Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh20nov06

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.11.06.


Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden
- en vurdering af landsmødet, strategien og formanden

Venstres aktuelle nedtur er vanskelig at bestride. Den fremgår af meningsmåling efter meningsmåling, og selvom man aldrig skal tage meningsmålinger alt for højtideligt og der desuden er to år til næste folketingsvalg, så man ikke behøver tro at den endegyldige og inappelable dom allerede er afsagt, så er tendensen klar. Også hele sommerens og efterårets diskussioner om velfærden og navnlig de mange demonstrationer mod kommunalreformen fra børnehaver, folkeskoler og gymnasier mod frygtede, men slet ikke ikrafttrådte nedskæringer har bekræftet at mange almindelige mennesker har skiftet politisk side og nu vender sig imod regeringen og søger tilbage til socialdemokraterne. Visse organisationer som 3F og BUPL samt dagbladet Politiken har ført regulær kampagne imod regeringen - ofte bravt støttet af tv-medierne. Så resultatet er blevet at stemningen i navnlig Venstres folketingsgruppe har afsløret betydelig frustration.

Nu er det ganske normalt med en nedtur for en regeringsparti der har siddet ved magten i fem-seks år. Man bruger ofte betegnelsen 'metaltræthed' til at angive en naturlig årsag, men efter undertegnedes vurdering synes hverken statsministeren eller nogen af de øvrige regeringsmedlemmer at lide af nogen synderlig mathed, og Anders Fogh Rasmussen har da også kun benyttet lejligheden til en mindre rokade lige efter sidste valg. Men vælgerne er begyndt at vise træthed og spejde efter fornyelse.

Fast står i hvert fald, at Helle Thorning Schmidt stråler af glæde over at have fået rystet hele den store skepsis og negative omtale af sin person og sit parti af sig. Hun er kommet i god og ønskværdig angrebsposition og -form, mens Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, Løkke Rasmussen og Thor Pedersen ser lidt mere sammenbidte, omend stadigt smilende ud. De er bragt i forsvarsposition og må hele tiden bedyre at alt går som det skal. For regeringen har fået gennemført sin politik. Økonomien er så sund som nogensinde. Velfærden har aldrig ligget på et højere niveau, og kommunalreformen skal nok vise sine umiskendelige fordele, når først den er trådt i kraft og de uundgåelige overgangsproblemer er blev løst.



Venstres landsmøde i Odense skulle rette op på tingene - og kunne vel også have gjort det hvis ellers Anders Fogh Rasmussen havde taget handsken op og forsøgt både at svare på den usikkerhed og frustration der findes internt i partiet og samtidigt at forelægge en vision og strategi for fremtiden der igen kunne samle vælgerskaren. I stedet holdt han en udmærket, men almindelig, traditionel åbningstale, der fremhævede regeringens ubestridte fortjenester gennem de sidste fem år, og dertil på sidstedagen en ualmindelig og utraditionel forelæggelse af regeringens og partiets planer for den kommende tid, koncentreret om den bebudede kvalitetsreform. Fogh havde som ved landsmødet for et år siden smidt jakken, men han holdt sig ikke pænt på scenen. Han gik rundt i den store sal med en mikrofon i hånden og forklarede hvad han ville - ind i mellem at han viste videoklip på lærredet og efterfølgende henvendte sig til de personer i salen der netop havde ytret sig på lærredet. Det skulle formentligt give medlemmerne og tv-offentligheden indtryk af at Fogh bestrider improvisationens og det frie ords store kunst. Men det var lige præcis så veltilrettelagt og velfungerende at det bekræftede det stik modsatte, nemlig at Fogh har styr på alt hvad han foretager sig, og at han kalkulerer med at gøre indtryk ved at optræde på en ny facon - herunder tage de nyeste begreber fra edb-sproget i anvendelse ved at tale om Velfærd 2.0 i analogi med Web 2.0.

To indtryk - måske ikke helt tilfældigt udvalgt af negativt indstillede tv-folk - blev stående: Fogh gjorde en lønreform for de offentligt ansatte til hovedhjørnestenen i den bebudede kvalitetsreform. Lønreformen skulle indebære mulighed for løndifferentiering som i det private erhvervsliv, så medarbejderne i den offentlige sektor fremover i højere grad skulle aflønnes mere individuelt så ekstra indsats kunne blive belønnet og dermed fremmet. Dette kunne han med et knips med fingrene fremvise offentligt ansatte ledere der kunne gå ind for - endda med stor begejstring. Tv-kanalerne viste efterfølgende klip med medlemmer i salen der overvejende syntes godt om ideen, og almindelige lønmodtagere ude på slagmarken der mest var imod. Imod var i sin tid også lærerne i folkeskolen, da systemet blev indført dér. Generelt er det ikke noget de offentligt ansatte eller for den sags skyld ansatte i institutioner og organisationer overhovedet har sympati for. Så vist kan ideen medføre kvalitetsforbedringer hvor den bliver implementeret med fornuft og overtalelse. Men generelt er det næppe en idé der vil fænge blandt de offentligt ansatte, endsige ligefrem gøre dem til begejstrede Venstre-vælgere.

Dernæst kunne Fogh afvise at partitoppen havde lidt nederlag i lørdagens afstemning om brugerbetaling. Et meget lille mindretal på 283 mod 277 (af ialt 960!) havde stemt for et ændringsforslag til principprogrammet der muliggjorde at partiet og regeringen vil kunne overveje mere brugerbetaling eller ændret brugerbetaling uden at det dog direkte blev forlangt. Og dette afstemningsresultat gjorde både Fogh Rasmussen og Løkke Rasmussen siden et stort nummer ud af at betegne som alt andet end et nederlag. Men det kunne ikke bestrides, at de havde stemt imod og ved deres prompte håndsoprækning ved afstemningens begyndelse havde givet signal til de delegerede om at gøre det samme. En filur af et partimedlem bad da under spørgerunden søndag formanden om at røbe hvad han havde syntes om at blive stemt ned. Og Fogh gentog da at det jo ikke var noget nederlag. Være ved, at hans minespil da afstemningsresultatet forelå meget tydeligt afslørede skuffelse og irritation, ville han ikke. Han tilføjede nu oven i købet, at afstemningen jo havde vist at partiet ikke var topstyret, men demokratisk. For de delegerede havde stemt imod partitoppen, og denne havde bøjet sig for resultatet! Isoleret set kan Fogh have ret i det sidste, men noget mere letvægtigt eksempel på partidemokrati kan dårligt tænkes. Det afliver slet ikke det generelle indtryk af topstyring af den art der forelå i fx sagen om motorvejen ved Gudenåen og som vitterligt generer mange partimedlemmer.

Hovedindtrykket af Anders Fogh Rasmussens show er og bliver derfor, at det var en pinlig form for 'peptalk', der gjorde de fleste delegerede i salen forlegne og på ingen måde formåede at vende deres pessimisme til noget der blot ligner opstemthed.



Landsmødets hovedopgave var at vedtage et nyt principprogram - med titlen 'Fremtid i frihed og fællesskab' - til afløsning for det gamle fra 1995, som iøvrigt var blevet formuleret af daværende næstformand Anders Fogh Rasmussen. Det nye var udarbejdet af nuværende næstformand Lars Løkke Rasmussen og en snæver stab af medarbejdere samt med input i form af knap tusinde forslag fra medlemmerne, og det skal først og fremmest tjene til en klar understregning af, at partiet siden Uffe Ellemanns valgnederlag i 1998 har bevæget sig væk fra en stærkt ideologisk præget liberalistisk politik, der så skævt til den offentlige sektor og havde 'minimalstaten' som utopi, til en mere pragmatisk og smidig liberal holdning der fuldt ud accepterer det moderne velfærdssamfund og en offentlig sektor af relevant omfang, men naturligvis fortsat hylder liberale principper hvad angår både økonomi og menneskerettigheder.

Venstres medlemmer har accepteret Foghs nye partilinje som betingelsen for at få fat i midtervælgerne, men mange har inderst inde savnet klarere liberale holdninger til staten. Dette har givet sig udtryk i direkte forsøg på at formulere nogle alternative liberalistiske teser, særligt de ti teser som en kreds omkring Søren Pind havde formuleret for et par år siden. Men de blev længe holdt ude fra debatten i partiet med den begrundelse at en debat hørte hjemme omkring det nye principprogam op til landsmødet i år. Søren Pind, Leif Mikkelsen, Peter Kristensen og Edith Thingstrup Arzrouni m.fl. har bjæffet lidt om disse teser ind i mellem. Men dybdeborende debat blev det slet ikke til da tiden endelig var inde, for en sådan kommer ganske enkelt ikke medmindre man accepterer bevidst teoretiserende medlemmers gennemtænkte modspil til det officielle oplæg. På landsmødet fik Pind og hans tænketank ikke et ben til jorden. Alle forstod, at Foghs linje var, er og vil forblive selve grundbetingelsen for partiets regeringsmuligheder. Så resultatet blev manglende afklaring, men bløde formuleringer i det nye principprogram. Den stærkt kritiske Thingstrup kunne efterfølgende erklære sig fuldt tilfreds. Og 'partiideologen' Claus Hjort Frederiksen kan vedblivende berolige skeptikere uden for partier med at partiets ledere er blevet klogere siden 1995. Kun Politikens forstokkede tegner Roald Als hænger uhjælpeligt fast i sit gamle billede af Fogh fra 95. Als og Politiken bliver naturligvis aldrig klogere.

Et andet tema var kirke og religion, på den ene side spørgsmålet om det gamle programs henvisning til kristendommen som den danske og europæiske kulturs fundament og på den anden side spørgsmålet om adskillelsen mellem stat og kirke. Den nye generation af Venstre-folk med kulturordføreren i spidsen ønskede at partiet helt skulle droppe henvisningen til kristendommen og skille folkekirken helt fra staten. Men det var de ældre imod, så kompromiset blev, at det kristne livssyn som sådan kun skulle betegnes som en del af det historiske grundlag det danske fællesskab bygger på, og at folkekirken bevarer sin grundlovssikrede særstatus, som reelt også er fuldgyldig sekularisering i protestantisk ånd, således som kirkeminister Bertel Haarder påpegede på mødet.

På denne måde blåstemplede mødet så at sige formandens opfattelse af at religion er en privatsag der ikke hører hjemme i det offentlige rum - og dermed imødekom man ønsket om principiel ligestilling mellem alle religioner i Danmark. Men samtidigt skar man reelt forbindelsen over til den grundtvigianisme der har præget Venstre siden oprettelsen.

Religion er blevet en fritidsbeskæftigelse for særligt interesserede og kan ikke længere ses som nogetsomhelst i retning af det Vilh. Grønbech har kaldt 'ånden i samfundet' (jf. artiklen Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  -17.11.06.). Af hensyn til det stigende antal muslimer i landet bøjer man sig med andre ord på teknokratisk vis for multikulturalismen og afskærer sig totalt fra den åndskraft der ligger i religionen i almindelighed og kristendommen i særdeleshed og som dybest set er den eneste kraft der kan give det kulturelle danske fællesskab fornøden sammenhæng på tværs af alle skel. Denne åndskraft er nemlig ikke - som mange tror - et spørgsmål om dogmer og konfessioner, men om at vedligeholde kontakten med grundlæggende arketypiske forestillinger, dvs kollektivt ubevidste grundforestillinger. Men den slags aner den nye generation af Venstrefolk, inklusive økonomerne i regeringen og formanden selv, slet ikke hvad er.

Jernesalt forsøgte med et åbent brev af 7.4.06. til statsministeren personligt at gøre opmærksom på denne og andre grundliggende forestillinger, bl.a. blev det foreslået at slå kirkeministeret og kulturministeriet sammen til et fælles kultusministerium. Men forgæves. Det kan naturligvis ikke undre, at statsministeren eller andre ministre ikke har tid til at læse åbne breve fra tilfældige hjemmesider. Men det er katastrofalt, hvis han er kørt fast i gamle tankesæt og slet ikke er i stand til - selv når kriser som Muhammedsagen gør det påkrævet - at tage sin filosofi op til grundig overvejelse med henblik på at udvide både horisonten og dybdeperspektivet.



Hvad udenrigspolitikken angår er det karakteristisk at formanden gik hurtigt hen over sit ansvar for Danmarks deltagelse i Irakkrigen, idet han slog fast - som han har gjort utallige gange - at Danmark bliver i Irak, sålænge den irakiske regering beder om det og det iøvrigt tjener det demokratiske endemål. Han satte ikke for alvor krigen ind i den store sammenhæng der hedder modsætningen mellem et sekulært og ikke-sekulært fortolkningsfællesskab. Og nøjagtigt samme holdning har han til spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU. Han vil ikke ind på det virkeligt kontroversielle spørgsmål om Tyrkiet kulturelt og religiøst overhovedet hører hjemme i det europæiske fællesskab, men holder sig til formaliteterne, at Tyrkiet for længe siden er lovet forhandlinger om optagelse.

Indenrigspolitisk er det et standende stridsemne i Venstre, at regeringen står og falder med at Dansk Folkeparti giver den sin støtte. Støtten er ubestridelig, og statsministerens anerkendelse heraf ligeså. Derfor kunne han for nyligt via Bendt Bendtsen få lukket munden på miljøminister Connie Hedegaard der offentligt havde beklaget sig over afhængigheden af DF, idet han påpegede at alle ministre i VK-regeringen sidder på DF's mandater, også Hedegaard. Dette gentog han - naturligvis uden navns nævnelse - på landsmødet, så ingen vovede at rejse spørgsmålet. Men omvendt gælder også at Fogh Rasmussen fortsat ikke så meget som antyder muligheden for endsige perspektivet i at det nære tillidsfulde samarbejde med Dansk Folkeparti logisk og moralsk burde føre til dets optagelse i regeringen, om ikke før, så efter det næste valg, hvis ellers flertallet bliver til det.

Vi har her på siderne tidligere flere gange benævnt forholdet mellem DF og regeringen som selve spændingsfeltet i dansk politik og dermed ment den positive dynamik der ikke blot muliggør den praktiske politik fra dag til dag, men også sikrer regeringsflertallets solide forankring i midten af dansk politik, idet DF forstås som et midterparti og ikke - som venstrefløjen utrætteligt gør - som et højreparti. Men Fogh vil ikke høre tale om fuld anerkendelse af DF, selvom han udmærket er klar over at midtervælgerne er forudsætningen for et regeringsdueligt flertal, og allerede fra starten af regeringens dannelse har erklæret det gamle venstre-højre skel i dansk politik for forældet. Modet og velsagtens også hensynet til de misundelige konservative svigter ham her - og det giver vel at mærke ikke bonus for ham i den forstand at Venstre samler DF-vælgere op. Tværtimod er det efter meningsmålingerne gået sådan at Venstre taber mange stemmer til socialdemokraterne, og at også nogle af DF's vælgere går den vej igen.



Som sagt skal man ikke tage meningsmålingerne for mere end de er, nemlig øjebliksbilleder. Men tendensen er dog sigende, og desuden viser de allernyeste at Helle Thorning regnes for lige så god en statsministerkandidat som Fogh, og nu langt bedre end radikale Jelved, der er gået helt bag af dansen (om det nu skyldes Khader eller ej). Sigende er også at det store flertal af vælgerne nu tilsyneladende betragter sig som hørende til på venstrefløjen. Sådant et resultat kommer dog kun frem når der spørges ud fra venstre-højrefløjs-kriteriet, hvad fx de radikale har udtrykkeligt frabedt sig. Men alligevel. Påfaldende er endelig også at de konservative ministre nu klarer sig væsentligt bedre i målingerne end Venstres.

Og dette kan i hvert fald ikke undre. Fogh, Lars Løkke Rasmussen og Thor Pedersen er og virker nogenlunde så stærke som de altid har været. Men Claus Hjort Frederiksen med sit evindelige forsvar for regler der ser pæne ud på papiret, men ikke synes at hjælpe i praksis, står ikke højt på ranglisten. Han er velmenende, men savner både humor, frækhed og overtalingsevner. Og de kvindelige ministre Rikke Hvilshøj og Eva Kjer Hansen er også dygtige, pæne og velmenende, men uden nogen form for gennemslagskraft i medierne. Ingen af dem kan hamle op med Connie Hedegaard eller Lene Espersen fra de konservative. Og alt dette er et større reelt problem for partiet Venstre end Fogh vil se i øjnene.



Statsministeren lader i det hele taget ikke til at ville se kritik i øjnene, hverken den der kommer indefra eller udefra. Han har rejst land og rige rundt for at besøge institutioner og arbejdspladser og slå et slag for integrationen af indvandrere, men den ellers garvede partiboss der ikke forsømte kontakten med nogen partiforening da han var næstformand, ser ikke ud til længere at nære 'rettidig omhu' for at sikre sig baglandets opbakning. Deraf beskyldninger for topstyring fra både menige partimedlemmer og folketingsmedlemmer. Han er til fulde klar over hvor meget de kvindelige vælgere betyder for hans partis position som landets største parti, men han har stødt mange af dem fra sig gennem sin personlige facon og sidst håndteringen af demonstrationerne mod de påståede nedskæringer i sundheds- og undervisningssektoren.

Han og de øvrige ansvarlige ministre har ikke forsømt at understrege, at der ikke er tale om nedskæringer, idet der tilføres den offentlige sektor stort set lige så mange midler som hidtil, men det er ikke lykkedes at standse modsatrettede påstande fra de berørte organisationer, da regeringen i talkrigen hele tiden kommer bagefter med korrektioner, og folk som flest desuden er forudindtaget, fordi de primært ser på deres egne kortsigtede interesser. De fleste kan måske nok i princippet acceptere at der kan være lidt usikkerhed i kraft af selve reformernes omfattende karakter og måden at opgøre tal på, men når det kommer til praksis ser folk på deres egne børns og pårørendes umiddelbare interesser - og tenderer desuden generelt mod at mene, at alle krav til det offentlige bør imødekommes, koste hvad det koste vil. Er der ikke penge nok, må der skaffes flere, også selv om det vil kræve opkrævning af flere skatter og medføre kraftig udvidelse af den offentlige sektor.

Her hjælper det tilsyneladende slet ikke at regeringen bedyrer, at den accepterer den offentlige sektors relative størrelse, for den vil under ingen omstændigheder slippe sit skattestop eller overskuddet på finanserne, og dette af gode og fornuftige nationaløkonomiske grunde, nemlig for at forhindre en overophedning af økonomien der vil skabe yderligere mangel på arbejdskraft og dermed lønpres og inflation. Folk som flest synes på utrolig kort tid at være kommet dertil at de nu forlanger en udvidelse af den offentlige sektor uanset prisen, dvs en 'god' gammeldags socialdemokratisk politik af den slags der automatisk giver kraftig inflation og hurtigt derefter uundgåelige behov for økonomiske stramninger. Men den tid den sorg, synes mange at tænke. Flertallet af befolkningen er igen blevet 'venstreorienterede', hvad der på ingen måde betyder at de vil have klassekamp, men at de vil have en gammeldags, 'primitiv' forøgelse af velfærden der ikke er råd til i dag og som vil være katastrofal om bare få år.

Skal sådanne massive illusioner i befolkningen afsløres og bekæmpes effektivt, kræver det enten ansvarlighed hos alle partier, inkl. socialdemokraterne, herunder fuldstændig enighed mellem regering og opposition om velfærdsforliget, eller også en borgerlig regering der har både mod og lederskab til at forhindre miseren. Og netop her svigter modet og evnerne hos Anders Fogh Rasmussen, fordi han er fokuseret på drømmen om at lade Venstre forblive Danmarks største parti og dermed regeringsbærende så længe han selv er i spidsen for det. Drømmens opfyldelse forudsætter evnen til at holde på flertallet af midtervælgere, men når disse mere eller mindre ubevidst kræver uansvarlig socialdemokratisk udvidelse af den offentlige sektor, forudsætter strategien lige præcis det ganske specielle lederskab som kombinerer klare målsætninger med selve den karismatiske evne til at få flertallet med sig den rigtige og ansvarlige vej. Og her glipper det hos kontrolmennesket Anders Fogh Rasmussen, der tror han fortsat kan klare sig med det omslag i partiets strategi der hed farvel til minimalstatsfilosofien og velkommen til den tredje vej og midtervælgerne.



Anders Fogh Rasmussen er fortsat de borgerlige partiers og vælgeres ubestridte politiske leder og bør fortsat høste anerkendelse for skiftet i sin linje, men hans personlige begrænsninger, der længe ikke gav de store problemer, viser sig nu med stigende styrke. Kontrolmennesket Anders Fogh Rasmussen er ikke åben nok for den genuine kontakt med de dybereliggende lag i den kollektive del af den menneskelige psyke der er forudsætningen for at blive en politiske leder af landsfaderligt format.

Kofi Annan har for nylig som en afskedsssalut til verden fra FN's generalsekretariat udtalt den uforblommede mening, at verden mangler politisk lederskab. Og det har han fuldstændigt ret i, og skal man være lidt ondskabsfuld kan man tilføje, at han selv er et godt eksempel på en politisk leder der har manglet denne afgørende egenskab til at løse gordiske knuder i verdenspolitiken netop når det gælder allermest.

Mange europæiske ledere i forskellige lande lider af nogenlunde samme skavank. De falder for hurtigt for vælgernes dom, eller holder sig oppe for længe ved for billig leflen for folkegunsten. Men de evner ikke at føre den politik igennem der kan skabe de nødvendige, varige og dyberegående forandringer i de træge politiske mønstre. EU er som helhed det tydeligste og mest afskrækkende offer.



Anders Fogh Rasmussen begyndte godt og klarede ærterne fint gennem valget i 2005 og frem til den ubehagelige Muhammedsag i februar-marts i år. Her gjorde han knæfald for sine muslimske kritikere i udlandet samtidigt med at han fik lejlighed til at understrege sit princip om at religion bør holdes ude af det offentlige rum. Her afsløredes det med andre ord, at Fogh ikke forstår forskellen mellem på den ene side dogmatisk religion der kan føre til utålelig fundamentalisme og være lige så farlig som dogmatisk ideologi og på den anden side en ikke-dogmatisk religion der kan sørge for den fulde og nødvendige kontakt med de arketypiske forestillinger vi lever på - uden på noget tidspunkt at snævre dem ind til dogmer. Han forstod ikke og forstår ikke, at religion i ikke-dogmatisk forstand kan give et folk en styrke og en sammenhængskraft som intet andet kan give.

Siden kom så velfærdsdebatten, der hurtigt kom til at dreje sig om kampen for og imod øgede udgifter til den offentlige sektor, altså lige netop den kamp alle kloge økonomiske hoveder, inklusive vismændene og velfærdskommissionen har advaret imod, fordi den ødelægger de fremtidige muligheder for at bevare velfærdssamfundet på et rimeligt niveau. Ministrene har prøvet at svare igen, men Anders Fogh Rasmussen har ikke evnet at få debatten ført derhen hvor den hører hjemme, nemlig om ansvarligheden på langt sigt.



En af grundene til denne alvorlige brist er at Anders Fogh Rasmussen og Venstre stadig er fuldstændigt uafklaret på det spørgsmål der blev rejst i forbindelse med en vis ministers uforsigtige udtalelse om ligheden og uligheden i samfundet (se artiklen Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre). En fornuftig stillingtagen hertil kræver afklaring af problemet om forholdet mellem den liberale og den sociale tankegang, dvs afklaring af modsætningen mellem friheden på den ene side (økonomisk såvel som rettighedsmæssigt) og ligheden eller trygheden på den anden side (rettighedsmæssigt såvel som socialt).

Skal fællesskabet bevares og sammenhængskraften i samfundet holdes intakt, så kræver det at de politiske ledere ser i øjnene at der er principiel modsætning mellem frihedssynspunktet der først og fremmest tilgodeser individets interesse og trygheds/lighedssynpunktet, der først og fremmest tilgodeser fællesskabets interesser. De er hver for sige af afgørende betydning for et samfunds udvikling og værdi, men de går aldrig op i en fuldstændig og for alle acceptabel balance. Der vil altid være modstrid mellem principperne og derfor kamp i et samfund mellem interesserne. Skal disse modsætninger holdes i skak, kræver det komplementær tænkning, det vil sige bevidst og bredt accepteret forståelse for at der altid vil være ubalance i et dynamisk samfund - også i et velordnet velfærdssamfund - men at ubalancen skal holdes inden for rimelige grænser, hvis fællesskabet skal bevares. En sådan komplementaritet indebærer faktisk at såvel den rene socialisme som den rene liberalisme må definitivt opgives til fordel for en slags dynamisk socialliberalisme der aldrig må stivne i reguleringer, aldrig patenteres af enkelte partier, og heller aldrig banaliseres, men som rigtigt forstået vil forhindre klassekamp og primitiv venstre-højre-fløjs opdelinger for til gengæld at blive en god demokratisk tredje vej.



På ingen af disse felter har Anders Fogh Rasmussen forstået problemerne til bunds, og han må derfor siges selv at være skyld i at han nu ligger som han har redt, nemlig i den situation, hvor han nok fortsat kan regere to år mere og nok fortsat har chancer for at vinde næste valg, men hvor han umuligt kan få opfyldt sin drøm om at fastholde Venstre som det urørligt største parti i overskuelig fremtid.

Da demokrati også må indebære regeringsskifte med passende, ikke for lange mellemrum, er skaden i denne henseende begrænset, hvis statsministeren ikke opnår genvalg ved næste valg. Men de særligt store og helt nødvendige forandringer det danske velfærdssamfund for tiden på Anders Fogh Rasmussens velfortjente initiativ er i gang med kan ikke føres tilfredsstillende igennem, hvis hans regering udskiftes allerede ved næste valg. Reformerne kræver et længere sejt træk og i hvert fald mindst én valgperiode mere. Men de vil komme til at hænge i en tynd tråd, hvis ikke Fogh retter ordentlig op på skuden og viser 'rettidig omhu' for den store sags gennemførelse og dermed sandt politisk lederskab.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til  Statsministeriets hjemmeside
Link til  Venstres hjemmeside



Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Aktivismen og demokratiet  (4.10.06.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)
Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)

Jens Rohdes exit  (9.9.06.)
Finanserne og humoren   (31.8.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)

Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)

Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen   (7.4.06.)
Velfærdsudspillet  (6.4.06.)
Fogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion  (15.12.05.)

Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Opret et kultusministerium!   (14.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om EU
Artikler om Samfund

Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



JERNESALTs fundamentale filosofi beskrives i artiklerne:

Den komplementære helhedsrealisme

Komplementariteten - principielt og generelt

Værdimanifestet (komplet)   Værdimanifestet (forkortet)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 29.7.2012