Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel54socdem

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.5.08.


Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater

af Jens Vrængmose

Så er den der igen, den besynderlige, men åbenbart uudryddelige vrangforestilling om at flertallet af danskere i virkeligheden inderst inde er socialdemokrater, selvom mange af dem vitterligt stemmer borgerligt og har holdt borgerlige regeringer ved magten i 1980'erne og nu efter 2001.

Sidst var det daværende chefredaktør Erik Meier Carlsen der luftede påstanden i BT, og nu er det Politikens journalist Katrine Raahauge Nygaard der i et interview med religionssociologen Margit Warburg stikker denne påstanden i skoene, selvom Warburgs mening faktisk er langt mere nuancerert (det vender vi tilbage til). For Politiken er det et problem at socialdemokraterne ikke længere er Danmarks største parti, men siden 2001 har været overhalet af Venstre og i meningsmålingerne på det sidste også flere gange af SF.

Det besynderlige i påstanden ligger i at kendsgerningerne ikke rigtigt vil trænge ind. Socialdemokraterne har ikke blot lidt nederlag til Venstre i 2001, 2005 og 2007, men har måttet skifte formand på grund af disse valgnederlag. Ved valget i 2007 opnåede partiet under Helle Thorning-Schmidt det hidtil dårligeste resultat siden 1926. Siden er de gået yderligere tilbage i meningsmålingerne og har været helt nede på omkring de 20 %, som det fremstormende SF under Villy Søvndal også har kunnet mønstre enkelte gange.

Så enten må de postulerende journalister mene at det at være socialdemokrater i hjertet er noget helt andet end at stemme på partiet, for slet ikke at tale om at være medlem af partiet. Eller også må de rende rundt og tro at folk ikke aner hvad de i virkeligheden er og derfor stemmer tilfældigt, dvs efter pludselige og uforklarlige indskydelser når de står i stemmeboksen.



Som garvet iagttager af det politiske spil gennem fem-seks årtier kan jeg betro analytikerne at folk som flest udmærket ved hvad de stemmer om, men at flertallet af dem i dag ikke har samme tilhørsforhold til socialdemokraterne som flertallet af arbejdere og funktionærer tidligere havde, og at dette igen ikke skyldes uvidenhed, utaknemmelighed eller troløshed, men den simple kendsgerning at tiderne har ændret sig markant.

For at sige det ligeud, så er det danske samfund i dag ikke længere et klassesamfund og klassekampen ikke længere den væsentlige sociale og økonomiske drivkraft. Og kun folk der tror dette, kan se noget mærkværdigt i det forhold at socialdemokraterne ikke længere er det selvfølgelige primære partivalg for flertallet af almindelige velfærdsdanskere der ikke ligefrem ønsker revolution.

Sagen er nemlig at velfærdssamfundet aldeles ikke er skabt af socialdemokraterne, men af den økonomiske vækst som i høj grad bygger på liberale ideer der fremmer frihed og ulighed. Socialdemokraterne har altså intet objektivt grundlag for at hævde et monopol på velfærdssamfundet, selvom de selv tror det. Derfor oplever Europa flere steder lige præcis den udvikling der indebærer at politikerne betræder den tredje vej.



Hele historien skal ikke oprulles i detaljer på dette sted, men det skal lige slås fast, at væksten i Europa efter anden verdenskrigs katastrofe ikke mindst skyldtes den amerikanske Marshall-hjælp, og at det var det vesttyske Wirtschaftswunder under den urokkelige borgerlige kansler Konrad Adenauer og hans økonomiminister Ludwig Erhard der trak læsset. Velstandsstigningen indebar bl.a. den voldsomme uddannelseseksplosion der førte til det Studenteroprør i 1968 vi mindes i disse dage og som i forbindelse med det generelle ungdomsoprør betød brud med mange gamle forestillinger og autoriteter og - skabelsen af nye som yngre generationer nu har fornøjelsen at gøre oprør imod.

Herhjemme eksperimenteredes der desuden i 1966/67 med et 'Rødt Kabinet' af Krags socialdemokrati og Aksel Larsens SF som endte med et valg der førte til en regering hvor de radikale under Hilmar Baunsgaard for første gang i deres historie indgik regeringssamarbejde med Venstre og Konservative. Men regeringen så ikke i tide farerne ved udvidelsen af den offentlige sektor. Krag generobrede i 1971 med nød og næppe, dvs med et par nordatlantiske mandater, regeringsmagten og fik Danmark med i EF. Men han overlod efter folkeafstemningen i oktober 1972 overraskende magten til den sympatiske formand for Arbejdsmændenes Fagforbund, Anker Jørgensen, og han havde ikke format til at klare ærterne. Det store problem var nemlig den kolossale ekspansion af den offentlige sektor med tilhørende eksplosion af beskatningen. Jørgen S. Dich advarede mod den nye 'herskende klasse'. Folketingsvalget i 1973 var en katastrofe for både socialdemokratiet og de gamle borgerlige partier. Socialdemokratiet blev splittet af Gladsaxes dygtige socialdemokratiske borgmester Erhardt Jacobsens Centrumdemokrater der med held appellerede til gode socialdemokratiske parcelhus- og bilejere, og Fremskridtspartiet under den rebelske skatte- og indvandrerhader Mogens Glistrup kom i tinget med 15,9 % af vælgerne bag sig, og hver femte af dem var tidligere socialdemokrater.

I 1970'erne var der forsøg med både en ren Venstreregering under Hartling og en SV-regering under Anker Jørgensen og Henning Christophersen. Men i 1982 gav Jørgensen definitivt op, og fra 1982 til 1993 var der flere brogede borgerlige regeringer under Poul Schlüter der til sidst måtte bide i græsset på grund af en tåbelig Tamil-sag. I mellemtiden var Svend Auken skiftet ud med Poul Nyrup Rasmussen som socialdemokraternes formand, og denne fik chancen fra 1993 til 2001. I 1998 var han lige ved at tabe, men reddede regeringen ved hjælp af et nordatlantisk mandat. I 2001 tabte han imidlertid på grund af udlændingepolitiken. Anders Fogh Rasmussen dannede VK-regeringen der fik loyal støtte af Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard, og Fogh kunne åbne det nye borgerlige bal med en erklæring om klassekampens død.



Fogh lavede kunststykket at gå den tredje vej ligesom Tony Blair i Storbritannien. Han havde klart indset at denne vej ikke er en socialdemokratisk vej med liberalt tilsnit, men en decideret midterpolitik der har både sociale og liberale elementer. Den kan derfor tiltrække alle velfærdsdanskere der foretrækker reformer fremfor revolutionære eksperimenter og som desuden ønsker både en god og velfungerende offentlig sektor og en begrænsning af skatterne.

Fogh har haft god politisk fornemmelse for befolkningens ønsker og - i hvert fald indtil for nylig - også haft en sikker hånd i regeringsledelsen, men han har hverken formået at give sit partis valg af den tredje vej en dyberegående teoretisk forklaring eller afklaret partiets forhold til grundmodsætningen mellem friheds- og lighedsprincippet. Og han har desuden ikke formået at skabe et debatklima i sit eget parti som har kunnet udvikle nye tanker og nye ledere. Han ville efter al sandsynlighed kunne vinde et folketingsvalg mere, men han har svækket sin position fordi alle går ud fra at han stiler efter en toppost i EU.

Socialdemokraternes store problem er at de indtil videre ikke har kunnet udnytte regeringens svagheder og ikke har kunnet opstille et troværdigt alternativ i samarbejde med SF og de radikale. SF er blevet den store udfordring, fordi Villy Søvndal har vist sig at være en formand med stor politisk tæft og tiltrækningskraft. Han stiler åbenlyst efter et regeringssamarbejde med socialdemokraterne, men derved øger han kun socialdemokraternes frustration, for de ved udmærket godt at de ikke vil kunne danne regering uden hjælp fra de radikale. Og de radikale betragter ikke SF som et ansvarligt eller regeringsdueligt parti.

For landet som helhed skal man ikke begræde situationen. Forlader Anders Fogh Rasmussen dansk politik i løbet af et år eller to, bliver den partipolitiske konkurrence meget åben. En økonomisk nedtur vil - selv i begrænset målestok - give nye udfordringer. Demokratisk set er det altid bedst at regeringsmagten går på omgang med passende mellemrum. Men klassekampen vender ikke tilbage. Der er reelt ikke noget alternativ til 'Den tredje vej' - så kan man iøvrigt kalde den hvad man vil. Spørgsmålet bliver kun hvem der skal administrere den efter Fogh. Valget står ikke mellem liberalister og socialister, men mellem partier/partiledere der lægger størst vægt på det liberale element eller frihedsprincippet og på den anden side dem der lægger størst vægt på det sociale element eller lighed/trygheds-princippet. Den aktuelle arbejdskonflikt inden for den offentlige sektor viser lidt om problemernes omfang. Gøres alt til lønkrav, undergraves den offentlige sektor, fordi ressourcerne er begrænsede. Såvel hårde prioriteringer i styringen af den offentlige sektor som en realitetssans hos de ansatte der drejer fokus væk fra lønnen og over på gerningen eller 'kaldet' bliver nødvendige.

Det gode i denne situation er at intet parti har patent på velfærden. Den er blevet alle partiers og alle borgeres fundament, ansvar og udfordring. For vi befinder os stort set allesammen på den politiske midte. Vi ønsker såvel en god offentlig sektor, tryghed og fællesskab som en individuel frihed der sikrer kreativitet, vækst og mangfoldighed. Men frem for alt ønsker vi det sekulære demokrati bevaret, herunder også den sammenhængskraft i samfundet som knytter sig til en etisk forpligtelse til fællesskab.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Den herskende klasse efter 1970
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)

Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
S for skæg, selvmord eller hvad?  (28.4.06.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
'Det Røde Kabinet' eller 'Latterkoncilet'

Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)



Jens Vrængmoses rubrik

Se også Værdimanifestets afsnit om:  Politikken  (lange version)

med underafsnit om blandt andet: Liberalisme contra socialisme, Socialliberalismen som kompromis, Komplementaritetssynspunktet, Den offentlige sektors problematik og Velfærdssamfundets uangribelighed.

Eller se den korte version af Værdimanifestet  Klik  med  Sagregister.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal