Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg11b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.11.10.


Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?

Valgkampen er forlængst skudt i gang selvom der sagtens kan været det meste af et år til valget kommer, eftersom regeringen må se i øjnene at den formentlig vil tabe. Men det betyder i realiteten at der ikke vil ske noget afgørende det næste års tid, intet bredt samarbejde om større reformer, og ingen tagen hul på det store uløste problem om hvordan velfærden i samfundet skal finansieres på længere sigt, når der efterhånden bliver færre arbejsduelige og arbejdsvillige på arbejdsmarkedet.

Regeret bliver der selvfølgeligt, for regeres skal der jo, som Viggo Kampmann i sin tid sagde det. Vil det ene parti ikke påtage sig besværet og utakken, gør det andet det. Men da der som bekendt skal 90 manadater til at trumfe noget igennem folketinget, bliver resultatet ofte derefter: kludetæpper af kompromisser der hverken er særligt pyntelige eller særligt langtidsholdbare.



Forud for Venstres landsmøde i weekenden 6.-7. november efterlyste en række af partiets borgmestre med Lars Krarup i spidsen mere politisk mod fra partiet og partiformanden. En meningsmåling havde netop vist at tilliden til statsministerens regeringshold var dalet fra 55 % i 2009 til 27 %, mens Helle Thornings opbakning var steget fra 21 % til 40 %. Det fik Lars Krarup til meget nøgternt at konstatere at Venstres situation var alvorlig. En anden borgmester savnede politisk handling fra Venstre og en tredje klarere liberale tilkendegivelser. Generelt manglede partiet begejstring.

Dagen forud var finanslovsforhandlingerne endt med at Liberal Alliance sagde fra eller rettere blev valgt fra, fordi Anders Samuelsen midt under finansminister Claus Hjort Frederiksens drøftelser med Dansk Folkeparti gik ud på TV2 News med en udmelding om at det var en absolut betingelse for partiets medvirken til finansloven at såvel multimedieskatten som iværksætterskatten og særskatten på pension blev fjernet. Og den slags ultimative krav - som Samuelsen på begæring bekræftede telefonisk over for finansministeren - var for meget for denne. Erhvervsminister Brian Mikkelsen var også målløs over Samuelsen, men denne påstod bagefter at de tre krav var en ren gave til regeringen, hvorimod Pia Kjærsgaard kaldte dem helt urealistiske, umodne og dumme.



Den umiddelbare virkning var kun at folketingsmedlemmet Per Ørum Jørgensen der tidligere på året var sprunget fra Det Konservative Folkeparti til Kristendemokraterne med sit 90. mandat fik en nøglerolle i forhandlingerne. Og han var klog nok til ikke at forlange mere end rimeligt var, han slugte endog stramningen på udlændingeområdet.

Om det er værst for Liberal Alliance at stå uden for finanslovsforliget eller for regeringen at måtte undvære Liberal Alliances støtte, vil formentlig først vise sig ved valget. Anders Samuelsen spiller højt spil - og selv om han højst sandsynligt får tilslutning i rent liberalistiske kredse for sin politik, så lover hans færd ikke godt for et regeringssamarbejde efter valget.

Formanden for Venstres ungdom mente at Liberal Alliances syn på skatter og frihed var gode liberale synspunkter og et godt modspil til Dansk Folkeparti som "bare går ind for ældrecheck og dyrevelfærd", som han udtrykte det. Og et menigt venstremedlem gav udtryk for at hun i Venstre godt kunne savne noget "endnu-længere-ude-liberalisme".

På landsmødet undlod Lars Løkke Rasmussen ikke at takke Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for støtten til regeringen (mens han glemte Per Ørum). Men da han også fremhævede at Liberal Alliance havde erklæret at de ville støtte regeringen efter et valg, fik det flere delegerede til at trække på smilebåndet. Formanden rettede da også hovedskytset mod oppositionen.

"Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti står parat med dusinvis af nye forslag til hvordan man kan indskrænke danskernes frirum. Hvordan man kan tage ansvaret fra mennesker og flytte dem over i systemet", pointerede han og tilføjede at disse oppositionspartier ønskede højere skatter, at dette betyder lavere vækst og færre arbejdspladser. - Iøvrigt gentog han sine muntre forestillinger om den danske drøm fra sidste landsmøde. Han fokuserede derefter på folkeskolen og på et opgør med rabatrordninger i straffesystemet. Iøvrigt ville han ikke komme med mere konkrete budskaber, for de kunne forstyrre de igangværende forhandlinger om finansloven.



Mandag den 8.11. kom finanslovsforliget så i hus.

Af mindre ændringer kan næves, at der sker en reduktion med 25 % af multimedieskatten for ægtefæller. Selskaber der investerer i små og mellemstore virksomheder slipper for at betale skat af afkastet. Der røres ikke ved skat på pensioner. Erhverslivet skal kun betale halvdelen af momsudgiften ved overnatning på hoteller. Bundfradraget for sommerhusejere der udlejes gennem et bureau fordobles.....

Den omstridte aktivering af arbejdsledige ændres så den fremover skal afgøres individuel og have direkte fokus på job. De meste syge og de mindst syge skal ikke længere sendes i formålsløs aktivering. Og kommunernes refusion for omkostninger til ledige i aktivering nedsættes fra 50 % til 30 %, så selve incitamentet til kommunal aktivering reduceres.

Der afsættes en satspulje på 484 mio kr til social indsats over for svage og udsatte grupper og en pulje på 75 mio til andre initiativer på social- og sundhedsområdet. Til gengæld indføres bedre kontrol med udbetalinger af ydelser, dobbelt forsørgelse og sort arbejde for at reducere det ret store omfang af socialt bedrageri.

Alle danskere mellem 50 og 74 år skal tilbydes screening for tyk- og endetarmskræft. Rehabiliteteringsprogrammerne efter kræftbehandling målrettes og forbedres. Patienterne skal have en hurtigere afklaring af uklare kræftsymptomer.

Der afsættes 5 mia kr. til renoveringer af alment boligbyggeri og specielt 500 mio til nedrivning af ghettoer samt 150 mio til bedre infrastruktur i ghettoerne.

Og endelig indføres der nye regler for familiesammenføring til afløsning af de gamle der bl.a. rummer den alt for simple 24-års regel. Særligt indføres et pointsystem for familiesammenføring, således at der gives point for færdiggjort uddannelse, erhvervserfaring, sprogkundskaber og bolig uden for ghettoområderne. Herboende indvandrere skal have en bankbeholdning på 100.000 kr for at komme i betragning. Og ansøgere skal have en tilknytning til Danmark der er væsentlig større end tilknytningen til et andet land.



Specielt dette sidste punkt med indførelse af et pointsystem for familiesammenføring har skabt debat og forvirring, vel at mærke i begge partipolitiske lejre.

For regeringens vedkommende har der kunnet konstateres en vis uklarhed om reglerne mellem integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folkepartis ordfører Peter Skaarup, fordi ministeren har fået udtrykt sig for kortfattet i en kronik (angiveligt på grund af pladsmangel). Uenigheden blev opklaret, men viser alligevel svagheden: forslaget er slet ikke konkret udmøntet i utvetydige regler. Aftalen er strengt taget kun en hensigtserklæring.

Oppositionen har været tøvende med deres udmelding. Både socialdemokraterne og SF har principielt givet udtryk for at et pointsystem kunne accepteres som afløsning for det gamle firkantede krav, men de vil vente med at tage endelig stilling til et konkret forslag foreligger. Enkelte socialdemokratiske borgmestre fra Vestegnen har dog allerede været ude med ubetinget afstandtagen, og det har medført at integrationsordføreren Henrik Dam Kristensen har bedt dem om at tage den lidt med ro, indtil alle véd hvad de skal tage stilling til. Partiet er lidt i klemme og vil helst ikke på forhånd tage afstand fra et forslag der kunne blive en forbedring, men vil omvendt ikke på forhånd love at tage medansvar for et sådant. Dette bekræftede Helle Thorning Schmidt fredag aften i TV2Nyhederne.

Og hvad SF angår måtte partiet torsdag hasteindkalde landsledelsen til et møde om sagen, fordi der var uro i partiets bagland over at formanden allerede havde meldt ud at man ikke principielt havde noget mod forslaget, men som socialdemokraterne ville vente med en endelig stillingtagen. Villy Søvndal fik tilslutning hertil på mødet, idet han havde lagt vægt på at partiet ikke skulle lægge sig ud med socialdemokraterne, når man nu ville gå til valg på en fællesregering med dem. Politikens ærkesocialdemokratiske kommentator stemplede straks Søvndal som kyniker, skønt han må siges at være ganske nøgtern realist. Han véd at socialdemokraterne ikke vil kunne tåle SF's enegang på dette felt. Og så længe socialdemokraterne ikke har taget definitivt stilling til det endnu ikke-eksisterende forslag kan SF heller ikke gøre det.

Men i begge partier viser dilemmaerne at regeringen har haft et vist held med at splitte venstrefløjen med et i princippet relativt fornuftigt udspil om et pointsystem, der blot endnu ikke er blevet konkretiseret. Højst sandsynligt ender det med at både S og SF vil gå imod forslaget når det bliver forelagt folketinget i konkret form, men forvirringen viser tydeligt at spørgsmålet er så kontroversielt at de to partier ikke på forhånd tør sige fra. I begge partier er der modstand mod selve ideen, men omvendt gælder også at der blandt nogle af de afgørende vælgere på midten kan være så mange tilhængere af forslaget at Dansk Folkeparti i givet fald kan høste gevinst på det. Og dette ønsker S og SF selvfølgelig mindst af alt.

I samme moment kan det nævnes at det også generer socialdemokraternes ledelse at forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen påny har luftet sin gamle, meget moralistiske og ukloge idé om Dansk Folkepartis manglende stuerenhed. Han mener fortsat at partiet ikke er stuerent, og har jo også i Europa-parlamentet gjort hvad han kunne for at få venstrefløjen til at tage afstand fra nationalistiske partier, som han pr. definition sætter lig med højreekstremistiske partier. Han glemmer stadigt at Dansk Folkeparti er et folkeligt midterparti der vil tage stemmer fra socialdemokraterne hvis dette parti går for langt over til Nyrups universalistiske moralisme. Sagen viser, at det aldrig er behageligt for noget parti at deres gamle ledere falder dem i ryggen med utidig moralisme.



Alt i alt viser den sidste tids politiske debat i Danmark, at partierne er gode til at drille hinanden og stort set ikke vil bestille andet på medieplanet det næste års tid.

Imens står landet om ikke i direkte våde, så i det mindste i stampe. Bevares, regeret bliver der i den forstand at al nødvendig lovgivning af mere eller mindre EU-bestemt karakter kommer gennem møllen. Den obligatoriske finanslov vedtages ved tredje behandling med 90 stemmer mod 85 (efter diverse afstemninger med vekslende partiopdelinger om delelementerne), og regeringen kommer igennem med enkelte andre større planer som skoleændringer, ghettosanering og udlændingestramninger. Men ingen af delene vil få afgørende konsekvenser for den nærmeste fremtid og vil derfor heller ikke kunne nå at påvirke vælgerbevægelserne særligt meget, endsige løse landets fundamentale langsigtede problemer.

Alt yder på at Det konservative Folkeparti vil gå så meget tilbage ved næste valg, at regeringens overlevelse er yderst tvivlsom og i hvert fald næppe kan reddes, medmindre der sker store forbedringer i beskæftigelsen. Og det er der foreløbigt ikke meget der tyder på, selvom økonomien fortsat er relativt god i sammenligning med andre landes.

Afgørende for udviklingen bliver imidlertid at store danske virksomheder flytter produktion til udlandet eller kommer til at savne større eksportordrer og at det indenlandske forbrug kun stiger lidt. Alt for mange forbrugere er tilbageholdende fordi de af gode grunde frygter konsekvensen af for stor optimisme eller letsindighed. Og generelt er det danske lønniveau for stort i forhold til de lande vi konkurrerer med.



Det sidste burde der egentligt kunne gøres noget ved i en markedsøkonomi, men det kan der faktisk ikke i et velfærdssamfund som det danske hvor såvel lønniveauet som skatteniveauet og velfærdsniveauet gennem årtier er blevet skruet i vejret uden hensyn til de private virksomheders indtjeningsevne. Det betyder at disse for ikke at gå nedenom og hjem hårdt og brutalt må rationalisere alt det de kan - og det vil igen sige flytte megen produktion til udlandet, hvor lønniveauet er lavere. En anerkendt britisk økonom fastslog allerede i 1960'erne at fagforeningernes magt var blevet så stor at markedskræfterne reelt var sat ud af funktion hvad angår lønningerne. Og da dette nærmest er umuligt at rette op på, bliver konsekvensen at markedet regulerer forholdet lige præcis på den mest uønskede måde af alle: produktionen flytter væk. Vore samfund er jo ikke rationelt indrettede - og bliver det aldrig. Markedet bestemmer, hvad enten det er frit, planlagt eller reguleret - og markedskræfterne er irrationelle.

Landets liberalister ønsker naturligvis at den offentlige sektor bliver reduceret mest muligt, så skatteniveauet kan komme betragteligt ned. Derfor har de i ti år været utilfredse med at Anders Fogh Rasmussen med fuld musik førte Venstre ind på 'den tredje vej', midtervejen mellem liberalismen og socialismen der accepterer velfærdstanken og tilgodeser den voksende middelstand, og de stoler ikke på at Lars Løkke Rasmussen vil ændre kursen, selvom han i realiteten er fuldstændigt ligeglad med denne tredje vej - Jf. artiklen Lars Løkke glemmer den tredje vej. De rigtige liberalister sætter i stedet deres lid til Liberal Alliance, der dyrker den rene liberalisme og tilmed har det fortrin at de føler sig moralsk højt hævet over Dansk Folkeparti. Men det er trods alt kommet bag på de utilfredse venstrefolk og konservative at Liberal Alliance ikke gik med i finanslovsforliget, for det er og bliver jo kriteriet på realpolitik.

Det er fortsat Venstres store fejl at man ikke interesserer sig for en ordentlig filosofisk afklaring af modsætningsforholdet mellem det socialistiske tryghed- eller lighedsprincip og det liberalistiske frihedsprincip, dvs prøver at forstå nytten af komplementaritetssynspunktet på dette område. Partiet dumper derfor støt og roligt tilbage til den gamle visionsløse Venstrepolitik der på ny vil sætte det uden for indflydelse.

Ulykken herved er ikke at regeringsmagten skifter næste gang - for det er sundt for demokratiet - men derimod at de fundamentale problemer i det danske samfund, den langsigtede økonomiske kamp og den langsigtede værdikamp ikke har en chance for at blive løst på en blot nogenlunde tilfredsstillende måde gennem brede og holdbare forlig. Løsninger vil derfor først komme hen ad vejen i form af halve løsninger når den til den tid siddende regering får kniven på struben af de ubønhørlige internationale konjunkturer.

Derfor tør det fastslås at dansk politik er havnet i drillerier og stilstand der kun lader problemerne vokse. Politikerne har ikke mod til at gøre det rigtige og nødvendige. Og befolkningen er taget på udflugt i den overfladiske æstetiske leg med virkeligheden eller direkte lullet i søvn på et oplysningsniveau der er alt for lavt. I realiteten betyder dette tilsammen at selve demokratiet kan komme på alvor prøve i løbet af ganske få år.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Lystigt valg mellem Helle og Løkke  (7.10.10.)
Helle Thorning går nu lysere tider imøde  (1.10.10.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Liberal Alliance blokerer den tredje vej  (28.9.10.)

Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
S-Genopretningsplan og unødig skattesag  (2.7.10.)
VKO's genopretningsplan for dansk økonomi  (26.5.10.)

Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal