Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Dahlerup

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.9.03.


Ulla Dahlerups kulturkamp

af Jens Vrængmose

Som født i 1942 har journalisten og forfatteren Ulla Dahlerup passeret 60-års grænsen, men det mærkes ikke på hende. Hun er stadig vital og - provokerende som før.

I 1960erne vakte hun opsigt med ideen om, at skolelægerne skulle udstyre alle piger med pessar, hvad som bekendt de allerfærreste dengang var (i dag bruger de alle p-piller). Derefter gik det derudaf med taler og bøger og artikler i BT og Ekstrabladet.

Fornylig blev hun Dansk Folkepartis topkandidat til EU-parlamentsvalget næste år ved siden af partiets anden provo, Mogens Camre. Og begge skulle have gode chancer for valg. Og i søndags kvitterede hun på DF's landsmøde for udvælgelsen ved en tale der ikke handlede det fjerneste om EU-politik eller EU-modstand, men var ét langt, velformuleret, men ensidigt angreb på venstrefløjen og de kulturradikale, herunder ikke mindst hadeobjektet over alle hadeobjekter, Klaus Rifbjerg.

Talen blev i sin helhed gengivet i Politiken tirsdag den 23.9. med en lang kommentar af Erik Jensen under rubrikken 'Kulturkamp' og fulgt op af en forud skrevet, selvcentreret og langt fra nytænkende endsige banebrydende kronik af Rifbjerg om Dahlerup.

Altså endnu en bekræftelse på, hvor afsporet hele den såkaldte kulturkamp forlængst er blevet, men også ganske symptomatisk for polariseringen der ingen vegne fører, men blot bekræfter de frelste på begge fløje i deres uforgribelige meninger, fordomme og idiosynkrasier.

Bifaldet til Ulla Dahlerup på landsmødet var stort, for deltagerne hørte, hvad de gerne ville høre. Og Politikens læsere læste hvad de fleste af dem sikkert gerne ville læse, nemlig at Dansk Folkeparti i realpolitikkens sørgelige sump er gået hen og blevet stuerent, så selv socialdemokraterne under en ny midlertidig formand kan gå på forlig med dem, men at det ikke destomindre er og bliver skingert kulturfjendsk hvad der kommer fra den kant.

Hvis man er så håbløst gammeldags, at man fortsat render rundt mellem kartoffelrækkerne og tror på sproget som en slags kommunikations- og forståelsesmiddel mellem mennesker og mellem dyr og mennesker - her i sognet har vi sågar indtil flere overvægtige, men pæne ældre damer der livet igennem har gået og snakket med deres grønne planter, selvom det forlængst er blevet videnskabeligt bevist, at planter aldeles ikke har ører at høre med - så belæres man hurtigt og effektivt af den igangværende kulturpolemik om, at det modsatte også gælder. Sproget er et særdeles velegnet instrument til gensidig verbal mudderkastning og tilsvining.



Af Ulla Dahlerups søde mund kunne man i søndags høre, at hun i rødstrømpebevægelsens dage blev udsat for systemets undertrykkelse fra venstrefløjen, for den krævede politisk tilslutning og knæfald for totalitære principper og gjorde forsøg på massiv ensretning. Ingen humor, elskværdighed eller tolerance. Men kvindekamp der skulle gøres til klassekamp...

Eller at redaktørerne på Danmarks Radio og dagbladet Politiken gennem otte år sendte eller skrev fordomsfyldte og uforsonlige programmer og artikler om DF i 'kloakjournalistisk stil'.

Eller at socialdemokraterne, de radikale og den øvrige venstrefløj i 90erne gik på Folketingets talerstol og brugte sprogets hårdeste gloser mod DF i indvandrerdebatten i en sådan grad, at sproget blev gjort til 'en gammel, uvasket luder'.

Så fulgte ellers mere præcist adresserede angreb på personer som Gyldendals direktør Johannes Riis, der påstås i skummelt ledtog med DR og Politiken at holde venstrefløjskritiske bøger ude fra sit forlag; biskoppen i Århus der påstås at se det som som sin mission at hjælpe islam til udbredelse i Danmark; Frank Aaen fra Enhedslisten der påstås at stå bag ødelæggelsen af Berlingske Tidende ved hjælp af en snedig plantning i avisen af en så tvivlsom historie om skibsreder A.P. Møller under 2. verdenskrig, at Mærsk McKenney Møller solgte alle sine aktier i Officinet.

Og endelig denne her 'selvretfærdige og arrogante' Klaus Rifbjerg som i et halvt århundrede har tyranniseret kulturlivet, og ikke havde andre grænser for sine handlinger end hvad der passede ham, men i virkeligheden er 'en forfærdelig sjuske' med sit sprog.



Hverken Johannes Riis fra Gyldendal eller Lisbeth Knudsen fra DR finder mindste hold i anklagerne. Og Rifbjerg i Spaniens varme kan ikke hidse sig op til mere end det han allerede havde skrevet i sin kronik, nemlig at Ulla Dahlerup er 'Pia Kjærsgaards drøm om den perfekte svigerdatter: skingert xenofobisk, antihumanistisk petroleuse og supernationalist'.

For dem hvis kendskab til fremmedord ligger på niveau med 3.g'ernes geografikundskaber kan oplyses, at 'xenofobi' er fremmedhad, og pragtordet 'petroleuse' betyder kvindelig brandstifter (ordet stammer fra Pariserkommunen i 1870 (se leksikonnet for yderligere information. Opslag under P anbefales. (P kommer lige før Q,R,S))). Og hvad alder angår, så er Dahlerup altså - uanset sin unge fremtræden - fem år ældre end Kjærsgaard og næppe aktuel som svigerdatter.

Den ene har med andre ord ikke meget at lade den anden høre. Typisk for Ulla Dahlerup er, at hun ikke kan glemme den venstrefløjsmodstand hun vitterligt har været udsat for, og at hun nok er glad for årtusindskiftets borgerlige systemskifte der har søsat den borgerlige kulturkamp, men at hun totalt undlader at give et konstruktivt fremadrettet bud på hvad denne kulturkamp skulle gå ud på.

Og typisk for Rifbjerg turde være, at han - hvad der åbenbart ellers ikke ligger til ham - bliver stille, eftertænksom og undrende over at få en besked fra Biblioteksstyrelsen om, at man her har modtaget en fax fra Ulla Dahlerup, der under henvisning til lov om aktindsigt har bedt om oplysninger om hvor mange bibliotekspenge Rifbjerg har modtaget gennem årene. Han er jo som en uhyre flittig og trods sit påståede sproglige sjuskeri meget læst skribent en af dem der modtager allerflest af disse statsmidler som kommer fra Dansk Folkepartis skatteydere. Men så får vi ellers i tilgift forfatterens oplysninger om langt lavere forlags-royalties og en meget lav livsvarig finanslovsydelse (den er nemlig indtægtsreguleret). Oplysninger som vel egentlig ikke kommer os ved, men bekendelseslitteratur skal jo være noget af det fineste for virkelige smagsdommere.

Heller ikke Rifbjerg kan se formålet med en fremdadrettet værdidebat. Han taler om 'osen af gensidig mistænkeliggørelse' og 'en højrefløj der intet middel skyer for at komme virkelige og indbildte modstandere til livs'. Ja, han kan ligefrem - digter som han jo er - forestille sig Berufsverbot og inddragelse af al kunststøtte under den nuværende regering, så man i et kort øjebliks anfald af medlidenhed får trang til at ønske ham tillykke med at han er over alle spanske bjerge.

Og statsministeren? Han er tavs. Han har - uden tvivl uforvarende - sat det hele i gang med en bemærkning om at den politiske kamp handler mere om holdninger end om lovgivning. Men han har ikke siden ytret sig om værdidebatten.

Set her fra de forblæste kartoffelrækker i det nordjyske kunne det sidstnævnte måske skyldes, at statsministeren p.t. har nok at lave med forhandlingerne med socialdemokraterne om EU-afstemningen og forbeholdene, og om topmødet om EU-forfatningen. Men måske også at han - forstå det hvo som kan - gerne ser den afsporede debat løbe ud i sandet, så han ved lejlighed - måske i næste nytårstale til folket - kunne rette den op og ligefrem få hæder af et sådant forudberegnet trick.

Nødvendig er værdidebatten, ganske enkelt fordi der mangler virkelig afklaring af det værdigrundlag vi ønsker at basere en bæredygtig udvikling på. Så på et eller andet tidspunkt må den ind på rette spor.

Men imens vi venter, kan vi more os over mudderkastningens tidsspildende kunst. Selvom forsynet har givet os den ufortjente hele lykke at leve i et demokrati - og visse steder som her på landet også har højt til loftet, ren luft til lungerne og klar stjernehimmel til øjet og sindet - så kan vi jo godt ligesom den lyse Aksel i 'Kongens Fald' tage den kvarte lykke med den hele, når den byder sig i form af fryd over røg i andres køkkener.

Brandslukningen overlader vi trygt til brandstifterne selv. For det véd enhver der beskæftiger sig seriøst med de dele, at brandstiftere leger gerne med tænkstikker, selvom de sidder mellem fyldte benzintromler og fumler med deres lunter. Ofte overlever de ikke deres leg. Men fred med dem og deres selvmorderiske kulturkamp. De virkelige farer kommer et helt andet sted fra.

Deres ærbødigste Jens Vrængmose



Henvisninger:

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)
om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat

Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller
om den konservative kulturkamp mod spøgelserne på venstrefløjen

Folkekirken under pres
om røret omkring borgerlig registrering af partnerskab i kirker
forud for den kirkelige velsignelse

Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner

Se iøvrigt oversigten over   Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal