Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - dannelse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.9.04.


Dannelsens hemmelighed og udfordring

Dannelse som social norm
Klassisk dannelse
Bog eller andre medier?
Eksistentiel dannelse



Dannelse som social norm     
Til toppen    Næste

"Dannet menneske! - Det kan De selv være. Jeg er inte mere dannet end som De", er i Hostrups komedie 'Genboerne' en spidsborgers studse svar på studenten Klints opfordring til ham om at lade være med at begynde at slå sin drikkebroder på tæven. "Er det en manér for dannede mennesker?", tillod Klint sig mæglende at spørge.

Spidsborgeren bliver vred og svarer som han gør, fordi han tror udtrykket er nedsættende. Dermed afslører han allerede indirekte sin manglende dannelse, nemlig begrænset sproglig viden.

Dannelse er ellers her hos Hostrup underforstået som 'gode manerer' - og 'good manner' hedder det også på engelsk, der slet ikke har ordet dannelse i vores betydning. Man bruger 'education' om opdragelse. Eller man kan bruge ordet 'culture' som vi bruger 'kultur'.

Da en tysk officer efter besættelsen af Danmark i april 1940 over for den konservative skoleborgmester i København Ernst Kaper (ham med den tyske grammatik flere generationer af danske skolelever har brugt) gav udtryk for beundring for danskernes store disciplin, lød svaret: "Det er ikke disciplin. Det er kultur."

Dermed er mere end antydet den store forskel der er mellem dannelse der er påtvunget gennem opdragelse og den der kommer indefra - som en hjertets dannelse eller en i personligheden fuldt integreret og derfor naturlig dannelse. Det er den gennem hård opdragelse og disciplin påtvungne kultur og dannelse der gør det meningsfuldt at tale om 'kulturen som en byrde', der trykker folk ned, så deres frihed, skabende evner og spontanitet går tabt. Selv den russiske anarkist Mikhael Bakunin talte 1871 om, at kun opdragelse gør det muligt for et menneske at bringe sit legemes impulser ind under fornuftens førerskab.

I mildere form kan kulturen være den finere, dvs af den kulturelle elite hævdede gode, æstetiske smag, der dog sagtens kan udarte til snobberi og foragt for den jævne smag. Overmennesket Nietzsche lagde ikke skjul på, at offentlig opdragelse i store stater altid ville være middelmådig, på samme måde som kogekunsten i store køkkener sædvanligvis er dårlig.

Selvbestaltede smagsdommere ophøjer deres private smag og fordomme til absolutte sandheder og belærer i tide og utide jævne folk om deres manglende kultur. Der udvikler sig det der i gamle dages kaldes 'filisteri', hovmodige studenters ringeagt for småborgerne eller spidsborgerne. Åndløse mennesker var de.

Men den snævre opdragelse gør det ofte også muligt at betragte kulturen som en tynd fernis, der ikke holder når hæmningerne forsvinder, fx ved overdreven indtagelse af alkohol, ved fremadskridende demens eller ved nød og elendighed samt ekstremt psykisk pres. Mark Twain kunne på sin særegne måde slå fast, at dannelse er det der bliver tilbage, når den sidste dollar er væk.

"Et folks kultur viser sig af dets forbrug af sæbe", lød engang et tysk reklameslogan, der kan føres tilbage til 1844. Og også Twain måtte have kunnet se sammenhængen mellem sæbe og opdragelse, siden han kunne sige: Sæbe og opdragelse er ikke så pludselige som en massakre, men de er mere dødelige i det lange løb.



Den Store Danske Encyklopædi kan slå fast, at den gode dannelsesproces ikke er resultat af tvang. Men begrebets historie viser, at man tidligere mente noget andet. I hjemmene var det primært frygten for hårde straffe der gjorde børnene lydige og artige. Og i skolerne terpede og bankede man kundskaberne ind i børnene, i vid udstrækning ved tom udenadslæren, så kundskaberne blev døde og uanvendelige. Derfor kom reformpædagogikken samt oprøret mod 'den sorte skole'. Men som bekendt er den korporlige revselse først afskaffet i danske skoler efter 2. verdenskrig.

Den af Bismarck primært mod pavemagtens indflydelse førte 'Kulturkampf' blev i den polske del af det store tyske rige en brutal kamp mod alt polsk. Selv skolebørnenes brug af deres modersmål var strengt forbudt i skolen og blev hårdt straffet. Der var langt til boghandleren og leksikonudgiveren Joseph Meyers valgsprog: "Bildung macht frei". Men ikke til Hitlers senere kamp mod Kulturbolsjevismen eller Görings ofte citerede ord: "Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min pistol". Synspunktet forhindrede dog ikke manden selv i at være en stor kultursnob, der stjal kunst fra fremmede samlinger i lange baner, så snart han fik mulighed for det.

Selv den på flere punkter fremsynede britiske premierminister Benjamin Disraeli (1804-1881) kunne i en tale i Underhuset i 1874 udtale at den bedste måde at garantere indre lydighed på var at påbegynde tyranniet i barnekammeret. Forfatteren George Moore var af en anden mening. Han fandt opdragelse skæbnesvanger for enhver med gnist af kunstnerisk fornemmelse. Opdragelse burde forbeholdes kontorister - og selv dem vil den drive til drikkeri!, mente han. Vil verden nogensinde lære, at vi aldrig kan lære noget vi ikke ved i forvejen, spurgte han. I samme ånd mente Oscar Wilde, at "Opdragelse er en beundringsværdig ting, men fra tid til anden må man huske, at intet der er værd at vide kan blive lært gennem undervisning".

Har man et afslappet forhold til begreberne opdragelse, dannelse og kultur, kan man med en tredje englænder udbryde: "Jeg læser Shakespeare og Bibelen og kan spille terning. Det er hvad jeg kalder frisindet dannelse (liberal education)".



Klassisk dannelse     
Til toppen    Næste

Allerede de græske sofister forstod værdien af ordet som magtmiddel i overtalelsens tjeneste og lagde derfor i deres undervisning vægt på retorik og grammatik. Men det var Platon der i 'Staten' gjorde selve dannelsen af mennesket til opdragelsens egentlige formål. Dialektikken blev et vigtigt redskab for udviklingen af tænkevnen. Senere blev grammatikken, retorikken og dialektikken suppleret med undervisning i aritmetik, geometri, astronomi og musik. Disse ialt syv fag udgjorde 'de frie kunster', beregnet for datidens frie mennesker, overklassen.

I renæssancen blev dannelse ensbetydende med opdragelse til humanitet. De vigtigste fag var sprog, historie, litteratur, kunst og filosofi - kort sagt det der falder ind under humaniora. Her hørte matematikken og naturvidenskaben altså ikke med.

Tjekken Comenius var ophavsmanden til den universelle dannelse, som havde det høje - og i dag helt utopiske - mål at lære alle alt og grundigt. Han sidestillede ord og ting, dvs undervisning i sprog med undervisning i den sansede verdens ting. Men stadig var grammatikken det vigtigste i sprogundervisningen. Først med nyhumanismen ændrede man dette, så vægten i højere grad blev lagt på selvsyn og tekstlæsning. Senere fulgte som antydet reformpædagogik og nationalromantik.

I Danmark blev det almene indhold vigtigt for undervisningen og dannelsen allerede i folkeskolen. Og også gymnasieundervisningen har siden reformen 1850 (Madvig) været almentdannende sideordnet med at være studieforberedende.

Den amerikanske pædagog og filosof John Dewey (1859-1952), der tilhørte 'pragmatismen', betragtede mennesket som et handlende og problemløsende væsen. Det befinder sig i en vedvarende aktiv-passiv tilpasningsproces i forhold til omgivelserne.

Her foregribes det moderne dannelsesbegreb der med Encyklopædiens ord sætter det som mål "at finde frem til den rette balance i dannelsesindholdet mellem det tænkende og det handlende, det sproglige og det sansede, det boglige og det færdighedsmæssige, det fælles og det personlige, det traditionsbestemte og det kritiske".



Bog eller andre medier?     
Til toppen    Næste

Den moderne nutidige dannelse var genstand for en udmærket diskussion 12.9. i Deadline's 2. sektion mellem sprogforskeren Jørn Lund, medieforskeren Anne Jerslev og rektor for Danmarks Pædagogiske Institut Lars-Henrik Schmidt og med Jes Stein Pedersen som ny studievært.

Jørn Lund definerede dannelse som det at udvikle selvforståelse, omverdensforståelse og personlig myndighed, idet han ved det sidste forstod evnen til at foretage bevidste valg om hvordan man vil forme sit liv. Der er brug for både læsning og andre medier, men det at læse og koncentrere sig om læsningen har den styrke, at man kan danne sig sine egne billeder.

Det at have antennerne ude mange stedet på én gang, som unge mennesker i dag ofte har (simultankapacitet eller multitasking som det hedder), kan være en god ting, men man må kunne samle sig for at kunne gå i dybden, og man må udvikle evnen til indlevelse, for uden denne evne får man ikke opbygget et humant samfund. Han påstod - lidt i strid med historiske kendsgerninger - at litteraturen aldrig har villet patentere dannelsen, men fremhævede at grundkundskaber er vigtige - og at litteraturen er central i faget dansk, fordi dansk er det sprog danskere tænker på.

Anne Jerslev fastslog at dannelse i dag i høj grad også er en mediemæssig dannelse. Vi lever mere og mere i en medieret verden, og hvad enten reality-programmerne er dårlige eller ej, så har de ofte stor gennemslagskraft. Derfor er de vigtige at forholde sig til.

De unge siger selv, at de bliver klogere af at se programmer som Big Brother. De lærer at argumentere og at reflektere over, hvordan de selv ville håndtere tilsvarende situationer, og hvilke roller de selv indtager i deres egne grupper. De identificerer sig ikke med personerne, for mediet i sig selv giver dem distance. Men de mener at de kan lære hvordan man løser fælles opgaver og undgår ødelæggende konflikter. Derved udvikler de social intelligens.

De unge er slet ikke - som hævdet af dagbladet Information - en tabt generation, for de besidder også dannelse, nemlig mediemæssig dannelse. Medierne er ikke en byrde, men ressourcer, og de er i dag en uomgængelig del af almendannelsen.

Lars-Henrik Schmidt pointerede forskellen mellem information og viden, idet han - temmelig vilkårligt - opfattede viden som evnen til at udvælge de informationer man har brug for. Derigennem er der forbindelse til det klassiske dannelsesideal, der netop fandt evnen til at skelne afgørende. Dannelse er at udvikle dømmekraften. Men man skal også være vidende om andre muligheder og kunne stå inde for og forsvare sine egne valg.

Han var bekymret over bogens placering i dannelsesprocessen, fordi vi i dag viderebringer vores erfaringer i mange andre medier. I dag er det andre medier end bøger man har brug for på sin 'dannelsesrejse'. Fx er film i lige så høj grad en reference-ramme som bøger.



Schmidt gik så vidt som til at kalde den litterære dannelsesforestilling for stort set en belastning for den moderne dannelse, for der findes masser af andre måder at danne sig på. Men her var tiden løbet ud - og replikker fra de andre deltagere i diskussionen ikke mulige. Det er ellers her en alvorlig diskussion må sætte ind.

Det er jo en gammel historie, at først filmen og siden radioen på grund af deres store udbredelse i 1920'erne og 30'erne blev mødt med kraftig modstand fra bogens elskere, heriblandt den franske forfatter Georges Duhamel (1884-1966) der i 1939 udgav et lille skrift der hed "Forsvar for bogen", som blev positivt modtaget af datidens kritikere (der alle var bogmennesker).

Duhamel benægtede at man ved hjælp af billeder og taleapparater kan skabe og opretholde en sand, stærk og frugtbar kultur. For "åndskulturen er på samme tid et udtryk for og et resultat af en kraftanstrengelse. Ethvert kulturelt system der går i retning af at formindske kraftanstrengelsen, vil følgelig svække kulturen". Kun bogen gør det ifølge Duhamel muligt for mennesket at fordybe sig.

Den danske filosof K.E. Løgstrup udsendte i 1961 en bog om 'Kunst og Etik', hvori han - ud fra gennemsyn af ti helt tilfældige biograffilm - blankt afviste filmen som kunstart. - Og da fjernsynet kom frem var der mange mennesker der afviste det som rent underholdningsmedium. Selv den nyligt afdøde skuespiller Ove Sprogø, der som bekendt medvirkede i over 100 film, anskaffede aldrig et tv-apparat til sit hjem. Mange der har fjernsyn har hverken video eller dvd.

Så man kan roligt slå fast, at billedmedierne har været og stadig til en vis grad er miskrediteret af folk med næsen i bøger og manuskripter. Man skelner ikke tilstrækkeligt mellem medier som inspirationskilde og referenceramme på den ene side og bogen, papiret og blyanten (og computeren!) som nødvendige redskaber for fordybelsen og analysen på den anden side. Men de udelukker ikke hinanden.



Eksistentiel dannelse     
Til toppen

I den nævnte Deadline-udsendelse gav Jerslev udtryk for at det efter hendes mening var vanskeligt overhovedet at tale om almendannelse i dag. Vi må tale om mange forskellige slags dannelser, for ellers kommer vi over i eksistentielle baner, sagde hun. Og det er både rigtigt og forkert.

Forkert fordi almenddannelsen i sig selv ikke er eksistentiel dannelse. Den er ovenfor af både Lund og Schmidt bestemt som evne til at kunne skelne og udvikle sin dømmekraft - ikke mindst for at kunne orientere sig i den stadigt stærkere strøm af information vi udsættes for. Og det er jo ikke alt sammen af eksistentiel art. Men Jerslevs synspunkt bliver i denne forbindelse nærmest et forsvar for den rene postmodernisme, hvor det ene synspunkt eller den ene oplevelse kan være lige så god som en hvilken som helst anden. Men det er den jo ikke, hvis man ikke bare vil være offer for informations- eller underholdningsstrømmene, men selv kunne vælge og vrage og tage personligt ansvar for sine valg.

Det rigtige i hendes synspunkt ligger i, at almendannelsen naturligvis kommer over i eksistentielle baner, lige så snart vægten kommer til at ligge på det personlige ansvar for ens eget liv og udviklingsproces. Det menneske der vil påtage sig et sådant ansvar er nødsaget til at fuldbyrde sit 'syndefald', at have spist af kundskabens træ og være blevet et frit menneske med bevidsthed om sine valgmuligheder. Dette syndefald sker aldrig på én gang, slet ikke i vore dages komplicerede samfunds- og kulturliv. Det sker i takt med at den enkelte gør sig sine erfaringer og får udviklet hjernen i og med disse erfaringer.

Men det er just problemet for mange unge mennesker, at de udskyder tidspunktet for ansvarliggørelsen længst muligt. Det hænger sammen med at uddannelserne bliver længere og længere samtidigt med at pengene og dermed forbrugsmulighederne flyder rigeligere og rigeligere. Fristelserne er mangfoldige, som det hedder et sted hos Ibsen. Det gælder i dag ikke mindst mediefristelserne og dermed underholdningsmulighederne. Men den endelige ansvarliggørelse, modenheden, ligger altid i at gøre dannelsen eksistentiel og tage den udfordring op der hører med til dette.



Den løbende festival om 'Golden Days in Copenhagen' om 1890'erne kan give anledning til at støde på en meningsudveksling i 1891 mellem forfatterne Johs. Jørgensen og Edvard Brandes. Jørgensen havde i et essay om Baudelaire tilsluttet sig dennes opfattelse af at der i os alle føres en kamp mellem kødets lyst og højere længsler og dermed mellem Satan og Gud. Men Brandes svarede, at dannelsens hemmelighed netop er, at der ingen kamp føres!

I første omgang kan man hæfte sig ved, at Brandes var ateist, mens Jørgensen var bevidst kristen og iøvrigt kort efter konverterede til katolicismen, fordi han ikke kunne løse sin indre konflikt og få hold på sig selv uden en fast ydre autoritet. Sådanne mennesker findes, og man skal selvfølgelig ikke kimse ad at de søger og vælger en tilfredsstillende autoritet.

Men Edvard Brandes peger i virkeligheden på noget meget centralt, dog uden at sætte psykologiske begreber på tingen. Dannelse er nemlig når det kommer til stykket den uafladelige og systematiske udvikling af de psykiske sekundærprocesser, der betyder den enkeltes mulighed for stadig mere stabil, nuanceret og nøgtern bedømmelse af sig selv og sine omgivelserne gennem tilegnelse af viden, logisk analyseevne, skel mellem objekt og subjekt, skel mellem fortid, nutid og fremtid og meget andet (jf. artiklen  De psykiske grundprocesser).

En sådan udvikling af sekundærprocesserne indebærer ikke nødvendigvis at de ustabile og ofte intense psykiske primærprocesser fjernes totalt fra bevidstheden og eksistensen. Det ville også være katastrofalt, da det faktisk er dem der giver os alle de store, livsbekræftende og meningsgivende oplevelser og erfaringer i livet. Men desværre har megen humanistisk og især kristelig opdragelse haft til formål at fjerne eller mindske disse 'farlige' oplevelser og erfaringer, især dem af seksuel art. Heraf kommer det selvfølgeligt at personer der ikke kan få bugt med deres lyster og fantasier, men har fået indprentet den overbevisning at dette er deres forbandede pligt, kommer ud i svære eksistentielle kriser, der igen ofte kun kan løses ad omvendelsens eller terapiens vej.



Der er imidlertid mere at tilføje. For dannelsen er ideelt set ikke bare - som Encyklopædien nævner - den rette balance "mellem det tænkende og det handlende, mellem det sproglige og det sansede, det boglige og det færdighedsmæssige, det fælles og det personlige, det traditionsbestemte og det kritiske". I så fald kunne vi sagtens få selvtilfredse spidsborgere og filistre. Nej, dannelsen er også en dynamisk proces, hvor udfordringerne fra samtiden tages op af det enkelte individ på en sådan måde, at han ikke bare overlever og adspreder sig med alskens underholdning, men også påtager sig ansvaret for fællesskabet og udviklingen i det omfang det er muligt.

I betragtning af informationsstrømmens og mediefristelsernes umådelige omfang i vore dage kræves der af den enkelte ikke blot en relativt stor evne til at orientere sig, skelne og dømme, helst kombineret med en rimelig indlevelse i og forståelse for andre menneskers, andre kulturers og andre religioners liv og muligheder, men dybest set også en bevidst bestræbelse på at bevare sammenhængen og retningen i livet.

Den enkelte må med andre ord følge godt med i hvad der foregår omkring ham - nationalt som globalt. Dernæst fravælge overflødig information med hård hånd, og til gengæld drage omsorg for at skaffe sig den virkeligt fornødne information. Han må samtidigt kunne foretage en nogenlunde kvalificeret bedømmelse af såvel historisk og politisk art som psykologisk, erkendelsesteoretisk og religiøs art. Og dette betyder i realiteten at der ideelt set kræves ikke mindre end en omfattende helhedsrealistisk indsigt og bedømmelsesevne af den slags der er lanceret på Jernesalts sider.

Utopi, kan man sagtens indvende. Men sagen er, at indsigt af denne art vil være påkrævet for at løse tidens store og alvorlige eksistentielle problemer for ethvert menneske der ikke bare vil følge med strømmen og være offer for andres manipulationer.

Dannelse er fortsat gode manerer. Almendannelse er fortsat passende forkundskaber om omverdenen og historien, herunder såvel kendskab til den nationale historie og litteratur som til fremmede sprog og kulturer. Men dannelsens dybeste hemmelighed er og bliver den udviklede evne til opmærksomhed og vilje til fordybelse, sammenhæng og konsistens der betyder at den enkelte kan se meningen med sit eget liv såvel som med sit folks og sit samfunds. Perspektivet og vægten er her flyttet fra underholdning og postmodernistisk mainstream til det historiske, ja i sidste ende religiøse perspektiv.

Hvis nutidens samfundsborgere skal kunne komme bevidsthedsmæssigt på højde med det 21. århundredes situation og udfordringer, må det anses for uomgængeligt nødvendigt at de tilegner sig en sikker og nøgtern metode for introspektion, konsistens, håb og spiritualitet. I dette lys bør dannelsens problematik ses i dag.



Henvisninger:

Udsendelsen i 2. sektion af DR2's Deadline den 12.9.04.

Thyge Winther-Jensens artikel om dannelse,
(i Encyklopædien, bind 4, side 596-97).

Jørn Lund: Kampen om opmærksomheden. (Gyldendal. 2001)
Anne Jerslev: Vi ses på TV. (Gyldendal. 2004)



Udsendelsen er også behandlet i artiklen
Ny vært på Deadline's 2. sektion  (23.9.04.)

og berørt i Er der brug for en litterær kanon?  (30.9.04.)

Se iøvrigt artiklerne:

De psykiske grundprocesser
Helhedsrealismen
Værdimanifestet
Drømmetid - frigørelse eller illusioner?

og rubrikkerne om:

Etik
Værdier



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal