Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kommentar0903

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.8.09.


Lars Løkke bliver ved det gamle -
men Pia Kjærsgaards magt spøger stadig

Lars Løkkes strategi
Pia Kjærsgaards magt



Lars Løkkes strategi

Venstres folketingsgruppe har holdt sommermøde på Færøerne under partiformanden, statsminister Lars Løkke Rasmussens auspicier. På pressemødet på en grønsvær med smuk udsigt over Thorshavn kunne Lars Løkke i afslappet stil slå fast at han vil videreføre den politik VK-regeringen har ført siden 2001. Den er primært skabt af den tidligere partiformand Anders Fogh Rasmussen i samarbejde med den nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen - og knyttet til disse to personers navne. Men Lars Løkke har som minister i otte år og næstformand for partiet siden 1998 efter sin egen mening haft et væsentligt ord at skulle have sagt i beslutningerne. Og han understreger at han er rundet af et liberalt menneskesyn, og at dette er det vigtigste.

Dermed har statsministeren egentligt givet et klart svar på
opfordringen fra Pia Kjærsgaard til at træde i karakter. Lars Løkke træder nemlig i karakter som viderefører af VK-regeringens hidtidige politik og ikke som fornyer. Og dette gør han med en begrundelse som er værd at notere, fordi den siger en hel del om personen Lars Løkke: "Ideen om at det er personer der driver [politik] - og ikke ideer, det ønsker jeg ikke at bøje mig for. Med tiden vil folk iagttage, at der kan være forskelle fra min forgænger, men forhåbentlig også masser af ligheder, for ellers ville Venstre da være blevet et usselt parti, hvis danskernes opfattelse af os stod og faldt med, hvem der var formand". Og Lars Løkke tilføjede at han føler sig som så stor en del af det nuværende projekt at han ikke ser nogen grund til at ændre det.

Lars Løkke fastslog endvidere at når der efter otte år med en VK-regering ikke er brug for stor forandringer, så skyldes det, at danskernes problemer slet ikke ændrer sig så meget. Det vigtigste for danskerne er stadig om de har et arbejde, om deres børn får en uddannelse, og om de kan blive behandlet, hvis de bliver syge. Derfor drejer det sig for regeringen fortsat om at løse de problemer der er forbundet med disse konkrete spørgsmål. Og derfor kommer der nu en eksportkreditpakke til erhvervslivet, initiativer til at forhindre ungdomsarbejdsløsheden i at eksplodere samt - et forbud mod de omdiskuterede muskelhunde.



Naturligvis kan man ikke fortænke Lars Løkke Rasmussen i som ny partiformand og statsminister at ville blive ved det gamle og velkendte - herunder de fleste regeringsmedlemmers rutine som ministre - når det tages i betragtning at VK-regeringens politik hidtil har været en succes i den forstand at den ikke har været reelt truet af hverken oppositionen eller befolkningsflertallet. Regeringens pakker til modvirken af den internationale økonomiske krises negative indflydelse på dansk økonomi - inklusive den kommende kreditpakke der ventes behandlet i september - kan diskuteres, men den er præget af omtanke og forsigtighed netop for at undgå en uheldig overophedning af økonomien, og den kritiseres naturligvis sønder og sammen af oppositionen, men den har overvejende befolkningens tillid.

Det betyder at kun en drastisk forværring af situationen - via udefra kommende krisevirkninger - kan true regeringens linje, fordi den uundgåeligt vil skabe en så stor stigning i arbejdsløsheden at smertegrænsen nås. Om dette vil ske, kan ingen vide i dag. Eksperterne er uenige om krisens varighed og hvorvidt det værste er overstået. Men oppositionen i folketinget er - som ofte påpeget af forskellige medier - alt for svag til at kunne true regeringen ved næste valg uden hjælp fra konjunkturerne.

Ikke desto mindre må det fastslås, at Lars Løkke Rasmussens fortsættelseslinje afslører en statsminister der er uden store visioner eller store ambitioner. Han kalder det kommende klimatopmøde i København til december for den vigtigste konference på dansk jord nogensinde, og tilføjer at han bliver nødt til at gøre det til en hovedopgave. Men han indrømmer at han ikke har været med til at planlægge det, og understreger også i den forbindelse at politik ikke handler om personlig branding eller markedsføring. Dermed indrømmer han indirekte også at han selvfølgelig vil påtage sig den nødvendige opgave som vært for topmødet, men ikke et ekstraordinært arbejde af den art som forgængeren påtog sig i forbindelse med EU-topmødet i december 2002 for at sikre den vigtige udvidelse af EU.

Politik handler ikke om personlig branding, nej. Men politik drives af personer der brænder for en sag eller for en idé - og som tør satse så meget for sagens skyld at de løber en personlig risiko. Og dette er noget helt andet end personlig branding eller markedsføring.

Det er måske ikke uforståeligt at Lars Løkke Rasmussen foreløbigt holder sig noget tilbage i forberedelserne til klimatopmødet, for mere og mere tyder på at det imod klimaminister Connie Hedegaards hedeste ønsker slet ikke bliver så let endda at få en bindende aftale i hus der virkeligt vil kunne påvirke CO²-udledningen. Undertegnedes opfattelse er stadig at det største miljø- og klimaproblem er og bliver den voldsomme overbefolkning i verden. Men omvendt må konstateres, at intet heller tyder på at Lars Løkke har format til overhovedet som international forhandler at gøre en forskel.



Lars Løkke Rasmussen og VK-regeringen står og falder ikke med om klimatopmødet i København til december bliver en succes eller ej. Den står og falder heller ikke med om arbejdsløsheden fortsat vil stige en smule, for det vil den gøre - og det lægger Lars Løkke ikke skjul på. Den står og falder heller ikke med om oppositionen profilerer sig lidt bedre, som den til stadighed opfordres til og selv gerne vil, for den savner gennemslagskraft - og en sådan skabes ikke via 'profilering'.

Sandheden er at VK-regeringen har særdeles gode chancer for at vinde næste valg, medmindre der sker noget helt uforudset og uforudsigeligt af negativ art.

Lars Løkke Rasmussen har derfor heller ikke øjeblikkeligt behov for at omdanne regeringen. Mange ønsker udskiftninger - i hvert fald efter klimatopmødet og altså i god tid inden næste valg. Men udskiftninger ser ikke ud til at være på tapetet. Specielt er det nu tilkendegivet af statsministeren at Pia Kjærsgaard godt kan skyde en hvid pind efter at blive minister foreløbig. Lars Løkke Rasmussen sagde højt og tydeligt på pressemødet. "Jeg er statsminister for en VK-regering. Med DF som støtteparti. Det vil jeg kæmpe for at videreføre både i denne her valgperiode - som er meget lang endnu - og det er min ambition også at gå til valg på, at det skal være tilfældet efter næste valg".

Flere ministre har ellers været ude med meldinger om at de ikke er direkte imod optagelse af DF-medlemmer i regeringen. Men Lars Løkke synes stadig der er meget der skiller regeringen og DF, fx euroen. Men den afgørende grund - som han ikke vil nævne ved navn - hedder frygten for negativ reaktion i Venstres og navnlig Det konservative Folkepartis bagland. Her er der fortsat så megen aversion mod Dansk Folkeparti at Lars Løkke risikerer udmeldinger og vælgerflugt, hvis han optager DF i regeringen. Og denne risiko kan han vel at mærke ikke se bort fra, så længe der er et parti der hedder Liberal Alliance.

Alt tyder på at Alliancen ryger ud af folketinget ved næste valg, fordi det er inderligt overflødigt. Men en reel eller blot bebudet optagelse af DF i regeringen, kan give utilfredse konservative og venstremænd tilbøjelighed til at straffe regeringen ved at stemme på LA. Derfor er det givet at Lars Løkke ikke vil løbe nogen risiko - uanset hvad han ellers måtte mene om regeringsdueligheden for Dansk Folkepartis ledertrio.



Pia Kjærsgårds magt

Pia Kjærsgaard har i den forløbne uge udtrykkeligt påpeget at hun kunne blive en god kulturminister. Det er der ganske mange der vil betvivle. Men Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ville i givet fald være kapable som hhv. finansminister og justitsminister. Og ministerposter er jo nu engang alle politikeres store drøm.

Men Dansk Folkepartis og Pia Kjærsgaards politiske magt kan næppe blive større end den er. Den vil formentligt blive svækket betydeligt ved partiets eventuelle optagelse i regeringen, for en regerings medlemmer får altid loyalitetens mundkurv på. Oppositionspartier der går ind i en regering mister desuden som hovedregel så meget af deres frihed til at markere sig selvstændigt, at farven blegner en del. Det grelleste eksempel i dansk partihistorie er Retsforbundet der under Viggo Starcke gik ind i H.C. Hansens 'trekantsregering' i 1957, men af vælgerne blev sendt ud i mørket ved valget i 1960 som tak. Vælgerne følte sig svigtede af det gamle oppositionsparti.

Pia Kjærsgaards magt er ikke til at benægte, men den er et mysterium for mange, herunder Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der netop har benyttet ugens opmærksomhed omkring Pia Kjærsgaards evne til at tiltrække sig opmærksomhed til at postulere, at hendes gennemslagskraft slet ikke ligger i hendes eller partiets kommunikationsevner og -strategi, men i hendes faktiske magt. Og denne magt ligger efter Seidenfadens mening vel at mærke ikke alene i partiets 13 procent af stemmerne, men i at alle øvrige partier fra V og K til S og SF er hunderædde for at gøre op med Dansk Folkepartis udlændinge-, rets- og kulturpolitik. Deres instinkt siger dem at Dansk Folkeparti har fat i noget folkeligt og populært, og at det derfor nok er bedst at lægge sig i forlængelse af partiets temaer. Hverken regeringspartierne eller de store oppositonspartier tør sige 'nok er nok' sådan som Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen gjorde da de stiftede Liberal Alliance (der senere indskrænkedes til Ny Alliance).

Seidenfaden understreger at hans pointe ikke er at de øvrige partier skal erklære sig lige så uenige med Pia Kjærsgaard som han selv er, men at de skal finde ud af præcis hvor langt de er enig med Dansk Folkeparti og præcis hvor og hvor de ikke er enige. Sålænge de øvrige partier ikke trækker en klar og konsekvent grænse, vil Pia Kjærsgaards evne til at sætte en dagsorden blot vokse og vokse.



Den gode Seidenfaden rører unægteligt her ved sagens kerne, men han kan ikke nære sig for at benytte et tvivlsomt citat fra reklamemanden Frederik Preisler der forklarer Pia Kjærsgaards dygtighed til effektiv kommunikation med at hun "henvender sig til vores reptilhjerne og siger ting vi alle tænker og føler, men ikke tør sige". Og lige netop i en sådan formulering falder kæden af i forsøget på nå til en forståelse for fænomenet Dansk Folkepartis succes.

Henvisningen til reptil- eller krybdyrhjernen tjener naturligvis til at underbygge fordommen om Dansk Folkepartis holdninger som primitive, eftersom krybdyrhjernen vitterligt er primitiv. Og da menneskets hjerne evolutionsmæsigt afspejler udviklingen af liv fra de mest primitive arter til nutidens mest civiliserede mennesker, er det korrekt at vi alle har primitive mønstre i os (i kraft af det limbiske system), og at vi iøvrigt uanset al udvikling fortsat reagerer instinktivt (dyrisk) på mange ting og udfordringer. Men vi render ikke rundt med en reptilhjerne - og de sociale og kulturelle holdninger de fleste af os har og som i langt de fleste tilfælde tjener os ganske fortræffeligt i almindelig omgang med hinanden, de er altså komplicerede produkter af instinkt, sund fornuft, opdragelse, moral og eftertanke. De kan slet ikke forstås ved at blive kaldt primitive. De kan - som hævdet konsekvent her på siderne og i
'Jernesalts 2009-filosofi' - kun forstås hvis de ses i forbindelse med det centrale moderne psykologiske begreb 'det kollektivt ubevidste'.



Langt de fleste mennesker er imidlertid uvidende om dette begreb, og de såkaldte intellektuelle eller rationalistiske mennesker afviser det endda blankt, fordi det netop er forbundet med noget irrationelt og i sidste instans uforklarligt. Men det er på ingen måde noget dunkelt og komplet uforståeligt. Det er tværtimod noget der på nøgternt og rationelt plan kan siges mange vigtige og præcise ting om, herunder påvisning af bestemte regler eller lovmæssigheder for dets virke - jf. artiklerne 'Det kollektivt ubevidste' og 'Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi'.

Den hårde - og nogle vil sige bitre - kendsgerning de intellektuelle som Tøger Seidenfaden ikke vil høre tale om er, at det folkelige i politik og religion overhovedet ikke kan forstås uden reference til dette psykiske fænomen der hedder 'det kollektivt ubevidste'.

Det kan derfor siges med sikkerhed, at når Pia Kjærsgaard har den magt hun har skyldes det ikke blot tretten procent af stemmerne eller hendes kommunikationsevner i almindelighed, men hendes sikre fornemmelse for hvad almindelige mennesker tænker og føler og som helt overvejende er præget af ganske sund fornuft. Hun véd ikke selv af at denne fornemmelse psykologisk set er en føling med det kollektivt ubevidste, for hun har lige så ringe viden om dybdepsykologi som folketingets øvrige politikere.

Men netop derfor har de øvrige partier og deres ledere - såvel som velmenende chefredaktører som Tøger Seidenfaden eller velmenende idealister som de radikale - så svært ved at forstå fænomenerne Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Det burde der gøres noget ved i form af bedre oplysning. Men Rådhuspladsens organ for den højere oplysning går helt galt i byen, når dets chefredaktør tror, at løsningen hedder at trække grænser til Dansk Folkeparti ud fra mere eller mindre tilfældige moralistiske dogmer af den art de kulturradikale og andre elitære universalister sædvanligvis støtter sig til. Nej, løsningen hedder at sætte sig ind i hvordan det kollektivt ubevidste fungerer på godt og ondt, og derudfra lære at bygge på dets gode, sunde og kreative sider.



Når denne ellers indlysende løsning oftest afvises som fuldstændig uacceptabel, beror det efter min mening på at langt de fleste mennesker i deres uvidenhed om sagen temmelig automatisk forbinder det kollektivt ubevidste med kollektive fænomener af den art vi alle afskyer og som i særlig afskyelig grad udfolder sig i totalitære og fundamentalistiske systemer hvor man ensretter folk til primitiv kollektiv adfærd af mere eller mindre massepsykotisk art. Men i bedste forstand er det kollektivt ubevidste simpelthen grundlag for såvel al kreativitet i menneskelivet som al egentlig fællesskabsfølelse og solidaritet mellem et samfunds borgere. Det kollektivt ubevidste rummer således det allermest værdifulde i kulturen, som alle individer livet igennem trækker meget store veksler på, og som det derfor er tåbeligt at vende ryggen til den individualismes navn som kendetegner gængs humanisme. Mennesket - dvs individet - i centrum er denne humanismes slogan, men det er en misforståelse eller halv sandhed, eftersom samfundet altid er grundlaget for al kultur, også for al sund individualistisk udfoldelse. Det går simpelthen ikke at sige enten fællesskab eller humanisme, eller enten samfund eller individ, for dybest set er der komplementaritet mellem disse hver for sig nødvendige fænomener.

Men sætter man sig ind i det kollektivt ubevidstes positive sider - det kreative og solidaritetsskabende - så begår man ikke den fejl at sætte individualistisk-humanistiske principper af universel art over samfundsmæssigt-fællesskabsgivende hensyn. Så vil man tværtimod forstå at det folkelige og nationale har sin fulde berettigelse som naturligt ånderum for frie mennesker der føler sig hjemmehørende i det samfund og den kultur de er født ind i. Og da ophører man med at betragte folket med elitær arrogance og foragt. Da accepterer man folkets dybeste og mest positive fornemmelser.

Det ville være ægte folkeoplysning at komme så langt. Og det burde være målet for alle demokratiske partier her i landet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)
Lars Løkke Rasmussen ny statsminister  (6.4.09.)

'Jernesalts 2009-filosofi'
'Det kollektivt ubevidste'
'Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi'
De psykiske fundamentalkræfter
Komplementaritet

Kulturelitens ulidelige foragt for folket   (21.11.08.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme  (30.4.09.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal