Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Oversigter E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - flammen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.4.08.


Flammen og Citronen  -  en film af Ole Christian Madsen
- om to af Modstandsbevægelsens helte

"Husker du da de kom? Husker du den 9. april?". Sådan spørger Flammen (Thure Lindhardt) i begyndelsen af Ole Chr. Madsens film, idet vi samtidigt ser gamle filmoptagelser fra dagen. Senere hører vi ham fortælle at han fik sit had til nazisterne, da hans far, hotelejer og restauratør, sendte ham på uddannelse til Nazi-Tyskland før krigen, og han her oplevede nazistiske chefer og kolleger samt at en jødisk pige på hotellet blive afsløret og nærmest tævet ihjel. Vi ser også filmens anden hovedperson Citronen (Mads Mikkelsen) kaste op i en baggård efter at have fået kvalme af at se tyskernes indmarsch i København i 1940. Men af gode grunde blev disse to personers afsky for den tyske Wehrmacht og Gestapo og for det danske hipokorps og ikke mindst de danske stikkere først omsat til handling længe efter.

For den der selv - som dreng i en fredelig provinsby - har oplevet 9. april og de lange række af tyske soldater, motorcykler og andre køretøjer på en midtjysk gennemfartsvej mod nord - uden dog rigtigt at forstå hvad der foregik - har begivenheden og hvad der iøvrigt skete de følgende år frem til befrielsen i 1945 og det efterfølgende opgør været helt centrale for al senere opfattelse af krig og fred, besættelse og modstandskamp samt diktatur og demokrati.

Det er derfor med største interesse man går hen og ser Ole Chr. Madsens flotte og dyre nye film om disse to modstandshelte, især fordi Madsen i forvejen har lavet to så gode film som Nordkraft og 'Prag'. Han har også røbet lidt om sine hensigter til Michael Bo (Politiken 29.3). Heraf fremgår det at Madsen har ønsket at give fiktionen plads i historieskrivningen igen, således at der stilles spørgsmål til os danskere om løsningen af historien. Er myten om de nationale helte holdbar eller er der mere på spil omkring dem end modstandskamp? Instruktørens og filmens svar er at der ikke findes nogen renfærdig krig, men derimod gråzoner med blod, kamp og smerte det er svært at orientere sig i. Dette synspunkt lægges endda i munden på filmens kvindelige hovedperson Ketty Selmer (Stine Stengade) i en samtale med Flammen, der fik sit dæknavn på grund af sit røde hår, men også efterhånden går hen og bliver hendes stille flamme.

Ole Chr. Madsen og manuskriptforfatteren Ole Andersen har naturligvis lavet grundig research på historien om virkelighedens modstandskæmpere, den unge ugifte Bent Fauerskou-Hviid (1921-44) og den noget ældre familiefader Jørgen Haagen Schmidt (1910 -1944), kaldet Citronen fordi han var ansat på Citroën-fabrikken. Filmen er således baseret på faktiske personer og begivenheder, men tilstræber ikke historisk korrekthed. Den kunstneriske frihed er brugt dels til at belyse visse etiske aspekter af historien, dels til at sikre filmisk effekt og sammentrængthed.



Filmen er en decideret action-film, af nogle endog betegnet som en thriller, og det vil sige, at den spændingsskabende dramatik med voldsomt skyderi dominerer helhedsbilledet.

Efter Flammens ovenfor refererede indledende og motiverende spørgsmål ser man ham resolut og stiligt klædt forlade sit skjulested i en villa tæt ved Dyrehaven og sætte sig ind i bilen hos den ventende Citronen, hans faste chauffør, og køre direkte til likvidering af to fremtrædende danskere der samarbejdede med tyskerne. Det er Flammen der skyder, koldt og præcist, mens Citronen i al hast fjerner nogle papirer fra stederne. Bagefter rapporterer de præcist hvad der er sket til deres chef Axel Winther (Peter Mygind) der har en chefstilling i politiet og som sådan omgås tyske officerer. Tyskerne udlover dusør for pågribelsen af Flammen. Og den sættes senere i vejret.

Winther har en opgave til Flammen og Citronen, nemlig at likvidere tre tyskere, oberst Gilbert (spillet af tyske Hanns Zischler), hans sekretær og kaptajn Seifert. Men de protesterer. Citronen med spørgsmålet, om han har misforstået noget, om det ikke hele tiden har været en aftale at de kun skulle gå efter danskere der var en fare for modstandskampen. Winther svarer, at dette i princippet er rigtigt, men her foreligger der nødvendighed for noget andet, og opgaven er ikke til diskussion, det er en ordre til de to modstandsmænd direkte fra London. Citronen bøjer sig, men Flammen nægter at skyde en kvinde. Winther pålægger derfor Citronen at likvidere Gilberts sekretær. Men opgaven lykkes langtfra.

Flammen, der normalt er meget sikker på hånden, beslutter sig alligevel for at påtage sig likvideringen af sekretæren, men sårer hende kun i skulderen. Citronen går derefter op til hendes lejlighed og braser ind til hende i badeværelset og retter sin pistol mod hendes hovede. Da hun ser ham i øjenen kan han ikke lide at skyde - og han drejer hendes hoved med den ene hånd og skyder hende i tindingen med den anden. - Flammen opsøger oberst Gilbert og bliver af hans hustru vist ind i stuen til en kop te, og da denne kort efter kommer til stede, indleder han roligt og stilfærdigt en samtale med Flammen, som denne på sit udmærkede tysk lader sig trække ind i, på trods af udtrykkelig advarsel fra Axel Winther.

Gilbert er kendt som en særdeles kultiveret og velargumenterende herre der gerne drøfter alvorlige spørgsmål. Han forklarer at han slet ikke er nazist i ideologisk henseende, og at han ser tre grunde til at blive soldat: karrieren, ideologien og hadet. Specielt fremhæver han hadet til fjenden som den stærkeste motivation. Men hos en neurotiker kan hadet indimellem føre til tvivl - og det er ikke godt for handlekraften. Ordene er jo næsten en nøgtern beskrivelse af Flammens situation, men rammer ham også, så han vågner op til dåd. Han rejser sig og retter sin pistol direkte mod Gilberts hoved. Gilbert bliver roligt siddende, men sukker som om han var skuffet over den unge mand, og derefter giver han sig til at bede Fadervor. Flammen kan nu ganske enkelt ikke få sig til at trykke på aftrækkeren, men løber ned til den ventende bil. Dybt frustreret.

Nu gælder det kaptajn Seifert. De kører ud til hans adresse og ser ham vinke farvel til sin familie for at gå hen til sin vogn. Flammen følger efter ham, påkalder ham og skyder, men Seifert har anet uråd og får også skudt idet han vender sig. Begge bliver alvorligt såret, og da Seifert får rejst sig halvt op og fortsætter skydningen mod Flammen, kører Citronen sin bil direkte mod ham og får halet Flammen ind på forsædet. Seifert skyder flere gange mod bilen, men kan ikke forhindre de to danskeres flugt.

Winther er rasende over fejlslagningerne. Tre udvalgte mål, men kun én succes. Til gengæld tyskernes repressalier - med bl.a. en bombesprængning af en sporvogn med passagerer. Da Flammen røber sit ønske om at likvidere selveste Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann, bliver Winther ikke mildere stemt. Ham skal Flammen ikke understå sig i at røre, siger han med hævet stemme. Forklaringen får vi ikke, men ordren vækker allerede i kraft af Winthers hævede røst mistanke hos Flammen, selvom den reelt kunne være særdeles velbegrundet i frygten for repressalier fra tysk side i et omfang der kunne påvirke folkestemningen særdeles negativt som det blev tilfældet da Heydrich blev myrdet i Tjekkoslovakiet i 1942. Men det hører vi ikke om.

På selvsamme restaurant mødes Hoffmann også med Winther i et baglokale. De kan åbenbart bruge hinanden, men i filmen får Hoffmann sig også på et tidspunkt en snak med Flammen. Om en sådan samtale nogensinde fandt sted i virkeligheden skal jeg lade være usagt, jeg tvivler. I Filmen synes formålet alene at være at vise Hoffmann fra den pæne side som et rigtigt menneske og ikke blot som den yderst farlige Gestapochef Flammen så i ham.



Kort efter den mislykkede danske aktion bliver et par af gruppens mænd taget af Gestapo, og det kan kun være sket som følge af stikkeri inden for egne rækker. Mistanken rettes mod en enkelt, der på et fælles møde får stukket Citronens pistol direkte i nakken med ordre om at fortælle hvad der er sket på 'Lauritz Betjent', en meget brugt café på Gammel Strand. Han klarer frisag, men er rystet.

I samme restaurationslokale finder der også en likvidationsakt sted fra Flammens og Citronens side, som man kun kan betegne som en massakre. De kommer ind i lokalet, bliver advaret af bartenderen, men vender sig pludseligt om at skyder løs på de tilstedeværende tyskere med automatvåben. De løber ud til deres bil, men fortsætter skyderiet mod alle de tyske sikkerhedsfolk der pludseligt dukker op fra alle sider. Flammen er en mesterskytte og får ram på mange, stående ret op og ned ved siden af køretøjet. Og det lykkedes dem at komme væk under fortsat beskydning. Scenen virker alt andet end realistisk. Flammen var dristig og koldblodig, men var ikke usårlig. Og han har ikke ansvaret for mere end en halv snes likvideringer.



Flammen ser det som sin opgave at få opklaret stikkeriet og får mistanke til en smuk kvinde (spillet af Stine Stengade) der kommer på den restaurant de ofte benytter og hvor der også kommer tyskere. Han var ved en tidligere lejlighed gået hen til hende ved bardisken og budt hende på et glas rødvin og de udvekslede navne, idet Flammen brugte sit dæknavn, Svend Christensen, og sin dæktitel, kriminalassistent. Hun oplyserr da sit navn (Ketty Kelmer) og sin profession (designer), men vil ellers ikke fortælle noget. Da hun går, siger hun "Farvel Bent", og han spørger naturligvis sig selv, hvor hun kender hans rigtige navn fra. - Han opsøger hende på det hotel på Vesterbro, hvor hun bor og som har mange tyske gæster. Han spørger hende hvor hun kender hans navn fra, og det vil hun ikke ud med, men hun indrømmer at hun kender Winther. Og hun beder hurtigt Flammen om at gå igen.

Men han opgiver ikke og vender på et senere tidspunkt tilbage. Han skaffer sig adgang til hendes hotelværelse og roder i hendes papirer og venter på at hun skal dukke op. Hun bliver naturligvis overrasket, men indleder en snak med ham. Og da han foreviser hende en tegning af ham selv blandt de papirer han har rodet i, slår hun det hen med at hun blot har tegnet ham fordi hun kan lide ham. Da han vil vide hvem hun arbejder for, fortæller hun nødtvunget at hun er kurér for Winther, men også arbejder for Hæren - og til det formål kommer sammen med tyskere, herunder Hoffmann. Hun får sået tvivl i hans sind om Winthers placering ved bl.a. at grine af at han tror Winther får ordrer fra England. Det ender med en gensidig forståelse mellem dem der dels indebærer at de går i seng med hinanden, dels at hun får afkrævet det løfte af ham, at han ikke skal udfritte hende om hvad hun véd.



Citronen er som nævnt familiefader, men hans modstandsarbejde har i flere år uundgåeligt belastet forholdet til hustruen Bodil (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) og datteren Hanne. Han ser dem kun sjældent og glemmer bl.a. pigens fødselsdag, så Bodil må opsøge ham og stikke ham den gave han skal give pigen. De kører alle tre ud til stranden, hvor de forsøger at fejre fødselsdagen, men Citronen har tankerne alle mulige andre steder. Han undskylder det med krigen, men hun tager ikke undskyldningen for gode vare, for sådan var han også før krigen. Han foreslår at hun og pigen rejser til Malmø, så vil han kunne se dem oftere, men det nægter hun. Han erklærer dog at han stadig elsker hende.

På et tidspunkt bebrejder hun ham at hun ingen penge får af ham. Han går straks hen til nogle kolleger og beder dem om at låne sig nogle. Det kan de ikke, men han får et tip om at skaffe sig nogle hos købmanden overfor der handler med tyskerne. Siger du jeg skal stjæle, farer han op. Men lige ved lukketid om eftermiddagen går han alligevel ind til købmanden, der beder ham gå, da han har lukket. Da Citronen bliver stående, accepterer købmanden at betjene ham, men nu bliver tonen pludseligt en anden. Citronen stikker ham en på kassen og beordrer ham til i en fart at fylde en papkasse med købmandsvarer, inkl. kaffe og chokolade. Købmanden lægger også en håndfuld kontanter på bordet, men det får Citronen til at råbe op: Tror du jeg er røver? - Bagefter venter han med kassen på Bodil ved dennes bopæl. Det er blevet sent aften, men endelig kommer hun med datteren, og Citronen giver først pigen en stor dukke og derefter Bodil kassen med købmandsvarer. Bodil sender pigen op, mens hun sætter sig ind i bilen til Citronen. Han gør tilnærmelser, men hun fortæller nu at hun har en anden. Han bliver tavs, men insisterer derefter på at vide hvem det er. Han råber op, og da hun bliver skræmt, spørger han hende om hun er bange for ham, og om han nogensinde har været voldelig over for hende. Hun bliver kun endnu mere skræmt, og da han begynder at tage på hende, beder hun ham bønfaldende holde op og stiger ud af vognen.

Da Citronen senere i godt beruset tilstand vender tilbage til skjulestedet hos Flammen, kan han ikke skjule sin store frustration. Han får afløb for noget af sin aggression ved at afprøve en ny automatriffel Flammen har skaffet sig. - Dagen efter kører han ud til Bodils bopæl og træffer i baggården hendes nye kæreste. Han bliver lidt skræmt, men Citronen gør ham intet andet end med meget skarpe ord at fortælle ham at han har at behandle Bodil godt.



Flammen og Citronen beslutter sig for uden om Winther at gennemføre en likvidation af Hoffmann. Flammen og Citronen kører ud til det hotel i Nordsjælland Flammens fader driver og hvor der er mange tyske gæster. Flammen har ikke set sin far i tre år, så denne er selvfølgeligt overrasket, men tager det stille og roligt. Han gør opmærksom på at han sætter stor pris på tysk kultur, men 'dem der' - han peger på de tyske officerer ude i restauranten - dem kan han ikke lide. - Da Flammen går op ad vejen fra hotellet, møder han to biler, og han opdager at Ketty sidder på bagsædet i den forreste sammen med gestapochef Hoffmann. Da hun stiger ud foran hotellet, får hun lige øjenkontakt med ham. - Dagen efter opsøger Flammen Ketty på hotelværelset og beder hende dels forklare sig, dels fortælle hvilken rute Hoffmann kører hvilke dage når han skal til byen, og hvad numrene er på bilerne. Hun minder ham om deres aftale, men da han truer hende med pistolen, ser hun ikke anden udvej end at give ham oplysningerne.

Flammen og Citronen har sammnen med et par medhjælpere fra gruppen placeret sig på toppen af Valby Bakke på Roskildevej for at vente på Hoffmanns kortege. Da den kommer stiller de sig an med deres skydevåben og fyrer løs. De to biler bliver standset. Ingen stiger ud. Da de går hen for at se resultatet, konstaterer de straks, at Hoffmann ikke var blandt ofrene. Det var derimod udover chaufførerne en dreng der var blevet hårdt såret, men stadig var i live og som stirrede mod dem. Citronen bliver rystet og løfter drengen ud for at placere ham i sin egen vogn og køre ham på hospitalet. - Senere vender han endnu mere rystet tilbage til Flammen og fortæller at drengen døde.

Kort tid efter er Flammen og Citronen ved at gå i fælden. Stamrestauranten bliver omringet og angrebet af tyskerne. Det kommer til regulær ildkamp i kælderen mellem Flammen og Hoffmann. Sidstnævnte er så imødekommende over for Flammen at han tilbyder ham frit lejde, hvis han vil love at tage til Sverige og blive derovre. Men Flammen afslår - og undslipper sammen med Citronen.



To gange er Flammen og Citronen kaldt til møde i Stockholm med Winther og den danske regerings eller rettere departementschef-styrets kontaktmand. Første gang får de to modstandsmænd blot bekræftet deres forhåndsindtryk af en uheldig kontrol, men anden gang - efter attentatforsøget på Hoffmann - kommer de i heftig diskussion med kontaktmanden Beck eller Speck (spillet af Flemming Enevold) der vil forbyde dem at optrappe modstandskampen. Det er på nuværende tidspunkt (sommeren 1944) med Folkestrejke og gadeuroligerne i flere danske byer ikke opgaven at optrappe krigen, men at optrappe bestræbelserne for fred og overgang til frihed. Han tilbyder dem stillinger som officerer i den hemmelige brigade der er ved at blive opbygget af især tidligere danske officerer og som ved krigens slutning skal hjælpe englænderne i kampen mod tyskerne eller kæmpe mod russerne, hvis disse kommer før englænderne. Både Flammen og Citronen afslår forslaget med foragt.

Til stede ved mødet er også en repræsentant fra Frihedsrådet, kaldet 'Ravn' (spillet af Lars Mikkelsen). Han forsøger at holde gemytterne nede, men giver indtryk af at være på Becks side, men har intet personligt forhold til de to unge modstandsmænd. - Den virkelige Ravn var Frode Jacobsen, og for ham var det livet om at gøre at få anerkendt Frihedsrådet som fremtidig fuldgyldig partner i opbygningen af et frit Danmark på lige fod med 'gammelpolitikerne'. Det var han på daværende tidspunkt i stand til fordi Folkestrejken havde dokumenteret at den danske befolkning nu fulgte Frihedsrådets anvisninger og ikke gammelpolitikkernes. Hans sindelag har der aldrig hersket tvivl om, og hvad angår de to modstandsmænd så kendte han dem personligt, var faktisk ven med Flammen og mødtes ofte med denne, bl.a. på adressen i Klampenborg. Han benyttede endog flere gange Flammen som chauffør. Så filmens skildring af Ravn er totalt misvisende - og det er synd, fordi Frode Jacobsen faktisk var en helt igennem etisk ansvarlig, meget bevidst og yderst original skikkelse i modstandsbevægelsen, hvis betydning for tiden efter krigen ikke kan skattes højt nok..

Møderne i Stockholm bestyrkede iøvrigt ikke Flammens eller Citronens tillid til Winther.



Helt tilfældigt kører de to modstandsfolk, iklædt danske politiuniformer ind i en hipokontrol og bliver gennet over i en bil og kørt ind til et opsamlingssted, hvor de bliver stillet op af en mur uden nærmere undersøgelse, vel sagtens for at senere at blive kørt sydpå. Citronen gør et forsøg på at springe over plankeværket, men bliver omgående beskudt og alvorligt såret. Men i tumulten ser Flammen sit snit til stille og roligt at forlade stedet. Citronen køres i ambulance til et hospital under skarp bevogtning. Han beder om vand, men bliver bedt om at holde kæft. Men da ambulanceføreren beder vogteren forbarme sig over den sårede, ser denne sit snit til at gribe vogterens revolver og skyde ham. - Ude i en stor villa i Charlottenlund forbindes Citronen af ingen anden end Bodil, og han ironiserer over at han åbenbart skal have lungerne gennemhullet for at blive plejet af hende. Han er nybarberet og renvasket og hun er øm og kær. Det er en smuk scene før hans endeligt. Men det skal siges, at det er fiktion. Det var i virkeligheden ikke hans kone, men en helt anden sygeplejerske der påtog sig opgaver af denne illegale art, så hun efter krigen fik medalje for indsatsen. Men dette er naturligvis underordnet.

Nettet strammes om de to modstandsfolk næsten samtidigt (i virkeligheden med fire dages mellemrum). Citronen ligger i sin seng og hører mistænkelige lyde af køretøjer udenfor. Og ganske rigtigt. Det er et massivt opbud af tyske militærkøretøjer og soldater der omringer den store villa. Citronen samler alle de våben han har fået til opbevaring af Flammen og forbereder sig på ildkamp. Den indledes hurtigt, og det lykkes Citronen at holde stand ganske længe, men til sidst må han give op og går ud af huset kun iført pyjamas. Men da han løfter sin revoler og for at skyde, bliver han plaffet ned uden pardon.

Samtidigt bliver villaen ved Dyrehaven hvor Flammen sidder fredeligt og spiser frokost med sine værtsfolk omringet af tyske soldater - under kommando af selveste Hoffmann. Flammen går ned i kælderen til sine mange våben og sin ene pille, en cyankalium-pille, som mange modstandsfolk medførte for det tilfælde at de skulle blive bragt i en situation hvor det blev død eller ubarmhjertig tortur. Han tøver dog længe med at tage den, men har slugt den da Hoffmann trænger ind og kalder ham ved navn. Han er død.



Hoffmann mødes på restaurant med Ketty Selmer. Han giver hende en anvisning på 20.000 kr. for hendes indsats. Men hun er afvisende over for hans kærtegn. Hun giver ham så også en kuvert, som hans folk har fundet på Flammens adresse. Brevet er stilet til hende og røber utilsløret hans kærlighed til hende. Hun er klar over at hun skal se at komme væk - og læser med tårer i øjnene det lange brev i toget til Stockholm.

Både Flammen og Citronen blev begravet i et hul i jorden i Ryvangen. De blev senere overført til grave i den nuværende 'Mindelund'. Ketty Selmer bosatte sig efter krigen i Spanien.


Ole Christian Madsens film er sikkert bygget op og flot fotograferet af Jørgen Johansson. Men som sædvanligt er lydkvaliteten i danske film under al kritik. Flere replikker kan kun vanskeligt høres. Men Madsen tillader også ikke mindre end tre gange så høje råb fra en person at det virker yderst påfaldende og som regulær kulisselyd. Det er den ene gang Peter Mygind der som Winther råber over for de to hovedpersoner, og to gange Mads Mikkelsen som Citronen der råber op over for sin kone.

Peter Mygind spiller ganske udmærket som den velklædte Axel Winther der skal kunne begå sig i begge lejre. Hans spil virker også ægte i Stockholm, hvor vi som tilskuere skal blive usikre om hans reelle hensigter, men at han råber op på ovennævnte måde lyder ikke tilforladeligt.

Mads Mikkelsen fremstilles som en rigtig 'knudemand' der reagerer voldsomt på alt der ikke passer ham. Citronen i den virkelige verden var i hele sin tid som modstandsmand en uhyre aktiv, flittig og effektiv mand der indlagde sig mange store fortjenester ud over de få likvideringer han udførte. I filmen er det hos ham vi ser de store omkostninger der er forbundet med årelang illegal virksomhed, fordi han af sikkerhedsmæssige grunde må give afkald på et normalt familieliv. Han vil blot ikke være ved det, og da han erfarer sin kones utroskab, bliver han for alvor såret, ganske som andre bliver. Det kan såmænd også passe, at Citronen er så ridderlig at han i første omgang afviser at likvidere en kvinde, og så normal at han rystes over at gruppen ved en fejltagelse kommer til at såre et barn livsfarligt. Mads Mikkelsen spiller rollen helt efter instruktørens hoved. Ligesom i 'Prag'-filmen fra 2006. Han er netop valgt fordi Madsen betragter Mikkelsen som inkarnationen af en mand, ikke bare fordi han ser ud som han gør, men fordi alt han foretager sig og refererer til uden undtagelse er maskulint. - Jeg må indrømme at jeg finder valget af Mads Mikkelsen forkert til denne rolle, fordi det billede filmen giver af Citronen ikke svarer til virkelighedens billede. Jeg finder ham overordentligt usympatisk i filmen. Modstandsmanden Gunner Dyrberg omtaler Citronen som en rund og fornøjelig mand, der bevarede en afslappet holdning selv under stort arbejdspres. Og helt konkret bliver det illusionsbrydende at lade ham rende rundt det meste af filmen ubarberet og med en så storskygget filthat at den i sig selv ville være mistænkelig! Modstandsfolk der ville undgå pågribelse skulle i den virkelige verden falde så godt ind i omgivelserne som vel muligt, dvs uden at skille sig markant ud.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt leverer en smukt præstation som Bodil - et helt igennem stilfærdigt og sandfærdigt billede af en ganske almindelig kvinde der vil passe sin familie og ikke ofre sig for ideer.

De to tyske skuespillere, Hanns Zischler som Gilbert og Christian Berkel som Hoffmann, er fremragende som de på én gang myndige og kultiverede mennesker de begge to var - uanset deres forskellige rolle i den tyske besættelse. Det er karakteristisk at Hoffmann påtaler skændingen af ligene af to modstandsfolk, og at Gilbert får repræsenteret den før-ideologiske tyske kultur fra sin bedste side. Det er vigtigt i det fuldstændige billede af nazismen og besættelsen at blive mindet om disse sider. På samme måde må Jesper Christensen siges at levere et nuanceret billede af en dansk mand der indlod sig på samarbejde med tyskerne uden at falde for deres idealer eller ideologi.



Stine Stengade er en smuk skuespillerinde der mestrer meget fine nuancer i det udtryksfulde spil med andre mennesker i nærgående konfliktsituationer. Når hun alligevel må betegnes som relativt svag i den nye film ligger det i at man på grund af hendes dominerende kølighed savner de subtile undertoner i det erotiske der kunne gøre hende til en virkelig femme fatale af den art der helt bogstaveligt var fatal i modstandskampen. Ole Christian Madsen har valgt hende, fordi han kender hende særdeles godt fra sit ægteskab med hende. Men det er farligt at give hovedroller til en ægtefælle, fordi vurderingen aldrig kan blive tilstrækkeligt neutral.

Men når vi kommer til Thure Lindhardt som Flammen er der til gengæld kun ét at sige, nemlig at han er det rette valg og leverer en stor præstation - som han også gjorde i Madsens 'Nordkraft'. Lindhardt har den rette alder og udstråling der bevirker at man virkelig tror på manden i denne yderst krævende rolle. Det gør ikke sagen dårligere, at to af Flammens medarbejdere fra den tid, Jørgen Kieler og nævnte Gunner Dyrberg, begge finder fremstillingen dækkende for virkelighedens Bent Fauerschou. Men det vigtigste er dog, at personen bliver skildret som et helt menneske med sin sikkerhed og koldblodighed på den ene side og sit ubetingede had til fjenden på den anden side samt ind i mellem sin tvivl på sagens retfærdighed i alle tilfælde. Han var i filmen som i virkeligheden anti-autoritært og individualistisk indstillet, men dog næppe helt så egenrådig som filmen hævder. Frode Jacobsen siger i hvert fald noget andet, nemlig at den elegante og aristokratiske Bent Fauerschou rettede sig efter hvad man var blevet enig om - og at han var alt andet end en lystmorder. Alt i alt er det imidlertid blevet et fint og nuanceret portræt fra Thure Lindhardts side. Kun skæmmet af Ole Chr. Madsens forlangende om det helt overdimensionerede skyderi.



For netop dette bliver i mine øjne filmens store svaghed. Al respekt for Ole Christan Madsens ønske om at give fiktionen plads i historieskrivningen ved at stille spørgsmål til myterne. Men for det første stiller historieforskningen selv spørgsmål ved alle myter og lader dette fremgå af historieskrivningen. Det er faktisk dens opgave, og det bliver aldrig fiktionen der her kan yde det dybdeborende arbejde, allerhøjst en journalistik af den art som den Peter Øvig Knudsen har præsteret med sine bøger om Blekingegadebanden.

Nej, det fiktionen kan og som hverken journalistikken eller historievidenskaben kan er at rejse de eksistentielle spørgsmål der knytter sig til historiske og politiske begivenheder, det vil først og fremmest sige de moralske og idémæssige eller ligefrem religiøse spørgsmål. Hvad var rigtigt og forkert? Hvad var godt og ondt? Hvad var menneskeligt og umenneskeligt? Og hvad førte udviklingen ud i ondskabens fælder og forbandelse og hvad ind i eller tilbage til værdighedens, frihedens og demokratiets rammer?



Her synes jeg ganske enkelt 'Citronen og Flammen' giver et helt fortegnet billede af virkeligheden, som vel at mærke kan være direkte skadeligt, fordi de fleste tilskuere ikke vil have erfaringer eller viden der gør at de kan sætte filmens problematik og synsvinkler ind i den rette sammenhæng. Alle kan jo sagtens blive enige om at krig, undertrykkelse, besættelse og diktatur er af det onde, men der var og er jo netop ikke enighed om, hvordan man skal bekæmpe disse onder, dvs hvilke midler og mål der må regnes for nødvendige og tilladelige. Filmens pointe at alt i virkeligheden befinder sig i en gråzone hvor det er komplet umuligt at afgøre hvad der er rigtigt og forkert, er ikke alene forkert eller for enøjet, den er katastrofal for enhver nation og ethvert individ i enhver kultur og enhver tid, for den betyder at man passivt må affinde sig med hvad der hænder over hovedet på én.

Et sådant synspunkt har man naturligvis lov til at have. Der er ingen objektiv sandhed i hverken livet eller historien. Men skal et individ eller et folk overleve med værdigheden, meningen og friheden i behold, så slipper det ikke for en kamp mod uret og undertrykkelse. Modstandsbevægelsen under den tyske besættelse af Danmark var hverken fejlfri eller uproblematisk. Men dens indsats betød at vi kom med på den rigtige side i kampen mod den store altødelæggende nazistiske katastrofe, og altså bidrog til det fælles ansvar for frihed og demokrati. I denne kamp var folk som Flammen og Citronen helte trods abenlyse fejl. Derfor er det godt at få deres kamp trukket frem og også at få påpeget nogle nuancer som mange måske overser. Men det er efter min mening direkte skadeligt at stemple alt hvad der dengang foregik som en gråzone og likvideringen af stikkerne som nærmest identisk med rå mord.

For mig er Ole Christian Madsens flotte film en skuffelse, fordi den svigter såvel den etiske som den psykologiske kritik af besættelsestidens mange problemer til fordel for den filmiske spænding og dramatik. Jeg har personligt let ved at se det fordi jeg har oplevet tiden og efterfølgende læst og set meget om den. Men filmen henvender sig jo til et yngre publikum der ikke har samme forudsætninger, og jeg kan ikke komme til andet resultat end de overvejende vil blive bekræftet i en falsk forestilling om at modstandsbevægelsen mest af alt var motiveret af primitiv kamplyst, for ikke at sige mordlyst.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til hjemmesiden for Flammen og Citronen

Link til Frihedsmuseets igangværende udstilling om Flammen og Citronen

Nordkraft  om Ole Christian Madsens film om narko-miljøet i Ålborg (13.3.05.)
'Prag'  Ole Christian Madsens film om manderolle, faderkompleks og parforhold (7.11.06.)
'Drabet'   Per Flys film om politisk og moralsk inkonsistens (11.9.05.)

Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)

Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik)
Nils Malmros  (kort karakteristik)
Lars von Trier  (kort karakteristik)

Besættelse og befrielse  (5.5.05.)
Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
Blekingegadebanden  (20.03.07.)
- en farlig, men håbløs, moralsk og politisk afsporing

Terrorisme: Hvorfor terrorisme?  (20.2.07.)
Fogh og 29. august  (2.9.03.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal