Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg07b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.11.07.


Opbruddet i dansk politik en kendsgerning

Halvvejs inde i valgkampen kan det fastslås med nogenlunde sikkerhed at folketingsvalget den 13. november efter al sandsynlighed vil betyde et virkeligt opbrud i dansk politik af en slags som ikke er set siden 1973, da Mogens Glistrups Fremskridtsparti med 28 mandater, Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater med 14 og Jens Møllers Kristelige Folkeparti med 7 - tillige med Knud Jespersens gamle Kommunistparti med 6 og Ib Christensens gamle Retsforbund med 5 mand - stormede ind i tinget og vendte op og ned på det etablerede, stærkt klasseprægede system. Socialdemokratiet mistede dengang 24, Konservative 15, Venstre 8 og De Radikale 7 mandater - og på det længere sigt blev resultatet valg cirka hver andet år gennem de næste tyve år. Alle de nævnte opbrudspartier var da efterhånden gledet ud af tinget med Centrum-Demokraterne som det sidste i 2005, idet dog Pia Kjærsgaards udbrydere fra Fremskridtspartiet under navnet Dansk Folkeparti var kommet ind i 1995 og hurtigt fik sig stærkt placeret.

Denne gang er det blot et enkelt parti der laver ravage i systemet, nemlig det i sommers nydannede udbryderparti fra Det Radikale Venstre som valgte det sigende navn 'Ny Alliance' og efter meningsmålingerne at dømme kommer ind med 10-15 mand og dermed sandsynligvis blive tungen på vægtskålen der kan afgøre hvem der bliver landets næste statsminister, Anders Fogh Ramussen eller Helle Thorning Schmidt. Sidstnævnte ser foreløbigt ikke ud til som ny formand for socialdemokraterne at kunne sikre sig nævneværdig fremgang og må altså regne med at skulle manøvrere i det nye ting med kun omkring 46 mandater eller nøjagtigt det samme som Anker Jørgensen sad tilbage med efter valget i 1973. Venstre der har været landets største parti siden Foghs valgsejr i 2001 må nu regne med en tilbagegang, der i værste fald kan bringe det under socialdemokraternes størrelse.



Men ellers må det siges, at opbruddet i rækkerne denne gang ikke generelt er vendt mod de gamle partier, men specifikt mod VK-regeringen og dens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti. Det er Venstre der som skaber af dette samarbejde må indkassere den største lussing for linjen, men Det Konservative Folkeparti med de lidt fine, elitære fornemmelser ser også ud til at tabe - og Dansk Folkeparti skal være glade hvis de kan holde stillingen. Alt dette afspejler at partimønstret i dag er helt anderledes end i 1973. Den gamle klassekamp er en saga blot, fordi landet ikke længere er et klassesamfund. Det er et middelklassesamfund med relativt stor homogenitet, hvor ekstremistiske partier ikke længere har store chancer for at gøre sig gældende. Den politiske kamp er blevet en kamp om vælgerne på midten, og disse er stort set alle sammen borgerlige i betydningen ikke-socialistiske og ikke-revolutionære. Men naturligvis er der fortsat ulighed i samfundet - eller 'social stratifikation' som det hedder med et af sociologernes fine ord.
Det hører med til billedet, at Socialistisk Folkeparti under sin nye, energiske leder Villy Søvndal står til en fordobling af mandaterne fra 11 til 22, hvad der ikke er set siden 1966, da salig Aksel Larsen fordoblede mandaterne fra 10 til 20 på grund af modstanden mod socialdemokraternes planer om indførelse af moms. Krag så ingen anden vej for fortsættelse end at tilbyde den ellers i det store politiske mørke udstødte Larsen et samarbejde. Den opportunistiske Krag skiftede standpunkt på en time - han havde som bekendt kun et standpunkt til han tog et nyt - og resultatet blev i første omgang at opportunisten Larsen skiftede standpunkt med hensyn til momsen, men i anden omgang at SF blev splittet og et valg måtte udskrives sidst på året. Her tabte Krag og Larsen deres 'røde kabinet', og VKR dannede regering. Morale: To vidt forskellige partier kan ikke lave regeringsaftale uden at slække på deres dogmatiske standpunkter, men de kan heller ikke gøre dette efter forgodtbefindende, for så risikerer de at blive straffet for det af vælgerne. Dette bliver naturligvis også Villy Søvndals dilemma efter valget, fordi SF's program på flere punkter afviger så markant fra socialdemokraternes at et regeringssamarbejde er så godt som umuligt uden at der bliver slækket på kravene. Hvor langt kan han gå, og hvor langt vil Helle Thorning i givet fald gå, når også de radikale skal være med i vognen?



Ny Alliance er primært skabt på grundlag af det radikale folketingsmedlem Naser Khaders dybe frustration over at de radikales mangeårige leder, Marianne Jelved, lige siden VK-regeringens dannelse i 2001 blankt har nægtet ethvert samarbejde med Anders Fogh Rasmussen, sålænge Dansk Folkeparti havde indflydelse. Da intet, heller ikke efter valget i 2005, tydede på at Fogh ville opgive dette samarbejde, syntes de radikale henvist til nok en lang ørkenvandring uden den indflydelse de som traditionelt samarbejdende midterparti havde haft siden partiets start i 1905. Og da Jelved var uimodtagelig for sund fornuft, brød Khader ud tillige med partiets EU-parlamentsmedlem Anders Samuelsen, og de fik tilslutning fra den konservative EU-parlamentariker Gitte Seeberg, der længe havde været utilfreds med sit eget partis samarbejde med DF - og iøvrigt bar et vist nag mod Bendt Bendtsen for forbigåelse ved ministerudnævnelser. Det nye parti fik omgående stor medgang - og De radikale valgte omsider i august at skifte formanden ud med Margrethe Vestager, der heller ikke kan lide Pia Kjærsgaard, men hælder til Helle Thorning uden dog at være helt så afvisende over for Fogh som Jelved. Også de radikales fronter er altså brudt op - de har endda vist sig imødekommende over for en opblødning af deres ellers dogmatiske afvisning af 24-års reglen for indvandrere som socialdemokraterne har været med til at indføre og agter at fastholde, fordi de ikke tør slække udlændingepolitikken.

For Ny Alliance bliver dilemmaet, hvem de skal pege på som statsminister efter valget. Da de er brudt ud af de radikale, fordi de ikke er modstandere af Fogh personligt eller af Venstre som parti, og desuden har deres væsentligste potentielle tilgang af vælgere fra Venstre og Konservative der er utilfredse med VK's samarbejde med DF, så burde de logisk hælde til Anders Fogh Rasmussens side, og de har da også udtrykkeligt sagt at de agter at pege på Fogh som forhandlingsleder efter valget. Men da Fogh har været snu nok til ikke at lade sin regering træde tilbage med det samme, er det ikke givet at der kommer en forhandlingsrunde, en dronningerunde, med samtlige partier. Hvis Fogh ser muligheder for at fortsætte VK-regeringen, kan han gøre det indtil den eventuelt udsættes for et decideret mistillidsvotum i tinget, og et sådant vil forudsætte at NA stemmer imod Fogh - enten straks eller efter en kort tid i det nye tings arbejde. Men et mistillidsvotum behøver ikke uden videre at udløse dannelsen af en ny regering. Det kan udløse et nyt valg. Og hvad vil Ny Alliances vælgere da sige?



Naser Khader prøver at undgå denne ubehagelige situation ved at kræve et klart svar fra Fogh på spørgsmålet om han foretrækker Pia Kjærsgaard eller Khader selv som samarbejdspartner. Men dette vil Fogh selvsagt ikke røbe, da det vil binde ham fuldstændigt uantageligt. Han har vitterligt haft et særdeles fint samarbejde med Dansk Folkeparti, og medmindre Ny Alliance skulle gå hen at blive så stort at det kan sikre VK en regeringsdannelse uden om DF - hvad intet i øjeblikket tyder på - så er det ikke særligt sandsynligt at Fogh fra den ene dag til den anden vil skippe DF. Det vil dybest set være moralsk forkasteligt og bekræfte alle beskyldninger mod ham om at være renlivet taktisk magtpolitiker, altså en opportunistisk taburetklæber som Krag. Og det vil formentligt efterfølgende svække ham ganske betydeligt som frontfigur i dansk politik. Ja, det ville i givet fald gøre ham til en ynkelig Schlüter.

Men unægteligt sidder også Fogh med et problem, fordi han helt unødvendigt har udskrevet et valg der mod hans forventninger kan bringe hans egen position i fare. Fogh har begået flere fejl på det sidste, den største går endda to år tilbage i tiden. Han fejlvurderede i oktober risikoen for en valgnederlag, men han forsømte også at udnytte en chance for sejr i september eller et overrumplende lynvalg ved Ny Alliances dannelse i juni, hvor det nye parti ikke ville kunne nå at blive opstillingsberettiget. Men allerværst lavede Fogh skatteforlig med Bendt Bendtsen uden at tage Pia Kjærsgaard i ed, og det betød at DF nægtede at være med. Men i stedet for at forhandle et forlig i stand mellem disse tre partier, overlod Fogh det til Bendtsen at hale et kompromis med Kjærsgaard i land - og dette endte som bekendt med at de konservatives store drøm om en lettelse af topskatten blev taget af bordet. Det havde alle tre partier måske ellers kunnet leve med hvis næste valg først var kommet i slutningen af 2008, men da det overraskende kom med det samme, har både Venstre og Konservative fået at føle at forliget ikke er liberale eller konservative vælgeres kop te. De strømmer i stort tal til Ny Alliance, hvis største sag er en generel nedsættelse af personskatten til nogle og 40 procent og en ophævelse af såvel top- som mellemskat.

Men Foghs manglende forståelse for nødvendigheden af at imødekomme de konservative og liberale vælgere på dette centrale punkt - og til dette formål overtale Dansk Folkeparti mod passende modydelser på andre punkter - hænger nøje sammen med hans uvilje mod at skabe principiel klarhed om den ulighed i Danmark som påkalder sig manges opmærksomhed, men som daværende socialminister Eva Kjer Hansen i 2005 fik på puklen af sin chef for at ytre sig forstående om. Hun blev ikke alene sat på plads, men Fogh undlod - som påpeget i artiklen Partiskadelig uafklarethed i Venstre - fuldstændigt at forklare sine liberale vælgere hvordan forholdet mellem frihed og lighed retteligt skal forstås i det moderne velfærdssamfund og dermed også at forklare Dansk Folkeparti og dets jævnere vælgerskare hvorfor en vis ulighed må accepteres i et dynamisk samfund. Det forstår begge parter stadigvæk ikke - og det kan Fogh kun takke sig selv for. Følgen er klart, at liberale erhvervsfolk nu i stigende grad svigter Venstre til fordel for Ny Alliance.



Ny Alliance vil efter valget stå i en situation som kan minde om tidligere opkomlinge- eller udbryderpartiers problemer efter en overbevisende valgsejr, her tænkes på Dansk Folkeparti, Fremskridtpartiet og Centrum-Demokraterne. Kan partiet holde sammen på en broget flok af individualister med hver sine drømme? Eller vil det blive splittet i fraktioner der trækker hver sin vej? Vil de overhovedet kunne enes om at pege på en statsminister efter valget? Og vil de i givet fald kunne blive enige om at give denne rimelige chancer for realpolitisk manøvrering, eller vil nogle af dem være så idealistiske at de hellere vil fælde en regering end give køb på principper? Vil flertallet af dem overhovedet kunne trives med det tunge arbejde som realpolitisk udvalgsarbejde og forligspolitik indebærer og som betyder uendeligt trættende mødevirksomhed og meget lav effektivitet i forhold til arbejdsindsats?

Ny Alliance har haft held til at tiltrække mange kendisser fra erhvervsliv, organisationsliv og medieverdenen. De vil uden tvivl give stemmer, men vil også kunne risikere at være med til at svække den i forvejen ringe respekt for folketingsarbejdet. Politik i dag er desværre udsigtsløs for partier og politikere der ikke kan opvise stor medielyst og -tække. Folk som Aksel Larsen, Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen havde aldrig nået hvad de nåede uden. Men det må omvendt også konstateres, at deres indflydelse blev uden varigt resultat. Pia Kjærsgaard har været langt bedre, og meget kunne tyde på at Villy Søvndal også bliver en undtagelse fra reglen, hans nylige uforsigtighed med hensyn til påstande om besøg på plejehjem helt ufortalt. Khader har til gode at vise, hvad han duer til. Det er nemlig ikke nok at være vellidt og få opbakning i startfasen. Han skal også vise at han kan holde sammen på tropperne - og navnlig skabe tillid til sin person og sit parti når han efter valget går ind i et mere forpligtende samarbejde med det ene eller det andet parti. Fogh kan han næppe narre med store ord eller generelle standpunkter. Dansk Folkeparti har netop vundet Foghs tillid, fordi dets topfolk har præsteret et dygtigt og fornemt stykke arbejde på det praktiske lovgivningsniveau.

Anders Fogh Rasmussen på sin side har fra starten af sin regeringstid fremstået som en overordentlig kompetent og tillidvækkende regeringschef, der som noget af det første i sin præsentation af den nye regering fastslog at blokpolitikken i landet var forbi. Klassekampen var forbi - og han ønskede bredt samarbejde i Folketinget. Det fik han ikke, fordi oppositionspartierne afviste et samarbejde der indirekte omfattede Dansk Folkeparti som regeringens faste støtteparti, og fordi Fogh aldrig for alvor gjorde noget forsøg på at mane fordommene om Dansk Folkeparti som ekstremistisk højreorienteret parti i jorden. Men Fogh har også fra starten fremstået som en yderst kontrolleret og kontrollerende parti- og regeringsleder, og det har bl.a. gjort ham ret upopulær blandt kvindelige vælgere. Men det har også - og det er trods alt langt værre - låst ham fast i bestemte meninger og holdninger som han ikke har været villig til at tage op til diskussion og følgelig heller ikke villig til at bringe henimod en tiltrængt afklaring over for kritikere inden for egne rækker eller partnere inden for andre partier. I sidste ende er dette vel at betragte som Anders Fogh Ramussens allerstørste svaghed - og selve den svaghed der kan bringe ham til fald. Fogh har nøgternt set ikke forårsaget det aktuelle opbrud i dansk politik ved nogen form for blokpolitik eller mangel på visioner og langsigtede mål til velfærdssamfundets gavnlige udvikling, men snarere ved for stor ufølsomhed over for folkelige strømninger i befolkningen. Og denne ufølsomhed hænger igen sammen med manglende kontakt med de kollektive lag af vores fælles bevidsthed, en kontakt som Dansk Folkeparti besidder.



Naser Khader har netop personligt fået ørerne i maskinen, fordi Se og Hør's chefredaktør Henrik Quortrup har beskyldt ham for at have fået udført sort arbejde til 80.000 kroner på sit hus. Beskyldningen er blankt afvist af Khader, der er blevet så vred over den, at han på TV2 har kaldt Quortrup et svin. Quortrup bygger sin sladderhistorie på en betalt anonym kilde der skal have modtaget kontant betaling for en del af arbejdet, men Khader kan dokumentere at han har revisorgodkendt regning på fuldt legalt arbejde fra den entreprenør der har udført arbejdet og kan naturligvis - som han selv pointerer - ikke kontrollere om dennes håndværkere har udført arbejde sort eller ej. Hvem der har ret, er på nuværende tidspunkt ikke til at vide, men to ting står fast. Det er unormalt i branchen at bygge på anonyme kilder der afgiver deres påstande mod betaling. Og det er unormalt at en chefredaktør der nyder tillid som kommentator i tv og radio giver sig til at plante så udokumenterede, belastende beskyldninger mod en fremstormende politiker, som han oven i købet i længere tid har plejet personligt bekendtskab med. Det er ganske enkelt noget svineri, der dømmer 'Se og Hør' som et smudsblad - og chefredaktøren som en alt andet end uvildig iagttager og kommentator. Sagen vil næppe skade Khader, men falde tilbage på Quortrup, der også har afsløret sin kynisme ved åbenlyst at nyde at Khader et øjeblik mistede besindelsen, da han hørte de grove beskyldninger. Quortrup har da også foreløbigt - frivilligt eller ufrivilligt måttet indstille sit kommentator-virke for resten af valgkampen,

Sagen er et frastødende eksempel på at den sladder- og sensationshungrende presse forfølger personer uden ringeste hensyn til saglige eller reelle moralske og politiske hensyn. Denne del af pressen er med til at sænke eller ødelægge det demokratiske niveau for den politiske debat. Og det er synd og skam. Men det må være håbet, at det store flertal af vælgere ikke lader sig narre. Det danske demokrati bør fortsat være præget af en grundliggende fordragelighed og tillid der kan sikre respekten for forskellighed og modsætninger og respekten for samarbejde og overvindelse af modsætninger.

Valget er ikke afgjort endnu - og afgøres først i og med tirsdag den 13. november. Den først tv-duel mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt har netop fundet sted på TV2 - og faldt efter mit skøn ud til sidstnævntes fordel uden at skabe klarhed over hvilken regering valgkampen konkret vil ende med. Men opbruddet i rækkerne er under alle omstændigheder en kendsgerning. Og det bliver nødvendigheden for et samarbejde hen over den i dag meget brede midte også. Her kommer demokratiet til at stå sin prøve, for her skal balancen findes mellem realpolitik og visionære mål, såvel som balancen mellem realpolitik og principper.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til partiernes hjemmesider m.m.:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten
Ny Alliance

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Statsministeriet - med links til øvrige ministerier



Relevante artikler på Jernesalt:

Valg, værdier og medier  (10.11.07.)
Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende   (6.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)
Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng  (7.10.07)
Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)

VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Ny Alliances program mere utopisk end realistisk  (31.8.07.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
Ny Alliances utopisk-revolutionerende skattepolitik  (28.8.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Venstre ramt af udbrud  (14.5.07.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)

Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Status over Året 2006  (31.12.06.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Absolut behandlingsgaranti gives ikke  (28.11.06.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)

Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Politiske parametre  (6.2.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal