Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - muslimintegr10a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.10.10.


Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer

Hvad siger regeringen, S og SF?
Hvad siger politidirektørerne?
Er det fornuftigt at bruge ghetto-betegnelsen?
Er det muligt at få fat på alle ved hjælp af pædagogiske metoder?
Er det foreneligt med demokratiet at tolerere despekt for vestlige værdier?
Er det acceptabelt at Danmark og andre vesteuropæiske lande bliver multikulturelle?
Er det relevant at tale om højredrejning i de vesteuopæiske befolkninger?
Helhedsrealistisk konklusion
Henvisninger



Hvad siger regeringen, S og SF?

Problemerne i de sociale byggerier med overvægt af indvandrere har i længere tid været alvorlige - både her i landet og i andre vesteuropæiske lande med mange indvandrere, dvs lande som Sverige, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig. Her i landet er de mest omtalte af de belastede områder 'Mjølnerparken' på Ydre Nørrebro i København (mellem Mimersgade og Tagensvej), 'Gellerupparken' i det vestlige Århus (mellem Åbyhøj og Brabrand) og 'Vollsmose' i det nordøstlige Odense, men der er mange flere.

Til problemerne hører eksempelvis at politibetjente jages ud af bydelene med sten og flasker fra ganske unge indvandrere helt ned til 13-års alderen, eller at der må bygges hegn indtil ældreboliger, fordi de ældre føler sig truet af de unge. En anden del af problematikken knytter sig til de rabiate muslimer der bl.a. i Gellerupparken ser ud til ligefrem at have basis i områdets moské.

Generelt ligger problemet i at der dels er kriminelle bander af ganske unge mennesker som ligger uden for den pædagogiske rækkevidde som ellers med udmærkede SSP-ordninger (samarbejdet mellem skolevæsen, socialforvaltning og politi) er bred, dels findes islamistiske grupperinger der modarbejder integration. Omfanget kan altid diskuteres - og det samme kan koncentrationen i forskellige boligområder. Men problemet betragtes nu som så stort at statminister Lars Løkke Rasmussen gav det en ret lang omtale i sin åbningstale i Folketinget tirsdag den 5.okt.2010



Statsministeren sagde bl.a.:

"I Danmark har vi i generationer opbygget et trygt, rigt og frit samfund. Øget velstand og materiel fremgang har her stor betydning. Men det afgørende har været og er stadig vores værdier. Frihed til forskellighed. Ansvar for det fælles. Respekt for samfundets love. Ytringsfrihed. Lige muligheder for mænd og kvinder. En grundlæggende tillid til, at vi vil hinanden det godt. Vores rodfæstede demokrati. Det er stærke værdier, som vi aldrig skal give køb på. Men der er opstået en slags huller i danmarkskortet. Steder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende."

Konkret hed det herefter:

"Når brandmænd kun kan komme ind og udføre deres arbejde under politibeskyttelse. Når skoler og institutioner bliver udsat for hærværk. Når chikane og kriminalitet er trådt i stedet for respekt. Når parallelle retssystemer vokser frem. Så er værdier som tillid, frihed og ansvar ikke-eksisterende. Det skal vi gøre op med. Det skal vi aldrig acceptere. Problemerne er knyttet til særligt belastede boligområder. Områder, som vi i daglig tale kalder ghettoer."

Ifølge statsministeren har regeringen identificeret ikke mindre end 29 sådanne ghettoområder med særligt store udfordringer, områder, hvor en stor del af beboerne er uden arbejde, hvor der bor mange kriminelle, og hvor der bor mange danske statsborgere med indvandrerbaggrund. Her vil regeringen sætte målrettet ind ud fra det synspunkt at "Tiden er kommet til at gøre op med en misforstået tolerance over for den intolerance, der hersker i dele af ghettoerne. Lad os tale åbent om det: I områder, hvor danske værdier ikke har fuldt grundfæste, vil almindelige løsninger være helt utilstrækkelige."

Det danske samfund står ifølge statsministeren over for særlige problemer, der kræver særlige løsninger. Regeringen vil rive murene ned og åbne ghettoerne mod samfundet. Hvis der er boligblokke der har udviklet sig til fæstninger i disse områder, skal de rives ned. "Vi skal have ghettoen tilbage til samfundet. Vi skal skabe tryghed. Vi vil ikke finde os i, at ballademagere laver uro og skaber utryghed. Derfor skal politiet være aktivt til stede i ghettoerne. Både i det daglige, og når det brænder på. Indsatsen skal bygge på kendskab til lokalområdet og til beboerne....."

Afslutningsvis sagde statsministeren, at "Politiet går nu i gang med at udarbejde en ny, ambitiøs, national plan for deres indsats i ghettoområderne. Planen skal sikre en målrettet, effektiv og lokal indsats. Det er sådan, man genskaber tryghed og tillid. Regeringen vil offentliggøre en samlet ghettostrategi inden efterårsferien. En strategi, hvor vi både sætter ind i forhold til murstenene og til de mennesker, der bor bag murstenene."



Tankerne og ideerne blev gentaget af Lars Løkke på pressemødet ugen efter, hvor han ligefrem stillede spørgsmålstegn ved om beboerne i landets forskellige ghetto-områder overhovedet er en del af danskerne og af Danmark. For i disse områder er dansk et sprog, der tales af et mindretal; forældrene ikke skal op til noget næste dag; alle paraboler er rettet væk fra danske nyhedsudsendelser mod fjernere egne, som man orienterer sig imod. Danske normer omkring tillid, ligestilling, retssystem, respekt for offentlige myndigheder ikke er til stede.

At få "lagt arm med problemerne i disse områder kræver en samlet indsats på socialområdet, politi- og retsområdet, undervisningsområdet og beskæftigelsesområdet", understregede statsministeren, og da han blev bedt om at kommentere S-SF's netop offentliggjorte udspil om ghettoer der bl.a. omfatter 200 ekstra politibetjente i områderne, sagde han at politi ikke er nok: "Synligt politi er en del af løsningen, men det er ikke hele løsningen". Regeringens ghetto-udspil ville dog først komme efter efterårsferien.



Socialdemokraterne og SF er tilsyneladende kommet regeringen i forkøbet med en konkret plan, og dette tyder i det mindste på at værdipolitikken er vendt stærkt tilbage i en meget konkret form.

S og SF vil sætte en stopper for kriminalitet og skabe tryghed i de udsatte ghetto-områder. For vi er, som SF's formand Villy Søvndal udtrykker det, "nået til et punkt, hvor unge kriminelle styrer ghettoerne, og hvor politiet ikke længere har kontrollen i visse områder. Derfor vil vi oprette en ny enhed, som kan være massivt til stede."

De to partier foreslår samtidigt, at ghettoernes ballademagere under 13 år skal have udgangsforbud efter kl. 22. Der skal være lynjustits ved kriminalitet, og der må maksimalt være 30 procent socialt belastede indvandrere i de udsatte boligblokke, børnehaver og skoler.

Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt bemærker, at "Der er meget alvorlige problemer, som kræver meget drastiske skridt, hvis vi skal løse ghettoernes problemer". Hun vil derfor sætte 150 millioner kroner af til udspillet.



Hvad siger politidirektørerne?

Et flertal af politikerne på Christiansborg skal efter sigende have været positivt indstillede til udspillet, mens flere politichefer til gengæld sagde fra, herunder Københavns politidirektør Johan Reimann. Han mente ligefrem at "når politikere fra både højre og venstre side af folketingssalen i disse dage forlanger Danmarks såkaldte ghettoproblemer løst med jernhånd og med flere betjente, er de galt afmarcheret."

Han advarer ifølge Kristeligt Dagblad samtidigt mod, at generaliserende og konfronterende omtale af de udsatte boligområder kan give bagslag. Og hvad øget politiindsats angår, understreger han at man skal gøre sig fuldstændigt klart, at politiindsats ikke løser problemet - om man så satte en politibetjent på hvert et gadehjørne i Mjølnerparken.

Al erfaring viser ifølge politidirektøren, at det allervigtigste instrument er en målrettet, opsøgende og forebyggende indsats over for de socialt belastede unge, der typisk begår kriminaliteten i de udsatte boligområder. Retorik derimod får blot folk til at flytte. Og specielt påpeger Reiman det uheldige i overhovedet at kalde boligområder som 'Mjølnerparken' for en ghetto og en sort plet. For hvem har lyst til at bo i en ghetto? Med en sådan retorik risikerer man kun at skabe det problem, som man forsøger at bekæmpe.



I første omgang blev udspillet fra S og SF dog hilst velkommen af Politiforbundet, der fastslog at vi har hårdt brug for 200 ekstra politifolk til ghetto-indsats. En talsmand for forbundet undrede sig ligefrem over tre politidirektørers defensive indlæg i Ghetto-debatten: "Det er fuldstændig rigtigt, at problemerne i ghettoerne bunder i social armod og skal løses på den lange bane med sociale tiltag. Det har vi altid selv slået fast. Men det ændrer ikke ved, at loven nogle steder er sat næsten ud af kraft, og at beboere lever i stor utryghed. Det er en politiopgave at genskabe troen på retssikkerhed og tryghed. Opgaven er massiv, og derfor er det meget mærkeligt, at de tre direktører ikke tør erkende den del."



Politidirektøren for Østjyllands politi, Jørgen Illum, fremhæver over for medierne, at kriminaliteten i Danmarks mest udsatte og omdiskuterede boligområder, de såkaldte ghettoer Gellerup og Vollsmose, over de seneste par år er faldet. I Gellerup er der for eksempel siden 2008 sket et fald i anmeldelser af indbrud, røverier, vold, hærværk, tyverier og brande. Tager vi indbrudskriminalitet, indbrud i privat beboelse og gaderøverier, så er det faldet markant. Men også anmedelser for vold, hærværk og brandstiftelse er faldet, siger han.

Det samlede antal anmeldelser inden for de nævnte former for kriminalitet er faldet fra 747 anmeldelser i tredje kvartal af 2008 til 561 anmeldelser på samme tidspunkt i 2009. Og dette er et positivt resultat, der ser ud til at fortsætte ind i 2010, hvor tallet indtil videre ligger på i alt 488 anmeldelser.

Noget lignende gælder ifølge den fynske politidirektør, Poul Løhde, for Vollsmose, hvor politiet har et vældigt godt samarbejde med området som helhed. Her er antallet af indbrudsanmeldelser eksempelvis faldet fra 127 anmeldelser i 2009 til under 60 anmeldelser i 2010, mens antallet af voldsanmeldelser ligger støt på omkring de 40.



Endelig har udviklingsdirektør Johan Galster i Politikens kronik 21.10. givet sit besyv med. Han er partner i et idébureau der siden nytår har fungeret som kommunikationsrådgiver for en projektgruppe under socialministeriet med den særlige opgave at analysere hvordan et udsat boligområde som Vollsmose kan benytte bl.a. erhvervslivets strategier til "at fastholde, tiltrække og aktivere ressourcestærke aktører gennem brug af branding og positionering". Undervejs i projektet har deltagerne boet, arbejdet og analyseret forholdene i og omkring Vollsmose, som karakteriseres som "et af de stærkeste ghettobrands herhjemme".

Galster siger allerede i indledningen at der foreløbigt ikke er noget i den stedfundne research der peger på at ændringen i de fysiske omgivelserne alene kan løse de aktuelle udfordringer. Til gengæld peger analyserne på at Vollsmose har det langt bedre end sit rygte og potentielt kan udgøre en samfundsøkonomisk gevinst i milliardklassen. Det kræver at vi tør se på Vollsmose og de øvrige udsatte områder med nye øjne. Ja, Vollsmose er i Galsters øjne en investering i fremtiden.

Galster prøver at aflive flere myter om Vollsmose, herunder at området er den kriminelle højborg i Odense, at det er en ghetto og en samfunds-økonomisk udgift, og at områdets problem skulle være bygningerne. Og han hævder ligefrem at debatten om få år ikke længere vil handle om hvad samfundet kan gøre for Vollsmose, men hvad Vollsmose kan gøre for samfundet!

I den forbindelse siger han udtrykkeligt at der er behov for politikere der tør gå foran og italesætte de udsatte boligområder som ressourcer og potentialer for Danmarks Fremtid, og som forstår at bygge bro til arbejdsmarkedet og være med til at tiltrække investeringer. Så selvom Johan Galster nok udtrykker sig temmelig teoretisk og idealistisk og måske også ser særligt optimistisk på mulighederne, fordi han er sat til at finde frem til dem, så tyder meget unægteligt på at billedet trods alt er mere nuanceret end både regeringen og S-SF giver udtryk for.



Sagen er blot at flertallet af borgere og politikere ikke føler sig helt overbeviste, og at grunden turde være at grundproblematikken næppe er til at komme udenom.

Den drejer sig i Danmark som i Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig om at visse boligområder er særligt belastede fordi der rent faktisk på nuværende tidspunkt er et overtal af indvandrere der er sociale tabere, at mange børn og unge af anden etnisk herkomst ikke lærer det nationalsprog der gælder i det land de vokser op i, at de i alt for stort tal hverken får uddannelse eller arbejde, og endelig at for mange af dem bevidst modarbejder integrationen, fordi de styrkes i en klart negativ holdning til vestlige værdier gennem rabiate islamister.

Alt dette rejser i det mindste fem spørgsmål: 1) Er det fornuftigt at bruge ghetto-betegnelsen? 2) Er det muligt at få fat på alle indvandrerbørn ved hjælp af sociale og pædagogiske metoder? 3) Er det acceptabelt at Danmark og andre vesteuropæiske lande bliver multikulturelle? 4) Er det foreneligt med demokratiet at tolerere undergravende adfærd? Og 5) er det relevant at tale om højredrejning i de vesteuopæiske befolkninger fordi der er stigende modstand mod kulturrelativismen?



Er det fornuftigt at bruge ghetto-betegnelsen?

'Ghetto' er oprindeligt betegnelsen for det afsondrede område for jøder i Venedig, hvor der i 1516 blev bygget mur omkring de lokaliteter de blev tunget til at bo i. Området, der blev aflåst om natten, lå i nærheden af et støberi - på italiensk 'getto' - og blev synonymt med et sådant snavset sted (en typisk 'logik' på primærproces-niveau). Men betegnelsen bruges nu mere generelt om fattige bydele som domineres af en bestemt befolkningsgruppe, fx den sorte bydel 'Harlem' i New York. Denne blev tidligere kaldt en 'negerghetto', altså et dobbelt nedsættende udtryk.

Herhjeme blev 'ghetto' et modeord i 70'erne, hvor man bl.a. kunne tale om velfærdsghettoer, børneghettoer, alderdomsghettoer og studenterghettoer, ja, endog om prostitutionsghettoer. Første gang det blev brugt i sammenhæng med fremmedarbejderne skal være i Information i 1976. Og det gælder i alle tilfælde at betegnelsen understreger det negative eller problematiske. Ghettoer er steder hvor almindelige, fuldt integrerede mennesker med fast tilknytning til arbejdsmarkedet ikke selv kunne drømme om at bo.

Men når politidirektør Reimann påstår at man ved at betegne et område som Mjølnerparken som en ghetto ligefrem skaber det problem man vil løse, så går han nok for vidt. For problemet er der jo i forvejen. Man giver egentlig kun problemet et navn, og dette er vel forudsætningen for at kunne tage det op til drøftelse og løsning. En ghetto adskiller sig trods alt markant fra andre former for områder hvor der er sociale problemer - i og med at der er tale om lokaliserbare befolkningsgrupper der adskiller sig fra almindelige danskere ved 1) at komme fra eller stamme fra fremmede kulturer, 2) ikke kunne tale og forstå et nuanceret dansk, 3) i vid udstrækning mangler uddannelse og arbejde - og 4) forbliver desintegrerede fordi de mere eller mindre bevidst laver parallelsamfund.

Det er ikke usandsynligt at betegnelsen i sig selv kan være medvirkende til at holde velintegrerede danskere fra at flytte til disse områder, men jeg tror ikke på at det kan være udslaggivende, for alle der er orienterede om områderne i forvejen, vil da vide at de er særligt belastede. Man hører derfor ofte om folk der ønsker at flytte fra dem, vel at mærke også indvandrere der er velintegrerede. De findes jo i stort tal - og de søger også i større og større grad ud i almindelige områder, fx ved at købe ejerlejligheder.

Problemet er dem der bliver hængende. Og derfor er det ikke i sig selv en dårlig idé at rive nogle af bygningerne ned. Det kan da være en lige så god idé som det i sin tid var systematisk at rive usunde boliger ned i de gamle slumkvarterer på Vesterbro og Indre By. Det skal slet ikke benægtes at man ved storstilede byfornyelsesplaner af den art Johan Galster omtaler for Vollsmoses vedkommende kan rette op på visse bydele. Også Mjølnerparken er der store projekter for. Men det løser ikke de helt presserende problemer. Og det fjerner heller ikke behovet for at kunne kalde problemerne ved rette navn.



Er det muligt at få fat på alle ved hjælp af pædagogiske metoder?

Et af de helt store problemer i det moderne velfærdssamfund er at der på trods af enorme anstrengelser for gennem børneinstitutioner, skolevæsen, uddannelsessystem og velfærdsgoder at integrere alle landets opvoksende generationer i det gældende dansk-baserede arbejds- og boligmarked samt forenings- og kulturliv vedbliver at være nogle der ikke blot falder igennem det sociale netværk og bliver tabere, men også mange der havner i kriminelle miljøer - og er næsten umulige at få tilbage på rette spor. Det er blevet almindeligt i denne forbindelse at sige, at der er nogle der er "uden for pædagogisk rækkevidde". Pædagoger og socialarbejdere plus politi og kriminalforsorgsfolk kan næsten anstrenge sig alt det de vil - og de gør faktisk en stor indsats - men nogle forbliver uden for deres rækkevidde og vender tilbage til de misbrugs- og kriminalmiljøer de kommer fra. De er 'hardcore', som det hedder på nudansk. De tilhører den hårde kerne som der intet er at stille op med - andet end at spærre dem inde et stykke tid, hver gang de har begået en forbrydelse.

I gamle dage ville man sende sådanne folk i tugt- og forbedringshus, så de aldrig kom friske tilbage, og i de allerværste tilfælde hænge dem, så man kom af med dem definitivt. Visse steder har man brugt at isolere de værste forbrydere i længere tid på særligt dertil indrettede øde øer, men alle disse metoder anses i dag for at være et barbari der ikke hører hjemme i moderne demokratier der lægger vægt på menneskerettigheder. Selv de allerværste forbrydere menes at være en slags mennesker hvis grundlæggende menneskeværd bør respekteres, herunder retten til at eksistere.

Endnu er det dog sådan at de vestlige demokratier opretholder et militært forsvar der skal forhindre fremmede forbryderhære i at trænge ind og ødelægge de velfærdssamfund der møjsommeligt er blevet bygget op gennem 150-200 år. Ja, disse demokratier kan deltage i internationale missioner mod militaristiske bander der af mere eller mindre ideologiske eller religiøse grunde ser det som deres livsopgave med terrormidler at bekæmpe alle vestlige værdier hvor de måtte dukke op. Her kan demokratierne fornuftigvis godt acceptere vold, drab og ødelæggelse (med tilhørende fejlmargener) for at forhindre en skånselsløst destruktiv fjende i at begrænse demokratiet og forhindre udbredelsen af elementære frihedsrettigheder. Men når det gælder bander der er fjender af de vestlige værdier og opererer destruktivt på vore hjemlige breddegrader, så hænger man fast i humanistiske repressalier som ingen virkning har, fordi modparten er uden for de humanistiske værdiers rækkevidde, ja, dybest set griner åbenlyst af dem.

Dilemmaet er at den brede befolkning naturligvis ønsker opretholdelse af den civile orden, der er forudsætningen for demokratiet, og instinktivt reagerer kraftigt imod dens undergravere, men at humanismens fortalere alligevel ønsker opretholdelse af de bløde represssalier mod demokratiets fjender som vitterligt preller af på dem som vand på en gås.

Resultatet bliver uundgåeligt en uovervindelig kløft og et splittet samfund.



3) Er det foreneligt med demokratiet at tolerere despekt for vestlige værdier?

I hvert fald regeringen, DF, S og SF synes nu samstemmende at kunne se at "tiden er kommet til at gøre op med en misforstået tolerance over for den intolerance, der hersker i dele af ghettoerne", som statsministeren formulerede det.

Det er nemlig en misforstået tolerance at affinde sig med en intolerance der vil undergrave den almindelige, fornuftige og rimelige tolerance som i ethvert oplyst demokrati gælder sådanne afvigelser fra det normale som ikke truer den fælles civile orden, men derimod sikrer mangfoldigheden eller diversiteten. Fornuftig tolerance gælder aldrig den målbevidste og hensynsløse intolerance, for hvis dette skulle være tilfældet, opløses forskellen mellem hvad der er acceptabelt og uacceptabelt for den civile orden.

Demokratiet kan ikke tolerere despekt for de vestlige værdier, for disse er forudsætningen for demokratiet. Disse værdier er ikke tilfældige, overfladiske eller ligegyldige værdier som kan udskiftes som folk skifter tøj. De er grundliggende i og med at demokratiet står og falder med om frihedsrettighederne gælder eller ej. Alle borgere i et demokrati har ret til at tro og tænke hvad de vil og ytre sig frit herom - også hvis tankerne er kritiske over for magthaverne, 'systemet' eller de religiøse forestillinger. Men borgerne har ingen ret til at angribe disse rettigheder, forestillinger eller orden med voldsmetoder.

I et sekulariseret demokrati er der mange meninger om tingene, men der vedbliver at være forskel på ret og uret, ondt og godt, og sandhed og løgn. Dette er uforeneligt med en relativisme der gør alle meninger, handlinger og holdninger lige gode og lige værdifulde. Det sekulariserede demokrati forudsætter frihedsrettighederne, herunder retten til at tro hvad man vil og ytre sig frit om andres tro.

Og de befolkningsgrupper der ikke går ind for demokrati og sekularisering er reelt undergravere af begge dele.



Er det acceptabelt at Danmark og andre vesteuropæiske lande bliver multikulturelle?

Multikulturalismen er det moderne ord for det der tidligere blev kaldt kulturpluralisme og som betegner selve det faktum at der inden for en og samme nationalstat kan findes flere forskellige etniske grupper og kulturer uden at enheden nødvendigvis trues. Dette gjaldt jo typisk USA der fra starten blev et indvandrerland der tog imod emigranter fra mange forskellige lande. De tilpassede sig stort set de vilkår der blev sat i forfatningen af demokratisk sindede mennesker der ønskede uafhængighed af Europa, men ikke af frihedsidealerne.

Men i de vesteuropæiske lande er en massiv indvandring først for alvor blevet et problem med den brug af fremmed arbejdskraft som udviklingen af velstandssamfundene efter 2. verdenskrig gjorde nødvendig i det økonomiske boom som den amerikanske Marshall-hjælp gjorde mulig og som navnlig vesttyskerne forstod at udnytte under kansler Adenauer og økonomiminister Erhard. De såkaldte 'fremmedarbejdere' fik lov at blive i de nye lande - og fik både statsborgerskab og ret til familiesammenføringer (hvad der ikke blot ville sige ægtefælle og børn, men også forældre, kusiner og fætre). Resultatet blev som bekendt nye befolkningsgrupper af overvejende muslimsk herkomst som bevarede deres hjemlandes kulturer, religion og sprog, og som derfor blev dårligt integrerede i de vesteuropæiske nationalstater.

Hvor pluralismen kan opfattes positivt som udtryk for simpel diversitet, ligger der i begrebet multikulturalisme en mere ideologisk forestilling om at mange selv vidt forskellige kulturer skulle kunne leve sammen uden nævneværdige problemer, selvom de nytilkomne afviger meget stærkt fra den fælleskultur som kendetegner den oprindelige nationalkultur sprogligt, normmæssigt, livsstilsmæssigt religiøst og politisk, og som derfor med god ret kan betegnes som en monokultur.



I praksis dukker problemerne imidlertid op i stigende grad som konfliktbetonede modsætninger mellem principielt uforenelige kulturer, og følgen er at holdningen til fænomenet splittes mellem dem der er for multikulturalismen og dem der er imod. Multikulturalisterne vil overvejende argumentere for en universel humanisme og globalisme der betragter alle mennesker som ligeværdige og lige egnede til uanset kulturel baggrund at fungere som borgere i de lande de måtte havne i som fremmed arbejdskraft eller flygtninge. Mens omvendt monokulturalisterne nok mener at alle mennesker principielt er ligeberettigede som levende væsener, men ikke er lige egnede til at være borgere i alle lande, og specielt ikke har nogensomhelst ret til at slå sig ned hvor de vil. Enhver nation har ret til at værne om sin særlige kulturform, livsstil og religion samt politiske kultur. Nationen kan absorbere en hel del indvandrere, men ikke et ubegrænset antal uden at det vil gå ud over dens sammenhængskraft og livskraft.

Ud fra monokulturalisternes synspunkt vil det derfor aldrig blive acceptabelt, at nationen udvikler sig hen mod det multikulturelle. Den kan og bør være åben over for påvirkninger, udvekslinger, handelsinteresser og begrænset indvandring. Men den kan ikke tillade en udviskning af det særpræg der kendetegner nationen og som aldrig kan gøres op i objektivt konstaterbare eller målbare 'værdier'. Særpræget er overvejende en subjektiv størrelse der hænger nøje sammen med folkeligheden. Denne er igen ikke en definerbar størrelse, men tværtimod som sproget et fænomen der i sidste ende bygger på
det kollektivt ubevidste. Dette er grunden til at multikulturalisterne som hovedregel ikke forstår monokulturalisterne, men generelt bedømmer dem som snævre nationalister. De to parter kommer derfor let til at stå over for hinanden som fjender der ser ned på hinanden. Heri ligger det også at multikulturalisterne rask væk lægger afstand til monokulturalisterne ved hjælp af skældsord som nationalister, fremmedhadere og racister, der end ikke er stuerene.



Er det relevant at tale om højredrejning, fordi der er modstand mod fremmede?

Der er en udbredt uskik i den politiske debat at sætte politiske modstandere i snævre båse som det er let at kunne tage afstand fra. Meget yndet er det at stemple sine modstandere som 'populister', hvilket vil sige folk der går efter stemninger og ikke efter seriøse løsninger. Højrefløjen beskylder dog især modstanderne for at være socialister eller endog kommunister, og venstrefløjen beskylder modparten for at være konservative nationalister eller endog fascister.

Selve betegnelserne 'højre' og 'venstre', der sjovt nok skyldtes en tilfældig placering i parlamenterne, men ret hurtigt fik overtoner af klassekamp, er stadig de foretrukne i den gængse båseplaceringssport, selvom klassekampen reelt er passé i de fleste veludviklede vestlige demokratier, fordi den politiske kamp om vælgerne her gælder den store brede middelklasse.

Typisk for debatten er således at Jens Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt i en kronik om 'Kulturalismernes onde vekselsang' for et par år siden talte om to fløje der angreb hinanden, og at disse fløje naturligvis var identiske med dem vi til dagligt for nemheds skyld bare kalder venstrefløjen og højrefløjen. Venstrefløjen karakteriseredes i denne forbindelse som 'de politiske kræfter der opfatter sig som de nominelle humanistiske forsvarere for islamistiske regler og dogmer i Danmark', altså dem man møder i Enhedslistern, SF, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Højrefløjen udgøres i sin reneste form af Dansk Folkeparti, hvis identitetsbærende holdning er udtryk for en moderne form for 'differentialisme', en os-og-de-andre-holdning der primært retter sig mod muslimerne. Jf. iøvrigt artiklen
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)



Helt aktuelt er der dukket en international kommentar op af Ian Buruma der taler om 'Europæisk højredrejning'. Her spørges der hvad der dog er sket med de flinke europæere mod nord som plejede at se sig selv om verdensmestre i frihed og tolerance. Nogle af dem er nemlig nu - først i Danmark, siden i Holland og Sverige - blevet til populistiske partier der puster til frygten for især muslimske immigranter og som har formået at skaffe sig magt og sætte den politiske dagsorden i deres respektive lande. Ja, i virkeligheden er der tale om en global bølge af vrede som retter sig mod den politiske elite og dennes dårligdomme omkring globalisme og finanskrise....

For ikke længe siden udsendte den tidligere tyske toppolitiker og medlem af direktionen for Forbundsbanken Thilo Sarrazin bogen 'Tyskland afskaffer sig selv' hvor han advarede mod ikke blot de radikale muslimer, men mod alle muslimer i Tyskland. Ham måtte kansler Merkel distancere sig fra, men ikke uden samtidigt at kræve en integrationsdebat uden tabuer og uden mistanker om fremmedfjendtlighed. Men siden har hun - lidt i polemik med den nye tyske forbundspræsident - fundet det betimeligt meget udtrykkeligt at pointere at Tyskland skam er et jødisk-kristent land og ikke et islamisk.

Politikens korrespondent i Berlin, Peter Wivel, kan berette at bissen nu yderligere er skruet på i den tyske debat om indvandrere, idet tysk feminismes moderfigur Alice Schwarzer er kommet Thilo Sarrazin til undsætning med en bog der hedder 'Die Grosse Verschleierung. Für Integration, gegen Islamismus', altså 'Den store tilsløring. For integration, men mod islamisme'. Og dén har naturligvis affødt megen debat. Emnet er ikke længere tabu.



Men den grove forenkling er ikke forsvundet. Politiken bragte søndag den 10. oktober en helsides artikel med overskriften 'Højrefløjens march mod magten' med et flot kort over Europa der land for land angav de nationalistiske partiers fremgang. Forenklingen ses af at Dansk Folkeparti med en vælgertilslutning på 13,9 % ved sidste valg, Frihedspartiet i Holland (15,5,%), Fremskrittspartiet i Norge (22,9 %), Det schweiziske Folkepari (28,9 %) og Og Den nationale Front i Frankrig (10,4 %) samt Frihedspartiet i Østrig (29 %) sættes i bås med 'Storrumæniens parti' (8,6 %), 'Partiet Ataka' i Bulgarien (9,4 %), 'Bevægelsen for et bedre Ungarn' (16,6 %) og det helt ubetydelige Tysklands Nationaldemokratiske Parti (1,5 %). Altså en sammenrodning af partier med vidt forskellige formål og udgangspunkter - og kun ét fælles træk: modstanden mod indvandring og islamisering.

Det vildledende kommer dog først og fremmest af selve placeringen på den helt forældede venstre-højre skala. Nok kan der tales om en modstand mod elitens bevidste forsøg på eliminering af det nationale og folkelige, men dette basale fænomen kan ikke på nogen rimelig måde placeres på en simpel klasse-skala. Det ses jo allerede af den kendsgerning, at de gamle etablerede socialdemokratier der tidligere havde særdeles god føling med de folkelige kræfter i deres lande, men er blevet mere og mere elitære, nu er blevet tvunget til at reetablere denne føling, fordi de ellers mister vælgere. Det er jo faktisk i vid udstrækning de oprindelige lave klassers vælgere der har reageret mod indvandringen og dens fatale følger, og det er derfor helt urimeligt at placere dem på højreskalaen, og direkte skændigt at sætte dem i bås med fascister og nazister.

Virkelighedens verden i det 21. årh. kan slet ikke illustreres med en skalainddelt linje, men snarere med en kugle med en meget vid kerne som rummer middelklassen. Herudfra går der forskellige strømninger af mangeartet karakter - lige fra snævre økonomiske interesser, faglige interesser, forskningsmæssige, kulturelle, mediemæssige, ideologiske og religiøse interesser, og disse kan ikke uden forvanskning og vildledning placeres entydigt på samme måde som gamle klasseinteresser.

Hvad især det folkelige angår er det fortsat af meget bred karakter og bygger på helt naturlige, ikke-akademiske og ikke-ideologiske og derfor psykologisk meget dybe forestillinger og følelser af ofte ubevidst karakter. Og selvom de ofte svækkes gennem akademisk uddannelse, forsvinder de aldrig fra kulturlivet og åndslivet. De er derimod i meget høj grad med til at give dette mening og sammenhæng.



Helhedsrealistisk konklusion

Den helhedsrealistiske konklusion bliver derfor, at det ikke er relevant at tale om højredrejning i forbindelse med folkelig modstand mod for stor indvandring og for ringe integration af indvandrerne. Det kan kun afspore debatten.

Det er folkeligt set ikke acceptabelt at de europæiske nationer bliver multikulturelle og dermed svigter de fælles værdier af ofte dyb, ubevidst karakter som de hviler på og som er betingelsen for velfærdssamfundet.

Det er ikke foreneligt med opretholdelsen af de europæiske landes sækulariserede demokratier at tolerere åbenlys despekt for nationernes bærende værdier, endsige tolerere decideret undergravende kriminalitet.

Det er ikke muligt at nå alle modstandere af det sekulariserede demokrati gennem almindelige sociale eller pædagogiske metoder, selvom disse skal prøves længst muligt. Det kan i sidste ende blive nødvendigt med repressalier mod demokratiets fjender der isolerer de mest hårdnakkede af disse fra det øvrige samfund for længere tid - og i visse tilfælde også fratager dem deres ufortjente statsborgerskab.

Det er ikke uhensigtsmæssigt at bruge ghettobetegnelsen på de boligområder der overvejende huser indvandrere med meget høj arbejdsløshed, kriminalitet og manglende integrationsevne. Nogle af disse områder vil sandsynligvis ved ihærdig indsats fra alle instansers side kunne udvikles til normale og blandede boligområder, men hvor dette ikke er muligt, er sanering en fornuftig foranstaltning.

Politiets indsats må i hvert fald en tid styrkes i de mest belastede områder af hensyn til borgernes sikkerhed og tryghed, men politi-indsatsen kan ikke stå alene, men må altid suppleres med sociale og integrerende tiltag.

Det er imidlertid afgørende at de politiske partier viser handlekraft, og derfor må det hilses med stor tilfredshed at selv socialdemokraterne og SF nu viser vilje til at handle. Humanismen skal ikke - som en politisk kommentator nylig har formuleret det - vige til fordel for aktuel handlekraft. For skal der overhovedet være nogen mening med moderne humanisme, kan den ikke vedblivende være så idealistisk at den viger tilbage for nødvendig handling.

Tingene hænger sammen, og derfor bør ghettoproblemet altid ses i den store sammenhæng, hvor de sækulariserede demokratier til stadighed må påtage sig det fulde ansvar for opretholdelsen af den civile orden der muliggør borgernes basale tryghed og sikkerhed i en foranderlig verden.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Statsministerens åbningstale 5.10.10.
Socialdemokraternes hjemmeside
SF's hjemmeside

Vollsmose. Hjemmeside
Gellerupparken



Relevante artikler på Jernesalt:

Integration: Konservativt udspil om integration og danske værdier  (21.8.09.)
integration: vanskelighederne med at integrere muslimerne  (28.4.07.)
integration: Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)

Muhammed-sagen: Muhammed uden humor  (2.3.08.)
Muhammed-sagen: Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)

Muslimers frigørelse: Slip dogmerne...   (14.02.06.)
Muslimer og kvindefrigørelse  (24.10.05.)
Den muslimske desintegration i Danmark
muslimsk humor? (om Shazia Mirza)
Muslimsk kvindeemancipation  (29.10.09.)
muslimsk ungdom - forledt og afsporet  (18.2.08.)
De muslimske undergravere af demokratiet
- og de nyttige idioter blandt danskerne
  (20.8.02.)

Terrordom i Danmark (Mansour)  (13.4.07.)
Terrorismen: Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
terrorismens årsager  (20.2.07.)
Terroristerne iblandt os  (21.9.07.)
terroristhumor i Max Frisch' 'Brandstifterne'
Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terrortid  (Tjetjenien - 4.9.04.)
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal