Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - pragfilm

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.11.06.


Ole Christian Madsens 'Prag'
- en film om manderolle, faderkompleks og parforhold

Når en forsker som Henrik Jensen kan komme godt fra at udgive en bog om 'Det faderløse samfund', skyldes det selvfølgeligt at der må være et eller andet om snakken, selvom der formelt og biologisk set stadig er stort set lige så mange fædre i samfundet og i familierne som der altid har været. Det er med andre ord faderens rolle der er ændret i vort eget og de nærmest beslægtede samfund - og dette er sket i takt med kvindernes succesfulde kamp for mere magt, mere anerkendelse og ligeberettigelse af såvel deres køn og værd som værdier.

Fuld ligeberettigelse vil i hvert fald de deciderede karrierekvinder ikke høre tale om, for der er fortsat flere mænd end kvinder i topstillingerne i erhvervslivet og administrationen og på de højere læreanstalter, og der gives gennemsnitligt fortsat højere løn til mænd end til kvinder. Ikke destomindre har de mandlige værdier nu stået så stærkt for skud i årtier, at mange mænd har fået stigende problemer med at gøre sig gældende som mænd og mange drengebørn følgelig med at have en nærtstående mandefigur at spejle sig i. Det er der også skrevet bøger om og lavet videnskabelige undersøgelser af. Flere vil komme til. For problemet er reelt og langt fra en løsning. Ingen ønsker jo tilbagevenden til autoritære og paternalistiske familiemønstre af den art vi ser blandt muslimerne.



Ole Chr. Madsens nye film giver et glimrende indblik i hele den gængse problematik gennem sin skarpe belysning af den 42-årige advokat Kristoffer Højholts dobbelte konfrontation med sit parforholds forlis og sin fjerne faders død. Begivenhederne sker samtidigt og understreger dermed - fuldt bevidst fra instruktørens side - den nære sammenhæng mellem et uforløst faderkompleks og en fixeret mandeforhærdelse som kun kan skade et parforholds elementære intimitet.

Den smukt fotograferede kulisse er den skønne tjekkiske hovedstad som filmen har fået navn efter, og som viser sig at rumme både pittoreske kringelgange, smukke torve, hyggelige restauranter og storslåede vuer både ved dag og ved nat - men også trøstesløst triste og fattige boligkvarterer, kolde hospitalsmiljøer, dårligt fungerende hoteller og restauranter og et rodet advokatkontor samt usikker behandling af lufthavnsgods.

Omstændighederne i instruktørens og manuskriptforfatternes historie er faderens død i denne fremmede by og sønnens og hans kones rejse dertil. At rejse kan jo også på sin vis være at dø. Det kan være flugt og opbrud - eller gøre én til fremmed turist i sit eget liv. I denne films tilfælde fører rejsen både til et længere ophold i det fremmede end forventet og en langt dybere erkendelse af det eksisterende parforholds mangler og skævheder end personerne havde forestillet sig. Facaderne kan ikke længere opretholdes.

Musikken af Jonas Struck veksler fint mellem skærende disharmonier, der varsler eller fastholder konflikt, og blødere, harmoniske passager der giver rum for nuancerede og varme følelser.

Humoren er en stærk dimension i filmen. Den kan fx give sig udslag i mødet med hospitalets overlæge der stille og roligt udtrykker sin varme medfølelse med Kristoffer i anledningen af faderens død, men som derefter styrer Kristoffer og to sygeplejersker gennem hospitalets underjordiske gange med rasende fart lige til ligværelset. Eller da Kristoffer ved ankomsten til hospitalet møder en låst dør og af portnerkonen bliver henvist til at krybe ind ad et lavt vindue. Men ikke mindst i selve den komplikation at kisten med faderens lig forsvinder i lufthavnen, men vist nok kan spores til Singapore. Advokaten forsikrer at man nok skal få fat i den igen.



Kristoffer (Mads Mikkelsen) er unægteligt hård i filten og betragter rejsen til Prag som en ren formalitet. Det er hans opgave som eneste barn at hente faderens lig hjem til familiegravstedet i Danmark, men han har ingen følelser over for den døde mand, for han kender ham ikke. Eller rettere han har fortrængt ham fra sit liv af den gode grund at faderen forlod ham og hans moder, da han var tolv år, og siden kun dukkede uventet op en enkelt pinlig gang da Kristoffer var femten. Både overlægen på hospitalet og faderens advokat finder Kristoffers ufølsomhed påfaldende og forkert. Og da Kristoffer netop begrunder den med at han ikke kendte faderen, spørger overlægen retorisk og næsten profetisk tilbage, om vi overhovedet kender hinanden. Det viser sig i hvert fald hurtigt at Kristoffer heller ikke kender sin egen kone.

Kristoffer indvilliger på direkte henstilling fra overlægen i at hjælpe sygeplejersken med at iføre faderen ligklæderne, men han undlader ikke at fortælle advokaten at han betragter faderen som et dumt svin. Men selve hans indestængte vrede kommer først klart til udtryk, da Kristoffer ude i faderens efterladte hus møder hans unge tjekkiske husholderske og pludseligt giver sig til i en lind strøm på dansk at fortælle hende hele historien om faderens bortrejse, skønt hun ikke fatter en brik af hans ord.

Kristoffer insisterer dog på at faderens lig skal føres hjem til Danmark, skønt det koster en formue på 40.000 kr og meget besvær fra advokatens side. Men faderen skal altså begraves ved siden af den kone han blev skilt fra for 25 år siden. Det ligner Kristoffer ganske godt, for han vil have orden i tingene - selvom det er formålsløst og udelukker mere nærliggende og følelsesmæssigt mere relevante løsninger. Han har også nemt til aggression, når han bliver irriteret. Fx da chipkortet til hoteldøren driller. Og direkte voldelig bliver han, da det kommer til det endelige opgør med sin 38-årige ægtefælle Maja (Stine Stengade) ude i et tilfældigt fattigt boligkvarter, hvor Maja springer ud af taxaen. Det kommer til håndgemæng mellem dem - og selv den arme og sagesløse taxachauffør får sin betaling smidt direkte i synet.

Det gør naturligvis ikke situationen nemmere, at sprogproblemerne medfører at Kristoffer får kaffe når han beder om en øl og omvendt. Eller at de på en restaurant ud fra menukortet vælger gullash, men får at vide at gullash ikke serveres om tirsdagen. Maja reagerer med fornuftig sarkasme, da hun beder om rødvin med tilføjelsen: Men det serveres måske heller ikke om tirsdagen. Tjeneren forstår ikke denne form for humor og svarer med et rationelt: Hvorfor dog ikke?



Det er Maja der har nemmest til grin og humor. Da Kristoffer i begyndelsen af opholdet fritter hende om, hvilken lykkelig situation hun særligt vil fremhæve i deres lange samliv, nævner hun netop som nummer to tilfælde en gang hvor de begge var ved at omkomme af grin. Det første tilfælde var naturligvis da hun fik deres søn Thomas. Men det var ikke den slags svar Kristoffer var ude efter. Han er alvorsmanden der forstår noget andet ved lykke. Han indleder også deres første forsøg på at prikke hul på parforholdets byld med en længere opremsning af sin egen position (advokat, forretningsmand, 42 år, bange for at flyve og bange for mange andre ting, men tiltrukket af god mad og gode vine). Og derefter er det så hendes tur, siger han. Men hun kan slet ikke komme i gang på den måde.

I restauranten forsøger han sig så med et forslag om at de skulle tage og flytte. Flytte? svarer hun tilbage. Du der er bange, bare jeg flytter rundt på et par møbler. Er du i midtvejskrise? Det skulle hun selvfølgelig ikke have spurgt om, for dels mener han den slags er pjat, dels og navnlig har han fundet ud af at hun har en anden. Hun bliver paf. Hvad mener du? spørger hun - og vil i første omgang ikke være ved det. Men hans ord får stille og roligt lov til at gøre den ønskede virkning. Fint spil af begge skuespillere. Og fin og rolig vekslen fra instruktørens side mellem hendes og hans minespil. Filmen er i bredformat - og det udnytter Ole Chr. Madsen ofte til udsøgte placeringer at nærbillederne i hver sin ende af lærredet.

Siden får Kristoffer til sin forbløffelse at vide at forholdet mellem Maja og den anden faktisk har stået på et halvt års tid. Men han vil vide om Maja elsker den anden. Og det må hun indrømme at hun ikke véd. Hun finder det dog klogest at pakke sammen og rejse hjem, men han beder hende blive til hans opgave i Prag er løst. Det skylder hun ham efter så mange års ægteskab, lyder hans begrundelse, der afslører hans regnskabsforhold til tingene. De giver sig også til at dyrke sex på hotellet. Han er ikke mand for ingenting - og kan altid bruge en udløsning til afspænding. Og hun finder sig i det. Men da hun næste gang hvor de ligger nøgne i sengen og hun kærtegnende ham siger at hun har brug for at han holder om hende, bliver han liggende med ryggen til hende. Sagen er afgjort for hans vedkommende, forstår man.

I længden kan hun heller ikke skjule, at det er den anden hun har virkelig og umiddelbar glæde af. For det viser hun tydeligt hver gang hun snakker med ham på mobilen. Den ene af gangene tager hun sig i det, da hun opdager at Kristoffer står og belurer hende på afstand i en gyde. Men typisk for ham stikker han bare af, mens hun syntes han burde være kommet hen til hende.



En af de mange groteske scener i filmen begynder på hospitalet, hvor Kristoffer få udleveret sin faders tøj, mobiltelefon og tegnebog i en papæske og med denne i hænderne havner på en café. Her tænder han mobilen og hele cafeen hører derefter advokatens høje stemme sige goddag til ham på engelsk. Hvorfra advokaten véd, at han har fået mobilen og hvem han er? Jo, det er blot en advokats job.

På sit kontor udleverer advokaten et kassettebånd til Kristoffer, et bånd med faderens sidste ord til sønnen. De må hen på en beværtning for at få afspillet båndet, og her hører Kristoffer og Maja faderen sige, at han har tænkt på Kristoffer hver eneste dag i sit liv og elsker ham. Det giver Kristoffer ikke noget som helst for, for det har han ikke mærket noget til. Men han får samvittighedsnag over for sin egen søn på ti-tolv år og ringer denne op sent om natten, langt over sengetid. Thomas spørger undrende om han er fuld, men det forsikrer Kristoffer at han ikke er, og han undskylder den sene opringning, men Thomas skal vide at han elsker ham. Præcis den slags man skal lade være med at bedyre sit barn på upassende tidspunkt, ja, som det i det hele taget er temmeligt overflødigt at komme med, hvis barnet til daglig mærker den ægte kærlighed med knus og kram og først og fremmest opmærksomhed. Men mønsteret synes at gå igen fra Kristoffers fader til Kristoffer selv.

Af faderens ganske unge husholderske, Alena, der også viser sig at være sanger og optræder på en café, og desuden at have et barn boende i huset, får Kristoffer på trods af sprogproblemerne lidt mere at vide om faderen. Og han falder for pigen selv, går i seng med hende og drikker morgenkaffe med hende. Indtil Maja dukker op - og siger hun har en taxa ventende udenfor.



Den første store overraskelse kommer fra advokaten, der røber at Kristoffers fader havde et dating-bureau for homoseksuelle, og at han selv var homoseksuel - og havde advokaten som sin elsker og samlever. Det er et chok for Kristoffer, mens Maja tager oplysningen fra den humoristiske side. Trods alt forklarer det jo også en hel del, både om faderen og om advokaten og dennes tydelige modvilje mod at hans afdøde vens lig skal føres ud af landet.

Den anden store overraskelse kommer efter taxaturen med Maja. Turen ender med det nævnte skænderi for åbent tæppe for gadens tilfældige publikum. Stor humor fra instruktørens side at placere disse voldsomme aggressionsudladninger fra begge sider netop på dette sted. Her får Kristoffer til allersidst ren besked af Maja. Hun er gravid - og går ud fra at det er med den anden. Herefter er der ingen tilbagevej. Kristoffer beder hende simpelthen rejse hjem, hurtigst muligt.

Næste dag ligger Kristoffer udstrakt og fuldt påklædt på dobbeltsengen i hotelværelset, men en stemme prøver at vække ham. Portieren rusker i ham. Klokken er tre om eftermiddagen, tre timer efter at Kristoffer skulle have været ude, og nu skal hotellet bruge værelset. Kristoffer kommer til sig selv og tager til lufthavnen, hvor faderens ellers forsvundne kiste er dukket op igen - efter en tur til både Singapore og Nairobi. Advokaten beklager - og de iler sammen hen ad lufthavnens lange betonbaner ud mod flyet med kisten på et rullebord. Igen pragtfuld humor, der sætter den dybt alvorlige situation i et ganske specielt lys og får os til at ane en overraskelse. Den kommer, da Kristoffer pludseligt standser op og tilbyder advokaten at beholde kisten og liget. Selvfølgeligt den rigtige løsning, der da også gør advokaten oprigtigt glad. Men den viser først og fremmest at der er sket noget med Kristoffer, nemlig at han i og med den gode og lange nattesøvn er blevet befriet fra såvel sit døde ægteskab som sin døde fader.



En af de floskler Kristoffer bliver mødt med adskillige gange fra både overlægens og adokatens side som en slags velment trøst, er at livet er hårdt, og vi kan ikke få alt. Til sidst leverer Kristoffer selv slutningen, når advokaten begynder med første del.

Isoleret betragtet er påstanden såmænd ganske fornuftig livsvisdom, men netop brugt som en evigt gentagen floskel bliver den tom eller overfladisk. Den bliver en bekræftelse på at man netop ikke vedkender sig livets alvor i form af den manglende evne til at leve op til kærlighedslivets krav om intimitet og varme, netop det eksistentielle problem filmen vover sig i lag med, fordi det er et personligt anliggende for instruktøren.

'Prag' handler naturligvis om mislykket kommunikation mellem to mennesker der har haft et langt samliv, men er 'faldet af kærligheden', som Ole Chr. Madsen kalder det i sin film-dagbog der kan læses på filmens hjemmeside (se nedenfor). Det skyldes ikke mindst de døde fædre der bliver ved med at spøge, fordi vi ligner dem - og det hader vi. Instruktøren ser temmelig pessimistisk på sagen, og mener at disse døde forældre (kvinder har jo deres mødre at slås med på det psykiske plan) bliver ved med at spøge lige til vi selv bliver døde forældre. Derfor kan der laves film om emnet - eller skrives romaner om det - nærmest i det uendelige. Det er jo hvad svenske Ingmar Bergman har præsteret.

Jeg tror nu ikke rigtigt på tesen. For ét er at det formentlig altid vil være sådan, at det for langt de fleste mennesker vil være uhyre svært at komme frem til en fuldstændigt varm, fri og naturlig intimitet i nære forhold - det ville nok kræve langvarig og bekostelig psykoanalyse i hvert eneste tilfælde. Og ét er også at det formentlig alle dage hos de fleste vil være en udbredt skyldfølelse over ikke at slå til i forhold til andre (det kunne skyldes den menneskelige psykes særlige indretning). Men noget andet er dog ligefrem at postulere at den emotionelle forvirring som personerne i 'Prag' havner i er så udbredt i kulturen for tiden at Ole Chr. Madsen finder det berettiget at tale om emotionelt svineri, og om at følelseskulturen er helt ude af kontrol. For så må han jo mene at der slet ikke er noget at gøre ved miseren - og at en film som 'Prag' egentlig heller ikke hjælper noget.

Men det gør den, netop fordi den tager problemet alvorligt og skildrer det på en personlig måde der afspejler såvel instruktørens som skuespillernes erfaringer med problemet.



Menneskets forsvarsmekanismer er uhyre mange og raffinerede. Vi kan altid finde på en undskyldning for ikke at tage et problem så alvorligt at vi gider gøre noget ved det på en måde der virkelig batter. Men det må dog siges, at et så generelt problem som sønners faderkompleks og døtres moderkompleks ikke er et så mystisk fænomen, at det behøver at blive accepteret som fuldstændigt uløseligt. En løsning forudsætter dog i det mindste at man griber nælden om roden og begynder at skelne mellem faderfiguren som ufuldkomment menneske og faderfiguren som absolut autoritet. Eller for at sige det på en anden måde: en løsning forudsætter at det enkelte individ forstår at det gælder om at løsrive sig mest muligt fra det 'overjeg' som den faktiske faderautoritet har fået bygget op i sønnen, men som med Erling Jacobsens ord er den dummeste del af et menneskes personlighed (jf. artikel om moralens begrundelse. Og i stedet sørger for opbygning af et frit voksenjeg som kan styre individets personlige interesser og udvikling ud fra hensynet til kravet om etisk konsistens.

Det er i denne forbindelse af uhyre stor værdi at have lært at skelne mellem jeget (det snævre ego) og selvet (totalpsyken), for så får man netop redskaber til at frigøre sig fra jegets snævre krav. Og det er ligeledes af stor værdi at kunne se komplimentært på tilværelsen og dens problemer. Det drejer sig ikke om at vælge mellem absolut kærlighed og absolut magt, men om at lære at veksle mellem kærligheden og magten så begge får hvad de har krav på ud fra et helhedsrealistisk synspunkt. Kun komplementariteten kan redde mennesket fra den verdensfjerne løsning som Shakespeare ifølge Johannes Sløk valgte for Antonius og Cleoptatra i skuespillet af samme navn. Jf. artikel.

Det grundliggende problem med faderkomplekset og autoritetskomplekset er ikke at der overhovedet findes fædre og autoriteter, men at mænd og drenge ikke lærer både at løsrive sig fra deres biologiske fædre og opbygge frie autoriteter i deres egen psyke som de kan være ved for deres egne børn. For de kan slet ikke undværes. Det er håbløst naivt at tro at autoriteter kan undværes i velfungerende samfund.



Ole Christian Madsen har med 'Prag' skabt en vedkommende og inspirerende film om manderolle, faderkompleks og parforhold, der lover godt for hans videre udvikling både som menneske og filminstruktør. Han har meget at lære endnu, men han har dokumenteret at han tør gå i clinch med væsentlige aspekter af tidens kønsproblematik. Og det er ikke så ringe endda. Det er der faktisk ikke mange der tør på det niveau.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til   Pragfilmens hjemmeside
Link til Nimbus-film med link til filmomtale og mulighed for at downloade musikken.

Flammen og Citronen  -  en film af Ole Christian Madsen
- om to af Modstandsbevægelsens helte
  (9.4.08.)

Nordkraft  (13.3.05.)
- en film om narko-miljøet i Ålborg

Andre artikler om   Film



Artikel om moralens begrundelse
Shakespeare's 'Antonius og Cleopatra'
Jeget og selvet
Komplementaritetssynspunktet



Artikler om  Litteratur
Artikler om  Etik
Artikler om  Psykologi
Artikler om  Eksistens

Artikler om  Religion
Artikler om  Humor
Artikler om  Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal