Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg11d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.1.11.


Efterløn og politisk afmagt

Som ventet valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale den 1.1. at bebude at regeringen i løbet af årets første måned ville fremlægge forslag om en gradvis afskaffelse af efterlønsordningen, således at ingen der i dag er under 45 år vil få glæde af den. De penge de har indbetalt til ordningen vil blive tilbagebetalt til dem - og det skønnes at medføre en øjeblikkelig indsprøjtning til økonomien på henimod 16 mia, alt efter hvor meget folk vælger at bruge til forbrug og hvor meget til pensionsopsparing.

Forslaget skal ses som led i en større 'tilbagetrækningsreform' (præsenteret af finanaministeren 3.1.) der skal sikre at flere erhvervsaktive forbliver flere år på arbejdsmarkedet end hidtil, således at den meget uheldige demografiske udvikling med et relativt stigende antal ældre vil blive modvirket. Populært sagt betyder den stigende levealder for befolkningen som helhed og den faldende fødselsrate samt visse andre faktorer at der hvert år fremover kun kommer fire nye unge ud på arbejdsmarkedet for hver fem ældre der forladet det, og dette kan den anspændte økonomi ikke holde til.

Alene ved at skære i efterlønnen forbedres økonomien med mange milliarder kroner årligt, og alle økonomer har derfor i årevis påpeget nødvendigheden af at gribe ind. Men som bekendt har partierne holdt sig tilbage, fordi de alle i 1998 så Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering lide et eklatant valgnederlag ved hans brud på den efterlønsgaranti han havde været så letsinding at give de arbejdsløshedsforsikrede lønmodtagere.

Nu træder Lars Løkke så endelig "i karakter" - som det så smukt hedder - ved at komme med sit kontroversielle udspil der betyder knald eller fald for VK-regeringen. Den har nemlig nok Venstre og Konservative samt Liberal Alliance bag forslaget, men ikke Dansk Folkeparti, og selvom forslaget næppe bliver færdigbehandlet før sidst i marts måned, er der ikke reelle chancer for at få det vedtaget med den nuværende sammensætning af folketinget. Lars Løkke vil derfor blive tvunget til at udskrive valg, og det kan i sig selv friholde ham for alle beskyldninger om at bryde givne løfter, for det bliver nu vælgerne der selv kommer til at afgøre ordningens skæbne. Og overraskende nok er der efterhånden - som en helt ny meningsmåling bekræfter - ved at danne sig et ret klart flertal i befolkningen for afskaffelsen.



MEN - for der er et meget stort men: Ved det kommende folketingsvalg vil efterlønnen måske nok blive det centrale tema, men det vil ikke afgøre valget, eftersom flertallet ser ud til under alle omstændigheder at ønske et regeringsskifte, simpelthen fordi det er trætte af den siddende regering. Ganske vist er der usikkerhed om hvorvidt en S-SF regering under Helle Thornings-Schmidts ledelse og med støtte fra både de radikale og Enhedslisten vil kunne føre en bedre økonomisk politik, men VK-regeringen har mistet opbakning som følge af alt for mange dårlige sager og specielt udenrigsminister Lene Espersens selvforskyldte og Det Konservative Folkepartis uforskyldte nedtur. Så Lars Løkke må siges at satse meget højt.

Ved tv-duellen på DR1 søndag aften mellem Lars Løkke og Helle Thorning viste det sig da også at de to partiledere stod helt uforsonlige over for hinanden og egentligt kun kunne bruge tiden på at beskylde hinanden for uansvarlighed og utroværdighed. Lars Løkke var lidt klarere i sine udmeldinger og angreb end man længe har set, og han fik held til at påpege hvor løs Helle Thornings argumentation reelt er for at S-SF skulle kunne levere en økonomisk sammenhængende politik uden at røre efterlønnen og uden at skære i de offentlige udgifter. S-SF's løsning på de manglende indtægter hedder højere afgifter og på den manglende arbejdskraft at stort set alt kan klares ved at alle erhvervsaktive leverer en times ekstra arbejde om ugen (mod normal betaling). Men dette kræver overenskomster med arbejdsmarkedets parter og indeholder derfor et ganske betydeligt usikkerhedsmoment.

Helle Thorning virker desuden fortsat ung og uerfaren - og det samme gør jo hele hendes hold. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde at hun ikke vil kunne lede en regering (én gang skal jo være den første for enhver ny regeringschef). Dette betyder imidlertid at vælgerne må tage chancen, hvis de ønsker et regeringsskifte der indebærer at også de radikale og Enhedslisten skal være med. Og de trækker som bekendt i hver sin retning. Men under alle omstændigheder er det sundt for demokratiet at regeringsmagten skifter, så oppositionen får mulighed for at vise hvad den dur til, og befolkningen får chancen for at erkende at problemerne ikke er så overkommelige som oppositionen vil give det udseende af.



Som det ser ud lige nu, vil et flertal af vælgerne uden tvivl tage denne chance, simpelthen for at komme af med VK-regeringen. Og dette kan Lars Løkke formentlig ikke forhindre ligegyldigt hvor skræmmende hans kampagne mod S og SF end bliver.

Og det er lige præcis dette forhold der betyder at "landet stander i våde". Ingen reformer af betydning kan gennemføres før et valg, og ingen nødvendige reformer kan med sikkerhed gennemføres efter et valg. Regeret skal der såmænd nok blive, dvs 'administreret videre efter paragrafferne' skal der nok blive, så fx politiet får udbetalt deres lønninger og arresteret dem der skal arresteres. Men om arbejdsmarkedsproblemet, økonomien, sygehusvæsenet, folkeskolen, ungdomsuddannelsen, forskningen, indvandrerproblematikken og sikkerhedspolitikken vil blive løst på en bedre og mere langsigtet måde, er et helt andet spørgsmål der foreløbigt må stå hen i det uvisse.



Efterlønsordningens gradvise bortfald skal ikke beklages. Den blev i sin tid indført for at tage brodden af den alt for store arbejdsløshed sidst i 1970'erne, men den havde den indbyggede fejl at den ikke blev gjort tidsbegrænset. Og selvom alle efterhånden kunne se at den i længden ville blive for dyr, kunne den ikke røres, for den var blevet en decideret rettighed for lønmodtagerne, og rettigheder er blevet hellige og urørlige. Det viser faren ved alle ordninger til løsning af midlertidige problemer.

Efterlønsordningen har haft sin værdi, i og med at den har givet folk mulighed for at gå ud af arbejdsmarkedet før den normale pensionsalder, hvis de var eller følte sig nedslidte eller blot ønskede muligheden for at få nogle gode aktive år som raske pensionister. Men med bedre helbredstilstand og stigende levealder for befolkningen som helhed har ordningen hurtigt vist sine uheldige følger der bekræfter loven om utilsigtede virkninger: Folk bliver ikke generelt længere på arbejdsmarkedet, selvom de har helbred til det, eller selvom samfundsøkonomien kræver det på grund af den stigende 'ældrebyrde'. Eller for at sige det på en anden måde: der er kommet et stigende misforhold mellem borgernes bidrag til samfundshusholdningen i de erhvervsaktive år og deres overførselsindkomster i pensionsårene.

Ordningen undergik fornuftigvis ved forliget i 2006 den lille forandring at den i højere grad blev forsikringsbaseret og kom til at indeholde en belønning til folk der venter med at gå på efterløn til de er 62, men den er fortsat alt for dyr. Og da det samtidigt er blevet et problem på arbejdsmarkedet at der år for år kommer færre erhvervsaktive ind, kan problematikken ikke længere overses.

Et af de helt store delproblemer er at færre unge går ud af folkeskolen med færdigheder der er tilstrækkelige til en ungdomsuddannelse, og at flere og flere (især drenge) dropper ud af de ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser de begynder på. Der tegner sig her en relativ stor andel af indvandrerbørn. Men der viser sig også at være opstået en temmelig fatal holdningsændring blandt et stigende antal unge. Alt for mange prøver at undgå at komme på arbejdsmarkedet, enten ved at fx at gå gymnasievejen, selvom de egentlig ikke er egnede, eller ved at undgå aktivering ved at melde sig til en ungdomsuddannelse som de bare forlader igen.

Man kan pege på uheldige sociale omstændigheder ved disse fænomener. Det er svært at bryde den sociale arv uden særlig støtte. Men den anden side af sagen er, at flere og flere ser ud til af en eller anden grund at mangle vilje til at gøre noget selv og derfor stiller sig tilfredse med at kunne blive samlet op af det offentlige gennem støtteordninger, SU og kontanthjælp. Uhyggeligt mange falder igennem. Og uhyggeligt mange ender alt for hurtigt på førtidspension.



Disse delproblemer er man nu så småt ved at få øjnene op for, og uden tvivl vil der blive grebet ind på den ene eller anden måde de næste ti år, uanset hvilke partier der har regeringsmagten, for det er ganske enkelt blevet samfundsøkonomisk nødvendigt.

Men det moralske problem har man ikke rigtigt øje for, og det er faktisk meget dybtgående, fordi det slet ikke kan reduceres til et simpelt spørgsmål om hvorvidt den enkelte påberåber sig rettigheder uden at være villig til at yde noget, men går helt ned til selve det ældgamle grundvilkår for al ungdom: Ingen bliver nogensinde voksen og ansvarlig uden at frigøre sig effektivt fra såvel forældrenes som samfundets omsorg, beskyttelse og formynderi ved af egen fri vilje at påtage sig en naturlig forpligtelse til arbejde, uddannelse og selvforsørgelse.

Alle må på et eller andet tidspunkt i ungdomstiden forlade det paradis som hjemmet og skolen, forældrene, pædagogerne og lærerne opretholder for dem uden modkrav. Alle må tværtimod inden de kommer alt for højt op i årene bide i det sure æble og blive ansvarlige for deres eget liv og eget underhold. Det er faktisk det den gamle syndefaldsmyte handler om, men den er der efterhånden ikke ret mange der kender, eller også tror de den bare er et moralistisk eller rent poetisk påhit. Men den fortæller faktisk grundvilkåret for alle mennesker til alle tider, nemlig overgangen fra barndom/ungdom til modenhed der er den uundgåelige følge af pubertet og tilhørende 'bevidsthedsspring'.



I gamle dage - og vi behøver såmænd ikke at gå mere end fire-fem generationer tilbage - var det hovedreglen at unge ikke-priviligerede mennesker kom ud at tjene når de var fyldt fjorten år. Sådan er det heldigvis ikke mere. Samfundet er blevet både langt mere kompliceret og langt rigere. Det er nødvendigt at flere og flere af de unge - uanset forældrenes økonomiske muligheder - får en god uddannelse og følgelig kommer senere og senere ud på arbejdsmarkedet. Men også en uddannelse kræver sit i form af ansvar for læring og selvstændiggørelse. Samfundet som sådant skal hjælpe de unge med processen - og gør det vitterligt i meget stort omfang - men det kan ikke klare opgaven uden de unges egen vilje til selvstændiggørelse.

Og på dette felt kan der i hvert fald peges på én meget uheldig side ved det moderne velfærdssamfund, nemlig den side socialisten Jørgen S. Dich allerede pegede på i 1973 med sin bog om 'Den herskende klasse'. Heri påpegede han at de fælles goder i samfundet bliver flere og flere, og at dette betyder at klassestrukturen udviskes, at vælgerne bliver mere mobile, og at partierne derfor forsøger at tiltrække de stadigt flere grænsevælgere.

Det samlede resultat af denne udvikling bliver bred enighed om tilskud til og forbedring af grænsevælgernes vilkår: boligstøtte, aldersrente/folkepension, tillægspension, børnetilskud, sygedagpenge, forhøjelse af dagpengesatser osv. osv. Alt det der tilsammen - med fejl og skævheder - giver øget velfærd i populær forstand. Men med denne udvikling skete vel at mærke samtidigt en klar ændring i opfattelsen af humaniteten: særforsorgen blev et kulturfænomen. Og det var noget helt nyt og langt fra uproblematisk i udviklingen. Barmhjertigheden var ikke længere et udelukkende privat anliggende, men var blevet en klar offentlig forpligtelse, og den førte i 1950'erne og 60'erne til en kraftig udbygning af særforsorgen, som blev muliggjort gennem en voldsomt øget beskatning, da momsen blev indført.

Og dette betød igen at den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattedes af en 'humanitær' opfattelse, der fritager de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og giver plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om individualistisk indsats.



Jørgen S. Dich påpegede imidlertid også forskellen på de to slags offentlige ydelser: de personlige tjenesteydelser kræver lønnet personlig indsats, mens transferings- eller overførselsydelserne, dvs. folke- og invalidepensioner, børnetilskud, arbejdsløsheds-understøttelse osv., er rene pengeoverførsler.

1) De personlige tjenesteydelser beslaglægger økonomiske ressourcer (kapital og arbejdskraft) som har en alternativ anvendelse. Og der er vel at mærke i den offentlige sektor ingen automatisk garanti for optimal anvendelse af ressourcerne, sådan som der er i privat produktionsvirksomhed, der jo må leve under det frie markeds barske vilkår og er tvunget til at få mest muligt ud af alle ressourcer. Som følge heraf har de offentligt ansatte mulighed for ved at påvirke beslutningsprocesserne at skaffe sig beskæftigelse som ud fra en saglig omkostning-nytte-vurdering (cost-benefit-valuation) ville give samfundsmæssige tab, idet nytten er mindre end omkostningerne.

2) De ressourcer der beslaglægges er ikke blot arbejdskraft, men også kapital, og tjenesteydelserne er endda meget kapitalkrævende, idet anlægsudgifterne til bygninger og udstyr er meget store. Dette gælder ikke mindst inden for hospitalssektoren.

3) Der findes ingen ligevægtsskabende kræfter, sådan som der gør med transferingsydelserne. Tjenesteydelsernes område og omfang kan udvides i det uendelige, så langt fantasien rækker.

4) De personlige tjenesteydelser bygger på en personlig kontakt, hvis formål er at hjælpe gennem en menneskelig indsats - som læge, lærer eller rådgiver. Jo flere der skal hjælpes eller undervises, jo flere personer skal ansættes. Jo mere den enkelte skal hjælpes med personlige ydelser, jo større bliver den offentlige sektor. Jo mere perfektionistisk det hele kan gøres, jo flere kan få offentlig ansættelse.

Således lød nationaløkonomen Jørgen S. Dichs klare redegørelse i 1973 i kort skitsering.



Men hvad har disse lovmæssigheder betydet for udviklingen i den forløbne tid. De har betydet at vi i dag ser følgerne af en velment barmhjertighed der blot ikke længere er privat, men offentlig, og derfor slet ikke længere er egentlig barmhjertighed, men politik og ideologi. Og den har vel at mærke ført til at flere og flere skal forsørges af det offentlige, mens færre og færre yder den indsats der skal til for at skaffe det offentlige de nødvendige indtægter til rimelige foranstaltninger. Ja, udgifterne er i princippet grænseløse, hvorfor den offentlige sektor til stadighed udvides - uden at nogen rigtigt kan forhindre det, selvom de ville. Vi sidder derfor nu alle i saksen. Også uden at nogen vil det eller kan forhindre det. Det vil sige at vi - modsat fremstormende lande som Kina - er blevet mere og mere økonomisk og politisk afmægtige på grund af vores egen velmente, men efterhånden ukrænkelige socialpolitik (i dag med tillæg af den yderst udgiftskrævende indvandrer- og flygtningepolitik, som forsvares til det yderste af såvel kristne som humanistisk indstillede ateister der finder det i skønneste orden at staten skal betale for deres egen barmhjertighed).

Omsat til efterlønsproblematikken betyder dette at modstanden mod efterlønnens afskaffelse eller uviljen mod overhovedet at røre ved den - på trods af de økonomiske eksperters anbefalinger - afspejler en simpel frygt for overhovedet at røre befolkningens illusioner om at velfærd er noget det offentlige skal levere og som borgerne har ret til.



Vejen ud af illusionen hedder indsigten i komplementariteten mellem frihedsprincippet og tryghedprincippet (og komplementariteten mellem liberalismen og socialismen). Man kunne også sige at vejen ud af illusionen hedder 'den tredje vej' som først Labours Tony Blair og siden Venstres Anders Fogh Rasmussen betrådte, men begge partier og lande igen har forladt, fordi ingen (heller ikke ophavsmændene) nogensinde forstod at den dybest set gik ud på at anerkende to principper som lige berettigede og lige uundværlige i udviklingen, selvom de var absolut uforenelige på logisk eller teoretisk og ideologisk plan.

Denne uforenelighed medfører at man må finde sig i det grundliggende modsætningsforhold og den politiske og sociale spænding det medfører, men til gengæld får den dynamik forærende som er basis for udviklingen. Ja, i virkeligheden er komplemenatritetssynspunktet den eneste effektive udvej af hele den gamle ulyksalige og reaktionære, marxistisk inspirerede klassekampsdualisme som har præget den politisk kamp i halvandet hundrede år og bl.a. ført til den håbløst forenklende og forstandsforheksende model af partierne som placerer dem på en ret linje fra venstre til højre med ultrasocialisterne på den yderste venstrefløj og ultraliberalisterne på den yderste højrefløj.

Vil man fortsat - som grænsesprængende menneskeart - indrømme udviklingen en naturlig plads i samfundslivet, må man acceptere modsætningen og spændingen mellem frihedsprincippet og trygheds- (eller ligheds-)princippet, og så bliver man også nødt til løbende at regulere den offentlige barmhjertighed så den aldrig kommer til at undergrave eller overskygge den private virkelyst, initiativtrang og skaberånd, ligeså så vel som man bliver nødt til løbende at regulere det private initiativ, så det ikke ødelægger fællesskabet.

Den politiske tilstand i dagens Danmark er ikke tilfældig, men afspejler først og fremmest en grundliggende afmagt over for de problemer samfundet står i og som kun ville kunne løses gennem et opgør med alle illusioner og utopier om permanent harmoni og tryghed og en fuld forståelse for og accept af den grundliggende, dynamiske komplementaritet mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Statsministeriet - med links til øvrige ministerier
Statsministerens nytårstale 1.1.11.
Finansministeriet
Finansministeriet om tilbagetrækningsreformen

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Socialistisk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Det radikale Venstre
Enhedslisten
Liberal Alliance



Relevante artikler på Jernesalt:

Den herskende klasse efter 1970  (Jørgen S. Dich)
Den komplementære helhedsrealisme
Komplementaritetssynspunktet generelt
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Myte, ord og billede  (om bl.a. syndefaldsmyten)



Status over året 2010  (31.12.10.)
Efterlønnen bevares i en eller anden form   (20.1.06.)
Folkeskolens krise afslører dybere samfundskrise  (16.12.10.)
Pointsystemet forvirrer, men afslører reelle modsætninger i befolkningen  (20.11.10.)
Messerschmidt forkludrer partikamp og værdikamp  (15.11.10.)
Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?  (13.11.10.)
Wikileaks kontra magthaverne  (26.10.10.)
Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)

Lystigt valg mellem Helle og Løkke  (7.10.10.)
Helle Thorning går nu lysere tider imøde  (1.10.10.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Labour forlader den tredje vej  (27.9.10.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)

To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)
S-Genopretningsplan og unødig skattesag  (2.7.10.)
VKO's genopretningsplan for dansk økonomi  (26.5.10.)

Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)
Skal Udkants-Danmark blot afskrives?  (4.8.10.)
Kan fattigdom mon true det danske samfund  (7.4.10.)

Det nye regeringsgrundlag  (25.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Lars Løkkes problem  (10.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale  (2.1.10.)



Status over året 2009  (31.12.09.)
Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)
Lars Løkke bliver ved det gamle
- men Pia Kjærsgaard spøger stadig
  (9.8.09.)
Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Lars Løkkes åbningstale  (15.4.09.)
Lars Løkke Rasmussen ny statsminister  (6.4.09.)

Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)

Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)
Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende   (6.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)
Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng  (7.10.07)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal