Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - khader02

ARTIKEL FRA JERNESALT -


Filmen om det fejlslagne Alliance-projekt

Christoffer Guldbrandsens TV-dokumentar "Dagbog fra midten" er som hans tidligere film - ikke mindst Fogh bag facaden - blevet en særdeles nærgående skildring af mennesker, her de tre partistiftere bag Ny Alliance og deres rådgivere samt nogle af medløberne og fjenderne. Guldbrandsen har som ven af Naser Khader fået lov til fra starten af partiets løbebane at være på kamerahold af de vigtigste hændelser. Han har som alle filmfolk klippet og valgt ud i materialet - og resultatet er blevet en sjælden afsløring af et projekt der øjeblikkeligt vakte de helt store forventninger, men hurtigt løb ud i sandet - og endte som en eklatant fiasko, som to af stifterne klogeligt sagde farvel til.

Stifterne var udbryderne Naser Khader og Anders Samuelsen fra Det radikale Venstre og Gitte Seeberg fra Det konservative Folkeparti - med Khader som den absolutte stjerne. Formålet var først og fremmest at bryde Dansk Folkepartis store indflydelse på VK-regeringen og dermed den meget stramme udlændingepolitik, herunder behandlingen af afviste asylansøgere der var henvist til langvarige ophold i Sandholmlejren, medmindre de selv frivilligt rejste hjem hvor de kom fra. Gitte Seeberg havde bogstaveligt talt fået nok af sit gamle partis affinden sig med stramningen.

Khader og Samuelsen var utilfredse med Det radikale Venstres ejendommelige, men selvskabte mangel på indflydelse på regeringen, idet de på den ene side ønskede VK-regeringen og statsminister Anders Fogh Rasmussen trukket væk fra Pia Kjærsgaards skepsis over for indvandrere der ikke ønskede integrering, men på den anden side ønskede en liberal midterpolitik fastholdt. Allerede her lå kimen til den senere partistrid, for da statsministeren udskrev folketingsvalg til 7. november, blev Ny Alliance hurtigt tvunget til at melde kulør. Men partiet ville ikke rigtigt ud med om man foretrak Fogh eller Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Da man imidlertid overvejende appellerede til borgerlige vælgere, prøvede man en formulering med at man ønskede Fogh som kongelig undersøger efter valget, men at man som statsminister ville have en Fogh der var anderledes end hidtil.

Gitte Seeberg var ikke glad for udmeldingen, men affandt sig med den. Allerede to dage efter partiets etablering røbede hun sin store modvilje mod statsministerens parti, for venstremanden Leif Mikkelsen forlod sit parti og meldte sig hos Ny Alliance, og han blev vel at mærke budt varmt velkommen af både Khader og Samuelsen - uden at Seeberg var blevet forhåndsorienteret.



Usikkerheden holdt sig længe, og det var vel egentligt først da erhvervsmanden Asger Aamund offentligt meldte ud at partiets potentielle vælgere måtte vide klar besked om stillingen til Fogh. Hvis partiet ikke officielt foretrak Fogh for Thorning, ville mange borgerlige vælgere afholde sig fra at stemme på det. Ingen var da heller i tvivl, da valgdagen kom, men skaden var sket. Da erhvervsmanden Lars Kolind ydermere under valgkampen på egen hånd forsøgte sig med et forslag om at sætte fynboernes indkomstskat ned til 40 % blev der endnu mere tvivl om partiets seriøsitet. Og da Khader desuden var ret usikker ved den afsluttende partilederdebat, blev valgresultatet skuffende for partiet. Det fik kun fem mandater og blev ikke tungen på vægtskålen.

Pia Christmas-Møller reddede i første omgang situationen ved at melde sig ud af Det konservative Folkeparti og blive løsgænger. Dermed mistede VKO-partierne det absolutte flertal - og Ny Alliance fik øjeblikkelig indflydelse. Men Khader og Samuelsen valgte den bløde indflydelse i asylsagen. De erklærede sig tilfredse med regeringens løfte om forhandling.

En af dem der slog sig i tøjret var den nyvalgte Jørgen Poulsen, der kom fra stillingen som generalsekretær for Røde Kors og stod for den store humanitet. Han gik solo ud med en melding om at de afviste asylansøgere skulle ud af lejrene. Det måtte Khader hurtigt dementere. Men Guldbrandsen har fanget et møde mellem Poulsen og Khader, der viser forløjetheden når den er værst. De to folketingsmedlemmer bagatelliserer fuldstændigt uenigheden og klapper i stedet hinanden på ryggen som om alt var i fineste orden og det hele kun en joke. Khader viser sin store svaghed som leder - og Poulsen demonstrerer sin totale uegnethed som seriøs folketingspolitiker.



Et kapitel helt for sig i både partihistorien og filmen er naturligvis personangrebet på Naser Khader fra Se og Hør's side. Chefredaktør Henrik Quortrup havde fået fat på nogle oplysninger der kunne så tvivl om hvorvidt Khader havde fået udført håndværksarbejde på sin privatejendom som sort eller legalt arbejde. Det viste sig at Khader ikke tilstrækkeligt hurtigt og effektivt kunne mane beskyldningerne i jorden med indiskutabel dokumentation - og da han ydermere for åbent kamera mistede fatningen i en samtale med Quortrup og gentagne gange kaldte denne et svin, så forstærkede det jo kun indtrykket af at han ikke havde helt rent mel i posen. I filmen skildres også hvordan en særdeles ubehagelig journalist fra Se og Hør generer Khader med nærgående spørgsmål midt under en valgkampagne på en gågade. Khader nægter at svare den pågående journalist. Og det dokumenteres at Se og Hør var ude på at få Khader ned med nakken.

Filmen går tæt på alle tre hovedaktører, men også på partiets to rådgivere, kommunikationsrådgiveren Rasmus Jønsson og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussnes tidligere spindoktor Ulla Østergaard. Jønsson trak læsset i starten, men blev under valgkampen detroniseret til kampagneleder til fordel for Østergaard. Kemien mellem de to var mildest talt dårlig - og da det samme efterhånden var tilfældet mellem partistifterne, udviklede der sig hurtigt en atmosfære af gensidig mistillid der dels altid skader ved at dæmpe kreativitet og arbejdsglæde, dels direkte indbyder til intrigemageri.



Jønsson forblev loyal over for Naser Khader, men filmen viser ganske klart at Anders Samuelsen og Ulla Østergaard prøvede at komme igennem med deres egen linje, mens Gitte Seeberg mere og mere gled ud i frustration over at komme længere og længere væk fra det oprindelige formål. Filmen går meget overfladisk hen over den allersidste udvikling, der endte med at Samuelsen kuppede partiet sammen med Leif Mikkelsen og Lars Sejr Christensen fra Saxo Bank. Men den efterlader ikke nogen tvivl om at Samuelsen blev mere og mere kritisk over for Khader. Han kommer til at stå som skurken i filmen - og har da også kritiseret Guldbrandsen voldsomt for manipulation med stoffet.

Et er dog at Guldbrandsen med sin blotte tilstedeværelse i lokalerne uundgåeligt kommer til at påvirke møderne - i og med at der er ting de involverede foretrækker at tie med så længe kameraet kører. Det ville jo i grunden kun indebære, at de pågældende finder en anden lejlighed til at komme med deres hjertens mening. Men det afgørende er, at der tilsyneladende bliver mere og mere der ikke kan siges højt, simpelthen fordi partispidserne og deres rådgivere mister tilliden til hinanden og begynder at trække hver sin vej. Undertegnedes fornemmelse var, at Leif Mikkelsen som partiformand spillede en langt mere central rolle i den interne splittelse end filmen lader ane. Det er muligt jeg tager fejl. Men det er et faktum at Seeberg på mødet omkring nytår 2007/08 følte sig tvunget ud i en strategi hun inderst inde ikke kunne stå inde for - og følgelig tog konsekvensen af efter nogle dages forløb.



Et eksempel på uenigheden og rådvildheden er spørgsmålet om et passende valgslogan, hvor valget kom til at stå mellem Khaders forslag om en eller anden formulering om 'tid til forandring' som mindede om Venstres valgslogan fra 2001 og Jønssons forslag om 'Ikke til højre eller venstre, men fremad'. Gitte Seeberg brød sig absolut ikke om ideen om noget der blot som meget som lignede Venstre-sloganet, men Jønsson kunne ikke komme igennem med sit ikke særligt slående slogan.

Eksemplet er godt, fordi filmen afslører at diskussionen mellem lederne forblev overfladisk. Den kom til at gå på ønskeligheden eller uønskeligheden af at ligne Venstre for meget - og ikke på substansen: Hvad ville partiet egentligt? Hvad var formålet med at stille op som nyt parti?

Filmen viser i hvert fald at fejlene var mange og store. Først og fremmest at stifterne ikke fra starten havde fået udformet et egentligt partiprogram de alle kunne stå inde for. Men også den dårlige kemi mellem de seks førende skikkelser var fatal. Khader er som nævnt alt for svag og ubeslutsom som leder - og han er ikke nogen blændende kommunikator. Men det var ham der var den egentlige stjerne fra starten og dermed ham partiet ikke kunne leve uden. Gitte Seeberg var dybt frustreret over udviklingen og formåede ikke at få de andre til at fastholde den oprindelige vision. Specielt var hun inderligt imod Samuelsens og Leif Mikkelsens liberalistiske linje. Og Anders Samuelsen på sin side blev mere og mere overbevist om at det kun var ham og hans liberalisme der kunne redde partiet. Da han overtog ledelsen og Khader gik sin vej, takkede han denne for indsatsen, men han lagde heller ikke skjul på at han synes han selv burde have været leder fra starten.

Men den væsentligste fejl som så at sige samler alle de øvrige fejl i éen er den simple at partiet savnede konsistens.



Konsistens er - både i individuel og kollektiv forstand - en indre sammenhæng der giver sig udslag i at man ikke splittes i indre modsætninger og ikke tæres op af tvivl og formålsløshed. Den kan i en vis forstand være af overfladisk karakter, nemlig når man udfolder sig i et miljø af tillid og med opgaver der er relativt enkle. Men lige så snart miljøet bliver præget af mistillid og opgaverne bliver komplicerede, så kræver bevarelsen af den indre konsistens at der er fuld bevidsthed om arbejdets og målsætningens etiske forsvarlighed. Og netop her glippede det for partiets spidser hver især og som kollektiv.

Problemet er ikke manglende god vilje eller manglende visioner, men ganske enkelt manglende kendskab til konsistensetikkens art og psykiske grundlag. Uenigheden i Ny Alliance/Liberal Alliance kom tydeligt frem under de diskussioner som filmen skildrer, men den blev aldrig på noget tidspunkt taget op til egentlig filosofisk og psykologisk behandling. Det er måske ikke så overraskende. For en af de helt store svagheder i dansk politik er det næsten totale ukendskab til filosofi og dybdepsykologi. Det gælder i alle partier - altså også hos de radikale, socialdemokraterne, SF, DF, konservative og Venstre.

Oplysningsniveauet er ganske enkelt for lavt - hvad undertegnede gang på gang har forsøgt at påpege her på siderne. Men det er et dybt beklageligt forhold, som kun bliver værre, når man tager den aktuelle økonomiske og eksistentielle krise i betragtning. Denne kan simpelthen ikke løses uden at politikerne og borgerne kommer op på et højere niveau.

Specielt skal understreges, at den danske model for et demokratisk, klasseløst og sekulært velfærdssamfund kun kan opretholdes hvis partierne bevidst går den tredje vej i fuld forståelse for komplementariteten mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet. Denne vej er mulig fordi flertallet af partier i dag - med Enhedslisten som eneste klare undtagelse - befinder sig på den meget brede midte. Velfærdssamfundets midterpolitik behøver slet ikke flere partier på midten. Men den ville vinde, hvis de mange partier opgav ensidighed og intolerance - og lærte sig lidt filosofi og dybdepsykologi.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Naser Khader lykkeligt ude af Liberal Alliance  (28.1.09.)
Lars Seier skal give Ny Alliance klar liberal profil  (24.7.08.)
Ny Alliance lettet for Jørgen Poulsens belastning  (29.06.08.)
Malou Aamund knækker Ny Alliance  (6.2.08.)
Gitte Seebergs fornuftige beslutning  (30.1.08.)
Ny Alliance i vital identitetskrise  (26.1.08.)
Ny Alliances program mere utopisk end realistisk  (31.8.07.)
Ny Alliances utopisk-revolutionerende skattepolitik  (28.8.07.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)

Fogh bag facaden   (Danmark - 24.4.03.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal