Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg11c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.11.10.


Messerschmidt forkludrer partikamp og værdikamp

Dansk Folkepartis medlem af Europa-parlamentet Morten Messerschmidt, der netop er fyldt 30 år, har bebudet at han vender tilbage til den hjemmelige politik når valgperioden for Europa-parlamentet udløber i 2014. Og selv om der er længe til 2014, blander han sig allerede nu mere i folketingspolitikken, fordi han øjner nye muligheder både for sit parti og sig selv med Det Konservative Folkepartis nedtur.

Messerschmidt, der sad i folketinget fra 2005 var en stor stemmesluger ved Europavalget i 2009. Han fik 284.258 personlige stemmer og sikrede dermed DF to mandater. Han er jurist af uddannelse og er som sådan havnet i et bureaukratisk lovgivnings- og rådgivningshelvede der kræver sin mand. Men medierne interesserer sig ikke særligt meget for eu-parlamentarikerne, så den engagerede og altid kampberedte politiker vil forståeligt nok hellere hjem og slås. Og han ser vel at mærke særlige muligheder som følge af de partipolitiske forskydninger der dels skyldes Lene Espersens fallit som konservativ partiformand, dels Liberal Alliances opsving.

I et fødselsdagsinterview til Politiken 13.11. giver Messerschmidt udtryk for at han godt forstår at LA's karismatiske og velformulerede leder Anders Samuelsen trækker konservative vælgere, når denne mand nu engang kan forklare skattepolitikken bedre end Lene Espersen. Men til gengæld mener han Samuelsens parti har kapituleret over for hele den værdipolitiske dagsorden - alt det internationale og hele menneskeretsspørgsmålet, og derfor kan han glimrende ude i fremtiden se et konservativt folkeparti som vil få enormt svært ved at overleve spærregrænsen. Ja, han erklærer, at Det konservative Folkeparti er under afvikling. Det er gået fra at være et bredt favnende folkeparti til at være et ideologisk enkeltsagsparti med skattelettelser som eneste sag. De konservative er derfor ude i en decideret kamp for overlevelse. Og dette giver Dansk Folkeparti en helt ny chance.

Et sådant hug til de konservative har allerede fået dem til at kræve en undskyldning af Pia Kjærsgaard, men hvorfor i al verden skulle der komme en sådan fra den kant. Messerschmidt har da ret til at sige hvad han mener, og selvom han faktisk også i interviewet indirekte giver Lene Espersen et særligt hip, så er der jo ikke tale om injurier. På spørgsmålet om han stiler efter at blive Pia Kjærsgaards afløser som formand for Dansk Folkeparti svarer han ikke blot, at Kristian Thulesen Dahl er den naturlige afløser, og at Peder Skaarup derefter står for tur, men han kommer også udtrykkeligt og frækt med et "Ve den der i en alder af 30 år drømmer om at blive formand for sit parti". Og det kan da kun hentyde til Lene Espersen og hendes vippen den erfarne Bendt Bendtsen af pinden i en alt for ung alder!



Nu er der blot den fejl i Morten Messerschmidt ræsonnement, at Det konservative Folkeparti slet ikke i samme forstand som hans eget parti er et ægte folkeparti, men hele tiden har været og fortsat er et temmeligt elitært parti for den bedrestillede klasse. Det var fra starten et godsejerparti og blev siden et parti for industriens og embedsmandsstandens folk. I 1915 skiftede det navn fra Højre til Det konservative Folkeparti og blev erklæret talerør for tjenestemandsstanden. Den folkelige John Christmas-Møller kom ikke så godt fra sin flirt med folket sidst i 1930'erne. Og specielt i forhold til Dansk Folkeparti i dag gælder, at dette partis nødvendighed som parlamentarisk grundlag for VK-regeringen er en torn i øjet på mange konservative. Derfor forlod Gitte Seeberg og Pia Christmas-Møller partiet. Den første var som bekendt med til at stifte Liberal Alliance med bemærkningen "Nok er nok", hvilket ville sige at det for hendes vedkommende var blevet nok med Dansk Folkepartis fjendtlighed mod fremmedelementer. Men uheldigvis for hende selv blev det nye parti ikke tungen på vægtskålen ved valget i 2007. Og efter Lene Espersens fatale overtagelse af udenrigsministeriet efter den højt respekterede Per Stig Møller gælder, at det udelukkende er Liberal Alliance der nyder godt af konservative vælgeres vrede og frustration.

At erklære Det konservative Folkeparti for døende eller under afvikling turde dog være forhastet. Partiet har før været i vælgerkælderen, men rejst sig igen. Og får det den lussing ved det kommende valg i 2011 som meningsmålinger peger på, bliver konsekvensen i første omgang blot at Espersen bliver nødt til at gå af, og så vil alt afhænge af hvem der tager over. Men stadigt vil gælde, at det er de mobile vælgere der er gået til Liberal Alliance der vil kunne hentes tilbage. Dansk Folkeparti er ikke synderligt interessant i denne henseende.

Og interessen bliver endnu mindre når Morten Messerschmidt oven i de allerede nævnte udtalelser lufter nogle tvivlsomme tanker om at hans eget parti skulle kunne tiltrække intellektuelle borgerlige vælgere.



Konkret siger Messerschmidt i interviewiet: "Man skal finde en intellektuel måde at henvende sig til akademikere, for der er jo meget snobberi i akademiske kredse. Det oplever jeg tit, når jeg er ude. Folk siger at 'det kan godt være at du er o.k., men partiet'.... Det oplever man tit."

Hvad han da har tænkt sig? Jo, fortsætter han: "Jeg tror man skal opruste på den værdipolitiske bane ved at trække nogle mere filosofiske overvejelser ind i debatten. Den værdipolitiske debat bliver i dag alt for konkret, dermed kommer den til at virke latterlig. Hvad betyder det eksempelvis at vi tillader kønsopdelte svømmehaller? Det er som om den enkeltes historie bliver det banebrydende. Det er i virkeligen ikke det centrale. Det er et eksempel til at illustrere et problem, men det er jo det overordnede der er det væsentlige."

Det sidste kan man kun give Messerschmidt ret i, det er faktisk ret banalt, men i forhold til de intellektuelle i almindelighed og de borgerlige intellektuelle i særdeleshed er det afgørende skam, at man generelt ikke bryder sig om en værdipolitik der konkret kommer til at virke restriktiv for indvandrerne. De intellektuelle er i vid udstrækning liberale universalister og går ikke ind for indskrænkninger af borgernes frihed til at klæde sig som de vil, hverken i svømmehaller eller andre offentlige rum. De mener tværtimod at friheden til at klæde sig som man vil og fx gå med muslimsk tørklæde hører til de danske grundværdier og derfor er de inderst inde imod restriktioner. Og de har iøvrigt også den fordel at de i praksis slipper for generne ved fuldstændig frihed, fordi der næsten ingen indvandrere bor i de kommuner hvor de intellektuelle selv fortrinsvis har bosat sig!

Hvad intellektualismen i almindelighed angår, så gælder desuden, at den normalt er det modsatte af folkelighed. Og dette er præcis grunden til at man ikke kan regne Det konservative Folkeparti for ægte folkeligt. Navnet er ene og alene valgt for at give partiet udseende af at være bredere end det reelt er.



Grunden til at intellektualismen alt andet lige bliver det modsatte af folkeligheden ligger naturligvis i selve fokuseringen på den rationelle side af bevidstheden i uddannelse og erhverv.

Mennesket er fra fødslen primært et irrationelt, intuitivt væsen i kraft af de medfødte psykiske primærprocesser, men den intellektuelle side først kommer til med sekundærprocesserne og deres begreber, sondringer, logik og verbale sprog. Jf. grundartiklen om De psykiske fundamentalkræfter. Alle bevarer livet igennem evnen til at bruge primærprocesserne, hvad der også er helt nødvendigt for opretholdelsen af kvalitet, mening, helhed og sammenhæng i livet og livsforståelsen. Men i det moderne samfund ligger hovedvægten i skoleundervisningen, den videregående og højere undervisning og hele erhvervslivet samt offentlige administration, lovgivning m.m. på udviklingen af sekundærprocesserne. Der sker uundgåeligt en stadig intellektualisering - og den er selvfølgelig stærkest jo mere akademisk uddannelsen bliver. Heraf kommer det at de intellektuelle dominerer den mest yderligtgående venstrefløj såvel som den mest borgerlige højrefløj. På højrefløjen bliver de ofte fornemme konservative vælgere, mens de på venstrefløjen ofte ender som dogmatiske socialister eller kommunister. I begge tilfælde fjerner man sig fra realiteterne.

På midterfløjen findes til gengæld middelklassen, og det karakteristiske for det moderne vestlige velfærdssamfund er netop at denne middelklasse er blevet stadig bredere, fordi flere og flere funktionærer er rykket op i den takket været bedre faglig uddannelse og højere indkomster. Og dette er igen grunden til at politik nu om dage er blevet midterpolitik. De partier der vil til magten er nødsaget til at appellere til middelklassen. Derfor valgte først Labours Tony Blair og siden Venstres Anders Fogh Rasmussen 'den tredje vej' som sikker strategi. Og begge med midlertidigt held. Men ingen af dem forstod at give en dybere forklaring på hvad de gjorde. Derfor har både Labour i Storbritannien og Venstre i Danmark stille og roligt forladt strategien igen.

Men realiteten er den samme: partier der vil til magten, er nødsaget til at appellere til midtervælgerne - og derfor er der stærke begrænsninger for hvad de kan tillade sig af særlige knæfald for de intellektuelle, universalisterne og globalisterne. For nok kan alle oplyste mennesker se nødvendigheden af en vis universalisme og en vis globalisme på teoretisk eller intellektuelt niveau, men intuitivt holder de fleste af dem i samtlige europæiske lande fortsat på de foragtede 'nationale' eller hjemlige værdier - og gør det helt uanfægtet af visse moralisters udfald mod partier der ikke er 'stuerene', såsom Poul Nyrup Rasmussen i 1998 og igen nu i 2010. Jf. artiklen fra i forgårs Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?.

Dilemmaet for alle midterpartier er og bliver derfor at de på ene side helst skal fremstå som anstændige og humanistiske partier, men på den anden side ikke blive så 'hellige' som sådanne, at de begynder at tage direkte afstand til almindelige mennesker der intuitivt tænker og føler temmeligt nationalt.



Det radikale Venstre var for ikke mange årtier siden et ægte folkeligt midterparti med rod i den grundtvigske folkelige vækkelse, men har efterhånden bevæget sig mere og mere mod den intellektualistiske humanisme der blæser på folkelige traditioner. Socialdemokraterne har alle dage været et ægte folkeligt parti med rod i den socialistiske arbejderbevægelse, men har i dag i et temmeligt stort omfang fået problemer med den stigende akademisering af partiet. Det holdt sig ubetinget folkeligt under Anker Jørgensen, og nogenlunde folkeligt under Svend Auken. Men med Poul Nyrup kom problemet, fordi han var akademiker uden folkelig forståelse. Helle Thorning er i grunden af samme kategori, men har efter Nyrups åbenlyse og kostbare fadæse med den moralske afstandtagen til Dansk Folkeparti forstået at den fejl ikke skal gentages. Og det fantastiske er faktisk at Socialistisk Folkeparti under Søvndal og Sohn har forstået samme lektie - og derfor trods jævnlig uro blandt baglandets teoretikere har formået at tøjle de altfor principfaste intellektuelle gemytter så samarbejdet med socialdemokraterne ikke sættes overstyr. - Jf. iøvrigt artiklen Folkelighed og intellektualisme.

Dansk Folkeparti har i Pia Kjærsgaard haft en fremragende ikke-akademisk repræsentant for den folkelige borgerlighed i Danmark i kraft af hendes jævne og ligefremme væsen og tale, men partiets problem er at samtlige mulige efterfølgere er akademikere uden samme balast. Og nu kommer så den unge jura-uddannede Morten Messerschmidt og forstærker problemet ved at fable om appel til intellektuelle forestillinger, som han ovenikøbet selv i den konservative udgave stempler som overvejende snobbede! At Peter Skaarup også har klumret ved at foreslå at indvandrere for at opnå familiesammenføring skal testes for om de kan tåle at se nøgne bryster i Danmarksfilmen, fordi dette skulle være en dansk værdi, vidner også om at han ikke rigtigt kan skelne mellem hvad der bør være tilladt at vise her i landet og hvad folk skal tvangindlægges til. Også Skaarup afslører sig dermed som et nummer for intellektuel!

Men det værste er imidlertid at Dansk Folkepartis store ideologiske fætre, teologerne Søren Krarup og Jesper Langballe, i eminent grad som tidshvervsfolk er ufolkelige, selvom de foregiver det modsatte, ja, nærmest påstår at de bevisligt er de mest folkelige i landet. Men de er intellektuelle om nogen. Hele Tidehverv er en intellektuel og endda ensidigt mandstænkende bevægelse der med udgangspunkt i Søren Kierkegaards intellektualisme systematisk har undergravet den danske Folkekirkes folkelighed så eftertrykkeligt at det bliver svært om ikke umuligt at rette op. D'herrer kan deres Kierkegaard på fingrene, og de kan til hver en tid argumentere for at de sidder inde med den rette teologiske og nationale lære. Men argumentationen er netop så spidsfindig at den i hver en sætning dementerer sin folkelighed. Det kunne være deres eget problem. Men det er Dansk Folkepartis, fordi intet fornuftigt hovede i partiet er i stand til at gennemskue dem eller evner at sætte dem på plads. De får lov at gå linen ud og ødelægge Pia Kjærsgaards muligheder for at holde fast i og udbygge den ægte folkelighed i partiet.



Ulykken er med andre ord, at Dansk Folkeparti står med ét ben i den ægte folkelighed og et andet i den forskruede intellektuelle folkelighed, og at Morten Messerschmidt med sine forestillinger om intellektualistisk opdatering derfor kun bidrager til inkonsistensen i partiet. Messerschmidt burde interesse sig lidt for hvad en historiker som Paul Johnson har påvist med hensyn til intellektualismen, nemlig at der med rationalismen fremkom en ny slags åndelige vejledere, de sekulære intellektuelle (med navne som Marx, Russell, Brecht og Sartre) som var nøjagtig lige så villige til at fortælle menneskeheden hvordan den skulle tackle sine problemer som de gamle paver var. De forfægter den overbevisning, at de kan diagnosticere samfundets skavanker og kurere dem med deres eget intellekt uden hjælp fra nogetsomhelst andet. Jf. artiklen om intellektualismens dilemma.

Man skal følgelig altid være på vagt over for intellektualismen; jo mere, jo 'renere' den er. Der skal derfor helt andre boller på en filosofisk suppe, der vil kunne understøtte en skabende folkelighed der hverken er fatal samfundshersen eller tom snak.

Det eneste der vil gøre en forskel er at forstå at al ægte folkelighed ligger i direkte føling med det kollektivt ubevidste og dettes uudtømmelige muligheder for spontan og intuitativ skabelse. Denne folkelighed kunne med andre ord trække på erfaringerne i 1800-tallets folkelige bevægelser og ikke på 1900-tallets katastrofale intellektualisme og ideologisering. Det afgørende er at den direkte føling med det kollektivt ubevidste bliver genskabt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Morten Messerschmidts hjemmeside
Dansk Folkeparti



Relevante artikler på Jernesalt:

Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?  (13.11.10.)

Messerschmidt og BT's ubarmhjertige forfølgelse  (23.5.07.)
EU-valget 7.6.09.  (9.6.09.)

Pia Kjærsgaard truet på livet af fremmedelementer  (19.2.10.)
Lars Løkke bliver ved det gamle
- men Pia Kjærsgaard spøger stadig
  (9.8.09.)
Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)
Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (24.9.08.)
Thulesen Dahl på glatis om muslimer  (16.5.08.)
Uro i Dansk Folkeparti  (30.4.07)
Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF og ytringsfriheden  (9.10.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)



Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.) Intellektualismens dilemma
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)



Samfundet  (Kapitel af Jernesalts 2009-filosofi) - med afsnit om:
Nationalt og internationalt
Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering
Folk og elite
Dansk partipolitik



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal