Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg07c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.11.07.


Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende

Søndag aften havde Reimer Bo Christensen statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans socialdemokratiske udfordrer Helle Thorning Schmidt til valgduel på DR1, og det blev en væsentligt bedre forestilling end Jes Dorph Petersens på TV2 i torsdags. Den var kun et kvarter længere, men Reimer Bo undgik den ustandselige indgriben som Jes Dorph så sig nødsaget til for at nå alle fastlagte emner igennem, og som kostede Helle Thorning dyrest, fordi hun ikke kunne fatte sig i korthed lige så godt som Fogh. Reimer Bo gav de to duellanter tid til at tale ud uden smålig skelen til noget ur. Og det kom de overraskende godt fra.

Duellen blev også langt mere levende, fordi replikkerne var skarpere og angrebslysten stærkere. Men som altid ved sådanne dueller er der delte meninger om hvem der klarede sig bedst - også mellem såkaldte eksperter. Og det ligger jo i at ingen iagttager er helt neutral, heller ikke når de går for at være eksperter. Personligt er jeg heller ikke neutral, men mit mest neutrale, mediemæssige indtryk var at begge klarede sig godt på hver deres vis, men at Helle Thorning dog kom bedst fra kampen, fordi hun - navnlig i starten - var mest angribende.

Hun tabte lidt i den sidste ende, da spørgsmålet drejede sig om de almene boliger. Hverken hun eller Fogh havde - som det dagen efter kunne læses i aviserne - helt styr på tallene. Men Thorning dummede sig ved fra starten at postulere at byggeriet af almene boliger var gået ned under Fogh-regeringen, hvor sandheden er at nedgangen først er kommet i 2007 og ikke uden videre kan lægges regeringens boligpolitik til last, men nyopdukkede konjunkturændringer, som kan og skal afbødes, og som regeringen da også er begyndt at kigge på.



Helle Thorning konfronterede naturligvis Fogh med den uheldige Irak-krig, og selvom Fogh fastholdt det rigtige og nødvendige i konkret at fjerne Saddam Hussein og generelt at deltage aktivt i internationale aktioner, så accepterede han nu at deltagelse i sådanne aktioner fremover skulle have brede flertal i folketinget og være baseret på international konvention, hvilket i praksis vil sige på en FN-resolution. Men Thorning lod sig nøje hermed - og foreholdt ikke Fogh den kendsgerning at VK-regeringen udtrykkeligt baserede sin beslutning om deltagelse i Irak-krigen på den første FN-resolution, den fra november 2002. Dermed undlod hun at få ham til at præcisere hvor han står principielt. Og dette fandt han heller ikke selv anledning til at uddybe. For sandheden er jo, at det er et ømt punkt for Fogh, det punkt der har givet ham vælgermæssigt tilbageslag, og det han helst ikke vil tale om.

Fogh stod også svagere når det gjaldt den gensidige mistænkeliggørelse, som på den ene side hører al valgkamp til, men på den anden side ikke kan foregå helt frit. Thorning kørte - ganske som i socialdemokraternes almindelige valgkampagne - på temaet 'velfærd eller skattelettelse', og Fogh fik naturligvis pointeret at VK-regeringen ikke ser dette valg som et enten-eller, men som et både-og. Der er givet flere penge til velfærden under VK-regeringen end tidligere, og der har alligevel været råderum til skattelettelse (og gældsafvikling). Det skyldes naturligvis de gunstige konjunkturer og regeringens overordnede økonomiske politik, men Fogh valgte først og fremmest at understrege at VK holder fast i skattestoppet som sådant, mens Helle Thorning var løbet fra skattestoppet, lige såvel som hun var løbet fra 24-års reglen for familiesammenføring og fra de nationale elevtest i skoleforliget. Hvad bliver det næste Thorning løber fra, spurgte Fogh retorisk.

Helt bort set fra at skattestoppet er fuldt ud foreneligt med skatteomlægninger, bare det totale skatteniveau ikke stiger, så kunne Thorning i overensstemmelse med sandheden forklare, at socialdemokraterne ikke er løbet fra noget, men fortsat går principielt ind for skattestop, 24-års regel og tests. Men partiet har konstateret at mulige samarbejdspartnere for en kommende S-ledet regering har blødt op i deres holdninger til disse ting som de ellers hidtil har været lodret imod. Og så er det nødvendigt at være villig til at tage reglerne op til forhandling. Thorning følger her almindelig praksis i dansk politik, og der er strengt taget intet odiøst i en sådan linje. Men Fogh gentog beskyldningen og efterlod velsagtens det indtryk hos en del af de tvivlende vælgere at socialdemokraterne er mere til fals med hensyn til deres principper end han selv.



Thorning kunne efter min bedste overbevisning her have tilladt sig at give igen med grovfilen - uden at skade sin sag. Men det er hun trods alt for velopdragen til. Eller også har hun i virkeligheden som modstander for stor respekt for den ældre, sikre og unægteligt mere erfarne Anders Fogh. Det ville en mand som Villy Søvndal ikke have haft. Og derfor findes der nok her en af grundene til at det er SF der løber med det store flertal af utilfredse vælgere på den socialdemokratiske side af midten.

Omvendt gælder at Fogh - trods sine beskyldninger og skræmme-retorik - virkede venlig og afslappet i både DR1- og TV2-duellen. Begge gange mødte han op uden slips - som også Bendtsen nu gør - og begge gange smilede han mere end sædvanligt. Dette gjorde ved TV2-duellen så stort indtryk på den ellers enøjede socialdemokratiske debattør og forfatter Hanne Vibeke Holst at hun i Deadline torsdag aften ligefrem kaldte Fogh for sød! Det skete dog i samtale med studieværten inden udsendelsen - og blev røbet af denne uden hendes forhåndsaccept. Men det turde være en kendsgerning at Fogh gør hvad han kan for at virke venligere end han er til daglig som udpræget kontrolleret og kontrollerende politiker og regeringschef. Han er naturligvis ikke uvenlig som menneske, men hans ledelsesstil er hård, hårdere end både borgerlige, kvindelige vælgere og landets moderne erhvervsledere som Lars Kolind bryder sig om. Dette er Foghs største handikap, og Venstres tilbagegang i meningsmålingerne viser at han ikke rigtig er i stand til at opveje dette image med smil og løs flip.

Af denne grund skal man nu ikke udelukke at Fogh kan hale noget af det tabte ind i slutspurten, Venstres egen valgudsendelse torsdag og den store afslutningsdebat søndag. Men foreløbigt tyder alt på at VKO ligger på niveau med SRF og Ø, og at det bliver Ny Alliance der kommer til at afgøre om statsministeren efter valget skal hedde Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning Schmidt.



Usikkerhed er der fortsat, bl.a. ser det nu ud til at de konservative kan holde skansen, men at DF får sværere ved det. Det skal dog her tages i betragtning at Dansk Folkeparti altid bliver undervurderet i meningsmålingerne, fordi mange åbenbart ikke, når de bliver spurgt, vil være ved at de stemmer på dette kontroversielle parti. Faktisk har VK-regeringen formået at gøre Dansk Folkeparti stuerent i enhver henseende. Partiet er blevet dybt realpolitisk ansvarligt, og ledelsen har gjort hvad den kunne for at rense partiet for medlemmer der udtaler sig for grimt om indvandrerne. Men kritikken og uviljen har ligget der alligevel - også fra baglandet i Venstre og hos konversative. Det viser vandringen af VK-vælgere og partimedlemmer til Ny Alliance. Og det viser udtalelser fra flere af de konservative ledere. Og Fogh undgår bevidst og systematisk at udtale sig om sagen. Han vil ikke på forhånd afskære sig fra samarbejde med hverken Dansk Folkeparti eller Ny Alliance.

De Radikale har på deres side meldt ganske klart ud at de ikke vil støtte en VK-regering, og de har også indgået en aftale med socialdemokraterne om principper for fælles regeringsførelse - samt blødt op i en hidtil nærmest ultimativ holdning til 24-timers reglen. Men socialdemokraterne står i en stort dilemma, fordi SF under Villy Søvndal stormer frem og i øjeblikket står til at få deres stemmeandel mere end fordoblet. Og Søvndal vil ikke uden videre bare støtte en SR-regering, han vil have SF med i regeringen, men en regering af S, R og F ser ikke særlig realistisk ud med radikale øjne. Det er derfor ikke uden grund at Helle Thorning Schmidt nu prøver at lancere en asylpolitik der kan tiltrække både de radikale og Ny Alliance, men derimod risikerer hun at støde vælgere der ønsker en hård linje fastholdt.

De Radikale på deres side er jo principielt imod blokpolitik, og selvom man kan påstå at det ene og alene er de radikales holdning til Dansk Folkeparti der har tvunget Anders Fogh Rasmussen til at gennemføre en del af sin politik som 'blokpolitik' selvom den ikke har været sådan ment og selvom Dansk Folkeparti reelt er et midterparti - for ikke at sige et underklasseparti - så hælder de i modsætning til Ny Alliance klart til Helle Thornings Schmidts side og vil derfor i sidste ende ikke kunne forhindre at de kommer til at danne blok med S, SF og Enhedslisten (hvis dette parti klarer spærregrænsen). Det må dog siges at være en stor fordel for alle vælgere, at meldingerne fra partiet på det allersidste har været meget klare. Ingen skal forvente at der efter valget bliver et bredt samarbejde hen over midten, hvor De Radikale og Ny Alliance indgår sammen med Socialdemokraterne, Venstre og Konservative.



Efter det hidtidige forløb af valgkampen at dømme bliver det Ny Alliance der kommer til at stå med afgørelsen, og altså bliver den tunge på vægtskålen der afgør om Foghs skål vejer mere end Helle Thornings. Det med 'tungen på vægtskålen' er i grunden et absurd begreb, da tungen på en vægt ikke sidder på skålene, men er den viser på vægten der fortæller udslaget af skålenes vægt. Noget helt andet er tungen som taleorgan, og herom sagde gamle Peter Syv, at "en dåre haver hjertet på tungen, men en viis mand tungen i hjertet". Og dette er måske lige så relevant i politik, for det betyder at det klogeste i længden ikke er at fremstå som hjertelig, men at tale fra hjertet.

Her har Ny Alliance tilsyneladende et ret stort problem, fordi de som nystiftet parti med mange nye, kreative og idérige kandidater sender forvirrende signaler, som ledelsen derfor efterfølgende må prøve at si fra. Kandidaterne må nok sige hvad de personligt mener og føler for, men det er stifterne der står for den officielle linje som de valgte kandidater skal følge i tinget, fordi denne skal være konsistent og ligge inden for realpolitikkens grænser. Og derfor dur fx Lars Kolinds forslag om Fyn som forsøgsregion for en generel indkomstsskat på 40 % eller Jørgen Poulsens idé om ubegrænset asyl til flygtninge ikke.

Men problemet er der, for flertallet af partiets kandidater vil gøre skattelettelser til et ufravigeligt krav til en ny regering. Ligesom man generelt ønsker udlændigepolitikken lempet. Derfor er det givet at det kan blive yderst problematisk for Fogh at lade VK-regeringen fortsætte efter valget - og at han derfor i valgkampen lige til det sidste vil advare imod at svigte V og K.



Det er fra visse sider kritiseret at der tilsyneladende hverken er blevet plads til udenrigspolitikken eller kulturpolitikken i valgkampen. Og det er for så vidt rigtigt nok. EU's nye forfatningstraktat og den mulige afskaffelse af de danske forbehold såvel som engagementet i Afghanistan og Irak tæller ikke meget i debatterne. Og specifikke bevillinger eller forslag til kulturpolitikken i snæver forstand, mediepolitikken og kulturinstitutionerne m.m., har heller ikke høj prioritet. Debatten om velfærden i bred forstand er det centrale. Men man bør da heller aldrig se bort fra at kultur er noget mere og noget større end finkultur eller populærkultur. Det er også måden vi behandler børn, unge, syge, gamle og ikke mindst mindretal på. Så kulturen eller værdierne er skam med i valgkampen. Og man kan derfor roligt overlade det til kloge og behjertede kulturpersonligheder som Bjørn Nørgård, Birgitte Possing og George Metz at diskutere den kulturradikale venstrefløjs påståede afmagt med Jes Stein Pedersen på Deadlines 2. sektion. Det kom der ikke noget ud af, og det kommer der ikke noget ud af, sålænge man fokuserer ensidigt på nedskæringer af visse bevillinger på specielle områder.

Mere givende burde det være at tænke tanker om frihed, ansvar og fællesskab eller solidaritet til større klarhed end den gældende, altfor fastlåste der er præget af de gamle partipolitiske og klassemæssige positioner. Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt fik faktisk givet bolden op til et sådant spil af Reimer Bo Christensen i søndagens valgduel, men spillet blev det sædvanlige ping-pong der blot bekræftede at Fogh hælder til det liberale, men Thorning til det sociale. Fogh er faktisk gået langt ind på midten af den politiske bane, men han undlod helt at besvare Reimer Bos spørgsmål om han var blevet socialliberal. Thorning kunne fastslå at hun fortsat var socialdemokratisk i betydningen social og demokratisk. Men når Fogh stort set holder sig til at erklære at han er liberal og forbinder frihed med ansvar, så er det gamle toner der ikke peger fremad og intet afklarer. Her svigter statsministeren.

Og det turde når alt kommer til alt måske være den helt afgørende grund til at han har tabt terræn i kampen om vælgerne på midten og ladet et nyt parti få mulighed for at samle hans utilfredse vælgere op.



Som tidligere påpeget her på siderne har Anders Fogh Rasmussen fuldstændigt forsømt at skabe klarhed i sit eget parti om det for mange liberale mennesker afgørende spørgsmål om det rette forhold mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet i et moderne velfærdssamfund som det danske. Ingen i partiet undsiger velfærdssamfundet som sådant, men nok den socialdemokratiske udlægning af det som et samfund med en offentlig sektor der er større og vigtigere end den private. Derimod er det fortsat opfattelsen blandt mange deciderede liberalister i landet, at uligheden i et samfund er til fordel for alle, fordi den fremmer initiativlysten og dermed øger den økonomiske vækst. En sådan opfattelse har bl.a. venstrefolk som Eva Kjer Hansen og Søren Pind - samt en borgerlig tænketank som Cepos der tæller flere venstrefolk. Jf. artiklerne om Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.) og Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
.

Men sætter man uligheden over alt andet, havner man i det man kalder Manchesterliberalismen og som er en ideologi der i sin værste form er en kynisk laisses faire-politik der ser stort på ethvert socialt hensyn. Den havde sin storhedstid i England i 1830'erne og -40'erne, og stort set ingen går ind for den i dag. Alle liberalister erkender at der må være en grænse for friheden et eller andet sted. Men hvor tør de ikke sige - ud over at de altid peger på at frihed bør være forbundet med ansvar. I den helt aktuelle skattepolitik kunne Danmarks liberale parti, Venstre, enes med Det konservative Folkeparti om at afskaffe topskatten og dermed en uhensigtsmæssig beskatning af de høje arbejdsindkomster der afspejler særligt værdifuld erhvervsindsats. Men da Dansk Folkeparti satte sig imod ideen, blev den droppet uden sværdslag fra statsministerens side. Han ville altså ikke tage det ideologiske besvær det er at skabe forståelse mellem liberale og initiativrige erhvervsfolk i sine egne rækker og mindre liberale, socialtfokuserede politikere i Dansk Folkepartis rækker. Resultatet er velkendt. VK ligger som de selv har redt.



Nu vil der til alle tider være sprængstof i dilemmaet mellem frihed og tryghed eller lighed, det vil altid være et spændingsfelt, men der findes i komplementaritetssynspunktet en glimrende mulighed for at komme ud over den logiske forheksning af modsætningsforholdet, den der kører på enten-eller-tænkningen, og i stedet fremhæve modsætningerne som dynamiske principper der kan folde sig ud ved siden af hinanden. Det er i realiteten det det moderne velfærdssamfund går ud på, og som den brede midterpolitik er udtryk for. Men den politisk-filosofiske tænkning er ikke fulgt med og har ikke givet en tidssvarende fortolkning af forholdet.

Og vel at mærke kan dette problem ikke siges at være af ren og skær teoretisk interesse. Det er særdeles jordnært og praktisk-politisk, for kun en tidssvarende fortolkning af det dynamiske forhold mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet kan sikre den energi til de politiske kræfter der for alvor kan hæve niveauet op over klassekampens forældede begreber. Men det kræver en forståelse af sammenhængen der er så dybtgående at den formår at forene fornuftens nøgterne erkendelse med hjertets lidenskabelige engagement.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til partiernes hjemmesider m.m.:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten
Ny Alliance

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Statsministeriet - med links til øvrige ministerier



Relevante artikler på Jernesalt:

VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)
Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng  (7.10.07)
Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)

VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Ny Alliances program mere utopisk end realistisk  (31.8.07.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
Ny Alliances utopisk-revolutionerende skattepolitik  (28.8.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Venstre ramt af udbrud  (14.5.07.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)

Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Status over Året 2006  (31.12.06.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Absolut behandlingsgaranti gives ikke  (28.11.06.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)

Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Politiske parametre  (6.2.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal