Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - folketing1007

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.10.07.


Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng

Civil religion?
Civilt monarki?
Civilt folk?
Åbningstalen
Reaktioner
Civil sammenhæng
Henvisninger



Folketingets åbning der ifølge grundloven skal finde sted den første tirsdag i oktober markeres officielt på to måder, nemlig ved en gudstjeneste i Slotskirken forud for åbningen kl. 12 og ved tilstedeværelsen i folketingets særlige loger af repræsentanter for kongehuset, domstolene, det grønlandske hjemmestyre og det færøske styre. Gudstjenesten støder landets ateister, agnostikere og andre ikke-kristne personer, og kongehusets repræsentation støder 'republikanerne', folk der går ind for republikken og mener at monarkiet i Danmark er utidssvarende i et demokrati.



Civil religion?    
Til toppen   Næste

Gudstjenesten er naturligvis fuldstændigt frivillig for folketingets medlemmer, men som hovedregel gælder, at de borgerlige partier er talstærkt repræsenteret, mens de socialistiske partier og socialdemokraterne kun repræsenteres af enkeltmedlemmer der personligt lægger vægt på medlemsskabet af folkekirken og accepterer folkekirkens konstitutionelle rolle. Denne er som bekendt indskrænket til at den evangelisk-lutherske kirke ifølge grundlovens § 4 bestemmes som den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten og skal have sin forfatning fastlagt af tinget. Der er fuld religionsfrihed i landet, så ingen er forpligtet til at være medlemmer af folkekirken, lige bortset fra selveste monarken. Denne regel fortolkes dog i praksis på den måde, at også monarkens ægtefælle og tronarvingernes ægtefæller betragtes som forpligtede til at være medlemmer og altså konvertere til den lutherske kirke, hvis de kommer fra et andet trossamfund.

Men det for ateister stødende er først og fremmest at der overhovedet stilles krav i denne retning til monarken, når der nu engang er religionsfrihed i landet og principiel adskillelse mellem stat og religion. Den principielle adskillelse pointeres oven i købet flittigt af selv de borgerlige politikere, herunder statsminister Fogh Rasmussen. Men i virkeligheden betyder adskillelsen ene og alene et skarpt skel mellem religion og statsmagt. Statsmagten på sin side fastlægger rammerne for folkekirkens og andre trossamfunds virksomhed, men blander sig ikke i deres forkyndelse, og omvendt gælder at de religiøse samfunds medlemmer kan ytre sig alt det de vil om politik som borgere, helt på linje med alle andre borgere, men at de ikke kan diktere statsmagten nogetsomhelst ud fra deres religion.

Dette er bare ikke nok for ateisterne, for de er så meget imod religionen, at de ønsker den holdt uden for det offentlige liv, skønt det strider fuldstændigt imod såvel dens væsen som den kulturelle og folkelige tradition i landet. At det strider mod dens væsen er imidlertid noget man næppe forstår som udenforstående, for da vil man primært hæfte sig ved at religion er et irrationelt fænomen som man som ateist tror sig hævet over. Men at en udelukkelse af religion fra det offentlige liv også strider mod traditionen, burde tages til efterretning også af dem der måtte mene at traditionen er overhalet af 'udviklingen'. For enhver har selvfølgelig lov at mene at udviklingen går i eller i det mindste burde gå i mere og mere rationalistisk retning, men ingen bør være så snæversynet at han eller hun ser stort på at traditionen faktisk betyder meget for mange mennesker, og måske netop gør det, fordi den bygger på irrationelle faktorer.



I den aktuelle debat om religionens stilling i folkelivet og det politiske liv anføres det som argument, at folkekirkens medlemstal er støt faldende og har været det i en årrække, og at dette ikke mindst skyldes, at der er kommet flere muslimske indvandrere til. Men stadigvæk tilhører over 80 % af landets befolkning folkekirken, og denne er således folkelig i ordets bedste forstand. Folk tror ikke nødvendigvis på det kirkens præster forkynder, dvs de dogmatiske sandheder; de kommer heller ikke nødvendigvis særligt ofte i kirken, men de lader deres børn døbe og konfirmere (hvis børnene selv ønsker det), de lader sig i stor udstrækning vie i kirken, og de lader sig med få undtagelser også bisætte i kirkeligt regi. Ja, det er endda sådan, at en hel del indvandrere af muslimsk oprindelse konverterer til kristendommen for simpelthen at blive fuldgyldige danskere. Alt dette betyder at folkekirken uanset præsteskabets og teologiens problematiske ufolkelighed faktisk udgør et religiøst fællesskab og giver sine medlemmer en religiøs identitet som går langt dybere i folkesjælen end den dogmatiske forkyndelse gør og nogensinde kan komme til.

Strengt taget burde derfor også ateisterne såvel som muslimer, jøder og andre ikke-kristne blandt folketingets medlemmer - så som den protesterende SF'er Kamal Qureshi - deltage i folketingsgudstjenesten af ren og skær respekt for den danske folkekirkes folkelige forankring. Så er det iøvrigt ligegyldigt, hvad de skiftende præster måtte prædike ved denne lejlighed. Disse prædikener viser kun lidt om bredden eller rettere snæverheden i den teologiske fortolkning, men intet om folkereligiøsiteten. Og det er folkereligiøsiteten der bør respekteres.

Det gør imidlertid end ikke religionsforskerne her i landet, specielt ikke religionssociologer som professor Margit Warburg. De benytter derfor folketingets åbningsgudstjeneste som anledning til at påpege at åbningsgudstjenesten er udtryk for 'civilreligion', og det betyder at dens myter og ritualer i princippet sigter mod at samle befolkningen på tværs af religiøse og etniske skel om noget højere fælles, og dette højere fælles skulle være nationen. Civilreligionen fremhæver med andre ord landet og nationen som noget særligt som har guddommelig bevågenhed. Nationen er ikke et spørgsmål om individuelt politisk eller religiøst tilhørsforhold. Nationens eksistens og mening er i den civilreligiøse forståelse bestemt af højere magter og kan ikke afgøres af mennesker alene. Det danske demokrati vil altså gerne have Gud på sin side, lyder fortolkningen. Jf. analyse af Warburg i Politiken 2.10. samt hendes medvirken i DR2's Deadline den 3.10.

Fortolkningen er naturligvis ikke grebet ud af luften. Der er skam en del om snakken. Problemet er blot at der konsekvent tales om 'Gud', 'højere magter' og 'guddommelig bevågenhed' og 'nationen' på en sådan måde, at det må få alle ateister og agnostikere til at stejle. Og når Warburgs analyse slutter med at fastslå at spørgsmålet til syvende og sidst er hvor inclusive den nævnte Gud skal være i fremtiden, hvis alle skal kunne være med, så kan svaret kun være, at det konfessionelt religiøse skal afløses af det folkereligiøse. Dette har hverken det folkekirkelige præsteskab og dets teologi eller den gængse religionsvidenskab den ringeste forståelse for. Derfor er folkekirken i dyb krise - og derfor har store dele af befolkningen og religionsvidenskaben kun foragt til overs for den. Og jeg tror ikke på at udtrykket 'civilreligion' ændrer noget herpå. Det er ret gammelt i europæisk tænkning, og det prøver at pointere den side ved religion som ligger uden for al kirkelig organisation og alt præsteskab og dermed uden for magtaspektet. Og det kunne derfor godt minde en del om den sekulære helhedsrealisme Jernesalt står for. Forskellen er at helhedsrealismen altid understreger forbindelsen til det kollektive ubevidste og de psykiske primærprocesser, hvorimod civilreligionen omfatter ritualer og referencer som kan være af udvortes art og i værste fald tomme.

Men problemet religion i forhold til samfund består. For sammenhængskraften i et samfund - der er noget andet og mere end 'nationen' - er ikke af rationel karakter og kan ikke sikres gennem tomme ritualer og åbningstaler endsige af demokrati-kanons. Den er af irrationel art og kan alene sikres gennem kontakt med det kollektivt ubevidste. Også alle omformninger af et samfund der bevarer en dybere sammenhæng vil trække på energier fra det kollektivt ubevidste.



Civilt monarki?    
Til toppen   Næste

Kongehusets rolle i vores af grundloven definerede konstitutionelle monarki er primært af repræsentativ art. Statsoverhovedet repræsenterer landet over for udenlandske statsoverhoveder, men har indadtil kun den funktion at udnævne statsminister og regering og at forestå statsrådene, hvor de af folketinget vedtagne love underskrives af regenten. Monarken får én gang om året lejlighed til at tale til folket i tv og radio - ligesom andre landes statsoverhovedet gør andre steder, hvad enten de er konger eller præsidenter. Men monarken blander sig ellers ikke i regeringens førelse eller tingets lovgivning. Sidste gang en monark forsøgte sig i den retning var under påskekrisen i 1920, hvor Christian X afskedigede den socialdemokratisk-radikale regering under Zahle, men det foranledigede store demonstrationer på Amalienborg Slotsplads og kunne have kostet majestæten kongeværdigheden, hvis ikke han havde bøjet sig. Hemmeligheden ved det konstitutionelle monarki er netop at monarken kun kan bevare sin position, hvis han eller hun undlader at blande sig i regeringens og folketingets arbejde.

Men hvad skal vi så overhovedet med monarkiet? Ja, for det første skal der under alle omstændigheder være et statsoverhoved, og der er mange fordele ved at have et statsoverhoved der er uafhængigt af det politiske parti- og valgsystem. Man kan gyse ved tanken om, hvem vi ville have haft som præsident, hvis vi havde fået indført republikken i landet. Karl Skytte, Svend Jacobsen, H.P. Clausen og Erik Ninn-Hansen? Ikke helt rart at tænke på. Men det afgørende er alligevel noget helt andet, nemlig at kongehuset synes at udfylde en ganske særlig rolle i kraft af sin irrationalitet!



Enevælden er forlængst afskaffet og er fuldstændigt uforenelig med demokratiet. Men det konstitutionelle monarki er i høj grad både på teoretisk og praktisk plan foreneligt med demokratiet, blot både monarken på den ene side og regering, folketing og folk på den anden side respekterer ordningen. Og det er som bekendt tilfældet, her i landet endda i så høj grad, at intet politisk parti ville slippe godt fra at kræve monarkiet afskaffet - så ville det iøvrigt være fuldstændigt lige meget hvilke rationelle argumenter man kunne byde på, for sagen er at det er irrationaliteten der her er afgørende. Det spiller derfor også ind, at det danske kongehus står særligt urørligt, fordi monarkerne efter Christian X har forstået at tilpasse sig den politiske udvikling. Under dronning Margrethe står kongehuset stærkere end nogensinde - og alt tyder på at styrken kan bevares uændret under den næste kong Frederik. De seneste års forlovelser, brylluper og fødsler i familien med tilhørende festligheder har kun understreget betydningen af disse højst irrationelle faktorer i det moderne samfundsliv.

Skulle man være så dristig at overføre religionsvidenskabens terminologi til vurderingen af monarkiet, kunne man hævde at det konstitutionelle monarki er en slags 'civilmonarki' i demokratiet, hvis formål er "at samle befolkningen på tværs af religiøse og etniske skel om noget højere fælles", nemlig nationen. Og en sådan tale kunne man tænke sig at såvel Det Konservative Folkepartis som Dansk Folkepartis medlemmer vil kunne bifalde. Men det udtrykker bare ikke det afgørende, at monarkiet - ligesom religionen - trækker på en kraft i folkedybet som er af dybt irrationel karakter, hvilket vil sige det kollektivt ubevidste i al dets udefinerlighed.

Der er måske sider ved monarkiet som kan virke umoderne, stødende og til tider endda latterlige, fx prinsers ungdomsliv eller prinsgemalers problemer med at indordne sig under rangfølgen! Men det er og bliver småting ved siden af den irrationelle arvefølge der hæver monarken over det partipolitiske kævl - og giver en vis værdighed, sålænge den varetages ordentligt. Monarkiet er dermed en del af nationens sammenhængskraft i langt højere grad end et system med valgte præsidenter.



Civilt folk?    
Til toppen   Næste

Til folkekirkens og folkemonarkiets rolle ved folketingets åbningsritualer hører også de politiske demonstrationer på Christiansborgs Slotsplads. Som statsministeren pointerede da han i tirsdags blev spurgt om hvad han mente om de aktuelle demonstrationer, så er fredelige demonstrationer en del af vort demokrati. Enhver regering må finde sig i demonstrationer, sålænge de foregår fredeligt, og bør ikke hidse sig op over dem.

Om den aktuelle demonstration på Slotspladsen gælder at den forløb fredeligt, og at den først og fremmest var udtryk for de offentligt ansattes frustration over påståede nedskæringer i børnehaver, skoler, sygehuse, plejehjem og hjemmehjælp. Om der er tale om reelle nedskæringer står hen i det uvisse, da der tilsyneladende mangler ordentlig statistik, og parterne derfor opgør deres modstridende tal på forskellig vis. Regeringen kan med rette anføre at der er tilført de nævnte områder flere penge gennem flere år og vil blive tilført endnu flere i de følgende år. Men omvendt gælder, at der ikke er garanti for at kommuner og regioner bruger de tilførte midler efter formålet. Man kan som bekendt sagtens bruge flere penge uden at skabe større effektivitet, og man kan skabe større effektivitet uden nødvendigvis at skære ned på overflødig administration. Så de ansattes fornemmelse af nedskæringer kan meget vel have hold i virkeligheden. Heraf følger bare ikke at det er realistisk af de ansatte at forlange øgede bevillinger eller at forvente lønstigninger på op mod 20 % ved de kommende overenskomstforhandlinger. Og det hjælper heller ikke hvad lønnen angår at forlange flere penge af regeringen, når den gamle, gældende aftale for arbejdsmarkedet er at løn skal forhandles ved overenskomstforhandlingerne.

Det turde derfor være symptomatisk for demonstrationen den 2. oktober og især dens manglende realisme at det overvejende var de offentligt ansatte der deltog, og at gennemsnitalderen var relativt lav. Der var mange helt unge med, og de fleste af dem var studerende. Det betyder ikke at demonstrationen var ligegyldig, men derimod at den ikke var særligt repræsentativ for folket. Ingen kunne være i tvivl om - gennem ordlyden af bannerne og omdelte flyveblade - at demonstrationen var domineret af 'venstrefløjen', dvs den del af befolkningen der ikke blot er imod den siddende regering, men principielt er imod enhver borgerlig regering. Dette fik som bekendt Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl personligt at mærke, da de vovede sig ud på Slotspladsen for at snakke med nogle af de demonstrerende. Men de blev mødt af tilråb og 'konfetti' og måtte fortrække under sikkerhedsfolkenes beskyttelse.

Episoden førte efterfølgende til gensidige beskyldninger mellem Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti. Han fandt det utilstedeligt at Kjærsgaard var blevet angrebet, men gjorde episoden til et spørgsmål om hvorvidt Kjærsgaard havde ret i at det var medlemmer af Socialistisk Folkepartis Ungdom der havde være ubehagelige. Og han brugte store ord om løgn fra Kjærsgaards side, for dette ord falder jo efterhånden alle lettest på tungen, når man konfronteres med beskyldninger man ikke kan lide. Men det afgørende turde trods alt være, at en del af de demonstrerende på Slotspladsen er intolerante over for deres politiske modstandere, og at dette er med til at gøre demonstrationen mindre demokratisk end den burde være. Man kan - når det kommer til stykket - sætte spørgsmålstegn ved om demonstrationen overhovedet var folkelig i ordets bedste betydning.



Igen kunne man være drilsk og give sig af med at overføre religionsvidenskabens civil-terminologi til demonstrationssociologien - og altså spørge om demonstrationen på Christiansborg Slotsplads tirsdag den 2. oktober nu virkelig var en civil demonstration der havde som formål at samle befolkningen på tværs af faktiske skel - eller om den kun var maskeret demokratisk og primært havde til hensigt at sætte en del af befolkningen - især unge og offentligt ansatte - op mod regeringen og dermed op mod lige netop dem der i sidste ende har ansvaret for den offentlige sektors økonomi og funktionsduelighed i det moderne samfund med stigende krav til sektorens ydeevne. Naturligvis skal de offentligt ansatte og de studerende, inklusive folkeskolens elever, have lov til at udnytte deres demonstrationsret på linje med alle andre. Nogle gange rammer det - ganske som arbejdsnedlæggelser i den private sektor - mest den sagesløse tredjepart, borgerne eller kunderne, men det er en del af systemet og skal ikke forhindres. Det giver ofte kun bagslag.

Derimod skal der sættes spørgsmålstegn ved formålstjenligheden af demonstrationer der både er snævre og urealistiske i kravene. Faktisk er der uenighed eller konkurrence mellem de deltagende grupper. Deres ledere er uenige om strategien. Alle vil have mere i løn og større bevillinger til deres sektor, og mange vælgere udtrykker sympati med begge dele. Men omvendt er der også en vis nøgternhed der betyder at mange kan se at samfundsøkonomien ikke kan holde til den overophedning voldsomme lønstigninger på udvalgte områder vil medføre.



Mange ser ud til at forvente at det kommende forår bliver hedt når overenskomstforhandlingerne går i hårdknude og formentlig udløser en lammende storkonflikt. Det er sket før og ender altid med indgreb fra regeringens side. Enhver regering - uanset partifarve - er forpligtet til at gribe ind, men det går aldrig stille af. Og det kan selvfølgeligt påvirke meningsmålinger og i sidste ende valget der skal komme senest i januar 2008. Men ingen bør tage fejl af at realpolitikken i almindelighed står stærkt her i landet, og at folk derfor også som hovedregel kan acceptere regeringsindgreb efter sammebrudte overenskomstforhandlinger. Ja, det kan endda siges med ret stor sikkerhed, at det er de færreste der ville kunne respektere en regering der viger tilbage for at tage nødvendige skridt.

Demonstrationer og andre protestaktioner er en del af det demokratiske spilfægteri og dermed også en del af den uafbrudte realitetsprøvelse som vælgere og politikere såvel som arbejdstagere og arbejdsgivere lever i og som igen kan opfattes som en vedvarende eksperimenteren med hvor grænsen går mellem realitet og ønsketænkning. Det civile, demokratiske samfunds store styrke er at denne realitetsprøvelse foregår på fredelig vis, så alle kan blive klogere og mere erfarne fremfor dummere og mere hadefulde.



Åbningstalen    
Til toppen   Næste

Statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale skal ikke her gennemgås i detaljer. Den kan læses på Statsministeriets hjemmeside - og har været behandlet udførligt i alle medier. Men det skal nævnes at den udover en generel situationsbeskrivelse repeterede regeringens planer og initiativer for det kommende folketingsår. Finanslovsforslaget er allerede fremsat og forhandlingerne indledt. Kvalitetsreformen skal udmøntes i konkrete lovforslag - og et udspil om en nødvendig forøgelse af arbejdskraften blev skitseret - og et konkret forslag allerede fremlagt af beskæftigelsesministeren dagen efter.

Det sidste punkt var nok talens vigtigste konkretisering (og eneste nyhed), fordi det er blevet klart for alle at manglende arbejdskraft er den danske økonomis største problem for øjeblikket og i årene fremover. Derfor lægger regeringen vægt på at få mulighed for at kunne tiltrække flere dygtige udlændinge.

Men ellers blev navnlig to ting betonet særligt kraft. Værdikampen og sammenhængskraften i det danske samfund.



Værdikampen har regeringen ikke forsømt i de år den har siddet ved magten. Men især de nyeste udslag af radikaliseringen af dele af den muslimske ungdom i landet har tiltrukket sig opmærksomhed og bekymring. Fogh Rasmussen pointerede derfor vigtigheden af at opprioritere den værdimæssige side af integrationen. Regeringen vil således fremlægge en samlet handlingsplan, som skal forstærke indsatsen for at forebygge ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge. Unge danskere med indvandrerbaggrund skal ikke blot have en uddannelse. De skal også kende de principper, som det danske folkestyre bygger på. Respekt for et demokratisk menneskesyn om alles frihed, ligeværd og ansvar skal præge undervisningen på alle klassetrin. I danskuddannelsen for voksne udlændinge vil regeringen styrke undervisningen i samfundsforståelse, demokrati og medborgerskab. Regeringen vil også inddrage den viden, som lærere, integrationskonsulenter, pædagoger, socialarbejdere og andre har om ekstrem religiøs adfærd og tegn på radikalisering. Og den vil gøre brug af de ressourcer, som velfungerende danskere med muslimsk baggrund besidder. De kan være positive rollemodeller for de unge, som er i risiko for at blive tiltrukket af den militante islamisme.

I direkte tilknytning til denne indsats frmhævede statsministeren den fantastiske styrke ved det danske samfund der ligger i, at vi hænger så godt sammen socialt, økonomisk og kulturelt. Det er derfor et centralt mål for regeringen at bevare og udvikle denne sammenhængskraft. og det skal ske ved at give alle i landet muligheder og chancer i tilværelsen. Men udfordringen gælder særligt på det statsministeren betegnede som den nye ulighed. En ulighed, som ikke først og fremmest bunder i mangel på penge, men snarere i mangel på livschancer. En mangel på muligheder som følge af mangel på sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle kompetencer. For at bekæmpe denne ulighed vil regeringen iværksætte en bred indsats ved 1) at styrke indsatsen for de mest udsatte børn og voksne yderligere, 2) at forstærke indsatsen for at forebygge sundhedsmæssige problemer blandt de udsatte grupper, 3) at forbedre indsatsen over for mennesker med psykiatriske problemer, og endelig 4) ved at forbedre ligestillingen mellem kvinder og mænd - især hvad angår indvandrerkvinder.

Anders Fogh Rasmussen samfattede målsætningen med ordene: "Vi ønsker et Danmark med lige rettigheder, lige muligheder og lige ansvar for det fælles. Lad os holde sammen på et Danmark uden de store skel og kløfter i befolkningen. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft."



Det er for så vidt hørt før. Nogle betoner vigtigheden af sammenhængskraft mere end andre, men ingen taler imod den. Og hvad angår de konkrete initiativer regeringen har i sinde, er der næppe heller den store modstand. Men man kan altid tvivle på rådighedsbeløbene, viljen og målrettetheden. Og måske allermest på den psykologiske eller erkendelsesmæssige side af sagen. Statsministeren har ret i, at problemerne ikke altid kan løses med penge, men at også værdier spiller ind. Men han har ikke fuld forståelse for at en nødvendig dybere erkendelsesproces hos de berørte mennesker hverken kommer af sig selv eller gennem sociale og uddannelsesmæssige foranstaltninger. Den kræver en proces der involverer alle sider af et menneskets sjæleliv og derfor til syvende og sidst er af eksistentiel-religiøs art eller det der her på siderne kaldes helhedsrealistisk art.

Det betyder at man ingen vegne kommer uden at få kontakt med det kollektivt ubevidste og dermed de enorme energier der er forbundet med dette. For dette er den virkelige eller allerdybeste sammenhæng - og derfor det eneste der kan bygges såvel fællesskab som tilpasningsdygtighed på. Det er derfor uholdbart fremdeles at betragte religion som en privatsag der ikke hører hjemme i det offentlige rum. Det der er brug for er tværtimod at inddrage det religiøse i den offentlige debat og hele samfundsmæssige omstilingsproces på en sådan måde at man fremmer tolerance, frihed, demokrati og sekularisering.



Reaktioner på åbningstalen    
Til toppen  Næste

Det giver sig selv at reaktionerne på statsministerens åbningstale i så høj grad bestemmes af politiske synspunkter, at de i vid udstrækning er forudsigelige. Det er intet mærkeligt i, at Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti har ros tilovers for statsministeren og hans betoning af værdier, eller at Naser Khader fra Ny Alliance ligeud erklærer at talen kunne være holdt af ham selv. Og det er bestemt heller ikke overraskende, at socialdemokraterne, SF og Enhedslisten siger fra, mens de radikale udtaler sig mere moderat. Medierne deler sig også efter standpunkter der er fastlagt på forhånd. Politiken er kritisk eller ironisk. Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten er positiv, men Thomas Larsen i Berlingske Tidende fortsat er overbevist om at Fogh styrer mod et valg.

SF's formand Villy Søvndal viste sig under selve åbningstalen fra den mest taktløse side, da han grinede højlydt, da statsministeren bemærkede, at "det letteste i verden er at udstede løfter om mere velfærd, højere løn og lavere skat. Det kan enhver". Søvndal, der fik følgeskab af andre grinebidere i salen, forklarede efterfølgende at det var almindelig høflighed at grine af en vits, men han véd jo udmærket godt at statsministerens ord ikke var ment som en vittighed, men tværtimod møntet på opositionspolitikere, og at de blev umiddelbart efterfulgt af ordene: "Men regeringen har et ansvar for, at tingene hænger sammen, og at økonomien er i orden. Det ansvar lever regeringen op til. Vi har fremlagt et samlet udspil med en kvalitetsreform, der giver et historisk løft i den offentlige velfærd, og en skattepakke, som sænker skatten på arbejde yderligere. Det er ambitiøst. Men det hænger sammen. Og det er finansieret."

Socialdemokraterne på deres side måtte i ugens løb lide den tort at deres tidligere partisekretær, Jens Christensen, har offentliggjort en bog, hvori han kritiserer sit parti for at holde sig alt for meget uden indflydelse i kraft af at lederne styrer efter de kortsigtede taktiske fordele i stedet for efter mere langsigtet holdbare strategier. Og han forklarer partiets relativt dårlige meningsmålinger med denne linje. Den kærligt mente kritik blev naturligvis afvist. Det er sin sag at gøre op med en politisk linje der åbenlyst ikke giver flere stemmer, især når partiet presses af det for øjeblikket succesfulde SF. De radikale er for længst blevet splittet på Jelveds absolutte uforsonlighed mod Fogh Rasmussen - og det er og bliver dennes bedste kort i hele spillet, at han ikke for alvor er truet af oppositionen og dens manglende samarbejdsvillighed. Hans regering nøjes ikke med at administrere, den er også i fuld sving med vidtrækkende reformer - og den klarer det stort set så godt at et flertal fortsat har mest tillid til Anders Fogh Rasmussen som regeringsleder.



Civil sammenhæng    
Til toppen  Næste

Folketingets afgørende rolle i vort demokrati er indiskutabel. Det er folketinget der står for lovgivningen og som vælger den regering der skal påtage sig ansvaret for at lovgivningen bliver gennemført med de bevilligede midler. Det er også folketinget der sørger for den nødvendige debat og det nødvendige udvalgsarbejde for lovgivningen. Og vi har tilmed her i landet et forholdstalsvalg der sikrer små partier med blot to procents vælgertilslutning repræsentation i tinget og som hovedregel også gør det til en selvfølge at der dannes mindretalsregeringer der er nødt til at samarbejde med andre partier for at kunne regere. Men flere forhold giver ikke destomindre problemer i vore dage.

For det første betyder medieudviklingen at den tidligere så vigtige debat i selve folketingssalen i vid udstrækning er reduceret til en kedsommelig og forudsigelig diskussion der sjældent indbyder til eller ligefrem kræver medlemmernes tilstedeværelse i salen. De vigtigste debatter og afgørelser finder sted i de lukkede udvalgsmøder. Og derfor har endog de få store debatter om åbningstale, finanslovsforslag og reformpakker af den ene eller anden art kun få tilhørere ved tv-transmissionerne. Man kan læse sig til det hele i aviserne og på internettet.

Diskussionerne i folketinget kan undertiden stadigvæk være hidsige, fordi der fortsat er medlemmer der ynder diskussioner for diskussionens skyld. Men det er sjældent der kommer noget gavnligt ud af dem. De fleste politikerne er udmærket klare over at det kan give bagslag at være for negative mod politiske modstandere og måske ligefrem prøve at sværte dem til. Men en de mest diskussionslystne og polemiske medlemmer som Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti mener ikke desto mindre at negative kampagner mod politiske modstandere gavner demokratiet, eftersom al diskussion går ud på at skælde hinanden ud. Og den direkte polemik har desuden den fordel at uenigheden kommer frem. Langballe bruger selv flittigt det middel til at opnå diskussion som hedder spørgetid, og som i folketingssammenhæng forpligter en minister til at redegøre for alt hvad han måtte blive spurgt om.

Men dette er faktisk et problem i sig selv, fordi det belaster både ministrenes og folketingets tid. Der bliver stillet utroligt mange spørgsmål mellem år og dag i folketinget - og det er nogle få personer der stiller de fleste, og den allerflittigeste har i flere år været et medlem fra tingets mindste parti, dvs et parti der ikke har megen reel indflydelse på arbejdet gennem udvalgene. Spørgelysten er nu blevet et sådant problem at tingets præsidium har sat sig for at få reglerne ændret, så lysten begrænses.

Men hertil kommer et tredje problem der har med den generelle højnelse af uddannelsesniveauet i landet at gøre: Folketinget får flere og flere akademikere ikke bare i absolutte tal, men også relativt i forhold til befolkningens sammensætning. Det vil igen sige at folketinget slet ikke længere er repræsentativt for folket. Dette medfører en intellektualisering af debatten som ikke findes i befolkningen som helhed.



Alt i alt betyder disse ting dels at der skabes en stadig større kløft mellem folk og folketing, dels at der opstår en vis politikerlede i befolkningen. Dette medfører så igen næsten automatisk at såvel partierne som politikerne bliver mere mediebevidste. Det betragtes som en fordel at have politikere med medietække i front, og som nødvendigt for alle politikere at pleje kontakten til medierne, hvad der bl.a. sker gennem professionelle rådgivere, de såkaldte spindoktorer. For flere topolitikere har det været en fordel at komme først med brugen af den slags, men efterhånden som alle bruger dem, svinder betydningen. Ja, det sker ligefrem det at vælgerne kan få nok af alt dette spin - og ser med mistro på politikere der støtter sig på det.

Men reelt er hele dette forfald og denne kløft et symptom på, at en dybere sammenhængskraft er forsvundet fra demokratiet, så det i videre og videre udstrækning er de formelle ting som taler og ritualer og mediemæssige relationer som spin, reklamer og kampagner der sørger for en slags sammenhæng på overfladen, hvorimod en ægte folkelig sammenhæng af den art vi kender fra demokratiets opbygningsfase og som er identisk med de folkelige vækkelser er en saga blot. Den eksisterer ikke, og - hvad der er endnu værre - der er stort set ingen politikere der har sans og forståelse for den. Folketinget er naturligvis civilt i betydningen ikke-militært og ikke-magtudøvende, men det savner i høj grad folkeligheden.

Grunden er ligetil, den er nemlig oplysningens ensidige hældning til rationaliteten og dermed dens stigende mangel på indsigt i det irrationelles faktiske og afgørende indflydelse på alle menneskers eksistens. Religionen er fordrevet fra det offentlige rum, fordi den fejlagtigt forstås som dogmatisk og derfor mere eller mindre fundamentalistisk og demokratifremmed. Den forstås ikke som helhedsrealisme, der kan sikre den fulde føling med både virkelighedens rationelle og dens irrationelle dimension. Og sålænge denne ensidige hældning til det rationelle får lov at råde, er sammenhængskraften i samfundet en skrøbelig sag, og udviklingen vil være præget af kriser i et uheldigt omfang.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Statsministerens åbningstale på ministeriets hjemmeside



Folkekirken: Jens Rohde udstiller Venstres manglende afklaring  (8.1.06.)
Folkekirken under pres
Folkekirken amatørfilosofisk besudlet
Folkekirken: Hvad er problemet egentligt med denne Grosbøll?
Folkekirkens stilling i folkelivet  (Åbent brev til biskop)   (20.4.06.)

Folkekirken  (afsnit af Værdimanifestet)
Folkeligheden  (afsnit af Værdimanifestet)
Monarkiet  (afsnit af Værdimanifestet)

Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Monarkiet: Det irrationelle monarkis betydning i demokratiet
Monarkiet: Er det utidssvarende?

Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)
VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Ny Alliances program mere utopisk end realistisk  (31.8.07.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
Ny Alliances utopisk-revolutionerende skattepolitik  (28.8.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Lykketoft kontra Anders Fogh  (16.8.07.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal