Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - droemmetid

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.9.04.


Drømmetid - frigørelse eller illusioner?

Det er et stort og flot program for 2004 'Golden Days in Copenhagen' har udsendt til alle husstande i hovedstadsområdet og afvikler fra 3. til 26. september under titlen 'Drømmetid - København i 1890'erne. Det dækker kunst og kunsthåndværk, musik, litteratur og teater samt folkeliv og storbyliv i det årti der fulgte oven på Det Moderne Gennembruds år i 1870'erne og 1880'erne - med alt hvad hjertet kan begære af udstillinger, koncerter, foredrag og særarrangementer. Succes'en synes sikker.

I programmets forord karakteriserer museumsdirektør Marianne Saabye perioden med ordene:

"Paul Fischers skildring af aftenstemningen i Tivoli i 1890'erne siger meget om ‘de glade halvfemsere'. Man forlystede sig til tonerne fra Promenadeorkestret og gav sig hen i eksotiske drømme om orientalske paladser og kinesiske pagoder. Sådan kunne en side af 1890'ernes københavnerliv skildres. Det var - om man vil - den glitrende overflade skabt af industrialismens stigende rigdom og det moderne samfunds nye livsformer. Men dykker man dybere ned i perioden, tegner der sig ganske anderledes kontrastfyldte billeder. Her på kanten til et nyt århundrede opstod nogle af de tanker, som i høj grad blev grundlaget for vor tids moderne mennesker. Det handlede om oprør og frigørelse, både politisk, socialt og kunstnerisk - og for det enkelte individ."

Saabye gør videre opmærksom på, at der i forhold til det moderne gennembrud skete et meget markant skift på det kunstneriske og åndelige plan. Kunstnere rettede søgelyset mod sjælens indre og livets dybe værdier i stedet for som i den foregående periode mod realisme og dagklar skildring af virkeligheden. "Tusmørkestemning sænkede sig og gav næring til drømme, tolkninger og symboler. Skønhedstrangen florerede og satte sig spor i vildtvoksende ornamenter og kunsthåndværkets nye former."



Skønhedstrangens opblomstring ses bl.a. i arkitekten og keramikeren Thorvald Bindesbølls bygninger og kunsthåndværk og i arkitekten Anton von Rosens Palace Hotel på Rådhuspladsen eller Martin Nyrops Rådhus (først færdigt 1905).

Tusmørkestemningen og symbolismen ses derimod i højere grad i malerkunsten (Agnes og Harald Slott-Møller, Johan Rohde, L.A. Ring og J.F. Willumsen), i musikken (Rued Langgaard) og i litteraturen (Johannes Jørgensen og tidsskriftet 'Tårnet').

Kunstnersammenslutningen 'Den Frie Udstilling' blev grundlagt i 1891 i protest mod den akademisk-konservative 'Forårsudstillingen' på Charlottenborg og åbnede i en udstillingsbygning på Rådhuspladsen, tegnet af Bindesbøll. Her vakte Willumsens symbolistiske radering af en gravid kvinde, 'Frugtbarhed', stor forargelse.

Men det hører unægteligt med i billedet at der stadigt var kunstnere der fastholdt klarheden og distancen midt i al symbolik. Det gælder Ring og Willumsen, men også Vilh. Hammershøj i malerkunsten, Thomas Laub og Carl Nielsen i musikken, og Henrik Pontopidan og Herman Bang i litteraturen.

Det forfinede bymenneske Herman Bang leverede med romanen 'Stuk' en nærgående satire over en gruppe smukke, unge og rige københavneres mondæne liv i datiden. "Svært så vi bygger facader", siger hovedpersonen et sted - rammende for hele tiden.

Bang selv blev af den yngre Johannes V. Jensen nådesløst hængt ud som homoseksuel. Den vulgærdarwinistisk orienterede Jensen betragtede ikke blot Bang, men hele perioden som dekadent, vel at mærke efter at han havde trukket sig op af den sjælsfordybende sump han selv var havnet i og havde beskrevet i romanerne 'Danskere' (1896) og 'Einar Elkær' (1898). Jensen lod Elkær dø af 'blød hjerne', og dén død skulle han ikke selv nyde noget af, så han brød med fortiden og slettede endog de to bøger af sit forfatterskab! Han skrev i de følgende år sine hovedværker: 'Himmerlandshistorier' (1898), 'Kongens Fald' (1901) og 'Digte' (1906) inden han gik i gang med 'Den lange Rejse' (1908-22). Men der er næppe tvivl om, at den digteriske urkraft tog af med den angstprægede afstandtagen til al selvrefleksion.



Anderledes gik det den med Bang jævnaldrende Johannes Jørgensen der i 'Tårnet' formulerede programartiklen om symbolismen og her usædvanligt, ja næsten til det synske klart kritiserede "det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land". Han definerede den filosofiske og kunstneriske symbolisme som "Troen på en Metafysik, en anden Verden, et Hinsides", og gjorde den sande kunstner til symbolist, netop fordi denne instinktmæssigt og intuitivt fatter tilværelsens sande væsen.

I 'Stemninger' (1892) og 'Bekendelser' (1894) skildrede han splittelsen mellem kønsdriften og gudslængslen I 'Livsløgn og Livssandhed' (1896) kasserede han hele Det Moderne Gennembruds individuelle lykkebegreb, som deltes af vennen og ateisten Viggo Stuckenberg, der svarede igen med sin egen 'Bekendelse', dedikeret Jørgensen (også 1896).

Forinden var Johannes Jørgensen konverteret til katolicismen og flyttet til Assisi. Han skrev her anerkendte helgenbiografier om Frans af Assisi og Birgitta af Vadstena. Men Stuckenberg-familien afbrød forbindelsen med ham. Især Ingeborg Stuckenberg havde svært ved at opfatte naturelskeren Jørgensen som kristen - og kunne slet ikke acceptere at han valgte moderkirken og faderpaven som sin tilflugt.

Hele striden eksemplificerer ganske godt den splittelse mellem religion og ateisme der prægede tiden og især skyldtes darwinismen eller rettere kirkens enøjede og tåbelige afvisning af den moderne naturvidenskab.

Også Friedrich Nietzsche spillede en stor rolle i den hjemlige debat, fordi Georg Brandes havde introduceret ham i 'En Afhandling om Aristokratisk Radikalisme' (Tidsskriftet 'Tilskueren' 1889 samt foredrag), men han fik dog modsigelse af filosoffen Harald Høffding, der foretrak en demokratisk radikalisme. Som bekendt var det den aristokratisk tænkende Nietzsche der i 'Also Sprach Zarathustra' (1883-85) fremsatte den provokerende sætning 'Gud er død', som egentligt burde lyde "Den gamle, naive gudsopfattelse er død". Men de fleste var endnu ikke i stand til at sondre. Og det kniber stadigt.



Det skal huskes, at det først var i 1900 at Sigmund Freud udgav sin bog om 'Drømmetydning' der vendte op og ned på hele psykologien og specielt bragte stigende forståelse for symbolernes betydning for dagen.

Symboler og symboler er i virkeligheden to ting. Det er dels de vilkårligt valgte og som hovedregel entydige sindbilleder, metaforer eller allegorier (som fx i Willumsens 'Frugtbarhed'), dels de tegn der giver en oftest tvetydig række af associationer. Den sidste slags kender alle fra drømme, men det er også den der ligger bag al mytologi og dermed al fri (ikke-dogmatiseret) religion (til forskel fra teologi og ideologi) - og i virkeligheden al stor kunst. Den trækker i allerhøjeste grad på det underbevidste og irrationelle og står derfor i modsætning til den bevidst udformede symbolske kunst og litteratur, der derfor rettelig burde kaldes symbolistisk.

Det skal også erindres, at det først var i 1905 at Albert Einstein fremsatte sin revolutionerende 'Relativitetsteori', der ikke - som mange tror - gør alting relativt, men gør den gamle newtonske fysik, herunder begreberne tid og rum, relativ ved at sætte den ind i en større forståelsesramme - og iøvrigt lagde grunden til den senere kvantefysik, herunder Niels Bohrs korrespondensprincip og komplementaritetssynspunkt.



Politisk var situationen i Danmark omkring 1890 præget af Provisorietiden under Estrups enevældige Højre-regering der klarede sig igennem mod folketingsflertallets (partiet Venstres eller 'almuevældets') vilje gennem provisoriske finanslove og ødelagde den politiske debat og kamp. 'Systemskiftet' og dermed den ægte parlamentarisme kom først i 1901 med Venstres overtagelse af regeringsmagten.

Årene var dog samtidigt præget af den store industrialisering, der medførte stigende velstand for borgerskabet og i første omgang stigende forarmelse af den urbaniserede arbejderklasse. Borgerskabets forkælede sønner hørte til de 'unge, rige og smukke' der allerede blev livstrætte ved 20-års-alderen, som det bl.a. fremgår af Bangs 'Stuk' eller Alfred Schmidts karikaturtegninger fra tiden.

Arbejderbevægelsen var stadig i sin vorden, men generelt herskede der ved århundredskiftet en stor politisk og økonomisk optimisme, som varede helt til udbruddet af 'Den første Verdenskrig' 1914, da alle illusioner om evig fred og evigt fremskridt definitvt brast - og banede vej for ideologiernes senere katastrofale hærgen.



1890'erne var som det fremgår meget modsætningsfyldte, men ikke just prægede af stor psykologisk eller erkendelsesteoretisk indsigt. Det var i høj grad modestrømninger der afløste modestrømninger, som det også var tilfældet i mellemkrigsårene og i årene efter Anden Verdenskrig.

Modsætningerne mellem liberalismen og socialismen og mellem kristendommen og ateismen kom klart frem - ligesom mellem det irrationelle og det rationelle. Det gav, som altid hvor modsætninger får lov at udfolde sig frit og fredeligt, dynamik til udviklingen, men resulterede også negativt i unødvendige polariseringer og bitre kampe og fjendskaber.

Større bevidsthed om modsætningernes gavnlige virkninger fandtes ikke. Komplementariteten forstod man slet ikke.

Golden Days' 'Drømmetid - 1890'erne i København' ser ud til at komme godt rundt om mange af strømningerne og modsætningerne i perioden. Men udstillingerne og arrangementerne kan også bruges til at få indblik i såvel de mange konkrete modsætninger som den manglende evne til at se dem i komplementaritetssynspunktets lys.

Komplementaritetssynspunktet er alternativet til såvel den absolutte dualisme som den absolutte determinisme. Det gør mennesket frit, for så vidt det bryder 'forstandens forhekselse' af dual-tænkning og årsagsloven, og dermed dualismens og determinismens tvangspræg, og således muliggør accept af tilværelsens usikkerhed, uberegnelighed og mangetydighed. Det ophæver ikke modsætningerne, men lader dem udfolde sig i fri og frugtbar udveksling.

1890'erne var unægteligt fremskridt og frigørelse, men drømmetiden var også dybt præget af overfladiskhed, dekadent livstræthed, illusioner og manglende erkendelse.



Link:    Golden Days in Copenhagen



Bøger:

Herman Bang: Stuk

Johannes V. Jensen: 'Danskere' og 'Einar Elkær'.

Johannes Jørgensen: Orion over Assisi - og andre efterladte arbejder. (Gyldendal 1959)

'Tårnet' - Antoligi af essays, fortællinger og digte,
udgivet 1966 (Gyldendals Uglebøger).

Erling Bjøl: Vor tids kulturhistorie - I Den tabte tid. (Politikens Forlag. 1978)



Artikler:

Nietzsches sjæl

Komplementaritetssynspunktet principielt og generelt



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal