Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - larsloekke10

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.04.10.


Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma

Et år efter at Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposten efter Anders Fogh Rasmussen - jf artikel - kan det konstateres at hans popularitet er dalet så meget, at det er højst usikkert om han vil være i stand til at vinde næste folketingsvalg over Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. En meningsmåling har vist at 36 % procent af befolkningen mener han har håndteret den økonomiske krise dårligt, 44 % og 46 % at det samme gælder henholdsvis klimaudfordringen og sundhedspolitikken. Meningsmålinger viser samtidigt at flere og flere nu for første gang tror at Helle Thorning-Schmidt bliver landets statsminister om et års tid.

Meningsmålinger skal man ikke tage for andet end det de er: øjebliksbilleder på et mere eller mindre tilfældigt tidspunkt. Valget kommer først til efteråret 2011, og resultatet behøver slet ikke at følge dagens aktuelle strømpile. Der kan ske meget i politik på halvandet år - og som tidligere fremhævet vil den økonomiske udvikling formentlig blive udslaggivende.

Men problemet for Lars Løkke og regeringen er at det langt fra er tilfældigt at begge står svagere og svagere. Det er tværtimod følgen af en række fejl og forsømmelser. Blandt andet har Venstres partiledelse ikke øjeblikkeligt grebet ind, da en betroet pressemedarbejder i partisekretariatet begyndte at udfolde sig på Facebook med en tilsvining af en ansat på Christiansborg og i et sprog der ingen steder hører hjemme i seriøst arbejde. Rækken af uheldige sager bekræfter at Lars Løkke Rasmussen er en svag partiformand og statsminister og at hans store regeringsrokade i februar ikke har været tilstrækkelig til at rette op på tingene.

På det sidste er der ydermere kommer stærk kritik af de konservatives leder, vicestatsminister Lene Espersen, også fra hendes eget bagland. Og alt i alt betyder disse forhold at regeringen efter al sandsynlighed styrer mod et nederlag til næste efterår, medmindre den viser mere lederskab og handlekraft - eller reddes på stregen af fx et markant økonomisk opsving. VKO vil til den tid have regeret landet i 10 år - og det er en lang periode i dansk parlamentarisk tradition. Og demokrati vil nu engang ikke blot sige frie valg hvert fjerde år, men også - og især - regeringsskifte med passende mellemrum. Det er ikke sundt for nogetsomhelst demokrati at en og samme partikonstellation sidder ved magten alt for længe, for magt korrumperer.



Regeringens faste støtteparti har siden 2001 været Dansk Folkeparti, og derfor er det meget sigende for situationen, at dette partis meget dygtige finansordfører Kristian Thulesen Dahl netop i Jyllands-Posten 7.4. har givet regeringen en regulær opsang.

"Jeg mener", siger han til bladet, "at der er behov for, at ledelsen i regeringen viser større ydmyghed over det at være henholdsvis statsminister og vicestatsminister." "Og når jeg taler om ydmyghed", fortsætter han, "så tænker jeg ikke på, at man italesætter det med udtryk som "lille Lars fra Græsted" eller "kald mig bare Lene", hvor det er tydeligt, at de forsøger at sige, at nu er jeg i øjenhøjde med den enkelte dansker, men overhovedet ikke agerer efter det. Så sidder man tilbage med en falsk fornemmelse........ Jeg har brug for, at de viser sig som statsminister og som udenrigsminister. At de tager lederskab og viser ydmyghed igennem lederskabet."

Især fremhæver Thulesen Dahl, at der "har været nogle konkrete eksempler, som giver danskerne grund til at tvivle på deres lederskab, og det er i situationer, hvor de helt åbent siger, at hensynet til familien kommer før det at regere landet. Der må jeg bare sige, at uanset hvor sympatisk det umiddelbart kan virke, så tror jeg, at når alt kommer til alt, at danskerne vil have, at deres øverste ledere er der for landet og også er parate til en gang imellem at sætte alt andet til side for at lede landet."

Især to sager 'sværter' efter Thulesen Dahls mening regeringstoppen. Da Løkke i januar meldte afbud til et stort ambassadørmøde med den begrundelse, at en sag i familien krævede hans tilstedeværelse. Og da Lene Espersen op til påske blev væk fra et uformelt udenrigsministermøde i Canada om situationen i Arktis, fordi hun skulle på ferie med familien. Men i mødet deltog både USA's og Ruslands udenrigsministre - og dér havde Espersen altså chancen for at mødes med disse fremtrædende og indflydelsesrige politikere for første gang.

Om Thulesen Dahl da ikke syntes kritikken er for hård, spurgte intervieweren. Men det syntes kritikeren slet ikke, for "Der er rigtig mange mennesker, der grundlæggende støtter regeringen, som vil se det lederskab og vil se, at den tager ansvaret på sig og går forrest med det gode eksempel. Det er derfor, jeg føler, at det er nødvendigt at komme med denne opsang." Og han tilføjede at "kritikken kommer fra en ven, som vil dem det godt, og det er sådan, de skal tage det."



Men som bekendt tog navnlig Lene Espersen kritikken meget ilde op, ikke mindst da den omgående blev bakket helhjertet op af Dansk Folketings formand Pia Kjærsgaard. Espersen kaldte kritikken skinger og talte direkte om at den var skadelig for sammenholdet. Men statsministeren valgte dog selv at tage udfordringen positivt op. Han var uenig i kritikken, men ville invitere Thulesen Dahl til en samtale. Alt andet ville også være uklogt.

Det ville også være svært at negligere kritikken, eftersom Berlingske Tidendes kommentator Niels Krause-Kjær udtrykkeligt 8.4. gav Thulesen ret.

Han skrev således: "For Venstre og Konservative er det værste ved Kristian Thulesen Dahls kritik af regeringens lønmodtagerkultur, at den er uhyre præcis. Sprogbruget er sat et gear op, det samme er sigtekornet, når kritikken rettes både imod Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen. Men essensen - at der er en em af magtarrogance over dele af regeringen - skal man være ignorant for ikke at se."

Og Krause-Kjær fremhævede udtrykkeligt de graverende punkter: "Udenrigsminister Lene Espersens aflysning af et møde med nogle af verdens mest magtfulde udenrigsministre til fordel for en påskeferie på Mallorca med familien kommer til at stå som symbolet for magtarrogancen. Det samme med hendes begrundelser undervejs i den diplomatiske maveplasker, som indtil videre har måttet nøjes med et ubehjælpsomt defensorat fra partifællen Naser Khader. Først argumenterede hun med, at påskeferien havde været planlagt længe. Så lød det, at kritikken for ikke at mødes med bl.a. Hillary Clinton, når lejlighed bød sig, var en småstatstankegang. Efter hjemkomsten blev kritikken affejet som personlig småfnidder. Nu er den så skinger, må man forstå."

Og herefter bliver Krause-Kjær for alvor ironisk. Tilbage står nemlig efter hans mening, "at en topminister aldrig - aldrig - ville have så meget som overvejet sådan en skulkning fra sit politiske arbejde i begyndelsen af en regeringsperiode. Kendetegnende for ministre i de unge Schlüter-år, de unge Nyrup-år og de unge Fogh-år var, at de næsten ikke kunne vente med at komme i gang. Endelig - endelig! - havde de fået magten. Nu skulle den bruges. Ikke en anledning til at påvirke, ændre, beslutte, tale og skrive, skulle gå til spilde. Og så - langsomt og umærkeligt - opstod følelsen af, at magten var naturlig og ikke blot til låns. At folk vel nærmest burde være lidt småtaknemmelige over det store arbejde, de store reformer og det personlige afsavn, forbundet med ministergerningen. Langsomt sneg magtens arrogance sig ind. Små- og store skandaler, rigsrevision og ombudsmand begyndte at røre på sig - og til sidst var det slut. Nye kræfter, optændt af den hellige ild, kunne tage over."

Og Krause-Kjær påpeger til sidst i sin kommentar, at "Kristian Thulesen Dahl og hans parti er ligeså afhængig af VK som omvendt. Når han siger, at han er oprigtig bekymret over regeringes mangel på vitalitet og at hans kritik skal ses som et venligt (desperat?) råd fra en ven, der vil VK det godt. Ja, så kunne det jo være, at det lige præcis er det, han mener. Hverken mere eller mindre."

Man kan hertil kun sige: selvfølgelig mener Kristian Thulesen Dahl hvad han siger. Selvfølgelig er det afstemt med Pia Kjærsgård. Og selvfølgelig er det nødvendigt at fremføre kritikken nu - og ikke om et halvt eller helt år, for så er det for sent. Men om det virkelig er et desperat råd, er et helt andet spørgsmål. Jeg tror det ikke. For jeg tror at Dansk Folkepartis ledelse realistisk tør se i øjnene at det langt fra er givet at de er med i noget regeringsflertal om halvandet år. De får jo alligevel en opgave.



Med hensyn til Det konservative Folkeparti skal også noteres, at et rundspørge til lokalformændene i partiet viser at hele 34 % af dem (33 formænd ud af 97) støtter kritikken af Lene Espersen på netop det kardinalpunkt der drejer sig om at hun valgte at tage på ferie frem for at mødes med blandt andre USA's udenrigsminister.

DR-nyheder har også kunnet oplyse at kritikken fortsat hagler ned over udenrigsministeren på forskellige blogs på nettet. Og Krause-Kjærs kollega som politisk kommentator på Berlingske Tidende, Thomas Larsen, hævder, at undersøgelsen sort på hvidt viser, at Lene Espersen efter K-formændenes mening har tabt hele sagen om Arktis på gulvet. Og han peger på, at udenrigsministeren ikke har taget højde for mødets store symbolværdi, der ligger i at hun er Danmarks ansigt udadtil.

Men ikke nok med det. Et flertal på ikke mindre end 56 af de 97 konservative lokalformænd havde, viser det sig, gerne set, at udenrigsministeren stadigt havde heddet Per Stig Møller. I dag søndag, dagen efter den store polske flykatastrofe der har kostet den polske præsident livet, kan det tilføjes, at Lene Espersen åbenbart kun formår ved denne lejlighed at udtale sig overfladisk som om hun overhovedet ikke anede nogetsomhelst om præsident Kaczynski. Hun udtrykte i helt generelle vendinger sin medfølelse og fortalt at hun ville sende et officielt kondolencetelegram. Men i modsætning til Tysklands Angela Merkel, Storbritanniens Gordon Brown og Ruslands Vladimir Putin og Dmitry Medvedev sagde hun intet om politikeren eller personen Kaczynski.



For Venstres vedkommende er det ikke blot en gene at partiformanden virker så svag i forhold til sin forgænger at det vækker bekymring blandt de faste støtter, men et åbenlyst problem at partiet mister stemmer og medlemmer på grund af den centralisering regeringen gennemfører i liberaliseringens, moderniseringens og globaliseringens navn. Dette rammer nemlig de dele af den danske befolkning der ønsker kommuner, regioner og lokalsamfund styrket og som ganske særligt ser med skepsis og direkte modvilje mod alle tendenser til at gøre Jylland (og især Vestjylland) og andre dele af provinsen til en 'udkant' af landet. For det er stik imod hvad de selv står for.

Men som det fremgik af artiklen forleden Skal Udkants-Danmark blot afskrives? så er begrebet 'udkant' i bund og grund en ideologisk forestilling der stammer fra hvad historikeren Michael Böss kalder et selvbevidst urbaniseret centrum, og som grundlæggende er i strid med Venstres fundamentale opfattelse. Partiet skal nok være moderne og spænde over både land og by. Men skal det være tro mod sin oprindelige idé, må det ikke blive elitært eller hovedstadsagtigt. Det må under ingen omstændigheder medvirke til at øge kløften mellem land og by.

Lars Løkke Rasmussens udfordring er derfor ret tydelig: Han skal ikke blot som venligt tilrådet af Kristian Thulesen Dahl begynde at vise mere offensivt og entydigt lederskab. Han skal også afklare partiets idémæssige grundlag, og dette vil primært sige forholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet og det tilsvarende forhold mellem individ og samfund. - Jf. bl.a. artiklen Individ og samfund som komplementære fænomener.



Dette betyder at det ikke er nok - som foreslået af Dansk Folkepartis velmenende ledere - at rette op på fejl og forsømmelser og tage têten i dansk politik. Nej, det vil i virkeligheden sige, at det må kræves af den alt andet end filosofisk indstillede Lars Løkke Rasmussen at han endeligt sørger for den afklaring af Venstres idémæssige grundlag som Anders Fogh Rasmussen aldrig fik gennemført, men som dybest set - jf. tidligere artikel - er forudsætningen for at gøre 'den tredje vej' til fremtidens vej!

Det siger næsten sig selv at udfordringen er større end Lars Løkke har format til at klare. Og det skal retfærdigvis siges, at heller ingen anden i Venstre, hos de konservative eller i Dansk Folkeparti har format til at løse opgaven eller overhovedet forståelsen for nødvendigheden af at løse den.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og regeringen er derfor et år inde i regeringsperioden og med halvandet år til næste valg i det alvorlige dilemma at de kun kan rette op på kursen ved at skaffe sig dybere indsigt i de kræfter der fører de folkelige lag i befolkningen på tværs af ideologier og akademiske teorier og elitære forestillinger. For sker dette ikke, vil regeringen stille og roligt bevæge sig nærmere og nærmere et valgnederlag i 2011. Ikke fordi oppositionen egentligt er mere afklaret eller indbyrdes mere enig, men fordi regeringen selv vil miste pusten uden en afklaring.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Skal Udkants-Danmark blot afskrives?  (4.8.10.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Individ og samfund som komplementære fænomener
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Det nye regeringsgrundlag  (25.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Lars Løkkes problem  (10.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale  (2.1.10.)
Lars Løkkes lille rokade  (27.11.09.)

Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)
Lars Løkke Rasmussens åbningstale  (8.10.09.)
Lars Løkke bliver ved det gamle
- men Pia Kjærsgaard spøger stadig
  (9.8.09.)
Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)

Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Lars Løkkes åbningstale  (15.4.09.)
Lars Løkke Rasmussen ny statsminister  (6.4.09.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal