Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamreform020ax

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.11.05.


Reform af islam kræver opgør med absolutismen

I den forløbne uge har Danmark haft besøg af flere fremtrædende repræsentanter for Islam, herunder Tariq Ramadan og Ayaan Hirsi Ali.

Egypteren Tariq Ramadan er først og fremmest kendt som fortaler for Euro-islam, den opfattelse at det er muligt at leve som praktiserende muslim og samtidig være aktiv borger i det demokratiske Europa. Opfattelsen har han redegjort for i bogen 'At være europæisk muslim' (Hovedland. 2002). Han betragter simpelthen islam som værende en europæisk religion i vore dage, fordi så mange muslimer nu ikke alene bor i Europa, men er vokset op i Europa. Han underviser i filosofi og islamologi ved universiteter i Schweiz og behøver ikke frygte for sit liv, for han forsvarer principielt de fundamentale islamiske værdier og trossætninger. Men set med vestlige øjne er han ikke så lidt af en kontroversiel person. Han mistede et professorat i Schweitz, fordi han går ind for sharialovgivningen, og han er blevet nægtet et arbejdsvisum til USA, fordi han betragtes som en sikkerhedsrisiko. Måske spiller det ind at han er barnebarn af grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab i Egypten, Hassan al-Banna. Det stod for og står stadig for pan-islamismen - det fælles forsvar for de islamiske værdier imod de vestlige. [Der henvises iøvrigt til den senere artikel: Tariq Ramadans bog om europæisk islam  (31.10.07)].

Den somalisk fødte, hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali er først og fremmest kendt som forfatter til det manuskript der lå til grund for Theo van Goghs stærkt islam-kritiske film 'Submission', som førte til mordet på ham og til dødstrusler mod hende selv. Jf. artiklen om  Theo van Gogh.  Manuskriptet tillige med forskellige essays er netop kommet på dansk under titlen 'Jeg anklager', og hun har netop været gæst på Marienborg for at takke statsminister Anders Fogh Rasmussen for den Frihedspris hun fik på Venstres årsmøde sidste år, men som hun ikke personligt kunne overrækkes. Hun anfægter selve koranens og profetens ufejlbarlighed - og betragtes derfor af de fleste muslimer som en frafalden, en vantro, der er hjemfalden til fortabelse, udstødelse og død.

Begge er i ugens løb blevet interviewet i både aviser og tv, herunder Deadline på DR2 og Profilen på DR1 - og det har vist, at de er dybt uenige på flere afgørende punkter.



Den 43-årige Ramadan bestrider ikke at der er store problemer med demokratiseringen i Mellemøsten eller at islam visse steder bliver brugt til at bekæmpe snarere end at fremme demokrati. Men det er efter hans mening et misbrug af islam. Han bestrider for så vidt heller ikke at islam mange steder er havnet i en stivnet eller lukket fortolkning, men han mener at det er muligt at reformere islam således at den kan vende tilbage til en mere åben og kreativ åndelige tankegang der tillader at kilderne læses og fortolkes ud fra en moderne kontekst, åben for såvel demokratiske som universelle værdier.

Det påfaldende er imidlertid at han konsekvent bestrider at der skulle være problemer med islam. Problemerne skyldes alle steder forkerte tolkninger af islam eller forkert behandling af muslimer. Og han tager derfor afstand fra alle tendenser til at 'islamisere problemerne'. Om uroligheder i Frankrig de seneste uger siger han udtrykkeligt at de ikke har noget med islam at gøre, men skyldes sociale og kulturelle forhold. Og hvad kvindeundertrykkelsen i islamiske lande angår siger han udtrykkeligt at de heller ikke har noget med islam at gøre, men skyldes lokale kulturmønstre. Islam, plejer han at sige, har ikke noget problem med kvinder, men muslimer har et problem med kvinder.

Udlægninger af denne art er ikke nye og kendetegner ikke alene muslimer der gerne vil forsvare deres grundlæggende værdier, men fx også kristne der gør gældende at undertrykkelse i kristendommens navn ikke har noget med kristendommen som ideal at gøre, men skyldes tidsbestemte og magtbestemte fortolkere af kristendommen. Eller man kunne nævne socialister og kommunister, der tog afstand fra undertrykkelsen i Sovjetunionen, men tilføjede at denne undertrykkelse i virkeligheden var imod socialismens eller kommunismens ånd eller idé.



Problemet er og bliver at enhver dogmatisk religion og enhver dogmatisk isme eller ideologi altid kan udlægges på to forskellige og modsatrettede måder:   ideelt, universelt og tidløst - eller praktisk, tidsbestemt og magtbestemt. Følgelig vil der altid være en vis sandhed i den påstand, at faktiske historiske overgreb og undertrykkelse i religionens eller ideologiens navn må lastes de mennesker der foretager overgrebene og undertrykkelsen og ikke religionen eller ismen som sådan. Men den modsatte sandhed er alligevel ikke til at komme udenom: Når det i en konkret historisk tidsramme kan konstateres at en religion eller en isme lægger navn til diktatur, kvindeundertrykkelse, demagogi og korstog eller hellig krig mod andre, så kan ideologien ikke holdes skadesløs, men må kritiseres og gøres medansvarlig. Når sociale optøjer, mord på vantro eller terror mod såvel demokrater i egne rækker som demokrater i udlandet sker i islams navn, så kan islams idealistiske fortalere ikke forvente at islam ikke bliver problematiseret, for de psykiske grundprocesser fungerer nu engang på den måde at de automatisk sammenkobler gerning og tro.

Der er meget fornuftigt i Tariq Ramadans forsøg på at skaffe europæiske muslimer bedre redskaber til at kunne leve som muslimer i de demokratiske samfund, for det går under alle omstændigheder galt, hvis muslimerne mister deres identitet og bliver rodløse. Men sigtet i hans islam-fortolkning synes tydeligt: han ønsker ikke blot at muliggøre muslimers integration i de demokratiske europæiske samfund ved lempelig reformering af den traditionelle koran-læsning, men i realiteten at muliggøre islamiske parallelsamfund i Europa. Han tror på en stille og konstruktiv revolution i de muslimske samfund, og forudser realistisk at den vil tage flere generationer. Men han definerer udtrykkeligt islam som en europæisk religion, skønt den historisk set ikke er det. Det er det man kalder en overtalelsesdefinition, en definition der objektivt set er ukorrekt, men subjektivt set kan få den til at glide ned, fordi den i Europa lyder pænere end hvis man holder fast i at islam er en udefrakommende, fremmed religion. Dette skal man holde sig for øje ved bedømmelsen af Ramadan.

Hans tanker er hverken tåbelige eller forkastelige, men de må ikke desto mindre siges at angribe selve forestillingen om den særlige europæiske værdi der har gjort det muligt at forene demokrati med kristendom, jødedom og ateisme og som også fremover vil gøre det muligt at forene demokrati med islam, nemlig den relative sekularisering, dvs adskillelsen mellem religiøs magt og politisk magt, men ikke udelukkelse af religiøs tænkning, etik eller helhedsforståelse fra samfundslivet iøvrigt.

Den nærliggende og farbare vej for muslimers fulde integration i de europæiske demokratiske samfund hedder at animere til lokale omformninger af islam, dvs til fx dansk islam i Danmark, tysk islam i Tyskland, fransk islam i Frankrig, for kun gennem en bevidst tilknytning til lokal tradition og kontekst understreges relativiseringen overbevisende. Det er dette og dette alene der vil vise at muslimerne for alvor accepterer den relative sekularisering som findes i disse lande. Den store reelle trussel i Europa fra islamisk side er overalt en absolut islam der er styret udefra, fra teologiske, islamistiske og undertiden pan-islamistiske skoler, imamer eller kaliffer i udlandet der ikke er sekulariseringsvillige - og reelt ikke vil opgive deres drømme om islamisering.



Den 37-årige Ayaan Hirsi Ali er her mere konsekvent. Ikke fordi hun går ind for eller overhovedet har overvejet det der her kaldes den relative sekularisering eller lokal omformning af islam, men fordi hun uden forbehold af nogen art slår ned på absolutismen som den afgørende fejl ved den islam der praktiseres af de fleste muslimer, muslimske skoler og imamer samt islamistiske regeringer.

Hendes egen historie gør hende til selvskreven islam-kritiker. Hun er født i Somalia i 1969, men hendes far måtte flygte på grund af sine moderate holdninger, og først flere år efter kunne hun selv komme ud af landet sammen med sin moder. Familien opholdt sig først i Saudi-Arabien, siden i Etiopien og Kenya. Faderen var imod at Ayaan Hirsi blev omskåret, men dette foranledigede bedstemoderen uden om ham. Som 22-årig flygtede Ayaan Hirsi Ali til Holland for at undgå tvangsægteskab. Hun arbejdede som tolk og tog en universitetsuddannelse. Hun blev feminist og valgte i første omgang at gå ind i det hollandske arbejderparti (PvdA), men gik senere over til det liberale parti (VVD), fordi arbejderpartiet var kapret af konservative muslimer, mens man i VVD lagde vægt på ytringsfriheden, herunder retten til at kritisere religionerne.



Ali kritiserer først og fremmest islam for dens kvindeundertrykkelse. For muslimske kvinder er kærlighed og seksualitet før ægteskabet et absolut tabu, men ikke for mænd. Og muslimernes underkastelseskrav over for Allah gælder kvinderne i så absolut forstand, at den for dem bliver en del af deres opdragelse og identitetsskjold. Kvinderne vil efter hendes mening aldrig slippe ud af denne underkastelsesmekanisme uden regulært oprør mod gældende religionsfortolkning.

Men generelt gør Ali oprør mod hele den gruppetænkning og eksklusionstænkning der præger islam og som gør kritik af islam til en forbrydelse i de fleste muslimers øjne. Hele denne tænkning vidner om at muslimernes gudsforhold er angstpræget. De tør ikke opgive overbevisningen om islam som den eneste sande lære. Og de betragter følgelig enhver afvigelse som vantro.



Et af problemerne for muslimer i den vestlige verden der ønsker frigørelse er at de ledende muslimer er konservative og samtidigt forsøger at udnytte den almindelige hævdvundne respekt for alle religioner til at afvise al kritik. De tror respekt betyder afkald på kritik. De tager kritik som en fornærmelse og mener at de i lande med religionsfrihed skal kunne friholdes for kritik. De støttes her af 'multi-kulti'erne' som hun kalder dem, dvs de vesterlændinge der af humanistiske grunde hævder at alle religioner og kulturer er fuldstændigt ligeberettigede. Resultatet bliver selvcensur.

Men Ali mener ikke at kritikken skal tie. Tværtimod skal den - navnlig efter 11. september 2001 - være offensiv, provokerende og konfronterende. For ellers vil der ikke ske nogen forandring i muslimernes situation. Bl.a. derfor finder hun tegningerne i Jyllands-Posten af profeten Muhammed for helt i sin orden. Det er nødvendigt for muslimer at vænne sig til samme respektløshed over for religionen, Gud, Profeten og åbenbarede skrifter som kristne mennesker efterhånden har vænnet sig til.

Ja, efter Ayaan Hirsi Alis mening er det nødvendigt at islam kommer igennem en oplysnings- og transformationsproces. Transformationen skal grundlæggende komme fra muslimerne selv. Men muslimer i Vesten har et særligt ansvar for den, fordi der her er ytringsfrihed. Denne ytringsfrihed bør være ukrænkelig, for hvis der fires på den af misforståede hensyn til nærtagende muslimers religiøse følelser, så vil der aldrig komme en reformering af islam.



Som det gerne skulle være fremgået adskiller Ayaan Hirsi Alis synspunkter sig markant fra Tariq Ramadans, fordi hun ikke et eneste øjeblik undlader at islamisere de problemer der er forbundet med muslimske kvinders undertrykkelse, muslimers angstprægede underkastelse over for Allah, Profeten eller Koranen eller muslimers tilknytning til arabisk eller anden stammementalitet. Ligesom hun ikke ser bort fra den vold og terror der sker i islams navn.

Med nogen ret kan man bebrejde Ayaan Hirsi Ali tendensen til generaliseringer - den slags bebrejder man altid folk der sætter tingene på spidsen, selvom denne strategi er nødvendig for at trænge igennem - men omvendt kan man ikke frakende hende en enestående klar forståelse for at islam ikke kommer videre uden et radikalt opgør med absolutismen. For de muslimske kvinders vedkommende er der ingen vej uden om en frigørelse fra den traditionsbundne mandsdominans eller -chauvinisme. Og for unge muslimers vedkommende bliver der - for begge køn - ingen frihed, modernitet og tilpasning til Vestens demokrati og oplysning uden oprør. De må vove opgøret med troen på islam som eneste sande lære, opgøret med koranen som åbenbaret sandhed og opgøret med profeten som ukrænkelig. Og de må vel at mærke vove disse opgør - selvom det i første omgang kan koste dem stempling som vantro, udstødelse, vold, trusler og mord.

Ikke-muslimer der ønsker at støtte de unge muslimers frigørelse må forlade den falske atttitude at man ikke kan tillade sig at kritisere islam eller muslimer. Det både kan man og skal man, hvis man vil fremme deres muligheder for integration og deres muligheder for efterhånden at finde frem til oplyst, sekulariseret form for tro, der er forenelig med både demokratiet og bevarelsen af identitet. Derfor tager Klaus Rothstein uhyggeligt fejl, når han i sin anmeldelse i Weekendavisen af Alis bog gør gældende, at forfatteren skulle være på lodret kollisionkurs med den pragmatiske holdning i Vesten som på en og samme gang vil respektere islam og bekæmpe islamismen. Fundamentalismen og ikke mindst terrorismen skal bekæmpes overalt uanset hvilken religion eller ideologi den refererer til. Men respektere islam kan vesterlændinge ikke uden vedvarende at påvise at problemerne i forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer i allerhøjeste grad hænger sammen med fortolkninger af islam der er utidssvarende og uforenelig med demokrati og relativ sekularisering. Påvisninger af denne art har intet med islamofobi at gøre. De er tværtimod nødvendige for at en tidssvarende, demokratisk og relativiseret islam kan bane sig vej. Den 'pragmatisme' Rothstein holder på er derimod en humanistisk sutteklud, der kun tjener det formål at bevare status quo og udskyde islams transformation.



Fast står, at en reform af islam så den kan muliggøre både demokratisering og sekularisering i og uden for Mellemøsten kræver et dybtgående opgør med selve absolutismen. Denne er hverken psykologisk eller eksistentielt en fundamental betingelse for moral og identitet. Dens modsætning hedder ikke nihilisme eller ateisme, moralsk opløsning eller dekadence, men en helhedsrealistisk relativisme der er fuldt forenelig med såvel gudstro som sund fornuft. Ja, relativismen overgår ret forstået absolutismen i styrke, fordi den er blottet for angst. Og det er netop fjernelsen af angsten der skal til for at fuldbyrde en frigørelse.



Henvisninger:

Litteratur:

Tariq Ramadan: At være europæisk muslim.
Islamiske kilder i en europæisk sammenhæng. (Hovedland. 2002)

Ayaan Hirsi Ali: Jeg anklager (Jyllands-Postens forlag. 2005)



Artikler på Jernesalt:

Tariq Ramadans bog om europæisk islam
afslører hvor umuligt det islamiske projekt er (31.10.07.)


Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)

Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)
Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Muslimer og kvindefrigørelse  (24.10.05.)
Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)

Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Dialogmøde med muslimer på Marienborg  (25.9.05.)
Tamt budskab fra missionerende ahmadiyya-kalif   (14.9.05.)
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)

Europas forudsætninger  (15.8.05.)

Artikler iøvrigt:

sekularisering
religion

Se også   Værdimanifestet  med afsnit om bl.a.:
samfund, individ, historien, religionen og sekulariseringen samt dybdepsykologien



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal