Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - foelelser

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.1.04.


Følelser og værdier, tro og demokrati

Debat om et samfunds og en kulturs grundlæggende værdier er altid nødvendig, fordi det ikke er værdierne som faste eller statiske størrelser der konstituerer samfundet eller kulturen, men derimod selve den vedvarende proces der skaber eller opretholder dem som dynamiske faktorer eller sikrer dem tidssvarende omformning. En kulturkamp der altfor snævert bliver en hård og bitter strid om de faste størrelser vil følgelig gøre mere skade end gavn - hvad det sidste års danske kulturkamp om fortiden tydeligt har dokumenteret. Om et møde på Marienborg mellem statsministeren, kulturministeren og udvalgte forfattere kan råde bod herpå, turde være tvivlsomt, al den stund skaden er sket. Men selve forsøget bør da hilses velkomment.

Et gennemgående problem i den seriøse værdidebat har været, at parterne stort set alle sammen er gået ud fra som givet, at følelser og fornuft er absolutte modsætninger, og at det moderne, sekulariserede, demokratiske og oplyste samfund udelukkende eller helt overvejende bygger på rationalitetens grund.

Men antagelsen holder ikke, selvom guderne skal vide, at alle de kræfter der opponerer mod moderniteten i religiøse, politiske eller æstetiske ideologiers navn eller pr. instinkt er særdeles irrationelle og følelsesladede - ganske som modernitetens egne forkæmpere ofte er det.



Det er jo ikke alene den ensidige fokusering på den lystbetonede livsudfoldelse gennem uforpligtende konsum, underholdning, sex, alkohol og narko der - godt hjulpet af økonomiske bagmænd og reklamebranchen - søger at gøre tilværelsen til et spørgsmål om ansvarsfri livsstil. Det er også den fanatiske politiske eller religiøse tro og overbevisning der - med bistand af dogmatikere, demagoger og propagandister - har held til at kapre ubefæstede eller frustrerede sjæle til hadefuld kamp mod magthaverne og autoriteterne uden for deres egne rækker - og i værste fald opildne dem til blind terrorisme.

Såmænd også den mere almindelige politiske, religiøse eller æstetiske forankring i snævre og ureflekterede holdninger fører til uforsonlig polemik, gensidig mistænkeliggørelse og skadelig polarisering. Man regner sine egne holdninger for indiskutabelt rigtige og andres for tåbelige eller ligefrem ondsindede. Det naturlige forbehold over for det anderledes bliver til angst for og had til det fremmede.

Man kan tage en hvilken som helst avis, uanset partifarve, og finde ikke blot læserbreve, men reportager, kommentarer, analyser, baggrundsartikler og ledere i massevis der tillægger politiske eller religiøse modstandere alle mulige urigtige påstande og onde hensigter. Den forløbne kulturkamp har ikke været nogen undtagelse og den bærer følgelig sit navn med urette. Den har intet med kultur at gøre - og heller ikke med demokratisk debat, for en sådan kræver netop en vis debatkultur.



Fælles for de nævnte afarter af irrationel virksomhed er unægtelig, at de bygger på helt igennem ureflekterede følelser af en sådan styrke, at hverken respekten for modstanderen eller det gustne overlæg hindrer dem i at komme til udtryk - verbalt eller endog fysisk. Tværtimod forholder det sig sådan, at den fornuft der er tilbage hos propagandisterne, demagogerne og polemikerne meget bevidst bruges til at få fornuften suspenderet hos de masser der søges hidset op til protester, demonstrationer, vold og terror.

I første halvdel af det 20. århundrede var det næsten udelukkende de yderligtgående politiske ideologier i Europa der vildførte masserne. I de seneste årtier synes de værste udskejelser imidlertid at være udgået fra de muslimske lande og at være styret af ekstremt fanatiske religiøse mennesker, der hverken kan eller vil skelne mellem religion og politik.

For år tilbage måtte en dansk statsminister opleve fanatikere på den yderste venstrefløj bombardere ham med æg og tomater ved en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen for Danmarks genvindelse 1945 af friheden (herunder ytringsfriheden). Han mente meget forenklet at ideologier var noget bras. Men i dag er flertallet i det sekulariserede Danmark enige om en anden forenkling, nemlig den at det er religionerne der er roden til den værste fanatisme og irrationalitet. Man glemmer, at tingene vanskeligt kan skilles. De politiske ideologier blev faktisk religion for deres tilhængere, selvom de ikke ville indrømme det. Og den religiøse fanatisme har altid klare sociale og politiske målsætninger.



Den fælles fejl bag disse fordomme er den katastrofale forenkling der postulerer, at fanatismen bygger på følelser, mens demokratiet bygger på fornuften.

For det første bygger demokratiet også på følelser. Det samme gør videnskaben, kunsten, musikken, kærligheden og seksualiteten - foruden al religion og al politik. Der er overhovedet ingen menneskelig eksistens uden følelser. Ja, der er ingen værdier uden følelser, dvs uden følelsesmæssig tilknytning mellem værdierne og menneskene - via lysten, hengivenheden, motivationen og engagementet eller deres negative modpoler. Hvad er fx kærlighed uden varme følelser, og hvad er sex uden orgasmer? Og efter hvad der er sket i Stockholm for nylig er det også klart, at kunst kan provokere selv diplomater. Fra den hjemlige Lomborg-sag ved vi, at også videnskabsfolk kan se rødt og ty til beskyldninger om videnskabelig uredelighed, når nogle tillader sig at gå mod strømmen. Mere positivt kan begejstringen hos NASA's forskere over de to heldigt gennemførte missioner til Mars illustrere, at følelserne også er i spil hos mennesker der til dagligt slider med trælse rationelle undersøgelser og eksperimenter.

For det andet ville følgen af det modsatte synspunkt være, at alt hvad vi kalder kultur blot skulle være en tynd fernis der til hver en tid ville kunne krakelere, hvis de rette manipulatorer får lejlighed til at spille på massernes følelsesregister. Den slags er vitterligt sket mange gange i historien, men kun hvor ‘kulturen' har været et overfladisk normsæt som forældre, lærere og andre autoriteter mekanisk har indoktrineret i deres børn og undersåtter, først og fremmest gennem udenadslæren og kæft, trit og retning-disciplin. Sådan var historien ikke bare i Nazi-Tyskland og Sovjetunionen, men også i gode gamle kulturlande som Tyskland, Østrig, England, Frankrig, Italien og Spanien før 1. verdenskrig. Og det var netop den historie der fik Sigmund Freud til med rette at tale om kulturen som en byrde - for den undertrykte jo instinkterne. Efter 2. verdenskrig talte Herbert Marcuse i samme ånd om den repressive tolerance i det moderne samfund, velfærdssamfundet. Givet er, at overalt hvor noget dybtliggende menneskeligt undertrykkes, dér bliver kulturen éndimensional - og følgelig en fernis eller en byrde. Men fejlen er undertrykkelsen og ikke kulturen, for den sidstnævte forudsætter slet ikke undertrykkelse.

For det tredie - og det er det altafgørende - er der slet ingen fornuft uden en følelsesmæssig toning og binding. Det lyder måske paradoksalt, men sagen er, at følelser ikke er én ting, men to ting. Følelser kan være enten stabile eller ustabile. De stabile er relativt svage, men kan i næsten ubegrænset omfang - dog afhængigt af det enkelte individs begavelse og psykiske balance - knyttes sikkert og varigt mellem individerne og ting, forhold og fænomener ved hjælp af sproget. De ustabile er derimod relativt intense og virker som hovedregel uden om sproget og den sproglige logik gennem særlige associationsregler der har sin egen logik, sine egne velkendte lovmæssigheder. De ustabile følelser kan dog også virke gennem sproget, når demagoger begynder at udfolde deres kunst og spille på frie sammenkædninger, løgne, fordrejelser og modsigelser.

Mellem de stabile og de ustabile følelser eksisterer den lovmæssighed, at der er omvendt proportionalitet mellem deres intensitet. Jo mere intense de er, jo mere ustabile vil de være. Og jo svagere de er, jo mere stabile vil de være. Men selv i sidstnævnte tilfælde er der altså tale om følelser, blot ikke i betydning store følelser, emotioner eller affekter, men i betydningen svage følelsestoner eller følelsesbindinger. Og det er dem al rationalitet afhænger af.



Demokratiet er ikke følelsesfrit, for alle der går ind for det og som kan se dets værdi og fordele på såvel kort som langt sigt, vil have en følelsesmæssigt positiv opfattelse af det. Men det er rigtigt som antropologen Dennis Nørmark fremførte i sin glimrende kronik i Politiken den 18.01.04., at demokratiet er elitært og ufolkeligt. Det kommer fra oven, fra oplyste, retsindige og frihedselskende mennesker der stille og roligt udbreder kendskabet til dets fordele og besvær, og som får gennemført den lovgivning der sikrer dets retsgyldighed og funktionsduelighed.

Men når Nørmark ellers skal forklare vanskelighederne ved demokratiets opretholdelse, falder han i den kedelige fælde at stille følelse og fornuft op mod hinanden. Det er selvfølgeligt ikke ukorrekt, at vi - politikere og almindelige borgere i demokratiske samfund - må tage beslutninger på baggrund af kritiske videnskabelige undersøgelser og ikke på baggrund af ‘populære fornemmelser', eller ‘mavefornemmelser' som han kalder det. Men dels skal beslutninger ofte tages selvom de videnskabelige eller tekniske undersøgelser ikke foreligger eller ikke er entydige. Dels holder det slet ikke, at demokratiet skulle kræve "en enorm grad af selvbeherskelse der udfordrer de intuitive tilbøjeligheder". Det er jo den gamle freudianske forestilling om kulturen som en byrde, der her går igen.

Men det passer ganske enkelt ikke, at vi der har levet med demokratiet så længe vi kan huske skal beherske os for at styre vore impulser. Det er måske nok noget de fleste unge mennesker - altså hver generation - skal vænne sig til, ganske som ethvert barn må vænne sig til at det for sin egen sundheds skyld ikke kan få alt det slik det peger på. Men de vænner sig altså normalt til det uden de store problemer.

Fejlen i ræsonnementet er generelt at gå ud fra, at de irrationelle impulser der ligger under overfladen, skulle være uønskede i det moderne samfund. Men sandheden er, at de aldrig nogensinde kan undværes og følgelig heller aldrig nogensinde kan undertrykkes med held - hverken af demokratiets oplysningsfolk eller af de totalitære systemers demagoger og tyranner.



Der er ingen menneskelig og menneskeværdig eksistens overhovedet uden følelser. Vi ville betragte en tilværelse uden store følelser, stor begejstring, lejlighedsvise fester, orgasmer og ekstaser som djævelsk kedsommelig. Disse store følelser og oplevelser findes ikke blot i intimsfæren, og ikke blot i religion og politik på afveje, men i alt menneskeliv, inklusive uddannelsessystemet, erhvervslivet, sporten, kunsten, musikken, seksualiteten og - videnskaben! Videnskabelige fremskridt fandtes slet ikke uden heureka-oplevelser der er forbundet med ny indsigt eller uden den åbenbarings-begejstring der er forbundet med banebrydende ny erkendelse.

Udfordringen fra demokratiet ligger aldrig i at undertrykke endsige eliminere begejstringen, eller - for nu at snakke freudiansk - at kanalisere aggressivitets- og seksualdriften konsekvent ind i borgerligt acceptable, dvs. snævre nytterammer. Nej, udfordringen er at kunne skelne mellem de intense og ustabile følelser på den ene side og de svage, stabile på den anden - og samtidigt indse og efterleve, at de første er dem der giver tilværelsen værdi, mening og kolorit, mens de andre er dem der muliggør en demokratisk samfundsform der bygger på borgernes gensidige respekt og sikrer individets frihed under ansvar for fællesskabet.



Et stadigt vigtigere spørgsmål i tiden er troens og religionens forhold til moderniteten og demokratiet - ikke mindst på baggrund af den islamiske fundamentalisme og dens modstand mod de vestlige værdier.

For troens vedkommende gælder, at den helt og holdent er irrationel af oprindelse og væsen. Det betyder, at den ligger forud for sprogets og den sproglige logiks rammer, idet den bygger på de grundliggende ustabile, intense og vanskeligt håndterlige følelser eller følelsestoner. Den beror ligesom selve meningen med tilværelsen ikke på dogmer, beviser eller videnskabelige undersøgelser, påstande og konklusioner, men dannes netop i barneårene forud for sprogets tilegnelse. Den undgår naturligvis ikke den konfrontation med den mere kritiske, systematiske, sammenlignende og ordnende tanke som følger med sprogets tilegnelse og erfaringens udvidelse. Men den vil normalt komme nogenlunde intakt gennem denne pubertets- eller ‘syndefalds'-proces, uanset om den voksne bliver ateist eller agnostiker eller mere eller mindre fast tilslutter sig en gren af de eksisterende, mere eller mindre dogmatiske religioner - eller eventuelt finder sit eget endnu friere, men alligevel gyldige gudsforhold.

For de gængse religioners vedkommende gælder, at ingen religion på forhånd udelukker modernitet eller demokrati, for enhver religion - uanset herkomst og historie - er underkastet menneskelig fortolkning. Af bestemte konkrete historiske årsager er der fortolkninger der går hen og bliver snævert dogmatiske lige til det fanatisk fundamentalistiske, mens andre vælger en friere, mere liberal vej og et sekulariseret synspunkt der skarpt adskiller religion og politik.

I hele den vestlige verden af demokratiske og oplyste samfund er moderniteten og sekulariseringen slået så stærkt igennem, at det heldigvis efterhånden hører til undtagelsen at de religiøst indstillede mennesker bliver fundamentalister der stiler efter teokratiet. De kan blive bogstavtro i deres fortolkning af den hellige skrift og følgelig utroligt snævertsynede og bagstræberiske, hvad angår moralen og verdensbilledet. Men den politiske frihed vil normalt blive respekteret. Og dette er en umådelig stor værdi, eftersom friheden, den altid vågne selvbesindelse og altid vågne kritik af magthaverne og autoriteterne tillige med de tilbagevendende ungdomsoprør og den principielle kulturradikalisme i ordets bedste forstand er nødvendige forudsætninger for demokratiets udvikling og beståen, ja, saltet i kulturen og moderniteten.



Men den fundamentale tro i betydningen livsmodet, følelsen af at være hjemme i tilværelsen og af at der er en mening med det hele påvirkes i den vestlige verden kun sjældent af den videnskabelige indsigt på anden måde end at der for de erkendelsesteoretisk og dybdepsykologisk uskolede mennesker opstår visse, som hovedregel ubetydelige problemer med at få tro og videnskabeligt verdensbillede til at gå i spænd.

Helt anderledes forholder det sig med flertallet af mennesker i de muslimske lande og blandt de traditionelt opdragne muslimer i de vestlige lande, hvis kendemærke er en religionsdyrkelse der har Koranen som absolut sandhed og de religiøse ledere såvel som de mandlige overhoveder for de enkelte familier som absolutte autoriteter. Kombineret med den for muslimer meget særegne bedestilling, som er en decideret, fra feudaltiden overført underkastelsesgestus over for den suveræne hersker, betyder islam derfor oftest en dogmatisk rigorisme som det i praksis er meget vanskeligt at forene med de moderne normer og sæder i den vestlige verden. En konfrontation mellem traditionel og dogmatisk islamisk normsæt og gængs, mere eller mindre traditions- og dogmefrigjort, sekulariseret vestlig indstilling er uundgåelig.

Alle vesterlændinge der er vokset op i moderne vestlig kultur vil ganske naturligt betragte de vestlige værdier som bedre end de gængse islamiske, fordi de byder på en frihed og nogle fundamentale menneskerettigheder som vesterlændingene ikke vil være foruden. Kun kulturrelativister mener noget andet. Der er endda grund til at antage at de fundamentale friheds- og menneskerettigheder er af universel karakter, således at forstå at alle mennesker ville gå ind for dem, hvis de vidste hvad de indebar og iøvrigt havde frihed til at vælge dem.

Netop derfor er en neutral sameksistens i vores dages globaliserede verden ikke i længden holdbar gennem blot og bar opretholdelse af en værdiernes status quo. Derimod må det nøgternt erkendes, at muslimers integration i den vestlige verdens modernitet og sekularitet er en lige så tvingende nødvendighed for indvandrerne i det vestlige lande som for muslimerne i Mellemøsten.

Alle forhold tilsiger, at både muslimer og ikke-muslimer gør klogest i for alvor at forstå, hvilke værdier der ligger i moderniteten, demokratiet og sekulariseringen, men også at forstå at tilegnelsen af disse værdier nok kræver frigørelse fra alt for snævre dogmer og traditioner, men aldeles ikke frigørelse fra fundamental tro endsige følelser. Tværtimod.



Læs også artiklerne:

Følelse og videnskab
Hvad vi lever på
samt
Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal