Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Folkekirken

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.6.03.


Folkekirken amatørfilosofisk besudlet

Sognepræsten i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, har skabt røre i andedammen med meget bastante og utvetydige udtalelser til Weekendavisen om at han ikke tror på Gud, på opstandelsen eller på det evige liv. Da troen på disse tre religiøse fænomener er grundsøjlen i den danske folkekirkes officielle bekendelse som enhver præst ved sin ansættelse i kirken må vedkende sig, er præsten i åbenlys strid med kirken - og er da også hurtigt blevet undsagt af kirkeministeren og biskoppen, og efterfølgende blevet ‘fritstillet' (suspenderet) af sin biskop. Trækker han ikke på den ene eller anden måde sine udtalelser tilbage kan han regne med afskedigelse.

Det er der straks nogle der har ondt af, bl.a. meningsrådet i Taarbæk der har fuld tillid til præsten og derfor bakker ham op. Enkelte, men relativt få kolleger er kommet ham til undsætning, ligesom en juridisk professor har påstået, at ministerens hurtige og fuldstændigt logiske reaktion skulle dømme præsten på forhånd. Heroverfor står dog professor Ditlev Tamms påvisning af, at Grosbøll er i klar strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Egentlig skulle man ikke tro at der overhovedet er noget at rafle om. Det skulle da lige være mandens kløgt. For enhver præst i folkekirken står søndag efter søndag sammen med menigheden og bekender troen med ordene: "Vi tror på Gud, den almægtige, himmelens og jordens skaber......Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv." Og så er det vel ikke urimeligt at forlange, at præsten står inde for ordene - og altså ikke på såkaldt jesuitervis tager et indre forbehold med et "Gu' gør jeg ej!". Det ville da være at tillade at han gjorde tykt nar af menigheden, og hvis det kan finde sted med officiel billigelse, så er folkekirken ikke længere et seriøst fortagende, men pjat.

At Dagbladet Politiken ser anderledes på sagen med en leder 5.6. kan ikke undre. Ud fra en sikkert holdbar formodning om, at mange præster er enten enige med Grosbøll (uden at turde sige det højt) eller dog i tvivl om fortolkningen af trosbekendelsen, gør redaktøren gældende, at kirken har indført et 11. bud der endda er vigtigere end de ti andre, nemlig et der siger, at det gør ikke noget at præsten ikke tror på noget, bare han ikke siger det højt. Rigtigt er her kun at præsten i hvert fald ikke skal sige det højt, for så falder hammeren, fuldstændigt logisk og juridisk skudsikkert.

Urigtigt er, at det ikke skulle betyde noget om præsten ikke tror på noget, bare han holder det for sig selv. For det har to store eksistentielle betydninger: For præstens vedkommende, at han hykler og foregiver noget han ikke står inde for, hvilket da burde anses for moralsk fuldstændigt uholdbart. Og for menighedens vedkommende, at den ikke kan føle sig sikker på nogen. Det vil være svært i det enkelte tilfælde at kunne afgøre om præsten mener hvad han siger eller ej.

Nu har der som bekendt være fortilfælde. Og de har altid medført at en præst er blevet afskediget, hvis han åbenlyst har bestridt trosbekendelsens indhold - eller hvis han har nægtet at følge ritualerne. Hvad enten demokratitilhængerne kan lide det eller ej, så er der fuld religionsfrihed i Danmark (alle har lov at tro hvad de vil), men ikke i folkekirken; her skal de ansatte tværtimod bekende den officielle tro - ellers er det bogstaveligt talt ud af vagten. Selv en kirketjener er i nyere tid blevet fyret fordi han flirtede med reinkarnationslæren, der strider mod den officielle trosbekendelse. Og der er faktisk ikke noget at sige til det. For i politik ville man da også reagere, hvis et folketingsmedlem af Socialistisk Folkeparti åbent står frem og siger, at han dybt i sjælen er liberalist.

Men så kommer alle de behjertede mennesker - især fra kirkens egne rækker - og gør gældende, at det må da være tilladt for en præst at være i tvivl om spørgsmålene, eftersom præsterne trods uddannelse og embede dog stadig er mennesker - og som sådanne derfor også ofte usikre. Men det er og bliver en sammenblanding af begreberne, der tyder på begrebsforvirring, ja en amatøragtig forståelse af filosofi og teologi.

For det første er det ikke udtryk for tvivl at bekende sin mangel på tro på Gud, opstandelse og evigt liv på skråsikker måde. Grosbøll er netop ikke i tvivl, men afviser blankt kirkens officielle bekendelse.

For det andet - og det er det centrale - er usikkerhed om fortolkninger ikke det samme som udtryk for mangel på tro. Grosbølls store fejl - eller om man vil dumhed (som han har mulighed for at erkende og så at sige gøre god igen, hvis man så ellers vil tro ham) - er, at han netop ikke har gjort nogetsomhelst forsøg på at fortolke trosbekendelsen på en sådan måde, at den ville kunne give plads for hans egen opfattelse af gud, opstandelse og evigt liv. Han har tværtimod direkte torpederet enhver mulighed for fortolkning ved at udtale sig fuldstændigt skråsikkert og amatørfilosofisk om sagen, endda med en så blank afvisning af det man i daglig tale kalder ‘barnetro', at det ikke ligner, men er en nedvurdering og hån af denne og de mange der har en sådan.



Da professor P.G. Lindhardt i 1953 skabte furore med nogle udtalelser i Askov om det evige liv, førte det til et krav om hans afskedigelse som hjælpepræst fra snæverttænkende teologer og præster der ikke kunne tolerere hans fortolkning, men han blev i embedet - og lovede, kampglad som han altid var, den provst der mest energisk havde forlangt hans afskedigelse fuld støtte som kandidat til posten som biskop i Århus. Der var selvsagt ikke noget at komme efter, for Lindhardt bestred ikke det evige liv, men sagde bare, at troen på det evige liv ikke var en garanti for at de troende efter døden ville gå ind til et evigt liv i paradis.

Grosbøll kunne bare have sagt, at han ikke opfattede troen på Gud som en tro på en eller anden himmelsk bedstefar der sidder et eller andet sted oven over skyerne og trækker i snorene. Og han kunne blot have sagt, at han ikke opfattede troen på opstandelsen og det evige liv som troen på at de døde engang et eller andet mystisk sted til en eller anden mystisk tid vil genopstå som de står og går på denne jord og derefter leve evigt i denne skikkelse. Så var der intet sket, for så havde han ikke benægtet gud, opstandelse eller evigt liv, men bare sagt, hvad der er ganske almindelig opfattelse i folkekirken i dag, at disse ting under ingen omstændigheder skal tages bogstaveligt. Præster der forestår begravelsesritualerne bruger disse ord, men understreger i deres prædikerner gang på gang, at de ikke skal tages bogstaveligt - og at man i det hele taget ikke kan sige præcis hvordan de da skal forstås. Her må enhver tro sit eget, herunder også en bogstavelig udlægning!

Men Grosbøll er så langt ude i konstateringen af en afstand mellem den folkekirkelige bekendelse og den naturvidenskabelige erkendelse, at han tror han skal vælge mellem dem. Og dette er da et kæmpemæssigt problem, for det betyder reelt, at han end ikke må have nogen anelse om hvad religiøs tro, endsige religion idet hele taget er.

Her spiller den af den tyske teologi Rudolf Bultman i 1941 startede afmytologisering af kirkens lære ind, fordi denne afmytologisering skete i den allerbedste hensigt om at fjerne videnskabeligt uholdbare forestillinger fra den kristne religion, men endte med at smide barnet ud med badevandet. I stedet for at fjerne videnskabeligt uholdbare dogmer eller dogmatiske formuleringer fra religionen og bekendelsen, så fjernede man hele den mytologiske forståelse - og det lider kirken under den dag i dag.

Et af de tydeligste eksempler er opfattelsen af skabelsesberetningen. Her forkaster man i princippet bibelens anskuelige beretning om en skabelse på seks dage i tidernes morgen (et vist antal generationer tilbage) til fordel for naturvidenskabens uanskuelige hypoteser om et Big Bang for omkring 14 eller 16 mia år siden. Men de to ting har intet med hinanden at gøre. De er absolut inkommensurable, hvad der ikke betyder at bibelens skabelsesberetning såmænd kan være lige så god som Big-Bang-teorien (eftersom ingen kan bevises endegyldigt), men at de slet ikke tilhører samme sproglige ramme og derfor aldrig kan oversættes til hinanden.

Da skabelsesberetningen blev til, anede man intet om det man nu om dage kalder naturvidenskab. Det betyder ikke, at man da var naive og fandt på luftige teorier, der kan skrottes nu hvor man ved bedre. Nej, for meningen med skabelsesberetningen var en helt anden end meningen med naturvidenskaben, nemlig at give en beskrivelse af hvor kosmos, det ordnede og menneskevarme univers (det nordboerne kaldte Midgård til forskel fra Udgård) kom fra. Og dette spørgsmål løser man ikke ved påstande om Big-Bang for 16 mia år siden. Det er tværtimod et spørgsmål der har nøjagtig samme karakter som barnets spørgsmål om, hvor det selv og dets forældre kommer fra. De synes jo at have været der altid. Meningen, sammenhængen, varmen og lyset har i hvert fald været der så langt tilbage nogle kan huske - men med garanti ikke 16 mia år tilbage.



Og her er det så barnetroen kommer ind i psykologisk forstand. Den kan opfattes negativt som Brandes i sin tid gjorde, når han skrev, at "Videnskaben blev betegnet som noget yderst upålideligt... Den evige sandhed var jo dog blot tilgængelig for barnetroen" (omkring 1900 og brugt 1904 af Henrik Pontoppidan i ‘Lykke-Per'). Og det er i dette spor Politiken kører videre som om vi stadig befandt os i begrebsrammerne omkring år 1900.

Men positivt findes begrebet hos Grundtvig i Poetiske Skrifter, hvor han siger: "Hvad ikke jeg kan evne, Fatte kun med barnetro." Men Grundtvig nøjedes som bekendt ikke med at betjene sig af begrebet, han demonstrerede i salme efter salme, hvad barnetroen var og er, nemlig den enfoldige og selvfølgelig tro på mening, skabelse, lys og varme, kosmos og guder - forud for al intellektuel tvivl og forud for al naturvidenskabelig indsigt.

Tvivlen melder sig naturligvis med udviklingen af de intellektuelle evner, og deraf følger som hovedregel også en forkastelse af de naive forestillinger i deres bogstavelige forstand. Men hvis man ikke gennem denne uundgåelige og gavnlige intellektuelle proces skal havne i en regulær fortvivlelse, total meningsløshed eller kynisme, så er det nødvendigt at føre troen med i en eller anden renset eller transformeret form. Netop som Grundtvig gjorde.

Der er i og for sig intet mystisk heri, for en sådan transformering vil blot sige, at man bevarer evnen til at se alting i et stort perspektiv - uanset den kritiske indstilling til detaljen. Eller hvis man sammenligner med musik, kunst, litteratur, teater og film: Det betyder at man bevarer sin evne til at være åben over for det ‘mystiske', ‘gådefulde', ‘poetiske' eller ‘guddommelige' man ser og hører og lade sig fortrylle af det - uanset at man intellektuelt véd at musik fysisk set kun er "organiseret støj", maleri kun "organiserede farveklatter", litteratur kun "organiseret ordgyderi", osv.

Dybdepsykologisk er der tale om, at man bevarer sin fulde evne til at suspendere de sekundære, kontrollerende og restriktive grundprocesser, så de primære, "barnlige" processer får lejlighed til at folde sig ud i al deres kreativitet og følelsesintensitet.

Evnen til at veksle mellem de to former for psykiske grundprocesser er afgørende for at kunne få noget ud af kunst, men også aldeles afgørende for at kunne få noget ud af kærlighedslivet og at kunne bevare og udvikle en religiøs opfattelse af tilværelsen. Desværre er evnen i vid udstrækning gået fløjten hos mange mennesker, dog mest når det drejer sig om religionen. Dette har teologiens og det vil sige den protestantiske teologis afmytologisering et meget stort medansvar for.

Taarbæk-præsten ser ud til i sin amatørfilosofiske kvide at være et offer for denne misforståede afmytologisering. Det må han formentlig bøde for. For ellers accepterer folkekirken jo, at dens egne præster kan besudle deres rede - uden at nogen griber ind.

Men folkekirkens problem er ikke dermed løst, for det er givet, at mange præster er i klemme i spørgsmålet. Og de får ikke hjælp blot ved at få at vide, at de enten må beholde deres tvivl for sig selv eller også søge andet job.

Tværtimod behøves der et opgør med den misforståede afmytologisering, og dette opgør kunne man passende bruge Taarbæk-sagen som anledning til. Men det vil nu nok vise sig ikke at blive tilfældet. For dels er der meget der tyder på at folkekirken endnu ikke er moden til sagen, dels kan Taarbækpræstens kluntede forsøg på at skabe debat kun afspore den nødvendige afklaring.



Efterfølgende artikler:

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (18.6.03.)
Præsten der ikke kan tages alvorligt  (25.7.03.)

Øvrige henvisninger:

Afdogmatisering - men ikke afmytologisering
De psykiske grundprocesser



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal