Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - folkelighed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.12.06.


Folkelighed og intellektualisme

I artiklen om 'DF og Venstre-Konservatismen' blev det gjort gældende at Dansk Folkeparti dybest set er det eneste af de danske folkepartier der bærer betegnelsen med fuld ret. Alle partier har selvfølgelig lov til at kalde sig hvad de vil, og de er også i deres gode ret til med deres navn at signalere at de ønsker at være bredt folkelige. Men når fx Kristeligt Folkeparti fra start til slut som folketingsparti måtte kæmpe for at komme over den danske spærregrænse på kun to procent, så kan man dårligt opfatte partiet som folkeligt.

Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti gør sig mere fortjent til hæderstitlen, eftersom deres vælgertilslutning ligger langt over spærregrænsen, men naturligvis svinger med de politiske konjunkturer. De konservative skiftede navn og kurs efter 1915 for at blive et middelstandsparti, og de har efter krigen svinget omkring 15-16 % med et minimum på 5,5 i 1975 (to år efter Glistrups ravage i dansk politik) og et maksimum på 23,4 % under Schlüter i 1984. I dag ligger det ret stabilt omkring de 9 %. Det nystiftede SF under Aksel Larsens legendariske auspicier overraskede i 1960 alle ved at komme i folketinget med 11 mandater og 6 % og samtidigt sende Danmarks Kommunistiske Parti, som Larsen havde været energisk og selvskreven formand for siden 1932, helt ud i kulisserne. SF dumpede i 1977 ned på 3,9 % under Sigurd Ømann, men fik 14,6 i 1987 under Gert Petersen. I 2005 blev det til 9 %, men partiet har under Villy Søvndal bevæget sig opad i målingerne.



Dansk Folkeparti, der blev stiftet i 1996 som udbryderparti af Fremskridtpartiet, mønstrede i 2001 12 % og i 2005 13 % og har således været lige ved at gøre Glistrup 1973-kunsten efter og blive det næststørste parti i landet. DF er i dag det tredjestørste efter V og S, men har i enkelte målinger ligget på linje med socialdemokraterne. Det skyldes, at partiet - ligesom i sin tid Glistrup - appellerer til de samme jævne mennesker på midten i dansk politik som S. Allerede i 75 kunne det konstateres at det daværende Fremskridtsparti hentede hver femte arbejderstemme hjem til stemmeurnerne.

Det betyder med andre ord at Dansk Folkeparti og socialdemokraterne har det til fælles at de i kraft af appellen til jævne mennesker - hvilket i denne sammenhæng primært vil sige ikke-akademikere - har en virkelig folkelig bredde, ganske som et parti som Venstre havde det dengang store dele af befolkningen var bønder, ikke-akademikere, men stolte selvejere. Venstre er langsomt blevet et byparti, men har først med Anders Fogh Rasmussens kursskifte efter Uffe Ellemanns valgnederlag i 1998 forstået at det kun kan være et førende parti, hvis det appellerer til midtervælgerne, der igen i dag ikke skal forstås som en lidt finere middelstand, men som en meget bred funktionærstand.



Men folkelig appel og bredde er ikke ene om at bestemme et partis eller en bevægelses folkelighed. Så ville den ikke kunne skilles fra populisme, men det kan den. Det sås tydeligt i trediverne, da Socialdemokratiet under Stauning var ægte folkeligt (som det svenske søsterparti var det under Branting og forblev det længere end det danske).

Forskellen ligger i 'den overlagte beregning'. Det parti der i sine taktiske overvejelser bevidst kalkulerer med at det skal være mest muligt populært for at skaffe sig flest mulige vælgere, er populistisk, og undgår som sådant aldrig de meget store udsving i tilslutningen der kommer af folkegunstens usikkerhed. 'Folkegunst er idel dunst' som der manende står et sted i Folketingets vandrehal - til advarsel for alle de medlemmer der tror sig alt for sikre på genvalg. Men selvfølgelig bliver et parti ikke populistisk blot fordi det prøver at skaffe sig så mange tilhængere som muligt, for det er trods alt det den politiske kamp går ud på i et demokrati. Det er mere et spørgsmål om hvorvidt det i sine kalkuler sætter tilslutning over idé, dvs for at få mandater på valgdagen ligefrem 'sælger sin sjæl'. Eller om det fastholder sin identitet, sin idé og sine principper, uanset om det koster stemmer.

'Sjæl' taler man ikke så meget om i vore dage, hverken i eksistens eller politik. Man taler om idéer og principper for at understrege at man er moderne mennesker der bygger på rationelle forestillinger. Men netop dette er faktisk en af de væsentligste grunde til at mange slet ikke begriber at der gives en folkelighed der går dybere end både populismen, nationalismen og hjemstavnsromantikken, nemlig en folkelighed der har føling med 'folkesjælen', dvs med de arketypiske forestillinger der ligger i det kollektivt ubevidste.



Et glimrende eksempel på en højtbegavet mand der intet begriber om disse ting er Politikens dynamiske chefredaktør, Tøger Seidenfaden. Han har netop (den 17.12.) i en klumme i sit organ for den højere oplysning gjort gældende at hele tankegangen om det folkelige udspringer af en førdemokratisk tankegang, nemlig af den modsætning til det herskende, dannede og elitære som er et levn fra det gamle klassesamfund. Og vel er mærke er folkelighedsdyrkelsens skadelige bivirkning også en førdemokratisk tankegang, for den består efter hans mening i en udpræget antiintellektualisme. Men i dag er vi alle intellektuelle, hvis vi gider være det, skriver han, dvs hvis vi gider bruge hovedet til at tænke og argumentere med.

Seidenfaden har ubetinget ret i at disse anti-elitære og anti-intellektuelle elementer findes i den meste af den folkelighedsdyrkelse der eksisterer - og ganske klart i Dansk Folkeparti såvel som det gamle Fremskridtsparti. Men når han skal forsøge at finde en forklaring på denne basale årsag til folkelighedskravets stærke trumf i diskussionerne, så må han ty til folks dårlige samvittighed over som moderne veluddannede og velaflønnede mennesker at have ladt deres forældre i stikken, både livstilsmæssigt og mentalt. "Alle føler vi at rejsen væk fra det oprindelige og i en eller anden forstand mere folkelige på en eller anden måde er kritisabel i sig selv", hævder han. Men konklusionen er efter Seidenfadens mening forkert: Den enkelte har ikke tabt noget eller svigtet nogen ved at foretage rejsen. For denne har gjort ham klogere, bedre uddannet, rigere "eller hvad det nu er". Og dette er udviklingen og fremskridtet.

Noget om snakken er der da. Undertegnede, der er vokset op i provinsbyer, kan selv fra barndom og ungdom huske sønner og døtre af bønder der kom til byen for at få arbejde eller blive uddannet og som i løbet af kort tid aflagde deres gamle vaner og sprog - og ofte endte i en slags fremmedgørelse. En seminarist talte pænt dansk, når han kom hjem på gården, men kunne dog slå over til sin gamle dialekt. Det kan de unge der i dag kommer fra landsbyerne ikke. De kan forstå deres forældres dialekt, men kan ikke tale den.

En vis fremmedgørelse altså, omend ikke på nær en sådan identitetsmæssig undergravning som eksempelvis grønlænderne har været udsat for efter tigerspringet op til noget der skulle ligne dansk niveau, men reelt kun betød elitens spring op til dansk lønniveau. Men dårlig samvittighed over udviklingen? Det mener jeg ikke er det generelle billede. Mange forældre forstår også udmærket at deres børns moderne form for 'dannelsesrejse' er uundgåelig - og støtter den.

Men et tab er der ikke desto mindre, og selvom de færreste gør sig klart hvori det helt præcist består, så er mange nok til stadighed præget af en eller anden mærkelig følelse af at have mistet noget som fandtes i den gamle, 'oprindelige' landbokultur.



Når folk i almindelighed ikke rigtigt aner hvad sagen drejer sig om, så skyldes det lige netop Seidenfadens fejlslutning: at man i kraft af at man er blevet bedre uddannet og mere oplyst end forældre og bedsteforældre slet ikke har mistet noget, for intellektets udvikling er alfa og omega. Alt det irrationelle er bare dumhed, bagstræb, nostalgi eller romantik.

Men når begavede mennesker - og Seidenfaden er sandelig et højtbegavet menneske og dertil 'an honourable man' som det hedder hos Shakespeare - begår en sådan fejlslutning, så kender de ganske enkelt ikke den helt elementære forskel på de to psykiske grundprocesser og er derfor kun halvt oplyste. De ved ikke, at de primære processer med deres intensitet, men mangel på logik og stabilitet er basis for alle menneskelige værdier og værditilknytning, mens de sekundære med deres relative svage styrke, men til gengæld gode stabilitet og veludbyggede logik og sondringer er basis for vores praktiske erfaring såvel som for den kritiske sans og den systematiske videnskab. Ingen af delene kan vi undvære. Det drejer sig derfor aldrig om ved hjælp af det rationelle argument og den intellektuelle udvikling at trænge den irrationelle dimension mest muligt i baggrunden, men tværtimod at fastholde dens afgørende værdi og mening ved siden af eller komplementært med rationaliteten.

De halvt oplyste bryster sig af deres dannelse og oplysthed og rendyrker den i erhverv, videnskab og politik alt det de kan - og overlader nådigst resten til legen, kunsten og religionen, som alle kan dyrke uforpligtende i fritiden som uskyldig rekreation og underholdning, men helst skal holde uden for det offentlige rum. Og de véd vel at mærke ikke, at dette aldrig er problemfrit, men tværtimod altid medfører en indre inkonsistens og utilfredshed der giver sig udslag i en søgen eller spejden efter en mening med tilværelsen eller en sandhed om virkeligheden til erstatning for den der er gået tabt. Derfor trives alle mulige former for religiøs søgen og søgen efter autoriteter, for overtro og for ekstraordinære oplevelser ved siden af jagten på rigdom, ejendom, statussymboler, kropsudvikling, karriere og succes, en jagt der som bekendt ofte ledsages af stress. Men kan nemlig heller ikke finde ud af at koble fra på den eneste effektive måde der findes: stilhed eller 'hvilen i ophøjet forstand', for nu at bruge et udtryk af Leo Bäeck - jf. artiklen Er der en idé med at holde hviledag?.



Naturligvis er det lige så tåbeligt at blive anti-intellektuel som det er at blive anti-irrationel, for ingen moderne mennesker kan undvære intellektet og dets evne til at analysere og skaffe sig indsigt og overblik eller dets stadige udvikling. Men der er en bestemt grund til modviljen mod intellektualismen som Seidenfaden slet ikke kommer ind på eller forstår, men som faktisk er båret af særdeles sund fornuft, og det er den modvilje der retter sig mod kæmpeillusionen hos mange intellektuelle om at argumentet er det centrale i værdikampen og at det i den sidste ende er den systematiske tænkning der skal redde menneskeheden fra forfald eller tilbageskridt.

Argumentet er vitterligt centralt i al diskussion og derfor også i værdikampen. Men når folk mange gange ikke bøjer sig for argumenter, så er det ikke altid fordi de er dumme eller dovne, men fordi folk nu engang alle har værdier som eksistentielt grundlag som er af før-sproglig art og som derfor aldrig kan overvindes gennem argumentation, end ikke den allerbedst underbyggede. Som tydeligt, omend negativt eksempel kan nævnes det æresbegreb som folk fra primitive kulturer render rundt med som indvandrere og som gør dem umulige at integrere i vestlige samfund, netop fordi argumenter preller af på dem. Men også i positiv henseende render vi alle rundt med værdisæt der ingen begrundelse gives for. Vi har dem bare. Socialister lægger vægt på fællesskab og lighed. Liberalister på den individuelle frihed. Der er intet forkert i nogle af delene, men de to ismer går aldrig op i en højere enhed - Jf. artiklen om Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener. Disse to ismer vil vedblivende skille folk - ligesom hundredvis af andre værdisæt.

Troen på den systematiske tænknings evne til at redde menneskeheden fra dårskab er så gammel som menneskeheden. Den bygger på den helt fantastiske styrke der ligger i logik og systematik - uden den ingen videnskab, men heller ingen afsløring af personlig inkonsistens. Bagsiden af medaljen består i at ideernes dyrkere tror de skal redde menneskeheden ved at forbedre samfundene, og at de derfor mener sig berettiget til at tvinge deres principper og systemer igennem med magt. Det sker jo angiveligt kun for alles skyld. Eksemplerne er legio. Fra religionssystemer, kirkesystemer og skolastiske systemer til ideologiske systemer som kommunismen, fascismen og nazismen samt - ikke at forglemme - vores dages største trussel: islamismen eller troen på sharia-loven som den lov der bør stå over alt andet.

Næppe nogen historiker har så grundigt redegjort for intellektualismens store fare i nyere tid som Paul Johnson, der netop i bogen 'The Intellectuals' gennemgår tænkere af så vidt forskellig art som Rousseau, Marx, Ibsen, Tolstoy, Brecht, Orwell, Russell, Fassbinder, Sartre og Baldwin - og påvist hvor fanatiske, hadefulde og hævngerrige, ja voldelige og terroristiske, de bliver når de for alvor engagerer sig for en politisk, moralsk eller ideologisk sag. Men listen er lang - og tæller i dag uhyggelige eksempler inden for den islamiske religion. Der er virkelig grund til at se med skepsis på alle samfundsforbedrere der vil til magten, koste hvad det koste vil, og som bruger deres ofte fremragende intellektuelle evner til at forføre svagere sjæle. Jf artiklen Intellektualismens dilemma



Over for fanatikere af alle slags er sund fornuft en god ting, men sund fornuft kan ikke skilles fra begrebet det kollektivt ubevidste, for at fornuften er sund vil netop sige at der indgår et ikke-kontrollabelt og ofte heller ikke gennemskueligt element i den som sikrer almengyldigheden. Og dette element ligger i sjæledybet hos individerne og får sin store skepsis mod al ensidig rationalitet, forstandsidioti, rethaveriskhed og systemtænkning netop gennem overvejende ubevidste og intuitive kanaler.

Her hører den sunde folkelighed og dermed den sunde folkelige anti-intellektualisme hjemme. Det betyder selvfølgelig ikke at folkelighed ikke kan misforstås eller misbruges. Den bliver som Seidenfaden udmærket forklarer netop betænkelig så såre den bliver til folkelighedsdyrkelse og dermed et våben mod etniske, politiske eller religiøse modstandere. Her begår Dansk Folkeparti store fejl, som ikke mindst kommer af at deres to store ideologer, Søren Krarup og Jesper Langballe, som tidehvervspræster er særdeles trænede og smalsporede intellektuelle. De er i virkeligheden repræsentanter for den teologiske intellektualisme som udgik fra Søren Kierkegaard og i dag har marginaliseret folkekirken næsten totalt - jf. artiklen om Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag, et emne som vi i anledning af julen tager op igen i en artikel om 'mytologi og teologi'.

Men grundlæggende skal man ikke tage fejl af Dansk Folkeparti, for det har fortsat god ubevidst føling med stærke arketypiske forestillinger i det danske folk, en føling som fx Tøger Seidenfaden ganske mangler.

Sund folkelighed er og bliver imidlertid en fornemmelsessag, fordi den først og fremmest knytter sig til universelle arketypiske forestillinger - og derfor aldrig kan gøres til våben for partiers, religioners eller systemers sag uden dermed omgående at miste universaliteten.

Jan Jernewicz



Henvisninger:   At læse Jernesalt

Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
Dansk Folkeparti i i det nye spændingsfelt med Venstre
Dansk Folkeparti: S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt
Dansk Folkeparti, K og R på kant  (24.4.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)

Gives der en moderne konservatisme?
Konservatisme og kulturkamp



Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)
- kritik af Lars Sandbecks bog om den mytisk-poetiske idé
hos filosofferne Peter Kemp, Johannes Sløk og Amos Wilder

Intellektualisme: Sprog og forførelse  (14.8.06.)
Intellektualismens dilemma



Politiske parametre  (6.2.05.)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund



JERNESALTs fundamentale filosofi beskrives i artiklerne:

Den komplementære helhedsrealisme

Komplementariteten - principielt og generelt

Værdimanifestet (komplet)   Værdimanifestet (forkortet)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal