Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel79betalring

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.2.12.


Farcen om betalingsringen

af Jens Vrængmose

Regeringen har det ikke godt. Den er kommet så dårligt fra starten af sin regeringsperiode at den allerede 4½ måned efter dannelsen ser splittet og sønderrevet ud og er blevet et taknemmeligt offer for karikaturtegnerne. Den har nærmest kun statsminister Helle Thorning-Schmidts og udenrigsminister Villy Søvndals konsekvent smilende udtryk og optimistiske vurderinger at give tilbage på den hårde kritik fra såvel medier, vælgere og opposition som eget bagland. Det lykkedes at vinde valget i september på store løfter især fra S' og SF's 'Fair løsning'-utopi; det tog de tre regeringspartier 14 dage at nå frem til et lidt mere konkret regeringsgrundlag som også Det radikale Venstre kunne stå inde for, men derefter er det gået fra løftebrud til løftebrud eller - om man vil forskønne ordene - fra store optimistiske og upræcise overbud til det realpolitisk muliges mere jordnære kunst.

Som det hedder i en avisoverskrift onsdag morgen, så ville Thorning i løbet af dagen opgive prestigeprojektet og "sende trængslen i udvalg". Den allerede i 'Fair Forandring' fra 2009 nævnte betalingsring (som led i en skattereform) og i 'Fair Løsning' fra 2011 gentagne og op til valget konkretiserede betalingsring er definitivt droppet som følge af massiv modstand fra Helle Thornings eget bagland, herunder såvel S-borgmestrene fra Vestegnen som mange fagforbund som netop omfatter og forstår de mange pendleres interesser. Eksperter har i høj grad rejst tvivl om effekten af en betalingsring, dvs om den overhovedet vil mindske trængslen i København mærkbart. Det mest sandsynlige synes at være at betalingsringen ikke for alvor ville mindske forureningen i Hovedstadens centrum. Men det helt umulige problem har været at finde en nogenlunde rimelig og retfærdig ordning der ikke rammer pendlere som skal på arbejde i København unødigt hårdt, fx hvis de tilfældigvis bor 50 meter på den forkerte side af ringen. Og hertil kommer at alt tyder på at en eventuel betalingsring (der tidligst ville kunne etableres fra 2013) ikke ville kunne give de 2 mia i årlig indtægt som SF har kalkuleret med, fordi det ville kræve en uacceptabel afgift på henimod 40 kr. for passage hver vej.

I første omgang prøver man at mindske trængslen i København ved at sænke priserne på kollektiv trafik, vel at mærke i hele landet. Det lyder ulogisk, og har da også straks kaldt kritikken frem i Københavns kommune, hvor man nu vil have lov til at forhøje parkeringsafgifterne. Og rigtigt er i hvert fald at man kun ville kunne mindske trængslen i København, hvis man fik en meget stor del af bilisterne til at lade bilen stå og tage den offentlige trafik. Men her synes alle undersøgelser at vise, at det slet ikke hjælper med små nedsættelser på billetterne. Den konkrete halve mia til formålet vil jævnt fordelt på hele landet kun give en nedsættelse på ca. 7 % - som skal sammenlignes med det løfte på 40 procent SF gik til valg på. Og 7 % forslår som en skrædder i helvede. Formentlig vil der i de kommende år blive bygget flere parkeringspladser ved S-stationerne i Københavnsområdet, og det ville være godt i sig selv for os der bor i Hovedstaden, men det er heller ikke noget der for alvor fjerner pendlerne fra indfaldsvejene. De måler nemlig først og fremmest deres valgmuligheder på den tid det tager at komme frem og tilbage - og flere parkeringspladser uden for København og nedsatte billetpriser betyder i denne sammenhæng mindre.

Nu vil man så undersøge andre muligheder for at mindske trængslen, herunder et eller andet GPS-baseret betalingssystem, og det sætter man så en kommission til - og de har det som bekendt med at komme med planer der nok er gennemtænkte og ser fornuftige ud på papiret, men bare ikke politisk er i stand til at samle flertal. Også intelligent styring af trafiklys har været nævnt som mulighed, men som en trafikforsker har sagt, så har en sådan samme virkning som at udvide vejnettet: Trafikken kommer til at glide bedre, men det betyder i næste omgang automatisk flere biler. Og så er man lige vidt. En havnetunnel er efterhånden blevet for dyr, men ville i det mindste have ledt trafikken uden om City frem til den fortsat smalle flaskehals ved Lyngbyvejen. I andre hovedstæder som Berlin og Paris har man store tunneller under gennemgående færdselsårer, men også det synes at være en forspildt mulighed i København. Byen må åbenbart leve med trængslen og forureningen. Så det billigste og mest effektive bliver nok at udlevere masker til alle.



Hele farcen omkring betalingsringen har ramt både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti og de to partiers ledere hårdt. Helle Thorning kan nok så meget rose sig selv af at hun har erkendt at ringen var en dårlig idé, og Villy Søvndal kan lige så meget han vil se det som en sejr eller gevinst at der nu kommer en beskeden nedsættelse af billetpriserne for den kollektive trafik. Men det er og bliver et kæmpenederlag for dem begge, at de ikke langt hurtigere tog den rejste kritik til følge og drog den simple slutning at projektet måtte opgives. Nu opgav de den først efter hård kamp - og vil givetvis miste vælgere på det.

Helle Thorning har fået kernevælgere fra Vestegnen og almindelige fagforbund imod sig, ligesom i sin tid Anker Jørgensen da han generede Erhard Jacobsens socialdemokratiske vælgere i begyndelsen af 1970'erne. Hun tror hun kan klare sig igennem til næste valg på smil og positive udtalelser samt gode manerer ved de traditionelle møder med fremmede regeringsledere. Men hun har demonstreret utrolig svag ledelse af regeringen, fordi hun ikke i tide greb ind og fik standset den interne og meget tillidsskadende kamp mellem S og SF. Og det er jo ikke første gang. Hun har tværtimod vist svag ledelser hele vejen igennem det hidtidige regeringsforløb. Det har hun også gjort i EU-sammenhæng, hvor hun blot blåstempler hvad Barroso og Merkel helst vil.

Villy Søvndal har smilende erkendt at han ikke har kunnet fået opfyldt SF's store drøm om betalingsring og kraftig nedsættelse af billetpriserne for den kollektive trafik, men dog fået et par godbidder. Han lod Thor Möger tage det hårde tovtrækkeri med finansminister Bjarne Corydon og den efterfølgende hårde kritik på et SF-møde på Amager. Men Søvndal har ikke indset at han grundlæggende tog fuldstændigt fejl i sin bedømmelse af hvor påvirkelig statsministeren var over for kritikken fra Vestegnen. Hans politiske dømmekraft er i allerhøjeste grad blevet udstillet som yderst svag. Det står mere og mere klart at Søvndal før valget godkendte et fælles udspil med S uden at have forudset eller gennemdrøftet mulige stridsemner eller fataliteter. Nøjagtigt som Aksel Larsen sin tid gjorde i forhandlingerne med J.O. Krag.



Hertil kommer imidlertid det punkt hvor både S og SF har taget fundamentalt fejl, nemlig at der her i landet er så mange bilister i stort set alle samfundsklasser og alle partier, at politikerne lige så lidt kan tillade sig at genere dem på levebrødet og de daglige rutiner som de kan gøre det hvad angår boligbeskatningen eller efterlønnen. Igen kan man ikke undgå at tænke på vælgeroprøret og stemmeskredet i 1973, der ramte alle de daværende etablerede partier og først og fremmest ud af den blå luft skabte Centrumdemokraterne under den hidtidige socialdemokratiske og meget populære Gladsaxe-borgmester og Fremskridtspartiet under den provokerende og originale skattemodstander Mogens Glistrup, som viste sig at kunne tiltrække en femtedel af arbejderklassens traditionelle vælgere. Allerede dengang var der tale om at flere og flere såkaldt almindelige vælgere åbenlyst så stort på klassekampen og trak mod den borgerlige midte. De var i vid udstrækning blevet ganske vellønnede fagfolk eller funktionærer med parcelhus, bil, sommerhus og charterrejser. De var alt andet end oprørske over for samfundet - og de blev derfor ugleset og forhånet af venstrefløjen som småborgerligt tænkende mennesker der kun tænkte på sig selv og deres hygge, men vendte al revolution ryggen. De er siden blevet flere i tal - og hånes stadig af venstrefløjen som indskrænkede småborgere (jf. en bog af Jørgen Øllgaard som jeg skal vende tilbage til). Overordentligt mange af dem stemmer på blå blok - og vælger kun periodevis rød blok, når de bliver trætte af en borgerlig regering.

Det er reelt et sandt sundhedstegn ved dansk demokrati at mange vælgere skifter side med mellemrum, men det er tegn på meget ringe realitetssans at socialdemokraterne har store problemer med at acceptere forholdet - og Socialistisk Folkeparti endda direkte uvilje mod det. At Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal personligt har nøjedes med at udnytte den voksende træthed med VK-regeringen frem til valget i 2011 optimalt ved at skrue op for den varme valgreklameluft, afslører hvad der er galt. Ingen af dem tænker dybt, originalt eller ambitiøst på et realistisk grundlag. De vandt valget, fordi de daværende regeringspartier heller ikke tænkte dybt og originalt, og dette får så den umiddelbare gode konsekvens at regeringsmagten skifter med medfølgende udskiftninger af dele af embedsmandskorpset. Planer eller løse ideer om store reformer skorter det naturligvis ikke på. Men evnen og viljen til at gøre en forskel er ringe.



I denne situation kommer mange gode råd fra kommentatorer der principielt holder med venstrefløjen, men kun kan se at den nuværende regering klarer sig elendigt. Politikens Mette Østergaard lægger ikke skjul på at regeringen er svag og derfor nu vil komme til at betale en endnu højere pris for sine reformer, hvad enten disse skal trækkes igennem med Enhedslistens hjælp eller med den borgerlige oppositions. Det værste er at regeringens partier skændes indbyrdes, for "en regering som bliver ved med at skændes internt, har ikke styrke til at kæmpe sit bedste i en forhandlingssituation", siger hun meget rigtig, og hendes sluttelige vurdering er at mistillinden inden for regeringen er så gennemtrængende at partierne skal tage sig gevaldigt sammen, hvis de skal vende de seneste ugers forløb til en konstruktiv læreproces der kan gøre fremtiden lettere.

Og samme dagblads Kristian Madsen, der også var i Deadline tirsdag aften, taler ligefrem om af SF's famlende start truer Søvndals projekt. Partiet har mistet sin klare profil og er faldet igennem på personalesiden. Men "måske er den totale ydmygelse i eventyret om betalingsringen en mulighed for at trykke på reset-knappen og genstarte SF som regeringsparti med de sidste måneders dyrekøbte erfaringer in mente. Det kræver en ændring i både partiets strategi og ledelse", gør han gældende. Og med hensyn til partiets ledelse hedder det, at Villy Søvndal er nødt til at overveje sin egen rolle. SF skal specifikt passe på at de - modsat Dansk Folkeparti - ikke ender i rollen som et de facto støtteparti der blot får lov at køre i ministerbiler men ingen indflydelse har. Og så kommer det klare budskab: "Hvis SF i panisk angst for Enhedslisten reducerer regeringssamarbejdet til en permanen forhandling fra sag til sag i stedet for et værdifællesskab, vil de blive tvunget til at forlade regeringen og vende hjem til hængekøjen."

Problemet er den fundamentale mangel på lederskab i begge partier. Hverken Helle Thorning eller Villy Søvndal har hidtil dokumenteret nogen som helst anden ambition end den at vinde regeringsmagten, og dette er kommet i stand takket være vælgernes træthed af den gamle regering i kombination med Thornings og Søvndals gode reklamenumre og spin. Men dette er ikke nok til at lede en regering. Hvad der totalt mangler er virkelige dybe ambitioner, altså ikke blot ambitioner om at få enkelte ønsker opfyldt, eller blot at føre en politik der gør en vis skattepolitisk eller lignende forskel i forhold til den gamle regering, men tværtimod ambitioner om at føre landet og befolkningen som helhed frem til en bedre løsning på de åbenlyse problemer det nuværende velfærdssamfund er præget af. Og det klarer man altså ikke så nemt som at trykke på reset-knappen.

Her har jeg fortsat min store tvivl om S og SF, og det ligger i at både Helle Thorning og Villy Søvndal savner den evne til at overskride egne grænser som er nødvendig for opgaven og som ene og alene ligger i tilstrækkelig produktion af mandligt kønshormon. Det har jeg skrevet før, og ikke mange forstår det, for de fatter ikke dybdepsykologiens mysterier. Derfor forstår de heller ikke at de velmenende rådgivere af de to af regeringspartierne taler for døve øren. Der vil simpelthen intet afgørende ske i hverken Helle Thornings eller Villy Søvndals strategiske tænkning på noget tidspunkt. For de kører begge på de politiske ideers overflade. Vist er det en læreproces der er kommet i gang, men det er bestemt ikke alle der er i stand til at drage de rigtige og progressive slutninger af processen.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Genopretningsplan og unødig skattesag  (2.7.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
De danske socialdemokraters dilemma  (28.9.09.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)



Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Ole Sohns fortrængninger nok engang  (28.11.11.)
Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



Kønsdrift og livskvalitet - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Kønsforskellen? - Er der en mening med   (25.10.11.)
Kønskamp: Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal