Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kulturogelite

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.9.11.


Kulturen, eliten og folket

Kulturstøtten går til eliten, hed det i en avisoverskrift for nylig, og den byggede på en brugerundersøgelse som Megafon har lavet for TV2 og Politiken i anledning af at det snart er 50 år siden Kulturministeriet blev oprettet med Julius Bomholt som landets første kulturminister. Ministeriet fik domicil i det gamle 'Assistenshus' på Gammel Strand som var blevet overflødigt på grund af de gode tider. Den almindelige velstandsstigning havde bevirket at folk ikke længere havde behov for at pantsætte deres værdigenstande for at klare dagen og vejen. Til gengæld havde de nu brug for kultur, var filosofien hos socialdemokraterne.

I 1961 overførtes Statens Kunstfond til kulturministeriet, og i 1964 fik fonden udvidet sine beføjelser og bevillinger betydeligt. Forfatteren Villy Sørensen blev formanden for fonden i 1965 og dermed skabtes ifølge Hans Hertel den definitive alliance mellem Socialdemokratiet og kulturradikalismen. Rune Lykkeberg skriver i sin bog om 'Kampen om sandhederne', at den kulturelle middel- og overklasse hermed blev anerkendt af Socialdemokratiet, og at kulturradikalismen blev velfærdsstatens kultursyn. Den kulturradikale smag gik hen og blev den gode smag, den herskende smag. Reaktionen herimod kom allerede samme år i form af en stor offentlig protestaktion mod Kunstfondens støtte til forfattere og kunstnere eller helt præcist mod brugen af skatteydernes penge til kunst som folk ikke forstod. Protesten blev anført af en hidtil fuldstændig ukendt lagerforvalter i Kolding ved navn Peter Rindal og fik derfor navnet rindalismen. Den kom fuldstændigt bag på den kulturelle overklasse, og typisk for de kulturradikale reagerede de med latterliggørelse og skældsord som kulturfascisme.

I virkeligheden var rindalismen fuldt forståelig og ganske sund som folkelig reaktion. Miseren lå nemlig ikke i den gamle småborgerlighed der ikke kigger ud over egen næse, men i selve den socialdemokratiske opfattelse af velfærdsstaten og den hermed nøje forbundne forestilling om at kultur var en følge af velstand og ikke en integreret del af velfærden eller samfundslivet generelt.

Daværende chefredaktør for Aktuelt og senere økonomiminister Ivar Nørgaard skrev i 1962 et 'Forsvar for velfærdsstaten', hvor han naturligvis gik ind for en rimelig fordeling af de materielle goder og en ordentlig varetagelse af folks sociale tryghed, men hvori han om kulturen ordret formulerede denne afslørende betragtning: "Når velfærdsstaten har afskaffet frygten for materiel nød og har sikret fordelingen af en højere velstand til alle, bliver der flere kræfter og mere tid til åndelig aktivitet og kulturelle sysler." Og det er jo en livsløgn som ikke er meget bedre end Macheaths ganstermorale i Bert Brechts 'Dreigroschenoper': "Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral". Den betyder nemlig at man roligt kan lade etikken ligge.

Sandheden er imidlertid at både etikken og kunsten biologisk såvel som historisk kommer samtidigt med fortæringen af de til livets opretholdelse nødvendige mad- og drikkevarer. Sådan har det været så længe der har været kultur på jordkloden. Kultur er netop ikke i sin oprindelse snæver finkultur, men måden det enkelte menneske og fællesskabet lever livet på eller indretter sig på, herunder også måden man behandler hinanden, sine børn, sine syge og sine gamle på, måden man dyrker jorden på, måden man dyrker sex på, måden man fester på og måden man tænker på og forholder sig til det overordnede på. Kunsten som sans for form og farver har været med lige fra starten på niveau med håndværket og teknikken. Alle sider af menneskelivet og samfundslivet er ganske vist efterhånden blevet mere og mere udspecialiseret; det er indlysende og kan ikke tænkes anderledes. Derfor kan man tale om højtspecialiseret teknologi, videnskab og kunst - og derfor kan man selvfølgelig også tale om 'finkultur', den form for kunst, musik og digtning som særligt kreative mennesker skaber og som ofte kræver forudsætninger for at blive forstået.

Så i og for sig er der intet mærkeligt i at der findes en elite af folk med højere uddannelse og indkomster der generelt har andre vaner hvad finkulturen angår end flertallet af 'almindelige mennesker' også kaldet 'folket' har. Man skal blot ikke glemme at alle uanset evner, smag og vaner har kultur.



Den nævnte undersøgelse, der beror på udspørgen af et meget lille udsnit af befolkningen på kun 1026 danskere, viser at 85 procent af de adspurgte har set en dansk film i tv inden for det seneste år, mens kun 5 procent har set en ballet. 48 procent med en universitetsuddannelse har været i teatret inden for det sidste år mod 22 procent med en håndværkeruddannelse. Og endelig har 31 procent med universitetsudannelse været til klassisk koncert mod kun 3 procent af dem uden uddannelse. Tilsvarende gælder at kun 30 procent af de adspurgte med kun folkeskole-uddannelse har købt faglitteratur inden for det sidste år mod 67 procent af folk med universitetsuddannelse.

Da hvert eneste besøg på Den kongelige Ballet gennem statsstøtten kan beregnes til at koste skatteyderne 1300 kr., ethvert besøg på Den kongelige Opera godt 1100 kr., på Den kongelige Skuespilplads næsten 600 kr. og iøvrigt ethvert besøg på Nationalmuseet eller Statens Museum for Kunst tæt på 200 kr., mens folk der besøger Musikstedet Vega kun får 25 kroner forærende, så er der unægteligt tale om markante sociale forskelle. Og det er der selvfølgelig kommentatorer, forskere og politikere der finder problematisk og mener der må gøres noget ved.

Leder af Kulturpolitisk Forskningscenter ved Århus Universitet professor Jørn Langsted gør således gældende at politikerne er bange for at diskutere og navnlig prioritere dansk kulturstøtte. De giver støtten til de faste institutioner, fordi de plejer at gøre det. Han opfordrer til at man nu gør op med denne indstilling og dette reelle 'institutionsvælde' og tager 'den onde kulturdiskussion' som kan gøre problemstillingen bevidst og derfor risikerer at komme til at skille vandene. Og han peger især på behovet for at gøre op med støtten til Det kongelige Teater, idet han i interviewet med Politiken ikke undlader at nævne at netop dette blad gennem sine rabatter til abonnenterne er forlovet med Det kongelige Teater.

Den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen, der er sandsynlig som kulturminister i en ny regering efter valget i næste uge, vil gerne bruge ekstra midler på kunst og kultur, men erkender dog at den aktuelle økonomiske krise gør dette svært. Han gør opmærksom på at det nu engang koster at have en nationalscene med ballet, opera og skuespil, men han vil gerne bryde den sociale arv på denne front ved at give skolerne bedre muligheder for formidling af finkulturen. Og han glæder sig over at fagbevægelsen tilbyder en kommende kulturminister "at brede de skattefinansierede kulturtilbud ud til langt flere danskere". Det tager han som socialdemokrat imod med kyshånd. Han ser også gerne at kunsten kommer ud i de socialt svageste boligområder, ligesom han vil have gratis adgang til alle museer. Flere skal have adgang til kulturen - og dette har Socialdemokraterne viljen til at skaffe, understreger han valgkampsmæssigt. Også SF's kulturordfører Pernille Frahm vil lægge pres på en eventuel kommende S-SF-regering for at øge kulturbevillingerne generelt. Og hun vil ikke udelukke at det kan blive nødvendigt at skære i støtten til Det kongelige Teater.



Det mest bemærkelsesværdige ved den nævnte brugerundersøgelse turde dog være at det slet ikke er blå bloks vælgere der går mest ind for kulturstøtten, men derimod rød bloks. Det vil konkret sige at blandt VKO-vælgerne går 61 % af Venstres vælgere og 57 % af de konservatives ind for den nuværende eller endnu større støtte, men kun 29 % af Dansk Folkepartis vælgere. Hos oppositionspartierne er det derimod 89 % af Enhedslistens vælgere, 86 % af de radikales, 84 % af socialdemokraternes og 78 % af SF's vælgere. Tendensen er altså meget tydelig og stemmer kun dårligt overens med billedet af hvilke sociale lag der har mest gavn af støtten. Det kan naturligvis ligge i den statistiske usikkerhed eller det forhold at de bedst stillede betragter kulturstøtten som en selvfølge. Men måske skyldes det også et overset forhold.

Eneste markante undtagelse fra hovedindtrykket er nemlig kun at Dansk Folkepartis vælgere er ene om en meget lav tilslutning til kulturstøtten; ikke mindre end 43 % af partiets vælgere ønsker kulturstøtten direkte beskåret og 27 % endda at få den helt fjernet. Eller med andre ord: det er hos Dansk Folkepartis vælgere man skal finde den typiske rindalist. Og dette kan ikke undre. For når man hører partiets spidser udtale sig om kunst eller ser hvilken slags kunst de vælger at have hængende på partiets mødelokale på Christiansborg, så hedder præferencen jo traditionel dansk kunst fra guldalderen. Det er der naturligvis intet ondt i, eftersom der er megen fin kunst fra den tid, men det er et tydeligt vidnesbyrd om at partiets ledere ganske som dets vælgere tænker i traditionelle baner og helst ikke vil forstyrres af provokerende billeder og forestillinger.

Når partiet har været i stand til at tiltrække mange af socialdemokratiets vælgere gennem årene - og stadig i denne henseende er en trussel mod Socialdemokraterne, så hænger det naturligvis sammen med at Socialdemokraterne som parti betragtet lige siden sin start har haft sikker base i de laveste sociale lag, dvs i den arbejderklasse der har domineret den politiske udvikling fra 1920'erne og frem til 1972-73, men derefter er blevet opløst i middelklassesegmenter og i dag nærmest må siges at være en saga blot. Der findes stadigvæk 'arbejdsmænd' som er ufaglærte og har ringe skolegang bag sig, men de bliver færre og færre, fordi ingen i dag kan klare sig på arbejdsmarkedet uden at lære et fag og skaffe sig uddannelse. De der undlader dette bliver automatisk tabere og som sådanne et samfundsproblem. Men de udgør ikke en klasse i marxistisk forstand - og har ingen chancer for at tilkæmpe sig magt. Derfor var der god mening i at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2001 erklærede klassekampen for passé.

Den politiske kamp står i dag på midten, den gælder vælgerne på den brede midte. Vejen frem er ikke et valg mellem rød blok og blå blok, men hedder 'den tredje vej', vejen midt mellem den rene socialisme og den rene liberalisme eller mere præcist den komplementære vej mellem ligheds/tryghedsprincippe og frihedsprincippet.



Set i dette perspektiv bliver kulturspørgsmålet eller om man vil 'kulturkampen' en langt mere kompliceret sag end kulturformidling og kulturstøtte. Kultur er noget alle har - uanset om de er bevidste om det eller ej - og er altså ikke bestemte, særligt udvalgte, 'fine' ting og vaner som eliten er i besiddelse af og kunne dele ud til andre hvis den ellers ville. Bevares, der er naturligvis sammenhæng mellem folks socialøkonomiske status og deres forbrug og livsstil. Jo højere indkomst og uddannelse, jo friere udfoldelse kan man tillade sig og værdsætte. Men hemmeligheden ved al ægte kultur er at den er en integreret faktor i helheden, således at den ikke blot er smag eller stil, men en naturlig væremåde der sikrer indre sammenhæng mellem forestillinger, følelser, erkendelse, moral og hensyn til overordnede faktorer (herunder hvad man i almindelighed forstår ved religion, men i dag snarere burde kalde et overordnet helhedssyn).

Her spiller det imidlertid ind som afgørende faktor om et menneskes, en gruppes, et partis og et folks horisont er snæver eller vid. Og dette indebærer igen at et folks kultur som helhed er afhængig af om tilstrækkeligt mange mennesker har dybere føling med de kræfter eller energier som trækker på fællesskabets allerdybeste arketypiske forestillinger. Denne føling kan være ubevidst og kaldes i så fald 'folkelig'. Det var denne der lå bag de folkelige bevægelser i 1800-tallet der blev grundlaget for såvel det moderne demokrati som det moderne velfærdsssamfund. Men følingen kan også blive bevidst - og har siden disse bevægelsers opståen også været det hos utroligt mange mennesker. Tendensen har imidlertid længe været at bevidstheden herom er blevet mindre og mindrer udtalt i takt med at demokratiet og velfærdssamfundet er blevet en selvfølgelighed hos det store flertal der er vokset op med dem. Det spiller her også ind at bevidstheden alt andet lige normalt er større hos den bedst stillede del af befolkningen. De har forudsætninger for og tiden til at reflektere over disse ting. De gør det, og de understøttes kraftigt af dette gennem den del af kunsten, musikken, filmen, teatret og litteraturen som afspejler følingen med de arketypiske forestillinger og ikke blot giver nydelse og underholdning som bekræfter folk i deres meninger og illusioner. Der er nu engang forskel på at leve i immanensen og at leve i en komplementær blanding af transcendens og immanens.

Hvad det politiske spil i dagens Danmark og den helt aktuelle valgkamp angår, er der ingen tvivl om at det helt overvejende ligger på underholdningsplanet og dermed i immansens regi. Det betyder at det er tilfældigheder der afgør valgets udfald, og at udfaldet igen bliver stort set ligegyldigt for landets videre udvikling. Ingen af de politiske ledere har føling med de afgørende arketypiske forestillinger og kan derfor ikke vise vej til virkelig fornyelse. Alt ligger på det jævne - også efter valget.

Derfor skal vælgerne ikke lade sig fiksere af den nævnte brugerundersøgelse af folks brug af den finkultur som støttes af staten gennem de pålagte skatter. Kulturstøtten kan som alle andre former for statsstøtte diskuteres og bør med jævne mellemrum tages op til revision. Der burde i et rigt land som Danmark fortsat være råd til Det kongelige Teater, men Kunstfondens støtte til kunstnere og forfattere trænger nok efterhånden til kritisk eftersyn, hvis den ikke blot skal sikre at alt bliver ved det gamle. Og for min skyld kan man godt øge bevillingerne til skolernes kulturformidling. Men det rykker altsammen ikke det fjerneste ved den helt afgørende mangel i dansk kulturliv: manglen på egentlig nytænkning og nybrud. For her kommer man ingen vegne med statsstøtte - endsige mediernes forkærlighed for show og sensationer. Her kræves emergens: skabelse af noget der ikke har været set før. Og denne emergens kræver føling med de arketypiske forestillinger, dvs med det kollektivt ubevidste.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)
Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V  (17.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)

Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)

Status over året 2010  (31.12.10.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)
Krisen omkring årsskiftet 2008/09  (21.2.09.)

Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår
Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal