Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - inspir05

INDEX FRA JERNESALT


Forudsætninger eller inspiratorer V:  Bogstav N-P

Omtale af de personer der har betydet noget for redaktørens udvikling, hvad enten det har været i udelukkende positiv forstand eller i den forstand, at det har været nødvendigt for ham at tage stilling til dem. Tilstedeværelsen her er altså ikke ensbetydende med enighed i synspunkter.



Carl Nielsen,
Friedrich Nietzsche,
Emil Nolde,
Trevor Nunn,
Ejgil Nyborg,
Bjørn Nørgaard,
Per Nørgård,
Tor Nørretranders,

David Ojstrakh,
Laurence Olivier,
Ib Ostenfeld,

Abraham Pais,
C.N. Parkinson,
Carl-Henning Pedersen,
Pablo Picasso,
Platon,
Helge Poulsen,
Herbert Pundik,
Arvo Pärt



Carl Nielsen  (1865-1931)
dansk komponist - se:
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet  (24.10.08.)

Friedrich Nietzsche  (1844-1900)
tysk filosof og digter. Vel noget af det mest karakteristiske ved denne oprørske filosof var hans tidligt udviklede hang til at reflektere og iagttage sig selv, sine følelser og tanker. Nietzsche brugte selviagttagelse som våben mod fremmed indflydelse, og drev den frem til en slags essayisme som decideret livsform. Altså en æstetisering af sit liv som nok havde den store fordel at bevare selvstændigheden og originaliteten, men samtidigt rummede det problem, at der forblev en grundlæggende splittelse mellem hans liv i eksistentiel forstand og hans erkendelse, sproglig udfoldelse og videnskabelig forskning i intellektuel forstand. Hurtigt kom han til at betragte bevidsthed og erkendelse som noget fundamentalt hos det dyr der hedder mennesket. Viljen til viden og viljen til sandhed er for mennesket en vigtig del af den generelle vilje til magt som kendetegner alt liv.
Men Nietzsche så klart, at lærdom kan blive så stor og omfattende, at den får hæmmende indvirkning på sund livsudfoldelse. Derfor lagde han specielt afstand til den historieforskning og -opfattelse der var blevet fremherskende i sidste del af det 19. århundrede takket være fremragende historikere. Det var naturligvis ikke forskningen som sådan Nietzsche fandt odiøs, men den indstilling der hyldedes i den, nemlig den såkaldte historisme, at forståelsen af de gamle kulturer er nøglen til forståelse af vor egen. For denne isme indebærer i realiteten - selvom det ikke var tilsigtet - at man anser det for vigtigere at beskæftige sig med de historiske fænomener end med samtid og fremtid - og anser det for påkrævet at overlæsse skoleelever og studenter med historiske data. Men mennesket forstår jo baglæns og lever forlæns, som allerede Søren Kierkegaard rammende sagde. Og for Nietzsche var det afgørende at leve fremadrettet: skabende og villende i stedet for blot reproducerende og traditionsbekræftende.
Nietzsche var altfor bundet af datidens filosofiske og naturvidenskabelige betragtningsmåder til at kunne sprænge disses begrænsninger for alvor, selvom hans tilløb var både originale og provokerende - og stadig værd at beskæftige sig med. Han delte den datidige videnskabs bestræbelser på at ‘afmytologisere' verdensbilledet, men var ikke blind for at der var risiko for, at barnet blev hældt ud med badevandet. Han gik ind for ‘Entzauberung' og ‘Entschleierung' og for ‘Entmenschung der Natur', altså for enhver bestræbelse på at afsløre falskheden i illusionen om værdiernes objektivitet. Men fortryllelsen ved livet, ved kunsten, musikken og myterne ville han ikke til livs. Han tilrådede tværtimod direkte en ‘Einverleibung' af verden, ikke en menneskeliggørelse af naturen eller en besjæling af universet, men en subjektiviserende levendegørelse eller tilegnelse af den gennem viljens udfoldelse, således at den objektivt døde verden for det enkelte individ fik en subjektiv værdi, mening og kvalitet, der kunne ‘retfærdiggøre' vores naturgivne, men objektivt set formålsløse lidenskab og livslyst.
Problemet var blot, hvad der allerede viser sig i talen om ‘retfærdiggørelse' af lidenskab og livslyst, som om disse ikke har deres fulde ‘ret' i sig selv, at Nietzsche medvirkede til, ja på flere punkter forstærkede den almindelige mistænkeliggørelse af de mytologiske, kunstneriske og religiøse begreber, selvom disse i sidste ende er ene om at kunne fastholde den helhedsrealistiske virkelighedstroskab. Og de er fortsat ene om at være i stand til det. Det kræver blot, at man tager de fulde konsekvenser af de erkendelses-teoretiske indsigter og lærer at betragte mytologiernes, kunstens og religonens erfaringer, ‘sandheder' og eventuelle dogmatiske formuleringer som usikre, ufuldstændige, tidsbestemte og relative forsøg på sproglig, billedlig og rituel dækning af de grundlæggende og livsvigtige oplevelser og erfaringer.
For Nietzsches vedkommende betød den distancering til tingene og begivenhederne, som han ville og som han faktisk gennemførte, at han æstetiserede sit liv. Han forstod tilsyneladende ikke, at der overhovedet kunne være anden mulighed, og han havnede derfor uundgåeligt i en betænkelig tro på eliten og ‘overmennesket'. Troen holdt som bekendt ikke. I hvert fald blev han indhentet af sindssygen. Og selvom det er umuligt at afgøre, hvad der her er årsag og hvad virkning, så turde det generelt være klart, at det er yderst problematisk at æstetisere sit liv. Det er fint med distance til begivenhedernes malstrøm og ikke mindst til demagogers farlige sirener. Nietzsche var klar over den menneskelige svaghed og forstod til fulde Odysseus, der, da han sejlede mellem Scylla og Charybdis, lod sig binde til skibsmasten - for ikke at blive tiltrukket af disse forjættende magters sang, der ville have betydet hans fordærv, om han havde givet efter.
Men til syvende og sidst er eksistensen alvor. Man kan have en vis distance til sine omgivelser og til tidens strømninger, så man ikke bliver offer for dem, og man kan understøtte distancen med humor og ironi, herunder en god selvironi. Og det er altsammen fint. Men man er nødt til i et vist omfang at risikere opgivelsen af nogle af sine forsvarsværker, af sin altfor afgrænsede identitet og integritet, hvis man vil give sig hen i en selvudslettende eller rettere selvforglemmende oplevelse af kærlighed, musik, kunst eller mystik, der rækker ud over den rent lystbetonede oplevelse, fordi bordet fanger og den etiske forpligtelse bliver en selvfølge. Selv Nietzsche gav efter over for Wagners musik - ellers havde han heller aldrig oplevet den i sin fylde. Men han gav sig som nævnt ikke hen i kærligheden til nogen kvinde - og han dyrkede i allerhøjeste grad forestillingen om ‘overmennesket' som en ensom skikkelse, højt hævet over pøbelen.
Jf.
Nietzsches sjæl

Emil Nolde  (1867-1956)
tysk-dansk maler og grafiker

Trevor Nunn  (f. 1940)
britisk sceneinstruktør og teaterleder. Fremragende Shakespeare-fortolker. Især har hans filmatisering af 'Othello' og
'Helligtrekongersaften' gjort dybt indtryk. Sidstnævnte først og fremmest fordi han forstod mol-musikkens afgørende betydning for stykkets forløb.

Ejgil Nyborg  (f. 1916)
dansk jungiansk psykolog og -terapeut. Færdiguddannet ved Jung-instituttet i Zürich 1956. Derefter grundlægger af analytiker-uddannelsen i Danmark. Introducerede i 1962 den analytiske psykologi som litterær analysemetode i kontroversiel bog om H.C. Andersen. Udgav 1986 'Drømmenes vej til selvet' og i 1995 'Én Verden'.
I 'Én verden' behandler Nyborg den angst i mennesket der er fremkaldt af det meningsløse, idet han gør gældende, at mennesket ikke undgår meningsløsheden uden i rimeligt omfang at realisere 'selvet', dvs "den grundstruktur der er dybt forankret i ethvert menneskes psyke, og som er udtryk for den samlede sum af individuelle anlæg."
I 'Drømmenes vej til selvet' påpeger Nyborg at komplementariteten mellem det bevidste og det ubevidste er et af kardinalpunkterne i Jungs psykologi. Men hvad angår individuationsprocessen (processen frem mod realiseringen af 'selvet') så er oplevelsen af psykens enhed og helhed det ideale mål. Drømmenes vej er dobbeltsporet, både analytisk og syntetisk. I egoets dialog med det ubevidste er det ikke nok med dialog på intellektuelt plan. Følelserne skal med i dialogen, for ellers kommer der aldrig nogen helhedsoplevelse ud af det.
Den feministiske debat og kamp foranledigede Nyborg til at sige, at regnskabets time er kommet for kvindebevægelsen, fordi det ikke går at vende manden ryggen - uden at resultatet bliver at kvinden vender det mandlige i sig selv ryggen. Nyborg belyser også mor-arketypen i sin dobbeltsidighed. Den skænker liv, men kan også opsluge liv. Hvis der skal ske en fornyelse i samfundet med en opvurdering af de kvindelige værdier til følge, så er det en forudsætning, skriver han videre, at denne udvikling har dybe rødder i det kollektive ubevidste. Den eneste kilde der kan levere energi til en sådan proces er arketypen Den Store Moder der i bund og grund er urbilledet på kvindelig væsensart. Omvendt har patriarkatets tilbedelse af kausaliteten (og teknologien) bragt os derhen, hvor udviklingen inden for et overskueligt tidsrum kan slå over i sin egen modsætning. Det er for Nyborg et åbent spørgsmål om mor-arketypen tidsnok vil være i stand til at frigive den energi der skal til. Netop her understreger Nyborg meget kraftigt, at der overhovedet intet sker af afgørende kulturel betydning i et samfund, hvis ikke en arketype afgiver energi til det.
Nyborg fik betydning for mig personligt ved i forbindelse med udgivelsen af min bog om Vilh. Grønbech at henlede min opmærksomhed på ligheder mellem Grønbechs og Jungs tankegang og synspunkter. Det førte mig til en efterhånden meget inspirerende læsning af Jung.

Bjørn Nørgaard  (f. 1947)
dansk billedkunstner. Optaget på Eks-skolen i 1964. Inspireret af Joseph Beuys til samfundskritisk manifest- og aktionkunst, herunder til 'Den kvindelige Kristus' på Børsen (1969) og 'Hesteofringen' (1970), begge sammen med Lene Adler Petersen. Senere kom monumentalskulpturer som 'Menneskemuren' (1982), 'Thors Tårn' i Høje Tåstrup (1986). Og 1990-2000 de 11 historiske gobeliner til Riddersalen på Christiansborg. 1985-93 var Nørgaard professor i skulpturkunst ved akademiet. - Gobelinerne er mesterværker der utvivlsomt i lange tider vil vække til eftertanke og provokere stadig nye betragtere. Men dette gælder også hans andre modne værker fra de senere år - så som relieffet' Jeg gik mig over land og by' og Madonna-figuren (begge Horsens Kunstmuseum), alterudsmykningen i Knebel eller de helt nye keramiske relieffade, som i 2003 kunne ses på Veksølund. Gobelinerne har vakt debat, og endda i 2003 været udsat for decideret hetz mod Nørgaard på grund af visse politiske undertoner. Men hetzen er komplet malplaceret. Dronningen og det øvrige 'tapetkomplot' har stor ære af at have turdet overdrage opgaven til en sådan kunstner - og givet ham frie hænder til dens løsning. Riddersalen på Christiansborg har simpelthen aldrig været mere historisk og kunstnerisk vedkommende end nu. - Nørgaard modtog i 1999 medaljen Ingenio et Arti. Jv.
Nørgaards gobeliner

Per Nørgaard  (f. 1932)
dansk komponist. Musikkonservatoriet 1952-55, studier i Paris 1956-57. Lærer i komposition på Århus Konservatorium fra 1965. Nordisk Råds musikpris i 1974. Sonnings Musikpris 1996. Kom i Darmstadt i kontakt med den europiske avantgardemusik, og gennemprøvede i de følgende år den elektroniske musiks muligheder, collageteknikken m.m. I 'Fragment I-VI' udviklede han sin serielle teknik med uendelighedsrækker, intervalrækker der omvendes og retvendes i det uendelige. I bl.a. den 2. symfoni (1970) eksperimenterede han med bølglængder i flere tempi, og i de følgende år også med naturtonerækken.
Nørgaard arbejder meget bevidst med en holistisk livsfilosofi, hvor en spekulativ musikteori blandes med astrologi og træk fra gnosticisme og østerlands musik. Operaen 'Det guddommelige Tivoli' (1982) behandler på en både dybdeborende og stærkt dramatisk måde den skizofrene schweiziske kunstner Adoplh Wölflis liv. I den 5. symfoni (1986-90) arbejder Nørgård med den særlig udformning af uendelighedsrækken han kalder 'tonesøer'.
I et interview med Erik Christensen (gengivet i festskriftet til hans 70-års dag) siger Nørgaard, at han ikke er idylliker - sådan som nogle ellers troede efter den harmoniske 3. symfoni. Der har tværtimod i hele hans livsprojekt helt fra lille af været en grund-vrede, en protest-holdning over for de voksnes verden, grænser, illusioner og lykkestræben. Nørgård hadede sin barndom og sin skoletid... Men han var samtidig en mild dreng og lavede ikke oprør i puberteten. Per Nørgårds oprør ligger i musikken og blev et livslangt projekt om aldrig at gå i stå eller lade sig nøje med det allerede opnåede. Det har ikke været en udvikling i lige linje, men tværtimod en bugtet vej med op- og nedture og med perioder af tilsyneladende afklaring der har vekslet med perioder af kaos.
Trods sin egenart og kompleksitet betragtes Nørgaards musik som lettilgængelig og har derfor et stort publikum. Han har haft meget stor betydning for yngre generationer af komponister, og er ubetinget en af 1900-tallets betydeligste danske komponister. Han nyder også stor anerkendelse i udlandet. - Jf.
Per Nørgårds musikalske univers

Tor Nørretranders  (f. 1955)
dansk videnskabsjournalist og forfatter. Jf.
Det generøse menneske.

David Ojstrakh  (1908-74)
russisk violinist

Laurence Olivier  (1907-89)
engelsk skuespiller og filminstruktør. Fremragende Shakespeare-fortolker. Navnlig har hans filmatiseringer af 'Kong Richard den 3.' og 'King Lear' gjort dybt indtryk.

Ib Ostenfeld  (1902-92)
dansk psykiater og forfatter. Overlæge ved forskellige psykiatriske afdelinger, men bitter over at blive forbigået ved besættelsen af overlæge-stilling på Frederiksberg Hospital. Hans forfatterskab er meget omfattende både mængdemæssigt og emnemæssigt. Hans interesse var nok de psykologiske og psykopatologiske, men han havde en utrolig indlevelsesevne ikke mindst når det gjaldt bekymrede eller depressive mennesker. Han havde desuden dyb forståelse for religion og musik - og var iøvrigt selv dyrker af violinspil og kammermusik. -
   Hans bog 'Den egensindige rejsende' (1955) fik stor betydning for mig i mine unge år, for her forklarede denne idealistisk indstillede forfatter ikke blot dogmatiske og pietistiske holdningers skadelighed for børn, han forsvarede udtrykkeligt barnets og den unges trods som værn for sjælen. Trods er tegnet på, at de største livssager er blevet et personligt anliggende. "I bund og grund er trods ikke selvhævdelse for dennes egen skyld, men en hævdelse af det dyreste i personligheden".
   I bogen 'Provincialbreve' (1954) stod der et tillæg om 'St. Blicher som moll-musikant' der fik fundamental betydning for min egen forståelse for Blicher, Mozart og moll-musikkens væsen. Hvad konjunktiv er i sproget, er moll for musikken: en raffineret variationsmulighed. Både dur og moll kan tolke lige ophøjede følelser, men ikke lige differentierede. Forskellen ligger ikke i modsætningen glæde/sorg, men i kontrasten enkel/sammensat. Dur er dag, morgen, fornyelse og kraft. Men hvor glæden bliver fin og sprød, kan moll træde til som tolkemiddel. Moll er det facetterede tonemiddel med et mangefold af iboende muligheder. Stemninger af sorg, sørgmodighed eller vemod er højt udarbejdede, forgrenede stemningsmasser der til deres udtryk kræver kræsent udvælgende modulationer.
   Disse modulationer finder man i rigt mål hos Mozart, hos hvem glæden er herre, men "en glæde af sælsom art - med livsens smerte indsmeltet i sig, en humor der har forligt livets dissonanser, en vidunderlig mellemstemning af forsoning, hvor ingen sorg eller smerte er glemt, men som dog i sublim frihed bringer alle modsætninger til ro."
   Og hos Blicher genfindes det samme. Han spillede i moll for at forhøje fremstillingens stemningsfylde. Hans sind havde uopbrugelige reserver, der holdt ham i balance og tillod ham indlevelse i livets dystre situationer. Hans personlighed påvirkedes stemningsmæssigt af livets skæbne-spil, men i sin kerne stod den sund og ubrudt uden for hvad han iagttog og beskrev. Han forstod, at sorg er menneskets forrettighed.

Abraham Pais  (1918-2000)
hollandsk-amerikansk fysiker af jødisk herkomst. Skrevet vigtige biografier om Albert Einstein og Niels Bohr. Dansk gift og i mange år tilknyttet Niels Bohr-arkivet. - Jf.
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
.

C.N. Parkinson  (1909-93)
britisk historiker mest kendt for bogen 'Parkinsons lov' der på dybeste ironiske vis belyser alt bureaukratis indbyggede tilbøjelighed til at vokse uanset al nytteværdi. I kort form siger loven, at "arbejde udvider sig, indtil det udfylder den tid der er til rådighed for dets udførelse". Loven gælder i særlig grad for alt skriftligt arbejde. Lovens konsekvens er, at der ikke behøver at være fjerneste forhold mellem det arbejde der skal gøres og antallet af personer der skal udføre det. Dette ses tydeligst i den offentlige administration, hvor det gælder, at embedsmænd skaber arbejde for hinanden. De ønsker at forøge antallet af underordnede!
Parkinson fandt sine lovmæssigheder om bureaukratiet gennem studiet af de store tyske fabrikker der i verdenskrigens sidste tid fik sønderbombet deres produktionsafdelinger. For det viste sig nemlig, at fabrikkernes administrative personale fortsat havde rigeligt at bestille! Det skal derfor ikke overses, at Parkinsons lov som den blev formuleret i 1957 først og fremmest gælder industrisamfundets traditionelle struktur, og ikke uden videre kan overføres til velfærdsstatens store offentlige sektor endsige til informationssamfundets store funktionærdominans. Her er problemerne nemlig endnu grellere! (Jf.
Jørgen S. Dich.)
Parkinsons humor fremgår fx af hans bemærkninger om, at det kunne være ønskeligt at finde ud af, hvad det rette forhold mellem antallet af administratorer og antallet af producerende mennesker egentligt burde være. Men den slags beregninger ville være uden praktisk politisk betydning, tilføjer han. For sådanne videnskabelige opdagelser har kun rent teoretisk relation til døgnets politik. Det er ikke botanikerens sag at luge ukrudt, kun at sige nøjagtigt, hvor stærkt det gror! -
I et foredrag i København i 1982 gjorde han gældende, at engelsk humor i speciel forstand blev grundlagt af Lewis Caroll og Gilbert & Sullivan i sidste del af 19. årh. Timing er en væsentlig ting, som når Woodhouse om manden i New Foundland der stak sin pibe i lommen med krudt skrev: He was an eccentric man. - Parkinson opregnede tre generelle formål med humor: At tage spændingen af en situation, at vække tilhørernes/læsernes opmærksomhed og at fæstne det sagte i tilhørernes hukommelse. Han mente der var fire grundformer for humor: den homeriske latter (urformen), den seksuelle humor, den ordmæssige fordrejning og den forklarende eller kontrasterende humor. Som eksempel på den sidste nævnte han replikskiftet mellem chefen og en ung, tjenstivrig og servil funktionær. Chefen, der netop var ved at gå ud af døren, siger: Kender De den sjette lov? - Nej! - Du skal ikke tage alting alvorligt! - Ja, selvfølgelig, det er rigtigt. Men hvad er så de øvrige fem? - Der er ikke andre.

Carl-Henning Pedersen  (f. 1913)
dansk maler. Blev gift med Else Alfelt før han selv gik i gang med maleriet. Autodidakt. Tidligt inspireret af primitiv kunst, kalkmalerier og børnetegninger samt Paul Klee og Picasso. Spontan og fantasifuld stil med farven som vigtigste udtryksmiddel. 1941-44 medlem af kredsen omkring Helhesten. 1942-50 medlem af Høstudstillingen og fra 1948-51 af Cobragruppen. Vigtige rejser til Island, Dolomiterne, Grækenland, Italien, Indien, Ceylon, Kashmir, Nepal, Tunis, Marokko, Bali, Japan og Mexico samt Jerusalem.
De tidligste billeder er mørke og tunge, præget af vrede og angst. Men efterhånden blev farverne lysere og motiverne hentet fra fabler, eventyr og myter - eller direkte ud af den frie og livlige fantasi. Store udsmykningsopgaver på H.C. Ørsteds instituttet i København, Kennedy-skolen i Gladsaxe, Herning Kunstmuseums gård og Ribe Domkirke. Efter Alfelts død blev Pedersen gift med fotografen Sidsel Ramson. Bosætter sig i Frankrig og erhverver Karel Appels hus og atelier i Molosmes i Bourgogne. Han var nu - som Mikael Wivel skriver i sin biografi - til stede i verden som ingensinde før. Fuld af lykke og henrykkelse. Og det lyser ud af den sene produktion, dels af de 'vilde' billeder fra omkring 1980, men også i de mildere og nænsommere billeder der fulgte og som han kaldte "Sommerens sødme", men som Wivel med rette omdøber til "Sensommerens møde".
Hans slægtskab med Chagall blev tydeligere og tydeligere med årene, fordi han dybest set var et poetisk gemyt der gik sin trygge gang på jorden og lod sig inspirere af hvad han så. Men har man oplevet ham i Galerie Asbæk gå rundt mellem sine egne, kæmpestore franske billeder fra de senere år, så får man også associationer til Monet og åkandebillederne i Orangeriet i Paris. Disse malerier er ikke simple produkter af kunstneren, men så at sige en forlængelse af ham. Han synes simpelthen at have nedbrudt grænsen mellem sit jeg og omgivelserne. Kærligheden lyser ud af ham selv og hans billeder. Der er i allerhøjeste grad tale om en nedtoning eller relativering af jeget til fordel for en fri udfoldelse af det uegennyttige, kærlige selv, der gør oplevelsen af disse billeder til noget særligt. Disse sene billeder vurderes ofte - helt med urette - som ringere end hans tidligere, men reelt udtrykker de på helt adækvat vis en menneskelig udvikling der simpelthen ikke kan være smukkere.  -   Jf.
Carl-Henning Pedersens univers.

Pablo Picasso  (1881-1973)
spansk billedkunstner

Platon  (427-347 f.Kr.)
græsk filosof. Ved siden af Aristoteles grundlægger af den europæiske filosofi, men til forskel fra denne med afgørende vægt på det idealistiske. Han så de fysiske fænomener i den sanselige verden som afspejling af idéer, hvad der siden har givet grundlag for megen spekulativ metafysik, som først moderne erkendelse og dybdepsykologi har kunnet gennemskue. Platon var elev af Sokrates og skrev et harmfuldt forsvarsskrift for denne da styret i Athen dømte hans lærer til døden for fordærvelse af ungdommen. Platon udgav de fleste af sine tanker i litterær form som dramatiserede samtaler, dialoger. - Jf. artiklen
Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.).

Helge Poulsen  (1911-??)
gymnasielærer (tysk og latin) på Ålborg Kastedralskole. Studieophold i Prag 1936-38 og tjekkisk gift. 1966 lektor i russisk ved Københavns Universitet. Var en fremragende filolog, der også havde en solid viden om etymologi. Det benyttede vi os af, for han afviste aldrig et spørgsmål om hvad et ord egentlig kom af. Og kunne han ikke give svar på stående fod, undersøgte han sagen. Han formidlede tysk sprog og litteratur på en sådan måde, at tysk lige siden har været mit fremmedsprog nummer ét. Han var venstreorienteret og formand for den lokale afdeling af Venskabsforeningen mellem Danmark og Sovjetunionen. Han underviste i russisk på aftenskole. Jeg fulgte her hans undervisning en vinter (iøvrigt på hold med den senere formand for DKP Knud Jespersen).

Herbert Pundik  (f. 1927)
dansk journalist og redaktør. Fra 1954 bosat i Israel. Chefredaktør på Politiken 1970-93 - og stadig en flittig og spændende kommentator, især hvad angår udviklingen i Mellemøsten.

Arvo Pärt  (f. 1935)
estisk komponist. - Uddannet som komponist ved konservatoriet i Tallinn. Gav sig hurtigt i kast med tolvtonemusik og serialisme, selvom det var ilde set og hørt i sovjetsystemet. Men i 1968 brød han af med et chokerende værk, der hed Credo (Jeg tror) der på éngang var hans farvel til tolvtonemusikken, hans tilbagevenden til enkel Bach-inspireret tonalitet og hans bekendelse til den kristne tro. Han søgte nu nye veje - kompositorisk og eksistentielt. Han konverterede til den russisk-ortodokse kirke, men var stort set tavs til 1976, hvor han skrev et efterhånden meget spillet og berømt, men uhyre enkelt klaverstykke, 'Für Alina', efterfulgt af 'Fratres' og 'Tabula rasa' i sin nye 'tintinnabuli-stil'. Værkerne skaffede ham i 1984 internationalt gennembrud via koncerter og indspilninger med Gidon Kremer. - I 1980 var han emigreret til Vesten, først Wien og et par år efter Berlin. Han indgik et nært samarbejde med pladeselskabet ECM og dets leder Manfred Eichner der gav alle indspilninger en særlig sound. Pärt har siden skabt en lang række værker, de fleste korværker med religiøse tekster - og hans popularitet rækker af ganske bestemte årsager langt ud over hvad man almindeligvis forstår ved religiøse mennesker. Pärt fik i 2008 Sonnings musikpris. - Jf. essayet Arvo Pärt og hans enestående musik  (17.9.09.)



Øvrige inspiratorer:

Bogstav A-B
Bogstav C-F
Bogstav G-J
Bogstav K-M
Bogstav R-Å



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal