Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - deadline03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.9.04.


Ny vært på Deadline's 2. sektion

- kritisk gennemgang af Jes Stein Pedersens første tre udsendelser:

5.9.04. om Dommedag
med Johannes H. Christensen og Thomas Breck

12.9.04. om Dannelse
med Jørn Lund og Anne Jerslev

19.9.04.om Ansvar for egen læring
med Niels Chr. Sauer og Per Fibæk Laursen



Efter Connie Hedegaards udnævelse til miljøminister i begyndelsen af august måtte Deadline's 2. sektion have ny vært, og det blev den 44-årige cand.phil i samfundsfag Jes Stein Pedersen, der bl.a. har udfoldet sig som 'bibliopat' både på tryk i Politiken og på skærmen i et litterært samtaleprogram på dk4.

De første tre udsendelser i september måned handlede om henholdsvis dommedagsprofetier, dannelsesbegrebet og den nye pædagogik der går ud på at lade børnene tage ansvaret for egen læring. Jes Stein har tilsyneladende endnu ikke bestemt sig for et bestemt emneområde, som Connie Hedegaards 'Tro og eksistens', men synes at gå i en lidt anden retning.

Hans form er særdeles behagelig og afslappet. Og han har derfor ingen problemer med at holde en samtale i gang. Til gengæld må man foreløbigt savne lidt af den skarphed og insisteren som kendetegnede Hedegaard.

På ét punkt er der absolut ingen forskel. Hedegaard og Stein er bogmennesker - de indkalder litterære vidner og de runder af med en længere bogliste. Ikke engang i programmet 12.9. om dannelse vovede Stein sig ud i et spørgsmål om der dog ikke for nogle emners vedkommende var bedre referencerammer end bogen.



Dommedag   
Til toppen    Næste

Programmet 5.9. slog med billeder fast, at vi har gang i miljøkatastrofer og epidemier. Nordpolen smelter, orkaner og tornadoer raser, sars, aids, salmonella og kogalskab breder sig - og om det så er sex, så påstås den nu at være farlig ved at sprede kræftvirus!

Hvad tænker du på, når du hører ordet 'dommedag', spurgte Jes Stein først præsten og filmanmelderen fra Skovshoved, Johannes H. Christensen - mellem brødre kaldet 'Jonas' efter ham der blev slugt af hvalen. - Jo, umiddelbart tænkte Johs. H. på jordens undergang. Mens begrebet ikke sagde Thomas Breck fra Informationscenteret for Miljø og Sundhed så meget. Hverdagens små trusler har i dag afløst billederne fra tidligere år af den store økologiske katastrofe.

Men en lille billedmontage af alt det i hvert fald nogle frygter slap vi ikke for: store oversvømmelser og epidemier samt gidseltagningen i Beslan - altsammen til 'Valkyrieridtet' fra Wagners Nibelungenring.

Forestillingen om dommedag går tilbage til græsk og jødisk kultur, oplyste Johs. H., men navnlig til det sidste kapitel i Bibelen, der netop hedder 'Apokalypsen'. Den findes i midlertid også i den nordiske mytologi under navnet 'Ragnarok'. Det oplystes ikke, at Ragnarok også er objekt for sidste del af Wagners opera-cyklus 'Götterdämmerung' (Gudernes undergang). Og det blev heller ikke nævnt, at 'Apokalypsen' eller 'Åbenbaringen' hører til eskatologien, læren om de sidste tider, skønt denne netop må siges at være et såre specielt psykisk fænomen der siger mere om menneskers angst end om faktiske ting.

Med henvisning til den tyske sociolog Ulrich Bechs bog fra 1986 om risikosamfundet gjorde Breck opmærksom på at der er sket i skifte i trusselsbilledet, idet det nu er vores egen kultur der truer velfærden. Og den nye tids risici er vel at mærke usynlige trusler og fjender. Fjenden er terrorister og miljøforurening. Men Breck kunne også oplyse, at folk mest ringer til hans rådgivning om konkrete råd om fx vaskemidler eller bekymring om fx vinylgulve der pludseligt får skyld for at give børn allergi.

Johs. H. fik som præst i højere grad henvendelser fra folk der er rådvilde om livet i forbindelse med tab af børn eller ægtefælle. Han ville ikke kalde vores tid kulturpessimistisk, men der er nok ved at ske en nivellering i retning af det underholdningsmæssige.



Et klip med forskeren Tove Kruse fra RUC gav et udmærket strejf over tidligere tiders forestillinger om at sygdom og død var forårsaget af menneskets synd, både arvesynden som sådan og de enkelte menneskers daglige synder.

Johs. H. mente ikke en tilsvarende moralsk årsagsforklaring var særligt almindelig i dag, men selvfølgelig regnes der med en forbindelse mellem vores sygdomme og vores livsførelse. Men iøvrigt er det altid det der er os nærmest der bekymrer os mest i det daglige. Derimod ikke det dér med ozonlaget. For dér kan vi hverken gøre fra eller til, føler de fleste.

Journalist Jørgen Steen Nielsen mente nok, at dommedagsprofetierne kunne siges at have haft en vis pædagogisk effekt ved at påpege de globale klimaproblemer. Men han konstaterede også, at de der advarer mod udviklingen let får prædikatet dommedagsprofeter og derfor ikke tages alvorligt.

Det fik Thomas Breck til at sige, at medierne ofte svigter den kritiske sans, ved at køre los med udokumenterede påstande, blot fordi det er stof der har god underholdnings- og salgseffekt.

Johs. H. syntes nok at vi får alle problemer og katastrofer smækket i hovedet med korte mellemrum, men at vi trods alt også har nogle afværgemekanismer. Vi går ikke i panik, fordi der sker ulykker, men tager chancerne. Han bekræftede at dommedagsfilm er god underholdning, men mente at de i virkeligheden også forebygger angst ved at udmale rædslerne på lærredet og derved objektivisere dem.

Personligt troede han på, at vi nok skal klare problemerne. Det der bekymrede ham mest var fanatismen og fundamentalismen i verden. Det uhyggeligste ville være om den nordiske protestantiske rationalisme gik hen og tabte til fanatismen.

Også Breck var overvejende optimist. Han troede på at teknologien i vid udstrækning ville løse problemerne.



Altså fornuftige og beroligende synspunkter fra alle medvirkende. Meget klogere var der næppe mange seere der blev. Grunden var, at præsten og miljøoplyseren havde synspunkter og erfaringer der aldrig rigtigt mødtes. Det egentlige problem synes nemlig at være mediernes manipulationer med befolkningen i omtalen af faktiske miljøtrusler. Man leverer overdrivelser og underholdning i stedet for saglig information og seriøs argumentation der kunne føre til politisk handling. Men dette er jo også et meget stort og ulige vanskeligere emne at behandle.



Dannelse  (uds. 12.9.04.)   
Til toppen    Næste

Dannelsesbegrebet er som bekendt en sjov størrelse, fordi det kan ses fra mange vinkler og meget let kalder på smilet. Det ses bl.a. af artiklen Dannelse. Vist er der en ægte hjertets dannelse, men sandelig også en latterlig påtaget dannelse der ofte ender i snobberi og hovmod. Men begrebet stikker trods alt dybere.

I denne konkrete udsendelse konfronterede Jes Stein Pedersen en bogens mand med en tv-forsker, nemlig henholdsvis Jørn Lund der er formand for det udvalg der 23.9. kommer med forslag om en litterær kanon for skolen - men som på ingen måde mener at litteraturen har patent på dannelse - og Anne Jerslev der har forsket i børn og unges tv-vaner og som gerne taler om en mediemæssig dannelse.

Jørn Lund definerede dannelse som udvikling af selvforståelse, omverdensforståelse og personlig myndighed. Enhver må lære sig selv at kende og dermed hvad der rører sig i ham. Han må lære omverdenen at kende - og det hjælper orienteringsfagene ham med. Og han må endelig skaffe sig den evne at kunne foretage bevidste valg om, hvordan han vil forme sit liv. Både selvforståelsen og den personlige myndighed udvikles bl.a. gennem kendskabet til litteratur.

Anne Jerslev fandt det vanskeligt i dag overhovedet at tale om almen dannelse. Hun ville hellere tale om flere forskellige slags dannelser. Heriblandt den vigtige mediemæssige. Hun afviste talen om de unge som en generation der er tabt for dannelsen, blot fordi de ser reality-programmer i stedet for at læse bøger. Mediemæssig dannelse er også dannelse, og hendes undersøgelse om de unges tv-vaner havde vist, at de unge faktisk mener at de bliver klogere af at se fx. Big-Brother eller Robinson-Ekspeditionen. De lærer at argumentere og inspireres til at reflektere over, hvordan de selv ville håndtere tilsvarende problemer og hvilken rolle de selv vil indtage i deres egne grupper. De identificerer sig ikke med personerne, for mediet giver dem distance. Men de kan fx se hvordan andre løser fælles opgaver eller undgår at komme ud i ødelæggende konflikter. De unge udvikler med andre ord deres sociale intelligens. I modsætning til bogen har tv en klar social funktion. Tv ses ofte i grupper og indgår i ritualiserede sammenhænge.



Rektor for Danmarks Pædagogiske Institut, Lars-Henrik Schmidt, gav sit besyv med ved først at påpege forskellen mellem viden og information. Viden betyder, hævdede han, at man er i stand til at udvælge de informationer man har brug for. I et samfund hvor vi får oplysning om en masse ting vi helst vil være fri for, men som anmasser sig, må vi udvikle en evne til at skelne. Dannelse er netop at uddanne dømmekraften. Man skal være vidende om andre muligheder, men skal også kunne stå inde for og forsvare sine egne valg. Dermed er der forbindelse til det klassiske dannelsesbegreb.

Ikke desto mindre fandt Schmidt den deciderede litterære dannelsesforestilling for en belastning for den moderne dannelse, for der findes i dag masser af andre måder at danne sig på. Dannelse var for ham muligheden for at overskride sig selv, og til det formål må man både rejse ind i sig selv (herunder ind i film og fiktion) og rejse ud i verden - og det sker i højere grad gennem andre medier end bogen.

Anne Jerslev mente at mediemæssig dannelse i dag er viden om det der foregår i medierne, men også evne til at kunne reflektere over det. Skolens opgave bliver derfor at lære børn og unge at selektere. Medierne skal ikke betragtes som en byrde, men som ressourcer. Men det er vigtigt at børn og unge både læser bøger og bruger medierne.

Jørn Lund fremhævede nødvendigheden af koncentration. Man skal fremfor alt kunne samle sig om ting for at kunne gå i dybden. Unge mennesker kan have antennerne ude mange steder på én gang (det hedder simultankapacitet), men det er vigtigt med orienteringsevnen. Og det er også vigtigt at udvikle evnen til indlevelse, for ellers får man ikke opbygget et humant samfund.



Men hvis dannelse er en både social og civiliserende udvikling, hvordan skal man så rangordne bøger og billedmedier, ville Jes Stein gerne vide. Anne Jerslev fandt medier en uomgængelig del af almendannelsen, og sagde at bog og medier i dag hænger sammen. Fx er Harry Potter og Ringenes Herre et mix af medier. En kanon for dansk tv kunne vanskeligt tænkes, men i givet fald skulle den være mere fleksibel end en litterær kanon. Og så skulle den være global og international.

Jørn Lund fandt modsætningen mellem faglighed (faglig kompetence) og human skole (almen dannelse) falsk. Men han var bange for flimmerskolen og sølvfadspædagogikken. Grundkundskaber er vigtige. Dannelse er et fælles anliggende, men dansk litteratur er central i faget dansk, fordi det er dansk vi tænker på.



Udsendelsen var væsentligt mere spændende end den foregående, men ville formentlig have vundet ved at Lars-Henrik Schmidt havde været placeret i studiet og kunne have deltaget direkte i replikskiftet dér. En enkelt gange kunne studieværten tages i at lade bolden gå videre til Anne Jerslev, selvom Jørn Lund ikke var blevet færdig med at svare på et stillet spørgsmål. Men som det pæne menneske han er, fandt han sig i det uden protest.

Bog kontra billedmedier er en falsk problemstilling, fordi det er en kendsgerning, at mange mennesker har andre referencer end litteratur i deres selvforståelse og omverdensforståelse. Men det er et så vigtigt punkt i hele diskussionen, at det burde have været belyst gennem eksempler med efterfølgende kommentarer. Specielt burde det have været ført tydeligt frem, at billedet spiller en langt større rolle i både børns og voksnes bevidsthedsliv end rationalister og humanister vil være ved, af den ganske bestemte grund at billedet går langt dybere ned i sjælen som følge af de psykiske primærprocessers virkemåde. Billedet er ganske enkelt før sproget i psykens forestillinger og associationer. Og derfor er det på ingen måde mærkeligt at film og tv samt internet har den fascination på børn og unge som de vitterligt har.

Men netop på denne baggrund er det vigtigt at holde fast i, at almendannelse slet ikke er et tomt begreb i dag, men tværtimod er så vigtigt som nogensinde. Det dækker præcis den udviklede evne til opmærksomhed, indlevelse, skelnen og orientering, som intet menneske kan undvære, hvis det vil være mere og andet end offer for andres - herunder reklamebranchens, underholdningsindustriens og den politiske og religiøse propagandas - manipulationer.

Psykologisk vil dette sige, at almendannelse i allerhøjeste grad er den systematiske udvikling af de psykiske sekundærprocesser som alene sikrer den logiske analyse, konsistensen og den fortsatte nuancering og realitetsbedømmelse hos det enkelte individ i udvekslingen med andre individer, med samfundet, med traditionen og med andre kulturer og muligheder. Og her kan bogen, papiret og kuglepennen slet ikke tænkes væk, omend computeren kommer med i billedet som et særdeles godt hjælpemiddel.

At nedprioritere almendannelsen er at gå postmodernismens ærinde, dvs æsteticere tilværelsen. Og dette er igen at se bort fra det eksistentielle. Lige præcis hvad Anne Jerslev eksplicit gjorde, da hun sagde, at hun hellere ville tale om mange forskellige slags dannelse end om almendannelse. Men hverken Jes Stein eller Jørn Lund greb chancen for at få dette perspektiv med.

Det ville ellers have været meget vigtigere end bog-tv-problemet. Ja, det er faktisk en særskilt udsendelse værd.



Ansvaret for egen læring  (uds. 19.9.04.)    
Til toppen

Er det nye princip for skolepædagogikken i virkeligheden en rullende katastrofe der trækker tæppet væk under de svage elever og gør fremtidens danskere dummere end de behøver at være, lød Jes Stein Pedersens indledende spørgsmål til folkeskolelærer Niels Chr. Sauer fra Næstved og professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Institut.

Fibæk mente at den nye pædagogik ville give bedre udfoldelsesmuligheder for de enkelte elever og deres forskellige talenter. Den er et opgør med den standardiserede forestilling om at alle helst skal lære det samme.

Sauer sagde ligeud, at ansvar for egen læring er ensvar for egen fiasko. Børn kan slet ikke forventes at kunne overskue konsekvenserne af deres egne handlinger.

Og så var fronterne trukket op.

Klip fra den nye Hellerup skole, der helt og holdent kører efter den nye pædagogik, understregede at formålet var at fremme netop hvad det enkelte barn er god til. En viceskoleinspektør talte om de tre store U'er: at børnene skal udforske, udspørge og udveksle. Derfor skal de lære sprog, kommunikation og problemløsning.

Sauer afviste sloganet med barnet i centrum. For en lærer med 28 elever i en klasse har ikke mulighed for at sætte dem alle i centrum. Hans opgave er derimod at undervise. Det barn der er i centrum i det nævnte slogan er slet ikke et menneske af kød og blod, men en teoretisk størrelse.

Fibæk forsvarede pædagogikken: Børn skal have mulighed for at prøve det de er gode til og har lyst til. Men det er jo ikke op til det enkelte barn at bestemme hvad de skal lære. Det bestemmer læseplanerne. Det er følgelig ikke det totale anarki man lægger op til, men en individualisering af måden man arbejder på.

Sauer fastholdt at den nye pædagogik ville ende i anarki, for ikke ret mange børn er i stand til at leve op til det store ansvar. Vi har i forvejen ondt i fagligheden og sender 20 procent af alle børn ud af skolen som funktionelle analfabeter. Den fleksible skole vender den tunge ende nedad.

Fibæk kaldte problemerne i Hellerup for begyndervanskeligheder, der bl.a. kom af at eleverne er taget ind fra andre skoler. Og en sammenligning med en skole i Håbo i Sverige var heller ikke relevant, for dér prioriterede man bevidst fagene svensk, matematik og engelsk over alle andre.



Påstand kunne have stået mod påstand. Men her kom klinisk psykolog Dorte Damm fra Risskov til stor nytte ved at skære igennem.

Forudsætningen for at børn kan tage ansvar for egen læring er, at de har udviklet de eksekutive funktioner, og det er de senest udviklede overhovedet i hjernen. De forudsætter at man kan vælge og finde ud af, hvad man har lyst til, og hvad det er læreren ønsker, hvad det var jeg gjorde sidste gang og hvad produktet skal være. Man skal kunne forestille sig flere valgmuligheder og på det grundlag kunne foretage et kvalificeret valg. Disse eksekutive funktioner begynder at udvikle sig i midten af barndommen og er først helt udviklede i starten af tyverne.

Det at gøre børn ansvarlige for egen læring giver derfor ikke mening i et udviklingspsykologisk perspektiv. Børn før puberteten er helt afhængige af voksne der kan gå ind og hjælpe dem med at udvikle kompetencer i forhold til at kunne vælge, i forhold til tidsfornemmelse, og i forhold til at kunne planlægge en opgave. Men det er ikke noget vi kan gå ud fra at små børn kan.

Noget af det der udløser stress er manglende forudsigelighed. Hvis vi laver en skole hvor de svage børn ikke kan forudsige, hvor de skal være, og hvor de skal hen, bliver de stressede, urolige, ukoncentrerede og i værste fald aggressive.



Usædvanlig klar tale der satte tingene på plads og egentlig overflødiggjorde videre diskussion, skulle man tro.

Men på Jes Stein Pedersen direkte spørgsmål til Fibæk om landets pædagogiske planlæggere helt havde overhørt den udviklingspsykologiske ekspertise, svarede Fibæk totalt udenom. Han måtte lige sunde sig på spørgsmålet, men gav derefter Dorte Damm fuldstændigt ret og bedyrede dernæst, at de voksne selvfølgelig skal støtte eleverne og lægge undervisningen til rette for dem samt strukturere opgaverne osv. Men problemerne med de ca. 20 procent funktionelle analfabeter var ikke værre i dag end for 20 eller 30 år siden.

Sauer mente klippet med Dorte Damm burde vises for alle de ansvarlige i Kommunernes Landsforening - og det én gang om dagen! Netop når pædagogikken også kobles til problemet med de urolige børn, må det siges, at skolen for alle er blevet til skolen for ingen. Problemet med de 20 procent er værre i dag, fordi de ikke som i gamle dage kan gå ud og finde et job i samfundet. Og endnu værre er det for de tosprogede, hvor procenten af funktionelle analfabeter er helt oppe på 50.



Som om temaet ikke allerede var udtømt vistes et klip med en forsker fra RUCs institut for uddannelsesforskning Peter Koudahl, der specielt havde undersøgt erhvervsuddannelser. Problemet med ansvar for egen læring, set i forhold til de svage elever, er at man beder dem om at gøre noget de slet ikke er i stand til, sagde han.

Med de nye læreplaner i erhvervsuddannelserne - reform 2000 - kommer man til at sætte nogle nye skillelinjer. Man sorterer faktisk eleverne, blot på et andet grundlag end tidligere. Koudals undersøgelser med 1200 elever viste, at den nye pædagogik er til skade for det store flertal. Den sorterer mere end den integrerer. Frafaldet på erhvervsuddannelserne ligger på mellem 25 og 40 procent!

Ikke destomindre mente Fibæk stadig at vi får færre tabere med den nye pædagogik, og han håbede at man kunne komme derhen hvor der slet ingen tabere er, men det stiller store krav til lærerne.

De krav er helt umulige, replicerede Sauer som understregede at han talte som praktiker. Det ville kræve at lærerne er 27 steder på én gang - eller at klassekvotienterne skæres ned til ti - og det er helt utænkeligt. Forestillingen om at børnene billedligt talt kan blive siddende hvor de er og at det er skolen der skal bevæge sig hen til dem - fører til junglelov i skolen. Det er det kulturelle parnas der har designet en skole til deres egne børn med den nye pædagogik.

På spørgsmålet fra Jes Stein om det er eliten der har kidnappet folkeskolen og skabt en skole i deres eget billede, svarede Fibæk på sin vis bekræftende. Det er nok i den højere middelklasse nye pædagogiske tanker fødes!

Men der var da bevilget 600 mio kr. til den nye folkeskole?

Jamen, man skulle bruge 50 milliarder for at implementere de nye ideer - og dem får man aldrig, svarede Sauer.

Fibæk mente, at det rigtige sted at bruge pengene var i uddannelsen af lærerne.



Det er sjældent i den grad at se en pædagogisk teoretiker klædt af til skindet af såvel en praktiker fra folkeskolen som en udviklingspsykolog og en forsker der havde undersøgt den nye pædagogiks resultater for erhvervsuddannelsernes vedkommende. Og det er sjældent at kunne konstatere, at en varm fortaler for den nye pædagogik var aldeles upåvirket af alle indvendinger. Det er jo næsten det samme som at måtte konstatere at den ny pædagogik åbenbart påduttes skolen på trods af al sund fornuft og dårlige erfaringer.



Alt i alt var de foreløbigt første tre udsendelser af Deadline's 2. sektion under Jes Stein Pedersens forsæde gode i deres form og forløb. Udsendelsen om dannelsesbegrebet var ganske bestemt den mest spændende. Den første udsendelse løb ud i sandet, mens den sidste var afgjort fra det øjeblik Dorte Damme havde afgivet sit votum.

Jes Stein var venlig og imødekommende, men burde nok fremover prøve at sikre sig at de udvalgte samtalepartnere står mere lige i deres synspunkters lødighed og forsvar.

Og så stoler han lige så lidt som Connie Hedegaard på samtalens afgørende værdi for belysningen af et emne. Han disker efter hver udsendelse op med en stribe bøger til videre studium. Og selvom bøgerne stammer fra nogle af deltagerne selv - bekræfter han at han er en bibliopat, dvs et menneske der har specielt varme følelser for bøgerne. Et er at man som praktisk hjælp for dem der gerne vil læse videre om et emne, opgiver en litteraturliste på sektionens hjemmeside, men derfor behøver man ikke direkte modarbejde selve tv-mediets stærke billedappel.



Tidligere anmeldelser:

Eksistens på søndags-Deadline
om den nye 2. sektion af Deadline fra 31.8.03.

Ny Deadline på DR2
om den nye udgave af deadline-udsendelserne fra 18.8.03.

Men jævnfør også artiklen om
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)

Efterfølgende artikel:

Antiamerikanisme i Europa?  (28.9.04.)

Og se øvrige artiklerne under rubrikken Medier.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal