Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valganalyse12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.4.12.


Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne

Siden valget i september har det stået klart at vælgerne i stort tal er flygtet fra den såkaldte 'røde blok' tilbage til 'blå blok' i frustrationer over S-R-SF-regeringens løftebrud og manglende resultater. Det har ikke undret dem der har fulgt med, for regeringsskiftet kom ikke i stand fordi et regeringssamarbejde mellem S, R og SF stod som det flertallet ønskede, men fordi mange vælgere var blevet trætte af den gamle VK-regering og dens svage ledere. Ikke engang flertallet af socialdemokrater og SF'ere ønskede en koalitionsregering med Det radikale Venstre, men derimod et rent rødt kabinet af S og SF med Enhedslisten som sikkerhedsnet.

Som bekendt tog det lang tid for S og SF at blive enige med de radikale om et regeringsgrundlag, og ved skæbnens herlige ironiske lune betød trepartiregeringen at S og navnlig SF kom under de radikales tunge finanspolitiske åg der sikrer ansvarlig realpolitik og vanskeliggør indfrielse af blanke checks. Og det var ikke hvad vælgerne havde drømt om. De radikale holder i alle målinger skansen og Margrethe Vestager vil formentlig fremstå som den egentlige vinder, mens S og SF er hårdt ramt i meningsmålingerne og Helle Thorning og Villy Søvndal står tilbage som mærkelige taberfigurer der taler og smiler som sande vindere der slet ikke er truet af problemer. Der er jo også godt tre år til næste valg.

En vælgerundersøgelse som professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har lavet og som har været omtalt i Altinget.dk og Jyllands-Posten 23.4. viser specifikt at hver fjerde af socialdemokratiets arbejdervælgere har forladt partiet og primært er flyttet over til Venstre, der derfor nu kan kalde sig landets største arbejderparti. Ifølge undersøgelsen, der bygger på 30.000 Gallup-interviews, stemte 30,6 % af landets arbejdere i 2011 på Socialdemokratiet, mens kun 23,0 % foretrak Venstre. I dag er tallene byttet om. Kun 22,2 % vil stemme på S, hvorimod Venstre kan hale ikke mindre ende 31,8 % hjem. En S-borgmester forklarer det som en simpel reaktion på at regeringen har pillet ved arbejdernes sociale rettigheder, mens et socialdemokratisk folketingsmedlem peger på finanskrisen.

Jyllands-Postens redaktør finder udviklingen alvorlig for Socialdemokraterne fordi det netop er arbejdervælgere partiet slås med Venstre om, men hun skelner dog mellem almindelige ufaglærte og ofte offentlige ansatte arbejdere, som holder fast ved det røde, og de privatansatte, faglærte arbejdere som hun kalder 'blå socialdemokrater', og det vil netop sige at en del af partiets potentielle vælgere er mobile. Så når Risbjerg Thomsen selv udtrykker overraskelse over sine egne tal, fordi de politiske partier i Danmark kun sjældent ændrer social-profiler, så har han altså ikke registreret at der er sket noget de sidste ti-femten år.



En af de afgørende ting der har ændret sig og som netop er kommet i fokus er forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. I nærmeste fremtid forestår trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen om ændringer i arbejdsmarkedet der skal øge arbejdsudbuddet frem mod 2020 med 20.000 personer og samtidigt give 4 mia kroner ekstra i statskassen om året, og dette ligger uden for de almindelige overenskomstaftaler. Det er faktisk regeringens prestigeprojekt, som blev udtrykkeligt nævnt i regeringsgrundlaget, men som allerede løb ind i vanskeligheder da regeringen mod fagbevægelsens ønsker accepterede ændringerne i efterlønsordningen. Nu kan regeringen ikke bruge truslen om en ændring som argument i de nye forhandlinger. Fagbosserne vil ikke betale gildet to gange, som det siges, altså ikke gå med til længere arbejdstid, kortere ferie m.m. for at skaffe penge til staten, når disse allerede kommer hjem gennenm efterlønsændringen. Og fagforbundene har desuden allerede været så fornuftige at holde igen med lønkrav ved de nylige overenskomstforhandlinger.

Men så kommer en helt ny undersøgelse af de politiske partiers 'brands' der afslører at særligt socialdemokraterne og SF dykker i målingerne der sammenligner tallene for de tre mest hyppige associationer som vælgerne forbinder med de enkelte partier i henholdvis 2010 og 2012. S går på en skala på 100 fra 64 i 2010 til 42 i 2012; SF fra 51 i 2010 til 39 i 2012, mens de radikale går fra 28 i 2010 til 50 i 2012 og Enhedslisten fra 42 i 2010 til 50 i 2012. På den anden fløj går Venstre fra 33 i 2010 til 41 i 2012, mens DF går fra 51 til 39.

Det er ph.d.-stipendiat Sigge Winther Nielsen, KU, der har foretaget undersøgelsen der har bestået i at lade 1300 udvalgte personer på to minutter sætte navn på deres frie associationer til de politiske partier. For alle partier gælder at partilederen er den ene af de tre associationer der nævnes, men ikke altid den første. For socialdemokrater står også ordene 'arbejderparti' og 'løftebrud', for SF 'venstreorienteret' og 'kaos' (!), for Radikale 'vendekåber' og 'midterparti', og for Enhedslisten 'venstreorienteret' og 'kommunister'. Mens Venstre på den anden fløj har mærkaterne 'liberalisme' og 'troværdig', Konservative 'gammeldags' og 'dårlig ledelse', Dansk Folkeparti 'fremmedhad' og 'racisme' og Liberal Alliance 'utroværdig' og 'Naser Khader' (! - der slet ikke repræsenterer partiet i 2012).

Man kan i høj grad sætte spørgsmålstegn ved værdien af sådanne undersøgelser, eftersom et sammenkog af udvalgte vælgeres frie associationer i denne forbindelse åbenlyst lige så vel kan afspejle velovervejede synspunkter hos kritiske vælgere der følger virkeligt godt med som helt spontane fordomme hos vælgere der ukritisk sluger hvad der siges i medierne. Der er intet mærkværdigt i at socialdemokraterne associeres med arbejderparti, og Danmarks liberale parti associeres med liberalisme, eller at konservativ næsten automatisk trækker begrebet gammeldags med sig, og de radikale betragtes som et midterparti, mens det venstreorienterede Enhedslisten trækkes med kommunismen. Direkte påfaldende er at SF trækker 'kaos' med sig, og at Dansk Folkeparti fortsat slås med gamle påhæftede klicheer som fremmedhad og racisme, skønt selv førende socialdemokrater i dag udtrykkeligt regner partiet for stuerent. Skal man bruge undersøgelsen til noget, bliver det derfor alene at se på de overordnede linjer.

Sigge Winther Nielsen hæfter sig i denne forbindelse ved den mentale afstand mellem politikerne og vælgerne, for den kan medfører at det folkelige engagement i dansk politik formindskes. Folk bliver forbrugere i stedet for borgere. Men han mener dog også at undersøgelsen viser at tiden for de udprægede 'punchlines' (eller slagsord) som blev brugt flittigt af Venstre ved valgene i 2001-07, er forbi, og at vælgerne synes at søge autencitet (ved at stemple visse partier med afstandtagende ord som løftebrud, vendekåber, utroværdig eller kaos). Men bundlinjen i regnskabet er efter hans mening at der i Danmark hersker en mangel på politisk nytænkning. - Og det turde efter min mening være sagen i en nøddeskal.



Winther Nielsen fremhæver at analysen viser at traditionelle begreber og negative ladninger dominerer vælgernes baghoveder, og at det især for socialdemokraterne må være bekymrende at der i undersøgelsen "ligger en understrøm af negative indtryk som har sat sig i hjernen på folk". Han drager den konklusion at de "danske partier følger markedet i stedet for at lede markedet". De fortæller folk hvad de gerne vil høre - i stedet for "de ting som de ikke vidste de gerne ville høre". Og det lyder da meget rigtigt.

Men det helt centrale turde være at ingen danske politikere i løbet af de seneste år har præsenteret nye budskaber eller spændende ideer, der effektivt har indlejret sig i folkedybet.

Dette er præcis hvad mange har hævdet i mange år - herunder undertegnede. Og det er lige præcis det der kan læses ud af den udstrakte brug af spindoktorer. De politiske ledere har ikke selv ideer og visioner de brænder for og som de vil hverve tilslutning til. De sætter i stedet specialiserede presse- og mediefolk til at formulere budskaber som kan sælges til forbrugerne på samme vilkår som man reklamerer for bestemte varer i butikkerne. Og dette må igen ligge i, at de frem for at kunne trække på dybere indsigter der bringer dem frem til forståelsen af deres opgave som et egentlig 'kald' foretrækker at skele til mulighederne for at bringe sig i mediernes politiske lys og gøre karriere som toppolitiker.


I denne forbindelse spiller det ind - hvad undersøgelsen også bekræfter - at de politiske partier gennem en årrække er slået ind på en linje hvor de ligner hinanden til forveksling. Den politiske kamp er blevet et kedsommeligt klumpspil på midten! Men dette ligger igen i det helt banale forhold som Risbjerg Thomsen undersøgelse om arbejdervælgernes vandringer viser at der takket være velstandsstigningen i dag er færre vælgere der betragter sig som arbejdere, men flere og flere der betragter sig som middelstand. Midten i dansk politik er blevet bredere og bredere, og det gør det tvingende nødvendigt for alle de partier der ønsker regeringsmagten at gøre hvad de kan for at appellere til de samme vælgere. Og kan partilederne ikke længere se forskel på om de skal mene det ene eller det andet, har de intet andet valg end at ty til reklametricks, slagord, brands, medietække, godt udseende, smukke klæder og sikker optræden eller hvad spindoktorerne måtte mene der er in og kan skaffe den fornødne opmærksomhed. Indpakningen sættes over substansen - ja, at i visse tilfælde synes der slet ikke at være nogen substans tilbage. Og så skal ingen undre sig over at mange vælgere synes der mangler autencitet og troværdighed.

Hvis man ser udviklingen siden systemskiftet i 2001 som en klarere og klarere kamp om midtervælgerne og som en klarere og klarere tredje vej mellem de forældede klassekampsideologier, så vil man også forstå at situationen for den politiske progression i dag kræver forståelse for komplementaritetssynspunktet. Efter dette er de ekstreme synspunkter altid forkerte og farlige, men midtersynspunktet aldeles ikke en strategi der fører til et kedeligt klumpspil på midten, for det fører aldrig til stilstand, men tværtimod til understregning af modsætningernes dynamik.

Hvad der mangler for at gøre dynamikken tydelig er at acceptere de reelle modsætninger i stedet for at kamouflere dem, og samtidig at begynde at tænke så dybt og kreativt, at nye løsningsmodeller dukker op som kan bringe udviklingen videre samtidigt med at oplysningsniveauet højnes. Så længe de politiske ledere overlader deres tænkning til betalte spindoktorer, får de aldrig fat på de nyskabende ideer, og så længe vælgerne ikke kommer fri af deres fordomme og klicheer, får de aldrig fat på de ledere der kan og vil engagere sig for at føre udviklingen fremad.

Det vil være en udmærket idé at bruge 1. maj til at tænke dette efter.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Altinget.dk
Jyllands-Posten

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten
Liberal Alliance
Det konservative Folkeparti



Relevante artikler på Jernesalt:

Eftertankens væsen og mening  (6.4.12.)
George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)

En kynisk Villy Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategi   (17.4.12.)
Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Det brede energiforlig  (25.3.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)



Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Øget grænsekontrol som led i politisk forlig  (12.5.11.)
Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)



Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
S spiller højt spil med skatteudspillet med SF  (29.8.09.)
Bliver SF rygraden i en alternativ regering?   (13.8.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
SF, polakkerne og intolerancen  (13.07.08.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



Lars Løkke gik i mediefælden og skabte mistanke  (6.12.11.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)
Det nye regeringsgrundlag  (25.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Lars Løkkes problem  (10.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale  (2.1.10.)
Lars Løkkes lille rokade  (27.11.09.)
Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)
Lars Løkke Rasmussens åbningstale  (8.10.09.)
Lars Løkke bliver ved det gamle
- men Pia Kjærsgaard spøger stadig
  (9.8.09.)
Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)



Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (24.9.08.)
Thulesen Dahl på glatis om muslimer  (16.5.08.)
Uro i Dansk Folkeparti  (30.4.07)
Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF og ytringsfriheden  (9.10.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal