Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel67holst2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.8.10.


Heksejagt på kvindelige toppolitikere?

af Jens Vrængmose

Hanne-Vibeke Holst har gjort det igen: langet ud efter mandskønnet på ægte feministisk vis ved at postulere at kritikken af de to kvindelige toppolitikere Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt primært skyldes at mænd får kastrationsangst af stærke kvinder der udfordrer dem i magtens arena og derfor gør sådanne succesfulde kvinder til vor tids hekse der helst skal brændes op på bålet.

Og Holst har naturligvis som dygtig journalist og forfatter af filmatiserede bestseller-romaner og med rod i det barske og forblæste Nordjylland gjort det med vanlig udtryksfuldhed, så ingen kan være i tvivl om harmen over den store kønsmæssige uretfærdighed.

Helt bortset fra om de to berørte toppolitikere nu også har nogen grund til at glæde sig over forfatterens stærkt subjektive vurdering af sagen eller ej, må man rejse det spørgsmål om der overhovedet er noget om snakken - eller om der blot er tale om et sædvanligt verbalt udfald fra et dybt frustreret kvindemenneske. Hun har jo mange gange før været ude med riven. Blandt andet med filmen 'Magtens billeder - hvorfor har mænd magt?', der vistes på DR1 på Kvindernes Internationale kampdag den 8. marts 2004. Jf artiklen Magt og mænd ifølge Hanne-Vibeke Holst.

Det nye og påfaldende er hverken udfaldet som sådant eller de feministiske klicheer, men proportionsforvrængningen, den tendentiøse brug af begreber og hele den form for cirkelslutninger i argumentationen som afslører at Hanne-Vibeke Holst er blind og døv for sund fornuft og næppe kan have andet formål med sine ord end at bekræfte egne fordomme.



Holst noterer at Lene Espersen jo også havde sine 'shit-files' fra fortiden, men var kommet fri af dem. "Men nu kommer det hele tilbage og trækker kontoen i minus. Nu lyder det nemlig: Hvordan kan den talende kavalergang da også blive udenrigsminister? Hvad havde hun tænkt sig?"

Holst går uden om det sagen drejer sig om og som har præget såvel alle skrevne indlæg om sagen som alle de mange karikaturtegninger af ministeren, nemlig den kendsgerning, at Espersen prioriterede sin ferie med familien over et vigtigt møde som ville have givet hende lejlighed til for første gang efter sin tiltræden som udenrigsminister at mødes med så internationalt centrale personer som den amerikanske og den russiske udenrigsminister. Et møde ikke én eneste anden ambitiøs politiker med respekt for sig selv ville have forsømt.

Sagen drejer sig derfor hverken om Espersens kavalergang, som hun aldrig skjuler, men spiller på med både selvfølgelighed og held, eller om hendes nordjyske og lidt grove sprog og talestrøm, som hun aldrig holder tilbage, men også spiller på med samme selvfølgelighed, omend med knapt så stort held i konservative kredse. Hun er en frisk pige med stort gåpåmod - og har aldrig været ked af en sådan karakteristik. Det har ført hende frem i såvel den for øjeblikket meget larmende Konservative Ungdom som i det altid mere tilbageholdende, ret så fornemme og i virkeligheden ufolkelige Konservative Folkeparti. Ingen har nogensinde set som meget som tilløbet til en heks i Lene Espersen. Hun er ikke og har aldrig som kvinde været til fare for mænd, men er nu som partileder blevet en risiko for sit parti og dermed for VK-regeringen, og dette altsammen af objektive, kønsuafhængige grunde.



"Hvordan beviser man at Helle Thorning-Schmidt straffes, fordi man er misundelig på hendes 'Sex and the City'-look og den Gucci-glamour som har været brugt imod hende fra starten?", spørger Holst. Og dette lader sig netop ikke gøre, for det er heller ikke i hendes tilfælde hvad sagen drejer sig om.

Den drejer sig faktisk om at den smukke og særdeles velklædte Helle Thorning med de flotte ben, som alle mandlige fotografer er glade for og som ejeren da heller ikke prøver at skjule (for hvorfor skulle hun det?), er løbet ind i en skattesag der primært vedrører hendes ægtefælle, men som rammer hende selv, fordi den afslører at han tjener rigtigt mange penge i udlandet, men måske ikke betaler den skat til Danmark han burde. Ingen forlanger at nogen skal betale mere i skat til den danske statskasse end hvad loven forlanger, men til gengæld må en toppolitiker her i landet - og da ikke mindst en socialdemokratisk - sørge for at familien betaler hvad den skal, allerede af den grund at en mulig statsminister ikke må kunne mistænkes for skattetænkning. Sagens udfald kender vi ikke, men vi véd at Helle Thorning uheldigvis ikke har sørget for på forhånd at gardere sig mod alle mistanker. Og dette klæder specielt ikke en formand for socialdemokratiet, og det er lige præcis derfor at dette parti rammes af sagen. Der findes stadigvæk mange socialdemokrater i landet som ser Anker Jørgensen som den ægte socialdemokrat og enhver markant afviger fra dette idealbillede som utroværdig.

Igen er der ingen kønsdiskrimination i denne reaktion. Ganske som der heller ikke var i den iskolde Ritt Bjerregaards tilfælde med Ritz-affæren og lejligheden på Vesterbro. Med hensyn til den første reagerede Anker Jørgensen helt logisk ud fra et folkeligt-socialdemokratisk grundsyn med en afskedigelse. For Helle Thornings vedkommende bliver der naturligvis ingen 'afskedigelse', men til gengæld en logisk flugt af en del vælgere.

Og præcis det samme kommer mandlige toppolitikere ud for, når de ikke lever op til forventningerne om lederskab. Svend Auken blev dømt ude på grund af en meget dum bemærkning i en afsluttende partilederdebat. Poul Nyrop Rasmussen tabte et valg på grund af en meget dum efterlønsgaranti. Og Lars Løkke Rasmussen afslørede på klimatopmødet i København i december at han savner internationalt format. Hans gamle bilagssag - kørt usympatisk og fanatisk frem af Uffe Thorndal - har ikke været udslaggivende. Anders Fogn Rasmussen derimod kunne reelt ikke personligt bebrejdes den sag om kreativ bogføring i skatteministeriet som han faldt på som minister i Schlüter-tiden. Han faldt udelukkende fordi ministeriets egne embedsmænd undlod at støtte ham. De ønskede ham hen hvor peberet gror, fordi han lavede for meget om.



Hanne-Vibeke Holsts argumentation er imidlertid det værste af det hele, fordi den er skruet sådan sammen, at hun på forhånd udelukker at der kunne være rimelige og fornuftige grunde til såvel de skandale-begejstrede mediers som almindelige menneskers reaktion på Espersens og Thornings sager.

Der opbygges et kollektivt hysteri med vrangforestillinger om de her kvinder, postulerer Holst. Men der er hverken tale om vrangforestillinger eller hysteri. Sagerne har tværtimod været behandlet med nøgterne forestilllinger og seriøse bemærkninger, endda med så stor overvægt af de humoristiske af slagsen at det helt torpereder al snak om hysteri.

"En mand kan sagtens genetablere tilliden efter en tur i pressens vridemaskine", hævder Holst så, men glemmer mandlige toppolitikere som Poul Schlüter (der aldrig forstod at han havde klokket i det ved at holde hånden over Ninn-Hansen), Hans Engell (der var så fornuftig øjeblikkeligt at gå selv da han kørte ind i sin klods), og Lars Løkke som allerede er nævnt, men aldrig vil kunne løbe fra fiaskoen på COP15.

"Da Lars Løkke blev hjemme hos sin datter med den brækkede fod, blev han faktisk af mange opfattet som en moderne mand. Men når det handler om Lene Espersen, så fremstilles det som en kvindagtig svaghed at hun tager på ferie med familien i stedet for at passe sit job", skriver Holst videre. Men forskellen er at Løkke ikke forsømte et møde med den amerikanske eller russiske præsident, mens Espersen forsømte et møde med den amerikanske og russiske udenrigsminister - og det som sagt på et tidspunkt hvor hun endda ikke havde mødt dem personligt og burde have sat alt andet til side for at møde dem. Familiehensyn må ministre gerne tage i vore dage - blot ikke hvis det for alvor kolliderer med jobbet. Og problemet for Lene Espersen er netop at udenrigsministerjobbet næsten ikke kan undgå at kollidere med famliehensynet. Og hvis hun ikke accepterer dette, er hun ikke egnet til posten.

"Lene Espersen straffes for at have brugt sin maskuline magt som partileder til at stjæle et job fra Per Stig Møller, som ifølge den offentlige mening er indbegrebet af en rigtig udenrigsminister", lyder det så. Men det er jo ikke rigtigt at det er derfor hun straffes. Hun straffes for at havde prioriteret lodret forkert kort efter sin udnævnelse. Det har hun faktisk selv erkendt og undskyldt. Men det er bare ikke undskyldeligt, for det viser fundamental mangel på sund dømmekraft - og derfor også en langt ringere kompetence end den man finder hos Per Stig eller nogen anden dansk udenrigsminister i det sidste århundrede. Først efter denne konstatering, kan man komme frem til at Espersen aldrig skulle have haft udenrigsministerposten!



Og endelig bemærkningerne om at medierne elsker at eksponere smukke og fotogene kvinder som Helle Thorning og Lene Espersen. "Den interesse har de begge udnyttet op igennem deres karriere. De har ikke været tilstrækkeligt bevidst om hvor farligt det er at lade medierne æde sig med hud og hår. For under mediernes fascination ligger et urgammelt kvindehad og ulmer. Det slippes løs, når de her kvinder viser svaghedstegn og kommer i krise".

Der er ikke skygge af bevis for at der ligger kvindehad bag mediernes fascination af smukke og fotogene kvinder. Tværtimod lyder det selvmodsigende, så meget mere som medierne i dag har mængder af kvindelige journalister og redaktører. Men medierne er ikke et øjeblik i tvivl om at skandaler sælger aviser og tiltrækker seere, så de sparer ikke på krudtet når kendte mænd og kvinder træder i spinaten. Der er jo ikke tale om at de nævnte kvinder blot "viser svaghedstegn og kommer i krise", men om at de vitterligt har foretaget sig noget kritisabelt.

Men hele Holsts argumentation er såre tendentiøs og bekræfter kun hendes egne fordomme. Hun nævner i Politikens interview ikke et eneste argument der kunne nuancere billedet. Alt uden undtagelse peger i en og samme retning og lægges ved ordvalg og associationer til rette så den feministiske konklusion er givet på forhånd.

Men lad det være udtrykkeligt fremhævet her, at selve valget af ordet 'heksejagt' i denne forbindelse er vildledende. Heksejagt har i europæisk og amerikansk historie først og fremmest betydet jagt på kvinder der af både mænd og medsøstre ansås for farlige ved deres erotiske udstråling, fordi denne truede ægteskaberne. Jf artiklen Hvorfor skal hekse på bålet?

Man var i lange perioder hunderæd for erotikken, men man så ikke de berørte kvinder som specielt farlige for mændenes magtstilling (den var dengang slet ikke til diskussion). Siden blev betegnelsen 'heksejagt' også brugt om masseforfølgelsen af jøder i Tyskland under nazismen og kommunister i USA under McCarthyismen. Her havde man brug for syndebukke - og endte også i hysteri. Men at associere den aktuelle behandling af Helle Thorning og Lene Espersen med sådanne tiders heksejagt er simpelthen latterligt.



Det centrale argument i Hanne-Vibeke Holsts bandbulle mod medierne og den folkelige opinion er dog dette: "Sagerne med Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er netop et udtryk for en urgammel patriarkalsk opfattelse af kvinden som en der bør holde sig uden for magtens arena. Det ligger i vores kulturelle rygrad at politik er mandens domæne. Derfor har vi stadig svært ved at acccpetere at kvinderne gør krav på den politiske magt". og derefter følgende de allerede citerede ord om mænds kastrationsangst over stærke kvinder.

Det sidste først, for i almindelige psykoanalyse betegner kastrationsangst drengebørns angst for at blive kastreret og derigennem blive forvandlet til en pige. Og angsten medfører en fortrængning af selve den erotiske tilbøjelighed! Altså noget helt andet end angst for at miste magt. Selve magtaspektet hører pubertetstiden til, fordi det er her den hormonale kønsforskel bliver afgørende. Og det er præcis denne Hanne-Vibeke Holst forsøger at gå udenom, ved konsekvent at se såvel den urgamle patriarkalske opfattelse af kvinden som den moderne, mere liberale og demokratiske, men dog stadig skæve opfattelse som noget der ligger i "vores kulturelle rygrad". Men at se den som sådan er en håbløst naiv ideologi der alene muliggøres fordi der er mange der tror at alle menneskelige forestillinger er vilkårlige sociale konstruktioner og ikke kan henføres til urokkelige biologiske kendsgerninger.

Men den faktiske kønsforskel er en urokkelig biologisk kendsgerning, og den drejer sig ikke blot om fysiske forskelle med hensyn til kønsorganer og ydre fremtoning, men i allerhøjeste grad også om den fundamentale hormonale forskel mellem de kvindelige kønshormoner (østrogener) og det mandlige hormon (testosteron). De er helt fundamentale for kønnenes typiske adfærd: Det er det mandlige kønshormon der bevirker udtalt tendens til at gå ud over egne grænser i både bogstavelig og overført betydning.



Det betyder at det af urokkelige biologiske grunde er manden der - alt andet lige - har stærkest tilbøjelighed til at søge magt, udbygge magt og fastholde magt, og manden der - igen alt andet lige - får flest problemer med at få undertrykt sine magtmæssige ambitioner. Men dette vil flertallet af intellektuelle kvinder ikke indse - og derfor vedbliver feminister med at kæmpe den håbløse kamp mod overvægten af mænd i magtens korridorer.

Vi mænd der ikke selv færdes i disse korridorer - og ville vantrives ad helvede til i dem - kan sagtens se andre kvaliteter i livet end den rå politiske eller militære magt. For vi kan indse at vi har brug for den hormonale kraft til alt hvad vi foretager os som går udover den rene vegeteren. Vi kan endda også sagtens acceptere kvinder ved magten - og kunne ikke drømme om at deltage i heksejagt på kvindelige toppolitikere (her på siderne har vi faktisk behandlet dem seriøst og respektfuldt).

Men vi tror ikke på den absolutte ligestilling. Og vi kan konstatere, at det er der mange kvinder, også højtuddannede, højtbegavede ambitiøse kvinder højt på strå - der heller ikke gør. Det er kun de rabiate feminister der ikke under nogen omstændigheder vil se de biologiske kendsgerninger i øjnene.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Magt og mænd ifølge Hanne-Vibeke Holst  (9.3.04.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Hvorfor skal hekse på bålet?

Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Ligestilling i rockmusikken og iøvrigt - en illusion eller hvad?  (11.8.09.)
Familie og skilsmisse  (28.7.08.)
Køn, identitet, partnervalg og humor
Film og forførelse
Familien er død! Familien leve! (om Cooper)
Ole Chr. Madsens en film om manderolle, faderkompleks og parforhold



Se også afsnittet om Socialitet, ulighed og kønsforskel
i kapitlet om Mennesket   i    'Jernesalts 2009-filosofi'

Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal