Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - politparam

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.2.05.


Politiske parametre

- helhedsrealistiske principper for politisk vurdering

Indledning
Velfærdssamfundet
Helhedsrealismens principper
Naturen og samfundet
Etikken og samfundet
Friheden og udviklingen
Kulturen
Religion og sekularisering
Det historiske perspektiv
Hvad kan parametrene bruges til?
Henvisninger



Indledning   
Til toppen    Næste

Det kunne ved folketingsvalgets udskrivning den 19. januar slås fast, at udenrigspolitiske spørgsmål som EU-traktaten eller Irak-krigen næppe ville blive valgets hovedtemaer, men derimod indenrigspolitiske spørgsmål. Og det har holdt stik.

Forsknings- og uddannelsespolitikken, beskæftigelsen, børnefamilierne, ældreplejen, udlændinge- og indvandrerpolitikken, skatten og velfærdspolitikken blev de centrale emner, således som partierne selv lagde op til gennem deres valgoplæg, og således som meningsmålingerne med visse variationer udnævnte til vælgernes præferencer.

Løfter fra partierne har det heller ikke skortet på, og følgelig er megen debat gået med polemik om tal og løfters realisme. Men økonomiske beregninger og mere eller mindre propagandistiske påstande om politiske modstandernes overbud trætter de fleste vælgere. Og det var derfor glædeligt at TV2's korte duel mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft fredag aften den 4.2. med Mikael Kamber som studievært bevidst lagde tallene til side og koncentrerede sig om værdier og holdninger.

Resultatet blev faktisk hele valgkampens ubetinget bedste møde mellem topkandidaterne, fordi udsendelsen kom bag om de to store partiers løfter og strategi og ind til de to lederes personlige holdninger. Det blev i stærk kontrast til de næsten inkvisitoriske interviews på DR1 og DR2 afsløret, at både Fogh og Lykketoft er ganske sympatiske og fornuftige mennesker bag den forskellige facade, og at de såmænd også har mange fælles grundholdninger til samfundets og borgernes problemer.

Da de til sidst blev bedt om kort at nævne valgets vigtigste principper, blev svarene pudsigt nok næsten enslydende. Lykketoft sagde: frihed, lighed og ansvar, mens Fogh sagde frihed, ansvar og fællesskab.

Der blev selvsagt ikke mulighed for egentlig uddybning, for i så fald ville forskellene nok have vist sig tydeligere, men det blev i al fald bekræftet, at de store partiers ledere ikke er grundliggende uenige om at det bedste ved velfærdssamfundet skal bevares.



Her på Jernesalts plads skal der i det følgende - uden partiers eller personers nævnelse - forsøges opstillet nogle parametre for vurdering af de politiske partier som tager udgangspunkt i den komplementære helhedsrealismes principper og derfor først og fremmest ser på de overordnede og langsigtede perspektiver i den praktiske politik, men lader de mere specifikke dagspolitiske spørgsmål ligge.

Der abstraheres herved ikke fra det forhold at mange vælgere naturligvis stemmer ud fra meget aktuelle og personlige interesser, afhængigt af om de er unge, midaldrende, ældre eller gamle, erhvervsaktive, under uddannelse eller på pension, om de er lavtuddannede, mellemuddannede eller højuddannede, om de har lavindkomster, mellemindkomster eller højindkomster osv. Den slags parametre er naturligvis i sin skønneste orden.

Men selvom det sjældent får lov at komme frem, så gælder alligevel, at mange vælgere også har andre parametre i deres vurderinger. Det kan være bevidste idealistiske eller ideologiske principper, eller mere ubevidste intuitive fornemmelser. Og det kan være mere langsigtede perspektiver end kortsigtede.

Hertil kommer det forhold, at menneskene nu engang forandrer sig over årene - ligesom samfundet - og derfor er det naturligt at også folks parametre ændres med årene. De fleste unge mennesker bliver klogere med årene. Og de fleste lærer efterhånden også at se ud over deres egen næsetip. Sværere er det nok at komme ud over ungdommens ofte dogmatiske fixeringer eller senere indgroet vanetænkning. Derfor er det ingen skade til at reflektere dybere over sine politiske holdninger.



Velfærdssamfundet    
Til toppen    Næste

En af de slående ting i de seneste års udvikling er kampen om midten i dansk politik. Næsten alle partier regner sig for midterpartier og appellerer til den brede befolkning. Det beklages fra visse sider, fordi det betragtes som udtryk for politikernes opportunisme. De politikere der vil til magten har gjort sig klart, at de ikke kan vinde den uden at vinde midtervælgerne. Og det er der igen mange der synes forplumrer det ideologiske billede. Kampen mellem klasserne synes ikke længere at kunne opretholdes, ligesom kampen mellem liberalistiske og socialistiske principper synes at spille en svagere og svagere rolle. Nogle tror at al orientering forsvinder med de ideologiske dogmer.

Men i virkeligheden er denne udvikling det uundgåelige resultat af, at klasserne i gammeldags forstand stort set er opløste, og at stadigt flere borgere er veluddannede, rimeligt lønnede og velorienterede. De føler sig ikke nært så knyttede til bestemte partier som tidligere, men er blevet mobile som vælgere. Det kan der unægteligt komme mode i. Visse partier tiltrækker i en kortere eller længere periode bestemte midlertidige grupper i det postmodernistiske samfunds tilsyneladende fluktuerende struktur. Ja, som ingen kan være i tvivl om ved det aktuelle valg, så er personlig udstråling eller mangel på samme for ledernes vedkommende blevet udslaggivende for et partis evne til at tiltrække vælgerne.

Sådan er demokratiet også. Blandt andet fordi medierne spiller en større og større rolle i vore dage.

Men trængslen på midten er blevet en realitet, der indebærer at der fortsat er betydelige forskelle på partiernes prioriteringer, hvis man gider sætte sig ind i dem, men samtidig bred enighed om mange ting Der skal således være orden i økonomien. Inflationen skal holdes nede. Der skal økonomiseres med ressourcerne. Statsgælden må ikke være for stor. Der skal være en fornuftig arbejdsdeling og koordinering mellem stat, kommuner og regioner, og en vis balance mellem den offentlige og den private sektor. Og endelig foretrækkes gradvise og veltilrettelagte reformer frem for bratte ændringer, for slet ikke at tale om revolutioner af den art kun yderligtgående partier kan drømme om.

Hvad velfærdspolitikken skal betyde helt konkret, når det kommer til afgørelser om ting som børnecheck og ældrecheck, skattestop, skatteloft og skattelettelser osv., kan der være uenighed om. Men velfærdssamfundet som sådant er ikke til diskussion. Det er pr. definition et gode, som ingen vil have afskaffet, men alle vil have videreudviklet. Måden dette skal gøres på er stadigvæk til diskussion - og derfor er det fortsat ikke ligegyldigt hvem der skal vælges til at lede landet.



Helhedsrealismens grundprincipper    
Til toppen    Næste

Den komplementære helhedsrealisme er en bred filosofisk begrebsramme, der ikke lukker sig om sig selv, men tværtimod holdes åben mod en ukendt fremtid og en emergent evolution, en udvikling henimod noget aldrig før set - samtidig med, at en indre logik sikrer dens konsistens og modsigelsesfrihed.

Begrebsrammen kaldes komplementær, fordi dens sigte er at overvinde de gængse dualistiske modsigelser gennem det synspunkt om komplementariteten, som Niels Bohr lancerede som et generelt erkendelsesteoretisk synspunkt.

Komplementaritetssynspunktet indebærer en praktisk overvindelse af enhver tilsyneladende logisk modsigelse på et hvilket som helst område, hvor to modsatrettede synspunkter eller principper gør sig gældende uden at man kan afgøre, hvilket der er bedst, og uden at man kan finde en fælles overordnet syntese for dem.

Filosofien kaldes helhedsrealistisk, fordi den på den ene side er realistisk i den forstand, at den overalt har jordnær praksis som et afgørende kriterium for virkelighedsprøvelsen og derfor afviser enhver overnaturlig, metafysisk, spekulativ eller absolut tydning eller forankring af den menneskelige tilværelse. Men den spænder på den anden side over den hele, uafkortede og irreducerede virkelighed, dvs over såvel den materielle side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via sansningen, som den åndelige side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via bevidstheden.

Nøgternheden i denne filosofi knytter sig til det bohrske korrespondensprincip, der oprindeligt blot påpegede den nødvendige henvisning til dagligdagsfysikken i al kvante- og relativitetsteori, men her generelt understreger den nødvendige henvisning til dagligdagens sprog og erfaringer i såvel naturvidenskab som i psykologi, etik, kunst, politik og religion. Uden en sådan henvisning er der ingen grænser for overtro eller illusioner.

I selve udtrykket 'helhedsrealistisk' ligger desuden en forhåndsaccept af det forhold, at virkeligheden i eksistentiel henseende må betragtes som en helhed, skønt den ikke kan betragtes således i naturvidenskabelig henseende. Den komplementære helhedsrealisme må følgelig ikke forveksles med holisme. Den objektive virkelighed kan af erkendelsesmæssige grunde ikke betragtes som en helhed, men vort inderste, subjektive jeg er af dybdepsykologiske grunde en helhed uden hvilken vi ikke kunne eksistere som hele mennesker.



Naturen og samfundet    
Til toppen    Næste

Naturen er hellig i den forstand, at den i eksistentiel henseende forefindes som principielt ukrænkeligt livsvilkår for alle mennesker. Naturen kan udnyttes, men skal samtidigt værnes. Miljøbevidsthed er væsentlig, hvis udnyttelsen af naturens ressourcer ikke skal indebære en rovdrift der kan true naturen som livsvilkår for fremtidige generationer. Den materielle udvikling alle ønsker må være 'bæredygtig' dvs ikke undergrave mulighederne for fremtidige generationer.

Naturens hellighed indebærer også, at forskningen aldrig kommer bag om naturen. Vi kan ikke sættes os uden for naturen, men er som iagttagere af naturen altid også en del af den.

Samfundet er helligt i den forstand, at det i eksistentiel henseende ligesom naturen forefindes som vort principielt ukrænkelige livsvilkår, som er fremkommet tilfældigt i evolutionen som et emergent og uforklarligt fænomen. Det er ikke en konstruktion, og det kan derfor principielt ikke ændres ved bevidste, rationelle handlinger. Det man kan ændre er de tidsbestemte udformninger af samfundet.

Forskningen kommer heller aldrig bag om samfundet, da ingen kan sætte sig uden for samfundet og betragte det udefra. Vi er alle både medspillere i og tilskuere til livets drama og samfundets udvikling.



Individet har en fundamental værdi i ethvert civiliseret samfund, men det er ikke helligt.

Forholdet mellem individet og samfundet er typisk komplementært. Alle menneskelige spørgsmål og problemer kan ses fra såvel individets som samfundets synsvinkel, men de går ikke op i en højere enhed. Og da samfundet er bærende for individets eksistens, vil det i sidste ende være vigtigere end individet. Det betyder, at mennesket ikke uden videre kan sættes i centrum for udviklingen, heller ikke i det moderne velfærdssamfund, for det har nok ret til at være til og det har krav på beskyttelse, men hensynet til samfundet (som helligt fænomen, men ikke som tidsbestemt fænomen) vejer tungere end hensynet til individet, hvis der opstår konflikt mellem dem. Her spiller også det overordnede historiske og religiøse perspektiv ind.

Fundamental værdi for både individet og samfundet har sproget, der igen er et af evolutionens emergente og uforklarlige fænomener. Dagligsproget - modersmålet - er helligt i den forstand, at det på grund af sin indbyggede vaghed og mangetydighed er mere tro mod den hele og uforkortede virkelighed end de specialiserede sprog der er opstået som følge af videnskabernes og erhvervenes udvikling. Forskningen kommer aldrig bag om sproget. Alle former for rendyrkning af rationelle begreber og metoder uden korrespondens med dagligsproget, hvad enten det sker i videnskaberne eller i dogmatiske eller ideologiske systemer, er derfor i virkeligheden en undergravning af dagligsproget og dermed af følingen med virkeligheden.



Etikken og samfundet    
Til toppen    Næste

Den menneskelige ansvarlighed og dermed etikken er en biologisk kendsgerning, som igen må betragtes som et emergent, men uforklarligt fænomen i evolutionen. Fænomenet hænger naturligvis sammen med selve den menneskelige frihed, som gjorde det muligt for mennesket at handle anderledes end hvad instinkterne bød.

Men der er også et indre psykologisk grundlag for menneskets etik, nemlig kravet om indre konsistens. Mennesket er psykisk indrettet således, at det er forpligtet af en instans i sig selv til at sørge for overvægt af det gode i sit liv, fordi det ellers vil være truet af depressive eller destruktive tendenser.

Etikken bliver på denne måde så at sige bindemidlet mellem menneskets prosaiske jeg og de dybere indre instanser såvel som bindemidlet mellem jeget og hverdagen med dens fællesskab med andre mennesker.

Kravet om indre etisk konsistens indebærer, at ethvert menneske principielt ved kønsmodningens indtræden bliver ansvarligt for sit eget liv og bør sørge for en uddannelse og et erhvervsarbejde der svarer til dets evner

Samfundet på sin side må naturligvis være præget af en social ansvarlighed, der dels fremmer alle menneskers selvansvarlighed, men også påtager sig forpligtelser over for mennesker der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at leve op til kravet om selvansvarlighed. Men det er vigtigt at samfundet undgår enhver form for unødig klientgørelse af mennesker der kommer i nød.

Samfundet har forpligtelse til at sørge for en grundliggende orden i samfundslivet, der gør det muligt for alle individer at påtage sig ansvaret for eget liv, men også sørger for den gensidige hensyntagen uden hvilken samfundet ville ende i jungleloven, den stærkeres ret over den svagere. Loven skal gælde for alle og sikre ro og orden. Og der skal være lighed for loven.

Fællesskabet skal sikre størst mulig integration af alle landets borgere gennem skolegang, uddannelse og arbejde samt almenoplysning.

Pragmatismen skal være mere fremherskende end juristeri, systemtænkning og bureaukrati. Det betyder at ordenssans og systematik skal være redskaber, men aldrig skal have lov til at tyrannisere mennesket. Det betyder endvidere at forestillinger om ideelle og universelle værdier skal indgå i de politiske overvejelser, men aldrig må gøres til absolutte dogmer. Eksempelvis må menneskerettighederne ikke ved magt påtvinges stater der ikke er modne til selv at indføre dem.

Der skal her som på andre felter skelnes skarpt mellem magt og ånd. De universelle værdier skal som åndsfaktorer først og fremmest virke inspirerende på det politiske og kulturelle liv, men ikke trumfes igennem med magtmidler.



Friheden og udviklingen    
Til toppen    Næste

Mennesket er et frit væsen derved at det én gang for alle har sat sig ud over den mere eller mindre automatiske instinktive adfærd der præger dyrene.

Dermed bliver mennesket samtidigt et transcendent væsen der søger at gå ud over sine hidtidige grænser for erkendelsen og erfaringen ved at udforske omgivelserne, eksperimentere, udvide horisonten og sætte sit præg på omgivelserne.

Transcendensen betyder både udvikling og emergens i samfundet, dvs at der opstår helt nye muligheder og indsigter. Begge dele gør det åbne samfund til et væsentlig bedre og mere levende samfund at leve i end det lukkede, mere eller mindre totalitære samfund. Det giver sig i vore dage udslag i en grænsesprængende globalisering, der på den ene side giver uanede muligheder for udveksling af varer, erfaringer, forskningsresultater og oplevelser, men på den anden side også giver en øget konkurrence der stiller store krav til omstillingsevnen.

Alt i alt betyder samfundsændringer i vore dage, at udviklingen går stærkere og stærkere. De meget stærke nationale bånd udfordres af internationaliseringen på en måde der gør det til en udfordring i sig selv at bevare kontinuiteten ved hjælp af en sproglig og historisk bevidstgørelse. Da der er uenighed mellem borgerne om denne udfordrings omfang og betydning, vil det moderne samfund også være præget af modsætninger mellem de nationalt orienterede og de internationalt orienterede.

Men denne modsætning mellem det nationale og det internationale kan betragtes som komplementær. Begge dele kan have sine værdier og sin berettigelse på samme måde som modsætningen mellem friheden og ligheden. Det ene udelukker ikke det andet, men vil tværtimod gennem fordragelig vekselvirkning kunne blive en dynamisk faktor af stor og gavnlig betydning.

Medlemsskabet af EU forhindrer eller truer således ikke Danmarks nationale selvstændighed eller muligheder for at udforme sin specifikke velfærds- og kulturmodel. Og EU's inddragelse af stadigt flere af de europæiske lande betyder ikke en udvanding af det danske særpræg, men en styrkelse af den fælles europæiske identitet, som vedblivende er en vigtig del af den danske identitet.



Alt andet lige giver frihed ulighed i samfundet, fordi den betyder frihed til at tage initiativ, gå egne veje og skabe viden og besiddelser der er forskellige fra andres. Uden ansvarets begrænsende effekt kan friheden føre til junglelovens samfund, hvor det er den stærkeste der altid har ret. Omvendt vil ligheden have tendens til at føre til stilstand og ensartethed, i værste fald endda til ensretning og totalitarisme.

Som komplementære størrelser skal friheden og ligheden gøre sig gældende i samfundsudviklingen som principielt ligeberettigede størrelser, men på grund af menneskets transcendente trang, må friheden prioriteres over ligheden som dynamisk faktor.



Kulturen    
Til toppen    Næste

Kulturen har tre hovedkilder: arbejdet, forskningen, religionen.

Arbejdet giver mennesket en grundliggende tilfredshed ved at kunne udnytte sine manuelle evner og færdigheder samtidigt med at det skaffer sig midler til livets opretholdelse og indgår i et tæt og vigtigt socialt fællesskab.

Arbejdsløshed er derfor altid - bortset fra de sæsonbetonede svingninger - et onde. I vore dage med den stor indvandring af fremmede er arbejdsløshed især ødelæggende for den ønskede integration.

Forskningen udvider den menneskelige erkendelse og medfører samtidigt teknologiske landvindinger der er med til at skabe udvikling og dynamik i samfundet. Men forskningen gør også systematisk op med menneskets fordomme og vrangforestillinger og er derved med til at øge dets åbenhed. Såvel grundforskning som anvendt forskning er forudsætninger for et moderne samfunds udviklings-, omstillings- og tilpasningsevne.

Religionen angår primært menneskets eksistentielle spørgsmål og er grundliggende for at mennesket bevarer den kontakt med tilværelsens irrationelle sider som alene kan give mening og følelse af hjemhørighed.

Kunstens og musikkens rolle bliver i denne forbindelse meget vigtig, fordi de - ved siden af seksuallivet - er de områder af tilværelsen hvor kontakten med det irrationelle er stærkest og mest givende. Mennesket er ikke blot et rationelt væsen, men også et irrationelt væsen der ikke kan trives uden stadig kontakt med ikke-praktiske og ikke-videnskabelige sider af tilværelsen.

Folkeoplysningen bliver her af særlig betydning, fordi den til forskel fra den praktiske eller faglige oplysning og uddannelse netop giver forståelse for de irrationelle og folkelige sider af kultur- og samfundslivet. Uden ægte folkeoplysning går et samfund i stykker.

Folkeoplysningen skal også sikre forståelsen for sammenhængen, kontinuiteten og traditionen i samfundsudviklingen. Og den bliver derfor også af afgørende betydning for demokratiets beståen og udvikling. Demokratiet er mere end frihedsrettigheder. Det er også dialog og respekt for anderledestænkende såvel som for fortiden.

Enhver levedygtig nation er en enhedskultur med en rigdom af subkulturer. Enheden ligger først og fremmest i det fælles sprog og den fælles historie, og den vil kunne bevares ved indvandring, blot det sikres at indvandrerne respekterer de fælles værdier og lærer det fælles sprog.



Religionen og sekulariseringen    
Til toppen    Næste

Da religionen primært angår menneskets eksistentielle spørgsmål, og da disse jævnligt trænger sig ind på den menneskelige bevidsthed - fx. ved personlige eller nationale valgsituationer og kriser - vil kultur- og samfundslivet altid have en religiøs dimension.

Hvor dimensionen benægtes, sker det som hovedregel i en meget forståelig reaktion mod bestemte, ofte forældede dogmatiske udlægninger af de konfessionelle religioners skrifter. Men det er uheldigt for kultur- og samfundsudviklingen, hvis denne reaktion indebærer afvisning af selve accepten af det irrationelle i tilværelsen og af det dagligsprog som alle bruger og som implicit rummer det irrationelle.

Dagligsproget indeholder fra de ældste tider alle de begreber og symboler der er nødvendige til at fastholde forståelsen for tilværelsens irrationalitet, tilfældighed og emergens. De gamle begreber og symboler vedbliver - trods al oplysning og videnskab - at være nødvendige for menneskets orientering i tilværelsen såvel som for alle samfundsændringer. For kun symboler er ladet med den psykiske energi der er forudsætningen for ændringerne.

For det moderne samfunds vedkommende gælder derfor at det er blevet nødvendigt at gøre den dybdepsykologiske indsigt almen gennem folkeopysningen. For kun herigennem genvindes forståelsen af det symbolske sprog. En sådan almengørelse vil ikke stride mod den af de fleste moderne mennesker fuldt accepterede sekularisering, men tværtimod ajourføre den.

Sekulariseringens princip er nemlig først og fremmest et spørgsmål om at adskille den religiøse magt fra den politiske magt, men aldrig at udelukke det religiøse fra den almindelige tænkning eller gøre den til en ren privatsag.

Sekularisering kan dernæst betragtes som et systematisk opgør med al dogmatisering, dvs med alle forsøg på at hævde og forsvare absolutte sandheder, men den må aldrig forfalde til et opgør med de religiøse myter, der i symbolsk form beretter om menneskets eksistentielle grundvilkår.

Videnskaben kan ikke erstatte disse myter eller urbilleder, for videnskaben udfolder sig ikke på det eksistentielle plan som myterne gør. De to planer er ægte komplementære. Lige vigtige, men logisk uforenelige.

Den religiøse interesse der er tydelig i disse år vil ikke kunne undgå at komme til at sætte sit præg på den kulturelle og politiske udvikling i de kommende år. Det er derfor også politikernes pligt at forstå og fuldtud respektere denne interesses dybeste væsen.



Det historiske perspektiv    
Til toppen    Næste

Forståelsen af den religiøse dimension i tilværelsen vil uundgåeligt medføre et historisk perspektiv på al samfunds- og kulturviklling.

Politisk indebærer dimensionen anlæggelsen af et langt perspektiv for udviklingen, og dette vil igen sige et perspektiv der går væsentlig ud over de enkelte finansår og de enkelte valgperioder

Det historiske ansvar påhviler alle statsledere der ikke udelukkende ser på deres landes økonomiske, magtmæssige eller sikkerhedsmæssige særinteresser, men inddrager de overordnede og langsigtede interesser for hele verdenssamfundets udvikling.

I alle fald bør betragtningerne ske under fuld erkendelse af at ingen nation, ingen statsleder og ingen verdensorganisation er i stand til at designe fremtidens nation eller verdenssamfund. Historien er åben. Statslederne må se deres begrænsede magt i øjnene. Der gælder endog afmagtspostulater for mange samfundsproblemer. - Jf. Afmagtspostulater.



Hvad kan parametrene bruges til?    
Til toppen    Næste

Som nævnt i indledningen er det ikke meningen med opstillingen af disse parametre at give et simpelt hjælpemiddel til vurdering af de dagsaktuelle politiske spørgsmål som valgkampen ganske naturligt er blevet præget af. Meningen er tværtimod at fastholde et mere overordnet og langsigtet perspektiv.

Men parametrene kan i denne henseende være velegnede til at vurdere om de enkelte partier og politikere fokuserer for meget på det dagsaktuelle og nedtoner eller helt abstraherer fra det langsigtede.

De kan således gøre gavn ved at bevidstgøre de overordnede perspektiver og dermed være en nødvendig modgift mod den forfladigelse af debatten som partierne selv til en vis grad medvirker til ved at forenkle og popularisere deres budskaber, men som navnlig medierne i høj grad gør sig skyldige i gennem deres ofte sensationsprægede reportager og interviews.



Der er ikke lagt skjul på parametrenes subjektivitet, som der i det hele taget ikke nogetsteds er lagt skjul på Jernesalts subjektivitet. Jernesalts artikler skrives ikke af akademisk, men af eksistentiel interesse.

Objektivitet gives slet ikke i eksistensen. Redelighed er her kun mulig gennem bevidstgørelse af principper og forudsætninger.

Men netop ved at holde sig denne subjektivitet for øje kan de opstillede parametre i særlig grad tjene det formål at give midler til at vurdere om partierne, deres programmer, ledere og øvrige kandidater selv i fornødent omfang lever op til den redelighed man burde kunne forlange i vore dage.

Troværdighed er blevet et nøgleord i valgkampen, men troværdighed ligger også i redelighed og integritet.

Fuld integritet nås kun gennem fuld bevidstgørelse af alle principper og forudsætninger.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen

At være vælger og politiker  (24.1.11.)

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)
Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)
Deadline under lavmålet  (25.1.05.)
Folketingsvalget i medierne (løbende serie fra 20.1.05.)

Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger   (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)
Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)



'Jernesalts 2009-filosofi'



Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Komplementaritetssynpunktet
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener



Introducerende artikler til Jernesalt:

Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)
Arbejde, forskning og religion som kulturens tre hovedkilder  (28.12.04.)
Kristendommen passé - eller har den potentiale til fornyelse?  (26.12.04.)
Selvet - sjælen - ånden. Om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen  (23.12.04.)
Hvad er virkelighed?  om Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten



Se endvidere:  Eksistentielt værdimanifest - i forkortet udgave



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 24.1.2011