Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - terrordanm

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.11.05.


Terrormistænkte i Danmark
- Hård bekæmpelse eller blød forebyggelse?
- Uløseligt problem eller hvad?

Torsdag morgen den 27. oktober arresterede politiet fire muslimske mænd - en 20-årig og hans 16-årige fætter fra Brøndby Strand, en 19-årig fra Frederiksberg og en 16-17-årig fra Nørrebro. Den 29. blev yderligere to anholdt, en 20-årig mand og en jævnaldrende kvinde fra samme miljø som de øvrige. Og endnu nogle dage senere blev to mere anholdt. Alle anholdelser er en udløber af anholdelsen i Bosniens hovedstad Sarajevo af en 18-årig svensker og en 19-årig tyrker med dansk opholdstilladelse. Alle er mistænkt for planlægning af terrorvirksomhed. I Bosnien blev der ved anholdelsen fundet sprængstof, selvmordsbælter og våben samt en video beregnet for offentliggørelse efter fuldbyrdet dåd. I Danmark blev der beslaglagt 200.000 kroner i kontanter plus telefonoplysninger.

Bosnien er fortsat præget af de modsætninger mellem muslimerne (bosniakerne) og serbere og kroater der førte til borgerkrigen efter Jugoslaviens opløsning og tiltrak mange hellige jihad-krigere fra udlandet. Mange af disse er blevet boende i landet, selvom fredsaftalen fra 1995 (Dayon-aftalen) egentlig forbyder det. Landet er med andre ord fortsat et sted for hellig krig.

For de arresterede dansk-muslimer gælder at de alle er stærkt religiøse og tilhører samme miljø med centrum i en bestemt moské på Nørrebro, hvor den rabiate religiøse leder Abu Ahmed har holdt foredrag der har ført til overvågning fra efteretningsvæsenets side.

Det er karakteristisk for sagen, at naboer og bekendte til de mistænkte personer ikke rigtigt fatter sagen eller de implicerede muslimers deltagelse. For de anholdte personer er jo fra almindelige muslimske familier og har med en enkelt undtagelse ikke hidtil gjort sig særligt uheldigt bemærket. Dog har deres stigende religiøsitet været påfaldende, og for den yngstes vedkommende er der tale om en pludseligt ændret adfærd der hænger sammen med hans religiøse vækkelse. Han har trukket sig tilbage fra sine tidligere kammerater - og forekommer åbenbart at være styret af specielle, men skjulte motiver.



Alle beretninger om Abu Ahmed taler om en ekstremistisk fortolker af islam og bekræfter kun at der her i landet findes meget radikale muslimske miljøer der bifalder muslimsk terrorvirksomhed i Europa, prædiker had til Vesten og de vestlige værdier - og reelt modarbejder de unge tilhængeres integration i det danske samfund. Men de er svære at ramme, fordi de ligesom organisationen Hizbut-Tahrir udadtil gør alt hvad de kan for at give det udseende af at de overholder landets love.

Set fra et demokratisk og integrationsvenligt synspunkt er det sørgeligt, at vi har disse organisationer og religiøse vejledere i landet, og at de har held til at udnytte den anti-vestlige stemning blandt visse unge muslimer til at trække disse væk fra integrationen og ind i en radikalisering der gør dem til potentielle trusler mod landets sikkerhed og demokrati.

Debatten om hele sagen afslører endnu engang at der er stor spredning i synspunkterne, både blandt indvandrere og danskere. På venstrefløjen er man fuld af forståelse for ekstremismen, som man ser som direkte udslag af Danmarks deltagelse i Irak-krigen, selvom ekstremismen fandtes i forvejen. De fleste mennesker, inklusive venstrefløjens medlemmer, tager dog afstand fra egentlige terrorhandlinger, og det gør naturligvis også flertallet af de herboende muslimer. De er klare over at mistanker som disse skader muslimernes sag i Danmark og påpeger med fuld ret at det er et lille mindretal der er kommet på afveje. Men de forsøger fx også - som Zubair Butt Hussain fra foreningen Muslimer i Dialog - at angribe tendensen til at sætte lighedstegn mellem muslimer og indvandrere. Hussain har selvfølgelig ret i at der findes indvandrere som ikke er muslimer, og omvendt også muslimer der ikke er indvandrere, men konvertitter af dansk herkomst. Men selvom han er yderst velformuleret skal han ikke regne med at komme igennem med sit budskab, for dels turde disse sondringer trods alt være temmelig irrelevante i sammenhængen, dels virker de slet ikke over for de grundlæggende psykiske primærprocesser der helt automatisk sørger for i sådanne sager at dømme eller mistænkeliggøre hele gruppen på grund af nogle få medlemmers fejltrin eller mistanke om ulovligheder.

Problemet er uafviseligt fortsat at visse unge muslimer ikke vil integreres i det danske samfund, fordi de har deres hjerte et andet sted. De har haft normal skolegang, er i flere tilfælde i gang med en uddannelse og/eller har arbejde. Men de føler sig altså tiltrukket af åndelige vejledere der fortolker koranen bogstaveligt som den eneste ene sandhed og iøvrigt er imod demokratiet (og den udbredte vestlige sekularisering). Abu Ahmed lægger ikke skjul på at han ved integration kun forstår at lære dansk og kunne begå sig på en dansk arbejdsplads, for det er jo betingelsen for at kunne nyde velfærdsgoderne. Derimod er han udtrykkelig modstander af al videregående integration, dvs imod at acceptere de danske værdier. I et interview til Politiken 6.11. siger han ligeud at "Den integration danskerne ønsker, drejer sig om at ændre hele vores liv. Det skal vi ikke." Tydeligere kan det i grunden ikke siges. Og bedre begrundelse for regeringens kommende integrationspakke kan næppe gives.



I første omgang har den begrundede danske terrormistanke medført en fremskyndelse af en øget indsats for at bekæmpe og forebygge terror - den såkaldte terrorpakke, som en tværministeriel arbejdsgruppe har arbejdet på i nogen tid. Politi og efterretningstjeneste vil efter forslaget få vidtgående beføjelser til øget overvågning af enkeltpersoner og indhentning af oplysninger fra myndighederne. Fx skal udbydere af elektroniske kommunikationsnet- og tjenester have pligt til at indrette deres tekniske udstyr på en sådan måde at politiet kan kigge med og se meddelelserne. Politiet skal have mulighed for hos alle teleudbydere at overvåge opkald og gå ind i gamle opkald og historiske masteoplysninger. Og teleselskaberne skal have særligt, sikkerhedsgodkendt personale som tager sig af kontakten til politiet. Hertil kommer mere videoovervågning af offentlige pladser, og mulighed for at anvende agenter (honorerede kilder).

De fleste mennesker vil finde den slags beføjelser ganske naturlige og endda glæde sig over de muligheder de moderne kommunikationsmidler giver for såvel forebyggende som opklarende kontrol af kommunikationen. De fleste er imponeret over den britiske efterretningstjenestes optrevling af netværket bag terrorbomberne i London i juli måned. Og de ønsker kun effektiviteten forbedret alle steder. Terrortruslerne rammer som hovedregel helt tilfældige og uskyldige mennesker, men er og bliver i sin art en trussel mod selve demokratiet og den civile orden. Alt må derfor gøres for at forhindre den.



Men mange frygter ikke desto mindre at den øgede overvågning vil føre os frem mod et overvågningssamfund der er i direkte strid med demokratiet og dets idé og principper. De frygter vi havner i Big Brother-samfundet, det totalitære regimes totalovervågning af alle borgere døgnet rundt. SF kan eksempelvis ikke støtte forslaget om at slække på kravet om en dommerkendelse når politiet skal have adgang til ellers fortrolige oplysninger som passagerlister. Og rigtigt er da, at retssikkerheden ikke grundliggende må undergraves i kampen for at bevare demokratiet. Men at tale om at demokratiet undergraves, fordi efterretningstjenesten får udvidede beføjelser er hen i vejret. Demokratiet er ikke og har aldrig været en anarkistisk frihed til at slippe for enhver overvågning fra politiets side. Demokratiet er tværtimod afhængig af netop så megen overvågning at de fundamentale rettigheder garanteres. Retssikkerheden er efter terrortruslerne kun kommet under et efter omstændighederne helt nødvendigt pres. Det er ikke en absolut størrelse der er uafhængig af arten af de trusler der rettes mod demokratiet fra fanatiske, destruktive og skrupelløse modstanderes side.

Sammenligner man med forholdene i Vesttyskland under bekæmpelsen af Baader-Meinhof-gruppen i 1970'erne, så vil man se, at de særdeles skrappe sikkerhedsforanstaltninger der dengang måtte indføres under den socialdemokratiske kansler Helmuth Schmidt, aldeles ikke undergravede demokratiet, men tværtimod garanterede dets beståen - i modsætning til forholdene under den alt for slappe Weimar-regering i tyverne.

Det er ganske enkelt naivt at tro at moderne terrorister og deres netværk kan bekæmpes effektivt uden brug af politiets fulde adgang til den kommunikation terroristerne bruger. Det er mistillid til politiet at tro at indhentede oplysninger om formodede terrorister vil blive brugt til andet end bekæmpelse af deres kriminalitet. Lovlydige borgere har lige så lidt at frygte som eksempelvis almindelige fredsommelige bankkunder har at frygte for bankernes overvågning af banklokalerne.



I anden omgang medfører problemet med indvandrere der af den ene eller anden grund modsætter sig fuld integration i samfundet at folketinget vil stramme integrationspolitikken med den såkaldte integrationspakke. Efter denne stilles skærpede krav for tildeling af dansk statsborgerskab, herunder krav om dokumenterede danskkundskaber og test i danske samfundsforhold samt krav vedrørende selvforsørgelse (arbejde i fire af de seneste fem år).

Desuden skal udlændinge der vil have opholdstilladelse underskrive en 'borgerkontrakt' en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund.

En ansøger skal i den forbindelse skrive under på at være vidende om en lang række forhold om betingelserne for opholdstilladelse og udtrykkeligt anerkende det danske sprog og kendskabet til det danske samfund som nøglen til en god og aktiv tilværelse i Danmark, anerkende ansvaret for selvforsørgelse, ligeretten mellem mænd og kvinder og mellem drenges og pigers udfoldelsesmuligheder. Ansøgeren skal også udtrykkeligt anerkende frihedsrettighederne og det danske samfunds afstandtagen fra terrorisme.

Den foreslåede kontrakt må siges at være temmelig udførlig, og den har da også straks fremprovokeret en lang række positive og negative kommentarer. Til de negative hører udtalelser fra indvandrere der forlængst har fået opholdstilladelse og som mener at erklæringen nærmest er en fornærmelse mod dem. Kunstneren Marco Evarissti kalder den ligefrem et ligegyldigt og tarveligt stykke papir. Og formanden for Somalisk Forening i Ålborg, Ahmed F. Dualeh påstår frejdigt at regeringen med en sådan erklæring taler ned til indvandrerne som en flok barbarer. Andre kan dog godt se dens mening og berettigelse.



Klart er i hver fald at ingen der nægter at skrive under, vil få opholdstilladelse. Følgelig vil alle der ønsker opholdstilladelse formentlig skrive under, uanset om de er enige i erklæringen eller ej, ja uanset om de forstår den eller ej. Formentlig vil alle advokater og sagsbehandlere fremover råde deres klienter til at skrive under. Underskriften er derfor ingen garanti for at indvandrere der søger om opholdstilladelse i Danmark rent faktisk vil leve op til de nye loyalitetskrav. Og man kan sågar more sig med at betvivle om alle fødte danskere er i stand til at leve op til den. Papir er taknemmeligt. Underskrifter tager ikke alle højtideligt. Selv edsaflæggelser kan som bekendt være tvivlsomme. Men omvendt må det siges, at erklæringen trods alt tydeligt markerer hvilke krav og forventninger det officielle Danmark har til indvandrerne. Det er det nye i udfordringen, og derfor rammer den lige præcis ned i den helt specielle følelse som præger mange indvandrere, men som støder mange etniske danskere: mange indvandrere tror at opholdstilladelse giver dem ret til etablere parallelkulturer og -samfund midt i den danske kultur. De tror som Abu Ahmed at integration kun er et spørgsmål om danskkundskaber og arbejde - men aldrig om værdier.

For god ordens skyld skal nævnes at der er undtagelser blandt indvandrerne, og at der skam også er etniske danskere der finder multikultur helt i orden og al tale om danske værdier for forældet snak.

Men igen må man konstatere, at især mange veluddannede menneskere, mange intellektuelle, afslører sig som teoretikere, idealister eller kosmopolitter, der ikke mener at den lokale historiske kontekst spiller eller må spille nogen rolle for menneskers tilknytning til et land og dermed deres ønske om at værne det mod massiv undergravning eller despekt. De synes ikke at forstå nogetsomhelst af det psykiske forhold at de fleste mennesker er nært knyttet til det sprog, den historie, den kultur, det kønsrollemønster og opdragelsesmønster, ja de spisevaner og det landskab de er blevet fortrolige med gennem opvæksten, og at denne nære tilknytning betyder at de - uanset deres åbenhed for inspiration og påvirkning udefra - betragter deres land som deres hjem, som fremmede ikke skal komme og ødelægge. Alt dette har i den sidste ende meget mere at gøre med dybdepsykologiske forhold end med juridiske. De dækkes derfor af det helhedsrealistiske syn der er grundlaget for Jernesalts vurderinger, men ikke af noget andet syn, og slet ikke af den juridiske ideologi omkring menneskerettighederne.



Terrortrusler og terrorist-miljøer må i denne sammenhæng altid vurderes helt konkret. Men principielt gælder at såvel en hård bekæmpelse af truslerne gennem efterretningstjeneste, efterforskning, sigtelser og domfældelse som en blød forebyggelse gennem systematiske integrationsbestræbelser, danskundervisning, arbejds- og selvforsørgelseskrav samt god socialpolitik er nødvendig. Det ene udelukker ikke det andet. De to ting må gå hånd i hånd.

Ingen af metoderne eller tiltagene garanterer problemets løsning, for en fuldstændig garanti gives ikke, sålænge der overhovedet er mennesker der er påvirkelige af kampen mellem det vestlige og den ikke vestlige kultur og livsform.

De der i denne kamp vælger at søge løsningen gennem vold og terror - endog med den indbildte martyrdød som konsekvens - må være forberedte på modstand fra alle der ønsker det vestlige demokrati og dets civile orden opretholdt. Og de må desuden være forberedte på at der altid vil blive stillet særlige krav til indvandrere om integration og integrationsvilje.

Til alle integrationsmodstandere der begrunder deres uvilje med unuancerede og uholdbare påstande om, at de danskere der ønsker indvandrerne integrerede skulle ønske at disse skal forandre deres liv totalt, skal det lyde, at det tåbeligste der kan ske i kampen mellem indvandrere og ikke-indvandrere i et land er at den udarter til en tab-eller-vind-kamp, hvor der kun gives én taber og én vinder. Hvis kampen i stedet ses som en kamp for integration i den overordnede danske monokultur, vil alle parter kunne vinde. Ikke-indvandrerne kan beriges gennem påvirkninger i nuancerende retning fra indvandrerne, og indvandrerne kan beriges gennem en proces der langsomt frigør dem fra snærende bånd til for snævre kultur- og religionsmønstre. Hvis indvandrere føler sig for stolte til at gå ind i en sådan integration har de misforstået en monokulturs art og sammenhængskraft.

Vejen ud af en opslidende og destruktiv enten-eller-kamp kunne være en vision om et fælles fremtidigt grundlag der bygger på demokrati og relativ sekularisering, men samtidigt på opgivelse af religiøst begrundede, fundamentalistiske dogmer og kulturmønstre, med andre ord en komplementær helhedsrealistisk monokultur der tillader og stimulerer en rigdom af subkulturer.



Henvisninger:

Terrorstatus august 1905  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)

G8, klimaet og fattigdommen - i terrorens skygge  (10.7.05.)

London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)

Muslimer og kvindefrigørelse  (24.10.05.)
Går integration kun den ene vej?  (22-10.05.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)

Dialogmøde med muslimer på Marienborg  (25.9.05.)
Tamt budskab fra missionerende ahmadiyya-kalif   (14.9.05.)

Alt det besvær med islam  (7.9.05.)

Europas forudsætninger  (15.8.05.)

Artikler om helhedsrealismen.
Artikler om sekulariseringen.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal