Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - jespersen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.10.04.


Hatten af for Karen Jespersen

- [se også artikel 2.2.07.]



Politik er som bekendt en blandet affære der let for en overfladisk betragtning kan komme til at ligne simpelt karrierestræb, forretning, spekulation, vennetjeneste og mediemanipulation- eller i værste fald korruption og beskidte tricks.

En aktuel film som den spændende politiske thriller 'Kongekabale' bekræfter det udbredte indtryk af urene metoder på Christianborg.

En aktuel bog om fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen slår ikke alene fast, at manden vitterligt havde uld i munden og vitterligt brød sin klare 1998-garanti til vælgerne om ikke at røre efterlønnen, men også at han var mere funktionær end politiker, dvs i højere grad administrerede hvad der nu engang skal administreres som regeringschef end at føre politiske ideer og visioner ud i realisation.

Tidligere har vi erfaret om kongemord i socialdemokratiet. Ja, engang skal der sågar have været en socialdemokratisk statsminister der skabte et politisk mundheld ved på et principielt spørgsmål at skifte standpunkt uden at ville stå til ansvar for det med så meget som to minutters begrundelse.

Og endeligt er det også set, at en partiformand i håb om at få flere tilhængere (og beundrere?) begynder at gå op i den let påvirkelige del af sit udseende der hedder, hårlængde, frisure og fipskæg.

På denne baggrund er det velgørende, at en god socialdemokrat som tidligere social- og indenrigsminister Karen Jespersen nu tager sit gode tøj og forlader folketinget, fordi hun føler sig mere og mere isoleret i partiet og folketingsgruppen i spørgsmålet om den stramme udlændinge- og indvandrerpolitik hun står for og betragter som fundamental for velfærdssamfundets bevarelse i Danmark.



Men dybest set er Karen Jespersens skridt ikke alene et vidnesbyrd om en politikers mod til at tage konsekvensen af sine egne standpunkter for at bevare den personlige integritet og konsistens, men også et nødvendigt memento til partiet om helhjertet at stå inde for den udlændinge- og indvandrerpolitik som det formelt har tilsluttet sig efter valgnederlaget i 2001, hvis det vil undgå at tabe troværdighed.

Tilsyneladende har der udviklet sig et vist modsætningsforhold mellem Karen Jespersen og Mogens Lykketoft. Det kom i første omgang til at betyde, at Jespersen frasagde sig ordførerskabet på det socialpolitiske område. Men hun har også efterhånden følt sig mere og mere isoleret i folketingsgruppen som følge af den position som Lykketoft har givet Auken-fløjen for at opnå intern ro. Og hun har slutteligt på kongressen i Ålborg for tre uger siden måttet konstatere, at hun i kravet om folkeafsteming om Tyrkiets eventuelle optagelse i EU fik den kolde skulder. Problemet - og dets betydning for indvandrersituationen i de europæiske lande - skulle slet ikke debatteres. Det gik så vidt, at hendes egen kredsformand - guderne må vide hvor inspirationen kom fra - fik den idé at stille resolutionsforslag om støtte til Tyrkiets optagelse i EU!

Jespersens egen konklusion var, at socialdemokraternes tilslutning til en stram udlændingepolitik var formel - og specielt i forhold til mulighederne for eventuelt regeringssamarbejde med de radikale efter valget betydeligt nedtonet. Og altså slet ikke på linje med hendes egen holdning eller den almindelige socialdemokratiske vælgers holdning.

Til Berlingske Tidende 10.10. siger Karen Jespersen, at partiledelsens linje ikke hænger sammen. For "samtidigt med at man siger at man vil stramme udlændingepolitikken, har man et projekt om at partiet skal i regering med de radikale. Og med den holdning som dét parti har til udlændingepolitikken, så har jeg ikke tillid til, at man kan føre den rigtige udlændingepolitik."

I samme interview får Karen Jespersen understreget, at hun føler sig solidt i pagt med den brede folkelige socialdemokratiske strømning som har rødder tilbage til en Stauning og en H.C. Hansen. "Det er ud fra den grundholdning, at jeg forholder mig blandt andet til udlændingepolitikken. Nøglespørgsmålet for mig er: Hvordan sikrer vi, at der er så meget styr på indvandringen at integrationen kan fungere? Det er forudsætningen for, at vi kan sikre det som altid har været målet for et folkeligt socialdemokrati, nemlig at det danske samfund hænger ordentligt sammen."



I sin kommentar 10.10. i BT minder chefredaktør Erik Meier Carlsen læserne om at en undersøgelse for Ugebrevet A4 (LO) har vist, at kun 26 % af vælgerne har tillid til at en socialdemokratisk ledet regering kan føre 'en fornuftig udlændingepolitik'. Det viser, at udlændingepolitikken stadig er et åbent sår for socialdemokraterene. Og uenigheden med de radikale om 24-års reglen har naturligvis ikke gjort sagen bedre.

Meier Carlsens konklusion er klar: "At partiformanden ikke har haft menneskeligt og politisk format til at gøre plads for den ærlige og modige Karen Jespersen kan koste ham valgsejren."

Tydeligere kan det vist ikke siges - og det turde også, når det kommer til stykket, være den egentlige hensigt med Karen Jespersens skridt netop nu.

Kendsgerningen er, at en stram udlændingepolitik fortsat er et helt centralt krav for en meget stor del af den danske befolkning, herunder de fleste vælgere på den brede midte. Men de fleste radikale og mange socialdemokrater lægger så stor vægt på humanistiske principper om beskyttelse af universelle individualistiske rettigheder, at de reelt underprioriterer det danske samfunds soleklare ret til værne om velfærdssamfundets og nationalstatens sammenhæng. De går med andre ord idealismens og universalismens vej i stedet for at blive på realpolitikkens og folkefællesskabets gamle solide vej.

Dette sætter de radikale uden for den realpolitik de ellers har stået som eksponenter for i snart 100 år. Og dermed uden for reel mulighed for at deltage i et eventuelt regeringssamarbejde med socialdemokraterne efter næste folketingsvalg. Men dermed sættes socialdemokraterne i en alvorlig klemme. For nok kan de i princippet danne mindretalsregering efter en given valgsejr, men noget indlysende alternativ til den siddende VK-regering er en sådan Mogens Lykketoft-mindretalsregering langtfra. I forvejen har Lykketoft så mange odds imod sig, at nærmest kun rene bommerter fra Anders Fogh Rasmussens side eller helt katastrofale tal for ledigheden vil kunne føre socialdemokraterne til magten.

Perspektivet i Karen Jespersens skridt kan derfor meget vel i den sidste ende være, at socialdemokraterne nu tvinges til afklaring af udlændingepolitikken og dermed af de reelle muligheder for regeringssamarbejde med de radikale. Uden en sådan afklaring kan partiet næppe hale en valgsejr i land - og uden en valgsejr kan Mogens Lykketoft ikke forblive partiformand.



Se også artiklerne:

Karen Jespersen, friheden og konsistensen  (2.2.07.)

Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)

Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)

Endelig gik han, Nyrup!  (19.11.02.)

Men se desuden artiklen om politik og historie under Værdimanifestet



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal