Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - pointsystem

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.11.10.


Pointsystemet forvirrer, men afslører reelle modsætninger i befolkningen

I samarbejde med Dansk Folkeparti og en kristendemokrat får regeringen nu efter megen offentlig debat og en del intern usikkerhed gennemført den stramning af udlændingepolitikken som var ønsket. Den skønnes nødvendig for ikke at få øget de vanskeligheder med integrering af udlændinge fra lande uden for EU der kommer her til landet i kraft af de hidtil alt for lempelige regler for familiesammenføring. Faktisk har der i flere år været over 6000 ansøgninger årligt, og af dem har rundt regnet 2/3 fået familiesammenføring. De lande der ligger øverst på listen over ansøgere i 2009 er Thailand med 498, Tyrkiet 365, Filippinerne 277, Kina 176, USA 174, Pakistan 132, Rusland 108, Irak 106, Brasilien 98 og Vietnam 84. Ser vi bort fra USA, er der altså tale om lande, hvis borgere generelt har lavere uddannelse, erhvervserfaring og sprogkundskaber end der er brug for her i landet. Så problemet er lige præcis de omkostninger i form af socialydelser der vil være risikoen ved at give familiesammenføring.

Fremover skal udlændinge der ønsker sammenføring med ægtefælle eller kæreste i Danmark kunne præstere et bestemt antal point. Er de over 24 år skal de have 60 point, men er de under 24 kræves 120 point. Og pointene gives ud fra uddannelse, erhvervserfaring, sprogkundskaber samt forhold som bolig eller aktiv deltagelse i humanitært arbejde på globalt plan. En bachelorgrad giver 50 point, erhvervserfaring op til 40 point, sprogkundskaber op til 50 point.

Hertil kommer at herboende danske statsborgere skal kunne stille en sikkerhed på 100.000 kr., ikke må have fået kontanthjælp de sidste tre år og ikke må være dømt for vold mod ægtefælle. Herboende udenlandske statsborgere skal have været i fuldstidsbeskæftigelse i 2½ år inden for de sidste tre år, må ikke have forfalden gæld til det offentlige og ikke have været idømt fængsel i 1½ år. Endelig skal parrets samlede tilknytning til Danmark være væsentligt større end deres samlede tilknytning til et andet land (fx dokumenteret ved antallet af visumophold).



Dele af oppositionen har fra starten været principielt imod pointsystemet. Det gælder Enhedslisten, De radikale og Liberal Alliance. Men Socialdemokraterne og SF erklærede sig trods betænkeligheder ikke direkte imod pointsystemet som sådant, men ville afvente regeringens forslag inden de tog stilling. Og da forslaget forelå, meldte de begge - som ventet - ud at de ikke kunne acceptere det, men ville fremsætte deres eget forslag (som allerede lå klart i skuffen). - Dansk politik er jo reelt ved at havne i lutter gensidigt drilleri, jf. artikel af 13.11..

S og SF foreslår 60 point for ansøgere under 24 år, og kun 2 point for dem over 24! Tilknytningskravet er det samme som i regeringens forslag (og dermed uændret i forhold til gældende regler). Men akademisk uddannelse giver ikke flere point end anden uddannelse. Der forlanges blot to års erhvervserfaring, og hvad sprogkundskaber angår giver både dansk og engelsk på enkelt niveau points. Med hensyn til arbejde forudsættes blot underskrivelse af kontrakt om at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked. Kravet til den herboendes sikkerhedsstillelse nedsættes til 50.000, og der stilles ikke særlige krav til herboende udenlandske statsborgere.

Som det ses er S-SF-forslaget meget lempeligere krav end regeringens, og specielt må den forudsatte underskrift på en kontrakt om at være til rådighed betragtes som en ren og skær signalværdi. Udeladelsen af særligt høje point for en fuldført akademisk uddannelse betyder i realiteten at forslaget ikke i særlig grad vil tilgodese erhvervslivets eller forskningens specifikke behov for at kunne tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft, men begrundes blot i modstanden mod påstået 'snobberi'. Og dette kan umiddelbart undre, men må ses som udtryk for modviljen mod at anse nogle udlændinge som mere velkomne eller 'bedre' end andre.



S og SF har alligevel ikke undgået uenighed i egne rækker, eksempelvis modstand i SF fra indvandrerne Kamal Qureshi og Õzlem Cekic, der dog er endt med at acceptere forslaget. Andre har protesteret ved at melde sig ud af SF (for at tilslutte sig enten de radikale eller Enhedslisten). Og socialdemokraterne har forud for fremsættelsen af forslaget været udsat for protester fra prominentet medlemmer som de fhv. statsministre Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen, fhv. justitsminister Ole Espersen og biskop Kjeld Holm og andre.

En frisk meningsmåling viser da også at befolkningen er splittet i spørgsmålet, idet to næsten lige store grupper på omkring 44-45 % er henholdsvis for og imod ideen. Det er bemærkelsesværdigt, fordi der hidtil har været stor opbakning til den længe gældende, relativt stramme udlændingepolitik. Og da man nok må regne med at venstrefløjen tegner sig for den største betænkelighed ved stramningen, er det også indlysende at S og SF står i de største vanskeligheder ved overhovedet at skulle forsvare pointsystemet som sådant.

I Megafon-målingen tilkendegiver 3 ud 4 af de adspurgte at udlændingepolitikken vil komme til at afgøre hvor de sætter deres kryds næste gang der er folketingsvalg. Og dette betyder igen, at det er lykkedes Dansk Folkeparti og regeringen at relancere udlændingepolitikken som værdipolitisk drejepunkt. Økonomi, arbejdsløshed og personskandaler vil uden tvivl stadig betyde meget, men værdipolitikken er tilbage i centrum. Og dette generer naturligvis S og SF og bliver ikke bedre af at prominente medlemmer af S giver deres negative besyv med. Slet ikke når det især er den Poul Nyrup Rasmussen der tabte valget i 2001 på spørgsmålet ved bl.a. at bruge et moralistisk argument.



Al snakken om Dansk Folkeparti som et ikke-stuerent parti er naturligvis noget vås, selv om synspunktet ifølge en aktuel meningsmåling deles af flertallet på venstrefløjen. For dels har partiet nu i 9 år vist at det er fuldt regeringsansvarligt og faktisk også regeringsdueligt, dels har socialdemokraterne og SF både i folketinget og i kommunerne landet over kunne samarbejde med partiet om mange delspørgsmål. Argumentet er i virkeligheden kun udtryk for ren moralisme. Dets eneste formål er at tage stærkt afstand fra et parti som man ikke bryder sig om, og ikke vil drøfte problemerne med på saglig vis, men ganske enkelt frygter.

Den slags er set før både herhjemme og i udlandet. Tydeligst sås det nok i Østrig, da det daværende Frihedsparti under Jürgen Haider fik så stor fremgang at det kunne danne regering med Schüssels Folkeparti. Både Socialdemokraterne og De grønne i Østrig rasede, ligesom præsidenten vred sig. Og efterfølgende rasede formanden for socialisterne i Europa-parlamentet videre, jf. Dette latterligt moralistiske parlament. I Holland sås samme reaktionsmønster over for først Pim Fortuyn (der blev myrdet) og senere Gert Wilders (der må leve under konstant politibeskyttelse). Overalt gælder, at venstrefløjen og de intellektuelle universalister ikke vil være ved, at en alt for stor indvandring af folk fra fremmede kulturer giver problemer med integrationen og dermed uvægerligt kommer til at vække de jævneste menneskers vrede og modvilje - og samtidigt belaste de offentlige kasser.

Det mest karakteristiske for venstrefløjen og universalisterne (som naturligvis også findes på den borgerlige fløj, først og fremmest blandt erhvervsfolk) er imidlertid at de benytter tilsyneladende humanistiske argumenter til at ramme ganske almindelige nationalt rundne og bevidste mennesker, idet man uden videre giver det udseende af at national forankring ikke skulle være humanistisk.

Men faktisk forholder det sig sådan at langt den største del af befolkningerne i de europæiske lande er vokset op i deres fædres land og med deres mødres sprog, og at de siden kan komme ud at rejse i verden alt det de vil som almindelige turister - uden at det kommer til at rokke det mindste ved deres naturlige tilknytning til den nation, det sprog og den kultur/religion de er vokset op i. Kun de allerfærreste vil komme til at opholde sig så meget i udlandet og lære et andet sprog og en anden kultur så grundigt at kende at de nærmer sig en kosmopolitisk eller multikulturel grundindstilling. Dette er en kendsgerning som debattører og politikere burde se i øjnene og acceptere som det grundvilkår enhver indvandrer vil blive konfronteret med. Og det berører faktisk hverken samfundets åbenhed eller globalisering.



En kommentator påstår ganske vist at regeringens stramninger er en anslag mod det åbne samfund. Men det åbne samfund - som fx. Karl Popper forstod det - er først og fremmest et demokratisk samfund der er ideologisk åbent i og med at det tåler kritik af det bestående system og bestående autoriteter, inkl. religionen, og således udvikler sig mod noget bedre og endnu mangfoldigere, undertiden noget emergent nyt.

Et samfund er derfor nødt til for sin overlevelse som åbent samfund at lukke af for de kræfter og mennesker der reelt ikke ønsker det åbne samfund, men tværtimod kommer med deres absolutiske meninger og moralregler og prøver at bremse udviklingen, ja, i de værste tilfælde direkte sabotere den.

Et åbent samfund kan simpelthen ikke bære at der kommer for mange udefra kommende mennesker der hverken værdsætter samfundets åbenhed eller bidrager til dets udvikling, men primært kun kommer for at lukrere på dets ressourcer og godhed.



Et andet argument lyder at vi er nødt til at have åbne grænser, når vi lever i en 'global landsby'. Men heller ikke dette holder, for helt bortset fra at analogien med en landsby er falsk (verdenssamfundet bliver end ikke i internetalderen nogensinde et overskueligt samfund), så forhindrer en fornuftig global indstilling ikke en bred og udbytterig udveksling med de omkringstående samfund. Specielt kan et lille land som Danmark, der helt og holdent er afhængig af samhandel med udlandet, på intet tidspunkt tillade sig at være sig selv nok. Og det gør det derfor heller ikke.

Men gode forbindelser med udlandet - handelsmæssigt, politisk, kulturelt, forskningsmæssigt, turistmæssigt m.m. - udelukker på ingen måde nødvendigheden af at påskønne og værne egne værdier, og da slet ikke når disse faktisk har den fordel og nødvendighed at de sikrer selve åbenheden og udviklingen og forhindrer lukketheden, ensretningen og stilstanden.



Et tredje argument lyder at regeringen nu skulle have til sinds at begynde at vurdere folk på deres nytteværdi for samfundet og dermed ophæve den gamle tanke om alle menneskers lige værd. Men igen holder argumentet ikke, for det forveksler universel ligeværd med historisk og politisk bestemte sociale rettigheder.

Alle mennesker på jordkloden er principielt lige meget værd som menneskelige væsener der har ret til at eksistere hvor de er født. Men de har ingen ret til at flytte hvorhen de vil, endsige blive statsborgere i fremmede lande som gennem en egenartet historisk udvikling har nået et vist niveau af oplysning, velfærd og vilje til overlevelse og fortsat udvikling. En sådan ret kan vi priviligerede mennesker i den vestlige verden unde alle mennesker på jorden, men ingen enkelt nation, organisation eller politisk instans er i stand til at 'frelse' hele verden fra fattigdom, stilstand eller undertrykkelse. Det må de fattige i princippet tage deres eget ansvar for, eftersom det er denne ansvarlighed der er udslaggivende for processen.



En fjerde beskyldning er at regeringen blander sig i folks ægteskaber, men det har integrationsministeren med rette afvist. Folk kan stadigvæk gifte sig med hvem de vil efter lovgivningens almindelige regler for alder og myndighed. Hvad regeringen blander sig i med den aktuelle stramning af udlændingeloven er alene folks ret til at få kærester eller ægtefæller af ikke-dansk herkomst til landet uden hensyn til om de opfylder rimelige betingelser for at kunne blive integreret og i givet fald forsørge sig selv.

Stramningen kommer utilsigtet til at ramme nogle få par der formentlig ikke ville blive noget problem for den danske statskasse, hvis de fik familiesammenføringsret, men erfaringen gennem 30-40 år har jo desværre faktisk været, at alt for mange udlændinge der har fået denne ret er blevet en social belastning for landet. Og så kan man ikke fortænke staten i at gribe ind. Bevares, det er alt for sent, for det burde været sket for mindst 30 år siden. Og derfor må vi vedvarende slås med de uheldige virkninger. Men staten har da lov til, ja pligt til at sørge for at tilstrømningen af udlændinge uden de fornødne kvalifikationer nu endelig begrænses.

Problemet er ikke - og har aldrig været - at enkelte danske borgere gifter sig med udlændinge og meget naturligt ønsker dem bosat her i landet, men derimod at alt for mange har misbrugt sammenføringsretten til at få ukvalificerede ægtefæller eller familiemedlemmer til landet som ikke var i stand til at forsørge sig selv, men blev en byrde for de offentlige kasser. En begrænsning er ikke noget indgreb i folks ret til at gifte sig som de vil, endsige en racistisk eller religiøs diskrimination, men et simpelt forsvar for nationens ret til så vidt muligt at sikre optimale udviklingsmuligheder.



De nævnte argumenter og modargumenter - og flere til - hører allesammen naturligt hjemme i debatten om indvandring og integration, men debatten afslører efter min mening den allerstørste forvirring med hensyn til værdier, national tilknytning og kulturel bevidsthed og stolthed.

En nation er ikke et tilfældigt sammenrend af tilfældige mennesker, der lige så godt kunne have fundet deres eksistensgrundlag et hvilketsomhelst andet sted på kloden, men tværtimod et samfund der er vokset frem på naturlig vis gennem fastboende menneskers omhyggelige og ofte slidsomme opbygning af et fællesskab omkring fælles sprog, fælles erfaring og historie og fælles vurderingsgrundlag af både bevidst og ubevidst indhold samt fælles vilje til både sammenhold og fremdrift. - Jf. iøvrigt artiklen Böss' vægtige forsvar for nationen.

En hvilken som helst nation er derfor i sin gode ret til selv suverænt at afgøre hvor mange indvandrere den ser sig i stand til at integrere og under hvilke omstændigheder det må ske. Et vestligt land kan ikke integrere et ubegrænset antal af tilflyttere fra fremmede kulturer der afviger stærkt fra de vestlige normer. Og et land som Danmark kan specielt ikke integrere et stort antal tilflyttere fra kulturer der overhovedet ikke har taget det afgørende skridt ind i sekulariseringens demokrati. At betragte alle fremmede som velkomne her i landet, er udtryk for total despekt for den kendsgerning at det danske demokrati og dets hermed sammenhængende sekularisering er kommet i stand gennem mange generationers udvikling og debat inden for et folkeligt fællesskab som har sin særart og som ingen udefra bare kan flytte ind i som om fællesskabet blot var en tom kasse.



Det skal medgives debattens mange deltagere og mediernes fokusering at den aktuelle stramning af udlændingepolitikken som nævnt kommer til at ramme nogle par helt uretfærdigt. Men desværre forholder det sig - som den britiske historiker Poul Johnson har påpeget - sådan at enhver beslutning om økonomiske og sociale forhold altid får utilsigtede virkninger oven i de tilsigtede. Derfor vil man altid kunne komme med eksempler på at en bestemt lov eller lovændring rammer enkelte mennesker urimeligt. Og det kan kun beklages. Men skulle man undgå sådanne utilsigtede virkninger ved at undgå lovgivning, så hører alting jo op, al regering, al civil orden og al kultur og kulturudvikling.

Den aktuelle stramning af udlændingepolitikken skyldes ikke den for øjeblikket siddende regerings ondskab eller mangel på humanistisk sindelag i almindelig forstand, men ene og alene at indvandringen har været for stor gennem 30-40 år, fordi der ikke har været ført en ordentligt indvandrerpolitik, ja, i starten slet ikke blev lavet en indvandrerpolitik. Man lod blot arbejdskraft komme til fordi man havde brug for den i en bestemt udviklingsfase, og så var de politiske ledere så dumme at give disse hæderlige og fortjenstfulde fremmedarbejdere total frihed til at føre deres familier herop, hvilket som bekendt ikke blot ville sige en ægtefælle eller kæreste, men forældre og andre slægtninge, hvoraf mange slet ikke var interesseret i integration.



Datidens politikere valgte at fortolke humanismen - og i mange tilfælde endda kristendommens barmhjertighedsetik - på en sådan universalistisk måde at resultatet i længden blev at samme humanisme og kristendom blev systematisk undergravet, fordi den fjernede selve grundlaget: det folkelige fællesskab der sikrer befolkningen en basal fornemmelse for sammenhæng.

Nutidens borgere og politikere hænger på problemerne i form af flere og flere desintegrerede indvandrere, ghettoproblemer, hærværk og terrortrusler. Nutidens politikere har desværre ikke bedre forståelse for problemets art end politikerne i 1960'erne, 1970'erne eller 1980'erne. De deler sig derfor op i fløje der bekriger hinanden og bl.a. beskylder modparten for antihumanisme, racisme og manglende 'stuerenhed'.

Vore politikere og politiske kommentatorer har specielt ingensomhelst forståelse for dybdepsykologiske forhold der let kan forklare almindelige menneskers naturlige nationalfølelser - eller for komplementaritetssynspunktets relevans for en løsning der går ud fra det eneste rigtige: at se det nationale og det internationale, det lokale og det globale, det folkelige og det universelle som dynamiske modsætninger der aldrig kan gå op i en højere logisk syntese, men vedblivende må accepteres som principielt uforenelige modsætninger der imidlertid kan sameksistere i praksis ved at man totalt afskriver al enten-eller tænkning.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?
Dette latterligt moralistiske parlament (EU-parlamentet)
Pim Fortuyn
Gert Wilders filmangreb på islam  (31.3.08.)
Endelig gik han, Nyrup!
Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (25.9.08.)
Böss' vægtige forsvar for nationen
Poul Johnson og loven om utilsigtede virkninger
komplementaritetssynspunktet

Afsnit af kapitlet om 'Samfundet' i
Nationalt og internationalt
Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering
Folk og elite
Dansk partipolitik



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal