Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende29valg07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.11.07.


Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere

Alt er relativt, siger mundheldet, og det er i hvert fald blevet bekræftet af reaktionerne på valgresultatet, for det der objektivt set må kaldes en tilbagegang eller ligefrem et nederlag er i de fleste tilfælde blevet subjektivt opfattet som en sejr. Undtagelsen er Kristdemokraterne der ikke prøver at løbe fra kendsgerningen at de ikke kom i folketinget. De bevarer dog illusionen om siden at komme det. Men spørgsmålet er generelt om det er klogt eller gavnligt at fortolke et reelt nederlag som noget andet.

Valgets absolutte sejrherre hvad angår vælgertilslutning var SF og Villy Søvndal, der omtrent fordoblede mandattallet, men nu står i den frustrerende situation at de ikke kan bruge fremgangen til stort mere end opmuntring til gold opposition, dvs objektivt gold, men naturligvis ikke subjektivt gold, for de har lov til at tro på sig selv og deres betydning.

Sejrherre var også Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard, der mod alle forudsigelser gik frem og rent mandatmæssigt sikrede sig positionen som partiet der kan garantere VK-regeringens eksistens. De havde god grund til at glæde sig, og frygter ikke udsigten til at blive holdt uden for indflydelse, for selvom Anders Fogh Rasmussen fremover vil prøve at skaffe bredere flertal for VK-regeringens politik, så kan han ikke tillade sig på forhånd at koble Dansk Folkeparti fra. På længere sigt vil Dansk Folkepartis position dog nok i høj grad være afhængig af om partiet som folkeligt parti kommer fri af intellektuelle tidehvervsfolk som Søren Krarup og Jesper Langballe.



Det konservative Folkeparti holdt mandattallet uændret, og kunne således glæde sig over ikke, som ellers frygtet, at måtte afgive stemmer til Ny Alliance. Men deres store jubel ved valgfesten i Designcentret skyldtes at prognoserne i begyndelsen tydede på et par mandaters ekstra gevinst. Og her blev de skuffede. Men trods alt har Bendt Bendtsen stået distancen som en formand der har skaffet intern ro - og basis for fornyelse.

Enhedslisten kunne trods reducering fra seks til fire mandater glæde sig over at de ikke kom under spærregrænsen. Muligvis skyldtes det i virkeligheden taktiske stemmer fra SF'ere der nødigt så det lille, truede parti glide helt ud, men dumheden med og inkonsekvensen i at opstille en muslimsk kvinde der insisterer på at bære tørklæde som demonstrativt religiøst symbol kommer de nok ikke uden om at se kritisk på, hvis de vil gøre sig håb om at forblive i tinget.



Ny Alliance under Naser Khader havde ikke meget at feste for, for nok kom de ind i folketinget med fem mandater, og nok er det altid en kunst for et nyt parti at komme over spærregrænsen, men der var lige fra partiets stiftelse i maj måned skabt helt andre, store forventninger, og også prognoserne var lige til fjorten dage før valget gunstige. Men flere af partiets kandidater dummede sig med udtalelser der viste hvor politisk urutinerede de er, og Khader personligt kludrede også i valgkampen på en måde der rejser tvivl om hans evner som leder. Og efter at hverdagen er begyndt fortsætter han såmænd med at føre sig frem på en måde der ikke just tyder på den store realitetssans. Partiet vil lide under dette.

De radikale blev valgets helt store taber, idet de mistede hele otte af deres 17 mandater, og altså ikke blot afgav stemmer til Ny Alliance, men også til SF. Margrethe Vestager blev omgående bebrejdet at hun så entydigt havde kørt parløb med Helle Thorning Schmidt, og dermed i grunden ikke havde gjort op med Marianne Jelveds anti-Fogh-strategi, men hun fastholdt ikke desto mindre linjen. Og som den eneste af samtlige partiledere ud over Kristdemokraternes tog hun nederlaget alvorligt - og forsøgte ikke at bagatellisere det. Hun vil ganske givet blive udsat for stigende pres fra baglandet for at skaffe partiet så stor indflydelse på VK-regeringens politik som overhovedet muligt. Partiet kan ikke i længden tåle at være uden for det samarbejde på tværs af partierne det alle dage principielt har hyldet. Her er der med andre ord ikke tegn på selvbedrag i større målestok. Men der er unægteligt et langt skridt til forne tiders indflydelse som samarbejdende midterparti.



To af partierne ser imidlertid ud til hver på deres måde at blive ofre for selvbedragets farer, nemlig Venstre og Socialdemokraterne.

Venstre var ganske naturligt yderst glade og opstemte over at det trods partiets tilbagegang på hele syv mandater lykkedes at bevare det VKO-flertal der betyder at Fogh-regeringen kan fortsætte (med de naturlige ændringer den kommende rokade vil give). Feststemningen i Øksnehallen var høj, og statsministeren blev tilbørligt hyldet, selvom tabet vitterligt var stort på det personmæssige plan og efter min mening afslørede en decideret krise i lederskabet. Men på partiets landsmøde i weekenden var der slet ingen debat om partiets politik, ledelse og fremtid. Statsministeren holdt en tale der var blottet for politisk indhold, men som til gengæld ophøjede valget til et historisk valg og dagen til en historisk dag. For partiet havde vundet et valg for tredje gang i træk, og var for tredje gang blevet landets største parti. Og det kunne for tredje gang sætte partiformanden i spidsen for en regering.

Statsministeren benyttede lejligheden til - udover partiets og ungdomsorganisationens trofaste støtte - at takke Det konservative Folkeparti for det nære samarbejde, og dette blev der klappet længe af, og også at kvittere for det gode samarbejde med Dansk Folkeparti som havde sikret regeringens stabilitet i seks år. Det blev der ikke klappet af. Men desuden fremhævede statsministeren sit parti som folkeligt: Venstre har for alvor brudt Socialdemokraternes førstefødselsret til regeringsmagten. "Der er skabt et nyt mønster. Et mønster med Venstre som det brede folkelige parti, der ligeværdigt kan påtage sig den politiske ledelse af Danmark."

Ligeværdigheden med socialdemokraterne er værd at understrege, for det er givet, at Venstre er blevet et bredt midterparti der er i stand til at konkurrere med socialdemokraterne om midtervælgernes gunst, og det er ret usandsynligt at socialdemokraterne uanset eventuel fremgang ved fremtidens folketingsvalg skulle kunne genvinde den styrke de havde til og med 1998. Fogh har forstået at få moderniseret sit parti så det bliver svært at komme udenom fremover. Men folkeligt? Ja, det bliver naturligvis en definitionssag. Venstre er vel folkeligt i betydningen bredt - ligesom socialdemokraterne fortsat er folkeligt i denne forstand, hvad eksempelvis de konservative aldrig bliver, men folkesocialisterne under Søvndal ser ud til at have nærmet sig. Skal det folkelige derimod forstås i dybere forstand som noget der har at gøre med de kræfter der trækker på de arketypiske forestillinger således som de folkelige bevægelser i Danmark gjorde i 1800-tallet, så kan Venstre ikke regnes for folkeligt. For partiet ledes af akademikere der ikke har nogensomhelst føling med den ægte folkelighed i landet. Dette præger Anders Fogh Rasmussen og kredsen omkring ham - og det præger de yngre ministre og ordførere der skal sikre generationsskiftet. Men partiet lukker øjnene for problemet.



Og socialdemokraterne? Ja, de kunne feste i Cinematekets lokaler til smagen af fadøl. De havde håbet på at få væltet Fogh, men åbenbart frygtet et regulært, indiskutabelt nederlag. Nu mistede de 'kun' to mandater - og det betød i realiteten at de fik det dårligste valgresultat siden 1906. Men Helle Thorning Schmidt var glad, for hun havde bestået prøven: at holde sammen på partiet og på 'venstrefløjen'. Til TV2's morgendebat sagde hun om onsdagen: "Jeg mener Socialdemokratiet kommer styrket ud af valget. Jeg ved godt, at det lyder underligt, men jeg fik vist, at jeg kan føre valgkamp. Nu ved vi, hvordan vi skal gøre det næste gang".

Hun slog altså ikke Fogh, som hun ellers lovede, da hun blev valgt til partiformand efter Mogens Lykketoft. Men hun vil gøre det næste gang, og hun er klar over at det forudsætter, at et konkurrerende parti som SF ikke løber med hele mandatgevinsten på den fløj. Det forudsætter måske også at partiet forlader den golde oppositionspolitik som det har haft fælles med de radikale - og begynder at søge den indflydelse der ligger i at indgå forlig med flertallet. Det var hvad den forrige partisekretær fornylig anbefalede i en bog, og hvad landets socialdemokratiske borgmestre helst ser. Men om Helle Thorning Schmidt vil gå den vej er endnu uvist. Foreløbig kan hun glæde sig over at ingen i partiet rejser tvivl om hendes formandsskab.

Og dog kom der i lørdags en lille, meget forsigtig kritik fra en af partiets allermest tro støtter, en inkarneret socialdemokrat som Bettina Heltberg. I sin klumme i Politiken skrev hun at hun fortvivlet havde gået op og ned ad gulvet i stuen og overvejet om hun turde skrive, hvad hun ville skrive, nemlig noget om hvordan man må reagere på et tab, når man taber. Og det var der for Heltberg ingen tvivl om at socialdemokraterne havde gjort, ligesom de radikale. Og netop deres leder lagde ikke skjul på at hun var ked af resultatet. Men Helle "som har ledet det dårligste valg for sit parti siden 1906, smilede evig glad. Valget gik godt, fortalte hendes smil. Mening: Det gik godt for mig, det siger de jo alle sammen. Ingen grund til mismod og klage. Altså, kære venner, politik er sjovt.... ". Bettina Heltberg indrømmer at hun skriver i et anfald af svær depression, og hendes råd lyder: Man skal kende forskel på glæde og sorg. - "Og Helle: Sorg klæder Elektra"!



Som gammel skuespiller og erfaren teateranmelder kender Bettina Heltberg sine klassikere - og vælger en titel fra O'Neills dramatiske forfatterskab som overskrift på sit budskab. På originalsproget hedder den 'Mourning becomes Elektra'. Men det påfaldende er at vi her ser æstetisk på Elektras sorg. Den skal klæde hende, stå til hende, være passende for hende. Men i de græske tragedier om Elektra - Aischylos' 'Sonoffer' og Sofokles' 'Elektra' - er der på ægte tragisk vis tale om en sorg så dyb at den sætter voldsomme handlinger i gang, nemlig mordet på hendes mor og stedfar. Og det er næppe noget lignende der ville være relevant, endsige ønskeligt i den socialdemokratiske formands aktuelle situation. Hun er jo definitivt ude over de interne opgør i partiet som undertiden er blevet omtalt som kongemord og i sin tid gik ud over Bettina Heltbergs daværende ægtefælle og siden over 'kongemorderen' himself.

Lad altså hævnen ligge - og lad såmænd også den klædelige sorg ligger. Det afgørende turde være at ægte sorg kan sætte en modningsproces i gang som kan føre frem til det man i gamle dage kaldte visdom, og som adskiller sig fra klogskab eller intelligens ved at medføre en dybere nuancering af meninger, holdninger og livssyn. Hos Aischylos hedder det i 'Eumeniderne' at det er godt at blive vis gennem sorgen. Og Sofokles påpeger et sted at visdommen kommer over et menneske på samme måde som sorgen, nemlig mod dets vilje. Og dette turde være pointen. Et menneske modnes på en anden måde gennem sorg og nederlag end gennem triumf og sejr.



Sjovt nok blev socialdemokraterne i 1966 hånet efter noder i Ernst Bruun Olsens skuespil 'Bal i den borgerlige'. Vel at mærke fordi de var blevet borgerliggjorte. Og daværende SF-formand, Aksel Larsen, hånede med udgangspunkt i samme drama socialdemokraterne som 'nederlagets mænd' fordi de ikke turde gå sammen med SF og de radikale om at gennemføre en skattereform på tværs af Venstre og Konservative. Hånen var ikke uden virkning, for efter november-valget, der gav socialdemokrater og SF flertal i kraft af SF's mandatfordobling (!), indgik disse to partier i marts et skatteforlig på Store Kro til stor fortrydelse for de tre borgerlige partier. Det endte ikke godt, men det er en anden historie. Jf. artiklen om Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet.

Tiderne har unægteligt skiftet. Nu er vi næsten alle blevet borgerlige i betydning midtervælgere der ikke kunne drømme om revolution eller skattereformer der vender op og ned på alting. Og nederlagets mænd og kvinder - inklusive Bettina Heltberg - må acceptere at de "forrige tider ere forbi": socialdemokraterne er ikke alfa og omega for velfærdssamfundets opretholdelse.

Dette er måske folketingsvalgets egentlige budskab, som alle partier bør tage til efterretning. Derudfra kunne de passende prøve at komme til fælles forståelse for velfærdssamfundets fortsatte fornyelse.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Peer Sendemands rubrik: Klik

Artikler om valget:

Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)
Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende   (6.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal