Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - larsloekke02aabn

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.4.09.


Lars Løkkes åbningstale

Som nytiltrådt statsminister gav Lars Løkke Rasmussen i går folketinget en redegørelse for rigets situation. Talen var ventet med en vis spænding fra alle sider, fordi den formodedes at afstikke regeringens kurs for den kommende tid og måske samtidigt løfte lidt af sløret for statsministerens evner som regeringschef.

Hvad det første angår, var talen på ingen måde overraskende, eftersom den først og fremmest understregede den kontinuitet efter Fogh som allerede var fremgået med udnævnelsen af chefideologen Claus Hjort Frederiksen til ny finansminister. Den stramme finanspolitik skal fastholdes - i klar modsætning til oppositionens krav om kraftige lempelser til imødegåelse af den stigende arbejdsløshed.

Regeringen bestrider ikke den økonomiske krise eller dens store udfordringer. Men den stikker heller ikke vælgerne blår i øjnene med forslag om store vækstpakker der skulle kunne løse alle problemer med et snuptag. Den er tværtimod klar over at danske virksomheders konkurrenceevne afhænger af at lønningerne holdes i ro. Og den er klar over at det bliver den økonomiske krises udvikling internationalt der kommer til at bestemme krisens omfang her i landet. Vækstpakker til stimulering af den danske økonomi kan blive aktuelle på et senere tidspunkt, men lige nu gælder det om at holde tungen lige i munden og afvente hvad der sker. Hovedsagen er at Danmark er godt rustet til at modstå de værste følger af den internationale krise.

Derfor pegede statsminister Lars Løkke Rasmussen også på de muligheder der ligger i krisen, nemlig de fortsatte muligheder for at udvikle velfærdssamfundet. Konkret pegede han på folkekolen, beskæftigelsespolitikken, ældreservicen og sundhedssystemet, herunder en national forebyggelsesplan. Og endelig pegede han på omlægning til grøn energi og trafik.

I denne forbindelse påpegede statsministeren naturligvis de muligheder der ligger i krisen i form af klimatopmødet i København til december, hvor Danmark kommer til at spille en central rolle. Han nævnte at den amerikanske præsident havde taget initiativ til et topmøde i juli for de 16 største økonomier i verden, hvor også FN's generalsekretær og den danske statsminister var inviteret med.



Statsministeren bekræftede iøvrigt det fortsatte danske engagement i Afghanistan og i udviklingslandene som væsentlige for sikkerhedspolitikken.

Han kom ind på spørgsmålet om folkeafsteming om de danske EU-forbehold, men slog fast, at regeringen ikke ville sende forbeholdene til afstemning, med mindre der var sandsynlighed for et dansk ja. Dette betyder formentligt at en afstemning må udskydes til efter næste folketingsvalg. Specielt er der fortsat stor usikkerhed om tilslutningen til euroen.

Væsentligt for de hjemlige tilstande er fortsat indvandrer-politikken der på den ene side skal fastholde en begrænsning i indvandringen, men på den anden side øge indsatsen for at få indvandrerne integreret i det danske samfund.

Statsministeren gik naturligvis ikke uden om den verserende bandekrig, men lovede øget indsats, herunder overvejelser om på en eller anden måde at justere den kriminelle lavalder på 15 år, fordi det er en uholdbar kendsgerning at en del af bandekriminaliteten begås af unge under denne alder. Ordret hed det: "Unge, der er havnet i kriminalitet, skal stoppes konsekvent af lovens faste arm. Børn og unge, der er på vej til at begå kriminalitet, skal stoppes af en fast og varm hånd. De skal mærke konsekvens, før det for alvor går galt. Før de bliver en del af banderne. De skal have et bestemt skub frem ad en bedre livsbane. Derfor må vi gentænke og nytænke vores indsats over for ungdomskriminalitet. Selvfølgelig skal 14-årige ikke sidde i fængsel med hærdede forbrydere. Men det er helt uacceptabelt, når der spekuleres i at lade børn begå kriminalitet, fordi de ikke kan straffes."



Punktet var ved siden af andre punkter i talen en klar tilkendegivelse af hensynet til Dansk Folkeparti som afgørende for regeringsflertallet. Selvom statsministeren udtrykkeligt indbød alle folketingets partier til brede aftaler om alle reformer, lagde han ikke skjul på at regeringsflertallet med Dansk Folkeparti var intakt og i givet fald ville blive brugt til at føre regeringens politik igennem - uanset om oppositionen ville være med eller ej.

Denne tilkendegivelse var ventet - og kunne naturligvis også kun glæde oppositionen. Vi er for længst gået ind i valgkampen, selvom et folketingsvalg formentlig ligger godt to år ude i fremtiden. Men oppositionen har valgt blokpolitikken som sin ufravigelige linje. Og det betyder at Lars Løkke Rasmussen må se i øjnene at oppositionen kun venter på at han løber sur i krisens problematik, hvilket helt konkret vil sige at arbejdsløsheden de næste to år vil stige så meget at regeringen ikke kan standse den, men vil miste sit flertal i befolkningen.

Dette betyder reelt, at regeringen kan forsøge at styre igennem krisen lige så klogt og forsigtigt den vil - det økonomiske grundlag kan ikke være bedre. Men hvis de internationale konjunkturer virkelig går dansk økonomi imod to år i træk uden udsigt til ny vækst, så er det så godt som udelukket, at regeringen kan vinde næste valg.



Derfor bliver Lars Løkke Rasmussens evner som regeringschef formentlig af afgørende betydning. Han har mange odds imod sig, fordi Anders Fogh Rasmussen gennem sine syv år som statsminister støt og roligt fik opbygget et image som solid og troværdig statsmand, inden krisen ramte landet. Lars Løkke må begynde på en frisk. Han har skaffet sig betydelig respekt som indenrigs- og finansminister, men i modsætning til Fogh har han givet mange indtryk af at være måske lidt for afslappet i stilen. De fleste har vist opfattet Fogh som alt for meget af et kontrolmenneske. Så det er positivt at hans efterfølger ikke ligefrem går ham i bedene med hensyn til kontrol. Men en statsmand forventes alligevel at kunne leve op til en vis standard af værdighed og myndighed.

Det har været den gennemgående kritik af Lars Løkke Rasmussens åbningstale at indholdet var som forventet - både for tilhængere og modstandere - men at den retorisk set ikke afslørede nogen egentlig statsmand. Det kan naturligvis komme, eftersom de fleste vokser med opgaven. Men store visioner, stor dynamik, egentlig bid var der ikke i talen.

Til Lars Løkkes fortjeneste hører dog at han ikke har lyttet til de råd han forleden fik i Politiken af tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte og som gik ud på at der nu var brug for afslappet liberalisme. Hvad den slags kan føre med sig, så man i Farum - til skræk og advarsel for de fleste. Lars Løkke er ikke så tåbelig at han lytter til sådanne ekkoer fra en allerede fjern fortid.

Værre er nok at Venstres nye politiske ordfører, Peter Christensen, var meget hurtigt ude med en melding om at regeringens fjende nummer ét ikke hed Helle Thorning-Schmidt, men Villy Søvndal. Og grunden var ikke at Søvndal vitterligt trækker flere stemmer end Thorning, hvad alle meningsmålinger samstemmende viser, inkl. målingerne om det kommende EU-parlamentsvalg og det kommende kommunalvalg i København. Nej, grunden er angiveligt at Søvndal og SF fortsat må betragtes som socialister der vil afskaffe markedsøkonomien. Det turde være en skræmmekampagne, der ikke alene er primitiv og unuanceret, fordi SF vitterligt har flyttet sig ganske betydeligt under Søvndal, men simpelthen må betegnes som noget af det dummeste Venstre kan finde på i den nuværende situation. Villy Søvndal har da også kvitteret med stolt glæde.

Lad det være sagt så det ikke kan misforstås. Venstre vil tabe på den slags kampagner. De vil kun afsløre Venstres egen uafklarethed når det gælder de ideologiske principper - først og fremmest komplementaritetsforholdet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet.



Det skal derfor noteres med en vis tilfredshed at statsminister Lars Løkke Rasmussen faktisk indledte sin redegørelse i folketinget med nogle bemærkningen om friheden og fællesskabet som de to grundpiller det danske samfund bygger på. Han uddybede det på denne måde:

"Vi har en udstrakt personlig frihed. Vi kan i høj grad leve vores liv og forfølge vores ambitioner, som vi ønsker det. Vi kan vælge uddannelse, arbejde og familie. - Vi har et stærkt fællesskab. Et fællesskab, som hverken kan eller skal løse alle vores problemer. Men som træder til, når vi har brug for det. Når vi bliver syge. Når vi er arbejdsløse. Og når vi uddanner os. - I Danmark har vi bygget bro mellem frihed og fællesskab. Og vi har fået både dynamik og tryghed retur. - Det har vi gjort på en måde, som er enestående. Som aftvinger respekt i resten af verdenen. Og som ikke bare betyder, at vi gennemgående er glade, tilfredse og optimistiske mennesker, men også at vi som folk og nation står godt rustede i den aktuelle, verdensomspændende økonomiske krise. - Frihedens og fællesskabets bro forener det moderne menneskes lyst til at tage ansvar for sit eget liv med ønsket om at leve i et trygt og stærkt fællesskab. Broen er stærk, når grundpillerne er stærke. - Det skal vi huske i denne tid, hvor vi står over for store udfordringer. Friheden og fællesskabet er helt basale værdier, vi skal værne om. "

Ordene er efter undertegnedes mening så centrale, at de i talen burde være abragt som afslutning og ikke som indledning. De viser ikke nogen egentlig modsætning til Anders Fogh Rasmussen, men dog en markant forskel. Lars Løkke er - som han nævnte i sin redegørelse - rundet af det danske velfærdssamfund og betragter det som en selvfølge.

Problemet i formuleringerne er blot at de ikke peger særligt meget fremad. Hvad der mangler er forståelsen for det folkeliges betydning i dansk politik fremover.

Lars Løkke Rasmussen har lige så lidt som andre af regeringens og folketingets medlemmer til fulde forstået, at skal modsætninger i det danske samfund overvindes, så den tredje vejs midterpolitik kan blive almindeligt anerkendt, så skal de folkelige kræfter vækkes påny som de blev det i anden halvdel af det 19. århundrede. Og dette vil igen sige at de politiske ledere skal skaffe sig føling med de dybe kollektive kræfter i folket der alene besidder den fornødne energi.

Dette skal ikke uddybes nærmere her. En uddybning kan findes i Jernesalts 2009-filosofi i de afsluttende kapitler om Overordnede politiske parametre, Udfordringen Helhedsrealismens advarsler og Helhedsrealismens anbefalinger.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Statsministeriets hjemmeside



Relevante artikler på Jernesalt:

Dansk partipolitik  (afsnit af kapitlet 'Samfund' fra Jernesalts 2009-filosofi)

Lars Løkke Rasmussen ny statsminister  (6.4.09.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)
Fogh og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)

Smal skattereform en realitet  (2.3.09.)
Regeringens skatteudspil  (25.2.09.)
Skattereform nu eller aldrig?  (5.2.09.)
Bankpakke II  (27.1.09.)
Finansloven 2009 på plads med DF's fingeraftryk  (11.11.08.)
Finansloven 2008 i hus med DF og NA  (6.3.08.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal