Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel21brianm

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.9.05.


Kultur, kamp og kanoner

af Jens Vrængmose

Så har kulturminister Brian Mikkelsen gjort det igen: signaleret kulturkamp, og denne gang med kanoner som kanoner, rettet mod visse dele af indvandrerne. Det skete på Det konservative Folkepartis årsmøde i Ålborg, og bullen for denne kulturkamps anden fase lød ordret: "Midt i vores land - vores eget land - er der ved at udvikle sig et parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan og skal vi ikke acceptere. Og det er her, vi har kulturkampens nye front."

Ministerens 'kanonitis' som kunne konstateres i december sidste år (jf. tidligere artikel)har udviklet sig fra at være et angiveligt ønske om debat om kulturarven er nu blevet til et våben i kamp mod de indvandrere der af den ene eller anden grund ikke vil integreres i det danske samfund. Og da kulturministeren tilhører den såkaldt kreative klasse i det danske samfund er det lykkedes ham i løbet af ni måneder at få konciperet den geniale idé, at man bare ved at flytte trykket i ordet kanon fra første til anden stavelse kan få et brugeligt våben ud af en dødssyg idé.

Da det er for sent at foreslå præventive midler, må vi leve med misfosteret, og endnu engang beklage, at Mikkelsen ikke efter valget blev flyttet fra kulturmininisteriet til et ministerium hvor han kunne gør gavn - eller i hvert fald mindre skade. Nu hænger alle på den, sagesløse borgere, politikere og medier, men især de velmenende kulturmennesker der sidste år overvandt deres betænkeligheder og gik ind i skabelsen af den omstridte kanon for kulturområderne billedkunst, arkitektur, design, musik, scenekunst, film og litteratur. Nogle af dem har da også protesteret, for det var ikke meningen at de skulle spændes for ministerens nationalistiske korstog mod ikke-integrerede indvandrere.



Retfærdigvis skal det nævnes, at kulturministeren udtrykkeligt i sin tale kalder sin kulturkanon for en gave til alle, inklusive indvandrerne. Det samme gælder den gratis adgang til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Og det er i orden, men om taknemmeligheden bliver stor er et spørgsmål, især hvad indvandrerne angår. For ganske vist bør langt flere af dem rende på museer og biblioteker end tilfældet er, men de egentlige, i tal få, men i mediesynlighed mange problemindvandrere får man ikke fat på ad den vej.

Det skal naturligvis ikke bestrides, at ministeren har ret i, at udviklingen af parallelsamfund i Danmark er en meget uheldig ting. Der er og bør kun være én kultur her i landet, og det er den danske. Den er rummelig nok til at kunne omfatte utallige subkulturer af forskellig etnisk, social, religiøs eller anden art, blot det danske sprog, den danske lovgivning og danske normer for individuel frihed respekteres. Men den kan ifølge sagens natur aldrig integrere minoriteter der bevidst modsætter sig disse normer og mønstre. Sådanne minoriteter vil under alle omstændigheder være et problem i landet - hvad aktuelle tilfælde af tvangsægteskaber, æresdrab og anden alvorlig kriminalitet bekræfter. Problemet er mangeartet og dets løsning kræver derfor indsats af såvel skoler, sociale myndigheder, politi og retsvæsen som politiske, kulturelle og etniske instanser og foreninger og enkeltpersoner.

For så vidt skolerne uundgåeligt er blandet ind i sagen - og ganske særligt i områder med overtal af indvandrere - så spiller danskundervisningen en stor rolle, og her kan en litteraturkanon være egnet som kriterium for hvad folk der går ud af den danske folkeskole og et dansk gymnasium bør have stiftet bekendtskab med, hvis de vil lære dansk. Men dels var den allerede udarbejdet i det relevante ministerium, dels bør en kanon på de andre områder alene være en slags anbefaling fra privatmennesker eller institutioner der mener at have forstand på tingene og samtidigt noget på hjerte.

Og en kulturkamp er der overhovedet ikke tale om.



Der er tidligere her på hjemmesiden gjort opmærksom på at selve ordet 'kulturkamp' helt tilbage fra Bismarcks tid har en så ubehagelig klang, at det bør undgås. Dette må repeteres, når den skingre tone fra Berlingske Tidendes og Weekendavisens tidligere angreb på venstrefløjen tilbage i 2003 (jf henvisningerne) nu bibeholdes i kulturministerens tale. Han får udtrykkeligt koblet kulturkampen sammen med kritikken af venstrefløjen, selvom han selv konstaterer en vis gryende fortåelse hos denne fløj for den borgerlige opfattelse af værdier.

Hovedsagen er, at begrebet kulturkamp er aldeles uegnet til at karakterisere den indsats der bør gøres for med alle midler at få integreret så mange indvandrere i det danske samfund som overhovedet muligt - og eventuelt tage særlige midler i brug over for de få mennesker der bevidst modsætter sig integration og dermed bliver en trussel for retssamfundet. Hvis skoler og sociale myndigheder ikke kan klare disse tilfælde, er det indlysende at politi og domstole må træde til. I praksis er der heldigvis et godt samarbejde mellem disse instanser om forebyggende foranstaltninger. Kulturkamp er et totalt misvisende ord for dette arbejde.

Dansk kultur værnes af stort set alle der er opflasket med den og ikke blot taler, men tænker dansk. Man kan mene at den trues af fx amerikaniseringen (den ubevidste overtagelse af amerikansk livsstil, slang og heltedyrkelse via film og tv) eller globaliseringen (forstået som den verdensomfattende konkurrence). Og det gør øget bevidsthed om kulturarven og fremme af dansk kreativitet på alle områder (kunst, forskning, iværksættelse) til en selvfølgelig sag. Men i egentligste forstand truet er dansk kultur ikke af halv- eller helkriminelle grupper som bevidst sætter sig uden for de gældende normer, sålænge disse grupper talmæssigt er små.

Overrabbiner Marcus Melchior sagde engang for mange herrens år siden, så vidt jeg husker i anledning af nynazisternes fremmarch i det daværende Vest-Tyskland, at en demokratisk stat ikke er truet, sålænge 'halunkerne' i samfundet udgør mindre end 5 % af befolkningen. Det er en god tommelfingerregel, der også kan anvendes på fx vore dages rocker-bander. Halunkerne er en udfordring for ordensmagten, men sålænge det overvejende flertal af en befolkning bakker op om den elementære ordenshåndhævelse som basal nødvendighed for det civile samfunds opretholdelse, så er der ingen fare for undergravning af den demokratiske styreform eller kulturen. Det samme gælder terrorismen, der naturligvis må bekæmpes med alle midler, først og fremmest effektiv efterretningstjeneste. Men sålænge den ikke udarter til borgerkrig - som eksempelvis i Nordirland - er den ingen fare for den vestlige kultur som sådan. Den er i langt højere grad en fare for demokratiseringsprocessen i Mellemøsten.



Minoriteter der direkte eller indirekte modsætter sig integration er klart en udfordring på næsten alle leder og kanter af et hvilketsomhelst samfund. Og derfor skal de da tages alvorligt som problemtilfælde. Målet at integrere flest mulige af indvandrerne i det danske samfund bør der aldrig være tvivl om. Men det er en sørgelig kendsgerning, at der er dele af det danske skolevæsen og kulturvæsen der af humanistiske grunde finder det helt i orden at visse minoriteter modsætter sig integration, fordi de mener deres egen kultur er lige så god som den danske. Argumentet er falsk i konteksten, for selvfølgelig er en hvilken som helst anden kultur lige så god som den danske, hvis den vel at mærke udfolder sig hvor den hører hjemme - i Sverige, England, Tyskland, Frankrig, Rusland, Kina, Japan, USA, Pakistan, Tyrkiet, Iran eller Irak.

Men så snart folk emigrerer til andre lande, er sagen en anden. For så kan de ikke forvente uden videre at kunne videreføre den kultur, de skikke, mønstre og normer de er vant til hjemmefra, de må tværtimod acceptere deres nye lands love, hovednormer og sprog - og altså tilpasse sig. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men det er altid den ubønhørlige udfordring for indvandrerne. Ingen forlanger at de skal skippe deres vaner, skikke eller religiøse forestillinger totalt. Men udvikling af deciderede parallelsamfund i et relativt homogent land som Danmark er ikke acceptabel. Og det må indvandrerne forstå og bøje sig for.



Her får de imidlertid dårlig hjælp af kulturministeren, for han har desværre blandet tingene sammen på en meget uheldig måde. Og så hjælper det ikke, at han bagefter påstår at han er blevet misforstået. For han burde kende reglerne for de psykiske grundprocesser så godt, at han burde vide, at man ikke i én og samme tale kan mane til kulturkamp mod venstrefløjen, til kamp mod enkelte indvandrerminoriteters hævdelse af en parallelkultur og og til kamp for en bred kulturkanon uden at få det til at se ud som om han fortsat fører konservativt felttog mod et selvskabt spøgelse. Måske kan hans forsøg på oprustning høste bifald på partiets landsmøde, men det kan da noteres med tilfredshed, at han i meningsmålingerne inden for partiet står meget lavt placeret som kandidat til formandsposten. Her stod han ellers stærkt for nogle år siden.

At ministeren får sat sin kulturkanon i dårligt lys ved at flytte trykket i ordets sidste led er det mindste af det hele. Ved så ensidigt at forbinde kultur med kamp får han også sat begrebet kultur i miskredit. Og det er synd, for kultur bør stå for den menneskelige bestræbelse på at bringe modsætninger ind i en konstruktiv dialog der kan sikre sammenhængen uden at fjerne dynamikken i udviklingen.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Kulturministerens tale 25.9. i fuld ordlyd

Den rene kanonitis  (10.12.04.)
Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)
Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)

Andre udgydelser af Jens Vrængmose: Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal