Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - thorning01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.10.11.


Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag

Den nye regering og dens sammensætning
Overraskelser
Køns- og ressortfordeling
Ineffektivitetskoefficient
Regeringsgrundlaget. Troværdighed og Ansvarlighed
Helhedsløsning
Håndfast udgiftspolitik
Stabilitetsorienteret finanspolitik og kickstart
Svigtes valgløfterne?
Hvem har vundet og hvem har tabt?
Henvisninger



Den nye regering og dens sammensætning    
Til toppen  Næste

Så fik Danmark en ny regering, en koalitionsregering mellem S, R og SF under socialdemokraten Helle Thorning-Schmidts ledelse og med den radikale Margrethe Vestager som økonomi- og indenrigsminister og SF'eren Villy Svøndal som udenrigsminister. Det er en mindretalsregering som kun råder over 77 mandater i folketinget, men desuden har Enhedslistens 12 mandater og tre af de fire nordatalantiske mandater bag sig, altså ialt 92 mod oppositionens 87. Da S gik et mandat tilbage og SF hele syv, satsede de to partier lige fra valgnatten på at få Det radikale Venstre med i et regeringssamarbejde. Dette var Margrethe Vestager med på da hun hele tiden havde peget på Thorning som statsminister, men hun var også fuldstændigt på det rene med at hun takket være partiets store fremgang kunne kræve stor indflydelse på det politiske grundlag og på ministerfordelingen. Forhandlingerne på højhushotellet i Ørestaden tog derfor mere end fjorten dage, men blev altså færdige så betids, regeringen kan indtage sine ministersæder når Folketinget åbner i dag, den første tirsdag i oktober.

Alle partier bag den nye regering jubler forståeligt nok over regeringsdannelsen, fordi den opfylder drømmen om at komme af med den af Dansk Folkeparti støttede og opretholdte VK-regering. Regeringspartnere fremstiller forventeligt nok også regeringsgrundlaget som en helt ny begyndelse, men de lægger dog ikke skjul på, at de må tage udgangspunkt i den afgåede regerings finansielle status, eller på at den forestående opgave bliver en hård udfordring. Helle Thorning har allerede flere gange måttet understrege at hun ikke har 90 mandater bag regeringen og ikke kan føre decideret socialdemokratisk politik, men tværtimod har måttet bøje sig for at Det radikale Venstre, som før valget indgik vigtige forlig med VKO, kommer til at sætte sit præg på den økonomiske politik. Mange iagttagere mener ligefrem at den nye regerings politik på væsentlige punkter derved er blevet ret så 'blå'. Men det vil Helle Thorning og Villy Søvndal dog ikke acceptere. Kun tiden vil vise om de kommer til at sande det hen ad vejen, når realiteterne melder sig.



Regeringen Helle Thorning-Schmidt ser ud som følger i statsministeriets såkaldte 'statstrådsrækkefølge':

Helle Thorning-Schmidt, Statsminister
Margrethe Vestager, (R) Økonomi- og indenrigsminister
Villy Søvndal, (SF) Udenrigsminister
Bjarne Corydon, Finansminister
Morten Bødskov, Justitsminister
Morten Østergaard, (R) Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser
Thor Möger Pedersen, (SF) Skatteminister

Henrik Dam Kristensen, Transportminister
Ole Sohn, (SF) Erhvervs- og vækstminister
Carsten Hansen, Minister for by, bolig og landdistrikter
Mette Frederiksen, Beskæftigelsesminister
Christine Antorini, Børne- og undervisningsminister
Karen Hækkerup, Social- og integrationsminister
Mette Gjerskov, Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Martin Lidegaard, (R) Klima-, energi- og bygningsminister
Pia Olsen Dyhr, (SF) Handels- og investeringsminister
Astrid Krag, (SF) Minister for sundhed og forebyggelse
Nick Hækkerup, Forsvarsminister
Ida Auken, (SF) Miljøminister
Nicolai Wammen, Europaminister
Manu Sareen, (R) Minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde
Christian Friis Bach, (R) Minister for udviklingsbistand
Uffe Elbæk, (R) Kulturminister



Som det ses placerer statsrådsrækkefølgen naturligvis de radikales leder Margrethe Vestager lige efter statsministeren, og SF's leder Villy Søvndal lige efter Vestager, idet de radikale fik et mandat mere end SF. Men herefter kommer socialdemokraterne Bjarne Corydon og Morten Bødskov der begge har været centrale figurer under Helle Thornings forhandlinger. De indtræder alle i regeringens koordinationsudvalg med statsministeren som formand. Fra de radikale kommer desuden Morten Østergård, der har forhandlet regeringsgrundlag i tæt samarbejde med Vestager, men fra SF ret overraskende den nye skatteminister Thor Möger Pedersen i stedet for Ole Sohn. Thor Möger opnåede slet ikke valg til folketinget, men har været og er meget tæt knyttet til Søvndal, og han skal åbenbart sikre den kontinuerte SF-deltagelse i udvalget under de mange rejser udenrigsministeren må foretage i udlandet.

Den skarpe analytiker Bjarne Corydan blev finansminister i stedet for den ellers forventede Henrik Sass Larsen, der sad med ved forhandlingsbordet lige til i fredags, hvor han måtte trække sig som ministeremne fordi han ikke kunne opnå ubetinget sikkerhedsgodkendelse af PET. Han fremstillede selv sagen som en konsekvens af 'en sporadisk kontakt med en rocker på en café i Køge', men da ingen troede på at nogen politiker kunne miste sikkerhedsgodkendelse alene på et sådant grundlag, fandt medierne hurtigt ud af at den reelle grund var PETs aflytning af telefonsamtaler mellem den pågældende rocker og Sass Larsens nære ven Tommy Kamp, som åbenhart ikke har haft rent mel i posen eller overhovedet givet et troværdigt indtryk og iøvrigt forlængst er ekskluderet af partiet. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti var straks ude med en tåbelig beskyldning mod Helle Thorning for at have løjet om sagen, men det har intet på sig. Thorning, der via statsministeriets departementschef blev orienteret om PETs viden om Henrik Sass har absolut tavshedspligt og har ikke kunne gøre andet end at henholde sig til Sass' egen forklaring og tage den til efterretning. Henrik Sass har dummet sig gevaldigt og ødelagt sin egen politiske karriere, men sagen belaster ikke partiformanden. - I realiteten har hans fald været en fordel for Helle Thorning, for Bjarne Corydan bliver en helt anden sværvægter i finansministeriet end Sass nogensinde kunne blive.

Regeringens økonomiudvalg under Margrethe Vestager kommer til at omfatte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som derved er rykket op i rækkerne - i forhold til forsvarsminister Nick Hækkerup og Europaminister Nicolai Wammen. Denne må siges at være klart taber i fordelingen af ministerposter. Hans ministerium, der er en del af Udenrigsministeriet, får især stor betydning for regeringen i første halvår af 2012, hvor Danmark bliver formand for EU's ministerråd, men derefter kan Wammen få den ubehagelige opgave at skulle tage folkeafstemningerne om de danske EU-forbehold. Han havde nok stået sig ved at forblive borgmester i Århus.

SF's næstformand Ole Sohn der har været en energisk forkæmper for S-SF-samarbejdet bliver erhvervs- og vækstminister og får sæde i økonomiudvalget. Det skal blive spændende at følge denne selvlærte mand i vigtige forhandlinger med det private erhvervsliv som partiet principielt altid har set skævt til, men nu forsøger at rette op på. Det ser endog ud til at partiet og dets skatteminister Thor Möger er med på at sænke skatten på arbejde og helt droppe den bebudede millionærskat og bankskat. Hvilket åg påtager man sig ikke for at blive et regeringsansvarligt parti?



Overraskelser    
Til toppen  Næste

Ida Auken bliver ny miljøminister - og hendes idealer og ambitioner er store. Hun tager gladeligt kampen med 'bønderne' i landet! Den gravide Astrid Krag får det sprængfarlige sundhedsområde at slås med - indtil hun skal på barsel. Hendes kvalifikationer fejler intet, men det forekommer ikke særligt heldigt at give det vanskelige område til en politiker der skal på orlov straks hun er blevet sat ind i sagerne.



Andre overraskelser er at Manu Sareen overtager såvel ligestillingsministeriet som kirkeministeriet. At han fik sidste ressort faldt SF'eren teologen Pernille Vigsø Bagge så meget for brystet, at hun på facebook kaldte den nye regering et flop og truede med at forlade partiet inden dagen var gået. Det undskyldte hun senere, så hun opnåede at blive valgt som partiets nye gruppeformand, men hun har ret i at den indisk fødte Sareen reelt ikke har noget forhold til den danske folkekirke som han er medlem af, men har været tæt på at melde sig ud af. Juridisk set er der intet galt med udnævnelsen, men når Det radikale Venstre alligevel placerer den sympatiske Sareen dér, kan det kun tages som udtryk for at partiet ikke længere ser ministeriet eller kirken som et led i selve værdikampen. Og det bekræfter partiets tydelige udvikling hen mod det multikulturelle og globale og væk fra det folkelige.

Logisk bliver i samme forbindelse Det radikale Venstres inddragelse af Uffe Elbæk som kulturminister. Han kendes mest som stifter og leder af iværksætteruddannelsen 'Kaospiloterne' i Århus, men har dog også været byrådspolitiker i byen. Han er opvokset i et ægte højskolemiljø i Ry og skelner mellem kunst i specifik forstand og kultur i bred forstand; han er socialpædagog af uddannelse og ubetinget et kreativt og engageret kulturmenneske, men også multikulturelt og globalt indstillet. Han har brugt store ord i valgkampen - og bl.a. truet med at lukke Gamle Scene og skære ned på antallet af symfoniorkestre samt tilskuddene til kirkemusikken (hvis særlige betydning han åbenbart ikke fatter). Efter tiltrædelsestalen i kulturministeriet at dømme ser han dog ud til at være realistisk nok til både at forstå at midlerne er små og al fordeling og alle ændringer skal aftales med de andre partier og med organisationerne. - Det er iøvrigt karakteristisk for den nye regering at kulturpolitikken fylder meget lidt i selve regeringsgrundlaget. Og tanken om at slå kulturministeriet og kirkeministeriet sammen til et helt nyt kultusministerium har givetvis slet ikke været overvejet, selvom ideen netop i dag ville være yderst relevant for at fjerne betegnelsen 'kirke' fra det ministerium der har med den religiøse kult at gøre uanset religionssystem, og samtidig understrege at der i såvel kunst, drama, dans og musik indgår et vigtigt kultisk element. I Uffe Elbæk ser man oven i købet ud til at have den ideelle mand til et sådan nyskabelse.

De radikale har valgt at trække Mads Lidegård tilbage til Christiansborgpolitikken. Han blev i 2007 slået i Holbækkredsen af Simon Emil Ammitzbøl, der kort efter forlod partiet til fordel for Liberal Alliance, men han er et stærkt kort som klima- og energiminister. Regeringen har store ambitioner på begge områder (i 2020 skal CO2-udledningen være formindsket med 40 % i forhold til 1990 og halvdelen af elforbruget skal komme fra vindenergi). Reelt er der brug for vigtige initiativer der kan fremme den grønne vækst. Problemet bliver alene at omsætte ideerne til virkelighed. Faktisk kunne det på nuværende tidspunkt se ud til at det netop bliver de radikale der får sværest ved at få idealerne forbundet med lige netop den økonomiske realpolitik som Margrethe Vestager selv kommer til at stå som garant for som økonomiminister.



Køns- og ressortfordeling    
Til toppen  Næste

Om kønsfordelingen er kun at sige at Helle Thorning ikke fik indfriet forhåbningerne om fifty-fity fordeling af ministerposterne mellem mænd og kvinder. Socialdemokraterne klarede selv en fordeling på seks mænd mod fem kvinder, Socialistisk Folkeparti tre mod tre, men Det radikale Venstre udpegede fem mænd ved siden af den kvindelige formand. Det totale resultat siger derfor fjorten mandlige ministre mod ni kvindelige. Lars Løkkes VK-regering havde ligefordeling med 9 mod 9. Både Helle Thorning og Margrethe Vestergaard understregede at man havde valgt de bedst kvalificerede, og det skal nok være rigtigt. Det havde Lars Løkke ikke, og det var en af hans fejl, kan man roligt sige. Det svarer sig aldrig for en leder at gå efter andet end kvalifikationerne hos sine medarbejdere.

For toppolitikernes vedkommende er problemerne jo ikke blot deres faglige og sociale kompetencer - endsige intelligens - men også arten og niveauet af deres ambitioner, og i begge tilfælde gælder at de bestemmes af kønshormonerne og derfor alt andet lige er stærkere hos mænd end hos kvinder. Det er ikke politisk korrekt at sige dette højt, og det er en af grundene til at den ubestridelige biologiske forskel slet ikke bliver taget alvorligt i spørgsmålet om ligestilling. Det er også en af grundene til at man i høj grad kan tvivle på Helle Thorning-Schmidts format som statsminister. Hun er dygtig og kompetent - foruden smuk og velklædt. Og hun skal såmænd nok klare at spille sin rolle og holde de rigtige taler i de år hun får mulighed for det. Men indtil nu har hun på intet tidspunkt dokumenteret det sidste afgørende element af stærk vilje til grænseoverskridelse som gør en forskel når det gælder statmandskunst. Næsten ingen forstår selve den dybdepsykologiske konsekvens af den biologiske forskel, og sålænge dette ikke er tilfældet vil man i høj grad komme til at vælge politiske ledere i blinde.

Ressortfordelingen er ikke særligt overraskende, når nu tre partier har skullet levere ministerkandidaterne. At dele undervisningsministeriet så folkeskole og gymnasium kommer til at høre under samme hat som børneinstitutioner, men de videregående uddannelser kommer til at høre sammen med forskningsministeriet er sund fornuft. Det samme gælder det forhold at erhvervsministeriet får væksten under sig, og at man flytter integrationsministeriet til socialministeriet.

Mest bemærkelsesværdigt er og bliver at økonomisteren som sagt får indenrigsministeriet under sig. Det har den simple forklaring at økonomien ikke kan styres, hvis ikke kommuner og regioner holdes i stram snor - og det er lettest ved denne nykonstruktion. Kommunernes selvstændighed er ikke mindst et stort problem, når økonomien er stram og besparelser er en absolut nødvendighed. Og problemet bliver ikke mindre, når den nye regering vil prøve at kickstarte dansk økonomi med en fremrykning af offentlige investeringer og nyansættelser i den offentlige sektor, for det udskyder blot en tilbundsgåede strukturel løsning. Selv med Margrethe Vestager i spidsen for økonomiministeriet er frygten stadig at S og SF af gammel vane ser mere på de offentligt ansattes trivsel end på det private erhvervslivs.



Ineffektivitetskoefficient    
Til toppen  Næste

Et symptom for sig er at antallet af ministre i den nye regering er kommet helt op på 23. Det er et antal som overskrider Parkinsons berømte 'ineffektivitetskoefficient', som han i sin tid - på grundlag af langvarige undersøgelser på det 'Komitologiske Institut' - skønnede lå mellem 19 og 22. VK-regeringen havde kun 18 medlemmer. Hartlings smalle Venstre-regring fra 1973 til 1975 havde kun 12 (han nævnte udtrykkelig Parkinson som begrundelse), men de fleste efterfølgende socialdemokratiske regeringer har haft langt flere. Schlüters KVR-regering nåede også op over tyve, men dog ikke over 22.

Ifølge Parkinson undergår en regering på et antal mellem 20 og 22 alle en brat organisk og kemisk forandring. De fem medlemmer der betyder noget begynder nemlig at mødes i forvejen, skriver han. Når de allerede har afgjort det hele, får den officielle kompetente forsamling ikke meget at gøre. Og dermed forsvinder så al modstand mod dens udvidelse. Flere medlemmer betyder ikke mere tidsspilde, for alle plenarmøder er alligevel tidsspilde. Desuden sker der det, at mødedeltagerne begynder at tale privat sammen ved begge bordender. Derfor må et medlem rejse sig for at skaffe sig ørenlyd. Når han først er kommet op at stå er vanens magt så stor at han ikke kan lade være med at holde en tale.... osv. C. Northcote Parkinsons satiriske beskrivelse er uimodståelig - Jf. 'Parkinsons lov' fra 1957, der kom på dansk i 1972 næsten samtidigt med Jørgen S. Dichs 'Den herskende klasse'. Men den indeholder som al god satire det gran af sandhed der gør at man ikke kan se bort fra advarslen.



Regeringsgrundlaget. Troværdighed og Ansvarlighed    
Til toppen  Næste

S-R-SF's fælles regeringsgrundlag bærer titlen "Et Danmark, der står sammen". Det kaldes et meget omfattende og offensivt regeringsgrundlag, men inviterer udtrykkeligt til et bredt samarbejde både i Folketinget og med alle i det danske samfund. Og denne invitation gentog Helle Thorning-Schmidt naturligvis i sin 50 minutter lange åbningstale i folketinget.

EN TROVÆRDIG OG ANSVARLIG ØKONOMISK POLITIK er det helt centrale i grundlaget. Regeringen har sat ni ambitiøse mål for dansk økonomi:

1. Den strukturelle offentlige saldo skal i 2020 mindst være i balance.
2. Efterlevelse af EU’s Stabilitets- og Vækstpagt og af EU’s henstilling om en strukturel forbedring af den offentlige saldo med 1 ½ pct. i 2011-2013.
3. Holdbarhed: Den såkaldte holdbarhedsindikator HBI skal altid være positiv.
4. Offentlig gæld: Regeringens økonomiske politik skal sikre en bred sikkerhedsafstand til kravene i EU's Stabilitets- og Vækstpagt.
5. Produktivitet: Produktiviteten skal øges, så Danmark kommer tættere på toppen i OECD.
6. Lønkonkurrenceevne: Danmark skal forbedre sin lønkonkurrenceevne over for udlandet.
7. Investeringer i forskning og uddannelse.
95 pct. af en ungdomsårgang skal have ungdomsuddannelse.
60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2020.
25 pct. af en ungdomsårgang skal have en lang videregående uddannelse i 2020.
Samtidig skal flere unge gennemføre en erhvervsuddannelse – gerne som et skridt til en videregående uddannelse. Desuden er det nødvendigt at forbedre mulighederne for at ufaglærte senere i livet kan tage en kompetencegivende uddannelse.
8. Arbejdsudbuddet skal øges strukturelt med 135.000 personer frem mod 2020, så der er grundlag for vækst og økonomisk råderum til nye initiativer.
9. Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder.



Helhedsløsning    
Til toppen  Næste

Dernæst understreges det kraftigt at regeringen tilstræber en HELHEDSLØSNING FOR DANSK ØKONOMI:

Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen. Regeringen vil gennemføre reformer, der øger arbejdsudbuddet, så vi kan øge væksten i dansk økonomi, sikre holdbare offentlige finanser, og en beskeden og målrettet udbygning af den offentlige service. Danmark har brug for en helhedsløsning.

Helt grundlæggende er det danskernes arbejde, der skal gøre Danmark rigere. Mange er i arbejde i Danmark, men den gennemsnitlige arbejdstid er relativ lav. Det er regeringens mål at gennemføre nye reformer, som yderligere skal øge arbejdsudbuddet strukturelt med ca. 55.000 personer frem mod 2020 for at skabe råderum i økonomien. De 55.000 personer er ud over effekten af genopretningspakken fra 2010 og den aftalte tilbagetrækningsreform. Regeringens mål er således at øge arbejdsudbuddet med i alt 135.000 personer i 2020. Hertil kommer en forøgelse af beskæftigelsen, når konjunkturerne normaliseres.

Men arbejde gør det ikke alene, blandt andet fordi de offentlige finanser først forbedres på sigt. Derfor er vi også nødt til at hæve indtægterne de kommende år.

Regeringens helhedsløsning for Danmark bygger på fire elementer:

• En trepartsaftale om øget arbejdsudbud.
• Reformer af aktivering, kontanthjælp, fleksjob, førtidspension, international rekruttering, uddannelse, forebyggelse, integration mv.
• En fuldt finansieret skattereform, der markant sænker skatten på arbejde.
• Forhøjelse af statens indtægter.



Håndfast udgiftspolitik    
Til toppen  Næste

I sammenhæng hermed bebuder regeringen en HÅNDFAST UDGIFTSPOLITIK:

Regeringen vil overholde sine planer og mål. En troværdig økonomisk politik kræver, at udgifterne ikke stiger mere end det, som er aftalt. Hidtil er budgetterne skredet år efter år. Det vil regeringen gøre op med.

De politisk fastsatte udgiftsrammer skal overholdes og overskridelser af de vedtagne flerårige budgetter undgås. Regeringen vil derfor blandt andet foreslå en budgetlov, som indfører udgiftslofter for stat, kommuner og regioner, og igangsætte initiativer, der optimerer anvendelsen af offentlige ressourcer, f.eks. igennem afbureaukratisering og regelforenklinger

De offentlige udgifter og investeringer er med til at sikre tryghed for danskerne og gode rammebetingelser for erhvervslivet. Samlet udgør de offentlige udgifter over halvdelen af BNP. Det er mere end i de fleste andre lande. Med de snævre rammer, som vi har de kommende år, er det centralt, at vi prioriterer rigtigt.

Offentlige udgifter er også udgifter til infrastruktur, børnepasning, sundhedsvæsen og et fleksibelt arbejdsmarked, der påvirker folks muligheder og lyst til at arbejde. En lang række skattefinansierede offentlige udgifter bidrager således til at øge beskæftigelse og velstand. Regeringen vil nedsætte et udvalg under Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Skatteministeriet, som skal vurdere, hvordan forskellige offentlige udgifter og deres finansiering påvirker den økonomiske udvikling og vækst på længere sigt.

I finansloven for 2012 vil regeringen foretage en prioritering af, hvor der er behov for genopretning efter den tidligere regerings nedskæringer. Samtidig skal vi overholde EU’s henstilling om den offentlige saldo i 2013.



Stabilitetsorienteret finanspolitik og kickstart    
Til toppen  Næste

Og derfor kan det heller ikke undre at regeringen lancerer både en STABILITETSORIENTERET FINANSPOLITIK OG KICKSTART I 2012.

Det er et vigtigt mål for den økonomiske politik at mindske konjunkturudsving, så udsving i beskæftigelse og ledighed ikke bliver unødigt store eller langvarige. Større og længerevarende konjunkturtilbageslag kan medføre tab af velstand og kompetencer og kan have store menneskelige omkostninger. Særligt hvis ledigheden blandt unge og langtidsledigheden stiger, og mange mennesker helt mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

En stabilitetsorienteret finanspolitik, hvor vi skubber på økonomien i dårlige år, betyder omvendt, at finanspolitikken skal være stram i de gode år. Ellers har vi ikke råd til at gennemføre lempelser, når konjunkturerne er svage. Aktuelt er konjunkturerne i Danmark svage, og udviklingen i Danmark og resten af verden i sommeren 2011 har ikke givet grundlag for fornyet optimisme.

Regeringen vil derfor som konsekvens af sin stabilitetsorienterede finanspolitik sætte gang i væksten med en effektiv kickstart af dansk økonomi. For at styrke beskæftigelsen vil vi fremrykke investeringer i veje og jernbaner, renovere skoler og give nedslidte boligområder et tiltrængt løft. Vi kan ikke bare passivt vente på, at dansk økonomi begynder at vokse af sig selv. Det er en hovedopgave at få Danmark ud af krisen.

Konkret vil regeringen med kickstart-pakken sikre: • Flere investeringer i veje, baner, cykelstier mv. i 2012.
• Flere investeringer i kommunerne og i regionerne i 2012 herunder i klimatilpasning og energirenovering.
• Flere renoveringer af de almene boliger i 2012.
• Styrket indsats for praktikpladser.
• Grønt tilskud til energirenovering af private boliger i 2012 og 2013.



Svigtes valgløfterne?    
Til toppen  Næste

Iøvrigt skal detaljerne for de forskellige ressorter eller øvrighedsområder ikke gennemgås her. Der henvises til det offentliggjorte program på nettet. Og det skal tilføjes at regeringens lovkatalog der normal offentliggøres efter statsministerens åbningstale i folketinget i begyndelsen af oktober udskydes til november, da dette katalog ganske enkelt kræver flere ugers fælles indsats mellem regeringens medlemmer og embedsmændene.

Det skal dog gentages at der ikke står meget om kulturpolitik i det offentliggjorte regeringsgrundlag, og at hele spørgsmålet om værdikampen mere behandles mellem linjerne end på dem. Det er indlysende at regeringen lægger op til et decideret brud med VK-regeringens værdikamp forstået i snæver forstand som dens stramme udlændingepolitik. Men her skal det trods alt huskes at den centrale 24 års regel med hele dens symbolværdi står ved magt, og at lempelserne sker på en række delområder hvor der synes god fornuft i at skabe justeringer for ikke at genere de kvalificerede mennesker virksomheder og forskningscentre ønsker til landet. Iøvrigt skal ingen undervurdere symbolværdien i politik. Det er i historien ofte om symboler at kampen står allerhårdest har en historiker engang påpeget. Og det vil naturligvis fortsat gælde i dansk politik - også i det kommende folketingsår.

Det skal ikke forties at navnlig S og SF har måttet løbe fra eller stryge en del løfter de gav før valget, men som valget ikke har givet mulighed for at indfri. Det er dybest set meningsløst at bebrejde regeringspartier noget sådan, eftersom det er simpel realpolitik - ikke mindst i et land som Danmark hvor mindretalsregeringer er hovedreglen. De to partier skal skam nok kom til at høre for 'justeringerne' alligevel, for dels er det altid let for oppositionen at håne regeringen for at løbe fra noget den var opsat på før valget, dels er det nu engang noget mange vælgere husker, fordi de tænker i sort-hvidt og har svært ved at acceptere alle de fine nuancer realiterne rummer og som i praktisk politik gør delløsninger, justeringer og kompromiser nødvendige.

En opremsning af nogle af de opgivne løfter eller målsætninger tjener altså blot et almindeligt oplysningsformål. Det er vigtigt altid at skelne mellem idealer og realiteter og at indse at ikke alle drømme kan opfyldes. Desværre får det ikke partierne til konsekvent at lade være med at love for meget før et valg. De henholder sig nærmest til at det er en af valglegens vigtigste (og sjoveste) elementer at profilere sig gennem overbud, mens det hårde slid i regering og folketing i de mellemliggende perioder er den hårde og kedelige eksperimentere- og erfaringsproces.

Men lad det blot være slået fast, at den lovede boligpakke bliver droppet med den besynderlige begrundelse af Venstre ikke vil være med til den. Straksafskrivninger til erhvervslivet bliver ikke til noget. Dagpengeperioden bliver ikke ført tilbage til fire år, men den gamle regel blot forlænget et halvt år. To-lærerordningen for folkeskolen er der ikke råd til. Og endelig bliver som nævnt hverken bankskatten eller millionærskatten gjort til virkelighed. Til gengæld bebudes dog en decideret skattereform - vel at mærke efter forudgående kommissionsarbejde.



Hvem har vundet og hvem har tabt?    
Til toppen  Næste

Dette afhænger altid af hvem der svarer. De tre regeringspartier har allerede på pressemødet i går hævdet at det er dem der har vundet og deres politik der vil blive ført igennem. Men oppositionen hæfter sig ved hvilke 'mærkesager' S og SF har droppet og hvilke forslag den nye regering har overtaget fra den gamle. Og Venstre kan sagtens fryde sig over de nødvendige 'justeringer' eller 'omvendinger'.

S, R og SF kan dog sammen med Enhedslisten notere den sejr, at det er lykkedes at komme af med VK-regeringen og at danne en regering med Helle Thorning-Schmidt i spidsen. Hun bliver tilmed den første kvindelige statsminister landet får; og den nye regering bliver den første der får en minister med indvandrerbaggrund.

Det hårde arbejde forestår - og det vil uden al tvivl blive endnu hårdere end nogen af regeringens medlemmer egentlig forestiller sig. Godt nok er de alle klare over at økonomien bliver så stram at der sættes snævre grænser for vækst. Men ind i mellem kan man tvivle på at de også alle er klare over at der på grund af de internationale konjunkturer er snævre grænser for hvor meget dansk finanspolitik kan ændre billedet. Visse dele af økonomien kan kickstartes med de midler der nu vil blive taget i brug, herunder fremskyndning af offentlige investeringer, men dansk forbrug og indenlandske investeringer kan ikke fjerne den forringede konkurrencevne dansk industri er løbet ind i. Derfor bliver det på længere sigt afgørende at betingelserne for de private virksomheders konkurrence med udlandet bliver væsentligt forbedret. Og dette kræver en stor og målrettet indsats, eftersom intet tyder på at den internationale krise bliver overstået de første mange år.

Thorning-regeringens store umiddelbare fordel er selve det friske pust der har medført regeringsskiftet og givet den nye regering et betydeligt 'momentum'. Men som det er set mange gange i historien - og ikke mindst ses i verdens stærkeste økonomi, USA's - så er selv en populær præsidents enorme valgsejr og momentum ikke nok til at sikre succesen og skabe ny vækst på længere sigt. Og den nye regeringsleder i Danmark har slet ikke vundet tilsvarende valgsejr og er slet ikke i besiddelse af en karisma der tåler sammenligning med Barrack Obamas. Det momentum der er skabt her i landet er derfor heller ikke nært så stort. Det er tværtimod så lille, at det sagtens kans slides op på en enkelt år.

Der er derfor al mulig grund til at ønske Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal tillykke med regeringsdannelsen og det fælles regeringsgrundlag og alt muligt held med det forestående arbejde. Der er som altid brug for samarbejde i folketinget om de store løsninger. Det har Helle Thorning også lagt op til - som enhver anstændig regeringsleder vil gøre det. Og det bør oppositionen naturligvis leve op til, så meget mere som den i egen interesse bør forsøge at forebygge for stor indflydelse til Enhedslisten. Dette parti har gentagne gange påpeget at Det radikale Venstre er et borgerligt parti. Det har det været lige siden starten i 1905 - og når det nu har fået så stor indflydelse på den nye regerings politiske målsætninger, så bør det stå klart, at dansk politik som det har været tilfældet gennem de sidste ti år stadigvæk drejer sig om midterpolitik.

Man skal af den nye regering ikke vente nogetsomhelst i retning af erkendelse af nødvendigheden af at føre en politik der bygger på komplementariteten mellem frihedsprincippet og trygheds- eller lighedsprincippet. Det kunne Venstre ikke engang finde ud af. Det ligger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti endnu fjernere. Men det er ikke totalt fremmed for Det radikale Venstre, der altid har yndet at kalde sig socialliberale. Det er imidlertid forstået på den billige måde som en syntese mellem en social økonomisk politik og et kulturelt frisind. Men ægte komplementaritet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet går langt dybere. Den fornægter aldrig modsætningen mellem de to principper på noget område i det politiske eller kulturelle liv, men hylder derimod sameksistensen og ligeberettigelsen mellem dem og formår derfor at fremme den for alle gavnlige dynamik der følger af modsætningen.

Taberen af folketingsvalget er ubetinget Det konservative Folkeparti på den ene side og Socialistisk Folkeparti på den anden. Begge partier går vanskelige år i møde. Det er dog kun de konservative der ligefrem skal kæmpe for overlevelsen.

Vinderen af valget er lige så ubetinget Det radikale Venstre og navnlig dets formand Margrethe Vestager. Det skal derfor blive særligt spændende at følge hende og partiet de næste år. Hun har alle chancer for at befæste partiets og sin egen stilling i dansk politik. Alt tyder på at hun også har viljen. Derfor må man i særlig grad ønske hende den indsigt der ligger i den fulde forståelse for komplementaritetsfilosofien. For kun den vil kunne bringe dansk politik på midten ud over gamle modsætninger og fordomme.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen

Links til:

Regeringsgrundlaget for den nye S-R-SF-regering

Statsministeriet  (med links til øvrige ministerier)
Udenrigsministeriet
Økonomiministeriet
Finansministeriet

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Socialdemokraterne
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten



Relevante artikler på Jernesalt:

Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Øget grænsekontrol som led i politisk forlig  (12.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)

Helle Thorning går nu lysere tider imøde  (1.10.10.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)

2007-Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
2005: Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)
Politiske og økonomiske afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal