Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg07a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.10.07


Folketingsvalget og dets perspektiver

Så udskrev statsminister Anders Fogh Rasmussen folketingsvalget til afholdelse tirsdag den 13. november. Det kom lidt overraskende i den forstand at det af nogle oprindeligt forventede tidspunkt - engang i september - forlængst var overskredet, men det blev efterhånden uundgåeligt, fordi regeringens pludselige holdningsskifte med hensyn til de irakiske asylbørn udløste så mange spekulationer og rygter, at arbejdsroen i folketinget måtte anses for tabt. Og da meningsmålingerne i den seneste tid har været relativt gunstige for regeringen og ugunstige for socialdemokraterne, slog Fogh altså til.

Det er en risiko han løber, for dels er udfaldet af et valg aldrig sikkert, dels bliver det denne gang særligt usikkert, fordi der med Ny Alliances opdukken i maj måned blev skabt nye samarbejdsmuligheder hen over midten i dansk politik som kan betyde almindelig ustabilitet, og måske navnlig usikkerhed om Fogh Rasmussens chancer for at køre VK-regeringen videre med forsvarligt resultat.

Statsministeren begrundede i folketinget valgudskrivelsen med usandsynligheden for at skaffe brede flertal bag de store reformer om kvaliteten i den offentlige sektor og beskæftigelsen. som kræver brede flertal for at være holdbare. Han angav ialt fem punkter som regeringen ønsker at gå til valg på: kvalitetsreformen, beskæftigelsesplanen, fortsat stram udlændingepolitik, en ambitiøs klima- og energipolitik og endelig, men ikke mindst, en fortsat ansvarlig økonomisk politi. Han vendte sig direkte mod den overbudspolitik som allerede havde gjort sig gældende fra oppositionens side, og som ville umuliggøre ansvarlige aftaler. Regeringen er allerede gået til grænsen af det økonomisk ansvarlige.

Timingen for valgudskrivningen er ikke den værste, hvis man ser på meningsmålingerne, men den kan heller ikke kaldes indlysende heldig. Den er bevidst fremprovokeret gennem opblødningen af holdningen til de irakiske asylbørn, og opblødningen som sådan kan måske umiddelbart give nogle point, men næppe få kritikken af regeringens asylpolitik til at forstumme. Og kritikken kommer vel at mærke fra alle sider.

Perspektivet for valgkampen er derfor at regeringen skal kæmpe temmelig hårdt for sit liv. Den har gode kort på hånden når det gælder respekten for Anders Fogh Rasmussens regeringsførelse og det faktum der hedder oppositionens splittelse samt Helle Thorning Schmidts manglende erfaring. Den har også et særdeles gort kort på hånden når det gælder spørgsmålet om ansvarlig økonomisk politik og dermed bestræbelsen på at forbedre den offentlige sektor uden at pumpe penge ud, så økonomien bliver overophedet. Men den har stærke følelser og illusioner imod sig fra alle dem der ser mere på dækningen af de kortsigtede behov end på varetagelsen af de langsigtede samfundsmæssige interesser.



De politiske partiers reaktioner er ikke overraskende.

Venstre og Konservative står sammen om valgets nødvendighed og den ansvarlige politik. Dansk Folkeparti frygter ikke valget - og har næppe grund til det. Pia Kjærsgaard understreger nødvendigheden af at fastholde både værdikampen og den stramme asylpolitik, og hun advarer direkte mod at lempe asylpolitikken. Socialistisk Folkepartis Villy Søvndal jubler, for alle meningsmålingerne tyder på stor fremgang for partiet. Til gengæld har han allerede måttet lide den tort at hverken S eller R vil have SF med i et eventuelt regeringssarbejde. Margrethe Vestager frabad sig endog at blive interviewet på DR2' Deadline sammen med Villy Søvndal og Enhedslistens Frank Aaen, for de radikale ville ikke sættes i bås med 'de røde'. Enhedslisten på sin side må døje med Asmaa-problemet. Den kontroversielle Asmaa Abdol-Hamid bliver partiets topkandidat, selvom der har været betydelig modstand mod hende i partiet og et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde skulle have vedtaget ny kandidatopstilling, hvis valget ikke var blevet udskrevet. Problemet er, at mange af Enhedslistens tillidsfolk og vælgere ikke kan få partiets almindelige irreligiøse indstilling til at harmonere med at partiets topkandidat er demonstrativt tørklædebærende muslim, der oven i købet også udskiller sig fra normaliteten ved ikke at ville give hånd til mænd.



Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt og partisekretær Henrik Dam Christensen er klar til kamp. De har ikke mange penge til rådighed, men vil rejse land og rige rundt for at møde vælgerne. Og Helle Thorning gør sig også på tv. Hendes store handicap er den manglende erfaring. Folketingsarbejdet har hun fået lært efter godt to et halvt års medlemsskab, men regeringserfaring har hun ikke. Det er der andre statsministerkandidater før hende der heller ikke har haft, bl.a. Hans Hedtoft og Anker Jørgensen. Men hendes folketingsgruppe består efterhånden også af personer uden ministererfaring. I den forgangne valgperiode har ikke mindre end fem folketingsmedlemmer trukket sig ud, heraf to tidligere ministre. Og denne gang er der ti medlemmer der ikke genopstiller, heraf fem tidligere ministre. Kun fhv. udenrigsminister, 61-årige Mogens Lykketoft og fhv. miljøminister, 64-årige Svend Auken bliver tilbage. Men alt dette udelukker naturligvis ikke at Helle Thorning kan blive statsminister eller partiet danne regering - med eller uden de radikale. Det demokratiske system udmærker sig faktisk ved at forudsætte at uprøvede kræfter en gang mellem får chancen for at komme til.

Værre er partiets overbudspolitik. For godt nok understreger Thorning at en S-regering ikke vil hæve skatterne, men kun ophæve den nuværende regerings skattelettelser, således at skattestoppet som sådant fastholdes. Men partiets velfærdsoplæg og hele ideen om velfærdsrettigheder forudsætter en udvidelse af den offentlige sektor der ikke kan undgå at få følelige virkninger på det private erhvervslivs i forvejen spændte beskæftigelsessituation og dermed hele samfundsøkonomien. Der er derfor ingen tvivl om at partiets politik vil give stof til konflikt med de radikale, eller at statsminister Anders Fogh under valgkampen vil blive ved med at påpege det risikable ved det socialdemokratiske eksperiment.



Ny Alliance betød for alvor opbrud i det politiske mønster herhjemme. Dels blev Det radikale Venstre splittet i den Jelved-fløj der var absolut uforsonlig over for Fogh Rasmussen og hans samarbejde med Pia Kjærsgaard - og en klart borgerlig fløj der ikke bryder sig om den indflydelse Dansk Folkeparti har haft, men som alligevel foretrækker en borgerlig frem for en socialdemokratisk statsminister. Meningsmålingerne har klart vist at der er stort behov for et sådant parti - og udviklingen umiddelbart efter partiets dannelse afslørede også at flere medlemmer af Venstre og Konservative foretrak det nye parti.

Partiets store dilemma er, at dets program er altfor højtravende idealistisk. Mange vælgere i dette land ser gerne en dyberegående skattereform, men Ny Alliances idé om en ensartet procent på 40-42 på personskatten forekommer så dristig at den næppe vil have chancer for at blive virkelighed. Og hvad angår forholdet til Dansk Folkeparti, så er det et plus at Ny Alliance adskiller sig markant fra Det radikale Venstre ved ikke på forhånd at udelukke DF totalt fra indflydelse, men kun at ønske indflydelsen stærkt begrænset. Naser Khader har gjort det helt klart at man i princippet ønsker den stramme udlændingepolitik fastholdt. Problemet kommer når valget er overstået og der skal vælges regering. For Ny Alliance forestiller sig at man blot kan pege på Anders Fogh Rasmussen som forhandlingsleder, men siden fravælge ham, hvis han ikke giver tilstrækkeligt store indrømmelser til partiet. Men sådan foregår forhandlingerne om en ny regering slet ikke i Danmark. Her skal partilederne sige god for dannelsen af en regering selvom de ikke selv bliver medlemmer af den. Kun de partier der indgår i et direkte regeringssamarbejde får indflydelse på udarbejdelsen af det konkrete regeringsgrundlag. Dette har Dansk Folkeparti måttet finde sig i både i 2001 og i 2005, ligesom tidligere de radikale og SF ofte har måttet gøre. Resultatet kan altså meget vel blive at Ny Alliance må sluge dannelsen af en VK-regering uden garantier for at Dansk Folkeparti bliver holdt udenfor. Alternativet bliver en socialdemokratisk mindretalsregering der bliver afhængig af Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Men at støtte en sådan vil nærmest være selvmord for Ny Alliance.

Dette skal dog ikke forstås derhen at Ny Alliance ikke får indflydelse, selvom de accepterer en VK-regering der også kommer til at basere sit parlamentariske flertal på DF. Bliver de selv afgørende for at VK-regeringen kan mønstre de afgørende 90 mandater, får de en indflydelse der vil gøre livet besværligt for Anders Fogh Rasmussen og som i værste fald vil kunne komme til at udløse et valg i utide. Men det er utopi at tro at DF får mindre betydning fremover, medmindre Ny Alliance får så mange mandater at Fogh eventuelt ville kunne se bort fra DF. Ny Alliance skal imidlertid nok komme til fadet på den ene aller anden måde. Ikke alene har partiet tre dygtige stiftere i front. De opstiller - som det netop er kommet frem - også så kendte folk som Røde Kors' generalsekretær Jørgen Poulsen, erhvervsmanden Lars Kolind (tidl. Oticon-direktør) og tidligere direktør for Rådet for Større Færdselssikkerhed René la Cour. Der er næppe tvivl om at specielt Jørgen Poulsen vil blive et kæmpemæssigt aktiv for Ny Alliance. Han er særdeles kendt og værdsat - og er af gode grunde medievant som kun få. Men han er også ensidigt humanistisk indstillet. Faren er derfor, at han går hen og trækker så mange velmenende vælgere til sig, at det i forvejen utopisk indstillede Ny Alliance helt slipper jordforbindelsen. Det vil i givet fald komme til at koste en borgerlig regering al manøvremulighed.



Kristendemokraterne levnes ikke nogen chance for at vende tilbage til folketinget. Deres kristelige eller moralistiske mærkesager tæller ikke længere for alvor hos vælgerne. Og deres mere almindelige humanistiske holdninger findes nu også hos andre, endda i slagkraftig form. Og hvad Centrumdemokraterne angår er de nærmest blevet til grin efter at Bjarne Møgelhøj trak sig som formand og medlem og uden held gjorde haneben til Ny Alliance, og den tidligere DF'er Louise Frevert efterfølgende tilsluttede sig partiet og på et pressemøde dansede op med den nye, ukendte partiformand, som hun kender fra Københavns Borgerrepræsentation. Ærgerligt at partier der kun har snævre mærkesager at bygge på og som ryger under spærregrænsen er utilbøjelige til at indse at deres tid er forbi.



Kommentarerne fra de politiske kommentatorer til valgudskrivningen er iøvrigt af forventelig karakter.

Berlingske Tidende melder ud så det ikke kan misforstås: "Vælgerne bør give Fogh et styrket mandat, så statsministeren får reel handle- og manøvrefrihed. Som dansk politik har været de sidste seks år, har kun Dansk Folkeparti haft reel politisk indflydelse. Det vil være godt, hvis Fogh får reel valgfrihed, så han kan vælge sit flertal fra sag til sag."

Jyske Vestkysten taler om "valget vi ikke har bedt om". Information til gengæld om 'årtiets vigtigeste valg'. Børsen kalder det 'erhvervslivets ønskedrøm', hvis regeringen kan få flertal med Ny Alliance alene, for så bliver skatten på arbejde lettet. Og Jyllands-Posten understreger at der står meget på spil. Men hvis Fogh vinder, har han bevist at han har fravristet socialdemokraterne førsteretten til velfærdssamfundet.

I Politikens leder udbryder tidligere minister Anita Bay Bundegaard ikke overraskende et 'Endelig' over at valget er blevet udskrevet. Folketingsvalget handler efter hendes mening om at få genindført muligheden for at føre reformpolitik i Danmark. "Vi er ikke imponerede af en regering der med de mest gunstige økonomiske vinde i årtier og solid opbakning i store dele af befolkningen til en fornuftig, fremadrettet politik har valgt at lade nogle få bagstræbere styre skuden. Derfor er valgkampen velkommen. Måtte reformkræfterne vinde", slutter hun fromt.

Nyhedavisens chefredaktør David Trads lægger ikke skjul på sin foragt for både Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. De er begge blevet illusionsløse levebrødspolitikere uden visioner. De kæmper begge kun for den brede midtes 60 procent af befolkningen der har deres på det tørre. Og de er ligeglade med både den øverste femtedel, som skal sikre den danske økonomis fremtid, og den nederste femtedel, de arbejdsløse og socialt svageste. De to partiledere vil blot justere lidt på de velbjærgedes rettigheder og bestikke dem med en gavebod af valgløfter, så valgkampen vil blive kedsommelig. "Derfor er der god grund til at opfordre alle til ikke at nøjes med at følge den skarpe udveksling mellem Venstre og Socialdemokraterne, men også holde vågent øje med de mindre partier."

Allerede tirsdag aften, altså inden valget var udskrevet, skrev Thomas Larsen i Berlingske Tidende, at det umiddelbart kunne se ud til at regeringens udspil om asylbørnene rent politisk rammer ved siden af, men han betoner dernæst at problemerne i forhold til Dansk Folkeparti er til at overskue, fordi der bag den offentlige uenighed er dyb forståelse mellem Fogh og Pia Kjærsgaard. "I den sidste tid har Fogh været yderst omhyggelig med at fortælle DF-ledelsen om sine intentioner", kan Larsen fortælle. "Der har været møder på kryds og tværs mellem regeringschefen, integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), Peter Skaarup fra DF-ledelsen - samt samtaler mellem Fogh og Pia Kjærsgaard." Så Larsens konklusion er, at Fogh - så at sige med Kjærsgaards stiltiende bifald - har ønsket at befri regeringen for en dårlig sag.



Tilsvarende mente Politikens politiske kommentator Peter Mogensen, der tidl. har været rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen, også dagen før valgudskrivningen at regeringens asylforslag var en taktik fra Foghs side. "Men det virker. Kun lægerne, Røde Kors og vælgerne kan presse ham yderligere. Oppositionen må se på fra sidelinjen." Og senere hedder det: Thorning-Schmidt har atter måttet se en statsminister agere i nuet. Når vilkårene omkring ham ændrer sig, hugger han til. Hendes job er nu at forklare vælgerne, at lempelsen er ren taktik, hvad de givet er ligeglade med." Og konklusionen lyder: Foghs Rullemarie kører på højtryk. Og oppositionen kan endnu en gang blot se til!

I dag, torsdag den 25., er Peter Mogensens vinkel blevet en lidt anden, nemlig at se en systembevarer over for en fornyer. Helle Thorning-Schmidts salgstalent kan flytte vælgerne mod socialdemokraterne, hedder det, men form alene gør det ikke. Hun skal sælge en politik der fremstår som nytænkning". For "statsministeren frygter ikke oppositionens evne til at levere politisk nytænkning. Men han frygter at det virkelig lykkes for Thorning-Schmidt at brænde igennem fjernsynsskærmene i de små hjem."

For Peter Mogensen er Foghregeringens fem valgpunkter udtryk for systembevarelse, mens socialdemokraternes alternativ er fornyelsen. Men som statsministeren selv fik lejlighed til at fremhæve i TV2's program Mogensen og Kristiansen, hvor han blev interviewet af selvsamme Peter Mogensen og sin egen tidligere spindoktor Michael Kristiansen, så er det da besynderligt at kalde regeringens samlede reformpolitik (kommunalreformen, kvalitetsreformen, beskæftigelsesplanten og klimapolitiken) for systembevarende. Det er tværtimod meget omfattende og meget ambitiøse planer. Men uden tvivl får vi i Mogensens kommentar en klar indikation af hvad valgkampen præcist vil komme til at dreje sig om: Det er nemlig ganske rigtigt systembevarelse over for fornyelse, men det er VK-regeringen der står for det fornyelsens lange seje træk gennem store reformer der først slår igennem hen ad vejen, mens socialdemokraterne står for den systembevarelse der ligger i at sætte velfærden lig med størst mulig offentlig sektor med tilhørende pengeudpumpning.



Valgets hovedtemaer bliver uden tvivl de af Fogh Rasmussen angivne: kvalitetsreformen og dermed en fortsat fornyelse af velfærdssamfundet, en klima- og energipolitik der vil rette op på den lidt for store ubekymrethed over klimaforandringerne og en beskæftigelsesindsats der vil skaffe flere passive mennesker i arbejde og skaffe fornøden kvalificeret arbejdskraft til landet. Hertil kommer så en fortsættelse af den stramme udlændingepolitik med en rimelig opblødning på det særskilte område som er blevet aktualiseret gennem mediekampagner og har ført til valgudskrivelsen. Og endelige den økonomiske ansvarlighed der er forudsætningen for reformernes gennemførelse under fuld iagttagelse af hensynet til fast kronekurs, lavest mulig inflation og rente - og passende balance mellem offentlig og privat sektor.

Ansvarligheden står over for såvel flothederne med dyre valgløfter som illusionerne i dele af befolkningen om rekordhøje lønstigninger ved de forestående overenskomstforhandlinger. Borgerlige vælgere ønsker ikke nogen tilbagevenden til typisk socialdemokratisk politik med systematisk stigende offentlige udgifter, men ønsker tværtimod økonomisering med de begrænsede ressourcer på en sådan måde at kvaliteten kan højnes uden økonomisk overophedning.

Værdikampen kommer uundgåeligt ind i billedet, fordi socialpolitiken til syvende og sidst er et spørgsmål om værdier og værdiers forståelse og prioritering. Det er let nok for alle partier at love højere bevillinger til alle gode og smukke formål, men at se bort fra ressourcernes begrænsning er uansvarligt. Den politiske kamp i almindelighed og valgkampen i særdeleshed bliver derfor også et spørgsmål om realitetsprøvelse, en prøvelse af hvor langt befolkningens realitetssans egentlig rækker når det kommer til prioriteringer og langsigtethed. Det er ingen kunst at love guld og grønne skove eller forestille sig ubegrænsede ressourcer til alle de humanistiske formål som opstilles af velmenende, professionelle rettighedsforkæmpere eller at love kortsigtede løsninger på aktuelle socialproblemer der pustes op i medierne og lægger største pres på regeringen. Men det er en kunst at finde balancen mellem hvad der er nødvendigt for helhedens skyld i det lange løb og hvad der kun tilfredsstiller behovene på det korte sigt.

Værdikampen er endelig også et spørgsmål om at bevare det danske velfærdssystem som et fundamentalt dynamisk og demokratisk system der er under konstant forandring og fornyelse, men ikke desto mindre skal fastholdes i sin specielle egenart. Herunder hører også at fastholde en udlændingepolitik der ikke fører til en indvandring der er uhåndterlig både socialt og kulturelt. Dette er en sag Dansk Folkeparti lægger stor vægt på, og som også Venstre og Konservative har stor forståelse for. Men det er en sag som de højtråbende humanister i dette land simpelthen ikke fatter, fordi de er fuldstændigt fokuserede på individuelle menneskerettigheder og globaliseringens herredømme over al national eller regional kultur.



Det er fremhævet mange gange på Jernesalts sider at statsminister Anders Fogh Rasmussen sine mange gode sider og intentioner til trods åbenlyst savner sans for at værdikampen også har med psykologi at gøre. Værdier kan ikke reduceres til juridiske rettigheder eller sociale og økonomiske goder, men har i allerhøjest grad også at gøre med hvor dybt værdier stikker i folks psyke og hvordan de i disse psykiske dybder bestemmer folks adfærd og handlinger i etisk forstand. Sammenhængskraften i et samfund er derfor aldrig alene et simpelt spørgsmål om demokratisk kultur eller velfærd, men også et kompliceret spørgsmål om hvordan de psykisk bærende ideer eller forestillinger virker i de enkelte mennesker og i fællesskabet.

Set ud fra dette overordnede eksistentielle synspunkt er værdikampen altid i sidste ende et religiøst anliggende, ikke i betydning et specielt anliggende for religiøse institutioner og dogmatikere, men i videste betydning et bredt helhedsrealistisk anliggende hinsides snæver dogmatik og moralisme. Det ægte folkelige hører under dette helhedsrealistiske anliggende, og det er derfor uadskilleligt fra værdikampen såvel som fra velfærdspolitikken, klimapolitikken, udlændingepolitikken og den samfundsmæssige ansvarlighed. Men det er desværre et meget forsømt område af den politiske og kulturelle debat. Og desværre også en åbenlys mangel hos de personligheder der konkurrerer om lederskabet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til partiernes hjemmesider m.m.:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten
Ny Alliance

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Statsministeriet - med links til øvrige ministerier



Relevante artikler på Jernesalt:

Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng  (7.10.07)
Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)

VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Ny Alliances program mere utopisk end realistisk  (31.8.07.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
Ny Alliances utopisk-revolutionerende skattepolitik  (28.8.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Venstre ramt af udbrud  (14.5.07.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)

Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Status over Året 2006  (31.12.06.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Absolut behandlingsgaranti gives ikke  (28.11.06.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)

Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Politiske parametre  (6.2.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal