Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Folkekirken3

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.7.03.


Præsten der ikke kan tages alvorligt

- om den afsluttede dilettantkomedie i Taarbæk

Det gik stort set som man kunne forvente i Taarbæk-sagen. Ingen fyring af den formastelige præst og ingen afklaring af folkekirkens bekendelsesgrundlag. Men klar tilkendegivelse af, at en præst er forpligtet på bekendelsesgrundlaget.

Efter flere samtaler - afbrudt af nogle for præsten sikkert hårdt tiltrængte sommerferiedage med tid til eftertanke - blev biskoppen for Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel enig med sognepræst Thorkild Grosbøll om ordlyden af en fælles presseudtalelse 23.7.03. Den slutter således:

"Da sognepræsten således har beklaget, at han med sine udtalelser har sået tvivl om folkekirkens bekendelsesgrundlag og sin egen forpligtelse herpå, samt tilkendegivet, at han er indforstået med sine forpligtelser som sognepræst, har biskoppen besluttet at ophæve tjenestefritagelsen."

Flere præster og universitetsteologer har ifølge Politiken, Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende omgående beklaget, at sagen ikke førte frem til en decideret ‘læresag', der kunne afklare fortolkningsgrænserne for folkekirkens bekendelsesgrundlag, men de fleste er alligevel tilfredse med den bløde landing. Dog med undtagelse af Indre Missions formand.

Biskoppen fik slået fast, at en præst er forpligtet på bekendelsesgrundlaget og dermed på troen på Gud og Skaberen, på opstandelsen og på det evige liv - og derfor ikke kan tillade sig at gå ud og skabe forvirring i rækkerne med en blank erklæring om, at han ikke tror på disse ting.

Præsten på sin side bevarede sit embede - og måtte skrive under på at være den der ved "provokatorisk grovhed " havde forvredet samtalen om bekendelsesgrundlagets fortolkning, ja ved "tankeløst tilforladelige udsagn" havde kastet oplagte chancer for samtale bort.

Sognepræsten i Løsning ved Horsens er overbevist om, at Grosbøll bare tier af bekvemmelighedsgrunde, og finder dette ynkeligt. "Når man prikker i Grosbølls gudsbegreb, bliver det til en sæbeboble, som intet indeholder. Der bliver ingen gud tilbage", siger han til Berlingske Tidende.

Samme resultat kommer At Tænke Sig til i Politiken, der muntert lader Grosbøll bekende sin nye tro med ordene:

"Vi tror ved nærmere eftertanke alligevel på Gud Fader, Himlens og Jordens skaber, for ellers risikerer vi bare at blive fyret, og så er det alligevel bedre at sidde ved Biskoppens, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra hun skal komme at dømme levende og døde. - Vi tror på Helligånden og alt det dér fis, den skinhellige, almindelige kirke, den herlige præstegård, kirkekaffen, messehagelen designet af D. Margrethe, syndernes forladelse, så lidt opstandelse som muligt og det evige driverliv. Amen."

Og så turde sagen egentlig være sat på plads, hvor den hører hjemme.

Grosbøll selv siger til Berlingske Tidende 24.7., at nogle af hans udtalelser har været for flotte og har skåret for hårdt ind til benet. "Noget af det jeg har sagt, har haft en provokerende karakter, og dermed har jeg risikeret at komme til at smække nogle døre i, der ellers ville have været åbne for at samtale igennem", siger han. Og han finder det i orden, at biskoppen fremover holder øje med ham (fører ‘skærpet tilsyn' som det uden nærmere definition hedder i fælleserklæringen), så han "ikke i morgen stiller op og siger, at det hele har været skide morsomt og så til helvede med hende."

Med andre ord, når embedet står på spil, så driver præsten ikke åbenlyst gæk med sin biskop, men ellers kan han jo godt stadig, omend forsigtigt, så tvivl om, hvad han egentlig mener. Til Berlingske Tidende forklarer han således, at han dårligt kan benægte, at han ikke tror på Gud, eftersom det står på side 9 i hans bog "En sten i skoen". Men at man skal være opmærksom på hvad der står på side 151, hvor han prøver at forklare hvad han så mener, nemlig om hvad historien om Jesus kan bruges til, når den nu ikke handler om at tro på Gud.

For Grosbøll er det fortsat vigtigt at få sagt, at kristendommen ikke leverer et alternativ til naturvidenskabens verdensbillede. "Det er ikke sådan, at enten går man ind for Darwin eller også går man ind for Gud", lyder det. Og dermed bekræfter manden, at han fortsat befinder sig på et horribelt amatørfilosofisk og amatørteologisk stade, nemlig på det vankundighedens trin som folk befandt sig på i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor alt var blevet et tåbeligt valg mellem Darwin og Bibelen, fordi kirken var så tåbelig at angribe videnskaben med bibelen i hånden.

Manden har med andre ord intet lært af eller fattet af, hvad hele den senere diskussion og forskning i mytologi og afmytologisering kom til at betyde for troens anliggende, nemlig at tro intet har med naturvidenskabelig erkendelse at gøre, og at såvel det gamle testamentes skabelsesberetning som det nye testamentes beretning om Jesu liv og opstandelse intet har med naturvidenskabelige påstande at gøre, men er påstande der vedrører menneskets eksistentielle situation, som naturvidenskaben til gengæld intet kan sige om. Dér skal en præst starte sin forkyndelse - og så lade naturvidenskaben være naturvidenskab. Og samme sted skal det enkelte menneske begynde at forstå sin tro - og lade naturvidenskabelig tvivl være naturvidenskabelig tvivl..

Grosbølls ‘provokationer', hvis man overhovedet kan kalde overfladiske og tåbelige meninger sådan, ville føre den teologiske og folkekirkelige debat et halvt århundrede tilbage i tiden, hvis de blev taget alvorligt. Men det gør de ikke af folk der har sat sig ind i sagerne og ved hvad de taler om - som fx. litteraturredaktøren Niels Gunder Hansen (nu Berlingske Tidende, tidligere Kristeligt Dagblad). Han kommer venligt med en formodning om, at den provokationslystne Grosbøll måske gennem årene er blevet immun over for effekten af sine egne ord, og måske har talt højere og højere og mere og mere ureflekteret for at prøve grænser af! Han fik billedligt talt råbt sit budskab om den manglende tro ud med megafon, men det kunne det saglige indhold ikke bære!

Nej, det er sagen i en nøddeskal - måske lige bortset fra, at det må med i billedet, at Thorkild Grosbøll fra starten har været umådeligt dårlig til at forklare, hvad han egentligt mente. Det er sjældent at høre en sådan omgang usikkert væveri som det han præsterede i DR2's Deadline ved sagens start. Allerede her blev det afsløret, at den gode og uden tvivl velmenende mand er en elendig tænker og endnu dårligere formidler. Som provokatør når han ikke salig P.G. Lindhardt til sokkeholderne. For han har ikke det saglige grundlag i orden og er ikke forberedt på de spontane følelsesmæssige reaktioner og efterfølgende teologiske modargumenter som hans udsagn bevirker. Og så render han bare fra det hele. Det er virkelig ynkeligt!

Farcen i Taarbæk har været en dilettant-komedie, fordi hovedrolleindehaveren har været ude af stand til at gennemtænke og forklare sit ærinde, fortsat lever i en uafklaret forståelse af mytologien, ikke véd hvad tro er, ikke vover at stå inde for hvad han siger - og har lokale klakkører som bare fromt og enfoldigt siger amen til det hele og byder ham på champagne, når han kommer frelst tilbage til andedammen.

Biskoppen i Helsingør skal have ros for sin behandling af sagen. Den debat som vil løbe videre om folkekirkens bekendelsesgrundlag, og som må og skal løbe videre, hvis der overhovedet skal ske en afklaring af folkekirkens stilling i det moderne, sekulariserede samfund, ville det ikke have været tilrådeligt at tvinge igennem til nogen form for afklaring på så tyndt et grundlag som her foreligger.

Og præsten i Taarbæk med samt hans menighed kan efter dette overhovedet ikke længere tages alvorligt. Derfor fred med dem!



Efterfølgende artikel:

Hvad er problemet egentligt med denne Grosbøll?
Præstens tro eller folkekirkens dogmer?  (11.6.04.)

Tidligere artikler:

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (18.6.03.)
Folkekirken amatørfilosofisk besudlet  (6.6.03.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal