Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - VK-regeringen - status juni02

ARTIKEL FRA JERNESALT  9.6.02


VK-regeringens første halvår

Blokpolitik eller hvad?

Det var unægteligt en bemærkelsesværdig sejr de borgerlige partier vandt ved Folketingsvalget den 20. november. Med Venstres 56 mandater, Dansk Folkepartis 22 og de Konservatives 16 plus Kristeligt Folkepartis 4 var der etableret et solidt flertal med 98 mandater mod oppositionens 77. Og til det bemærkelsesværdige hørte også, at Centrumdemokraterne gled helt ud af tinget, og at Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten ikke fik gavn af socialdemokraternes store mandattab.

Resultatet efterlod ingen tvivl om, at vælgerne var blevet godt trætte af socialdemokratiet og Poul Nyrop Rasmussen og ønskede en fornyelse i dansk politik med Venstres formand Anders Fogh Rasmussen i spidsen for en borgerlig regering. Han fik personligt et meget flot valg i Københavns Amt.

Fogh Rasmussen sagde da også ved åbningstalen i Folketinget den 4. december, at vælgerne ved dette valg havde udtrykt krav om nye mål for det danske samfund, og at valget var et historisk opgør med klassekampen og den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre.

Nu bliver der naturligvis aldrig enighed blandt politikerne om begreber som klassekamp, højre, venstre eller borgerlig og socialistisk, men ubestrideligt er, at der ligesom ved valget i 1973 skete et så markant opbrud af vælgere fra socialdemokratiet til Venstre og Dansk Folkeparti, at man skal være ualmindelig fastlåst i gammel terminologi, hvis man vil opfatte skredet som udtryk for vælgernes skift fra en klasse til en anden. Både i 1973 og nu i 2001 viste vælgeranalyser klart, at hhv. det daværende Fremskridtsparti og det nuværende Dansk Folkeparti fik tilslutning fra 20-25 % af ganske almindelige, jævne danske arbejdere og funktionærer.

Jeg har på min væg hængende originaltegningen af Bo Bojesen fra 20.6.75, der viser en veltilfreds Mogens Glistrup på den ene side af fanen med "Frihed - Lighed - Broderskab" og vrede Knud Jespersen, Gert Petersen og Erik Sigsgård på den anden side og med betuttede Anker Jørgensen i midten. ‘Femte kolonne' kaldte Bo Bojesen tegningen. Det var den for venstrefløjen så bitre sandhed som ingen hetz og ingen æg mod Glistrup kunne bortforklare. Glistrup havde vundet hver femte arbejderstemme.



Venstrefløjen og socialdemokratiet kan lige så lidt i dag bortforklare den bitre sandhed om Pia Kjærsgårds indhug i deres vælgere. Hun appellerede med held til ganske almindelige mennesker, der på ingen måde var rigere eller bedre stillet end den typiske socialdemokrat, men som tværtimod lige som denne havde noget imod de konstant stigende udgifter til den offentlige sektor og samtidig noget imod en indvandring af mennesker der direkte og indirekte truer danskheden.

Opbruddet blandt vælgerne skyldtes udover en simpel træthed ved tanken om Poul Nyrop Rasmussens fortsatte lederskab og hans lidet troværdige stil og politik ønsket om en ny politik der lagde vægt på andre værdier i samfundet end dem socialdemokraterne typisk lægger vægt på og som i uhyggelig høj grad er blevet synonyme med en stor og stadigt voksende offentlig sektor og hertil svarende støt stigende offentlige udgifter.

Ingen ønsker velfærdsstaten afskaffet. Den er så bredt og positivt defineret og opfattet, at det er halsløs gerning for et politisk parti at gå imod den. I sin nytårstale sagde statsministeren derfor heller ikke nogetsomhelst om, at den skulle afvikles, men tværtimod at den skulle udvikles til et moderne velfærdssamfund. Men det centrale er, at velfærdsstaten på ingen måde er eller må blive identisk med en stat, hvor den offentlige sektor er totaltdominerende og med sine indbyggede tendenser til stadig udvidelse af sine tjenesteydelser og dermed også af sit personaleforbrug i stadig højere grad beskatningsmæssigt belaster såvel private mennesker som den private sektor. Den er tværtimod afhængig af en velfungerende, vareproducerende privat sektor. Den nye regering har derfor sat sig for at udvikle og forstærke investeringer i landet, ja "sætte turbo på at skabe de stærkest muligt forudsætninger for erhvervslivet i Danmark", herunder forstærke forskningen.

Ved halvårsdagen for regeringens dannelse kunne Anders Fogh Rasmussen og adskillige kommentatorer konstatere, at Venstres og Konservatives valgløfter stort set var gennemført, herunder det mest omdiskuterede af dem alle, det meget bastante skattestop. Men også frit sygehusvalg, frit valg af hjemmehjælp, et års fleksibel barselsorlov, en strammere udlændingepolitik og skærpede straffe for vold og voldtægt hører med til indfrielserne. Regeringen har så at sige skaffet sig rent bord, så den nu kan sætte alle kræfter ind på at løse de store opgaver der er forbundet med overtagelsen af formandsskabet for EU pr. 1. juli.

Men uden skrammer er regeringen nu ikke kommet igennem dette første halve år. Kirkeminister Tove Fergo trådte som den allerførste i spinaten med negative udtalelser om bispekollegiet. Finansminister Thor Pedersen måtte på den ham påtvungne, alt for korte frist styre sin første finanslov igennem med så hård hånd, at det gik ud over finjustering og skønsomhed. Han blev endog bebrejdet at han under forhandlingerne glemte at tage regeringspartiernes egne medlemmer i ed. Forsvarsminister Jensbye tacklede balladen omkring afskedsreceptionen for forsvarschef Hvidt på en kluntet måde, der grundigt svækkede hans tillid i forsvaret. Arbejdsminister Hjort Frederiksen havde ikke held til at få fagbevægelsen til selv at bløde op i de utidssvarende restriktioner for deltidsarbejde, men måtte lovgive sig igennem med Dansk Folkepartis hjælp. Og integrationsminister Bertel Haarder måtte ligeledes renoncere på bredt forlig om udlændingepakken, selvom den faktisk imødekom mange af de ønsker som store dele af socialdemokratiet inderst inde har.

Flest skrammer har kulturminister Brian Mikkelsen dog fået, fordi han har lagt sig ud med store dele af dansk kulturliv. Han startede med en uklog ændring af reglerne for biblioteksafgift til forfatterne, en fuldstændigt tåbelig plan om flytning af Rigsarkivet til Odense og sidst et smalt forlig om et medieudspil. Biblioteksafgiften skulle han bare have sat de 15 % generelt ned som besparelserne på ministeriets budget indebar, men han valgte at lave ordningen om uden forhåndsforhandling med forfatterne. Rigsarkivets alt for store og kostbare projekt i Ørestaden blev klogeligt bremset, men Brian Mikkelsen valgte herefter at flytte arkivet væk fra hovedstaden, hvor det ellers hører hjemme, fordi det er et rigsarkiv og ikke et landsdelsarkiv. Det ligger udmærket, hvor det ligger; det kan sagtens lade sig gøre at udvide lagermagasinerne i Glostrup eller omegn hen ad vejen uden budgetsprængende udgifter, og det kunne endda lade sig gøre at placere det på den gamle B&W grund uden større udgifter end projektet i Odense. Endelig valgte Brian Mikkelsen at få sit medieudspil igennem uden tilslutning fra Radikale, Kristeligt Folkeparti og Socialdemokratiet, skønt et bredt forlig er at foretrække, fordi det så er garanteret holdbarhed ud over en enkelt valgperiode. Ministeren har da ret i, at en regering må have lov til at føre sin politik igennem med de partier der vil tilslutte sig, og han har formentlig også ret i, at de radikale og de kristelige begik den fejl at indgå musketered med socialdemokratiet om at stå sammen. Men han har ikke ret i, at kvaliteten er sikret med en privatisering af TV2. Han indlader sig i den forbindelse end ikke på en nærmere definering af begrebet ‘kvalitet', som han ellers havde chancen for i samtalen med Claus Hagen Petersen på Deadline 7. juni. Han er så naiv, at han går ud fra, at kvalitet kan sikres gennem privatisering, og det gælder uden tvivl også, når vi taler om normal vareproduktion, men aldrig når vi taler om kultur. Medieloven vil forringe TV2's muligheder for at holde kvaliteten. Men Brian Mikkelsen kører arrogant videre hen over hovedet på alle der har gode og fornuftige indvendinger mod hans politik.

Der er altså tilsyneladende en lille basis for at tale om en slags blokpolitik, således som Hendes Majestæts Ærede Opposition allerede har gjort sig til vane. Men også kun en lille basis, for afgørelser af den art er og vil altid være et spørgsmål om ord.

Regeringen er ubetinget i sin gode ret til at gennemføre den politik den fremlagde i valgprogrammet, i åbningstalen og i konkrete lovforslag med det flertal den kan skaffe sig. Og da det i vid udstrækning vil sige med Dansk Folkeparti, er der intet odiøst i at bruge Dansk Folkepartis mandater til formålet. Statsministeren kan også med rette hævde - som han gjorde ved afslutningsdebatten i Folketinget den 30. maj, at regeringen har lagt op til bredt samarbejde, og at det i vidt omfang er lykkedes. Men selvom Vorherre ifølge B.S. Ingemann ser på viljen, når folks private gerninger skal bedømmes, så gælder noget andet i politik. Oppositionen slog ved statsministerens ord en hånlatter op, som man vist skal mange år tilbage i tiden for at finde fortilfælde til. Den vil uden tvivl blive husket - og så kan oppositionen såmænd selv regne ud om det bliver for det gode eller det onde. Oppositionens tilhængere vil le med, men dens modstandere vil græde på demokratiets vegne eller måske få bekræftet, at oppositionen er uansvarlig ved at vælge en form for tilkendegivelse af dens mening som strider fundamentalt imod samarbejdets ånd.

Det er med andre ord ikke regeringen der har valgt nogen form for blokpolitik, men en opposition, der fortsat nægter at indse, at vi har fået nye tider, en ny regering og ny vilje til at bryde langsigtet med årtiers manglende evne og vilje til at omvurdere og omdefinere velfærdsstaten. Hvis oppositionen ikke vil være med, men vil foretrække at føre blokpolitik, så den om det. Regeringen er forpligtet på sine valgløfter og valgprogram på at gennemføre en ny politik, som vil forny velfærdsstaten, men ikke er vendt mod bestemte grupper eller klasser, men tværtimod sikrer såvel de svage, de udsatte og de ældre som arbejdstagere, erhvervsliv og forskning.

Klassekampen er forbi i Danmark og har været det længe. Forestillingerne om den trives stadigvæk i fagforeninger og andre socialromantiske kredse, men socialisten Jørgen S. Dich havde fuldstændigt ret i, da han allerede i 1973 i sin kritiske analyse af den sociale udbytning påpegede, at den gamle klassekamp var ophævet, fordi den nye ‘herskende klasse' ikke var hverken rige bønder, rige industrimagnater eller børsspekulanter (og professionelle foldboldspillere, kunne man tilføje i dag), men de offentligt ansatte og deres organisationer. Den offentlige sektor blev som følge af momsens indførelse i 1967 på få år udvidet til det mangedobbelte. Alt skete så hurtigt, at VKR-regeringen fra 1968-71 var tre år om at opdage det - og aldrig kom sig over chokket. Problemet er ikke, at der i det moderne samfund findes en velfungerende offentlig sektor, men at de ansatte i den er blevet en slags bagstræberisk klasse, der er utilbøjelige til at opgive deres privilegier og utroligt træge til at tilpasse sig nye vilkår og målsætninger. Der kan ikke sættes nøjagtige tal på, hvor stor den offentlige sektor må være, før det begynder at gå skævt, ligesom der heller ikke kan sættes nøjagtige tal på, hvor høj beskatningen må være, men når trægheden i omstillingen bliver for stor, og når privilegierne i systemet bliver for generende, så er det på tide at indse, at noget må gøres.

De to midler der her bliver centrale er privatiseringen og prioriteringen.

Privatiseringen har sine gode og sine mindre gode sider, men generelt gælder, at jo mere der kan privatiseres med hensyn til egentlige vare- og serviceydelser, jo bedre, for jo større bliver ansvaret for resultatet i alle led. Og ansvarlighed kan der aldrig komme nok af. Men som nævnt med hensyn til TV2 er der områder, hvor privatisering ikke sikrer kvaliteten, og dér bør den naturligvis ikke være et mål. Privatiseringen er dog kommet for at blive, og vil uden tvivl blive mere og mere udbredt i de kommende år, fordi den er nødvendig.

Prioriteringen vil derimod nok blive det allerstørste problem fremover, fordi det er umådeligt svært for regeringer, amtsråd og kommunalbestyrelser virkeligt til bunds at erkende og tage til følge, at ressourcerne er begrænsede, og at det følgelig er umuligt at opfylde alle ønsker og forventninger. Eksempelvis kan regeringen ‘sagtens' med penge i hånden opfylde sit løfte om at formindske hospitalernes ventelister, men det kan ikke ske uden at man flytter problemet et andet sted hen i sygehusvæsenet. Penge kan nemlig ikke trylle flere læger og sygeplejersker op af jorden på en studs.

Kunsten at prioritere forudsætter kunsten at 'posterioritere' (sætte bagest), som organisationsguruen Peter F. Drucker engang pointerede. Det gælder helt banalt, når den enkelte organisationsleder skal prioritere sine og sin organisations opgaver. De vigtigste kommer øverst på listen, andre nederst og nogle midt imellem. Det Drucker siger til lederne er, at de opgaver der havner nederst på listen, de skal kort og godt slettes af listen, for dem når man aldrig - og man opnår kun at have konstant dårlig samvittighed eller få stress af at have dem stående på listen til evig påmindelse om, hvad man ikke har nået. Væk med dem. Det er noget enhver der stiller sig selv mange opgaver har gavn af at lære.

Men for det offentlige gælder, at kunsten at posterioritere slet ikke er anerkendt, og at det vil være forbundet med den allerstørste risiko overhovedet at nævne denne vigtige kunstart i offentlig sammenhæng. Der prioriteres faktisk alle steder i den offentlige sektor, og der posterioriteres også reelt mange steder. Men altid i det skjulte. Gud nåde og trøste nemlig den overlæge eller sygehusdirektør der tør stå offentligt frem og sige, at den og den slags patienter er så håbløse tilfælde, at de altid kommer bagest i køen - og reelt bliver opgivet. En sådan overlæge eller direktør vil nemlig hurtigt komme på forsiden af Ekstrabladet - og så er fanden som bekendt løs. Men så hårdt det end kan lyde, så må det i fremtiden blive almindeligt at acceptere, at visse specielle patientgrupper (eksempelvis storrygere) må henvises til private hospitaler, hvis de vil hjælpes, og at de selv må betale for behandlingen, gerne med forsikringsmidler naturligvis. Men ikke på det offentliges bekostning.

Blokpolitik eller ej? Klassekamp eller ej?

Velfærdsstaten skal tilpasses nye tider og nye udfordringer - og det kommer ikke til at foregå uden slagsmål mellem interessenterne. Men man kunne vinde meget, hvis man turde tage det skridt at sætte sig for at lære kunsten at posterioritere og få kunsten indført på alle niveauer i den offentlige sektor og blandt politikere, Så i hvert fald alt narrespil forsvinder..

Men fremfor alt gælder det for den borgerlige regering at stå fast på det program den er blevet valgt på, og som det vil kræve et meget langt og sejt træk at få gennemført som tænkt.



Læs også artiklen fra 16.8.02. om   Dansk politik under forvandling



Til toppen    Til forsiden    Printversion

utils postfix clean
utils postfix normal