Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - arabaere

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.11.05.


Arabisk æresfølelse er utidssvarende
- og medvirkende til manglen på dialog og bevægelse

Blæsten omkring Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed (17.9.) er så småt ved at lægge sig herhjemme, men har dog på internationalt plan afstedkommet en bemærkelsesværdig reaktion fra diplomatisk side. Først klagede 11 muslimske ambassadører her i landet til statsminister Anders Fogh Rasmussen, og den muslimske verdensorganisation OIC (Organization of the Islamic Conference) fulgte klagen op. Statsministeren afviste den blankt og henviste klagerne til at rejse sag mod bladet. Han fandt ikke dialog med muslimerne påkrævet i en så klar sag om ytringsfrihed. Men 3.11. erklærer den egyptiske ambassadør i Libanon at Egypten vil bryde dialogen med Danmark om menneskerettigheder, diskrimination og andre tiltag. En ambassaderåd på den egyptiske ambassade i Danmark har i tilslutning hertil givet udtryk for at sagen vil eskalere yderligere, når den kommer på dagsordenen i OIC.

Meldingerne sigter mod 'Det arabiske Initiativ', som udenrigsminister Per Stig Møller er en varm tilhænger af som led i Fredsprocessen i Mellemøsten, men det er indtil videre uklart om Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo bliver berørt. Herbert Pundik regner det for usandsynligt, eftersom den egyptiske præsident Mubarak bruger centret som bevis for at han mener det alvorligt med reformer. Vi er med andre ord inde i retorik og diplomatisk spil.



For Jyllands-Postens vedkommende fastholder redaktør Flemming Rose at sagen bidrager til integrationen ved at rejse en nødvendig debat. Og dagbladet kan hente støtte fra den hollandske politiker Ayan Hirsi Ali som skrev manuskriptet til Theo van Goghs kontroversielle film 'Submission' og har måttet gå under jorden, men også har modtaget partiet Venstres Frihedspris. Hun udtaler 31.10. "Det er nødvendigt at provokere muslimernes forhold til Muhammed, for ellers få man aldrig skabt en nødvendig dialog med muslimer om det helt centrale spørgsmål: Mener I virkelig at profeten Muhammed er fuldstændig ufejlbarlig, og at enhver muslim i Europa i 2005 skal følge præcis den levevis profeten havde for 1400 år siden, sådan som islam foreskriver det?"

Også forfatteren Kaare Bluitgen (der oprindeligt gav anledning til tegneriet, fordi han måtte konstatere tegner-frygt for at lave tegninger af profeten) har talt om "krænkelsens velsignelse". "Det er kun skrøbelige systemer der lader sig krænke", skriver han 30.10. i Politiken. "Jo mere de stinker af historiens mødding, jo mere vil de påtage sig offerrollen. Og i historisk sammenhæng har de i deres afviklingsperioder vist sig mest aggressive."

Men spørgsmålet er rigtigt nok om krænkelse og provokation virker imod hensigten. Og her må det slås fast, at det i hvert fald afhænger af to ting: den ene parts sårbarhed og provokationens evne til at flytte grænser det er nødvendigt at flytte.



Herbert Pundik begår 6.11. i Politiken en klumme der meget præcist indkredser hvad hele den arabiske sårbarhed til syvende og sidst drejer sig om. Den drejer sig om ære, for den arabiske kultur er en æreskultur.

"Æresbegrebet er en central institution i arabiske samfund. Det dominerer forholdet mellem mennesker, i familien, i samfundet og også forholdet mellem nationer. Æren har intet at gøre med rigdom eller anden form for magt. Den er uangribelig, uanset hvem du er, og hvad du er, og den må forsvares for enhver pris, med alle midler. Om nødvendigt med vold, og hvis ikke i denne generation, så i den næste."

Og Pundik fortsætter: "En personlig fornærmelse er vanærende for den enkelte og for familien og klanen. Et militært nederlag er vanærende for nationen, og et angreb på profeten Muhammeds hellig status vanærer ikke blot ham, men alle muslimer."

Men når så krænkelsen kommer fra den vestlige verden, føles den allerværst, for så berører den det store flertals ambivalente følelser over for Vesten. I dette flertals øjne er det nemlig den vestlige verdens skyld at den arabiske verden i dag henligger som en underudviklet region, plaget af fattigdom, sygdom, analfabetisme og despoti, og ikke som det kulturelle og økonomiske midtpunkt det var i middelalderen. Flertallet af arabere opfatter deres situation som ydmygende. Og i denne elendighed er krænkelser af profeten ekstra ydmygende, fordi netop islam er en væsentlig kilde til selvrespekt, værdighed og identitet.



Der kan ikke herske tvivl om, at Pundik har fuldstændigt ret i at æresbegrebet er en central institution i arabiske samfund - og dermed også indirekte bliver det i store dele af den muslimske verden.

Vi får begrebets funktion tæt på, når der sker æresdrab mellem muslimer her i landet - således som det sidst er sket i Slagelse, hvor en hel familie er blevet involveret, fordi de har følt det krænkende at en ung pige giftede sig med den hun elskede i stedet for med den familien havde valgt til hende. Og vi må hver gang minde os selv om, at sådanne æresdrab ikke er begrundet i islam, men i ældgamle kulturmønstre.

Sådanne 'middelalderlige' kulturmønstre kendes også fra Europa, bl.a. fra Sydeuropa, hvor æresdrab har været almindelige både på Korsika og Sardinien helt op til vor tid. Men i Nordens historie skal vi heldigvis tilbage til Vikingetiden eller hedensk tid for at se 'blodhævn' som en normal og selvfølgelig reaktion på krænkelse af person eller familie. En anden form for 'fejder' var dog almindelige i Norden indtil statsmagten blev stærkt nok til at hævde en mere moderne retsorden.

Men på psykologisk plan ligger den grundliggende mekanisme dybt i alle mennesker fra barnsben af. Ved at sige 'Det tør du ikke' til en rask og sej dreng, kan man få ham til næsten alt, inklusive de dumdristigste ting som at lægge sig på togskinnerne for at vise hvor hurtigt han kan reagere. - I sin bog om 'Vor folkeæt i Norden' fortæller religionshistorikeren Vilh. Grønbech hvordan den gamle, indflydelsesrige islænding Havard reagerede da hans eneste søn blev fældet på grund af en mægtigere mands misundelse. Han blev syg og var syg i tre år, nemlig indtil han gennem sin kones forarbejde får sin hævn og oprejsning. Da risler æren nyfødt igennem ham; alle lemmer rettes ud, lungerne spiles; kræfterne svulmer; sindet bliver ungt. - Så meget betyder æren.

På lavere plan spiller overdreven æresfølelse destruktivt ind på mange menneskers tilværelse den dag i dag. Her taler vi bare ikke om ære, men om retfærdighed. Retfærdighedssansen udarter til en regnskabsførelse der bevirker at alle krænkelser - store som små - 'bogføres' omhyggeligt til senere opgørelse. Intet glemmes. Intet slås der en streg over. Alt bliver en stadig voksende belastning af det sjælelige system - indtil det eventuelt går galt i en psykisk eksplosion. Tilgivelse eller barmhjertighed kendes ikke. Humor heller ikke.



I det store og aktuelle kultursammenstød mellem den vestlige verden og den ikke-vestlige verden og kultur kan de samme 'primitive' reaktionsmønstre konstateres. Men de er ikke længere blot ødelæggende for enkelte mennesker eller enkelte familier, men for hele nationer og etniciteter, ja for løsningen af hele Mellemøst-konflikten. Og de må derfor også behandles med andre forholdsregler.

Det er i sig selv ikke så underligt at muslimer der kommer til europæiske lande som indvandrere eller vokser op i disse lande som efterkommere af første generation af indvandrere føler sig mere eller mindre uvelkomne i deres nye lande. Det er igen simple psykologiske mekanismer som de indfødtes naturlige følelse af førsteret til deres land der her gør sig gældende. De iblandes naturligvis megen naturlig frygt eller reservation for fremmede og automatisk afstandtagen til det alt for anderledes eller aparte. Regulære Jantelovs-mekanismer gør sig også gældende: De nye skal ikke tro de er noget. Men en afgørende faktor er antallet af indvandrere i forhold til den oprindelige befolkning. Enkeltpersoner kan altid absorberes, blot de holder det nye lands love og følger dets skikke. Men massiv indvandring truer landets egenart og belaster dets sociale, økonomiske og politiske systemer - og vil derfor uundgåeligt give problemer. Jo større indvandringen er, og jo mindre indvandrernes vilje til integration er, jo større vil problemerne og modviljen blive. Det er dybt naivt at forestille sig at det kan være anderledes.

Som tidligere påpeget på disse sider er indvandrernes indstilling til integrationen ikke ligegyldig. Det er allerede et faresignal, hvis indvandrere er indstillet på at skabe parallelkulturer i samfundet, og dette synes flere og flere at være indstille på. Men det er helt katastrofalt, hvis indvandrerne i almindelighed føler det som en ydmygelse at skulle tilpasse sig det nye lands gældende normer og værdier. For det er nødvendigt at være ydmyg over for en så krævende opgave som at tilegne sig et andet lands sprog, historie, kultur og vaner. Men det er ikke en ydmygelse at gøre sig ydmyg over for udfordringen. Her er vi med andre ord nede ved sondringer mellem bestemte begreber og deres psykologiske indhold som er helt afgørende for om en opgave kan løses.



Overført til problematikken omkring islam som identitetsbærende religion for muslimerne turde det være indlysende, at hvis islam ene og alene kan være identitetsbærende i og med at den gøres til en absolut og absolut ukrænkelig religion, så bliver det umuligt for muslimer at gå i ægte og åben dialog med ikke-muslimer, 'blande sind med fremmede', for nu at bruge en gammel vending Grønbech yndede, og så bliver det igen så godt som umuligt for dem overhovedet at leve i tæt kontakt med ikke-muslimer, og da især med moderne, sekulariserede vesterlændinge.

En ægte og åben dialog med anderledes tænkende eller troende forudsætter lige netop den respekt for de anderledes tænkende og troende som er ensbetydende med at man opgiver fordringen på at regne sin egen tro eller sit eget tankesæt for absolut sande, og i stedet accepterer dem som relativt sande i hele deres historiske bestemmelse og kontekst. Man kan vise fremmede så stor formel respekt, at man totalt afstår fra at forstå dem eller blande sig i deres anliggender. Men da er man låst fast i sin egen lukkethed. Man tåler den anden parts eksistens og anderledeshed, men har ingen ægte dialog, ingen ægte meningsudveksling eller ægte kulturudveksling eller ægte religionsudveksling. Parterne står sig bedst ved at leve hver for sig - eventuelt med simple handelsforbindelser som minimumskontakt. Det gjorde man eksempelvis i det gamle kinesiske samfund som i sin selvtilstrækkelighed under Ming-dynastiet fra 1368 og frem delvist lukkede sig bag Den Store Mur og prøvede at holde alle fremmede ude. Det gjorde man også i de kommunistiske regimer i forrige århundrede, fordi diktatorerne var klare over at befolkningernes frie kontakter til omverdenen ville være undergravende for diktatorernes egen magt.

Men det er også i vid udstrækning gældende for den arabiske og den øvrige muslimske verden, der på samme vis er karakteriseret ved diktaturer og lukkethed. Denne verden modsætter sig systematisk en demokratiseringsproces der kan løsne op for friheden og den frie kontakt med omverdenen. Man afviser ikke principielt dialog, for det ville være for åbenlyst antidemokratisk, men lederne bruger i praksis dialogen til at blot at foregive at man er åben for påvirkning. Realiteten er - som Herbert Pundik forlængst har slået fast efter deltagelse i en konference for dialog mellem muslimer og ikke-muslimer - at man i denne hule dialog udtrykkeligt frabeder sig kritik af egne forhold, herunder sin egen religion.

Holdningen blandt flertallet af arabiske og andre muslimske ledere og opinionsdannere er den stolthed der signalerer, at ikke-muslimer ikke skal komme at fortælle muslimer noget som helst om hvad de skal gøre, tro og tænke. Og når man - som Pundik anfører i den nyeste klumme - ydermere giver Vesten skylden for den arabiske verdens underudvikling, så er man havnet helt derude hvor man effektivt selv spærrer for al udvikling. Med den stolthed og den offerrolle-mentalitet vil man år for år sakke mere og mere bagud i forhold til lande som Kina, Indien og Japan der forlængst er kommet over deres mindreværdskomplekser.



Hvad specifikt angår den religiøse sårbarhed, så gælder det for muslimerne at en urokkelig fastholdelse ved islams og profeten Muhammeds ukrænkelighed låser religionen totalt fast i en absolutisme der vil forhindre al modernisering og dermed al ægte dialog med andre religioner og kulturer, inklusive al ægte integration af muslimer i ikke-muslimske landes kulturmønstre. Det er i denne forbindelse typisk for muslimernes situation at det store flertal i de muslimske lande ser Vesten som umoralsk og dekadent, og at de unge muslimer der vokser op i de sekulariserede samfund og derfor véd bedre har problemer med at frigøre sig fra båndene til deres hjemlandes fundamentalistiske religionsfortolkning eller koranskole-indoktrinering. De kan delvis støtte sig til en kontroversiel islamolog som Tariq Ramadan, der mener det muligt at fortolke islam så den kan tilpasses den europæiske virkelighed. Men fortsat vover danske muslimer sig ikke ud i at skabe en dansk islam, og fortsat vover de sig ikke ud i en reformation af islam der bryder lodret med al ydre autoritet i form af bogstavelig koran-fortolkning og/eller tro på kalifat eller sharia eller lignende.

Heraf kommer naturligvis den udbredte tro på at det er muligt og nødvendigt at etablere parallelkulturer til de vestlige, sekulariserede kulturer i Europa. Men først og fremmest bevirker troen på islam som identitetsbærende religion i absolut forstand at bevægeligheden i religionen mindskes så det går ud over tilpasningen til de vestlige, delvis sekulariserede samfund og dermed til såvel al integration som al modernisering. Og man kan tilsyneladende slet ikke få øje på den mulighed at muslimer og ikke-muslimer (kristne, jøder, ateister og agnostikere og alle mulige andre) finder frem til en overordnet fælles holdning som kan sikre såvel trosfriheden som dialogen, sameksistensen, freden og fordrageligheden i en fremadrettet proces - jf. fx artiklen om Konsistens-etikkens Ti Bud - eller en moderniseret udgave af Moselovens Ti Bud.

Både nationalt og internationalt er den arabiske og muslimske sårbarhed en alvorlig hindring for dialog, sameksistens og integration. Det er derfor fortsat en nødvendighed fra vestlig side at vove sig ud i påvisninger af disse forhold - selvom disse påvisninger i sig selv virker som en krænkelse af de sårbare.



Henvisninger:

Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Muslimer og kvindefrigørelse  (24.10.05.)
Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)

Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)
Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)

Artikler om religion
Artikler om sekularisering
Artikler om Vilh. Grønbech



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal