Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - socdemkrise

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.12.04.


Socialdemokraterne i krise - i det nye spændingsfelt mellem Venstre og Dansk Folkeparti

Meningsmålinger skal aldrig tages alt for højtidelige. Dels er de behæftet med stor usikkerhed, dels kan intet seriøst parti føre politik på deres tendenser, det ville nemlig være at føre politik på tilfældigheder. Men naturligvis betragtes de altid med en vis interesse af både vælgerne og partifolkene som strømpile.

For kun et halvt år siden gik målingerne den siddende regering imod, primært på grund af de stigende problemer i Irak, men de sidste måneder har statsminister Anders Fogh Rasmussen fået vendt stemningen af flere grunde: en stærk tale på Venstres landsmøde, et godt møde om integration på Marienborg med repræsentanter for indvandrerne, et nationalt kompromis om EU-traktaten med inddragelse af SF, en fornuftig finanslov, en god økonomi for landet og borgerne samt udsigt til forlig om kommunalreformen, altsammen i kombination med genvalg af USA's præsident Bush (med anledning til selvransagelse hos alle Bush-hadere), udsigt til frie valg i Irak og en genoptagelse af fredsprocessen i Mellemøsten, og udsigt til genvalg af Tony Blair i Storbritannien - foruden udgivelsen af en god og oplysende bog om Fogh selv samt ændringen af hans egen stil til det lidt mere afslappede.

Efter lidt mismod i begyndelsen af året, føler statsministeren sig synligt sikker i sadlen igen. Han har vinden med sig og imod oppositionen.

Omvendt står denne opposition svækket. Ikke den der kommer fra Dansk Folkeparti, der tværtimod har forstået at holde balancen mellem kritik af regeringen og opslutning om den, men den der kommer fra socialdemokraterne, de radikale og SF. Dels er der uenighed mellem socialdemokraterne og de radikale om både skattepolitikken og indvandrerpolitikken, dels - og navnlig - er alle tre partier hver på sin vis ramt af politisk dødvande og temmelig stor mangel på indflydelse.

Dette fik socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen, til efter den nyeste dårlige meningsmåling for en uge siden at røbe sin klare frustration over at det er Fogh der sætter dagsordenen.

Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft gav omgående sin folketingsgruppe en opsang eller 'peptalk' som det hedder på nudansk. Folketingsmedlemmerne skal gøre sig mere synlige - ellers bliver de væk i mængden, lød meldingen til den frustrerede gruppe, hvoraf adskillige synes at de slider og slæber hvad de overhovedet kan for partiet.

Lykketoft skal også opmuntrende have udtalt, at socialdemokraterne vinder valget. Men det er den slags en partiformand skal sige, for selvfølgelig går det ikke an på forhånd at erklære sig for taber. Hans udtalelse løftede vist også stemningen noget, men hvad hjælper det, hvis offentligheden ikke bliver overbevist. Og hvordan kan den blive det, når alle billeder af manden viser en stadigt venlig og tænksom, men også synligt ældet og næsten træt formand. Det går unægteligt op ad bakke for ham - og inderst inde må han vide, hvad et nederlag vil komme til at betyde for hans egen position.



Det offentlige grin har i den sidste uge ingen ende villet tage. Politikens 'At Tænke Sig' gør det til en opmuntring for Lykketoft at der en dag ingen meningsmåling forekom. Ja, det er gået så vidt, at en mand har foreslået at man henter den blandt partifællerne yderst populære Poul Nyrup Rasmussen hjem fra EU-parlamentet for at rette skuden op.

I Politiken d.d. foreslås det sarkastisk socialdemokraterne at gøre Frank Jensen til ny formand i en fart, ikke fordi det vil forhindre et nederlag for partiet næste år, men fordi det vil give partiet et nederlag om yderligere fire år - og følgelig betyde Frank Jensens afgang som formand og valg af en helt ny mand! I givet fald den femte i rækken på kun 20 år.

Der er noget rigtigt i tanken, for uanset hvor dygtig og sympatisk Frank Jensen forekommer, så er han vitterligt fedtet ind i hele den gamle formandskamp mellem Auken og Nyrup. Han har hele tiden været loyal over for den til hver en tid siddende formand, først Auken, så Nyrup og sidst Lykketoft. Men det må sidde i kroppen på ham, at Nyrup var 'kongemorder' og selv måtte lide den tort at blive fældet på uregelmenteret vis, for ikke at sige forrådt - af Lykketoft. Allerede af disse personlige grunde er det sandsynligt at socialdemokraterne skal finde en femte formand, før en valgsejr overhovedet kommer inden for mulighedernes grænse. Lykketoft personligt har i den interne magtkamp repræsenteret selve illoyaliteten mod en siddende formand - og den slags har et parti svært ved at komme over.

En fremtidig valgsejr for socialdemokraterne forudsætter selvfølgelig en masse andre ting, eftersom et partis muligheder ikke ligger alene i formandens karisma og troværdighed, men også i partiets politik og strategi. Hvad der igen betyder at man skal konkurrere med de øvrige partier på alle tre felter.



Nu er en krise ikke nødvendigvis altid af det onde. Den betyder jo faktisk et vendepunkt i en sygdoms eller anden udviklings forløb, altså det punkt, hvor det afgøres om det fremover vil gå den rigtige eller den forkerte vej.

En krise for et politisk parti er derfor først og fremmest tegn på at noget i partiet er så galt at det kan true fremtiden, og den vil derfor også altid være en god anledning til at grave så dybt i problemerne at man ikke blot registrerer overfladiske skrammer af den art der kan fremkomme ved isolerede fejl og forsømmelser af uvæsentlig art, men kommer ned til kerneproblemerne omkring den politik man står for, tror på, vil slås for - og til sidst vil blive dømt på.

Krisen hos socialdemokraterne kan altså ikke løses ved hverken peptalk fra formanden med 'vi vinder valget'-selvsuggestion eller større flid og mere medieomtale med eller uden hjælp fra spindoktorer og reklamefolk. Den løses heller ikke nødvendigvis ved formandsskifte, naturligvis slet ikke umiddelbart før et valg. Men en ny formand duer jo under ingen omstændigheder, hvis han/hun slet ikke er den rette til at løfte opgaven. Og hvem siger, at socialdemokraterne har en sådan mand på nuværende tidspunkt?

Hvad er det i det hele taget for en uskik, at et parti skal skifte formand fordi det taber et valg? Hvad får socialdemokraterne til at tro, at de har patent på statsministerposten i velfærdssamfundet Danmark, og at andre partiers ledere ikke skulle kunne løse velfærdssamfundets videreudvikling på bedste vis, og at det er partiets egen formand der automatisk skal være syndebuk, hvis han ikke formår at skaffe sig eller holde sig på statsministertaburetten?

Og hvem siger, at demokratiet og velfærdssamfundet ikke begge skulle være bedst tjent med at der med mellemrum kommer nye kræfter til at lede landet? Hvem siger, at det ikke ligger i demokratiets idé, at partier der taber et valg skal have tid til at sunde sig oven på nederlaget og vinde nye kræfter til nye udfordringer?



Hvad fremtiden for velfærdssamfundet Danmark angår, så må det konkret konstateres, at VK-regeringen med Dansk Folkepartis støtte har været udmærket i stand til at forvalte velfærdssamfundet på en sådan lempeligt omformende måde, at det vil kunne omstilles til fremtidens udfordringer under bevarelse af de bedste træk fra de foregående udviklingsår.

Specielt Venstre har bevæget sig så bevidst og overlagt ind mod den midte i dansk politik hvor kampen om vælgerne nu engang foregår i vore dage fordi den gamle klassekamp er passé. De konservative har ligget der længe - og er inde i en stabil periode med fornuftig politik og dygtige folk i spidsen. Og Dansk Folkeparti er også et ægte midterparti, der endda er kommet frem på socialdemokraternes bekostning, fordi det har gjort sig til fortalere for de små og svage i samfundet der hverken ønsker statsindblanding i alt eller undergravelse af danskheden gennem ukontrolleret og ikke-integrerbar indvandring.

Socialdemokraterne har omvendt svigtet mange af disse traditionelle kernevælgere. Poul Nyrup Rasmussen dummede sig gevaldigt med sin tåbelige afvisning af Dansk Folkeparti som ikke-stuerent. Det har Mogens Lykketoft forsøgt at rette lidt op på ved at mødes med Pia Kjærsgård til en offentlig duel. Det er et skridt på vejen. Men der er langt til en fuld anerkendelse af DF som ligeberettiget og agtværdigt midterparti - og til en fuld forståelse for DF's fremtidige rolle i dansk politik.

Det Radikale Venstre må siges at have bevæget sig længere og længere væk fra deres oprindelige grundtvigianske kernevælgere hen mod en idealistisk appel til intellektuelle pacifister og kosmopolitter. Og SF er dybt splittet mellem en fløj der accepterer EU og en fløj der ikke gør.

Det er følgelig stort set ligegyldigt, hvilken formand socialdemokraterne, de radikale og SF vælger sig efter næste valg, som igen sætter dem til at spille andenviolin. For spændingsfeltet i dansk politik de næste fem til ti år vil komme til at ligge mellem Venstre og Dansk Folkeparti.



Spørgsmålet bliver hvilket at disse to store partier der vil forstå at løfte dansk politik op fra fokuseringen på snævre økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige interesser til fokuseringen på videre, helhedsrealistiske perspektiver - uden på nogen måde at svigte de førstnævnte interesser.

Venstre har - som det vil fremgå af artiklen Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger - et vist problem med sin formands målrettethed og minoritetsetik og hans næsten blanke afvisning af religiøse spørgsmål i forbindelse med politik. Det kniber for ham at slappe af, at se værdier uden for arbejde og økonomi og at forstå politik som del af en større sammenhæng. Meget vil afhænge af om han inden for de næste par år får et større udsyn. Hvad der på sin side nok vil afhænge af om han også formår at udvikle sig yderligere personligt. Potentialet har han ubetinget. Men har han de rette rådgivere?

Dansk Folkeparti har et kæmpemæssigt problem med EU og indvandrerne. For selvom der fortsat er og vil være mange EU-modstandere i Danmark, så er principiel EU-modstand ikke alene en komplet mangel på forståelse for EU-udvidelsens historiske værdi som den definitive afslutning på Europas splittelse, men også en absolut blokering af muligheden for direkte regeringsdeltagelse. Partiet burde efterhånden være nået dertil at det må kunne indse at en kritisk holdning til EU's bureaukrati og visse EU-tilhængeres stormagtsdrømme ikke er uforenelig med et fuldgyldigt medlemsskab eller en positiv grundholdning til EU som sådan.

Og hvad indvandringen angår, burde partiet tilsvarende kunne nå dertil at det indser, at et berettiget krav om et stop for uantagelig stor indvandring ikke er uforenelig med accept af de indvandrere der nu engang er havnet i landet, holder landets love og ønsker integration. Kravet til indvandrerne frem over må rette sig mod deres ubetingede accept af dansk sprog, dansk demokrati og dansk sekularisering.

Heraf følger, at ethvert parti der vil tage medansvar for udformningen af fremtidens danske velfærdssamfund må acceptere at religion og religiøsitet inden for demokratiets og sekulariseringens rammer vil få en langt større placering i både kulturlivet og politikken end hidtil. De vil nemlig give kulturlivet og politikken den åndsfrihed, den horisont og de store livsmål som aldrig kommer af snævre borgerlige, økonomiske og moralske interesser. For Dansk Folkeparti synes problemet her at være en for snæver kristendomsopfattelse, dvs en opfattelse af kristendommen der i grunden er lige så snæver som muslimernes af islam, og som abstraherer fra biblens forståelse af hvad det vil sige at tilbede "i ånd og sandhed".

Indvandrerne på deres side må gøre sig klart, at de må tage det fulde ansvar for deres egen integration gennem accept af såvel sproget som demokratiet og sekulariseringen. Derfor må de også indse at de ikke vinder noget ved kun at satse på socialdemokrater, radikale og SF - med en snæver opfattelse af disse ting. De må desuden lære at forstå at sekularisering ikke er ensbetydende med en sådan total verdsliggørelse af tilværelsen at det overordnede religiøse - det der på disse sider kaldes 'en komplementær helhedsrealisme' - udelukkes. De må i denne forbindelse lære at forstå at der ingen absolutte sandheder gives i eksistensen, men kun subjektive sandheder som den enkelte må stå inde for.

Så turde perspektivet være trukket op, der kan sætte ikke alene Venstres og Dansk Folkepartis fremtidige muligheder i relief, men i høj grad også de andre partiers, herunder socialdemokraternes.



Anlangendes Mogens Lykketoft så skrev vi for to år siden: "Han er en knalddygtig økonom og strateg, men om han bliver andet end en overgangsfigur inden næste generation i partiet tager over, kan man tvivle på. Ligefrem forestille sig ham som statsminister er svært." (Artiklen 'Endelig gik han, Nyrup' - 19.11.02.):

Det må i dag siges at være endnu sværere, for ikke at sige helt umuligt.

Anlangendes socialdemokraterne så er deres aktuelle krise ikke til at bestride. Den behøver ikke være af det onde. Men den kræver tid og grundig omtanke til at blive stået igennem. Sandheden er at partiet ikke er hvad det har været, og aldrig bliver det igen. Det har domineret dansk politik alt for længe, er på mange måder forstenet i gammel klassekamp og binding til en ligeledes på mange måder forstenet fagbevægelse. Og det er derfor tiltrængt med tid til fortsat forandring.

Velfærdssamfundets udvikling de kommende år står og falder ikke med socialdemokraterne.

Spændingsfeltet i dansk politik ligger fremover et andet sted.



Henvisninger:

Den rene kanonitis?  (10.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Gravøl for oplysningen?  (9.12.04.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)

Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Optakt til fortsat arbejde for velfærden  (13.10.04.)
Kongekabale  (om filmen - 11.10.04.)
Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)
Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)

Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)

Øvrige artikler om dansk politik: Klik

Essay om den komplementære helhedsrealisme Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal