Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh24rokade07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.9.07.


Regeringsrokaden og Karen Jespersen

Allerede da regeringen indgik sit skatteforlig med Dansk Folkeparti den 3. september lå det klart at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke havde til hensigt at udskrive folketingsvalg foreløbigt. Og dette er blevet yderligere bekræftet, da han onsdag den 12. foretog en mindre regeringsrokade.

Den 68-årige konservative Flemming Hansen, den længst siddende trafikminister nogensinde i Danmark, havde allerede bebudet at han ikke ville genopopstille til folketinget, og han blev afløst af den 40-årige, energiske skatteordfører Jakob Axel Nielsen. Og det betyder ubetinget en styrkelse af regeringens profil. Der skal et stærkt bryst til at stå for alle de skud en trafikminister her i landet udsættes for. Det havde den ofte angrebne Flemming Hansen, men det er uden tvivl godt for alle parter allerede nu at få en yngre mand i front på området der også fremover vil kræve en minister med hår på brystet. Som bekendt er specielt jernbanedriften ifølge den slagfærdige og legendariske J.K. Lauridsen (kaldet Je Kaa) næst kønsdriften den vanskeligste drift at styre her i landet. Det gælder stadigvæk, selvom sygehusdriften efterhånden er blevet en farlig konkurrent. Men her gælder det først og fremmest de utrolige fremtidige muligheder, hvorimod jernbanedriften slås med årtiers manglende vedligeholdelse af det gamle materiel, en forsømmelse som landets mange togpendlere lider under hver eneste dag. Den nye minister skal dog også tage sig af store, pengekrævende investeringer som den vedtagne Fehmern-bro og den eventuelle Kattegat-bro.



Den ikke særligt heldige eller fremtrædende fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) der var miljøminister fra 2001 indtil den konservative Connie Hedegaard tog over i 2004, blev ved rokaden forleden afløst af Eva Kjer Hansen, der blev socialminister ved rokaden i 2004. Eva Kjer var statsministerens sekundant under DR1's tv-interview med partiets repræsentanter ved valget i 2005, men brillerede ikke med nogen særligt overbevisende fremtræden. Hun er dygtig nok, men for sød og velmenende - uden stærke synspunkter eller slagkraftige formuleringer. Og så dummede hun sig i september 2005 ved til dagbladet Jyllands-Posten ligeud at erklære at hun ikke så ulighed som noget problem i sig selv, for den er en følge af en ønskelig dynamik. Ordret sagde hun: "Lad de rige blive rigere, så det kan skabe dynamik og komme hele samfundet til gode. Min socialpolitik handler om at folk der kan og vil, skal tjene gode penge, for det kan skabe arbejdspladser og skatteindtægter. Hvis det betyder at skellet bliver større, gør det ikke noget." Udtalelsen blev omgående skudt i sænk af Anders Fogh Rasmussen, fordi de var alt for unuancerede. Partiet og partiformanden ønskede og ønsker ikke at stå for den gamle liberalistiske tankegang at friheden er vejen til velstand og lykke. - Jf artiklen Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre.

Ulykken for både Eva Kjer, Anders Fogh og partiet Venstre var imidlertid at spørgsmålet om hvordan forholdet mellem frihed og lighed skal forstås i vore dages velfærdssamfund var og forblev ubesvaret, på trods af at det kan besvares fornuftigt og givende med komplementaritetssynspunktet, og på trods af at det alvorligt svækker en minister, en regeringschef og et regeringsparti at gå uden om en besvarelse af et så centralt politisk spørgsmål.



Eva Kjer Hansen blev ved den nye rokade som socialminister og ligestillingsminister erstattet af ingen ringere end den 60-årige, forhenværende socialdemokratiske indenrigs- og socialminister Karen Jespersen, om hvem man i sandheden kan fastslå at hun står for og altid har stået for markante synspunkter.

Hendes genindtræden i politisk aktivitet på højeste plan har naturligvis vakt særlig opmærksomhed og stjålet billedet fra hvad der iøvrigt er sket i ugens løb. Hun har kun været medlem af partiet Venstre i 8 måneder (opstillet i Favrskovkredsen i Århus), men forlod Folketinget allerede i 2004 i utilfredshed med sit gamle partis og specifikt den nye formand Mogens Lykketofts politiske linje - ikke mindst hvad angik udlændinge- og integrationspolitikken. Og kort efter forlod hun også partiet. Jf. artiklen Hatten af for Karen Jespersen.

Siden har hun ernæret sig som politisk kommentator, brevkasseredaktør, foredragsholder og forfatter. I 1999 udgav hun 'Opgør med den ny fattigdom', i 2004 'Karen - en personlig historie', i 2005 'De lykkelige danskere' og i 2006 'Islamister og naivister - et anklageskrift'. De to sidstnævnte udgav hun sammen med sin mand, den politiske kommentator Ralf Pittelkow, der en overgang var personlig rådgiver for statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Men det hører med til historien at Karen Jespersen, der er cand.mag i historie og arkæologi, har været redaktør af Politisk Revy 1974-77, politisk reporter på Dagbladet Information 1978-84 og indtil midten af 1980'erne har været medlem af Venstresocialisterne og bl.a. huskes via et skønt pressefoto som brandtaler med stor hat på Rådhuspladsen. Glemt er heller ikke hendes udtalelse i august 2000 om at anbringe asylsøgere på en øde ø. Der var såmænd kun tale om at anbringe asylsøgere på Flakfortet midlertidigt sålænge deres sager blev behandlet, men BT slog som så ofte før og siden den slags bramfri bemærkninger stort op, og den socialt indignerede politiker bliver stadigt til sin store fortrydelse mindet om den.



Men det der først og fremmest kendetegner kommentarerne til hendes store comeback er naturligvis bekymringen for Karen Jespersens og regeringens politiske troværdighed. Hvordan kan en liberal regering gøre et menneske til socialminister når hun kommer fra den yderste venstrefløj, har været minister under Poul Nyrup Rasmussen og iøvrigt været stemmesluger for socialdemokraterne? Er hun ikke en vindbeutel der søger magten for magtens skyld og gerne sælger alle sine gamle meninger og idéer - og sin bedstemor med måske - for at få en ministertaburet at sætte sig på?

Selv påstår Karen Jespersen at hun er den samme som hun altid har været, at hun stadig har tænkt sig at slås for de dårligst stillede i samfundet, men at hun også vil kæmpe for de liberale frihedsværdier. Det er ikke hende selv der har forandret sig, men samfundet og de gamle partier.

Konkret vil hun gerne sætte de psykisk syge højere op på dagsordenen. Hun vil ikke acceptere at familier med børn sættes på gaden fordi de ikke kan betale deres huslejer, og hun vil sikre at kvinder med anden etnisk og kulturel baggrund får samme muligheder som danske kvinder. Og hvad angår uligheden i samfundet mener hun at den nuværende regering har bidraget til at mindske den sociale ulighed i det danske samfund - bl.a. med en økonomisk politik der har fået mange langtidsledige fra kontanthjælp til arbejde. Og arbejde er den bedste medicin mod sociale problemer, inkl. manglende integration. Anders Fogh Rasmussen er positivt indstillet over for velfærdssamfundet. Der er efter Karen Jespersens mening to vigtige ben i et moderne samfund: velfærdssamfundet og de liberale frihedsværdier.



Det er ingen som helst grund til at tro at Karen Jespersen ikke mener hvad hun siger, eller at hun ikke personligt føler sin integritet intakt. Man kan vanskeligt forestille sig at hun i sin tid har været medlem af VS uden på en eller anden måde at have drømt om en mere grundlæggende samfundsforandring end den der har fundet sted. Men som så mange andre med en sådan drøm har hun vel i tide indset at drømmen ikke var realisabel med demokratiske midler og at den heller ikke var nødvendig for at omforme samfundet i den rigtige retning. Nøgternt set er en sådan realitetsprøvelse og -tilpasning al ære og respekt værd. Den har intet med opportunisme at gøre, men er tværtimod udtryk for modning. Og den har heller intet med den uansvarlige Kragske skiften standpunkt efter forgodtbefindende at gøre, for den kan begrundes - og findes begrundet. Snarere er der al mulig god grund til at undre sig over at revolutionært indstillede mennesker fastholder deres principper på trods af al sund fornuft og al sund udvikling i samfundet. For dér er der oftest tale om en dogmatisk fastholdelse af ekstremistiske synspunkter som i bedste fald kun fører til ingenting og i værste fald til vold og destruktivitet.

Nej, det centrale i Karen Jespersens besindige partiskifte turde være at hun kan fastholde sin tro på såvel velfærdssamfundet som de liberale frihedsværdier. Dog er det i denne forbindelse værd at notere, at hun dermed reelt lægger afstand til sin forgænger i embedet, idet hun indsnævrer det liberale element i sin politiske overbevisning til frihedsværdierne og altså underbetoner eller overser den økonomiske side af liberalismen.



Der er naturligvis intet ondt i at fremhæve de liberale frihedsværdier - især ikke i en tid hvor de åbenlyst trues af fundamentalistiske kredse af muslimsk oprindelse. Muhammedsagen i Danmark for to år siden og den tilsvarende i Sverige i aktuel stund viser hvor galt det står til med frihedsværdierne i verden. Det er om dem kampen mellem Vesten og den islamistiske fanatisme står. Derfor er der krig i Mellemøsten. Derfor er der problemer med integrationen i visse dele af indvandrerkredsene i alle de europæiske lande. Derfor er der rekrutteringsgrundlag for terrorismen blandt unge muslimer i de europæiske lande - og derfor vil det være en ulykke for Europa om et muslimsk land som Tyrkiet bliver optaget i EU. Det sidste har Karen Jespersen allerede benyttet sin ministerudnævnelse til at advare imod, selvom regeringen som sådan går på listefødder i spørgsmålet.

Men det er ikke destomindre uheldigt, hvis statsministeren og partiet Venstre forsømmer at komme med et efterhånden mere og mere tiltrængt forsøg på at forklare den økonomiske liberalismes sammenhæng med det moderne velfærdssamfund. Ved at opfatte velfærdssamfundet og de liberale frihedsværdier som de to ben i det moderne samfund kommer man ganske tæt på den løsning af problemet der ligger i komplementaritetssynspunktet. Men for det første skal det liberale element omfatte den økonomiske side af sagen, for det andet skal komplementariteten udtrykkeligt nævnes ved navn. Det er fortsat det der mangler i Venstres afklaring - og det er fortsat derfor kommentatorerne går galt i vurderingen af hvad der sker i dansk politik i disse år.



Problemet ses af den større artikel om Karen Jespersens udnævnelse som Gudrun Marie Schmidt lørdag havde i Politiken. For at forstå Jespersens historie skal man kunne 'se dobbelt', påstås det. For Jespersen er både en ideologisk forræder og en politisk succeshistorie. Hvad der nærmere tænkes på er selvfølgelig ikke at Jespersen har forladt den revolutionære idé, men at hun skulle have forladt socialismen som ideologi og erstattet den med liberalismen. Lektor i statskundskab Henrik Bang medgiver at Jespersen er en forræder i forhold til dem der tror på ligheden. Men der er bare en helt anden dimension på spil i politik i dag, nemlig det man i faget kalder 'policy', det vil sige at man ser totalt bort fra de gamle forældede klasseskel og koncentrerer sig om at løse konkrete politiske problemer i virkelighedens verden. Vi skal populært sagt have gjort noget ved ting som velfærd, sygehuse, terrortrussel og integration - og har ikke tid til at sidde og søbe rundt i gamle tanker, som Bang skriver.

Udviklingen ses med Ny Alliances dannelse, men generelt gælder at de politikere der har chancen for at blive valgt og få succes er dem der får bragt sig på banen, er gode til at netværke og samarbejde på tværs af partigrænserne og som sørger for bro til erhvervslivet - kort sagt: dem der behersker kommunikationen og det strategiske spil. Det gør en politiker som Karen Jespersen - og det gør et parti som Venstre under Anders Fogh Rasmussen. Venstre er simpelthen bedre til policy end socialdemokraterne - og derfor klarer de sig bedre ved valgene. Men, tilføjes det, de to partier kommer også til at ligne hinanden i højere grad som følge af at policy er blevet vigtigere end ideologi.



Det er meget rigtigt i disse betragtninger, selvom der ses bort fra, at det i høj grad er den almindelige økonomiske udvikling der har undergravet den gamle klassepolitik - og fx i stigende grad fået fagforeningerne til at løsne båndet til socialdemokraterne (det diskuteres i disse uger selv i 3F). Når midterpolitikken i dag er blevet al politiks alfa og omega hænger det ganske enkelt sammen med at flertallet af befolkningen tilhører den brede velaflønnede og velstillede politiske klasse der mere ser på fornuftige løsninger på deres konkrete problemer end på hensynet til forældede ideologier.

Men den store fejl i Schmidts lancering af problematikken ligger i opfattelsen af dobbeltheden.

Det er komplet misvisende at betragte Karen Jespersen eller Anders Fogh Rasmussen - eller for den sags skyld Ny Alliances stiftere - som ideologiske forrædere. Det gør kun folk der holder dogmatisk fast i de gamle klasseskel. Der skal følgelig ikke 'ses dobbelt' på tendenserne i udviklingen - det er i det hele taget anbefalesesværdigt at lade det være op til folk der drikker for meget at 'se dobbelt'. Der skal derimod ses totalt bort fra de gamle forældede klasseskel og i stedet for ses komplementært på de gamle og stadigt uundværlige ideologiske principper: frihedprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet. Og politikerne skal aldeles ikke tro at de er kommet ud over disse principper fordi policy-begrebet tilsyneladende mere peger på realpolitikens nære og konkrete problemer som der skal tages stilling til (der skal jo nu engang regeres af en regering!) end på de overordnede og langsigtede mål og visioner. For selvom de sidstnævnte ikke nødvendigvis trænger sig på til dagligt, spiller de alligevel en afgørende rolle for befolkningens politiske vurderinger.



Det er for tidligt at sige noget definitivt om den langvarige effekt af regeringsrokaden. Men umiddelbart ser den ud som en styrkelse af regeringen. Og især for Venstre kan Karen Jespersen blive et stort plus. Hun kan ikke alene trække stemmer, formentligt også fra sit gamle parti. Hun kan først og fremmest give socialpolitikken et betydeligt løft op i den debat om velfærdsreformerne som regeringen har sat i gang, men som den har visse vanskeligheder med at få til at udfoldes.

Men hertil kommer, at Karen Jespersens udnævnelse til socialminister kunne blive lejligheden til for alvor at tage fat på en nødvendig formulering af en sammenhængende dansk velfærdspolitik der tager højde for den dybe komplementaritet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet i den langsigtede politik.

Der er og bliver nemlig modsætningsforhold mellem de to principper, men de er begge lige uundværlige i moderne politik, og især i moderne midterpolitik. De skal derfor betragtes som sideordnede principper der gennem sideordningen sikrer såvel den økonomiske som den sociale dynamik og ansvarlighed i den samfundsmæssige udvikling. Kun komplementariteten sikrer dette, og kun komplementariteten forhindrer den almindelige misforståelse at ligheden kun gælder det sociale og økonomiske, mens friheden gælder de kulturelle rettigheder.

Lighedsprincippet gælder skam også kulturen og er med til at sikre sammenhængen eller solidariteten i samfundet, og frihedsprincippet gælder skam også det økonomiske og sociale og er med til at sikre væksten og fremskridtet. - Jf. artiklerne om komplementariteten mellem individ og samfund og komplementariteten mellem liberalismen og socialismen.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Statsministeriets officielle ministerliste

VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Venstre ramt af udbrud  (14.5.07.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)

Karen Jespersen, friheden og konsistensen  (02.02.07.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)
Krag, standpunkterne og nederlaget.....   (2.6.02.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal