Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 0azreplik100330

REPLIK FRA JERNESALT -


Er populismen elitær?

Social lagdeling hører alle samfund til, eftersom der altid har været og altid vil være menneske der har lederroller og mennesker der troer på og støtter lederne - og i mange tilfælde høster fordele af det. Men det er et problem for ethvert samfund hvis der bliver for stor afstand mellem folket og eliten. Det var som bekendt tilfældet da adelen fik flere og flere rettigheder på andres bekostning (ved at støtte en monark). Eller da kirken satte sig på større og større jordbesiddelser der gjorde den til en egenrådig magtfaktor. Eller det er hvad der sker når en politisk bevægelse skaffer sig monopol på magten ved at oprette et hensynsløst diktatur (der eventuelt kamouflerer sine hensigter ved at postulere at topledelsen repræsenterer folket eller proletariatet).

Men det kan også ske i en velkonsolideret demokrati som det danske, og det er faktisk ved at ske her i landet for øjeblikket - på trods af at alle borgere formelt har samme stemmeret. En af dem der mest energisk har forsøgt at påvise denne uheldige udvikling er forfatteren Lars Olsen, der i en ny bog om 'Eliternes triumf' netop hævder at magteliten kun udgør ca. 6 % af befolkningen, men groft sagt bestemmer det hele, og kan gøre det så meget desto lettere, fordi den politiske kaste ikke længere udgør en folkelig modvægt til embedsapparatet, men tværtimod er sammenspist med dette og har samme sociale baggrund som embedsmænd og eksperter. Eller sagt på en anden måde: Folketinget er ikke længere repræsentativt for befolkningen som helhed. Tværtimod er der på bare en enkelt generation sket et markant skred, påpeger Lars Olsen. Det betyder at det politiske univers nu domineres af akademisk uddannede politikere - som omgiver sig med rådgivere, mediefolk og embedsmænd der også har gået på universitetet og dårligt nok aner hvordan det fx er at bo og leve på Nørrebro.

Olsen opdeler eliten i tre segmenter. Erhvervseliten der består af det ledende lag i den private sektor og som typisk stemmer borgerligt. DJØF-eliten (af jurister og økonomier) der har topposterne i den offentlige administration og ofte politisk befinder sig omkring midten. Og kultur- og uddannelseseliten som består af universitetslærere, mediefolk, kunstnere, forskere m.v. som typisk stemmer på SF, S og de radikale.

Disse segmenter af ledende folk kan nok på visse punkter være uenige, og de kan i hvert fald udadtil iscenesætte deres indbyrdes slagsmål så det ligner rigtig politik, men reelt har de nogle fælles forestillinger der bevirker at de adskiller sig markant fra resten af befolkningen, herunder ikke mindst ved deres specifikke modernitetsforestillinger. Eliten betragter uden videre globaliseringen og indvandringen som goder. Og den mener at den offentlige sektor skal centraliseres og at eksempelvis efterlønsordningen skal afskaffes for at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft fremover.

Men ikke nok med det, eliten betragter også alle der er uenige i deres postmodernistiske dyrkelse af moderniteten som bagstræbere og nostalgikere, der klamrer sig til fortiden.



Et glimrende eksempel på en sådan vilkårlig postmodernistisk foragt for andres synspunkter kom fornylig klart for dagen da professor i organisations- og ledelsesteori Steen Hildebrandt i et debatindlæg hævdede at Pia Kjærsgaard forpester Danmark ved alt hvad hun og hendes ligesindede af formørkede præster og andre totalt skrupelløse røster siger om fremmede, om muslimer, om ikke-danskere, venstreorienterede, kunstnere, forfattere, eksperter og forskere. Der finder efter professorens mening en 'human nedkøling' sted i Danmark gennem en forråelse af sproget og holdningerne. Retorikken er uciviliseret, reaktionær, intolerant og primitiv. Og det er - hævder Hildebrandt - Pia Kjærsgaard der har hovedansvaret for alle disse nye rekorder i demagogiske og grænseoverskridende udtalelser.

Og for at den professorale gardinprædiken ikke skal være løgn, så betoner Hildebrandt at det politiske niveau og den politiske tone er kommet helt derned hvor intet er for lavt, intet for plat, intet for intolerant eller for racistisk. Om det så er regeringen så lader den sig trække rundt i den ubeskriveligt ringe og primitive manege - af netop denne Pia K.

Den til hån af VKO-partierne altid villige bladtegner Roald Als forsynede artiklen med en tilsvinet Pia Kjærsgaard der råber "Jeg vil ikke svines til". Politikens læsere forstår pointen: Hun burde være den sidste til at svine andre til, ikke sandt?



Men sandheden er jo at Kjærsgaard og alle hendes partifæller i folketinget for det første er særdeles urbane i deres formuleringer - i diametral modsætning til Mogens Glistrup og hans stormtropper, og for det andet at de i så høj grad repræsenterer stærke og velforståelige folkelige synspunkter at det gamle hæderkronede socialdemokrati med SF's stiltiende billigelse sørger for ikke at anfægte substansen i hendes hovedsynspunkter, da dette kun ville skade dem selv.

Steen Hildebrandt leverer således et personligt angreb på Pia Kjærsgaard der blot falder tilbage på ham selv. Den moraliserende professor bruger netop de metoder mod sin politiske modstander som han bebrejder hende med sprogets hårdeste ord. Han er selv intolerant og primitiv i sin argumentation - og tror frem for alt at hans postmodernistiske holdninger er de eneste sande og korrekte. Dermed afslører han at han i virkeligheden tilhører den elite Lars Olsen analyserer - og hvis kendetegn er at de regner folkeligheden for primitiv, reaktionær og nostalgisk.



Sjovt nok dukker der også en anden form for reaktion mod folkeligheden op i debatten, nemlig en der protesterer voldsomt mod at blive taget til indtægt for synspunkter politikerne kalder folkelige og som fx skulle bestå i at folket vil have skattelettelser, længere straffe, behandlingsgaranti for alt muligt, madpakker, skattelettelser en gang til, krig, tryghed, mere overvågning, flere motorveje, bedre skoler, bedre universiteter, mere politi, flere privatiseringe og stadigvæk flere skattelettelser.

Fhv. skoleinspektør Søren Thomsen får kvalme af denne 'folkelige' retorik og spørger - til forskel fra professor Hildebrandt med fornem ironi - hvordan han kan melde sig ud af denne klub der kalder sig 'folket'. For han hører ikke til dem der forlanger de nævnte ting.

Og det må man medgive den gode skoleinspektør at begreberne 'folket' og 'folkeligheden' åbenlyst misbruges når politikerne næsten automatisk kalder alt hvad de foreslår for folkeligt for at trække vælgerne til sig eller i det mindste prøve at forebygge at de frastødes. Denne spekulation i folkelighed er jo ikke ny. For de store folkelige bevægelser i 1800-tallet regnes af gode grunde for forbilleder, eftersom de kom til at bestemme den politiske udvikling henimod folkeoplysning og demokrati. De var progressive og er ét stort historisk bevis for at der ikke er nogen indbygget modsætning mellem folkelighed og fremskridt. Så der er da fortsat noget at leve op til.

Men som bekendt bliver ingen bevægelse og intet parti folkeligt blot ved at kalde sig folkelig. Fx. er der ikke meget folkeligt over Det konservative Folkeparti (der stammer fra det gamle Højre), og det har længe knebet for Socialistisk Folkeparti at leve op til navnet. Det er faktisk først sket efter at Villy Søvndal er kommet til. Derimod har Dansk Folkeparti fra starten forstået hvad det drejer sig om. Den ære kan ingen nok så lærd professor tage fra Pia Kjærsgård.



Den mistænkelige brug af begrebet 'folkelighed' findes i alle partier - af den simple grund at de er nødt til at skele til hvad der kan skaffe dem vælgere. Fører det til uafladelig leflen for 'den jævne mand', taler vi om 'populisme', men som det meget fornuftigt påpeges i Encyklopædiens artikel om dette begreb, så er der i samfundsvidenskaberne uenighed om hvordan det skal defineres. Det første parti der kaldte sig 'populistisk' (1891) var såmænd amerikansk og hævdede at repræsentere den jævne mand. Men det eksisterede kun nogle få år, og det kan meget vel også komme til at gælde for Sarah Palin's lige for tiden fremstormende 'Tea Party'. De bevægelser forskerne siden har kaldt 'populistiske' er først og fremmest folkelige protestbevægelser, og de kan ikke uden videre placeres i den gængse venstre-højre-skala. Men gennemgående er de kritiske over for storkapitalen og internationalismen, eliten og det såkaldte establishment.

Problemet med populistiske bevægelser er at de ikke kan blive ved med at være protestbevægelser for tid og evighed, for så forbliver de uden indflydelse som det typisk skete med Fremskridtspartiet under Mogens Glistrup, men vel egentligt også med det yderst urbane Retsforbundet under Viggo Starcke (han endte med at komme i H.C. Hansens Trekantsregering, men det kostede partiet repræsentationen i tinget). Og hvad SF angår var det karakteristisk at partiets stifter og første store rorgænger Aksel Larsen betragtede sig selv som Danmarks meste gennemsnitlige menneske, og derfor skulle de unge der meldte sig ind i partiet i midten af 1960'erne ikke komme og fortælle ham hvad folket ville. Han vidste bedre - jf. Latterkoncilet.



Det paradoksale er altså at det folkelige kan være noget af det mest genuine i verden og i denne forstand være af største betydning for et lands udvikling. Uden de ægte folkelige bevægelser i 1800-tallet var Danmark aldrig blevet et demokratisk og sekulært velfærdssamfund. Men ordet kan samtidigt betegne det uægte folkelige der kun bruger navnet som etikette for at tækkes vælgerne - og følgelig bliver de fristede partier mere 'populistiske' end godt af: de bliver konjunkturbestemte eller modebestemte døgnfluer.

Man kan protestere alt det man vil mod misbrug af folkelighedsbegrebet, men 'folket' som sådant kan man ikke melde sig ud af, for det består i kraft af en sammenhæng og konsistens som går langt dybere end partiprogrammer og partipropaganda kan nå. Det folkelige i ægte forstand har med det fælles sprog og den fælles historie at gøre - og gælder derfor for alle indfødte, uanset uenigheder om det ene eller det andet. Men nogle politiske ledere har mere tæft for det end andre - og da denne fornemmelse for folkelighed dybest set har med følingen med det kollektivt ubevidste at gøre, er det indlysende at den ikke kan erhverves ved nogen uddannelse eller skoling på de højere læreanstalter. Men det er også temmelig indlysende at det for alle der tænker abstrakt-universelt i postmodernistiske baner altid vil være vanskeligt at få føling med det kollektivt ubevidste - jo vanskeligere, jo mere abstrakt de tænker. Derfor tyer de desværre oftest til den billige løsning at foragte det folkelige som primitivt. De kan ikke få ind i hovedet at der er tale om to komplementære opfattelsesmåder.

Den afgørende forskel på folket og eliten ligger ikke i selve uddannelsesniveauet, men i graden af føling med det kollektivt ubevidste. Populismen kan bevidst misbruges af eliten til at manipulere med folket. Og dette kan lykkes en tid. Men i længden holder kun det ægte folkelige der får lov at gro. Og derfor er det ægte folkeliges forkæmpere forpligtet på at forhindre at afstanden mellem folk og elite bliver for stor.

Jan Jernewicz



Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Jernesalts 2009-filosofi  med særskilt kapitel om Samfundet

og særlige afsnit om:

Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering
Folk og elite
Dansk partipolitik



Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Pop og politik uforenelige?  (18.1.0.6.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)

Søvndal, Villy
Kjærsgaard, Pia
Larsen, Aksel
Glistrup, Mogens



Rubrikken: Replikker

Forrige replik:  Hvorfor lade sig provokere af et tørklæde?



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal