indfølingen til fordel for nøgtern registrering og beskrivelse. Sådan har den humanistiske tradition stort set været gennem århundreder, men den blev brudt med filosofiske strømninger som den marxistiske materialisme, fysikalismen og behaviorismen fra slutningen af 1800-tallet og frem.

Resultatet er naturligvis ikke blevet en total udryddelse af en fornuftig humanistisk forskning der tager irrationalle fænomener alvorligt, men i en udbredt tendens til at anvende naturvidenskabelige metoder i videnskabsgrene hvor de ikke hører hjemme, og hvor de ene og alene bevirker forskningsresultater der bliver af begrænset værdi og samtidig spærrer for mere relevant forskning.

Gang på gang kan det konstateres, at den videnskabelige forskning inden for humaniora forfalder til en naturvidenskabelig forskning der fuldstændigt svigter emnernes egenart og kun fremstår som objektive i den overfladiske forstand at de udelukker ethvert subjektivt element, enhver indføling og indlevelse - og altså foregiver noget andet end den er. Her på siderne er ofte nævnt forskning inden for kunst, musik, humor og religion som med fuldt overlæg koncentrerer sig om og indskrænker sig til den i naturvidenskabelig forstand målelige del, men ser totalt bort fra den dybde og helhed der kendetegner alt åndsliv og som er de enkelte værkers kilde. Jeg skal blot nævne artiklerne Jorn på Arken, Arvo Pärt og hans enestående musik eller Fred og fare - ifølge Sven Burmester.



Videnskabens faldgruber er mange og indskrænker sig ikke til de omtalte former for reduktionisme (materialisme, fysikalisme, eller behaviorisme). Den ses også i decideret ideologisk tænkning af enhver art: man spænder videnskaben for en værdimæssig, religiøs eller politisk vogn, og noget sådant hører vel at mærke ikke blot fortidens store ideologier som kommunismen eller nazismen til.

Lad gå at 'Geografihåndbogen' fra forlaget Systime der benyttes af 30 procent af landets gymnasier ifølge klimaeksperter er fyldt med så mange fejl at afsnittet om klima helt burde fjernes, fordi det totalt undervurderer den sammenhæng der antages at være mellem den globale opvarmning og de menneskeskabte drivhusgasser. For her kan man med rette påpege at der er sket meget på de få år siden bogen blev udgivet i 2005 - både hvad forskning og holdninger angår. Tingene udvikler sig i dag så hurtigt, at det på visse områder er et problem at bruge lærebøger der er blot fem år gamle, selvom underviserne jo sagtens kan komme med de nødvendige rettelser hen ad vejen.

Langt værre er det når der går ideologi i sagen, som man kunne konstatere i den marxistiske indoktrinering på universiteterne i tiden efter ungdomsoprøret 1968. Jf. artiklen Marxisme, modernitet og uforudsigelighed   om Hans-Jørgen Schanz' tanker (20.10.04.)

Ideologi er der - som påvist i artiklen Modstanden mod komplementaritetssynspunktet - også tale om når forfatterne til en stadigt brugt gymnasiebog om 'Filosofiens grunddiscipliner' rask væk udlægger Niels Bohrs banebrydende erkendelsesteori som anti-realistisk. Og man kan i samme forbindelse nævne at biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer i bogen 'Tro på tvivl' gentager beskyldningen. Det påstås fuldstændigt fejlagtigt at Bohr generelt skulle have afvist at fysikken skulle kunne udtale sig om verdens virkelige beskaffenhed (ontologien) og specielt at han reducerede kvantemekanikken til ren erkendelsesteoreti (epistomologi). Men det er det rene sludder og vrøvl. Jf. artiklerne Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II).



I en kronik i Berlingske 27.3. lægger lektor Lone Nørgaard ikke fingrene i mellem, når hun bl.a. skriver: "Meget af den forskning, der foregår inden for samfundsvidenskab og humaniora, har vist sig at være ren ideologi. Selv om dataindsamlingen er i orden - hvilket den ikke engang altid er - er tolkningen af data ofte så ideologisk farvet af de(n) dominerede diskurs(er) inden for forskningsfeltet, at undersøgelsesresultaterne ikke kan adskilles fra alle mulige andre meningspositioner."

Hun dokumenterer påstanden med eksempler fra både kvindeforskning og pædagogisk forskning, men gør også gældende at professorer som Marlene Wind (EU-ekspert) og Jørgen Bæk Simonsen (islam-ekspert) lægger sig spidsen når det gælder at slippe af sted med for borgernes skattekroner at "iklæde deres uforgribelige politiske holdninger forskningsgevandter"!

Endelig fremhæver hun ikke mindst det generelle dannelsestab som ses af folkeskoleelevers og handelsskoleelevers ofte konstaterede manglende læse- og regnefærdigheder. Dem ser hun altså som den bitre frugt af eksperternes sætten ideer og meninger over færdigheder og facts.



Det bør i denne forbindelse pointeres at undervisningen i gymnasiet (og til dels allerede folkeskolen) i højere og højere grad er kommet til at dreje sig om indføring i videnskabelige metoder, hvilket vil sige de specifikke metoder som fordres lært og anvendt i fagvidenskaberne af alle der vil gøre sig fortjent (meriteret) til videnskabelige grader og avancementer, og som ikke er sværere end alle normalt begavede mennesker med tilstrækkelige ambitioner kan tilegne sig dem. Og det er der som bekendt utroligt mange der gør. Der er jo næsten ingen grænser for hvor mange der i dag tager en ph.d.-grad. Og det er fint, for det giver træning og erfaring - samt modning.

Man kan imidlertid med rette spørge om vi i grunden har brug for alle de kandidater (dvs. om der vil være arbejde til dem alle i fremtiden), og om det virkelig tjener noget formål at trække den form for læring ned i folkeskolen og gymnasiet. Resultatet er metoderytteri og pseudovidenskabelighed. Flere og flere får i dag studentereksamen, og det er fint, fordi gymnasiet trods alle fejl og mangler også giver almendannelse. Men når også universiteterne i højere og højere grad bliver anstalter for massefabrikation af kandidater der - set fra et nyttehensyn - slet ikke er brug for i samfundet, så bør politikerne gøre noget ved sagen.

Universitetsverdenen lider allerede af manglende tværfaglighed - hvad der bl.a. ses på det snæversyn der kan påpeges i bl.a. Encyklopædiens artikler om forskere som Konrad Lorenz eller Jes Bertelsen - jf. artiklerne om Konrad Lorenz' kulturopgør og Mikael Rothstein om Jes Bertelsen eller om et temmelig pinligt Tværfagligt identitetsseminar.



Men hertil kommer imidlertid det eksistentielle problem man kalder intellektualismen og som kan betragtes som en form for ekstremistisk rationalisme. Erfaringerne fra de sidste to århundreders blodige krige og udskejelser er bl.a. at de intellektuelle i disse år ikke var klogere vejledere end de gamle præster og heksedoktorer var. Det var derfor ikke så mærkeligt at den britiske historier Paul Johnsen drog en bedrøvelig konklusion af de tragedier i det 20. årh. som kostede så mange millioner uskyldige mennesker livet under foregivende af 'samfundsforbedring' at han sagde: "Bevar os vel for de intellektuelle!" - De formåede desværre alt for ofte at skabe et klima af rettroenhed som i sig selv ofte skaber irrationelle og destruktive handlingsforløb.

Vi kommer naturligvis ikke uden om, at begrebet 'intellektuel' er tvetydigt og kan bruges om såvel alle tænkende væsener der er analytisk indstillede og ønsker at holde en distance til tingene på den ene side som alle de skarpe hoveder på den anden side der ønsker at engagere sig i politiske, moralske og religiøse fejder og som ønsker at bruge deres analytiske evner til fordel for dette engagement. De intellektuelle står altså derfor altid i det dilemma, at de skal afgøre med sig selv om de vil holde distance til tingene og problemerne eller engagere sig direkte i løsningen af problemerne. Og ingen kan med rimelighed forlange, at analytiske begavede mennesker skal holde sig til kølige og nøgterne analyser og undlade enhver form for engagement. Hvad man derimod kan forlange er, at de intellektuelle altid qua deres intellektuelle evner og uddannelse klart melder ud hvornår de optræder som analytiske mennesker og hvornår som engagerede. Analysen må altid holdes adskilt fra engagementet.

Som påpeget i artiklen Intellektualismens dilemma kan intellektuelle mennesker der havner i et engagement for en politisk, moralsk eller ideologisk sag som alle andre blive fanatiske, hadefulde og hævngerrige, ja voldelige og terroristiske, når de helt og holdent befinder sig inden for jeg-funktionens hævdelse af rethaveriskhed og retfærdighed. Og dette er altid en risiko, der igen gør det nødvendigt at forstå hvad sandhed og sandhedssøgen er i spillet mellem ånd og magt.



Når videnskab kan opfattes som den systematiske anvendelse af de psykiske sekundærprocessers fundamentale muligheder for indsamling og analyse af data og kendsgerninger og dermed som et væsentligt led i den menneskelige realitetsprøvelse, så hænger det naturligvis sammen med at der i det almindelige menneskeliv og samfund lægges overordentlig stor vægt på at kunne skelne mellem sandhed og løgn, kendsgerning og illusion. Mennesket er født både nysgerrigt og grænsesprængende. Det nøjes ikke med som dyreunger at undersøge omgivelserne, lege og eksperimentere indtil det har fundet ud af hvordan tingene praktisk fungerer i det miljø det er henvist til at leve i. Mennesket går videre og vil vide hvordan tingene er bagom de umiddelbare sanseindtryk og den øjeblikkelige situation. Mennesket søger en dybere sandhed - og det erfarer generelt en stor tilfredsstillelse ved at erhverv ny viden og nye indsigter.

Takket været sin intellektuelle kapacitet kan mennesket finde love bag de konstaterbare processer og udviklingslinjer i det historiske forløb og den store biologiske evolution. Men samtidigt også en umådelig variation i arter, typer og individualitet, ganske særligt når det drejer sig om menneskets egen kulturhistorie. Forsker bliver man først, når man for alvor forfølger mulighederne for at søge dybere og dybere indsigter og sandheder.



Sandhed er imidlertid ikke et entydigt begreb. Det dækker både den sandhed der er det modsatte af løgn og illusion, og som kan findes ved hjælp af sekundærprocesserne, og på den anden side den sandhed der er det modsatte af uklarhed, uorden og meningsløshed, og som findes ved hjælp af primærprocesserne. Når mange mennesker - både de intellektuelle og de ikke-intellektuelle - tager fejl af disse to processers virkemåde, så forveksler de også let de to slags sandheder, og deraf kommer det at mange af dem giver sig til slås om hvem der har ret og hvem der skal bestemme, i værste fald gør de endda dette med voldelige midler.

Det er derfor en fordel at have in mente hvad der står på talerstolen i Københavns Universitets smukke festsal, nemlig ordene 'I ånd og sandhed'. Ja, egentlig står ordene på græsk, fordi talerstolen er fra en tid hvor alle studenter havde lært græsk. Men mottoet blev begrundet af den daværende rektor med ordene: "Thi sandhed uden ånd er ikke sandhed, og ånd uden sandhed er ikke ånd." Og de peger på noget centralt: at den virkelige sandhedssøgen er af åndelig art og derfor helt uforenelig med magt og magtanvendelse samt tilhørende ideologiske stridigheder.



Ingen dansk forsker har næppe forstået dette bedre end religionshistorikeren Vilhelm Grønbech der var professor ved Københavns Universitet fra 1915 til 1943 og som ikke mindst vandt ry ved at løsrive religionshistorien fra teologernes ofte ideologiske omklamring.

Det karakteristiske for ham var at han med stor effekt sprængte alle faggrænser, alt fagidioti og ‘Spezialistentum'. Han afslørede den fare der er forbundet med den stigende specialisering på alle områder af samfundslivet og navnlig på det område, hvor han selv udfoldede sig: åndsvidenskaberne.

Efter hans mening havde videnskaben i almindelighed fornægtet det man i gamle dage kaldte ånd og som ikke er noget mystisk, overnaturligt, endsige obskurt eller okkult, men tværtimod det mest naturlige i mennesket, nemlig det biologisk dybeste lag i mennesket. Og videnskaben har gjort dette i kraft af troen på noget som man kalder objektivitet, og som man tror betyder absolut mangel på personlig interesse, personlige bånd, personlige værdier, personlige normer, altså netop det åndelige.

Ingen har som Grønbech gennemskuet, at denne tyrkertro på objektiviteten er en illusion, ja faktisk en modernistisk mytologi der først og fremmest adskiller sig fra de gamle naturfolks mytologier ved sine katastrofale praktiske følger, således som han selv påviste det i sit store opgør med den europæiske kultur. Jf. Grønbechs kulturopgør.

Objektivitet i det videnskabelige arbejde betød for Grønbech ikke at holde sig koldt, neutralt iagttagende uden for den genstand der skal beskrives; slet ikke i åndsvidenskab, og egentlig heller ikke i naturvidenskab. Han fandt det naivt af naturvidenskabsmændene at tro på en absolut objektiv, vurderingsfri naturbetragtning, og var dér forud for sin tid.

Hvad specielt de historiske videnskaber angår, var det efter Grønbechs mening ganske oplagt, at de naturvidenskabelige metoder og det naturvidenskabelige sandhedskriterium kommer til kort. I historien er genstanden en levende sjæl. Hver lille begivenhed leder ind til sjælens tyste, fine spil mellem bevidst og ubevidst. Og kun gennem kontakt mellem forskerens sjæl, oplevelser og tanker på den ene side og den fremmede sjæls på den anden side, kommer forskeren i et objektivt forhold til sit emne, dvs. i et forhold til emnet der sætter ham i stand til ærligt at beskrive hvad han ser.



Konklusionen af alle de foregående betragtninger bliver derfor at rationalitet og videnskab er noget mennesket og menneskeheden absolut ikke kan undvære, da de begge er forudsætninger for den nødvendige og vedblivende realitetsprøvelse.

Men irrationaliteten og dens mange udtryk i kunst, musik, litteratur, myter, humor, fest og kult kan heller ikke undværes, da de alle er forudsætninger for den nødvendige og uafladelige opretholdelse og genskabelse af meningen og sammenhængen, helheden og ordenen i eksistensen. Følgeligt bliver det tvingende nødvendigt at acceptere komplementariteten mellem det rationelle og det irrationelle - hvad der i praksis vil sige mellem de to slags psykiske grundprocesser.

Dog er der lige den hage ved den principielle ligeberettigelse mellem de to processer og tilgange til virkeligheden at kun den ene giver den eksistentielle helhed og mening, mens den anden splitter denne gennem sine metoder og analyser. Dette betyder i praksis, at den systematiske anvendelse af sekundærprocesserne til alt praktisk kulturarbejde og al videnskab kommer på afveje, hvis den løsriver sig fra helhedssynet og den eksistentielle sammenhæng. Skal rationalitetsudøvelsen og videnskaben bevare sin menneskelighed og åndelige grundkarakter, må de forstå sig selv som underordnede eksistensen. Dette undergraver på ingen måde idealet om objektivitet i betydningen subjektuafhængighed; det sætter tværtimod den menneskelige erkendelse og sandhedssøgen ind i den overordnede eksistensforståelse der forebygger alle fatale illusioner om værdifrihed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Tidligere artikler i serien:

Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Hvad skal vi med krig?  (28.3.11.)
Hvad skal vi med kunst?  (26.3.11.)

Andre relevante artikler på Jernesalt:

Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Den komplementære helhedsrealisme
Jernesalts 2009-filosofi med kapitel om:
Verdensbilledet 2009

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11.)

Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II). Jorn på Arken
Arvo Pärt og hans enestående musik
Fred og fare - ifølge Sven Burmester
Marxisme, modernitet og uforudsigelighed   om Hans-Jørgen Schanz' tanker (20.10.04.)
Konrad Lorenz' kulturopgør
Mikael Rothstein om Jes Bertelsen
Tværfagligt identitetsseminar
Paul Johnsen
Intellektualismens dilemma
Vilhelm Grønbech
Grønbechs kulturopgør



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal