Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel27pop

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.1.06.


Pop og politik uforenelige?

af Jens Vrængmose

Ét er at tv-underholdning er ren underholdning der ikke har andet formål end at more folk, så de bliver siddende ved skærmen og den givne kanal. Det er ok for så vidt morskab og tidsfordriv er en ærlig sag. Ikke alt i tilværelsen skal være nyttigt og alvorligt. Men naturligvis kan smagen og midlerne altid diskuteres - især når vold og splatter, sex og selvudstilling får overvægt.

Uden afstemning af nogen art er det blevet vedtaget at fredag og lørdag og til dels søndag aften skal byde på underholdning, som så vidt muligt skal være for hele familien. Børn og unge får dog deres egne særprogrammer. Men ellers kræves bred morskab, sang, dans og musik, fest og farver - og Matador, Rejseholdet eller Krøniken søndag aften. Alle skal være tilfredse. Øl, sodavand og colaer kommer på bordene tillige med chips og snacks og chokolade i lange baner. Fedmeproblemet i den vestlige verden kommer ikke af sig selv, men programcheferne er selvsagt uden skyld i at 'folket' gennemsnitligt ser langt mere tv end 'eliten' eller 'den kreative klasse'.



Noget andet er at måden at lave programmer på i stigende grad overføres til programmer der ifølge formålet skulle være af mere oplysende art. Her bliver spørgsmålet nemlig, hvornår det underholdende, provokerende, grinagtige, medrivende, ophidsende og overraskende tager overhånd over det oplysende - og måske ligefrem spærrer vejen for indsigt og erkendelse.

Programcheferne er ikke puritanere, så de kunne ikke drømme om at hævde at oplysning pr. definition må være kedelig. Fra pædagogisk side har de skam erfaret at det ideelle er 'læring gennem leg'. Så de er så at sige blevet idealister, der vil smugle oplysningen ind gennem underholdning. Resultatet er programmer lidt uden for myldretiden, men dog på de gode dage - så som Clement Kjersgaards 'Tal med Gud' eller 'Clement direkte' eller Jens Jersilds 'Jersild & Spin', hvor udvalgte profeter eller tidligere spindoktorer får lejlighed til at komme med deres visdomsord ledsaget af friskfyragtige kommentarer fra værterne. Ingen skal komme og sige at man slet ikke kan blive klogere af at se programmerne. Problemet er blot, at man hurtigt kan forudsige svarene - og efterhånden bliver træt af høre og se de samme store navne brillere.

Og så er der et lille tidsproblem. Den oplysning eller nye indsigt man eventuelt kan hente i sådanne programmer, kan man i de trykte medier få både hurtigere og bedre. Selve fjernsynsmediets force udnyttes slet ikke: at føre seeren visuelt til ny erkendelse.

Stadigt gælder dog at de seriøse fjernsynskanaler sondrer mellem underholdningsprogrammer og nyhedsudsendelser. Af de sidste forlanges fortsat en vis lødighed. Det gælder i dansk tv de faste daglige nyhedsudsendelser såvel som Horisont eller Profilen på DR1, Deadline på DR2 eller Dags Dato på TV2. Variationer gives der naturligvis, ligesom der er forskel på de enkelte medarbejderes personlige stil. TV2 havde fra starten fordel af at kapre nogle meget fine journalister fra DR som Ulla Terkelsen. Modsat DR1 og DR2 har TV2 dog en hang til lidt pjat i slutningen af sine nyhedsudsendelser. Når fx Vagn Simonsen toner frem på skærmen, ved vi at der skal gøgles. Han lægger ikke selv skjul på det, og studieværterne heller ikke. Men også en journalist som Karsten Lund kan virke mod hensigten, fordi han systematisk betjener sig af en ironi der sætter formen påfaldende højt over indholdet.

Men alt i alt er der - udtalt og uudtalt - en klar sondring mellem lødig information, der tjener oplysningens formål, og mere eller mindre morsomme indslag der primært tjener underholdningens formål. Seriøs er kun den lødige information, for her stilles krav om nøgternhed og redelighed, og der skelnes mellem korrekt, dokumenterbar eller objektiv information og subjektiv vurdering. Det koster dyrt for redaktørerne at løbe med en halv vind - for slet ikke at tale om regulære løgne. End ikke reklamer må sniges ind. Og decideret propaganda i offentlige medier har vi forlængst overladt til foragtelige diktatoriske regimer.

Mange af fjensynsudsendelsernes gode journalister har fået så megen mediesucces, at det har fristet dem til en karriere uden for fjernsynet. Man kan blot tænke på Uffe Elleman Jensen, Ole Andreasen eller Jens Gaardbo. Og det er fint nok. Men det peger også på noget nyt i udviklingen, nemlig at det er et fortrin for enhver der vil have stor karriere i politik eller erhvervsliv at han eller hun har medietække.



Noget helt tredje bliver det derfor når og hvis politik bliver pop.

Helt aktuelt har vi hørt og set Venstres dygtige politiske ordfører Jens Rohde udfolde sin musikalske og teatermæssige begavelse i programmet 'Showtime'. Han kan både synge og spille - og har sågar en fortid som kirkesanger og amatørskuespiller. Men det påfaldende var at den ellers magtfulde og ofte provokerende politiker og ihærdige forkæmper for Anders Fogh Rasmussens projekt viste så store evner som professionel entertainer at han kunne vinde programmet og skaffe sig efterfølgende omtale i alle andre medier.

Nu har samme Rohde så siden fået problemer med folkekirken på grund af visse præsters utidige benyttelse af julegudstjenesten til at mane til kamp mod regeringen i stedet for til fred på jorden, men som Tine Gøtzsche konstaterede som vært i Profilen på DR1 så vil han komme til at hænge på sin medvirken i 'Showtime' resten af sin tid. Men det generer ham ikke. Han er tværtimod stolt af sin sejr - og har iøvrigt altid været glad for at spille teater. Og topkarriere i politik har han opgivet!

Af andre politikere der i den senere tid har været stærkt på banen i underholdningsbranchen kan nævnes Venstremanden Søren Pind (der også kan give sig hen i sang uden for badeværelset), socialdemokraten Frank Jensen (efter detroniseringen i partiet) og de radikale Klaus Bondam og Margrethe Vestager samt DF's Morten Messerschmidt. Tilsyneladende morer de sig glimrende med det. Men meningerne er delte om fænomenet. Nogle synes det er helt i orden at vi ser politikerne udfolde sig fra deres morsomme side. De er jo trods alt også en slags mennesker - og vi ved strengt taget godt at de ikke allesammen er helt så kedelige som de giver indtryk af når de fører politik på Christiansborg. Andre bedømmere er derimod betænkelige, kan ikke rigtigt lide det, men anser det dog ikke direkte for en trussel mod demokratiet.

Men nogle er klart imod. Sørine Gotfredsen siger fx til Politiken 19.11.05. at Jens Rohde med sin deltagelse i 'Showtime' har gjort sit absolut bedste for at diskvalificere sig selv som fremtidig toppolitiker. Tidligere presserådgiver Lotte Hansen (fra 'Jersild & Spin') mener endog at poppolitikeren som fænomen er et symptom på et politisk system der ikke virker. Og Søren Schultz Jørgensen spørger i samme blad, om nogen mon har lyst til at betro rigets fremtid til personer der mest af alt er blevet kendte på at de kan spille luftguitar, synge falsk og danse mavedans. Det sidste går naturligvis på Louise Frevert. Iøvrigt er det da tankevækkende at tre af de nævnte poppolitikere klarede sig påfaldende dårligt i kampen om overborgmesterposten i København i november.



Spørgsmålet må altså stilles, hvornår mister en politiker den nødvendige seriøsitet?

Spørgsmålet forudsætter naturligvis både at politik overhovedet kan være seriøs, og at befolkningen foretrækker seriøsitet af politikerne - uden iøvrigt at forlange eller foregøgle sig at de kan være overmennesker, hævet over følelser, temperament, særheder, fejl eller særlige talenter. De må også gerne lejlighedsvis offentligt dokumentere fx musikalsk begavelse som Bill Clinton flere gange har gjort med sin saxofon eller Helmuth Schmidt ved flyglet i en koncertsal. Sidstnævnte satte sig også en gang ved besøg hos Anker Jørgensen på Sydfyn til orglet i en landsbykirke. Men grænsen trækkes ved det utilladeligt pinlige.

Ved kommunalvalget i november blev en del af svaret på vores spørgsmål givet i den nye Rudersdal kommune, hvor industrimanden, advokat Christian Kjær var opstillet som de konservatives borgmesterkandidat, men led et sviende nederlag sammen med partiet. Han blev vejet og fundet for let, fordi han var uden kommunalpolitisk erfaring og interesse. Hans opstilling var et mediestunt - og det blev altså blankt afvist af de konservative vælgere. Seriøsitet kræver med andre ord i det mindste en passende forhåndsviden og forhåndsinteresse om det man stiller op til, og ikke bare at man er et kendt navn der fx omgås de kongelige eller er gift med én der har set mere end et billede af Simon Spies.

Dog kan novicer ikke totalt afskrives enhver chance, for de kunne jo have helt specielle og virkningsfulde overtalelsesevner og være udtryk for fornyelse. Det sås fx i 1973 da en respekteret, men også hidtil meget kommunalpolitisk indstillet folketingsmedlem Erhardt Jacobsen stillede op som formand for det nydannede parti Centrumdemokraterne eller da en alt andet end respekteret, men i mange kredse yderst populær skattestormer som Mogens Glistrup busede frem med sit Fremskridtsparti. Begge havde såvel store førerevner som store talegaver. De vandt begge og fik stor indflydelse på det korte sigt, men deres partier overlevede ikke deres mere eller mindre frivillige retræte. Seriøsiteten var begrænset. Der var for megen varm luft og retorik. Politikken blev for forførerisk - eller rent ud demagogisk.



Med de nye typer unge toppolitikere der vækker stor opsigt med optræden der ikke har det fjerneste med politik at gøre er et nyt fænomen imidlertid dukket op i samfundsudviklingen. Det afspejler på den ene side kravet til toppolitikere om at have tække for og fokusere på medierne, men på den anden side også faren ved for megen eller helt forfejlet selv- og medieudstilling. For nok indrømmer de fleste vælgere politikerne en vis menneskelighed, men underholdning er ganske enkelt ikke seriøs i forhold til politik eller erhvervsarbejde. Mange kan hurtigt få nok af Poul Nyrup Rasmussens offentlige forsangeri ved partimøder eller af Bertel Haarders hjemmestrikkede lejlighedssange til sit parti. Og næppe mange kunne drømme om at stemme på en statsminister, en overborgmester, en LO-formand eller for den sags skyld en arbejdsgiverformand, skibsreder eller industrimagnat der render rundt og spiller entertainer eller klovn. Ikke fordi det ikke er en ærlig sag at være entertainer, hvis man har talent for det - det betaler vi faktisk for - men fordi vi alle forventer noget andet og noget mere af en erhvervsleder eller toppolitiker.

Trods alt er der fortsat en vis alvor i tilværelsen som i hvert fald vore ledere må respektere. Selv i vores lille, hyggelige land, hvor vi helst vil holde os på det jævne og vende konflikter ryggen.



Man kunne så i denne situation stille og roligt affinde sig med udviklingen, og håbe at moden eller trenden enten driver over eller indirekte sikrer sin form for udvælgelse af toppolitikere, fravælgelsen. Og man kunne for dens sags skyld systematisk give sig til at drive spot med denne moderne forførelseskunst. En form for demagogi ligger der nu engang i egoflipperiet, fordi folket forsøges lokket på virksom følelsesmæssig tilknytning til en bestemt politiker selvom denne ikke brillerer med politiske budskaber endsige visionære forestillinger. Det bliver poppolitik, hvor ordet pop ikke refererer til respektabel populær underholdning, men til noget underlødigt eller useriøst. 'Popolitik' kunne man passende forkorte ordet til.

Men der er ingen grund til at betragte fænomenet som symptom på at det politiske system ikke virker. Det virker jo netop, fordi der trods alt sker en udvælgelse af politikerne. Folk kan måske momentant falde for en folkeforfører - og i vores tid også generelt give dem længere snor med hensyn til at træde ud af den gængse politikerrolle. Men på længere sigt vil folk foretrække personer der ikke alene har karisma og medietække eller vilje til passende udnyttelse af medierne, men også har både intakt troværdighed og seriøse bud på langsigtet politik og visionære mål.

Vi har i Frankrig oplevet en præsident der ikke i længden kunne bevare befolkningens tillid på trods af sine store ord om Frankrigs 'gloire' . Vi har i England og Tyskland set selvsikre og i starten populære ledere som henholdsvis Tony Blair og Gerhard Schröder miste tilslutningen fordi de overspillede deres roller. I Danmark ser det foreløbigt ud til at statsministeren kan bevare tilliden, fordi han har fastholdt retningen og embedets værdighed - og iøvrigt er vokset med opgaverne. Han har udviklet sig til en ægte statsmand, der for øjeblikket rent faktisk er uden konkurrence i landet.

Det politiske system og dets udvælgelsesmekanismer virker alle de nævnte steder. Og grunden er egentlig ligetil. Under overfladen, den ydre fremtræden og ydre popularitet, er der en dybere grund hvor politik hænger sammen med realiteterne i fuld målestok. Og her vurderes politikere ikke alene på deres medietække, udseende og udstråling, men også på deres troværdighed, forhandlingsevner, samarbejdsevner, etik, målsætninger og visioner. Her har befolkningen heldigvis en eller anden afgørende fornemmelse af forskellen på om en politiker forfører med charme uden at have holdbare langsigtede mål eller om han lever op til vore grundlæggende, men udefinerbare forestillinger og forventninger om politisk format eller statsmandsværdighed. Dybest set er vi her nede i forestillinger der hører hjemme i det kollektivt ubevidste og derfor er umålelige og ukontrollable, men som ikke desto mindre virker bestemmende for udviklingen.



Vi kan naturligvis ikke stampe mod den teknologiske udvikling - heller ikke når det gælder mediernes rolle i samfundet. Vi lever stadigvæk på selve det for menneskeheden og al kultur fundamentale 'syndefald', og det indebærer at vi til hver en tid må leve med ny erkendelse og ny teknologi, herunder også med den aktuelle ændring i det politiske spil der betyder at en politiker ikke kan få succes som sådan uden medietække eller vilje til at gøre sig synlig i medierne. Men format til at lede et land skal toppolitikere fortsat have.

Vores krav til etisk konsistens i såvel vort eget liv som i samfundslivet må derfor føre til at vi konsekvent stiller det spørgsmål til alle fremskridt og forandringer om de tjener vore egne og almenhedens interesser på såvel kort som langt sigt. Dét er til syvende og sidst det afgørende kriterium.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Andre udgydelser af Jens Vrængmose: Klik

Artikler om medier:  Klik

Artikler om Danmark:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal