Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - efterloen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.1.06.


Efterlønnen bevares i en eller anden form

Efter at Dansk Folkeparti har meldt ud at man ønsker at komme med i en bred aftale om velfærdsreformer med bl.a. justering af efterlønsordningen, og at man i den forbindelse accepterer forhandlinger om at hæve aldersgrænsen fra 60 til 62 år, må det anses for næsten sikkert at efterlønnen bliver ændret. I forvejen har socialdemokraterne accepteret en ændring af aldersgrænsen, og selvom regeringen først spiller ud med et samlet forslag om velfærdsreformer i sidste del af februar, må det forventes, at også både Venstre og Konservative lægger sig på samme linje. Det betyder at efterlønsordningen som sådan bliver bevaret, men at den vil undergå justeringer, hvoraf den væsentligste uden tvivl vil komme til at svare til forhøjelsen af aldersgrænsen for folkepensionen.

Ændringerne vil efter alt at dømme ske gradvist over en længere årrække, så ingen der har set hen til at gå på efterløn vil kunne føle sig snydt. Og de vil desuden først træde i kraft efter et nyvalg, så vælgerne også får chancen for at sige deres mening om de partier der indgår forliget. For alle parter en glimrende politisk 'realitetsprøvelse' der relativiserer standpunkterne.

Dansk Folkepartis ændrede strategi er meget forståelig, fordi partiet ikke kan vedblive at stå stærkt som bærende for en VK-regering, hvis ikke det kommer med i det brede forlig om velfærdsreformer som statsminister Anders Fogh Rasmussen satser på og allerede er i fuld gang med at forberede gennem sonderinger med de relevante partier. Herefter vil det kun være partiets EU-modstand der spærrer for direkte regeringsdeltagelse.



Men selvsagt er DF's udspil omgående blevet blæst op af visse medier som en kovending og et løftebrud. Og det har naturligvis ikke gjort sagen bedre, at partiets dygtige finanspolitiske ordfører Kristian Thulesen Dahl har forsøgt at komme indvendinger og protester fra baglandet i forkøbet ved at udsende en e-mail til partiets kredsformænd og her bedt dem om at overlade al kommenteren til ham selv. Det er selvsagt blevet udlagt som en mundkurv til kredsformændene, hvor det vel objektivt set nærmere er en praktisk foranstaltning til imødegåelse af forvirring om partiets linje. Thulesen Dahl har åndsnærværelse nok til at tage den slags med sindsro, men han har måttet stille op mange gange i radio og tv de sidste dage for at forklare den nye strategi. Blandt andet forsøgte Bundgård Povlsen i DR1's Profilen onsdag at få skovlen under ham. Men resultatet var kun en pjattet underskrift på en 'garantierklæring' og et forsøg på at få Thulesen udstillet som løftebryder. Lige præcis den slags tv-debat som Bundgård Povlsen er skrap til, men som i realiteten afsporer en fornuftig snak om den bevægelighed i politiske standpunkter som er mere og mere nødvendig og som også vælgerne efterhånden burde lære at værdsætte.

Man kan til dommedag hævde, at Dansk Folkeparti lige til nu har stået stejlt på den linje, at det ikke ville være med i en velfærdsreform, hvis der blev rørt ved så meget som et komma i efterlønnen. Men da en justering af efterlønnen er det uundgåelige objektive mindstekrav til en velfærdsreform, vil en fastholden ved linjen kun medføre sikkerhed for at blive hægtet af de videre forhandlinger om velfærdsreformen. Det kan partiet ikke leve med, for det ville være meget uklogt på længere sigt. Derfor måtte der ske en ændring i strategien. Men da folk i almindelighed erfaringsmæssigt har meget svært ved at se forskel på en ændring i strategi og en ændring i principper, bliver der ballade.



Om den for DF's vedkommende vil få samme følger for partiet som Poul Nyrup Rasmussens fatale bommert forud for valget i 1998 vil tiden vise. Bommerten dengang bestod i at udstede en regulær garanti for at socialdemokraterne ikke ville ændre efterlønsordningen. Det vandt de valget på, men efter valget skete lige netop den ændring mange havde frygtet og som nu også kom til at ramme mange der havde set hen til snart at gå på efterløn. Den slags må et seriøst parti naturligvis aldrig indlade sig på. Det er heller ikke det DF nu gør, for her fratager man ikke vælgerne chancen for at dømme alle forligspartierne inden en ændring af efterlønnen træder i kraft.

Sagen er nu den, at alle fornuftige hoveder i landet har indset at efterlønsordningen ikke kan fortsætte uændret, da den ganske enkelt er blevet for dyr og vil blive endnu dyrere fremover, fordi vi relativt set får flere og flere ældre. Tillige bliver levealderen længere og længere, hvad der hænger sammen med bedre levestandard generelt og dermed også med det faktum at flere og flere får forlænget deres aktive alder. Derfor er tiden også inde til at se på en justering af aldersgrænsen for folkepension. Alt tyder på at der kan blive enighed blandt partierne om over en årrække at forlænge denne med to år - og at befolkningen nok også vil acceptere det. Den er nemlig trods alt ikke dummere end loven tillader!



Socialdemokraternes nuværende villighed til at indgå forlig om disse sager kommer naturligvis ikke af nogen interesse i at genere folk, men ganske enkelt i den objektive nødvendighed af en justering af disse goder. Partiet er nu på så god afstand af Nyrups bommert at det er acceptabelt for medlemmer og vælgere at gå i realitetsforhandlinger med en borgerlig regering om reformer. Og stadig gælder statsminister Anders Fogh Rasmussens jordnære garanti for at de ændringer der måtte blive enighed om først vil træde i kraft efter næste folketingsvalg.

For socialdemokraterne er det ikke blot aldersgrænserne der skal til forhandling, det er også spørgsmålet om, hvem der skal have ret til efterløn, hvad der igen konkret vil sige, hvor mange år man skal være medlem af en arbejdsløshedskasse og betale særkontingent til efterlønsordningen, før man får ret til godet. Partiet ønsker et minimum på ikke mindre end 38 år - og med en aldersgrænse på 62 år vil det i realiteten betyde at kommende efterlønnere skal vælge ordningen til allerede i en alder af 24 år. Det er tidligt for de fleste og meget tidligt for akademikere der typisk først bliver færdige omkring de 30. Men det må selvsagt forhandles og gennemtænkes. Man må kunne finde et fornuftigt kompromis.



Velfærdskommissionens radikale forslag om en fuldstændig udfasning af efterlønsordningen fra 2009 til 2028 går under ingen omstændigheder igennem. Der kan rejses alle de gode finansøkonomiske begrundelser for forslaget som nævnes kan. Partierne vil ikke være med, for befolkningen vil det ikke. Efterlønsordningen er ganske vist meget dyr at finansiere og bliver kun dyrere og dyrere - selv med de påtænkte justeringer. Men befolkningen ønsker den opretholdt, og økonomernes beregninger eller rettere deres præmisser tror man ikke rigtigt på. Der er forhold de ikke tager i betragtning. Samfundet vil sikkert have råd til efterløn også om 30 eller 40 eller 50 år. Den ekstra omkostning må dækkes ind på anden vis, fx gennem øget økonomisk vækst. Men ellers er der jo altid den udvej ingen tør tale højt om: en anden prioritering i sundheds- og socialpolitikken!

Regeringens udspil kommer som nævnt i februar, men der føres allerede forhandlinger med partierne om ønsker og muligheder. Statsministeren har forlængst gjort det klart at han ønsker et bredt forlig, ja, han har været tæt på at give socialdemokraterne vetoret mod regeringens forslag. Mere relevant er nok at fastslå at der ikke kommer et stort reformforslag fra regeringen, medmindre det på forhånd er sikret gode chancer for vedtagelse.

Denne strategi fra regeringschefens side kaldes af visse borgerlige kommentatorer - inklusive forhenværende statsminister Poul Schlüter - for reformangst. Det kan man mene om hvad man vil. Men Anders Fogh Rasmussen kan altså ikke få øje på nogen særlig grund til at skulle gå over i historien som den statsminister der løb panden imod muren, da han ville lave velfærdsreform. Hvad skulle det også være for en grund?



Efterlønnens historie fra 1979 ser somme tider ud til at være gået i glemmebogen, for det påstås rask væk - så sent som af en ekspert i Deadline torsdag aften - at den i sin tid blev indført af hensyn til de nedslidte. Og at man derfor nu burde forbeholde den for disse - og afskaffe den som generel ordning. Men påstanden er lodret forkert. Efterlønnen blev indført ene og alene med det formål at kappe toppen af den daværende høje ledighed. Og det lykkedes i så høj grad, at offentliggørelsen af de følgende års ledighedsstatistikker gang på gang blev ledsaget af påmindelser om, at tallene i virkeligheden var meget højere, for efterlønnerne burde regnes med, hvis man ville have et sandfærdigt billede af ledigheden.

Men faktum var dels at ordningen blev en stor succes, dels at finansieringen lige fra starten var et problem. Alle kloge hoveder kunne fortælle at den i længden ville blive alt for dyr - og på et eller andet tidspunkt enten måtte helt afskaffes eller ændres til en ren og skær forsikringsordning, som folk selv måtte betale, hvis de ville have chancen for at gå på efterløn. Forsikringsprincippet burde man have fulgt for mange år siden, men ingen partier turde løbe risikoen. Derimod tør alle partier mærkeligt nok altid løbe den risiko der altid foreligger: at lade kommende generationer betale gildet. Man kalkulerer jo altid med økonomisk vækst på langt sigt.



Givet er nu at der bliver et bredt forlig om efterlønnen, der vil indebære justering af aldersgrænser så de kommer til at svare til de forventede justeringer for folkepensionen Men i princippet vil efterlønnen stadig være mulig for alle dagpengeberettigede. Måske kommer der særregler for nedslidte, måske større kontingent og formentlig finder man et kompromis om varigheden af det forudgående medlemsskab af en a-kasse. Men ordningen som sådan forbliver.

Efterlønnens succes viser imidlertid at dens indførelse ikke bare var en god idé til at regulere ledigheden, men også en strålende idé til at give arbejdere og funktionærer mulighed for at få en god aktiv tredje alder efter et langt forløb af erhvervsaktivitet. Denne side af sagen overses som regel - eller man vil ikke være ved den. Men i virkeligheden er det da en af velfærdssamfundets største fortjenester at det kan være med til at sikre alle ældre en god og fri tredje alder i livet efter disses i mange tilfælde mere end 40 års binding til erhvervsaktiviteten.

Man behøver ikke at være 'nedslidt' eller 'udbrændt' for at fortjene efterløn. Den fortjener i princippet enhver der har knoklet på arbejdsmarkedet i 30-45 år. Man kan diskutere det rigtige åremål. Og man kan tage hensyn til om arbejdslivet har bestået i hårdt fysisk og monotont arbejde eller om det har været præget af mere intellektuelt, varieret og spændende arbejde. Men selv de borgere der tilhører den nye klasse i samfundet, 'den kreative klasse' (og den omfatter måske efterhånden 30 % af alle erhvervsaktive) løber risiko for udbrændthed, fordi både tempoet og mobilitetskravet er blevet skruet op, så stress er blevet et alment fænomen. De fleste af disse som hovedregel velaflønnede mennesker har velsagtens råd til gode private forsikringsordninger. Og det kunne og burde man tage højde for i kommende lovgivning. Men efterlønnen er og bliver et eftertragtelsesværdigt gode som hører det moderne velfærdssamfund til.



Den der skriver disse linjer kan bedyre at det har givet mit eget personlige liv en høj ekstra kvalitet at kunne gå på efterløn som 60-årig efter godt 40 års indsats på arbejdsmarkedet. Det betød nemlig mange gode års mulighed for at indhente opgaver og udfordringer der var blevet om ikke forsømt, så dog nedprioriteret af nødvendighed.

For at sige det ligeud: uden den danske efterlønsordning intet Jernesalt!

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)
Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal