Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - grosboel2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.6.04.


Hvad er problemet egentligt med denne Grosbøll?

Præstens tro eller folkekirkens dogmer?

Omtrent på årsdagen for starten på det biskoppelige tilsyn med præsten i Taarbæk, der åbent har erkendt at han ikke tror på den Gud han ellers selv søndag efter søndag bekender sig til i kirkens faste ritualer, har biskop Rebel mundtligt meddelt præsten, at han har valget mellem at gå selv eller blive suspenderet - og i sidstnævnte tilfælde få en tjenestemandssag på halsen der kan medføre hans afskedigelse.

Grosbøll har onsdag ladet offentligheden forstå, at han ikke har tænkt sig at forlade embedet frivilligt - og allerede torsdag middag kunne Rebel meddele, at hun har fritaget sognepræsten for tjenesten og bedt kirkeministeriet indlede tjenestemandssag mod ham. I biskoppens pressemeddelelse anføres at hun efter et års skærpet tilsyn med Grosbøll, men især på grundlag af en række offentlige udsagn fra præstens side i den senere tid, herunder en bestemt prædiken må konstatere, at "pastor Grosbøll har tilsidesat folkekirkens bekendelsesgrundlag, undergravet embedets agtelse og tillid, tilsidesat tjenstligt pålæg og skabt dyb forvirring om folkekirken". (Af prædiken 16. maj, offentliggjort i Kristeligt Dagblad 22. maj).

Trods den lokale menighedsrådsformands lynhurtige påstand allerede tirsdag om pres mod biskoppen fra kirkeminister Tove Fergos side kan det roligt siges, at sådan fungerer folkekirkens system slet ikke. Ingen har for så vidt fra sagens begyndelse været i tvivl om ministerens klare holdning om, at en præst ikke hører hjemme i folkekirken, hvis han ikke tror på bekendelsesskriftens Gud. Ingen kan heller være i tvivl om at mange biskopper, provster og præster i landet er enige i dette standpunkt. Det viser også et rundspørge til mange af landets præster efter biskoppens sidste skridt.

Men det er biskoppen der er tilsynsførende og hende der på grundlag af sit skærpede tilsyn og udviklingen i sagen har draget den slutning, at hun "som tilsynsførende biskop ikke længere kan tage ansvaret for præstens virke i sit embede" og derfor overlader hvad der videre skal ske til ministeriet.

Fortsatte samtaler med præsten anser biskoppen altså for formålsløse, fordi han ikke alene reelt står ved sine gamle meninger hvad det principielle indhold angår, men så at sige fremturer i sine provokationer ved specielt i sin prædiken den 16. maj at have udtalt: "Så hvis guds vilje skal ske, hvis retfærdigheden skal ske fyldest, er det os der råder for den. Gud har abdiceret til fordel for sin søn og dermed til fordel for os. Der er altså ikke længere nogen himmelsk garanti eller indgribende magt, der er kun det gudsrige der lykkes ved os og mellem os. Så lykkes det ikke, er der intet."

Biskoppen ser rigtigt, når hun opfatter dette som en klar undsigelse af alt det folkekirken står for. Man kan undre sig over hendes fremgangsmåde i sagen. Herunder over, at hendes skærpede tilsyn ikke har omfattet en løbende vurdering af præstens prædikerner, men først en vurdering når den udslaggivende prædiken blev offentligt refereret i en avis. Og man må også undre sig over, at præsten fik besked om sine definitive valgmuligheder mundtligt. Men hendes reaktion er fuldstændig logisk - og en hvilkensomhelst anden reaktion ville være en ren og skær falliterklæring. Omvendt kan præstens og menighedsrådsformandens undren kun karakteriseres som fuldkommen naivitet - på højde med dagbladet Politikens fuldkomne begejstring over sagens udvikling.



Det er nu op til kirkeministeriet (og statsministeren) at afgøre hvad der videre skal ske, det vil sige om det skal blive en læresag via en provsteret om den reelle undsigelse af kirkens bekendelsesgrundlag eller en snæver tjenestemandssag om den formelle pligtforsømmelse der skal afgøre Grosbølls tilknytning til folkekirken, altså jura eller teolog. En ren tjenestemandssag kan kun beklages, fordi den åbenlyst og direkte vil udstille folkekirkens store aktuelle svaghed, at den ikke tør stå fast på sine officielle dogmer og officielle dogmefortolkning, og det netop på et tidspunkt hvor den religiøse interesse blandt almindelige mennesker er meget stor og hvor konkurrencen fra en entydig og yderst dogmatisk islamisk religion samtidig er ganske betydelig.



Sagen drejer sig jo slet ikke om, hvorvidt Grosbøll skal have lov til at sige højt hvad han faktisk tænker, og hvad mange af hans kolleger inderst inde også mener, og hvad mange kirkegængere og almindelige kristne sandsynligvis også mener. Nej, den drejer sig om hvorvidt en mand der åbenlyst tilkendegiver at han hverken tror på Gud eller Kristus, men alene på det gudsrige mennesket selv kan skabe, kan være præst i folkekirken eller ej. Det vil igen sige, at den drejer sig om, hvorvidt folkekirken er en prædikestol for alle og enhver - inklusive dem der modarbejder den - eller kun for dem der kan stå inde for kirkens officielle bekendelse.

Men dermed bliver sagen også en sag om selve dogmerne om Gud, og den rammer derfor ind i et for ikke blot folkekirken, men hele kulturdebatten og samfundet så vigtigt et spørgsmål som sekulariseringen. Men her ser det ud til at Grosbøll slet ikke er manden for at kunne vise vej til noget nyt og holdbart der kunne gøre folkekirkens forkyndelse tidssvarende uden at fornægte dens essens.

Grosbøll virker nemlig som en amatørfilosof, der tilsyneladende befinder sig i en sådan idyllisk afkrog af verden at han tror der er brug for en konfrontation mellem naturvidenskab og teologi som den der var aktuel for 100 år siden. Eller for et humanistisk eller postmodernistisk 'frihåndstænkeri' der er fuldstændigt løsrevet fra traditionel teologi. Han kan følgelig næppe bidrage til en fornuftig debat om det i dag afgørende spørgsmål.

Dette afgørende spørgsmål lyder, om folkekirken kan og skal holde fast ved den gamle, for ikke at sige gammeldags og forældede formulering af sit bekendelsesgrundlag. Eller om den er nødt til at ajourføre bekendelsesgrundlaget således at dets formuleringer på den ene side fortsat fastholder alt det væsentlige i den kristne tro, dvs i evangeliets tale, men på den anden side frafalder det meget tidsbestemte i formuleringen af dogmerne om opstandelsen og det evige liv. Disse formuleringer lider nemlig af den i dag åbenlyst tros-undergravende skavank at de kan tages bogstaveligt og slet ikke tager højde for den mytologiske og dybdepsykologiske forståelse som vi er i besiddelse af i dag og som alene vil kunne bære fremover.

Konkret drejer det sig altså om definitivt at få adskilt den håbløse sammenblanding af naturvidenskab og eksistensforståelse som de gamle dogmers formulering og bogstavelige udlægninger er udtryk for, og én gang for alle få accepteret og sanktioneret, at gudsbegrebet ene og alene hører hjemme i eksistensforståelsen, mytologierne og evangeliet - og dermed dagligsproget - og ikke i naturvidenskaben.

Her kunne det for en overfladisk betragtning se ud som om præsten i Taarbæk har en relevant pointe, men det er ikke tilfældet, for han begår netop den kapitalbrøler at afskaffe gud, eller med hans eget udtryk lade gud være abdiceret til fordel for os selv og vore egne evner til at skabe gudsriget.

At han benyttede sin foreløbig sidste prædiken i Taarbæk kirke søndag den 6. juni (offentliggjort i sin helhed i Politiken den 10.6.) til at kritisere præsident Bush og Dansk Folkeparti m.m., er det mindste af sagen. Det viser vel egentligt kun Grosbølls behov for at aktualisere det han forstår ved evangeliet. Det afgørende er, at han direkte torpederer gudsbegrebet - og sætter sig til dommer over andres gudsforhold.



Hvad hele sagen ender med, må guderne vide. Det skal blive spændende at se, om biskoppens grundlag for en tjenestemandssag holder juridisk stik. Om præsten bliver afskediget og menigheden så eventuelt etablerer en frimenighed til deres kære præst eller om han kan genindtræde i sit embede - og overgå til an anden biskops tilsyn. En afskedigelse vil i første omgang uden tvivl berolige mange traditionelt indstillede præster, men kun en decideret læresag vil have chancen for at skære igennem ind til sagens kerne: dogmernes fortolkning.

Når en af de religionshistorikere der ofte bliver spurgt af medierne, og som selv siger han blot står på sidelinjen og kigger på, giver udtryk for at sagen vil splitte folkekirken, uanset hvordan den ender, så får han muligvis ret. Men der kunne jo også være den mulighed at sagen vil føre til en virkelig afklaring af danskernes gudsforhold. Og så ville meget være vundet. Men det forudsætter at sagen gribes an med henblik på en sådan afklaring - og ikke blot med henblik på at lukke munden på nogen for at undgå yderligere forvirring.

Her på Fandens fødselsdag må det være tilladt at ønske folkekirken tillykke med en sådan sag, en sådan præst, en sådan menighedsrådsformand, en sådan biskop, en sådan kirkeminister - og en sådan mulighed for afklaring. I et demokrati siges folket jo til hver en tid at have den regering det fortjener. Det ser ud til at folkekirken også må nøjes med de ledere de tilfældigvis måtte have, og som er afgørende for om en principsag skal føre til afklaring eller tavshed og fortsat forvirring.

Deres ærbødigt troende
Jens Vrængmose,
Oppe fra de kanter, hvor Gud fortsat råder for alting.



Henvisninger:

Præsten der ikke kan tages alvorligt
- om den afsluttede dilettantkomedie i Taarbæk

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (18.6.03.)
om folkekirkens problemer efter Taarbæk-sagen

Folkekirken amatørfilosofisk besudlet  (Afdogmatisering - 6.6.03.)

Artikler om sekulariseringen:  Klik

Artikler af Jens Vrængmose  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal