Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - finans10c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.7.10.


Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme

Med en klar melding om at fremtidens velfærdsstat bliver umulig at finansiere, hvis vi undlader at indrette den efter behov frem for efter rettigheder, har økonomiprofessor Nina Smith i en kronik påpeget at vi ikke kan fortsætte med sorgløs udskydelse af de store finansieringsproblemer der truer velfærdssamfundet, men er tvunget til reformer der ikke blot er af teknisk art, men kræver ændringer i mentalitet, moral og handlingsmønstre.

Reelt har vi her i landet redet på en demografisk bølge af stadigt flere hænder til at skaffe staten øget beskatningsgrundlag som denne stat igen - uden større skelen til partimodsætninger - har benyttet til rundhåndet uddeling af skattemidler til alle. Middelklassen er blevet 'bestukket' til at leve med de høje skatter som den universelle skandinaviske velfærdsmodel kræver - ved at 90 % af befolkningen betaler til 90 % af befolkningen!

Først finanskrisen har langsomt fået befolkningens øjne spærret op for den kendsgerning at der i de kommende år bliver langt færre til at skaffe staten indtægter og derfor langt hårdere pres på kravet om bevidst prioritering af udgifterne og opgaverne. Vi kan ikke længere betragte det som en selvfølge at vi alle har ret til et utal af gratis ydelser som i virkeligheden ikke er finansieret af de mange nulevende skatteydere, men først skal finansieres af fremtidens langt færre skatteydere.



Den store systemændring skete i 1976 med Bistandsloven der afløste de sociallove der havde udviklet sig siden Steinckes Socialreform i 1933 (der igen afløste bl.a. Fattigloven fra 1891). Den nye Bistandslov satte det gamle trangskriterium for offentlig hjælp i skammekrogen. I princippet fik alle statsborgere ret til hjælp ud fra en bedømmelse af deres behov - uden hensyn til årsagen til at de var kommet i uføre. Dermed undgik man stigmatisering af folk der fik offentlig hjælp, ligesom Steinckes lov i sin tid afskaffede Fattiglovens nedværdigende almisse-begreb.

Til gengæld undergravedes efterhånden både folks mådehold og omkostningsbevidsthed. Alle kræver deres ret - og da flere og flere offentlige ydelser er blevet gratis, er efterspørgslen af simple psykologiske grunde steget uendeligt. Den reelle pris for velfærden er blevet uigennemskuelig i kraft af den gunstige demografiske udvikling: årgangene er blevet større og større og dermed også statens skattegrundlag. Meget af velfærden fik borgerne ydermere til 'nedsat pris'. Den forfaldt først til betaling senere - dvs når årgangene blev mindre. Alle betalte i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne reelt for lidt i skat, hvis man ser på hvad de betalte i forhold til hvad de fik.

Det danske (eller de skandinaviske) samfund gik fra 'pligtsamfundet' til 'rettighedssamfundet', dvs fra et samfund hvor de fleste borgere føler pligt til at forsørge sig selv til et samfund hvor borgerne styres af deres rettigheder: flere og flere føler stærkere og stærkere krav på mere og mere. Og Gud nåde de politikere der ikke viser imødekommenhed.

Først gennem finanskrisen er det langsomt ved at gå op for dele af befolkningen at grænsen for det offentlige forbrug og dets finansieringsmuligheder er ved at være nået. Det kommer til udtryk i regeringens og oppositionens bud på en løsning. Alle aktuelle økonomiske planer går ud på at vende udviklingen, men det kan som bekendt ske på to måder: enten skal vi arbejde mere eller også begrænse væksten i det offentlige forbrug og i overførslerne (eller eventuelt gøre begge dele samtidigt i en eller anden kombination).

S og SF hævder at vi kan klare problemet ved at arbejde en time mere om ugen eller 12 minutter mere om dagen (hvad der dog kræver overenskomstaccept), mens regeringen - med støtte i EU-henstillinger - holder på at vi bliver nødt til at spare os ud af vanskelighederne en vis tid. Det må dog helst ikke ske på en så hård måde at det vil bremse det opsving alle håber på. Ingen vil rigtigt være ved at der kommer til at mangle arbejdskraft, hvis velfærdsniveauet skal opretholdes på længere sigt, og at denne udfordring vil kræve betydelige arbejdsmarkedsreformer, herunder en afskaffelse eller i det mindste en helt ny finansiering af efterlønsordningen.



Det er karakteristisk for situationen at der allerede er sket et afgørende brud med den universelle velfærdsmodel i form af individuelle suppleringsordninger - private sundhedsforsikringer, private arbejdsløshedsforikringer og private folkepensionsforsikringer. Alle ønsker deres høje levestandard bevaret - uanset om man bliver ramt af sygdom, arbejdsløshed eller går på folkepension.

Den gamle, højt besungne solidaritet er kommet på prøve. Det store flertal mener fortsat at alle bør have ret til de eksisterende velfærdsgoder, ja, meningsmålingerne fortæller også at flertallet vil acceptere højere skatter, men partierne tør ikke føre valgkamp på højere skatter, og folk der har råd til det, tegner private forsikringer - vel vidende at de ydelser alle fremover får ret til vil blive færre og mindre.

Den velmenende Nina Smith indser nok at det bliver nødvendigt med en mentalitetsændring, hvis den universelle skandinaviske velfærdsmodel skal reddes, men hun tror åbenbart at det er muligt at rokke ved den rettighedsmentalitet der er blevet indarbejdet gennem fire årtier og vende tilbage til det gode gamle og smukke, kommunistiske princip om at "yde efter evne og nyde efter behov". Forstå det hvo der kan. For det er jo et utopisk princip.

Mere realistisk kunne det måske være at nøjes med at slå et slag for den ældgamle moralske fordring at alle voksne mennesker føler det som en selvfølge at sørge for sig selv og deres egen opretholdelse gennem passende uddannelse og arbejde. Men ulykken er at også denne almene moral er gået fløjten. Og vel at mærke har gjort det i kraft af at politikerne i årtier har skjult de reelle omkostninger ved velfærden for befolkningen - ved i vid udstrækning at udskyde betalingen til næste generation. Bankerne har det sidste årti spillet med på dette utopiske spil - derfor har vi fået bankkrisen oven i finanskrisen. Det er blevet in at lege med betroede midler som om det var rent computerspil.



Det er en væsentlig del af miseren at den offentlig bistandshjælp og dermed de voldsomt stigende offentlige overførsler har nøje sammenhæng med en mentalitetsændring hos de professionelle omsorgsmedarbejdere der behandler sagerne i kommunerne og som i stigende grad - år for år - har fået gjort den offentlige omsorg til et 'kulturfænomen'.

Dette påpegede socialisten Jørgen S. Dich allerede i 1971 - altså inden den nye Bistandslov trådte i kraft, men efter at kildeskat og moms var begyndt at medføre en gigantisk forøgelse af den offentlige sektor og en gigantisk stigning i de offentlige udgifter, en stigning der som bekendt kom fuldstændigt bag på VKR-regeringen der var tiltrådt i 1968.

Dich forklarede dengang, at barmhjertigheden forlængst var ophørt med at være et anliggende udelukkende for private kredse og var blevet en klar offentlig forpligtelse, som i 1950'erne og 60'erne netop førte til en kraftig udbygning af særforsorgen.

Den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattedes af en humanitær opfattelse, der fritog de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og gav plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om individualistisk indsats.

Men, understregede Dich, denne humanistiske ideologi voksede ikke frem af den fattige, hjælpeløse klasses økonomiske situation. Den blev skabt af en samfundsklasse, der ikke selv var udsat for de individualistiske, livshårde betingelser. Ja, den måtte efter hans mening være skabt af dem der lever den betryggede tilværelse under det offentliges vinger, kort sagt af de offentligt ansatte. Disse var den nye herskende klasse!

"Den humanistiske ideologi blev den kraft, som de, der var beskæftiget i særforsorgens tjeneste eller i andre hjælpetjenester, stillede bag deres krav om ekspansion af denne sektor til forbedring af patienternes og de ansattes egne forhold", skrev Dich. Og han fortsatte ganske ironisk: "Når man stiller humanismen bag sine krav, står man stærkt, fordi ideologien også for modpartens side er humanistisk. Modstanden bliver derfor ringe. Væksten i antal derfor stor."



Jøgen S. Dich understregede at der er to helt forskellige slags offentlige ydelser, nemlig de personlige tjenesteydelser, som kræver lønnet personlig indsats, og overførselsydelserne, dvs. folke- og invalidepensioner, børnetilskud, arbejdsløshedsunderstøttelse osv. altså rene pengeoverførsler. Og der er meget stor forskel mellem disse to slags.

De personlige tjenesteydelser beslaglægger økonomiske ressourcer (kapital og arbejdskraft) som har en alternativ anvendelse. Og der er vel at mærke i den offentlige sektor ingen automatisk garanti for optimal anvendelse af ressourcerne, sådan som der er i privat produktionsvirksomhed, der jo må leve under det frie markeds barske vilkår og er tvunget til at få mest muligt ud af alle ressourcer. Som følge heraf har de offentligt ansatte mulighed for ved at påvirke beslutningsprocesserne at skaffe sig beskæftigelse som ud fra en saglig omkostning-nytte-vurdering (cost-benefit-valuation) ville give samfundsmæssige tab, idet nytten er mindre end omkostningerne.

De ressourcer der beslaglægges er ikke blot arbejdskraft, men også kapital, og tjenesteydelserne er endda meget kapitalkrævende, idet anlægsudgifterne til bygninger og udstyr er meget store. Dette gælder ikke mindst inden for hospitalssektoren. Og vel at mærke findes der ingen ligevægtsskabende kræfter, sådan som der gør med overførselsydelserne. Tjenesteydelsernes område og omfang kan udvides i det uendelige, så langt fantasien rækker.

De personlige tjenesteydelser bygger på en personlig kontakt, hvis formål er at hjælpe gennem en menneskelig indsats - som læge, lærer eller rådgiver. Jo flere der skal hjælpes eller undervises, jo flere personer skal ansættes. Jo mere den enkelte skal hjælpes med personlige ydelser, jo større bliver den offentlige sektor. Jo mere perfektionistisk det hele kan gøres, jo flere kan få offentlig ansættelse.



Som det yderst kritiske menneske Jørgen S. Dich var kunne han sagtens få øje på at hele denne ekspansionsideologi fra de offentlige ansattes side var nøje forbundet med deres samfundskritik, for denne stilede ikke efter at afhjælpe uheldige forhold ved at gå til de sociale onders rod, men krævede personlig hjælpeindsats efter devisen 'Hvad er et hjem uden en psykolog eller socialrådgivere' eller 'Hvad er en ungdom uden pædagoger'. Og igen blev Dich dybt ironisk: Manglende trivsel er et pletskud for denne samfundskritik, for hvor kan man ikke finde mennesker der ikke trives.

Disse ord er skrevet for snart 40 år siden - af en mand der var socialist og altså absolut ikke savnede forståelse for jævne eller fattige menneskers kår, men blot havde opdaget at der var dukket en klasse op der levede højt på at gøre flest mulige mennesker til arbejds- og ansvarsfrie mennesker på statens og dermed skatteydernes bekostning.

Det turde være indlysende at den ændring der dengang skete på ganske få år og siden havde held til at blive cementeret som fundamentet for den universelle danske og skandinaviske velfærdsmodel ikke lader sig skrue tilbage. Den støttes tværtimod åbenlyst af liberale politikere der nu sidder ved magten, men er født efter 1960, har fået alt forærende og slet ikke kan huske hvordan det var at arbejde for føden i sit ansigts sved som deres bedsteforældre gjorde. Den støttes naturligvis også af oppositionen der er i samme middelklasse-båd som de liberale, men af en eller anden grund har bevaret nogle vage anelser om arbejderklassen, klassekampen og solidariteten og som ved passende lejligheder kan give deres tilhørere passende positive associationer til disse fænomener, selvom ingen ønsker tiden skruet tilbage.

Når 90 % af befolkningen betaler 90 % af befolkningen og således er kommet til at tilhøre middelklassen, kan de alle gå 'den tredje vej' mellem socialismen og liberalismen uden at blive generet af bevidstheden om omkostninger og hvem der egentlig skal betale regningen. Social- og omsorgsarbejderne er nu kun den ene halvdel af den nye herskende klasse, den anden halvdel hedder djøf'erne, de juridisk og økonomisk uddannede embedsmænd der lærer politikerne at trække i de rigtige tråde på de rigtige tidspunkter.



I denne fastlåste situation er det omkostningsfrit at påpege nødvendigheden af at befolkningen får en ny mentalitet, etik, omkostningsbevidsthed og solidaritetsfølelse. For disse fornemme størrelser kommer ikke af sig selv, men kræver en vis oplevelse af et forpligtende fællesskab som er uforeneligt med de æstetiske selvrealiseringsidealer flertallet har fået opbygget.

Kybernetikkens fader Norbert Wiener talte i sin tid om informationer der går så dybt ned i systemet at de påvirker menneskers adfærd, men ingen moderne politiker eller spindoktor af i dag aner hvad han snakkede om. For de tror at al politik afgøres af stemningspåvirkninger som kan skabes i den smarte reklamebranche. At have dyb føling med selve de folkelige kræfter er noget de kun har læst om i historiebøgerne - og som de iøvrigt ikke tror på. Det er overtro.

Det betyder at disse politikere og spindoktorer nok kan vinde midlertidige sejre, hvis de kommer før konkurrenterne, men aldrig er i stand til i sand forstand at lede et folk frem ad den ansvarlighedens vej der kan bære.



En af de store vanskeligheder er modsætningsforholdet mellem individ og samfund eller mellem frihedsprincippet og trygheds- eller solidaritetsprincippet. For disse principper er logisk uforenelig og vil altid forblive i et dynamisk spændingsforhold. De bør betragtes som ægte komplementære modsætninger - og derfor skal man ikke hverken spilde tiden på at prøve at forene dem i en syntese eller vælge side og spilde kræfterne på at forsvare den uholdbare ensidighed. Man bør lade modsætninger forblive uforenelige i deres dynamiske spænding.

Politikerne burde desuden være så fornuftige at de fyrer deres håbløse spindoktorer og begynder at lytte til folkets fine fornemmelser for både frihed og solidaritet, således at de bliver i stand til at lede vælgergrupperne frem ad den tredje vej der hverken forråder friheden eller solidariteten. Så kunne de måske bl.a. få held til at undgå tåbelige sygehusplaceringer der får midtjyderne til at opfatte sig som styret af centralistiske københavnere.

For sagen er jo at vælgerne stadig har bevaret retten til at protestere mod politikere der svigter dem. Det så man i midten af halvfjerdserne - netop som reaktion mod den udvikling Jørgen S. Dich havde beskrevet og som flertallet af vælgerne instinktivt var imod.

Sådanne reaktioner kan sagtens ske igen. Ja, det er faktisk dem demokratiet ikke kan undvære, så sandt demokrati netop er en form for historisk eksperiment der prøver sig frem og reagerer når noget går galt for længe.

Sålænge denne mekanisme fungerer, er der håb!

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)

Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)
Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)


Ansvarlighed  (10.1.07.)
Absolut behandlingsgaranti gives ikke  (28.11.06.)

Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Demonstration - utidig forlystelse?  (16.5.06.)

VKO's genopretningsplan for dansk økonomi  (26.5.10.)
Finanslovsforslaget for 2010 med kæmpeunderskud   (26.8.09.)
Arbejdsmarkedsreformer udskudt  (23.8.09.)
Smal skattereform en realitet  (2.3.09.)
Regeringens skatteudspil  (25.2.09.)
Skattereform nu eller aldrig?  (5.2.09.)
Bankpakke II  (27.1.09.)
Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)
Finanserne og humoren   (31.8.06.)

Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal