Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - deadline04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.9.04.


Antiamerikanisme i Europa?

om diskussion mellem Georg Metz og Bent Blüdnikov
på 2. sektion af Deadline søndag den 26.9.

I avisens tv-program for søndag stod under DR2 kl. 22.50, at Jes Stein Pedersen i Deadline 2. sektion ville "søge kernen i den aktuelle debat om tro, etik og handlinger".

På Deadline's egen hjemmeside blev følgende oplyst:

"USA er både kulturelt og militært verdens eneste supermagt. Efter 11. september 2001 er indtrykket af USA som global politibetjent blevet forstærket, hvad enten man nu mener, der er tale om en godhjertet panserbasse, der passer på os allesammen eller en knippelsvingende bølle, der plejer egne interesser. I Europa er det billedet af USA som en bølle, der dominerer. George W. Bush er måske den amerikanske præsident europæerne har hadet mest nogensinde. Hør mere om, hvad det er der er på spil mellem Europa og USA i Deadline 2. Sektion søndag, hvor Jes Stein Pedersen har indbudt Georg Metz og Bent Blüdnikow til debat."

Og dette - tillige med klip af cowboys, Coca Cola, Elvis Presley, amerikanske flyangreb samt Bill Clinton på Nytorv - var såmænd også udgangspunktet for Jes Steins første spørgsmål rettet til de to gæster fra henholdsvis Berlingske Tidende og Information.

Blüdnikov mente Bush var en udmærket præsident, der dog med rette kunne kritiseres for mange ting. Metz mente ikke verden var blevet bedre efter Bush. Irak-krigen er et ensidigt skridt uden om verdenssamfundet, og uden FN vil man på længere sigt få en ustabil verden.

Heri var Blüdnikov uenig. USA har hele tiden - også under Clinton og tidligere præsidenter - måtte føre sin egen kamp i verden, fordi FN ikke er et alternativ. USA er den eneste supermagt der effektivt kan kæmpe for stabilitet i verden, men netop derfor udsættes landet for kritik. Hadet til USA blussede op efter ophøret af den kolde krig, hvor Europa ikke længere kunne orpetholde et fast fjendebillede eller en indlysende tilknytning til USA. Hele den gamle animositet og misundelse kunne blusse op. Det vi har set i Europa de senere år er hvad den franske filosof André Glucksmann kalder en besættelse, en ny bølge af antiamerikanisme som er farlig for os alle.

Metz syntes ordet 'besættelse' var for voldsomt og krigerisk, og må åbenbart ikke være klar over at der ikke menes okkupation, men obsession (psykisk besættelse, tvangstanke). Også 'antiamerikanisme' og 'had til Bush' fandt Metz var voldsomme ord. For det er da legitimt at have modinteresser. 50 % af amerikanerne stemte på Al Gore i 2000, og meningsmålinger viser stadig at USA er splittet. Hele påstanden om antiamerikanisme minder om Vietnam- og Watergate-debatterne. Kritiserede man dengang USA, blev man også stemplet som antiamerikaner. Men det er et tomt slagord. For også mange amerikanere kritiserer den amerikanske regering.

Blüdnikov trak her et medbragt papir frem fra et chartek. Det indeholdt et citat af Georg Metz om præsident Bush, og det lød: "Spørgsmålet er det enkle, om Bush med det uendeligt primitive sprog med en beherskelse af gloser og syntaks som en sent udviklet 8-årig ikke også dækker over en tilsvarende menneskelig primitivitet. Man har lov til at slutte negativt, når man betænker alle de ulykker manden allerede har iværksat og hvilke der venter om næste hjørne, såfremt demokraterne ikke får damp på flodbåden. - Man kan hævde, at det primitivt talte er det primitivt tænkte. Guderne skal vide, at Bush ikke er den første amerikanske præsident på et sprogligt abestadium, men han hører på den anden side til i udkanten af femte division."

Blüdnikov fortsatte: Vi ser det igen og igen. Bush fremstilles som specielt dum og specielt arrogant og væmmelig. - Metz indskød: Der står ikke dum. - Blüdnikov: Også Politikens Seidenfaden har kaldt Bush dum. Men det er ikke en betegnelse vi bør bruge om hinanden.

Jes Stein indvendte, at det vel ikke er udtryk for antiamerikanisme. - Nej, svarede Blüdnikov. Det er udtryk for had til den siddende præsident. Det er et nedværdigende udtryk. - Metz protesterede: Der er ikke tale om had, men om opposition (med tilføjelsen: Hvis du véd hvad det er?).

Blüdnikov citerede nu også en artikel af Jes Stein Pedersen, der talte om cowboymentalitet, rødnakket texaner, olie-klan og sammenlignede Bush med Djengis Kahn. Andetsteds havde Stein kaldt Bush en krigsforbryder. Den slags er ikke en sprogbrug der hører hjemme i fornuftig politisk debat.

Jes Stein modsagde ham mærkeligt nok ikke, men spurgte hvad man da skal gøre, hvis man vil kritisere en politik man er imod? - Og Metz supplerede med at kalde det bedårende, at Blüdnikov har ondt af sprogbrugen, i betragtning af det tonefald Berlingske Tidende selv bruger og som Blüdnikov har anvendt gennem flere år som debatredaktør. - Over for en så overvældende magt som den der her er tale om, så bruger man da udtryk - som fx. det nævnte om abestadiet, fortsatte han. Det er Bush der er primitiv når han taler om "Vi skal komme efter dem" (terroristerne). "Vi vil trække dem for retten" og lignende. - Bush har på intet tidspunkt prøvet at analysere situationen og overvejet om ikke han selv og hele hans politik i et eller andet omfang er en del af problemet. Så jeg mener virkelig manden er på abestadiet. Hvis man tror man kan klare terror-konflikten ved hjælp af magt alene, så er man enten dum eller kynisk. En ordentlig præsident har en forbandet pligt til at finde ind til problemets årsager.

Blüdnikov kaldte Metz' fortolkning af Bush for ekstrem. Bush har også sagt mange venlige ting. Hans politik er på mange måder moderat og gennemtænkt.



Her valgte Jes Stein at gå videre til et ny spørgsmål, selvom det gamle ikke var løst. Det var beklageligt og tyder på, at Jes Stein ikke er mand for at komme dybere ned i en uenighed af den slags der kan være mellem to hver for sig stærkt polemiske naturer med diametralt modsatte synspunkter. Det er fuldstændigt rigtigt - som påpeget af Metz - at Blüdnikov intet har at lade andre høre med hensyn til grov polemik, for han har selv ført an i Berlingske Tidendes kulturkamp mod venstrefløjen og dermed været med til at afspore en ellers tiltrængt kulturdebat her i landet.

Der kan henvises til artiklen her på hjemmesiden om den nævnte kulturkamp, hvor det bl.a. hedder: "Blüdnikow er en udmærket journalist der ligesom historikeren Bent Jensen fortjenstfuldt har belyst venstrefløjens store ulyst til at beskæftige sig med fortidens fascination af vold som nødvendigt middel til at få deres socialistiske drømme opfyldt. Men ulykken er, at de begge er blinde og uforsonlige, ja næsten besatte bogholdere der er uden evne til at forstå deres modstandere psykologisk og derfor ikke helmer før de har fået deres moralistiske regnskab til at gå op. Og da dette ikke vil lykkes, løber de linen ud i et par desværre dertil alt for villige aviser."



Men fejl hos Blüdnikov fritager ikke Georg Metz for pligt til i det mindste at prøve at forstå grundproblemet, som er og bliver de psykiske mekanismer der gør sig gældende i mange af debattens deltagere og som virker 'besættende', dvs gør folk tvangsprægede i deres tænkemåde og reaktioner. I stedet fastholder han blot overlegent sine udtalelser og afviser alle anklager om forenkling.

Metz er faktisk selv primitiv i sin journalistik, når han taler om abestadium i forbindelse med præsident Bush's sproglige evner. For uanset hvad man måtte mene om Bush's politik, så er han i stand til at formulere sig ret præcist og nuanceret om den. Hvorimod aber som bekendt slet ikke har talens brug. Der kan gang på gang konstateres fortalelser fra Bush's side, men ingen abe, ingen 8-årig og end ikke nogen redaktør på Information ville være i stand til at holde taler til den amerikanske kongres eller FN's generalforsamling på det kvalitetsniveau Bush kan præstere, når han er bedst.

Den fundamentale fejl ved den form for polemik Metz, Jes Stein og mange mange andre har brugt i deres kritik af præsident Bush - eller som Berlingske Tidende, inkl. Blüdnikov, har brugt i kulturkampen mod venstrefløjen herhjemme - er den systematiske overvægt af stærkt følelsesladede udtryk. For en sådan overvægt vil altid - uanset emne, uanset person og uanset formål - appellere mere til fordomme, antipati, modvilje, angst og decideret had end til sund fornuft, forståelse og nuanceret bedømmelse. Der er nemlig tale om appel til de psykiske primærprocesser i stedet for til de psykiske sekundærprocesser, det vil sige til det mest primitive i os.



Dette problem blev illustreret på tydeligste vis med Jes Stein Pedersens efterfølgende montage af to klip. Det ene med præsident Bush; det andet med præsident Clinton. Bush blev vist i en udtalelse om krigen mod Osama Bin Laden og talibanerne i Afghanistan, hvor han brugte vendinger som "De har et udstrakt netværk... men ingen regler... De opfører sig barbarisk... De gemmer sig, men vi vil ryge dem ud." Clinton blev derimod vist saxofon-spillende i Prag med et tjekkisk jazz-ensemble og med præsident Havel blandt tilskuerne.

Sådanne to klip er vel egentlig meget betegnende for vore forhold til de to præsidenter, lød det fra studieværten. Og Metz var der straks med en bemærkning om, at Bush's udtalelser var da primitive. Clinton ville have gjort det anderledes - også fordi han ville have været en bedre analytiker af situationen.

Blüdnikov mente Jes Stein havde valgt klippene for at vise, hvad forskellen er mellem de to præsidenter, men Jes Stein svarede, at det var for at vise hvad det almindelige indtryk er - ude i folkehavet.

Et skoleeksempel på hvad manipulation med filmklip i værste fald kan udarte til, når den tages i brug til politiske formål. Filmmontagens mester, Sergei Eisenstein (ham med Panserkrydseren Potemkin fra 1925), ville have været stolt af den lille sekvens. For sagen er, at montagen virker ganske stærkt, selvom den vitterligt bringer to komplet irrelevante og totalt ulige klip sammen til tilskuerens bedømmelse uden nogen form for kommentar eller understregning af det stærkt subjektive i udvælgelsen. Det ville svare til at bringe et klip med en glad Adolf Hitler på Berchtesgaden med sin elskede Eva og sin elskede schæferhund sideordnet med et klip af en Bill Clinton der under ed i kongreshøringen stikker en lodret løgn om sit forhold til en vis praktikant. Hvis man absolut intet andet vidste om de to, ville man tro, at det var Hitler der var det gode menneske.

Skulle der have været ræson i Jes Steins anskuelsesundervisning, skulle han have bragt et billede af Bush i en afslappet situation på sin ranch over for den musicerende Clinton. Eller en præcist argumenterende Bush over for en præcist argumenterende Clinton.

Nu blev det igen appel til de primitive processer i den menneskelige psyke. Og de tager ikke højde for andet end det der vises, men drager den fulde konklusion af ensidigheden. Og når Jes Stein gør gældende, at forevisningen kun skulle vise hvordan europæerne i almindelighed rent faktisk opfatter de to amerikanske præsidenter, så abstraherer han totalt fra konteksten - den målrettede diskussion i studiet og hans egen tydelige antipati mod Bush - ligesom han 'glemmer', at tv-seerne også er mennesker der uanset politisk opfattelse, uddannelse og bevidsthedsniveau stadig har gang i primitive processer i deres indre. Det ville ganske enkelt være umuligt at føre seriøs debat om amerikansk politik med udgangspunkt i Jes Steins lille montage.



Bent Blüdnikov benyttede da også lejligheden til at slå fast, at hele retorikken om den dumme Bush er selvforstærkende, netop fordi den passer ind i europæernes forståelse af amerikansk politik.

Metz protesterede selvfølgeligt. For det vi får serveret på network, fx af CNN, er meget regeringsvenligt. Og præsident Bush har mange tilhængere i Europa - også i Danmark. Det europæiske billede af USA er meget mere komplekst. Der er følgelig ikke tale om antiamerikanisme.

Jes Stein fulgte op med en bemærkning om, at det er som om Blüdnikov helt underkender at kritik af Bush kan være legitim. Blüdnikov henviste til den franske filosof Bernard Levi, der har kaldt antiamerikanismen en sygdom. Metz sagde nej. Der er en krig i gang som byder mange mennesker imod. At kalde dette antiamerikanisme er vrøvl.



Her må man give Jes Stein og Metz medhold. Det er naturligvis vanvittigt at betragte kritik af Bush som udtryk for antiamerikanisme. Det er jo heller ikke udtryk for antisemitisme at kritisere Ariel Sharon. I begge tilfælde er der nøgternt set mange gode grunde til at kritisere Bush eller Sharon. Og man kan naturligvis være ven af henholdsvis USA og Israel alligevel, ja have venner blandt amerikanere og israelere.

Men dette forhindrer nu ikke, at man alligevel kan tale om antiamerikanismen i Europa som en kendsgerning eller at betragte den som vokset ganske betydeligt med Bush og efter Irak-krigen. Den har blot været der meget længe og skyldes ikke alene stormagtens brug af sin militære overlegenhed, men også modviljen mod selve amerikaniseringen, den voldsomme eksport af amerikansk kultur, sprog og livsstil.

Men antiamerikanismen er ikke entydig eller ensidig. Den er tværtimod et stærkt varieret og blandet fænomen, for den trives samtidigt med udbredt overtagelse af amerikanske produkter og trends.

Hadet er der også - og kan ikke, hverken i USA eller i Europa, entydigt tillægges objektive grunde som kritik af Bush-regeringens politik. For had er altid også - ubetinget - et personligt anliggende hvis rødder må søges i den enkeltes psyke. Jævnfør fx den politiske debat i Danmark omkring Dansk Folkeparti og VK-regeringen. Eller hele Lomborg-sagen.

Også terrorister er fulde af had. Det har intet direkte med hverken religion eller fattigdom at gøre. Det kan findes hos mennesker af alle kategorier og af alle klasser. Det har derimod noget at gøre med manglende vilje til at finde løsninger på opståede problemer sammen med andre mennesker og ved hjælp af rationelle og konstruktive metoder. Uden en sådan vilje er der intet håb om forhandling og samarbejde, endsige fred.



Kritik af Bush kan udmærket gå på saglige argumenter. Men det udbredte europæiske had til manden hænger uden tvivl sammen med at han - ligesom på sin vis Bjørn Lomborg eller flere af den danske regerings medlemmer - på skarpeste vis udfordrer mere og mere indgroede idealistiske forestillinger hos flere og flere mennesker - gående ud på at krig altid er af det onde, at en diplomatisk løsning altid er mulig, og at økonomiske og sociale reformer vil fjerne grundlaget for al frustration og alt had og dermed også al terrorisme.

Der er vel intet herhjemme der viser mere om udbredelsen af disse illusionære forestillinger end Det radikale Venstres medlemsmæssige og vælgermæssige tilslutning i den seneste tid. For her ses samtidigt, at idealiteten - så velmenende den end er - havner i mangel på realisme og indflydelse på realpolitikken. Dermed bliver den danske diskussion også en illustration på verdenssamfundets fundamentale og standende problem, modsætningen mellem idealitet og realitet.

Denne modsætning kom klart og tydeligt frem på FN's generalforsamling for nylig, og i særdeleshed i de to taler FN's generalsekretær Kofi Annan og USA's præsident Bush holdt. Idealiteten er, at fred og fremskridt i verden forudsætter tro på menneskerettighedernes universalitet. Realiteten er, at denne tro ikke deles af alle statsledere i verden, endsige af de oprørsgrupper der sætter sig op imod dem. Og slet ikke af mændene bag den internationale terrorisme.

Kofi Annan holder på menneskerrettighederne og folkeretten som det basale og anser enkeltstaters indgriben i andre landes anliggende uden om FN som illegitim. Præsident Bush har med sin doktrin og sin krig mod Irak vist, at USA hverken vil eller kan forlade sig på FN i kampen mod landets fjender i almindelighed eller den internationale terrorisme i særdeleshed. Begge parter har gode grunde til at holde på deres, men man er meget naiv, hvis man tror, at USA, præsident Bush eller for den sags skyld John F. Kerry, hvis han går hen og vinder valget til november, kan affinde sig med FN's eller verdenssamfundets magtesløshed.

Dansk og europæisk realisme vil endog indebære, at man ser to for de fleste mennesker temmeligt ubehagelige kendsgerninger i øjnene. Den ene er - som påpeget af Peter Kemp i Politikens kronik 14.9. - at USA er vort eneste håb om at inddæmme terrorismen, for kun USA er stærkt og rigt nok til at få gennemført en international retsorden, hvorunder alle civiliserede stater fordømmer terrorisme af enhver art.

Den anden er - som påpeget af ambassadør J. Ørstrøm Møller i Politikens kronik 16.9. - at det er USA der som den første imperiemagt vil kunne vælge at skabe et virkeligt internationalt samfund, som kan overleve og fungere, også efter at USA's ressourcer ikke længere slår til.

Begge kronikører er kritiske over for Bush-regeringen, men er realistiske nok til at indse, at uden om USA som supermagt kommer man ikke. De har heller ikke opgivet håbet om en fornyelse af amerikansk udenrigspolitik indefra. Det ville på denne baggrund klæde debatten om antiamerikanisme, at man prøver at se nøgternt og nuanceret på, hvad der rører sig i amerikansk politik. Og frem for alt, at man ikke på forhånd betragter den ene part i debatten som primitiv, kynisk eller forbryderisk.



Kravet til al seriøs debat - hvad enten den er politisk eller kulturel eller videnskabelig - er at parterne skal holde sig fra primærprocessernes logik og undgå grove, nedsættende eller på anden vis følelsesladede ord. Jo mere parterne overtræder dette elementære krav, jo mere bekræfter de blot folks fordomme og jo mere fastholdes positionerne. Michael Moore forsynder sig groft mod kravet - og høster naturligvis bifald fra dem der på forhånd er enige med ham. Kemp og Ørstrøm Møller argumenterer på så forbilledlig en måde, at debatten føres fremad.



Debatten i 2. sektion søndag den 26.9. rokkede derimod ikke det fjerneste ved nogen af positionerne. Og dermed lever 2. sektion ikke op til sin målsætning.

Det også må konstateres, at Jes Stein Pedersen ikke følger programlinjen fra Connie Hedegaards tid. For dengang hed det udtrykkeligt, at 2. sektion var et program om tro, viden og eksistens. Det har man måske ikke kunnet finde en studievært til at føre videre. Eller man har benyttet lejligheden til at vælge en mand der ville prøve noget nyt. Desværre har vi endnu ikke fået at vide, hvad Jes Steins program egentligt er. Går man til Deadline's hjemmeside og klikker sig ind på rubrikken "Om 2. sektion", får man nemlig intetsomhelst at vide. Den er bogstaveligt talt fuldstændigt tom!

Men avisernes programorientering må vel bero på pressemeddelelser fra Deadline's egen redaktion, og så er det man må spørge, hvordan i alverden Jes Stein i søndags havde tænkt sig at "søge kernen i den aktuelle debat om tro, etik og handlinger" ved at spørge folk som Metz og Blüdnikov om europæernes forhold til USA.

Det er beklageligt, at niveauet er dalet betragteligt efter de første tre udsendelsers mere eller mindre udbytterige, men under alle omstændigheder helt igennem sobre meningsudvekslinger - jf. artiklen Ny vært på Deadline's 2. sektion - men først og fremmest ærgerligt at programmet synes helt at have skiftet karakter fra sidste sæsons seriøse samtaler om tro, viden og eksistens til at være ganske almindelige polemiske udvekslinger i en politisk debat der i forvejen er kendetegnet af polarisering, forenklinger, mudderkastning og forudsigelige og inderligt overflødige tv-programmer.

Men værst af det hele er at studievært Jes Stein Pedersen på intet tidspunkt benyttede en ellers ganske gunstig lejlighed til at prøve at finde frem til den psykologiske kerne i den tåbelige debatform. Det er dét der er tiltrængt. Og det var dét der ville være en virkelig fornyelse af 2. sektion.



Tilføjelse 2.10.04.:

Det kan nu konstateres, at rubrikken "Om 2. sektion" på Deadline's hjemmeside er blevet opdateret. Den giver nu følgende oplysning:

"Deadline 2. sektion er Deadlines søndagstillæg, hvor Jes Stein Pedersen søger ind til kernen i den aktulle værdidebat."

Det bemærkes, at den lidt kunstige formulering af formålet fra tidligere pressemeddelelse "ind til kernen i den aktuelle debat om tro, etik og handlinger" er erstattet med ordene "ind til kernen i den aktuelle værdidebat."

Det kan yderligere tilføjes, at programmet for søndag den 3.10. ser ud til at blive en tiltrængt opfølgning af det ovenfor kritiserede program:

"I Danmark er der vide rammer for ytringsfriheden, men det sker en gang imellem, at nogen bruger den på en måde, som rejser spørgsmålet om, hvad man MÅ sige og hvad man IKKE MÅ sige i et demokratisk samfund. Hvor går grænsen mellem kontant, men trods alt sober tale, og så det man i USA kalder "hate speech?" Altså hadefulde ytringer, der krænker, forulemper, brændemærker eller måske direkte opfordrer til vold mod bestemte befolknings- grupper. Hvad kan man i det hele taget tillade sig at sige i ytringsfrihedens navn? Og hvordan bør vi tale om tingene - ikke mindst i de brændvarme debatter om udlændinge-politik og terror? Jes Stein Pedersen har debat mellem Henning Koch og Henrik Gade Jensen."



Henvisninger:

Ny vært på Deadline's 2. sektion  (23.9.04.)

Eksistens på søndags-Deadline
om den nye 2. sektion af Deadline fra 31.8.03.

Ny Deadline på DR2
om den nye udgave af deadline-udsendelserne fra 18.8.03.

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?
om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat

De psykiske grundprocesser
om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.



Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)



Had og demokrati
om politisk had i Eksjugoslavien og Mellemøsten

Men se også:

Værdimanifestet i forkortet udgave  eller

Værdimanifest i komplet udgave

eller enkeltafsnit om:

Politikken  ( 27.8.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal