Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - glistrup

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.7.08.


Anarkisten, provokatøren og taberen Mogens Glistrup er død

Med Mogens Glistrups død er en af de mest markante skikkelser fra 1973-oprøret mod det etablerede politiske system i Danmark borte. Få om overhovedet nogen har lavet så meget rav i andedammen som han, og næppe nogen har fået så lidt ud af det personligt og partipolitisk. Han stiftede Fremskridtpartiet i 1972, han stormede ind i Folketinget i 1973 med 28 mandater, men han fik aldrig en indflydelse der svarede til mandattallet. Og han endte med at blive ekskluderet af sit eget parti i 1991, da han efter udstået fængselsstraf vendte tilbage til Folketinget i 1987 og umuligjorde alle forsøg på at gøre partiet salonfähig. Han stiftede derefter et nyt parti, Trivselspartiet, der aldrig kom ind. Og han blev derefter stort set glemt for alt andet end de voldsomme udfald mod landets muslimske indvandrere, som han konsekvent benævnte med det nedsættende udtryk 'muhamedanerne'. Fremskridtspartiet gled også ud af billedet - og udbrydergruppen med Pia Kjærsgaard i spidsen dannede i 1995 Dansk Folkeparti der ikke alene viste sig levedygtigt, men siden 2001 har været et trofast og loyalt parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering.

Glistrup, der blev 82 år, var en blændende dygtig jurist og skatteekspert, der opbyggede en glimrende advokatvirksomhed og varetog et lektorat i skatteret ved Københavns Universitet, men han satte alt over styr ved først (i 1971) for åben tv-skærm at prale med at hans trækprocent var nul, og derefter gik ind i politik med det formål at forhindre en skattesag mod sig selv og bekæmpe såvel det stigende skattetryk i landet som det ikke mindre voksende papirnusseri. Skattesagen endte med hans domfældelse i 1983 og efterfølgende strafafsoning, og ødelagde dermed hans advokatvirksomhed. Og politisk løb han panden mod en mur, fordi han var aldeles uberegnelig og upålidelig som samarbejdspartner i folketinget.

Han var en fremragende taler, der blandt andet fandt på mange rammende sproglige udtryk som det nævnte 'papirnusseri' eller 'gammelpartierne', men han var også en typisk demagog der forstod og elskede kunsten at piske en stemning op der kunne skaffe ham begejstrede tilhængere, men han lod stemningen løbe af med sig selv og udarte til grove verbale og floskelagtige udfald mod gammelpartierne og gammelpolitikerne. Dermed bekræftede han mange almindelige politikertrætte menneskers fordomme uden nogensinde til gengæld at få reel og direkte indflydelse på den politik der gennemførtes under forskellige socialdemokratiske eller borgerlige regeringer. Glistrup og Fremskridtspartiet var ganske enkelt for anarkistisk og for hadsk mod systemet til at indgå i det realpolitiske spil der bærer det danske demokrati og som kræver vilje til forhandling og kompromis.



For overhovedet at fatte opbruddet i dansk politik i 1973 skal man vide hvad der foregik i årene fra 1966 og frem. Ved folketingsvalget i 1966 gik socialdemokratiet under J.O. Krag voldsomt tilbage fra 76 til 69 mandater samtidigt med at SF under Aksel Larsen fordoblede mandattallet fra 10 til 20. Det betød at Krag kunne regere med et såkaldt 'rødt kabinet', hvor S og SF aftalte den politiske linje uden at SF kom med i selve regeringen. Den væsentligste lov blev indførelsen af den merværdiafgift på forbrugsvarer (momsen) som SF havde tordnet imod under valgkampen. De unge i SF gjorde oprør, men det røde kabinet holdt til december 1967, da Krag stillede et forslag om devaluering af kronen som seks af SFs unge folketingsmedlemmer til Krags overraskelse vovede at stemme imod. Jf. Brudstykker af dramaet 'Latterkoncilet'.

Regeringen faldt, og folketingsvalget i januar medførte flertal for den borgerlige VKR-regering under den radikale Hilmar Baunsgaard. Og netop denne regering fik opgaven at tackle det store ungdomsoprør i 1968 der udover ubehagelige voldelige aktioner også betød en bred omvurdering af mange normer. Regeringen fik heller aldrig styr på den offentlige sektors og de offentlige udgifters kolossale vækst som var blevet muliggjort gennem netop momsen. Det var absolut ikke de borgerlige vælgeres ønskedrøm der gik i opfyldelse, og VKR-regeringen faldt da også i 1971. Krag blev igen statsminister og fik folkeafstemningen om Danmarks indmeldelse i EF (EU) gennemført med held, hvorefter han - totalt overraskende for alle - valgte at gå af og overlade roret som både partiformand og statsminister til Anker Jørgensen. I 1973 udgav socialisten Jørgen S. Dich sit fremragende værk om Den herskende klasse på Borgens forlag. Og dér blev der ikke lagt skjul på problematikken med uhæmmet vækst af den offentlige sektor.

Til de økonomiske problemer kom oliekrisen i 1973, da OPEC-landene besluttede at forhøje priserne med 70% procent. Anker Jørgensen udskrev valg til 4. dec. samme år, og det blev et katastrofevalg for alle gammelpartierne: socialdemokraterne gik tilbage fra 70 til 46 mandater (25,6 %), De radikale fra 27 til 20, De konservative fra 31 til 16 og Venstre fra 30 til 22 - eller sammenlagt fra 158 til 104. SF gik også tilbage, fra 17 til 11. Men ind kom Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrumdemokrater under Erhardt Jacobsen med 14, Kristeligt Folkeparti med 7, Danmarks Kommunistiske Parti med 6 og Retsforbundet med 5, altså ikke mindre end fem nye partier. En vælgerundersøgelse viste at halvdelen af landets vælgere havde skiftet parti, og en anden at hver femte arbejderstemme var gået til Fremskridtspartiet. Opbruddet gav smalle og skrøbelige regeringer helt op til 1991. Anker Jørgensen var statsminister til 1975 og igen fra 1977-82, Poul Hartling fra 1975-77 og Poul Schlüter 1982-1991.

Bemærkelsesværdigt var at Poul Hartling efter sin store valgsejr i 1975 på 42 mandater (en fremgang på 20) måtte danne en ren Venstreregering, idet Mogens Glistrup afslog at indgå i et fast borgerligt samarbejde uden at blive optaget i regeringen, selvom konsekvensen kunne blive - og i 1977 blev - en ny socialdemokratisk regering. Dette blev afgørende for bedømmelsen af Glistrup som upålidelig som parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering. Bedømmelsen holdt hele Glistrups og Fremskridtpartiets tid ud, men afløseren Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti forstod lektien og har lige siden nydannelsen i 1995 stået som et yderst troværdigt parti. I den forstand endte 'historien om et nul' - som journalisten Morten Hahn-Petersen tvetydigt kaldte sin lille beretning om Mogens Glistrup og fremskridtbevægelsen 1971-73 - i sidste ende som historien om en ny politisk kapacitet i 1995. Pia Kjærsgaard har distanceret sig ganske betydeligt fra Mogens Glistrup og hans anarkisme, men vedkender sig inspirationen.



Kildeskatten med den ulyksalige trækprocent var med Ole Borres ord lige præcis blevet det folkelige udtryk for såvel økonomiske forskelle som for størrelsen af den offentlige sektor. Og det forstod Glistrup som ingen anden. Hvorfor lykkedes det ham så ikke med 28 mandater at fremtvinge et kursskifte? Det er der naturligvis flere forklaringer på, bl.a. at partiets folketingsgruppe kom til at bestå af en flok rendyrkede individualister der slet ikke kunne indgå i et egentligt teamwork - og iøvrigt heller ikke havde et gennemarbejdet og entydigt program af følge. Der førtes også decideret hetz mod Glistrup fra såvel højrefløj som venstrefløj, og endelig blev retssagen mod Glistrup opslidende for manden og hans omdømme samt ødelæggende for hans advokatvirksomhed.

Men sagens kerne er Mogens Glistrups upålidelighed og utroværdighed. I 1983 udtrykte jeg i bogform min vurdering af manden på denne måde:



For det første er det ikke lykkedes Glistrup at overbevise andre end blinde beundrere om at hans parti blev stiftet efter at der var taget skridt til retsforfølgning af ham, og ikke omvendt.

For det andet er der nok mange der fryder sig over Glistrups skattecirkus og dets driven-gæk med den progressive indkomstbeskatning, men få der når det kommer til stykket anser det for en værdig måde at angribe et forældet skattesystem på, og endnu færre der kan se nogen idealisme i en form for skatteunddragelse der mest er for velbjergede folk. Glistrup sagde offentligt at skattesnydere er en simpel nødvendighed, hvis vores samfund skal fungere.

For det tredje har skattesagen mod Glistrup afsløret en så durkdreven manipulation med skattemæssige fradrag og fiktive posteringer og regnskaber, at den under alle omstændigheder dømmer manden som tilhørende en væsentlig anden moralsk kaliber end den som almindelige borgerlige mennesker tilhører og som Venstre og Konservative fortrinsvis appellerer til.

For det fjerde viste Glistrup under retssagen dyb foragt for retsvæsenet og egentlig juridisk tankegang. Han valgte at køre sagen som et stort propagandanummer og svinede sin egen forsvarsadvokat til.

Hans formulering af partiets program til brug for Folketingets Håndbog viser først og fremmest Glistrup som demagogen der fører sig frem med den ene forenklede og værdiladede, ofte groft udtrykte påstand efter den anden, samtidigt med at han bebrejder andre partier disse ting. Han udtrykker sig med et væld af negativt værdiladede gloser som ikke hører hjemme i den slags oplysende bøger - så som 'skrivebordsbureaukrati', 'gold administration', 'papirvælde', 'tossegod lovgivning', 'barnepigetilsynsfunktion', 'golde refusionsordninger', 'lovforbistring', 'snakke- og ævleindretninger' etc. etc.

Og endelig gælder at han som demagog betjener sig af det udbredte fif at svare på afsløring af en uholdbar påstand med fremsættelse af en ny. Man kan se på manden når demogagoen løber af med missionæren, for hans mundvige krænges ned, og stemmen sætter ekstra trumf på ordene.



Synspunkterne blev naturligvis sendt til Mogens Glistrup, som ligeså selvfølgeligt reagerede med blank afvisning. Skattesagen mod ham kaldte han her som andetssteds 'uretssagen', og han fandt det aldeles fejlagtig at lade den spille nogensomhelst afgørende rolle for, hvordan andre partier vil handle over for Fremskridtspartiet.

Glistrup skrev bl.a. "Ingen har nogen rimelig grund til ikke at stole på vor pålidelighed og troværdighed. Venstre og Konservatives afvisning af Fremskridtspartiet har udelukkende partitaktiske årsager og intet at gøre med mistillid til min person".

Om retssagen: "Fremskridtsbevægelsen med sigte mod folketinget er stiftet 30. januar 1971. Herefter toges skridt til retsforfølgning. Da Fremskridtbevægelsen ikke kunne komme i folketinget på et etableret partis liste, blev Fremskridtpartiet stiftet".

Om skattetænkningen: Jeg har aldrig befattet mig med nogetsomhelst fiktivt, og det jeg har haft med skattefradrag at gøre, er småting sammenlignet med, hvad der er almindeligt i alle danske befolkningslag".

Og endelige generelt om sit folketingsvirke: "Der er ikke nogen anden parlamentariker end mig, som i de sidste 8 år i folketinget har været så konstruktiv til at formulere løsninger."



Specielt om stiftelsen måtte jeg korrigere Glistrup med følgende bemærkninger: "Fremskridtspartiet er stiftet i august-september 1972 efter at der forlængst var taget skridt til retsforfølgning af Dem. - 'Fremskridtsbevægelsen' med eller uden sigte mod Folketinget er ikke stiftet 30. januar 71. for hvis ordet 'stiftelse' skal have nogen mening, må den bestå i en eller anden formel og dokumenterbar handling. Og en sådan foreligger ikke. - Hvad der er foregået i Deres hjerte hin 30. januar er der ikke andre end Dem selv der véd noget om. Og det er i hvert fald ikke udelukket, at der dér opstod anelser/drømme/visioner/forestillinger om en eller anden politisk bevægelse og karriere. Og en sådan bevægelse i hjertet har De naturligis ret til at opfatte som urbegivenheden i 'Fremskridtsbevægelsen', ganske som andre mytologier har deres urbegivenheder. Men det er en subjektiv, personlig, ja, i Deres tilfælde endda rent privat forestilling, eftersom den ikke dengang blev formidlet til andre.

Hverken betegnelsen Fremskridtspartiet eller Fremskridtsbevægelsen blev brugt offentlig eller i private papirer af Dem før langt senere, hvilket tydeligt fremgår af Morten Hahn-Petersens "Historien om et nul". Deres erindring om Focus-udsendelsen og efterspillet svarer jo heller ikke til journalisternes. Jeg har selv fundet endnu et indicium: I folketingets håndbog 1977 og 1979 anførte De i selvbiografien Dem selv som stifter af Fremskridtsbevægelsen i januar 71 og af Fremskridtspartiet i august 1972. Men i håndbogen 1973 og 1975 står der kun 'stifter af Fremskridtspartiet'.

Alt det der med at fremskridtsbevægelsen skulle være startet i januar 1971 er altså kort og godt det vi udenforstående kalder en 'efterrationalisering', som vel endda først for alvor blev lanceret i 1976, jvf. 'Tirret til handling' fra netop dette år." (Citat slut).

Alt i alt kan man ikke komme til andet resultat end at Mogens Glistrup blev ved at jonglere med kendsgerningerne og begreberne - og på intet tidspunkt erkendte at skattesagen mod ham var velbegrundet og retfærdig, og at hans livs store dumhed var for åben skærm at prale med en trækprocent på nul. Med de talegaver han var i besiddelse af, kunne han formentlig sagtens være slået igennem med sit nye parti uden denne tv-provokation, der især forargede den konservative finansminister Poul Møller. Men provokationen medførte retssagen, og Glistrups stiftelse af det nye parti var en reaktion på retssagen og ikke omvendt. Retssagen førte som allerede nævnt til domfældelse og ruin for hans advokatfirma og ham selv. Den store demogagog og provokator blev den store taber. Den højt begavede mand levede fra 1973 på illusioner der støt og roligt udviklede sig til regulære livsløgne.



Skal der drages en lære af Glistrups tragedie, må det derfor være den at dygtige provokatører, demagoger og anarkister kan sætte meget i sving, men at de ikke hører hjemme i parlamentariske forsamlinger som på demokratisk og realpolitisk vis skal finde løsninger på såvel kortsigtede som langsigtede politiske problemer. I parlamenter er der kun brug for ansvarlige politikere der er pålidelige og troværdige og som tør indgå bindende aftaler, selvom de ikke får alle ønsker eller krav opfyldt.

Glistrup og Fremskridtpartiet kan ligesom Erhardt Jacobsen og Centrumdemokraterne og Jens Møller og Christian Christiansen fra Kristeligt Folkeparti (senere Kristdemokraterne) ses som friske pust i gammelpolitikernes altfor stille vande. Sådanne pust er tilsyneladende nødvendige når de etablerede partier ikke selv forstår at noget nyt er i gære. Men hvis de nyopdukkede partier med deres originale ideer ikke formår at gøre sig gældende relativt hurtigt som seriøse, stabile og pålidelige samarbejdspartnere, og de etablerede partier til gengæld efterhånden vælger nye veje, så fordufter de nye partiers berettigelse som dug for dagen.

De kan i bedste fald se tilbage på deres storhedstid som væsentlige for fornyelsen, men de får ikke altid ære efter fortjeneste. Og som man fornylig har set det med Ny Alliance er der undertiden kort vej fra stort og pludseligt gennembrud til uoprettelig nedtur. Det bekræfter så at sige kun Paul Johnsons 'lov om utilsigtede virkninger': ethvert politisk initiativ har ved siden af tilsigtede virkninger altid også utilsigtede virkninger - og de sidste er bestemt ikke altid behagelige!

Alle der har oplevet Mogens Glistrup på skærmen - eller fx i valgduel med Preben Møller Hansen i Falkonercentret - glemmer ham aldrig. Men Bo Bojesens karikaturtegning af ham som pauseklovn i den politiske manege er heller ikke til at svede ud. Glistrup var et taknemmeligt offer for karikaturtegnerne, men han var sandelig heller ikke fri for selv at lægge op til karikeringen. Og det er ikke altid et plus.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Litteratur:

Morten Hahn-Pedersen: Historien om et nul. Mogens Glistrup og fremskridtsbevægelsen 1971-73.
(Odense Universitetsforlag. 1981)

Relevante artikler på Jernesalt:

J.O. Krag
Aksel Larsen
Brudstykker af dramaet 'Latterkoncilet'
Ungdomsoprøret 1968
Den herskende klasse efter 1970



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal